Hønemødrene - Hjælpersyndromet og "over"-medicinering i psykiatrien

"Alle er frustrerede", lyder en mellemrubrik på en nyhedsnotits på DR Nyheder fra den 23.12.07, som giver mig anledning til at se nærmere på, hvorfor der i psykiatrien satses i så høj grad, stort set udelukkende, på at fastholde kriseramte mennesker i deres krise, bl.a. ved hjælp af "medicin", i stedet for at hjælpe dem videre og gerne ud af krisen.

Én ting er jo, at samfundet har etableret institutionen psykiatri med hovedopgaven i at opsamle, opmagasinere og, såvidt i vores moderne, "humane" tider acceptabelt, uskadeliggøre, ikke hjælpe, de af samfundet som ubekvem frasorterede elementer.

Én helt anden ting er, hvad der får mennesker til at "udføre et arbejde, de indimellem har det dårligt med", som notitsen citerer Poul Videbech, dvs. hvad der får den enkelte ansatte i psykiatrien til at behandle de frasortrede på en måde, der tydeligvis og beviseligt langt mere er til skade end til gavn for dem. Især siden der findes behandlingstiltag, der, i modsætning til de etablerede, ville være til virkelig hjælp for de kriseramte. Hvad får mennesker, der har aflagt en ed, bl.a. om ikke at tilføje nogen skade, til alligevel og fortsat at gøre det, selvom skadeligheden af deres "behandling" er bevist, og der findes kendte, ikke-skadelige alternativer? Hvad får de ansatte i psykiatrien til at, i bedste fald, ignorere disse alternativer, i værste at lobby'ere voldsomt imod dem? (Som f.eks. sket i starten af året i "Dagens Medicin"s debat om Vestlaplandsmodellen.) Hvad er til hinder for, at disse alternativer kan komme i brug og afløse de, faktisk i høj grad og både på et psykologisk (fastholdelsen i krisen, "kronificering", i stedet for løsningen af krisens eksistentielle problematik) som et fysiologisk (hjerneskader, forårsaget af "medicin" og ECT) niveau, skadelige tiltag? - Bortset fra medicinalindustriens "julegaver" altså, og, for de fleste psykiateres vedkommende, en mangel på relevant uddannelse, der ville kræve at overlade feltet til de til opgaven bedre rustede?

Sidst i 1970'erne prægede den tyske psykoanalytiker Wolfgang Schmidbauer begrebet "Helfersyndrom" (hjælpersyndrom). Lidt firekantet kan man sige, at personer, der rammes af dette syndrom, som regel har et meget lavt selvværd og således en udpræget trang til at hæve sig - i forhold til andre mennesker, ved at holde disse andre mennesker nede. Det gør de hjælpende professioner (læge, sygeplejer, terapeut etc.) ekstremt attraktive for dem, da de her er omgivet af mennesker, der som oftest har det (endnu) dårligere end dem selv. Ikke desto mindre betyder virksomheden i en hjælpende profession også en catch 22 for disse personer. Læger arbejder jo som regel altid hen imod en helbredelse af deres patienter, terapeuter hen imod løsningen af en eksistentiel problematik. Men i det øjeblik dette mål er opnået, patienten er helbredt, den eksistentielle problematik er løst, har det vedkommende menneske ikke længere brug for hjælp, og, hvad værre er, det vedkommende menneske har måske fået det endda BEDRE end hjælperen. Hvilket gør hjælperen sin egen misere smerteligt bevidst: Vingeklippede høns kan dårligt tåle at se ørnen flyve afsted i friheden...

Det er altså, ubevidst, den af et lavt selvværd ramte person magtpåliggende, at FORHINDRE helbredelse respektive problemløsning. Det er ham eller hende magtpåliggende, at fastholde sit "offer" i offerrollen, hjælpeløs, så afhængig af hjælperen som muligt. I sundhedssektoren er det svært, at gennemføre en sådan fastholdelse. Men ikke i psykiatrien. - Jeg betragter IKKE psykiatrien som en del af sundhedssektoren. - I sundhedssektoren ville unødvendig fastholdelse af mennesker i sygdom nemt kunne koste én jobbet. Ikke mindst også siden en sådan fastholdelse ville kunne bevises videnskabeligt. I psykiatrien er det nærmest en forudsætning for at kunne få ansættelse, at man er villig til en fastholdelse af mennesker i krisesituationen, siden alle psykiatriens "behandlings"tiltag sigter mod en sådan fastholdelse, ja faktisk mod en forværring af krisesituationen.

Karakteristisk for mennesker med et potentiale til at udvikle hjælpersyndromet er, udover det ekstremt lave selvværd, at de som regel ikke kan vente med at "hjælpe" til de bliver bedt om det. De kommer styrtende, ligeså de ser deres snit til det, og PÅTVINGER andre nærmest deres "hjælp", samtidigt med at de er overbeviste om, at det er dem, og kun dem, der ved bedst, hvad andre måtte have brug for af "hjælp". Intet ligger dem mere fjernt, end at lytte til, hvad disse andre, deres ofre, selv ønsker af hjælp, for ikke at tale om at tage højde for disse ønsker. Bemærk parallelerne til psykiatrisk tvangsanvendelse og umyndiggørelse: "Vi ved bedst, hvad der er godt for jer", "I kan ikke bedømme jer selv" (underforstået: "Men vi kan og vil bedømme jer").

Som sagt blev psykiatrien etableret for at opsamle, opbevare og uskadeliggøre ubekvemme, af samfundet frasorterede elementer. For at sige det ligeud: Jo mere disse elementer kan omdannes til grøntsager, jo nemmere bliver opbevaringen. Og det gør psykiatrien til den med afstand mest attraktive arbejdsplads for mennesker med et lavt selvværd. Til enhver tid, og uanset hvor elendigt man måtte have det med sig selv, vil man kunne føle sig hævet langt over en grøntsag, hvis hjerne af "medicin" og/eller ECT er såpas ødelagt, at vedkommende har problemer med at stave til sit eget navn og lægge to og to sammen.

Problematisk bliver det, og her har vi catch 22'en, i det lange løb, fordi et lavt selvværd også af og til kræver successoplevelser. Uden successoplevelser brænder man ud, går man ned med stress, "dyb frustration", som Poul Videbech siger, og eventuelt "depression". Især, hvis man har et lavt selvværd. Og så har vi hjælpersyndromet. Selvsagt, hvis man holder mennesker fast i hjælpeløsheden for at tilfredsstille et behov om at hæve sig over dem, hvis man systematisk fratager dem muligheden for at få det bedre, så fratager man på samme tid sig selv muligheden for at vise, at man faktisk dur som hjælper og er i stand til virkeligt at hjælpe andre.

Så, i alt har vi fire årsager til, at "de (psykiatere) agerer mod deres egen lægelige overbevisning" og medicinerer (respektive chokker) mennesker fra sans og mening:

- Psykiatriens opgave i samfundet som en institution, der skal hjælpe samfundet, ikke de kriseramte,

- medicinalindustriens aggressive markedsføring af psykofarmaka og (bl.a.) psykiateres uformåen at afvise "belønning" for en god "salgsindsats" fra denne medicinalindustris side,

- angsten for at miste sin ekspertstatus, hvis alternativer, som man ikke er uddannet til at kunne gennemføre, skulle komme i brug,

- og et svagt punkt i personligheden (skulle man sige: en personlighedsforstyrrelse?...), der får én til at holde andre nede, om muligt træde et par ekstra gange på dem, i stedet for at hjælpe dem op.

Fire grunde til at bibeholde den etablerede praksis af at medicinere mennesker ikke bare fra sans og mening, men også fra enhver recovery-mulighed, mod en enkel grund til at forlade den til fordel for virkelig hjælp for de kriseramte mennesker: Det utilfredsstillende, frustrerende, deprimerende i ikke at opleve nogle behandlingssuccesser.

I psykoanalysen har man prøvet at skabe en uddannelsesordning, der er ment at skulle forebygge at mennesker, der selv står med et uløst problem, kan komme som behandlere til at have med andre i samme situation at gøre: Læreanalysen. Desværre fungerer systemet langt fra fejlfrit, siden, som sagt i gårsdagens indlæg, pykoanalysen ofte er mere opdragende end at den fremmer selverkendelse med virkelig problemløsning og frigørelse som følge. Interessant læsning om emnet er iøvrigt Dörte von Drigalski's Blumen auf Granit, hvis man altså kan læse tysk.

Windhorse gør brug af et lignende system ved at sende medarbejderaspiranter i et retreat. Med større success end psykoanalysens læreanalyse-system. Og både Loren Mosher's Soteria som Windhorse foretrak respektive foretrækker kriseerfarne mennesker, der er kommet sig, som medarbejdere. Har man selv gennemgået en krise og klaret sig igennem og ud af den, er chancen for, at man har de fornødne erfaringer og egenskaber til at kunne hjælpe andre igennem og UD AF deres krise langt større, end hvis man kun har teoretisk viden om sagen og, i tillæg hertil, aldrig har haft anledning (f.eks. i form af en eksistentiel krise) til at arbejde med sig selv, lære sig selv at kende og frigøre sig selv.

Og hvorfor sætter jeg "over" i "overmedicinering" i anførelsestegn? Fordi jeg mener, at enhver form for medicinering med psykofarmaka, uanset dosen, er OVERmedicinering. I en akut krise kan der opstå situationer, der gør medicinering meningsfuldt. Dog kun med almindelige, beroligende midler, og kun mens situationen påkræver det. Langtids-, "vedligeholdelses-"medicinering med psykofarmaka, anvendelsen generelt af psykofarmaka som antidepressiva, neuroleptika eller de såkaldte "stemningsstabiliserende" midler, er ALTID overmedicinering, og gør beviseligt mere skade end gavn.

Psykoanalysens bidrag til sikringen af hakordenen

Ofte kan man høre, at Freud "opfandt" muligheden for at løse livskriser ved at tale om dem: psykoanalysen, og, i forlængelse af den, psykoterapien. Det er ikke helt korrekt. Mennesker har altid løst problemer, kriser, ved at tale om dem. Med familien, vennerne, med præsten, med resten af samfundet. Freud har analyseret dette fænomen, stillet teorier op omkring det, systematiseret og institutionaliseret det i form af psykoanalysen.

Psykoanalysens systematisering og institutionalisering af mellemmenneskelig kommunikation og konfliktløsning falder tidsmæssigt sammen med en udvikling i det vesterlandske samfund væk fra fællesskabet og hen til tiltagende isolation og ensomhed: industrialiseringen, landflugt, befolkningseksplosion i storbyerne, kernefamilien i stedet for storfamilien, uddelegering af ansvar for samfundet til institutioner i stedet for til den enkelte, osv.

I massens isolation betyder det intet, om et enkelt element falder ud. Enkelte elementer er erstattelige. Massens overlevelse er ikke afhængig af, at hvert enkelt element fungerer som det unikke individuum, det er. Massen kender ikke til unikke individuer. Den kender kun til normerede, udkiftelige elementer. Ensformighed i stedet for mangfoldighed, det unikt individuelle. Man kommer ikke hinanden ved i massen og føler ikke noget ansvar for samfundet.

Den enkeltes overlevelse i massen afhænger af hans/hendes evne til at leve op til massens normer. Problemet med disse normer er, at de er af kulturel art, ikke af en naturlig menneskelig. Et problem, som Freud kommer ind på i "Das Unbehagen in der Kultur" (vantrivseln i kulturen). Normeret og normerende kultur er nu ikke bare et fænomen, der præger massesamfund. Det er et særegent menneskeligt fænomen. Det præger dog massesamfund langt tydeligere end samfund, hvis overlevelse er afhængig af hvert enkelt, unikt individuum. I de sidstnævnte er sandsynligheden for, at man bærer over, giver plads til, føler ansvar for og ved at benytte sig konstruktivt af den enkeltes særheder noget større, end i et samfund, der bygger på og fungerer efter ensformigheds-princippet. Her er individuelle særheder til gene og altså uønskede. Siden der er rigeligt at tage af, kan enkelte, sære individuer undværes, frasorteres og udelukkes af samfundet. De SKAL endda undværes, frasorteres og udelukkes, fordi de per definition er til fare for den masseideologi, massesamfundet bygger på. Og så er det iøvrigt betydningsløst, om denne masseideologi hedder marxisme, liberalisme, kristendom, New Age, konsumerisme, individualisme etc., eller om den hedder - psykoanalyse. I det øjeblik, en idé bliver til en ideologi er mangfoldigheden truet. Bliver den til en masseideologi, dør mangfoldigheden. Og demokratien med den. Og det naturligt menneskelige.

