"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

lørdag den 4. oktober 2008

Quite ordinary

Dette lille videoklip med Eckhart Tolle er til Lars - og til alle andre, hvis eksistentielle lidelse driver dem ud i selvmordstanker, gang på gang.

Personlig er jeg nået frem til at selvmordstanker slet ikke er så forkerte, som de fleste mener. Spøgsmålet er bare, hvem eller hvad dette "mig selv" egentligt er, der skal dræbes. Min oprindelige tanke var, at jeg ville være nødt til at skille mig af med denne krop, som jeg er fanget i, og der ikke er min, der ikke er mig, hvis jeg ville være fri - af lidelsen. Og den eneste måde, at skille mig af med denne krop, så ud til at være selvmord, i bogstaveligste forstand. Det var dog ikke det, der var ment. Det var bare mig, der havde forstået et symbolsk budskab ordret. Det jeg virkeligt skulle skille mig af med for at blive fri, var identifikationen med denne krop, manifestationen af mit ego.

I dag er jeg umådeligt taknemmeligt for, at jeg, igen og igen, fik tilråbt budskabet. Uden det ville jeg stadigt være fange af mit ego. Og af lidelsen.

11 kommentarer:

Lars sagde ...

Jeg forstår din hensigt, men hvis det var muligt at sige, ville min påstand være, at jeg ikke har noget ego.

Mere sandt har jeg et meget lavt selvværd.

Jeg loggede faktisk på lige nu for at slette min blog. Jeg har erkendt, at jeg ikke får "mit budskab" igennem til andre. Hvilket heller ikke var hensigten son sådan, men det ender vel altid sådan i Blogosfæren.

Jeg ville kun have luft for mine tanker, men som jeg selv har overvejet i dag, er det endt i noget, der ligner et forsøg på at få opmærksomhed. Det er meget ironisk, idet opmærksomhed er det sidste, jeg søger.

Marian sagde ...

Egoet er ikke bare det, der kommer gående og siger "Se hér! Se mig! Er jeg ikke bare verdens smarteste?!" Det er ikke dig, der har et lavt selvværd. Det er netop dit ego, der har det. "Skyggesiden" af dit ego, om du vil.

Opmærksomhed - i et af dine indlæg skriver du om empati, eller mangel på samme, i vores samfund. Og så skriver du også, at det måske er bedre, at forlade før man bliver forladt (kan ikke huske den nøjagtige ordlyd). Jeg har selv både tænkt og handlet meget i de baner. Har brudt med venner og bekendte på stribevis. Simpelthen fordi jeg var hunderæd for den lidelse det er for egoet, at blive afvist. Når man er blevet tilstrækkeligt mange gange afvist, regner man til sidst ikke med andet mere, end at blive det igen og igen. Hvis man altså overhovedet orker, at give det en chance længere.

Et eller andet sted hen, læser jeg i det du skriver, at du er bange for opmærksomhed, fordi du kunne miste den igen. Du vil ikke have "dit budskab" igennem, fordi det kunne blive ignoreret. Du helgarderer dig. Eller: dit ego helgarderer sig. Der er bare det ved det, at det giver bagslag, at helgardere sig på denne måde. I stedet for at du overvinder angsten, er det angsten, der vinder over den, du virkeligt er. (Min e-mail står i min profil, hvis det er.)

Heidi sagde ...

Marian, jeg har ikke set videoklippet, men jeg kommer til at tænke på døden fra tarot-kortene, som jo også betyder slutning, så nyt kan begynde...

Marian sagde ...

Netop. Et symbol på forandring. At dræbe det gamle, så nyt kan blive til. Og det ubevidstes sprog er rent symbolsprog...

Lars sagde ...

Tak for tilbudet om at kunne maile, men jeg forlader blogosfæren.

Anonym sagde ...

Problemet er "bare" at man ikke ser det som symbolsk - i den selvmordsterminale fase. Der er det en udfrielse, man venter på.

Det var ikke mig selv, jeg ikke kunne holde ud. Det var at ingen elskede mig nok til at kunne rumme min eksistentielle depression, men afviste mig på grund af mine selvdestruktive følelser.

