"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

mandag den 20. oktober 2008

"Please Call Me by My True Names"

Jeg havnede forleden dag på en blog, jeg af og til besøger, udelukkende fordi den bl.a. beskæftiger sig med et emne, som intet har med politik eller samfund at gøre, men alligevel er af en vis interesse for mig. Som sagt, så beskæftiger bloggen sig bl.a. med dette emne. Dvs., den omhandler også politiske og samfundsmæssige emner, i ny og næ. Dog på en måde, der for mig som regel er mindre relevant. Ikke desto mindre kom jeg altså til at læse et meget tankevækkende indlæg om et samfundsrelateret emne forleden, om manden der har begået nogle seksualforbrydelser, og nu er på fri fod for fjerde gang, flygtet, ikke løsladt.

Det der var tankevækkende for mig var ikke så meget sagen i sig selv. Det var måden, manden i indlægget blev omtalt af bloggens forfatter.

Jeg vil her på stedet hverken nævne navne eller citere direkte, bortset fra at jeg vil nævne, at indlægget gør brug af densamme retorik som Ekstra Bladet og B.T. er kendt for: "udyr". Derudover indeholder indlæggets ca. 8 linier såpas meget og såpas intens aggressivitet, at den for mig nærmest blev fysisk mærkbar under læsningen af de ca. 8 linier, og at jeg undrer hvor langt fra at selv være et "udyr" forfatteren egentligt er. Via netop denne retorik men også mht. indlæggets øvrige indhold.

En veninde af mig konstaterede en gang, at det der afholdt de fleste af os fra at slå naboen ihjel med noget andet end blikke og lejlighedsvise, spidse bemærkninger, for noget som f.eks. at anskaffe en hund, der af og til til vores store forargelse siger "vov", jo bare var nogle meget skrøbelige, kulturelle, moralske normer. Et "beskyttelseslag" tyndt som pergamentpapir.

Alene betegnelsen "udyr" berøver manden hans menneskelighed, og slår ham dermed ihjel. Som det menneske han er. Og et menneske, en af os, er og bliver han, uanset hvad han måtte have gjort mod andre. Mens jeg tænker, at det netop er angsten ved tanken om hvor meget vi faktisk har tilfælles med ham, at vi faktisk har så meget tilfælles med ham, at forskellen er mikroskopisk, næsten ikke til at få øje på, der driver os ud i et desperat forsøg på afgrænsning: "udyr" vs. "menneske". Eller: "Jeg er medlem af den samfundsgruppe, der udpeger og dømmer 'de sorte får'. Du er 'det sorte får'. "

Densamme dynamik kan observeres når det drejer sig om "de psykisk syge", eller "indvandrerne", eller eller eller. Vi lever ikke i et demokrati. Vi lever i et klassesamfund, der består af "den rette slags" og "den dårlige slags". Og selvfølgeligt ligger magten til at definere, hvem der tilhører hvilken slags udelukkende ved "den rette slags". Meget gerne "videnskabeligt" retfærdiggjort via genforskningen. Foreløbigt dog primært baseret på angiveligt medicinsk ekspertise, der angiveligt på baggrund af videnskabeligt objektivitet kan udpege bestemte adfærdsmønstre som værende syge, "dårlige".

For at vende tilbage til "udyret" så er der jo nogle, der siger, vi er vores handlinger. Her kunne den så slutte, og manden ville de facto fremstå som et "udyr". Men den slutter altså ikke her. Vores individuelle handlinger er nemlig allesammen en reaktion på og et produkt af den konditionering vi har fået, af samfundet, af den kultur, vi lever i. Og dermed er vi allesammen også denne mand, som blogindlæggets forfatter omtaler på en måde, der ikke lader nogen tvivl om hvor gerne han/hun vil se sig selv som værende grundlæggende forskelligt fra ham, men der samtidigt gør ham/hende til en til forveksling lignende udgave af manden, ligeværdige mennesker.