Psykoanalysen, ja... Freud havde nogle befriende idéer. Han analyserede og forstod, hvordan mennesket i samfundet fungerer. Hvordan kommunikation fungerer. Men han blev offer af ideologierne, der gjorde sig hans forståelse af mellemmenneskelige relationer til nytte. Psykoanalysen blev ikke, hvad den havde potentiale til at blive: En befriende form for konfliktløsning, som enhver form for mellemmenneskelig kommunikation kan være, hvis de kommunikerende parter behandler hinanden som ligeværdige, respekterer hinanden, lytter forstående til hinanden. Psykoanalysen blev til et opdragelsestiltag. Et redskab til dressur. Den hjalp og hjælper ikke mennesker til en større selvforståelse med det mål, at opnå større selvkontrol og kunne frigøre sig på en kreativ, konstruktiv måde. Den hjalp og hjælper mennesker til en større selvforståelse med det mål, at opnå større selvkontrol og kunne undertrykke sig selv, sin egen natur, mere effektivt og derved blive mere kultiveret: tilpasset massesamfundet. Som gennemgående opstået på grundlaget af psykoanalysen, og derfor grundlæggende influeret af den, gælder dette for alle psykologiske terapiformer. Mest tydeligt træder det måske frem i de behaviouristisk orienterede. F.eks. CBT ( Cognitive Behavioural Therapy - Kognitiv Adfærdsterapi).Men faren for at levere opdragelse i stedet for frigørelse, er alle terapiformer inherent.

Alice Miller vendte i sin tid psykoanalysen ryggen til fordel for Janov's Primal Therapy. Ganske rigtigt så hun i psykoanalysen mere sort pædagogik end frigørelse. - Det er iøvrigt ret interessant, at følge hendes erkendelser igennem hendes skrifter. - Men heller ikke primalterapien slap under massesamfundets indflydelse fra at blive en begrænset og begrænsende ideologi og derved endnu en anvendelsesform, måske endda en af de farligste, for sort pædagogik: Primal "Scream" Therapy... Jo større det direkt frigørende potentiale i en terapiform, jo større er faren for at den bliver til sort pædagogik, kunne man være fristet til at sige. Opdragelsestiltagene i CBT, f.eks., er noget nemmere at gennemskue, og således at afværge, end opdragelsestiltag der kommer i frigørelsens forklædning.

Det kan virke paradoksalt, men psykoanalysen fungerer efter desamme principper - og underbygger dem - som den moderne, biologiske psykiatri. Og det moderne massesamfund. Ansvarligt for "dårlig" tilpasning er ikke yderverdenen, samfundet, men det "dårligt" tilpassede individuum selv. Omend kun på et indirekt niveau. Hos Freud i kraft af sine drifter, hos den moderne, biologiske psykiatri i kraft af gener og transmitterstoffer. Både psykoanalysens teorier i Freuds senere (efter 1897) fortolkning og psykiatrien fritager samfundet for enhver form for ansvar, og kræver en pseudo-konfliktløsning: lær at undertrykke dine drifter, dine umiddelbare emotioner, dine naturlige reaktioner - og dermed dig selv - enten ved at udøve intellektuel kontrol over dem (psykoanalysen), eller ved at holde dem nede ved hjælp af "medicin" respektive ECT (psykiatrien), og bliv igen et tilpasset, "normalt", normeret individuum.

Siden hverken gener, transmitterstoffer eller Freuds drifter er noget, den enkelte kan vælge frit til eller fra, men noget, mennesket er født med, "skæbne" så at sige, er også det enkelte individuum fritaget fra et direkt ansvar. Hvilket gør disse teorier umiddelbart meget attraktive for mennesker i krise. I det lange løb bidrager det dog væsentligt til at øge hjælpeløsheden, afhængigheden af andre og umyndiggørelsen. "Hjælpeløshed bygget ind i recovery-planen", som Hugh Massengill udtrykker det i et interview med David Oaks. Og i yderste konsekvens bliver recovery, fuld recovery, på denne måde udelukket på forhånd.

"Recovery beskrives som en dyb personlig unik proces, hvor man tilstræber, at en person kan leve et tilfredsstillende liv, SELV MED DE BEGRÆNSNINGER EN KRONISK SYGDOM GIVER", hedder det således i en artikel i "Ugeskrift for læger", der betegner recovery-begrebet som "gammel vin på nye flasker", og ligestiller recovery med rehabilitering (min fremhævelse). Og selvfølgeligt er forfatterne til denne artikel undtagelsesløst - psykiatere.

Tager man udgangspunkt i at psykiske kriser er genetisk, fysiologisk eller også driftsmæssigt betinget og dermed befinder sig udenfor såvel samfundets som den enkeltes direkte ansvar, er konklusionen af den citerede artikel logisk nok: Fuld recovery er kun opnåeligt, hvis både samfundet og den enkelte erkender og vedkender sig deres ansvar for krisesituationen. Fra "kronisk sygdom" kan der ikke findes fuld recovery. Opnåeligt bliver kun "social recovery", som de facto ikke er andet, end et nyt begreb for det gamle "rehabilitering": Tilpasning til samfundet.

Både psykiatriens og den "sorte terapis" behandlingstiltag bunder altså i en opfattelse af personlige, psykiske kriser som værende "skæbne". Et sådant syn KAN ikke give anledning til andet end opdragende , tilpassende foranstaltninger overfor det kriseramte individuum.

Personligt spørger jeg mig hver gang, jeg støder på udtalelser som den citerede - og det gør jeg desværre ofte - hvor man her har gjort af alle de mennesker, der faktisk HAR opnået fuld recovery fra det, udtalelsen betegner som "kronisk sygdom". Disse mennesker burde ifølge udtalelsen ikke findes. Faktum er jo, at de findes i allerhøjeste grad. Dog er de udelukkende at finde, og det kan være forklaringen, hvorfor de ikke eksisterer i psykiatriens eller den "sorte terapis" bevidsthed, blandt de mennesker, der har valgt, at tage ansvar for deres eget liv, dem selv, støttet af ansvarsbevidste medmennesker, og vende både psykiatrien og den "sorte terapi" ryggen. Indenfor psykiatrien og den "sorte terapi" vil man lede forgæves efter dem

Ørnen Sofie og hønsene, et alternativ

Her kan man læse om, hvordan Sofie kunne være blevet til den ørn, hun var ment at blive, men aldrig fik chancen til at blive.

Ørnen Sofie og hønsene, del III

Jeg er ikke helt færdig med (at skrive om) ørnene og, især, hønsene, nej. Færdig med det er jeg vel egentligt først den dag, der ikke findes flere vingeklippede og vingeklipning anbefalende høns. Den dag, hønsegårdene med deres af hønsetråd begrænsede horisont og deres hakorden er afskaffede. - Jeg drømmer...

Det, psykofarmaka og ECT såvel som giftig terapi filtrerer fra, er ikke Irakkrigen, nedrivningen af ungdomshuset, klimakatastrofen, det er ikke mord, ødelæggelse, (social) uretfærdighed, cynisme, bedrag, løgne, fortielser etc., det er ikke yderverdenen i sin helhed. Det, der bliver filtreret fra, er ens reaktion på disse ting, på yderverdenen. Den reaktion, der definerer én selv. Det er i sidste ende altid én selv, éns selv, der filtreres fra. Af yderverdenen. Som værende en ubekvem og derfor uønsket reaktion på denne yderverden.

I tresserne og halvfjerdserne røg folk pot, drak og tog LSD. Selvstyret filtrering, og stadigt med mulighed for reaktion, hvor der skulle reageres. Vietnam, f.eks., eller atomkraft. I dag overlader vi trygt styringen til "eksperterne". Og de sørger for, og her er de virkeligt eksperter, at muligheden for en individuel, særegen og naturlig reaktion minimeres, ofte, og helst, umuliggøres helt. De en gang individuelt særegne og naturlige reaktioner diagnosticeres, normeres, kontrolleres og undertrykkes i tiltagende grad.

I tresserne og halvfjerdserne var det stadigt accepteret, at verdenen kunne gå folk på. Det var, alt efter hvilke kredse man færdedes i, nærmest UNORMALT, hvis verdenen IKKE gik én på. I dag er det alment accepteret, at det er "sygt", unormalt, hvis verdenen går én på. Parallelt med et støt stigende antal mennesker på fremmedstyret (af f.eks. psykiatrien) frafiltrering ("medicin", ECT, f.eks.), stiger fremmedgørelsen.

Psykiatrien er ikke ene om at markedsføre statsligt kontrolleret frafiltrering, og dermed fremmedgørelse. Andre samfundsinstitutioner som medierne, terapeuter eller de p.t. så trendy'e life coaches f.eks., yder også deres bidrag. Psykiatrien er dog den samfundsinstitution, der både promoverer fremmedstyret frafiltrering og fremmedgørelsen mest gennemført, og ejer de mest effektive midler til at udstyre mennesker med filtre og derved fremmedgøre dem fra dem selv. Derudover er den den eneste samfundsinstitution, der må anvende disse midler mod et individuums vilje. I modsætning til de fleste andre samfundsinstitutioner, der stadigt er underlagt en vis ekstern kontrol, er psykiatriens magt stort set ubegrænset, kun kontrollerbar af psykiatrien selv. Alt kan undskyldes og bliver undskyldt ved at påstå at det er "til individuets eget bedste". Manglen på videnskabelighed, på eksakte, videnskabelige beviser, gør denne institution stort set uangribeligt.

På samme måde fungerede inkvisitionen i sin tid. Men manglen på videnskabelighed er, paradoksalt nok, ikke bare psykiatriens stærkeste men også dens svageste punkt. I sin tid brækkede denne mangel nakken på inkvisitionen. Fordi folk for alvor begyndte at tvivle, og det, man prøvede at sælge dem som "beviser" ikke længere kunne overbevise. De faktiske modbeviser blev flere og flere og mere og mere slående.

I dag tror vi ikke så meget på besættelse og frelsning i inkvisitionens udgave længere. Vi tror på dem i form af gener og i form af balancer og ubalancer i hjernekemien. ICD-10, kapitel V respektive DSM-IV TR har afløst inkvisitionens Malleus Maleficarum, Heksehammeren. Jeg undrer, hvad menneskeheden vil tro på, når heller ikke disse længere kan overbevise som "beviser", en skøn dag i fremtiden. Og om det mon nogensinde vil gå op for mennesket, at "frelsning", befrielse, kun kan komme indefra, fra én selv, fra éns eget selv.

En tro, om det er troen på Gud, stjernerne eller en terapeut, kan hjælpe én til at finde frem til én selv og til at kunne befri én selv. Men kun hvis disse instanser selv ikke frygter sig selv og friheden. Vejen til at kunne acceptere og befri sig selv, går gennem at blive accepteret og løsladt af en anden. Så længe den anden man tror på, om det er kirken, en astrolog, en terapeut, om det er staten, dens institutioner, samfundet og dets normer og værdier, betragter og opfører sig som éns "herre", kan man umuligt være andet end herrens slave og dermed ufri.

