Siden jeg nu er i gang med at kommentere mine bloglæsningsoplevelser her, kan jeg lige så godt tilføje en betragtning angående en sådan oplevelse, ikke? - "Anonym"s kommentar til dette indlæg.
Som man bl.a. kan læse her, er jeg jo helt vild med be-, eller skulle jeg sige for-?, dømmelser som "sindssyg". "Sindssyg", "udyr", "skizo", "idiot", "dum", "grim", etc. - reservoiret af be- og fordømmende stempler, vi kan sætte på andre for at distancere os, er nærmest uudtømmeligt. Og hvis stemplet i sig selv ikke giver nok afstand, så kan man, udover at be- og fordømme det andre menneske selv i sit væren, tilføje en be- og fordømmelse af dette menneskes virkelighed: "ikke virkelig". Eller, fagligt korrekt: "vrangforestilling", "paranoid", "hallucination", etc. Det sætter tingene i perspektiv. Den be- og fordømmendes perspektiv. Den der har "stået der selv"s - stået udenfor, som be- og fordømmende, afstandtagende tilskuer - perspektiv. Og det er vel det eneste acceptable og gyldige perspektiv. Eller er det?
Det er netop mit kritikpunkt mht. film som "A Beautiful Mind", og også mht. fremstillingen af Majbritt i "Sommer". At perspektivet er det af de udenforstående. De afstandtagende. At perspektivet ikke når at indbefatte de indenforståendes perspektiv. Selv om "A Beautiful Mind" hist og her gør sig lidt umage. Hvilket man ikke kan sige om alle film, der er lavet om emnet. - En film, der klarer opgaven noget bedre i mine øjne, er Bergman's "Såsom i en spegel". Et spejl. Netop. Men Bergman prøver heller ikke - desperat - at tage afstand. Tværtimod. Han er ikke bange for, at gå ind i en identifikation, og konfrontere sig selv med sin egen "sindssyge", sin egen menneskelighed.
Jeg tænker, at ingen har ret til at be- og fordømme, medmindre vedkommende er i stand til at se bort fra sit eget lille, narcissistiske ego, vedkende sig alle sine navne, frigøre sig, og se sin egen menneskelighed i øjnene. Og når man er i stand til det, findes der ikke flere be- og fordømmelser. Der bare findes. Der bare er. Liv.
_______________
Update: Det skal lige tilføjes, at "A Beautiful Mind" indeholder nogle faktuelle fejl: Fremstillingen af "hallucinationerne" er tvivlsom, i bedste fald. Som regel hører folk "stemmer", dvs. de hører sig selv tænke, højt. Indholdet i det sagte gør, at man er nødt til at projicere det i "udefrakommende stemmer". At acceptere det som sine egne tanker, ville være for "voldsomt". I nogle tilfælde forekommer der, hvad der kaldes for "synshallucinationer". Men de er af en noget anderledes kvalitet, end filmen formidler (jeg har selv haft nogle). Derudover er det inkorrekt, at John Nash skulle have taget "medicin", neuroleptika, som han siger i filmens version af hans takketale ved Nobelprisens modtagelse at han gjorde. John Nash tog kun "medicin" under hans indlæggelser, siden han i disse situationer var nødt til det. Han har aldrig taget neuroleptika efter 1970. Det er derfor, han har klaret at komme sig helt, og det er derfor, han er i live i dag. Hans egne betragtninger bl.a. om filmen, kan man lytte til her.
tirsdag den 21. oktober 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
10 kommentarer:
Marian: tak fordi du skriver dette indlæg på din egen blog, så mit kommentarfelt ikke ender som et kæmpe diskussionsforum :-)
Jeg kan sagtens følge dig i dit ønske om større forståelse og mindre be- og for-dømmelse.
Jeg tror bare ikke, der er noget, som ligger lige om hjørnet. Det er alt for truende for de fleste mennesker at se deres egen sindsyge i øjnene. Efter min opfattelse er mange mennesker glad og tilfredse, når livet går sin gang og man har råd til at tage på charterferie med ungerne en gang om året. Sådan er det bare.
For andre er livet et forunderligt, skæbnesvangert sted, hvor der står meget mere på spil. Måske fungerer de som shamaner, sojm udlever de tendenser, drømme og frygt som findes i samfundet. De bliver ikke del af fællesskabet, men er det alligevel fordi de fortæller os om os selv.