"Jeg har et digt til dig. Dette digt handler om tre af os. Den første er en tolvårig pige, en af boat-people'ne på vej over Golfen af Siam. Hun blev voldtaget af en søpirat, og bagefter kastede hun sig i havet. Den anden er søpiraten, der blev født i en afsides liggende landsby i Thailand. Og den tredje person er jeg. Jeg blev meget vred, selvfølgeligt. Men jeg kunne ikke vælge side mod søpiraten. Hvis jeg havde kunnet, havde det været enklere, men jeg kunne ikke. Jeg forstod, at hvis jeg var blevet født i hans landsby og havde levet et lignende liv - økonomisk, uddannelsesmæssigt, og så videre - er det meget sandsynligt, at jeg ville være denne søpirat nu. Så, det er ikke nemt, at vælge side. Ud af min lidelse skrev jeg dette digt. Det hedder 'Please Call Me by My True Names' (Vær sød at kalde mig ved mine sande navne), fordi jeg har mange navne, og hvis du kalder mig ved et hvilket som helst af dem, må jeg svare 'Ja'." -Thich Nhat Hanh

8 kommentarer:

Harning sagde ...

udyret.
Hvad der altid irriterer mig i den slags historier, er hvordan den ene efter den anden står frem og udtaler sig om at udyret/monstret har levet et dobbeltliv hvorefter de konstaterer at vedkommende nu har vist sit sande jeg - at familiefaderen, den gode ægtemand og kollega - bare var en facade.
Det er selvfølgelig noget vrøvl, en distanceren.
For selvfølgelig har disse mennesker hele tiden været netop det - mennesker.
Med alle de facetter og facader som mennesker nu engang har. Med evne til at føle, at elske, at grine, at græde.
Og deres "sande jeg" er således både og.
Både familiefaderen som elsker sine egne børn men som ved sine handlinger (og måske/måske ikke manglende følelser) for andre børn gør skade på disse.

At lægge afstand til og umenneskeliggøre hjælper os ikke til at forstå - bare at holde en urealistisk,diffus angst fra døren.

Marian sagde ...

Harning: ja. Og nej, det hjælper os nemlig ikke en disse til at forstå. Og hvis jeg skulle tilføje noget, så var det at jeg ser det sådan, at det er netop denne afstandtagen, der er årsag til al ufred og uretfærdighed i denne verden.

tosommerfugle sagde ...

Tankegangen med at tro at have et billede af et andet menneske ud fra hvad der vides (eller antages) er desværre kun alt for typisk. Og når det "synlige" billede skræmmer, kommer reaktioner som "udyr".

I dette tilfælde (jeg genkender) hører det så også med i historien at der indgår et voldsomt eksempel på den forbrydelse som pr. automatik rangerer helt i bund af moralske skalaer. Hvad der kan bringe mange ellers rummelige mennesker op i det røde felt.

Men det ændrer jo ikke på det principielle i at det handler om et menneske der har gjort noget slemt. Et menneske der også har mange andre egenskaber - ikke en figur fra en primitiv gyser.

Marian sagde ...

Jeg så for noget tid siden en dokumentar om en amerikansk lejemorder hvis "karriere" begyndte da han kun var en lille knægt - der smed naboens hund ned fra husets tag og proppede katten i brændeovnen... Mens den var tænd altså. Jeg vil ikke nødvendigvis gengive her, hvad han gjorde ved de mennesker, han fik besked på at "rydde af vejen". Men det var ikke småting. Kan næppe overgåes i brutalitet, vil jeg vove at påstå.

Ikke for at gøre mig "holier than thou". Jeg dømmer og fordømmer også, igen og igen. Og jeg gøs ved beretningen. Men jeg sad også og lyttede - og tænkte: Hvad har man gjort ved dig, der fik dig til at gøre disse ting??

Marian sagde ...

Måske er det bevidstheden om (i modsætning til fortrængningen af) hvor såret man selv egentligt er, der gør en forskel?

tosommerfugle sagde ...

Ja, den truende bevidsthed fra en næsten-fortrængning.

En faktor er dog også at hvis konceptet om at skade andre bliver til noget "normalt", er det ikke nødvendigvis noget med voldsomme følelser i. Typisk når soldater i krig når til rutinemæssigt at nedslagte civile "fjender", uafhængig af bevæbning, køn og alder.

Marian sagde ...

I soldaternes tilfælde kan man måske tale om "professionsbetinget", tvungen fortrængning. Og egentligt er fortrængning vel også bare "normal"? ;)

Marian sagde ...

For resten så lavede jeg en lille men betydelig oversættelsesfejl i Thich Nhat Hanh-citatet (som jeg har rettet): Digtet handler ikke om de tre af os, men om tre af os. Tre liv.