Ting som historien om Sofie går mig på, ja. Rigtig meget. Men jeg er faktisk glad for, at de gør det. Jeg er mere glad for det, end for noget andet. At jeg kan mærke mig selv, ufiltreret, reagere ufiltreret, tænke ufiltrerede tanker, føle ufiltrerede følelser. At jeg har muligheden for at gøre umulige og ikke-eksisterende ord mulige og eksisterende. At jeg har muligheden for at finde mit helt eget sprog. Et konstruktivt og kreativt sprog, der gør det destruktive mere og mere overflødigt. Jeg flyver. Lidt usikker endnu, af og til en crash-landing. Men hvad! Man er vel ørn, og ørne flyver. Frit.

Ørnen Sofie og hønsene, del II

Sofie fik bl.a. ECT, og får det nu hovedsagligen, fordi hun, hvis hun ikke får det, ser orme i sin mad, og følgeligt ikke vil spise. "Hallucinationer" kalder psykiatrien disse orme i Sofies mad. Og "hallucinationer" er jo, som vi alle ved, og per definition, ikke andet end et produkt af og et umiskendeligt tegn på en hjernekemi i ubalance. "Hallucinationer" har ingen dybere mening. De er ikke metaforer, der står for noget andet, noget meningsfuldt, noget, mennesket i krise kan have svært ved at erkende meningen af, fordi det er så svært, at abstrahere fra en sanseoplevelses, en tankes, et billedes direkte indhold og erkende det metaforiske ved metaforen, når man er i krise.

"Hallucinationer er abnormale sensoriske opfattelser, der optræder mens en person er vågen og ved bevidsthed, og som er uden sammenhæng til ydre begivenheder; med andre ord, at se eller høre ting, der ikke er der", hedder det på Healthline.com, indrammet af en Geodon-reklame. Ja, så må man vel hellere overbevise Sofie om, at ormene i hendes mad ikke er virkelige, at hun ser dem, fordi hun er syg i hovedet, eller i hjernen, nærmere betegnet, og at ECT derfor er en nødvendighed. Fordi det vil lade hende glemme alt om ormene - og mange andre ting. Man må overbevise Sofie om, at hendes virkelighedsopfattelse, hendes tanker, følelser og forestillinger, er syge, ikke har hold i (psykiatriens) virkelighed, at de følgeligt er værdiløse, ikke til at stole på, det pure vanvid, uden sans og mening, og at de derfor bedst fjernes.

Men hvad er Sofie som personlighed, hvis både hendes tanker, følelser og forestillinger, hvis hele hendes virkelighedsopfattelse er syg, ikke har hold i (psykiatriens) virkelighed, hvis den er værdiløs, ikke til at stole på, det pure vanvid, uden sans og mening, og oplevelsen af den og erindringen på den følgeligt bliver til et "symptom", der skal fjernes??

Når Sofie så siger at, "nåhhhr, så er jeg altså syg, værdiløs, ikke til at stole på, et produkt af det pure vanvid, uden sans og mening", hvis hun fornægter sin egen virkelighed til fordel for andres (psykiatriens, den "sorte" terapis) virkelighed, så udviser hun "sygdomsindsigt". Ifølge psykiatrien. Og ifølge den "sorte terapi". Og hvis der skulle snige sig den mindste tvivl ind, et eller andet sted dybt nede i Sofie, ja, så er denne tvivl selvfølgeligt også bare produkt af det pure vanvid, og ikke til at stole på. Det kan Sofie da godt se, ikke? Den "sorte" terapis coping strategies: Fornægt dig selv.

Sandsynligvis har Sofie aldrig fået andet at vide igennem sit liv, end at hendes virkelighedsopfattelse, hendes tanker, følelser og forestillinger, og dermed hele hende selv, er syg, ikke til at stole på, det pure vanvid, uden sans og mening, og uden hold i (omverdenens) virkelighed. I forhold til resten af Sofies omverden, har psykiatrien, og med den den "sorte" terapi, den uvurderlige fordel, at man har videnskaben på sin side. Man kan overbevise Sofie ved hjælp af videnskabelige fakta, fakta om hjernesygdomme, ubalancer i hjernekemien, gener. At det, man her prøver at sælge Sofie, og så mange andre, som "fakta", i sig selv ikke er andet end det pure vanvid, uden sans og mening, ikke til at stole på, værdiløst, og uden hold i (nogen som helst) virkelighed, at der ikke findes dokumentation, videnskabelige beviser for disse "fakta", og at Sofies eventuelle tvivl dermed er mere end berettigede, undlader man selvfølgeligt at oplyse hende om. Hun kunne komme til at tro på ormene i maden som virkelige igen, og stille spørgsmålstegn ved, at ECT skulle være "den helt rigtige behandling til netop (hendes) problem".

Men, også her, bare roligt. I det konkrete tilfælde "Sofie" er der efterhånden godt og grundigt sørget for, at Sofie slet ikke er i stand til at tænke, føle eller forestille sig noget i den retning længere. Denne mulighed ER fjernet.

Jeg fortalte en gang en veninde, at jeg ikke mente, jeg var et menneske. Hun grinede ikke. Hun rystede ikke på hovedet. Hun skyndte sig heller ikke at ringe 112. Hun kiggede bare interesseret på mig og spurgte: "Hvis du ikke er et menneske, hvad er du så?" Befriende. Mange andre, og psykiatrien helt sikkert, havde sagt: "Du er jo syg i hovedet! Vi kan da se, at du er et menneske." Og dermed havde sagen været afgjort og afsluttet for dem. Tja, mit ydre lignede nok til forveksling det af et menneske. Men indeni var jeg såpas fremmedgjort fra den del af det særegent menneskelige, der udgjorde min personlighed, at det forekom mig som en umulighed, at jeg overhovedet skulle være et menneske. Jeg VAR faktisk ikke noget menneske. Jeg led ikke af "hallucinationer" eller "vrangforestillinger". Mine forestillinger var tværtimod fuldstændig korrekte. Jeg havde bare svært ved at erkende metaforiken i dem. Altså tog jeg dem bogstaveligt. At erkende metaforiken i sine forestillinger kræver, at man kan sætte ord på den. At umulige, ikke-eksisterende ord bliver mulige og eksisterende i bevidstheden.

Hvis Sofie ser orme i sin mad, så ER der "orme" i hendes "mad". Det eneste, der havde kunnet overbevise hende om, at der ikke er orme i hendes mad, det eneste, der havde kunnet befri hende fra at se orme i sin mad, havde været at acceptere ormene i maden som Sofies virkelighed, en lige så gyldig og meningsfuld virkelighed som alle andres. Hverken syg eller værdiløs eller det pure vanvid, men fuldt ud til at stole på og indeholdende lige så meget sans og mening som enhver anden virkelighed. At acceptere hendes virkelighed, havde gjort det muligt for Sofie at acceptere den selv. Og derfra at udforske den: Er "ormene" orme? Eller er de måske en metafor for noget helt andet, og i så fald for hvad? Og er "maden" maden? Måske har hendes terapeut prøvet. Det fortæller historien, artiklen "Dag for dag uden i går" i Outsideren, ikke noget om. Men uden minder og gjort ligeglad af psykofarmaka respektive jævnlige ECT-"behandlinger" havde Sofie ikke nogen chance.

Vejen til et eget sprog, til at finde og muliggøre sine egne ord, går igennem minderne. Minder af begivenheder, følelser, fornemmelser. Ufiltrerede minder. Befrielse er ikke at få etableret et (nyt) filter, eller en (ny) ligegladhed. Befrielse er at finde et konstruktivt, kreativt sprog, der overflødiggør det destruktive, når de ting, der går én på, ufiltreret, skal benævnes. Et menneskes personlighed udgøres af dette menneskets livshistorie. Jo mere man kender til denne livshistorie, jo mere man bliver sig selv bevidst, jo større chance for frihed. Uden livshistorie, uden minder, ingen personlighed. Og uden selvbevidst personlighed ingen frihed. Befrielse er ikke at få klippet vingerne. Det er at erkende og acceptere ørnen indeni, lære den at flyve, og slippe den fri. Af terapeuten kræver det, at han/hun er villig og i stand til at erkende og acceptere (ørnen i) sig selv. Vingeklippede høns, for hvilke flyvende ørne er en umulighed og ikke-eksisterende, kan ikke hjælpe en ørn at lære at flyve. Vingeklippede høns kan kun sørge for, at ørnen indeni bliver filtreret fra bevidstheden, igen og igen, og somme tider altså en for alle gange. Som i Sofies tilfælde.

Zyprexa - igen

Zyprexa har en dødelighed på 1 ud af 125. På verdensplan har indtil videre ca. 20 millioner mennesker taget Zyprexa. Det vil sige, indtil videre går ca. 160.000 dødsfald på Zyprexas konto. 160.000. Indtil videre.

Ethvert lægemiddel for en fysisk sygdom havde været taget af markedet forlængst, respektive var aldrig blevet godkendt til brug i første omgang, ved en tilsvarende dødelighed. Hvorfor er Zyprexa stadigt på markedet?

"Den sindssyge er farlig og bliver det indtil hans død, som DESVÆRRE KUN SJÆLDENT INDTRÆFFER TIDLIGT." -Emil Kraepelin, en af fædrene til den moderne, biologiske psykiatri, og eugeniken, 1916 .(Min fremhævelse)

Og Zyprexa er kun toppen af isbjerget.

Ørnen Sofie og hønsene, del I

Ting som historien om Sofie går mig på. Meget, rigtig meget. Det har de nu altid gjort, og det kommer de vist altid til at gøre. Nogle mener jo, at terapi, ligesom psykofarmaka og ECT, må være til for at få et "filter" til at fungere (igen). Man kunne også sige: for at gøre en mere ligeglad (igen). Overfor verdenen og sig selv. Overfor Irakkrigen, f.eks., eller nedrivningen af ungdomshuset og lukningen af Christiania. Overfor mishandlingen af udviklingshæmmede på bosteder og Rikke Hvilhøjs udtalelser om flygtningebørnene. Overfor den tiltagende følelse af fremmedgjorthed og ensomhed, der er prisen for et par krummer af den økonomiske væksts kage. Producér og konsumér! Og glem, at du kunne og skulle have været et levende menneske, i stedet for det ubetydeligt lille hjul i den frie markedsøkonomis maskineri, du er. Ja, og overfor historier som Sofies.

Ingen tvivl, at både psykofarmaka og ECT har som mål, at gøre mennesker ligeglade. Emotionel og intellektuel afstumpning på recept. Legal dope. Som nævnt før: Den eneste forskel på "medicin" respektive ECT og narkotika. Det ene er legalt, det andet ikke. Hvorfor? Det ene tjener en hel skatbetalende industri, og dermed også staten, fed på. Afkastet ved salg af det andet går direkte i lommen på sælgeren, grossisten og producenten. Ingen skat. Staten tjener ikke en krone. Og: Det ene er kontrollerbar, via statslige institutioner, det andet ikke.

Men det var nu Sofies historie og spørgsmålet om hvad terapi egentligt er respektive skal og kan være godt for, jeg kom fra. Spørgsmålet interesserer mig specielt for tiden, dels fordi jeg fik en forespørgsel om et interview, bl.a. netop om forskellen mellem "toxic therapy" og "liberating therapy" - og DETTE interview kan jeg nu uden et øjebliks tøven sige "ja" til... - og dels fordi jeg i mandags havde min, forhåbentlig, sidste terapisession. "Forhåbentligt" ikke fordi terapien måske var en negativ oplevelse. Tværtimod, det var nok noget af det bedste, der overhovedet er sket for mig i det her liv. "Forhåbentligt" fordi jeg håber og fornemmer, at jeg ikke vil have brug for professionel støtte i fremtiden.

Men hvad er det egentligt ved Sofies historie, der går mig sådan på? For bare tre, fire år tilbage, havde jeg haft mere eller mindre store problemer med at besvare dette spørgsmål konkret og detailjeret. Jeg havde ikke haft ord til at beskrive følelsen af, at noget rivende galt, noget, der rækker langt udover Sofies personlige historie, kommer til udtryk igennem den. For ikke at tale om at have ord for, hvad dette noget er.

