Projektioner I

Ron Unger efterlyser i et af sine blogindlæg en bog for mennesker med en psykdiagnose om hvordan man som et sådant menneske "håndterer" sine pårørende. Mens der findes utallige bøger, kapitler i bøger og piecer om hvordan man som pårørende håndterer "psykisk syge" familiemedlemmer, ser det ikke ud til, at der findes meget om, hvordan man som den håndterede håndterer sine pårørendes håndtering af en selv.

Som jeg skrev i min kommentar til Ron's indlæg, overrasker det mig ikke. Er man først blevet officielt defineret og afstemplet som værende en sygdom, en ansamling af symptomer, i stedet for et menneske, så giver det sig selv, at denne ansamling af symptomer skal håndteres. Mens ansamlingen af symptomer helst ikke skal håndtere noget som helst, bare skal lade sig håndtere. Jo mere passivt, jo bedre. Ting og abstrakte begreber skal håndteres. Mennesker skal respekteres, ikke håndteres. En syg krop gør ikke et menneske til en ting. En angiveligt "syg" adfærd og tænkning, et angiveligt "sygt" følelsesliv gør.

Begrebet "håndtere" ("to manage" på engelsk) indeholder et forholdsvis stærkt element af "kontrollere". I modsætning til "respektere", der indeholder snarere et element af "give plads" - den plads, enhver livsform har behov for at have til rådighed for at kunne være sig selv. Amanda ovre på Ballastexistenz har skrevet et brilliant indlæg om emnet. Læs det!

Et ønske om kontrol opstår ud af oplevelsen af usikkerhed. Et ønske om at kontrollere sine omgivelser, sine medmennesker, opstår når man projicerer årsagerne til sin egen selvusikkerhed ind i omverdenen, ind i sine medmennesker. En selvbeskyttelsesmekanisme: når det ikke er egne, ubevidste indhold, der skræmmer og forusikrer, men derimod ting i omverdenen, inklusive medmenneskerne, så undgår man at skulle konfrontere sig selv med sin egen selvusikkerhed, med sig selv. Hvilket nok er den mest skræmmende konfrontation, man kan komme ud for. Man kan nemlig ikke løbe fra sig selv. Men man kan løbe fra ting i omverdenen og sine medmennesker. F.eks. ved at udpege tingene som angiveligt værende en mystisk hjernesygdom ("lortet"), og ens medmennesker som bærere af denne hjernesygdom, som den form, den angivelige "sygdom" kommer til udtryk på ("de sindssyge").

Så, ja, jeg forstår godt, hvorfor der findes så meget information til pårørende om, hvordan de bedst håndterer deres egne, i omverdenen og i medmenneskerne projicerede rædsler. Og jeg forstår næsten endnu bedre, hvorfor der stort set ikke findes information til "projektionsofrene" om, hvordan man frigør sig af projektionen. For, hvad skulle de "kære" pårørende gøre, hvis dem, de har udpeget til at være alle deres egne indre rædslers ydre projektion, unddrog sig projektionen, ved at unddrage sig kontrollen? Og jeg forstår også den bitterhed, jeg ofte ser blandt pårørende over psykiatrien, når denne "svigter", når denne ikke lever op til forventningerne og ikke muliggør den ultimative kontrol. F.eks. ved umyndiggørelse og domsafsagt tvangsbehandling. F.eks. ved at stille en seng på den lukkede til rådighed i ubegrænset tid, for det udpegede "projektionsoffer", det udpegede sorte får.

Problemet er, at uanset hvor meget hjælp og støtte psykiatrien end tilbød de pårørende, så ville det aldrig være nok. Rædslernes kilde er ikke tingene, en mystisk hjernesygdom, "lortet", eller medmenneskerne, "de sindssyge". Kilden er den egne, ikke-konfronterede, ubearbejdede sårethed, som man ville være nødt til at kaste et åbent og fordomsfrit blik i spejlet for at se. I stedet for at kaste et forudindtaget, distanceret og fordømmende blik på "lortet" og "de sindssyge". Det kræver mod at se i spejlet uden afstandtagende forudindtagethed og fordomme. Mod til forandring og udvikling, til at tage chancer, til at tage ansvar, til at møde sig selv. Det er det mest skræmmende af alle tænkelige møder. Mødet med sig selv. Det er unægteligt meget nemmere at løbe fra det. Ligesom det er noget nemmere, at løbe fra det ansvar, man har som menneske, overfor sig selv, overfor andre og også overfor tingene. Ligesom det er nemmere at forhindre enhver form for forandring og udvikling. Hos sig selv og andre. Så man kan opretholde illusionen om uforanderlig sikkerhed i tilværelsen: "You will either step forward into growth, or you will step backward into safety." (Enten tager du skridtet frem mod udvikling, eller også tager du skridtet tilbage mod sikkerhed.) -Abraham Maslow. Skridtet frem havde været/ville være at vedkende sig sig selv. Det ville være at indrømme, at man ikke magter andres menneskelige problemer, fordi man ikke er afklaret med sine egne i tilstrækkeligt omfang. At udpege det eller de sorte får og distancere sig igennem diskriminerende ord og handlinger, er at tage skridtet tilbage. Ind i en fastlåst og fastlåsende s-/tilstand af - formentlig - sikkerhed. Hvor man dårligt kan trække vejret. Fordi enhver udvidelse af den skarpt afgrænsede sikkerhed, om end bare så meget, at man kunne trække vejret, nemt kunne medføre at grænserne sprængtes og rædslerne fik frit spil. "Hvis du har et forstand, kan du miste det."

Det er hér, vi har den virkelige regression. I et mere fordømmende end respekterende samfund, i vores mere kontrollerende og projicerende end åbne, pladsgivende kultur, i de pårørendes ønske om kontrol af deres "sindssyge" familiemedlemmer, og i psykiatriens fastlåsende, i ordret og overført betydning indespærrende "behandlings"metoder. Ikke i kriseramte menneskers dykken ned i de dybeste lag af deres grænseløse væren på deres søgen efter sig selv. Ikke i deres forsøg på at tage skridtet frem og frigøre sig. At betegne dette forsøg på progression som regression, er regressivt i sig selv.

Det er på tide med en bog til alle de udpegede og fastlåste, indespærrede sorte får. En bog med tips og fif om, hvordan man kan emancipere sig fra kontrollerende, projicerende pårørende. Ikke bare for de sorte fårs skyld.