Vi vil til evig tid både bedømme og fordømme de, som er anderledes og ikke ligner os. Det kan være en trøst, at fordømmelserne siger mere om de, som udtaler dem end om dem, de er rettet imod.
Hvis man er blandt dem, som de rettes imod, er opgaven ikke at tage projektionerne på sig.
Jeg tænker tit over fordømmelse, ser mig selv i spejlet og må erkende at uanset hvor åben og fordomsfri jeg anser mig selv for at være - så er spejlreflektionen en ekstremt fordømmende person.
For jeg fordømmer mennesker som jeg selv anser for at være fordømmende. Nogen gange er jeg i stand til at finde forståelse, forklaringer på disse menneskers fordømmelse, at "undskylde dem. Men langt fra altid. Hvorved jeg pludselig må se mig selv som den fordømmende..
En central ting at huske ved spejling er jo netop at ting som irretirrer, kradser ved den anden gør det i kraft af genkendelsen. Pointen er at se efter, ikke om, men hvordan netop det også gælder en selv.
Den fungerer ligeså godt omkring det positive, det gode der kan siges om den anden. Så længe det er ærligt og dybfølt ment, handler det igen om at se efter, ikke om, men hvordan, netop det gælder en selv.
Genkendelsens glæde :-)
(Og der skal jo i begge tilfælde være "plads" til at reflektionen løftes ud over en helt bogstavelig samme-hed).
Kære, kære Marian
Tak fordi du hjælper os til,at huske at se på vores egen troldsplint: fordømmelsen.
For som Harning skriver, så fordømmer vi allesamen. Vi fordømmer dem, der dømmer os, og vi fordømmer os selv for at fordømme dem, der fordømmer os. Osv.
Tænk om vi turde det ubetingede blik. Tænk om vi turde fokusere på dét, der er, fremfor det der ikke er eller vi synes, der "burde" være.
Tænk om vi turde tro. På hinanden. På det bedste. På kærligheden.
Jeg må lære at favne min egen troldsplint, varme den i mine hænder, så den smelter og bliver de tårer, der renser mit blik.
Knus
Heidi: Jeg følte ligesom ikke, at netop denne diskussion egentligt havde så meget relevans i sammenhæng med dit indlæg. Hvis jeg overhovedet skulle have sagt noget til det på din blog, så skulle det have været i maks to meget kortfattede sætninger/randbemærkninger. Men så var det næsten uundgåeligt blevet meget mere fordømmende og dermed unfair overfor "Anonym", end hvad det så blev.
Når jeg ser på denne verden vi lever i, så ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg skal tro/håbe på. Jeg har nogle venner, der er ret så entusiastiske. Sætter deres lid til Mayaernes profeti: 2012. Jeg kan da godt se, at der sker en masse ting, og at de ting sker hurtigt. Men de trækker ligesom i begge retninger: Irakkrigen, finanskrisen, Bush, der får den ene lov efter den anden igennem, der gør ham mere og mere uimodsigeligt mægtig, og herunder falder for mig også den aggressive promotion af screeninger - så vi kan skille "den rette slags" fra "den dårlige" - og af "mind-altering" stoffer (psykofarmaka altså) - så vi kan holde "den dårlige slags" kemisk nede. Mens der utvivlsomt også er flere og flere mennesker, der "vågner op". Jeg tænker, ligesom Eckhart Tolle, at det er nu eller aldrig, så at sige. Men jeg tør lige så lidt som ham give et bud. Og derudover ser jeg også en tredje mulighed: at vores kultur går nedenom og hjem, dog uden at hele menneskeheden derfor går med, men også uden at hele menneskeheden vågner op. Og så starter det hele bare forfra. På et andet level, men stadigvæk.
Ikke at tage det på sig er måske den sværeste opgave overhovedet. Det er netop, når jeg tager tingene på mig, når de virker som en trigger, river op i gamle sår, som jeg ikke er færdig med endnu, at jeg bliver fordømmende. Som et slags modangreb. At jeg har valgt, at "kaste" mig netop over psykiatrien, der nok er den mest fordømmende af alle samfundsinstitutioner, gør det ikke nemmere, og jeg kan godt forstå de mennesker, der vælger at gå helt andre veje, langt væk fra denne institution, når først de er kommet fri af den.
Harning: Samme her. Men som det altid hed hjemme hos os: selverkendelse er det første skridt i den rette retning. :)
tosommerfugle: ja.
silhuet: Tænk om vi turde at elske os selv. Ubetinget.