For dem, der ikke læser Outsideren: Sofie fik ECT pga. en "svær depression" og "spiseforstyrrelse". Psykiatrien mente og mener stadigt, at ECT er "den helt rigtige behandling" for Sofie. Hun gik også i terapi og hendes terapeut prøvede at stoppe ECT-"behandlingerne", fordi Sofie var en af de "få", af de ca. 50%, der oplevede vedvarende hukommelsestab pga. ECT-"behandlingen". I dag får Sofie tre gange ugentligt (!) "vedligeholdelses-ECT" og kan næppe huske mere, end sit eget navn. Terapi er blevet til et meningsløst foretagende. Psykiatrien har gjort hende til et historieløst menneske. Den har taget hendes minder, hendes livshistorie, den del af det særegent menneskelige, som udgjorde personligheden "Sofie" fra hende. Jeg vil gå så langt som at sige: Den har taget hendes liv - fra hende. Under det falske påskud, at ville redde det - for hende.

Vil nogen nogensinde blive anklaget for dette mord? Eller for bare et af alle de mange andre som psykiatrien jævnligt begår, sanktioneret, bestillet og dækket over af samfundet, politikerne, staten? Nej, bare roligt. Det sørger "eksperterne", Martin Balslev Jørgensen f.eks., for, at det aldrig vil ske. Ved at, ekspertisisk, forsvare anvendelsen af tortur på for samfundet, politikerne, staten ubekvemme elementer overfor almenheden. Ved at lokke de ubekvemme elementer ved hjælp af løgne og fortielser - og i specielt M.B.J.'s tilfælde måske endda ved hjælp af den TERAPEUTISKE autoritet, hvilket under alle andre end de psykiatriske omstændigheder går under betegnelsen "magtmisbrug" - selv til at sætte deres lid i denne tortur. Og ved at sørge for, at de ubekvemme elementer sidenhen aldrig får en chance til at finde ud af sandheden, for ikke at tale om at sætte ord på denne sandhed. Bare roligt, Sofie kommer aldrig til at skrive en artikel eller et blogindlæg. Lige så lidt som hun nogensinde kommer til at anklage nogen for at have taget hendes liv. Det er der godt og grundigt sørget for, at det aldrig mere vil være hende muligt. Der vil allerhøjest blive skrevet OM hende.

"Toxic therapy", giftig terapi, sort pædagogik - det er netop det, det er: Magtmisbrug. Mere eller mindre grov udnyttelse af den tillid, et menneske er nødt til at have til sin terapeut, hvis terapien skal kunne bevæge noget. "Toxic therapy" er udnyttelse af denne tillid til at opdrage, manipulere et menneske fra at være ubekvemt, vanskeligt at håndtere, fra at være en ubevidst rebel med et ubevidst, og derfor ikke almenforståeligt, sprog, til at være bekvemt og nemt at håndtere, til at være en ubevidst eksistens, frarøvet enhver form for sprog, forståeligt eller ej, bevidst eller ubevidst. Fra liv til eksistens. Fra højlydt forstyrrende individuum til tavs og vilkårligt håndterbar ting.

Terapi alene kan have svært ved at opnå dette mål. Hvorfor en kombination af terapien med henholdsvis psykofarmaka og ECT gerne bliver anbefalet. Og, selvfølgeligt, jo mere ubekvemt et element, jo mere forstyrret og forstyrrende, jo "alvorligere sygt" et individuum det drejer sig om, jo mere vægt lægges der på både psykofarmaka og ECT som "behandling" og jo mindre bliver der satset på terapi. Med den begrundelse, at der angiveligt mangler dokumentation for, at terapi alene i de "svære" tilfælde kan gøre det. Og nej, sort pædagogik alene kan her ikke gøre det. Det siger Laing allerede: Opbyggelsen af et falsk selv, fører uvægerligt ind i krisen igen. Jo mere rebel man er, jo mindre vil man finde sig i at blive kuet. Hverken bevidst eller ubevidst.

Den tyske antipsykiatribevægelse sammenligner "behandling" med psykofarmaka (og ECT) gerne med kanoner, der skydes efter spurve med. Men er vi egentligt spurve? Er vi ikke snarere ørne? Ørne, der ikke har lært at flyve fordi man har indbildt dem, at de ikke er andet end vingeklippede høns? Psykofarmaka, ECT og "toxic therapy" nøjes så ikke bare med at undlade yderligere , i forlængelsen af opvæksten, at opklare misforståelsen og lære os at flyve, nej. De klipper vores vinger, faktisk, så vi aldrig nogensinde vil være i stand til at lære det. Ligesom man gør med høns, for at hindre dem i at flyve over hegnet og ud af hønsegården. Og ja, alt i alt er det et langt mere effektivt tiltag, at tilføje mennesker en fysiologisk hjerneskade, ved hjælp af kemi eller strøm, når det gælder om at permanent frarøve dem muligheden for at finde deres eget sprog. Når det gælder om at gøre dem ligeglade. Med verdenen og sig selv. Mens den sorte pædagogik, den "giftige terapi" som prikken over i'et på det psykologiske niveau sørger for at overbevise ørnen endeligt om, at han ikke er andet end en høne i hønsegården, for hvilken det er bedst at holde sig nede på jorden og indenfor indhegningen. Den indhegnede og indhegnende "normalitet" med sin af hønsetråd begrænsede horisont.

I Sofies tilfælde har man ikke nøjet sig med at klippe vinger. Her har man vitterligt skudt med kanoner. Efter en spurv, der kunne og skulle være blevet til en ørn. Pletskud. Tilbage er ikke engang en vingeklippet høne. Tilbage er bare nogle fjer, der vidner om, at der engang var mulighed for liv. Før psykiatrien fik også denne mulighed for liv i sigtekornet. Som så mange andre før. Sofie er jo desværre ikke noget enkelttilfælde. Ellers havde vi næppe behov for bosteder.

Sofies terapeut har prøvet at skride ind. Men for sent, og ikke ihærdigt nok. Hvad afholder terapeuter fra at gøre oprør? Hvordan kan det være, at så mange terapeuter hopper med på vognen og endda selv anbefaler psykofarmaka og ECT?

"En af hovedindvendingerne mod anvendelsen af antipsykotisk medicin i akutte krisesituationer er, at de, pga. deres stærkt undertrykkende virkning på det centrale nervesystem, meget vel kan forhindre en løsning af krisen. Stofferne er stærke nok til at kunne forhindre en psykologisk proces, der, hvis støttet og forstået, ville løse sig selv i en mellemmenneskelig sammenhæng", siger Loren Mosher her, og detsamme kan siges om alle andre psykofarmaka og ECT. Mht. benzodiazepiner blev det faktisk sagt, i Danmark, allerede 1996. Men at sige det generelt om al psykiatrisk "behandling", dvs. alle psykofarmaka og ECT, ville være detsamme som at sige "enten eller", i stedet for "både og". Og selvfølgeligt er terapeuterne bange for at trække det korteste strå i en enten-eller-situation, og havne ude i kulden igen. Med rette. Desværre. Så må man hellere makke ret og begrænse sig til at prakticere sort pædagogik i psykiatriens ånd, og på den måde blive lidet inde i varmen. Selv om det betyder, at man må gå på kompromis med sine egne holdninger og sin egen integritet.

Det er den ene gruppe "sorte" terapeuter. Den anden, og meget mere "sorte", repræsenterer en Martin Balslev Jørgensen forebilledligt: De magtsyge. Magtsyge er et resultat af angsten for at se sig selv i spejlet. Angsten for at blive konfronteret med sit eget ubevidste. En uundgåeligt konfrontation, hvis man indlader sig uden forbehold på et andet menneske. Jeg har skrevet om det i "Ord, del II". Hvis man bliver angst, fordi man ikke kender sig selv, og derfor ikke føler man kan kontrollere sig selv tilstrækkeligt til at kunne klare konfrontationen med andre mennesker og deres andre virkeligheder, må man kompensere ved at underkaste disse andre mennesker sin egen kontrol, nedværdige disse andre mennesker fra at være personligheder til at være sjæleløse ting, objekter, der kan opdrages og manipuleres efter behag. Det giver den magtsyge den eftersøgte og momentan tilfredsstillende fornemmelse af at være mere værd, være klogere, vigtigere, bedre end den anden. "Det er mennesker uden et behandlingsansvar, der ofte ikke kan læse en undersøgelse korrekt, og forskellen mellem fortalere og modstandere af ECT er oftest, at den første gruppe ved hvad den taler om", siger Martin Balslev Jørgensen således til Outsideren. Dertil kan jeg sige at jeg sjældent, og da slet ikke i det psykiatriske miljø, har mødt mennesker med så meget medmenneskeligt ansvar som i psykiatrikritiske kredse, og at jeg lige så sjældent, og lige så slet ikke i det psykiatriske miljø, har mødt mennesker, der ved bedre, hvad de taler om. Dels fordi mange i høj grad er, bl.a., intellektuelt begavede og faktisk har gjort sig den umage, at sætte sig grundigt og selvstændigt ind i tingene, dels, og vigtigst, fordi de har den erfaring, psykiatere, inklusive Martin Balslev Jørgensen, så totalt mangler.

Karakteristisk for magtsyge terapeuter er at de bestræber sig på, at holde deres klientel i et afhængighedsforhold for evigt. De kan nemlig ikke tåle synet af en spurv, der spreder sine vinger og viser sig at være en ørn, klar til at flyve. Det kan vingeklippede høns som regel dårligt. - Hvad prøver jeg her at sige? At magtsyge terapeuter inderst inde lider af densamme "sygdom", som de så gerne vil have deres klientel til at tro, det lider af? Netop. - Meget belejligt for de magtsyge kommer i denne sammenhæng psykiatriens historier om genetisk betingede hjernesygdomme, der måske har haft en traumatisk oplevelse som UDLØSENDE FAKTOR, men altså ikke som ÅRSAG. Så kan man med ro i sindet nøje sig med at lære de "kronisk hjernesyge" coping strategies og ellers anbefale vingeklipning: psykofarmaka og ECT. Man behøves ikke at indlade sig på noget menneske personligt. Hønsegårdens hakorden er sikret. Og ingen ørn vil nogensinde flyve fra hønsegården og derigennem gøre de vingeklippede høns deres af hønsetråd begrænsede eksistens smerteligt bevidst.

Grænserne er, også her, flydende. Både mellem den ene og den anden gruppe "sorte" terapeuter, men også mellem de "sorte" og de befriende terapeuter, som jeg vil komme nærmere ind på i morgen.

Criticism Anxiety, del II

"Vil du vide noget, spørg en erfaren, ikke en lærd." -Kinesisk ordsprog

Og her var den så, Outsideren nr. 62. Med afslutningen af ECT-debatten og altså artiklen "Nej, nej og aldrig!", baseret på et interview med mig. Som tidligere lovet, her min kommentar, både til artiklen men også til Martin Balslev Jørgensens svar på nogle af mine bemærkninger om ECT: "Kun når det virkelig gælder".

Fra Outsiderens side mener man ikke, at ECT-(psykiatri-)modstanderne er villige nok til dialog. Det er simpelthen forkert, som eksemplet Dresden har vist. Vi er mere end villige til dialog. Hvad vi dog ikke er villige til er netop det, psykiatrien som oftest konsekvent forlanger af os, nemlig at fornægte vores egne erfaringer og de deraf resulterende holdninger. Vil man i dialog med os, må man respektere vores erfaringer og holdninger. Ligesom man forventer, at vi respekterer andres erfaringer og holdninger. Interessant er her, at psykiatrisk personale som regel mangler det første. Psykiaternes holdninger baserer i reglen alene på teoretisk viden, de har tilegnet sig igennem kloge bøger, skrevet af personer med rent teoretisk viden, som de har tilegnet sig igennem kloge bøger, skrevet af osv. Dermed er grundlaget for deres holdninger af mere eller mindre rent teoretisk art, ikke baseret på erfaring. Empiri er et fremmedord for den psykiatriske forskning.