Jeg magtede ikke tanken om den eksistentielle ensomhed. Nu lever jeg med den. Det eneste menneske der blev påvirket af min tilstand - er død nu...

Anonym sagde ...

Resten afviser mig stadig. Fordi jeg er mig. Så det må være mig, der er forkert placeret på denne jord.

Marian sagde ...

Anonym: Ja, det var jo også mit problem, at jeg tolkede bogstaveligt, og ikke symbolsk. Men en udfrielse kan vel også være en udfrielse fra det, der er, så der kan blive noget nyt.

Vi er alle adskilte fra hinanden, og samtidigt ét, i bevidstheden. At forstå det sidste, gør at det første ikke føles så ensomt.

Jeg ville nu ikke sige, forkert placeret på denne jord, men måske snarere forkert placeret i denne verden. Men gør det så meget, at være forkert placeret i den verden, vi lever i? jeg er egentligt ganske glad for, at være lidt forkert placeret i den, at være på kant med den, af og til. Det viser mig kun, at jeg faktisk er levende.

Anonym sagde ...

"DET magttyranni" vi ikke må tale om - men skal tie om; kan forhindre et godt liv. Det handler ikke om personlig udvikling. Men om umuligheder og lukkede døre.

Marian sagde ...

Anonym: Jeg er bestemt ikke tilhænger af "tænk positiv!"-moralisterne. De såkaldt "negative" følelser har i min verden lige så meget ret til at være til, som de såkaldt "positive". Men jeg er eksistentialist, ikke determinist. Så, jeg mener, at i det omfang som vi er os bevidst om det, så har vi et valg: enten så bliver vi stående foran de lukkede døre, bliver ved med at banke på, måske prøve, at åbne dem med magt, og så er der en vis sandsynlighed for, at det, der kaldes for "det gode liv" forbliver en uopnåelighed for os, ja, eller vi accepterer på et eller andet tidspunkt, at døren simpelthen ikke er til at åbne - i hvert fald ikke af os (for, den slags døre kan som regel kun åbnes indefra) -, lader døren være dør, og fortsætter på vores helt egen vej. Forhåbentligt til "det gode liv".

Jeg har selv stået og hamret og sparket mod en meget tæt lukket dør. I årtier. Og intet har det nyttet. Tværtimod faktisk. I dag ser jeg det sådan, at jeg godt nok en gang i tidernes morgen var afhængig af personen bag den lukkede dør. Men det er jeg altså ikke mere. Og hvorfor så ikke bare lade denne person sidde forskanset bag sin dør, og gå selv ud og nyde friheden? (Det har nu lidt med personlig udvikling at gøre, for personlig udvikling er lig med bevidstgørelse, og bevidstgørelse skal der til, hvis man vil blive fri.)

Og: det betyder altså bestemt ikke, at jeg altid er smilende og glad, som i en anden tandpastareklame. Jeg kan godt være vred og ked af det over det skete. Men jeg behøves jo ikke lade det fuldstændigt styre hele resten af mit liv.

Anonym sagde ...

Næ, men når man er vant til at mestre sit liv og arbejde hårdt for sine resultater, så er det passiviserende at man pludselig ikke selv kan gøre en forskel.. Fordi en ydre "magt" har væltet livet og systemet har taget magten over ens liv. Det føles som at være barn igen (hvilket jeg hadede) - og underlagt andres værdier og magt. Jeg føler mig funktionelt umyndiggjort.

Jeg kommer såmænd også videre, men jeg har ikke fået noget at sætte i stedet for mine tab - min livsdrøm; en uddannelse. Jeg er afhængig af andre for at få det liv jeg ønsker mig, nu. Det er en væsentlig forskel. Det liv jeg ikke ønsker mig - men som venter mig - kan jeg jo ikke tage forskud på, vel? Eller vide hvad indeholder..

Jeg lever dårligt med at skulle leve fra næsen til munden og fra dag til dag. Det er en del af min personlighed, som jeg arbejder med. Men ændre basisbehovet kan jeg ikke.