"Ikke at tage det på sig er måske den sværeste opgave overhovedet"
Måske...til gengæld er det fedt, når det lykkes ;-)))
Eftersom jeg er den anonyme og har spammet Heidis blog så ihærdigt at hun er blevet sur over tonen må jeg hellere svare her.
Jeg beklager, men mit første indlæg var slet ikke skrevet fordømmende. Jeg ønskede at give min mening om en film til kende - som pårørende.
At du ikke bryder dig om de ord jeg bruger - det ligger hos dig. Herhjemme kalder vi en spade for en spade og manden var og er altså sindssyg. Jeg beklager, hvis du er blevet kaldt noget forkert, at dine seancer er blevet opfattet som psykoser. Jeg tør godt annoncere offentligt at større modstander af det etablerede system end jeg, findes der nok ikke mange af. Så jeg er helt med på dine betragtninger.
Men, for her er altså et men... Hvis jeg skrev uden fordomme, så bragte dit svar-indlæg alle fordomme og nogle nye op i mig.
Hvorfor er det at det altid skal tages personligt? hvorfor skal jeg tage hensyn - mere end du? Hvorfor skal jeg vise forståelse, når du ingen viser? Hvorfor skal jeg tillægge dig noget positivt, når du på et øjeblik tillægger mig nogle egenskaber, der for mig fremstår som utilgivelige?
Så ja, nu fordømmer jeg dig. Nu har jeg samtlige fordomme på min tunge. Jeg tænker, det er sgu typisk. Jeg husker tydeligt den ansvarsfraskrivelse og evige kritik af alle andre. Den konstante glatten ud og trækken med.
Nu tænker jeg: Du vil ikke betragtes som syg, men du vil behandles som svagelig.
Du vil, at vi skal indrette verden, så den ikke støder dig.
Hvorfor er det så vigtigt? Hvordan skal vi indrette en verden, hvor ingen stødes?
Og hvorfor må en film ikke være delvis overdrevet, unøjagtig eller lign, hvis den tilgengæld så ses af flere?
Don´t you believe in "the greater good"?
Jeg vil hellere at verden omkring mig bliver bevidst om, at der findes mennesker der ikke lige går den slagne vej. Jeg vil hellere at millioner ser en amerikansk film, end vide at bergman har lavet en mere nøjagtig - men den vil kun blive set at kendere.Jeg vil hellere stødes end pakkes ind i vat og opdage at jeg en dag ikke kan mærke noget.
Jeg oplever, at når jeg selv bruger meget energi, på at være i mit hoved (i modsætning til min krop), så mister jeg mig selv.
Når jeg så tager den energi tilbage og beholder den til at være til, så bliver andres mening og evt. fordomme pludselig ikke så vigtige længere.
Venligst Astrid
Astrid: Velkommen :) og: "Is that so?" -Hakuin, japansk Zenmester
Andres meninger og fordomme har en enorm betydning, når de får DIREKTE indflydelse på ens liv.
Fordi de der besidder fordommene har magt til at ændre mit liv.
Det er der - min største frustration, "desperation" og fortvivlelse ligger.
Jeg kalder det uretfærdighed. Men det bunder jo bare, i en illusion, om, at vi alle er (reelt) ligeværdige.
Jeg har masser af fordomme, fordi jeg har værdier - så tager jeg afstand til nogle ting.
Men jeg forsøger ikke at skade/begrænse andres frihed med dem. Medmindre de selv skader nogen.
Petra
Petra: velkommen :)
Ja, vi ville jo ikke være mennesker, hvis vi var helt fri for fordomme. Men det er jo også som du siger, at de har en enorm indflydelse på den, de gælder, og man bør nok lige tænke sig en ekstra gang om, inden man lufter klart skadende, begrænsende fordomme som "sindssyg" i al offentlighed. At kalde nogen for "sindssyg", har jo intet med at kalde "en spade for en spade" at gøre. Med mindre den så kaldte person selv betegner sig som "sindssyg". (Men i så fald bør man nok egentligt spørge sig, respektive vedkommende, hvad der får ham/hende til det. Og i langt de fleste tilfælde vil man finde, at der er tale om et tilfælde af "internalized oppression". Altså omgivelsernes fordomme, der er blevet overtaget af den fordømte...)
Send en kommentar