En dialog forudsætter at man lytter til hinanden. Med ganske få undtagelser har psykiatrien altid været præget af, og er det den dag i dag, at nægte at lytte til sit klientel. Også Martin Balslev Jørgensen (M.B.J.) - og jeg gyser ved tanken om, at manden også er virksom som terapeut. "De mennesker der er imod ECT ud fra eksempelvis et filosofisk standpunkt, har ingen forståelse for hvor dårligt de her mennesker har det", siger han. Kære Martin Balslev Sørensen, får jeg her lyst til at sige, de fleste af de mest ihærdige modstandere af ECT har selv været udsat for denne form for mishandling. Vil du påstå, at de ikke ved, hvad de taler om???

"At psykiatere ikke kan finde på andet end at give ECT hurtigst muligt passer ikke" svarer M.B.J. på min bemærkning, at "psykiatere gør (...) det eneste de kan og det eneste de er uddannet til: SKRIVER RECEPTER og giver stød", som det hedder i Outsiderens ord (min fremhævelse). M.B.J. sejler her elegant (?) udenom halvdelen, den afgørende, af min argumentation. Ser man på patientklagenævnets afgørelser angående klager over ECT, givet under tvang, fremgår det klart og tydeligt, at den eneste, mindre indgribende foranstaltning, der er afprøvet inden ECT kom til anvendelse, er medicinering. I ingen af afgørelserne nævnes der forsøg på samtaler, som ikke bare ville være mindre indgribende end ECT, men også langt mindre indgribende end medicinering. MEN: Psykiatere er de facto ikke uddannede til at tale med deres klientel. De er uddannede til at administrere "medicin" og ECT. Som nævnt i et tidligere indlæg: Længere er den ikke! Ikke uden grund bruger psykiatere i de engelsksproglige lande i tiltagende grad betegnelsen "psykofarmakolog" om sig selv. Det siger vist alt.

M.B.J. "vil hellere sammenligne psykiske lidelser med diabetes end et brækket ben", hedder det i artiklen "Kun når det virkelig gælder" som svar på min bemærkning, at psykiatriens menneskesyn er af ren naturalistisk natur, at det ikke tager højde for sindet, psyken, og dermed psykiske kriser, som metafor. Jeg må indrømme, at jeg kunne være fristet til at grine, hvis det ikke var så trist. Igen bliver den simple sammenligning, Outsideren her vælger at trykke fremfor den lidt mere komplicerede, jeg også kom ind på i interviewet, misforstået (med vilje?). Spøgsmålet drejer sig aldeles ikke om, hvorvidt psykiske kriser mere er sammenlignelige med et brækket ben eller diabetes. Spørgsmålet drejer sig om, hvorvidt psykiske kriser overhovedet er fysiske skader, sygdomme, "reguleringsmekanismer der ikke fungerer" (interessant omformulering af det efterhånden lidt slidte "ubalancer i hjernekemien"!) eller ej.

Og, kære Martin Balslev Jørgensen, hvis du overhovedet er i stand til at lytte for en kort bemærkning - og igen gyser jeg...: Min egen ERFARING (og ikke bare min) er den, at det er de så afgjort ikke. Uanset hvor gerne i vil have folk til at tro det, for at kunne sælge dem jeres "behandling", jeres piller og jeres ECT. Og uanset om man prøver at redde sin ære som terapeut på stregen ved at sige at psykiske kriser ikke er "et RENT fysiologisk fænomen" (min fremhævelse).

At M.B.J. selv er et menneske, "der ikke vil se virkeligheden i øjnene", som han anklager ECT- (og psykiatri-)modstanderne for at være, beviser udsagn som: "...kun meget få klager over vedvarende hukommelsesproblemer.", "Det har endnu ikke kunne afgøres med sikkerhed, om hukommelsesproblemerne er en bivirkning ved ECT, eller om de skyldes depressionen der kommer før" og:"Som psykiater (bruger man) det der er dokumenteret virksomt." Igen kan jeg kun gøre opmærksom på Sackeim-studien - som Outsideren, desværre og mig uforståeligt, valgte ikke at referere til - som den nyeste af talrige studier, der igennem tidens løb helt entydigt har vist vedvarende hukommelsestab og vedvarende nedsatte kognitive evner hos helt op til 50% af de personer, der har været udsatte for ECT. Hvor "virksomme" psykiatriens "behandlings"metoder i realiteten er, viser ikke mindre talrige studier, der sammenligner både ECT med foregivet ECT og "medicin" med placebo: "Virksomheden" er densamme, om det drejer sig om den "ægte vare", eller placebo/foregivet ECT. Skulle M.B.J., som den "ekspert" på området, han så gerne vil fremstå som at være - i modsætning til de, ifølge ham, ak så dumme modstandere - ikke have kendskab til disse studier?? Det ville nu, i mine øjne, ikke ligefrem være tegn på specielt stor ekspertise.

Hvor "strenge" kravene for ECT givet under tvang er, viser en sammenligning af tallene fra 2005 og 2006: I 2005 blev 90 personer udsat for ECT, anvendt under tvang, i 2006 er tallet femdoblet (!): 450 personer udsattes for ECT under tvang. Tendens stigende. Hæmningerne svinder tydeligt ind, kravene bliver mindre og mindre strenge. At man angiveligt ikke kan klare sig uden tvang, modbeviser det faktum, at der findes lande, heriblandt Tyskland og Norge, hvor ECT ikke må anvendes under tvang.

Uforståeligt for mig er, at Outsideren vælger at linke til Dansk Psykiatrisk Selskabs 2002-rapport om ECT i Danmark, som bærer præg af densamme forudindtagethed og misinformation, som hele det psykiatriske system i sin helhed bærer stærkt præg af, men fravælger ethvert link til kritisk og uafhængig information, som jeg har ladet Outsideren tilkomme i diverse udgaver. Tilstået: Virkelig kritisk og af farma- og ECT-lobby'en uafhængig information er kun tilgængeligt på udenlandske, primært engelsksproglige, sites. Information på dansk er, mig bekendt, ikke tilstede.

Isoleret set er den artikel, Outsideren her bringer om ECT-modstandernes argumenter, ikke tilnærmelsesvis fyldestgørende, og grænser til det ærgerlige i sin simplicitet, der indbyder til misforståelser, som M.B.J.'s, af min argumentation. Ærgerligt er også, at man lader M.B.J. slippe afsted med at tale udenom i hans forsvar af ECT, at man åbenbart ikke retter misforståelserne. Alt i alt, taget hele bladets indhold i betragtning, kan man dog konstatere en lidt større differentiering, hvilket redder en del af æren på falderebet. En del. Stadigt undgår man, at tage stilling, og, hvad værre er, at lade en udenforstående, som jeg i dette tilfælde er, tage en stilling, der ikke svarer mainstream psykiatriens, FULDT UD. Hvad mig personligt angår, føler jeg nærmest en trang til at undskylde overfor mennesker som Leonard Roy Frank, og jeg vil i fremtiden meget nøje overveje, hvem jeg giver et interview.

Ord, et lille intermezzo

Bemærkning af en tysk veninde af mig om begrebet "sindslidende": "Det skyldes nok den sproglige distance, men "sindslidende" lyder altid for mig, som om man i Danmark lider AF sit sind..."

Ord, del II

En anmærkning til min "Dem - og os"-post fra i lørdags: Selvom jeg ikke sætter "alkoholikere" i anførelsestegn, som jeg har gjort det med "skizofrene", så er min holdning med hensyn til den slags begreber densamme.

Laing skriver i forordet til "Det spaltede selv", at han ikke ville forklare men forstå. Forståelse er grundlaget for en forklaring, der ikke BORTforklarer, mens en forklaring uden forståelse umuligt kan være andet end en BORTforklaring.

Forudsætningen for forståelse er at jeg kan sætte mig ind i det menneske, jeg ønsker at forstå. For at forstå må jeg sætte mig selv til side, min egen opfattelse af virkeligheden, og prøve at se den anden som den, han er i hans egne øjne, ikke i mine. Jeg må acceptere den andens selvopfattelse og verdensbillede, hans syn på sig selv og verdenen, hans virkelighed, som absolut gyldig og meningsfuld for ham. Jeg må se den anden som mig ligeværdig.

Det indebærer et faremoment: Hvis jeg accepterer et andet menneskets virkelighed som lige så virkelig, mulig og gyldig som min egen er for mig, svækker denne accept forestillingen om, at min egen virkelighed er generel korrekt, siden der ikke er to virkeligheder, der er fuldstændig ens. Hvis min virkelighed kun er af relativ korrekthed og gyldighed, hvis den kun er gyldig for mig i stedet for at være almengyldig, bliver den usikker og udskiftelig. Det er ikke farligt i sig selv. Tværtimod er det grundlaget for personlig udvikling og forandring, som jeg ser det, og derigennem for autentisk væren. Men hvis jeg er hvad Laing kalder "ontologisk usikker", hvis jeg konstant tvivler, om jeg ville overleve personlig udvikling og forandring, eller om disse ville disintegrere min personlighed i udslettende omfang, hvis hele min personlighed står på meget usikker grund, bliver det til noget livstruende at skulle acceptere en andens virkelighed. Jo mere et andet menneskets virkelighed afviger fra min egen, jo mere usikker bliver den grund, min egen virkelighedsopfattelse er bygget på. Og jo mere usikker denne grund, jo farligere bliver det, at acceptere gyldigheden af en andens virkelighed. Medmindre jeg har en solid selvbevidsthed, der tillader mig at udvikle og forandre mig personligt.

Set på den måde, er det, at erklære en andens virkelighed for at være ugyldig, ikke andet end en selvbevarende forsvarsmekanisme. Ikke desto mindre udelukker det enhver mulighed for forståelse fra starten af, og det diskriminerer og devaluerer den anden, og fratager ham hans værdighed som menneske. Derved er det klart i strid med menneskerettighederne og de demokratiske værdier. Faktisk er det en totalitær fremgangsmåde. Totalitære systemer er per definition ufleksible. Udvikling, forandring og mangfoldighed er deres største fjender.

Der er to muligheder at komme af med en fjende på: Man kan kæmpe eller forhandle, på lige vilkår, og man risikerer at tabe, eller i det mindste at måtte indgå kompromis. Eller man kan erklære fjenden for uværdig, og vinde før en kamp eller forhandling overhovedet har fundet sted. Den sidstnævnte fremgangsmåde udmærker totalitære systemer.

At kalde et andet menneske for "narkoman", "alkoholiker", "skizofren", "psykotisk", "manisk", "skør", "dum" osv. osv. svarer derfor til den totalitære fremgangsmåde af at devaluere dette menneske, i den hensigt at, så effektiv som muligt, komme af med ham som den trussel jeg oplever han er for mig. "...psykosen er og bliver i sin natur meningsløs", siger Lars Søndergård, afdelingslæge, Psykiatrisk Center Rigshospitalet, således, svarende til den moderne, biologiske psykiatris interpretation af virkeligheder, der afviger fra samfundets dogmer og sætter spørgsmålstegn ved dem. Læs angsten og den deraf resulterende aggression mellem linierne. Det "psykotiske" menneske bliver BORTforklaret. Truslen er borte. Og detsamme er en enestående mulighed for udvikling og forandring.

Og så var der...

...en aspekt af denne hykleri til, til fordel for Scientology: Scientology TVINGER ingen til at blive medlem. Måske bliver man besnakket, men man bliver i hvert fald ikke tvunget. Apropos den "fredelige DEMOKRATISKE orden"...

Lidt om hykleri

Som sagt før: Jeg er ikke scientolog. Jeg har grundlæggende forbehold mod alt, hvad der bare tilnærmelsesvis minder om ideologier, dogmer eller lignende. Ikke desto mindre sidder jeg her med CNN-artiklen "Germany moves to ban Scientology" og kan kun undre mig.

I Tyskland mener man at Scientology "truer den fredelige, demokratiske orden", og i en rapport om sekten hedder det: "...det er blevet afgjort at (organisationen) stræber efter at indskrænke eller ophæve grundlæggende rettigheder og menneskerettigheder, som retten til personlig udvikling og retten til ligestilling". Hvis dette kan være grundlag nok for et forbud, så ville jeg da mene, psykiatrien forlængst burde være forbudt. Immervæk hjernevasker Scientology kun med ord. Man risikerer at tage psykisk skade af et nærmere bekendtskab. Psykiatrien gør brug af kemi og elektricitet i tillæg til ordene. Man risikerer blivende fysiske (hjerne-)skader i tillæg til de psykiske skader man tager ved for tæt kontakt, siden psykiatrien jo lige så lidt om ikke mindre end Scientology tager hensyn til dens klientels "grundlæggende rettigheder og menneskerettigheder, som retten til personlig udvikling og retten til ligestilling".

Alt i alt minder Tysklands hykleriske udmelding mht. Scientology mig slående om den offentlige opstandelse, Danmarks udlevering af nogle afghanske krigsfanger til USA vakte her i landet: Hvordan kan Danmark være det bekendt, at udlevere mennesker til en nation, der torturerer?! Danmark, som ellers tager tydeligt afstand fra alt, hvad der bare det fjerneste måtte ligne tortur og brud på menneskerettighederne. Ingen tortur i Danmark! Eller er der???

TilLYKKE, Danmark!

Vi er jo slet ikke så tilbageblevne i dette land, som jeg havde frygtet! Tværtimod: Vi fører, hvad væksten af lykkepille-forbruget i årene 2000 - 2005 angår blandt OECD-landene. Og trenden ser fortsat lovende ud: Salget af pillerne stiger og stiger.

Inga Marie Lunde mener, det er et paradoks: "Aldrig har vi haft flere i arbejde, aldrig har vi haft mere velfærd, aldrig har vi haft det bedre økonomisk..." Ja, økonomisk, Inga Marie, ØKONOMISK. Men denne økonomi har altså sin pris, rent menneskeligt. Og dermed er det eksploderende lykkepilleforbrug slet ikke så paradoksalt igen. Desuden hører æsken med Zoloft eller Cymbalta i håndtasken vel egentligt også snart til statussymbolerne: "Se, jeg har det (også) så fedt ØKONOMISK, at jeg skal tage lykkepiller!" Så, vil du imponere naboerne og ven(ind)erne? Frem med pillerne og tandpastasmilet! Du er ikke "depressiv"? Intet problem, det er nemmere klaret end du tror: Tænk på noget sørgeligt, f.eks. at alle ven(ind)erne allerede for længst har kompletteret designersofaen og -køkkenet med farmaindustriens designerlykke, bare ikke dig, og nævn søvnproblemer, træthed og evtl. mangel på appetit næste gang, du er hos din læge. Så skal han/hun nok skynde sig og skrive en recept. Men check først om han/hun evtl. tilhører det af Inga Marie Lunde initierede netværk "Læger uden sponsor". Er det tilfældet, så bliver du måske nok nødt til at skifte læge for at få fingrene i de begærede piller.

Se iøvrigt også denne artikel om emnet, hvor Claus Møldrup forklarer det eksplosivt tiltagende salg af lykkepiller til danskerne ved at spekulere over, om vi måske har været "underbehandlede" her i landet. Ja, så var det vel bare på tide, at vi fik indhentet det forsømte!

Lidt paranoid kampagneføring mod pengegrisk kampagneføring

Hvad gang på gang igen kan forbavse mig, er at mens nogle stejler over en uafhængig, privat blog, føler sig tilsyneladende ingen stødt af, bare som et eksempel, Psykiatrifonden's KAMPAGNE: "Depression kan måles". Ja, faktisk! Tristhed kan måles, ingen tvivl! Det vidste du måske ikke? "Hamilton-skalaen er en international anerkendt målemetode, der viser graden af depression", fortæller hjemmesiden.

Jeg tog faktisk testen, for noget tid siden, på nettet. Oh boy! Jeg scorede 29 point, og ville dermed have vundet et livslangt forbrug af Effexor, siden jeg scorede klart over grænsen til en "svær depression". Havde det bare været for alvor. Nu er der én ting, der er sikkert: Jeg er så afgjort ikke "depressiv". Det er ikke min stil. Har det aldrig været. Så meget for den internationale anerkendelse af denne metode.

Effexor? Hvorfor lige Effexor? Bingo! Kampagnen, der også kørte i TV, er sponsoreret af Wyeth. Vi er måske ikke (endnu) så sofistikeret i Danmark, at vi har det, der i USA hedder "direct-to-consumer-advertising", der må ikke (endnu) reklameres offentligt for receptpligtig medicin her i landet, men vi har i det mindste "indirect-to-consumer-advertising"! (Var der nogen, der mumlede noget i retning af "sarkasme"?)

Paranoid kampagneføring?

"Det er jo hetz mod psykiatrien! Du fører en kampagne mod psykiatrien!" kom det forleden fra en person, der havde besøgt min blog. Personen har fuldstændig ret. På en måde. Selv om, som jeg ser det, jeg bare siger min mening om denne institution, baseret på de fakta om den, jeg har fået kendskab til. At min mening ikke ligefrem er en positiv en, hænger uløseligt sammen med de fakta om psykiatrien, jeg har bragt i erfaring. Tilstået, somme tider bliver jeg måske en anelse sarkastisk. Min måde, at give udtryk for en del af den vrede, der til stadighed af og til overmander mig, når jeg ser mig konfronteret med endnu et overgreb, endnu en lodret løgn og/eller endnu et brud mod menneskerettighederne. Det er måske ikke helt så diplomatisk, som det burde være. Jeg vil prøve, at bedre mig, og dyrke en del mere Zazen.

Densamme person kaldte mig også for "paranoid". Jeg har to kommentarer til det:

1. "Paranoia er ikke andet end at kende til alle fakta." -William S. Burroughs. Set i dette lys, må jeg takke personen mange gange for komplimentet! Jeg har også brugt oceaner af tid, energi og nerver på min research. Nerver, ja. Det er nemlig ikke altid lige nemt, at f.eks. høre folk fortælle om deres oplevelser med og i denne institution. Slet ikke, når man ved, at det meget nemt kunne have været én selv, der havde måttet opleve den slags, og når man ved, at lignende foregår utallige steder i verdenen, utallige gange hver evig eneste dag, uden at nogen af dem, der har magten og indflydelsen til det, befinder det nødvendigt at gribe ind og få gjort en ende på det. Det koster nerver.

2. Lyt til det her.

Dem - og os

Outsideren har ansat en ny journalist: Morten. Morten er "gammel" 68er - ja, netop, DEN slags - har skrevet bl.a. for Information i en årrække og været på DR, P1's dokumentarafdeling. Indimellem skulle der ske noget andet. Morten skulle udleve sine 68-ambitioner på et mere politisk korrekt level, end journalistiken tillader det: Han valgte at arbejde på et herberg i tre år. Med hjemløse, alkoholokere og, ja, "skizofrene", som han valgte at udtrykke sig.

Da røg den politiske korrekthed sig en tur - og klappen gik ned for mig. Fuldstændigt og aldeles. Havde nok en af mine "overfølsomme" dage.

Ja, nej... Jeg tror nu, Morten er helt ok, bortset altså fra det med "de skizofrene", og bortset fra at han er "gammel" 68er, af DEN slags...

__________


Undskyld, Morten! Jeg ved godt, jeg er sk...fræk, og at du ikke mente det sådan. Trænger bare af og til til at UDLEVE min frækhed, efter den har været spærret inde i godt og vel 40 år. Og i dag gik det altså ud over dig.

Det første og sidste tag til denne post er iøvrigt ment begge veje: "gammel" 68er, DEN slags...

Det er jo oldnordisk!

Hvis man tror, Sackeim-studien har ændret det mindste ved psykiatriens holdning til ECT, må man tro om igen.

I 2006 blev ca. 3.500 danskere udsat for ECT, heraf 450 under tvang, fremgår det af en TV 2-nyhedsnotits på nettet fra i går. Tallet er derved på højde med de før-"Gøgereden"-tal, der ellers var dalet bemærkelsesværdigt på internationalt plan, med ca. 50%, efter filmen havde gjort et større publikum opmærksom på det brud mod menneskerettighederne, ECT var, er og altid vil være.

Til stadighed, og på trods af studier som Harold Sackeim's, der tydeligt besvarer spørgsmålet om hukommelsestab som ECT-relateret "bi"virkning, disker den danske psykiatri op med det ene lodrette løgn om ECT efter det andre. Det er åbenbart lige så svært at holde op med at lyve, som det generelt er, at komme af med dårlige vaner. "Forskerne er imidlertid meget i tvivl, om disse subjektive hukommelsestab (her tales om langtidshukommelsen) skyldes ECT-behandlingen,..." hedder det således i artiklen "ECT anno 2007" i bladet Midt i psykiatrien, oktober 2007, der fremstiller ECT som en"højt specialiseret behandling" med "gode resultater" og metoden som "forfinet". - Bemærk ordvalget i citatet: Når det kommer til som negativt oplevede følger af ECT, bliver disse betegnet som "SUBJEKTIVE". Med andre ord: Der kan - og skal - stilles spørgsmålstegn ved den OBJEKTIVE korrekthed af personens oplevelse af sig selv, siden den er SUBJEKTIV.

Forskerne har aldrig været og er heller ikke i dag i tvivl: "...der findes en sammenhæng mellem klinisk bedring og bibringelsen af en hjerneskade eller en forandret hjernefunktion", siger den US-amerikanske psykiater, ECT-fortaler og notorisk løgner, når det kommer til at forsvare ECT, Max Fink i 1966. Og for en gangs skyld siger han sandheden, når han konstaterer at et "kranio-cerebralt trauma" er forudsætningen for en effekt af ECT.

Enhver neurolog, ja enhver læge, ved, at hvis et menneske går i kramper efter at have været udsat for en hovedlæsion, er det et alarmsignal: Hovedlæsionen har forårsaget en hjerneskade. Uden hjerneskade ingen kramper, og uden kramper ingen ECT. Regn den selv ud. Som jeg læste et sted på nettet for noget tid siden: Hvornår vil man mon begynde, at erstatte ECT-maskinerne med baseballbats? Det ville i hvert fald være billigere - og dermed er det måske et godt fif til psykiatrien, mht. alle de nedskæringer i budgettet fra politikernes side - og det ville spare miljøet, siden man ikke behøvede at bruge strøm længere. Miljørigtig ECT.

TV 2's nyhedsnotits fortæller også, at LAP ikke mener, "bi"virkningerne af ECT er tilstrækkelig belyste. Jeg kan kun anbefale LAP, at kaste et blik på Sackeim-studien - eller, for den sags skyld, en af de talrige andre studier, der lige siden ECT kom i brug i 1930erne/40ene tydeligt viser uopretteligt tab af langtidshukommelsen og indlæringsevnen, og hjerneskader. Et godt overblik giver Leonard Roy Frank's "The Electroshock Quotationary". Flere litteraturhenvisninger findes på den US-amerikanske neurolog John M. Friedberg's hjemmeside.

"Forfinet" er der ikke ret meget andet ved nutidens ECT i forhold til "Gøgereden"s udgave, end de løgnhistorier, der bliver os fortalt om denne form for MIShandling. De er til gengæld virkelig meget forfinede.

Med hensyn til "effektiviteten" af ECT, her en lille anekdote fra England:

I to år blev der på et hospital i Nordengland anvendt en ECT-maskine, der ikke fungerede. Ingen anede, at maskinen var defekt og ikke gav stød. Både personale og "patienterne" var godt tilfredse med "behandlingen". - Og her står "behandling" for en gangs skyld i anførelsestegn, fordi der sådan set ikke kunne være tale om nogen form for behandling overhovedet, med en ikke-fungerende ECT-maskine. Ikke fordi der egentligt burde stå "MIShandling". - Indtil der kom en ny oversygeplejerske til stedet, der opdagede fejlen.

Anekdoten understreger mange studiers resultater, der viser, at faktisk ECT ikke virker en disse bedre end placebo-versionen, foregivet ECT. Den, iøvrigt af psykiatrien ønskede og som "bedring" omtalte, forvirring og desorientering, som de fleste ECT-ofre oplever efter "behandlingen", kan sagtens opnåes alene ved at give bedøvelse.

Hvad ECT's "livreddende" effekt, der gerne bliver trukket frem i forbindelse med de såkaldte "delirøse" tilstande, angår, så behøves jeg vel næppe at gøre opmærksom på, at bl.a. Laing har bevist, at det absolut ikke er en nødvendighed, at grille folks hjerner, men at humane tiltag i sidste ende giver et langt bedre resultat - medmindre det ønskede resultat altså er den elektriske lobotomi. Tilstået, DEN er problematisk at opnå med humane metoder. På Arbours Crisis Centre's hjemmeside viser videoen "A Celebration of The Life and Work of Mary Barnes" under "Past Events", hvordan en human tilgang kan se ud. Et andet, nyere eksempel fortæller Daniel Dorman om i sin bog "Dante's Cure".

Da jeg fortalte en bekendt, at ECT, givet under tvang, i dagens Danmark er en realitet og på dagsordenen, var reaktionen: "Det er da ikke sandt?! Det er jo oldnordisk!" Tja, sålænge man både fra psykiatriens og samfundets side bliver ved med at betragte den elektriske lobotomi som adækvat løsning for forstyrrede og forstyrrende (!) individuer - "Det er en gevinst for både patienten OG DE PÅRØRENDE," siger Thomas Middelboe således til TV 2 Nyhederne (min fremhævelse) - vil vi nok ikke komme af med denne oldnordiske torturmetode. Slet ikke her i Danmark, hvor psykiatrien på det groveste udnytter, at have sprogbarrieren på sin side: For at kunne læse og forstå en studie, som Harold Sackeim's, eller bare for at kunne følge den diskussion, den har givet anledning til i USA, skal der nogle solide engelsk- og lægelatinkundskaber til.

Lidt mere om "livreddende" psykofarmaka

Tooker Gomberg (1955 - 2004) var en af Canada's fremste miljø- og fredsaktivister, forkæmper for social retfærdighed, politiker og meget mere. Han begik selvmord i 2004, kun en måned efter han var startet på Remeron. Tooker havde haft et burn-out før, men var kommet ovenpå igen ved hjælp af psykiatri-alternative tiltag i kombination med et minimum af et antidepressivum. I 2004 havde han ikke de økonomiske midler til at søge alternativ hjælp. Han var 100% afhængig af det offentlige, psykiatrien. Det kostede ham livet.

Lige efter han var startet på Remeron blev han mere og mere rastløs og efter 14 dage havde Tooker for første gang overhovedet i sit liv selvmordstanker. Hans psykiater satte dosen op flere gange, i stedet for at sætte den ned. Samme dag som Tooker sprang fra en bro, havde psykiateren ordineret et beroligende middel i tillæg til Remeron'en som efterhånden var kommet op på maximumsdosen. Det faldt ikke psykiateren ind, at tage højde for at antidepressiva meget vel kan forårsage akatisi, mani og psykoser.

Will Hall taler her med Angela Bischoff, Tooker Gomberg's kone, om hans liv, selvmord og om hendes arbejde for at oplyse om antidepressiva's fatale bivirkninger. Besøg også hendes website, med en masse spændende stof om bl.a. miljø, klima og, klart, antidepressiva - og "Le monde à bicyclette", en skøn sang af Mike Ford til minde om Tooker Gomberg.

Antidepressiv video

Ved at gå ned med flaget over denne verdens - og psykiatriens - tilstand? Op med humøret! Se det her!

Psykofarmaka livreddende??

I en artikel af Janne Larsson på
transworldnews.com fortælles der om en svensk undersøgelse, der viser at 80% af alle personer der begik selvmord i Sverige i 2006 var på psykofarmaka. Godt 50% tog antidepressiva og godt 60% antidepressiva eller neuroleptika. Psykiatrien såvel som medierne har prøvet at feje rollen, psykofarmaka spiller med hensyn til selvmord ind under tæppet ved at påstå selvmordene ikke skyldtes medikamenterne, men selve "sygdommen".

Imidlertid giver en sammenligningsstudie, publiceret i British Journal of Psychiatry et lidt andet billede. Studien sammenligner selvmordsdata fra henholdsvis perioden 1875 - 1924 og 1994 - 1998. Det viser sig, at selvmordsraten i perioden 1994 - 1998, altså efter at psykofarmaka fandt udbredt anvendelse, er 20 gange højere end i perioden 1875 - 1924.

At selvmordsraten, især for personer der tager antidepressiva, er høj, tilskriver Janne Larsson den bivirkning af medikamenterne, der betegnes som akatisi, rastløshed. Akatisi er en udbredt bivirkning af især SSRIs, men også af andre antidepressiva og neuroleptika. Rastløsheden kan nemt eskalere og føre til ekstrem irritabilitet og aggressivitet, både rettet mod omverdenen og personen selv. Som nævnt i et tidligere indlæg, var de fleste school-shooters på psykofarmaka, ligesom den 19-årige Robert A. Hawkins, der skød 8 mennesker og begik selvmord i et indkøbscenter i Omaha/Nebraska i onsdags var begyndt at tage et antidepressivum 2 måneder inden tragedien skete, som hans ven i dette nyhedsclip oplyser.

Man kan spørge sig, hvorfor undersøgelser som den svenske og studier som den britiske sammenligningsstudie ikke giver anledning til at stille spørgsmålstegn ved psykofarmakas livreddende potentiale, og konsekvent bliver "overset" af offentligheden/medierne. Dette har primært to årsager: For det første ville en nærmere beskæftigelse med sagen ikke være i medicinalindustriens interesse, og det er, som bekendt, medicinalindustrien, der financierer størsteparten af forskningen i feltet. Og for det andet ville det heller ikke være i psykiatriens interesse, at, offentligt, måtte indrømme at have fejlbedømt deres egne "behandlings"metoder, respektive at have bagatelliseret deres "behandlings"metoders bivirkninger i så omfattende, nærmest kriminel, grad som det faktisk er sket. Og som det fortsat sker.

"Venligst men bestemt"

Aha, så kom der en kommentar til mit indlæg om psykiatrisk "behandling" generelt og psykofarmaka i særdeleshed i LAPs medlemsblad nr. 2/2007.

Der er ikke meget andet at sige til Kirsten Seflands kommentar, end at den stort set gentager hvad hun allerede skrev i sit indlæg i medlemsbladet nr. 1/2007, som dannede grundlag for mit indlæg. Igen ser vi en generaliserende definition af livskvalitet og en mangel på objektiv research.

At bygge en argumentation op udelukkende på et fundament af ensidig information som den, mainstream-psykiatrien (og dermed Forskningsbiblioteket i Risskov) forsyner os med, er lige så uvidenskabeligt, som hele den psykiatriske "videnskab" i sig selv. Det burde Kirsten Sefland vide, siden hun så kraftigt understreger sin universitetsuddannelse. At Kirsten Sefland ikke har gjort sig den umage at se nærmere på psykiatrikritikens argumenter og kilder, fremgår tydeligt af hendes bemærkning, at hun slet ikke kan "genkende alle de modargumenter", jeg nævnte i mit indlæg.

Hvad livskvaliteten angår vil jeg give Kirsten Sefland for så vidt ret, at håb er et meget vigtigt, om ikke afgørende ingrediens i selvsamme livskvalitet. Det håb, som psykiatrien som oftest er så ud over alle grænser dygtig til at tage fra sit klientel, ved at indoktrinere om "kroniske hjernesygdomme", der kræver livslang medicinering og højst sandsynligvis (i Danmark altså med en 90%-sandsynlighed) næppe vil føre til mere end "social recovery" - hvilket i psykiatriens definition stort set er ensbetydende med at man lige nøjagtigt klarer det daglige besøg på værestedet og en tur i Netto en gang imellem - kombineret med førtidspension og altså et hav af "bi"virkninger af "medicinen".

Interessant er i denne sammenhæng at de fleste "psykotikere", efter den akutte krise er overstået, går ind i en "depression", som psykiatrien gerne fortæller os, skulle være en del af "sygdommens" forløb. Det er den imidlertid ikke. Hvem ville ikke blive deprimeret over at få budskaber angående sin fremtid som dem, psykiatrien disker op med? Konfronteret med psykiatriens opløftende profetier angående deres fremtid, kan mange, forståeligt nok, ikke længere opretholde håbet, hvilket resulterer i "depression" og, især blandt førstegangs"psykotikerne", en høj selvmordsrisiko.

Nu kan man vælge, om man vil sætte sin lid til psykiatriens pseudo-løsninger og affinde sig med en formentlig uundgåelig skæbne, noget psykiatrien velkomner som "sygdomsindsigt" og "compliance", eller om man vil gøre oprør og tage sit liv i egen hånd. Det sidste forekommer mig personligt langt mere OPTIMISTISK end det første.

Om afviklingen af det særegent menneskelige

Det følgende er skrevet af en ven af mig. Jeg vil ikke kommentere direkt. Teksten taler for sig selv. Jeg vil bare tilføje en lille nyhed: USA's lægemiddelstyrelse FDA (Food and Drug Administration) har godkendt Abilify for "behandlingen" af "depression", hvis det kombineres med antidepressiva. Abilify er et neuroleptikon. De andre producenter af neuroleptika forventes i den nærmeste fremtid også at søge godkendelse for deres produkter (Seroquel, Risperdal, Zyprexa etc.) for "depression".


Om afviklingen af det særegent menneskelige:

Hvad det særegent menneskelige egentligt er
står ikke helt klart, men noget står dog nogenlunde klart:
Lykkedes afviklingen af det særegent menneskelige,
vil næppe nogen så efterfølgende egentligt ane hvad der
skete og hvad der blev afviklet.

Og MOTIVET til at nogle kræfter ønsker en sådan
afvikling? Tja! Så er man jo så dejligt fri for at
skulle tage andre alvorligt SOM MENNESKER,
og da er de andre blot midler til at øge ens egen profit.

Begrebsforvirring

Grundet mine to seneste indlæg på denne blog, opstod der jo en længere diskussion på Sindnet, både om sygdomsbegrebet og psykiatrien som sådan. Hvad sygdomsbegrebet angår, kan jeg ikke forklare mine holdninger bedre, end det sidste indlæg gør det. Hvis nogen så mener, "krise" er et for "svagt" begreb, for det der sker/er sket for dem, tja, deres afgørelse. Jeg mener nu bare, at en krise kan være lige så voldsom og ødelæggende, som den mest alvorlige sygdom. Der er ikke noget i definitionen af begrebet "krise", der hentyder til at den kun kan være af mindre alvorlig karakter.

Et andet problem er, at jeg fornemmer en vis begrebsforvirring omkring hvad der egentligt er psykiatri. Så tales der f.eks. om recovery og forskellige terapitilbud, der jo findes hist og her i psykiatrien. At de findes i psykiatrien og, indirekte, bliver tilbudt af den, er dog ikke ensbetydende med, at det er psykiatriske tiltag.

Psykiatri er "medicin", ect og evtl. implantater og psykokirurgi. Længere er den ikke. Recovery, samtaleterapi eller andre psykoterapeutiske tilbud, og ting som peer-support (brugerlærere og stemmehørergrupper) er i deres natur enten del af PSYKOLOGIEN eller altså brugernes egne initiativer. En psykiater uden en eller anden form for terapeutuddannelse kan ikke tilbyde samtaleterapi. Han/hende kan allerhøjest henvise brugeren til en terapeut/psykolog. - Og her har vi en anden grund end farmaindustriens pengegriskhed, til, hvorfor psykiatrien holder meget igen med at oplyse om og henvise folk til alternative tilbud. Det ville nemlig ellers koste dem kunder. Ja, medmindre altså de selv vendte deres psykiatriske uddannelse ryggen og gik andre veje.

"Psykisk sygdom" - en mytos

" 'Psykisk sygdom' er en mytos", siger Thomas Szasz. - Og her vil jeg lige understrege, dobbelt og tredobbelt, at jeg IKKE er scientolog! Jeg kan nemlig allerede høre nogle mumle noget i den retning, når jeg tillader mig at citere Thomas Szasz, som jeg iøvrigt er en stor beundrer af. - Han bliver gerne misforstået (med vilje?) i den retning at han skulle mene, mennesker ikke kan have ondt i deres sind. Pointen med hans udsagn er, at en metaforisk enhed, som sindet er det, ikke kan blive eller være syg på samme måde som kroppen kan det. "Sygdom", nævnt i forbindelse med en metaforisk enhed som sindet, fungerer derfor selv som en metafor, på samme måde som et "knust hjerte" er en metafor og ikke en faktisk skade på hjertet.

Psykiatrien har imidlertid gjort det, at den har ligestillet sindet med hjernen. I psykiatriens øjne ER sindet hjernen. Hvorfor man koncentrerer sig nærmest udelukkende om at finde en fejl, en skade i hjernen hos de mennesker, der har ondt i sindet. Det er detsamme som at lede efter knusningsstedet i hjertet hos nogen, der har et "knust hjerte". Psykiatrien har efterhånden ledt i over 100 år, i alt, og ikke fundet noget som helst. Men i stedet for at udvide søgningsfeltet, i stedet for at tage andre end de rent fysiske muligheder op til nærmere vurdering, holder man indenfor psykiatrien hårdnakket fast ved teorien om at et "knust hjerte" må have et faktisk knust hjerte som årsag. - Jeg hørte en gang en neurokirurg sige, at nu havde han jo igennem sin professionelle karriere kigget i et utal af hjerner, men han havde altså ikke set en eneste tanke endnu.

Det er ikke uden grund, at psykiatrien holder så hårdnakket - og faktisk uvidenskabeligt; virkelig videnskab udelukker aldrig en mulighed før noget er bevist - fast ved hypoteserne om hjernesygdom. En udvidelse af forskningsfeltet, der anerkender sindets metaforiske natur, ville automatisk medføre en falliterklæring for psykiatrien til fordel for psykologien, filosofien og sociologien. Man skal jo have in mente, at psykiatere per definition og uddannelse er læger, fagfolk i menneskets fysiske tilstande, og ikke humanister, hvis speciale er menneskets eksistentielle forhold, mellemmenneskelige relationer og samfundsmæssige forhold. Deres psykiatriske uddannelse er på det humanistiske område til ingen verdens nytte. Lige så lidt, som en automekanikeruddannelse ville være det. For stadigt at kunne være med på et fagligt niveau, ville psykiaterne være nødt til at starte helt fra bunden af og få sig en uddannelse. En humanistisk uddannelse, som Thomas Szasz f.eks. har den i tillæg til sin uddannelse som psykiater. Psykiaterne ville være nødt til at se i øjnene at deres naturvidenskabelige, lægelige interesse dårligt respektive slet ikke går sammen med en eventuel interesse for menneskets psyke. "Eventuel", da jeg hos mange psykiatere faktisk ikke kan spore en sådan interesse overhovedet, andet end, som sagt, hvis man ligestiller psyken, sindet, med hjernen, eller, og dette er det springende punkt mht. psykiatrien som fagområde, hvis man udelukkende interesserer sig for hvordan menneskets sind kan kontrolleres.

Selv tilhører jeg, ligesom Thomas Szasz og mange andre humanister, den gruppe mennesker, der ikke, som psykiatrien gør det, skelner mellem "psykisk sygdom" og en eksistentiel krise. I mine øjne er det første psykiatriens, og samfundets, diskriminerende betegnelse af det sidste. Samtidigt med at et syn på eksistentielle kriser som værende hjernesygdomme giver psykiatrien dens eneste, i en demokrati moralsk acceptable eksistensberettigelse. Om end den, lægevidenskabeligt set, heller ikke helt holder, da hjernesygdomme er neurologiens speciale, ikke psykiatriens.

Jeg skelner altså ikke, som psykiatrien gør det, mellem f.eks. "skizofreni" som en "alvorlig sindssygdom", der uundgåeligt kræver psykiatrisering, hospitalisering og medicinering, og f.eks. "PTSD" som en eksistentiel krise, hvis "symptomer" KAN behandles med "medicin", men egentligt kræver bearbejdning f.eks. ved samtaleterapi. I mine øjne, og efter min egen erfaring, er "skizofreni" lige sådan udtryk for en eksistentiel problematik der kan løses i et mellemmenneskeligt samspil som f.eks. samtaleterapi gør brug af, som "PTSD" er det.

I det øjeblik, man generelt anså "psykisk sygdom" som værende en eksistentiel krise, en reaktion på ens livshistorie i stedet for en ubalance i hjernekemien, ville psykiatrien fremstå som det, jeg med den schweiziske terapeut Marc Rufer mener den i realiteten er: en ordensmagt. Og som en sådan ville den ikke længere være acceptabel at opretholde i en demokrati. Psykiatrien, som den ordensmagt den er, er et fænomen, der hører til i totalitære systemer. Det er nemlig kun totalitære systemer, der udøver kontrol over deres borgeres tanker og følelser, ligesom psykiatrien udøver denne kontrol over sit klientels tanker og følelser (ved hjælp af "medicin", ect og psykoedukation). I en demokrati er den enkeltes tanker og følelser frie, uanset deres natur, den enkelte er fri til at tro, mene, tænke og opleve hvad det måtte være og hvordan det måtte være, både mht. sig selv og omverdenen. Virkelig demokrati ville aldrig devaluere et individuums selv- eller verdensbillede som "vrangforestilling", den ville aldrig devaluere et individuums oplevelse af sig selv og omverdenen som "hallucination", som meningsløst "symptom" på sygdom.

Det er derfor, neurologien ikke gerne bliver indblandet i psykiatrien, ikke interesserer sig noget videre for de såkaldte "psykiske sygdomme", der altså, hvis der virkeligt var grund til at antage, de var hjernesygdomme, ville falde under neurologiens specialområde. Psykiatrien er et fag, der beskæftiger sig med at finde frem til muligheder til at manipulere menneskers tanker, følelser og handlinger, i det øjemed at få størst mulig kontrol og magt over disse. Vi har set det mere tydeligt end nogensinde før eller efter i Nazityskland. Der er flere, om end måske ikke helt så tydelige og kendte eksempler på det, som f.eks. CIAs mind control eksperimenter, og generelt psykiatriens rolle i åbenlyst totalitære systemer igennem tiderne. De facto er denne kontrolopgave det eneste, der afgrænser psykiatrien mod neurologien på den ene og de humanistiske fag på den anden side og derved legitimerer fagets eksistens.

Mindst tydeligt fremtræder denne, psykiatriens egentlige, totalitære interesse og opgave, hvis man kan få mennesker i krise til, frivilligt - og dog..., at betegne og betragte sig selv som værende syge og få dem til selv at ønske psykiatriens hjælp, ønske at psykiatrien griber ind og overtager styringen. Derved kan man nemt og effektivt dække over sin totalitære ideologi og sælge den som en demokratisk service, en del af sundhedsvæsenet i et land, hvis politiske system går under betegnelsen "demokrati". Det er lidt af en bedrift, at få et offer for overgreb til selv at ønske at overgrebene skal begåes. I Nazityskland var man ikke så avanceret endnu, at denne bedrift lykkedes. Dér koncentrerede man sig stadigt udelukkende om at retfærdiggøre diskrimineringen af enkelte befolkningsgrupper overfor resten af samfundet. I dag er vi ved at være der, hvor denne diskriminering ikke kun ønskes af resten af samfundet, men endda af de diskriminerede selv. Ikke kun med henblik på psykiatrien.

At selv de aller"sygeste", de, der er hårdest ramt af krise, kan hjælpes uden psykiatriens indblanding, udelukkende under anvendelse af ikke-psykiatriske metoder, i helt andre omgivelser end på sygehuse, og med langt bedre resultater end psykiatriens, har bl.a. Laing bevist med Kingsley Hall. At man den dag i dag, næsten et halvt århundrede senere, til stadighed stort set ignorerer både hans og mange andres (Loren Mosher, John Weir Perry, Edward Podvoll, Bertram P. Karon etc.) idéer og resultater, fortæller mig noget om det samfund, vi lever i, og det politiske system, vi lever under, som Ghandi betegnede som "nominel demokrati" - demokrati på papiret (og kun på papiret).

Begrebet og konceptet "psykisk sygdom" tjener, som nævnt, først og fremst til at diskriminere det menneske, der betegnes som "psykisk sygt". Et menneske med en sygdom i hjernen kan man ikke tage alvorligt. Og man kan heller ikke lade dette menneske stå til ansvar for sig selv, hvilket resulterer i umyndiggørelse. At en sådan holdning i dagens Danmark faktisk er en (trist) realitet, oplever vi jo gang på gang igen, bare vi følger hvordan medierne omtaler "de psykisk syge" - ofte uden så meget som at overveje, at tale MED en repræsentant af denne befolkningsgruppe overhovedet.

Begrebet og konceptet tjener endvidere til at frikende samfundet for ethvert ansvar i forbindelse med den enkeltes mistrivsel i tilværelsen, i samfundet. For, selvsagt, når det hele skyldes gener og hjernekemi, kan samfundet ikke gøre noget videre til eller fra, og har ikke det mindste ansvar for opståelsen af problemerne.

Og sidst men ikke mindst tjener det til at frikende det kriseramte menneske selv: "Hvis jeg tror, det er mine gener og transmitterstoffer, der er noget i vejen med", hvis jeg tror, jeg har en genetisk betinget, kronisk, uhelbredelig hjernesygdom, "kan jeg lige så lidt gøre noget ved det, som jeg kan gøre noget ved det, at jeg har brune øjne og ikke blå", siger Jakob Litschig (eks-psykiater, terapeut og psykose-erfaren). Jeg kan kun følge psykiatriens anvisninger mht. "medicin", og derved overlade ansvaret for mig selv til psykiatrien.

Det kan være en stor lettelse for nogle, at, via psykiatriens sygdomskoncept, blive frataget ansvaret for deres tanker, følelser og handlinger. Men i sidste ende bidrager en sådan selvopfattelse kun yderligere til umyndiggørelsen og øger betydeligt hjælpeløsheden. Som oftest med det resultat, at fuld recovery udelukkes som opnåeligt mål på forhånd, og derfor heller ikke bliver opnået. En selvopfyldende profeti, så at sige. Og altså, når man tager højde for psykiatriens rolle som ordensmagt, det ønskede resultat.

Hvad enestuer angår, så mener jeg, alle, undtagelsesløst, har ret til en sådan én. Især når man er psykotisk, har man brug for privatliv. For mit vedkommende havde det, at skulle dele værelse med så mange som én anden person betydet et merforbrug af "medicin", da jeg ikke kunne klare, ikke at kunne trække mig tilbage, når jeg var psykotisk. Nu betegner psykiatrien denne tilbagetrækning jo gerne som "symptom", der skal bekæmpes. Selv har jeg oplevet muligheden for tilbagetrækning og uforstyrret selvreflektion som afgørende for min recovery. Og jeg er ikke den eneste.

Så er der nok nogle, der vil indvende, at det jo bliver alt for dyrt. Ja, hvis enestuerne befinder sig på en psykiatrisk afdeling. De eneværelser, som Soteria og lignende projekter selvfølgeligt stiller til rådighed, er derimod langt billigere end psykiatriens, ligesom hele Soteria-konceptet er langt billigere end psykiatrien, uden derfor at blive så ineffektiv, som det krisecenter, Michalla nævner i sin kommentar til min forrige post. Som sagt i forbindelse med Kingsley Hall foroven, så er Soteria og lignende projekter beviseligt langt mere effektive end psykiatrien. Dog ikke på et "mind control niveau"... Soteria kontrollerer ikke, Soteria frigør.