"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

søndag den 5. oktober 2008

En problematisk definition af recovery

"Recovery fra psykisk sygdom er en healings- og forvandlings-rejse, der sætter en person med et psykisk problem i stand til at leve et meningsfuldt liv i et samfund af eget valg, mens hans eller hendes fulde potentiale efterstræbes at blive opnået."

Sådan definerer den statslige, U.S.-amerikanske organisation SAMHSA recovery.

Ron Unger har gjort sig nogle tanker om denne definition, og jeg har bedt ham om lov til at oversætte hans blogindlæg, da emnet ikke bare er aktuelt i USA, men i mindst lige så stor udstrækning her i Danmark. Her er Ron's blogindlæg:

Problemer med SAMHSA's definition af recovery
af Ron Unger, LCSW

SAMHSA's National Mental Health Information Center har en ret grundig "national konsensusbekendtgørelse angående recovery fra psykisk sygdom", der forsøger at definere hvad recovery er for det psykiatriske system i vores land.

Langt hen ad vejen kan jeg godt lide definitionen, men der er også enkelte ting ved den, der giver mig ubehag.
(http://mentalhealth.samhsa.gov/publications/allpubs/sma05-4129/ og http://download.ncadi.samhsa.gov/ken/pdf/SMA05-4129/trifold.pdf) For eksempel finder man udtalelsen at "Recovery fra psykisk sygdom er en healings- og forvandlings-rejse, der sætter en person med et psykisk problem i stand til at leve et meningsfuldt liv i et samfund af eget valg, mens hans eller hendes fulde potentiale efterstræbes at blive opnået." Der opremses en masse fine ting, som "personen med et psykisk problem" kommer til at lave, men én ting, der ikke nævnes er at personen har nogen som helst chance for at ende op faktisk recoveret i ordets almindelige betydning, som er, ikke længere havende et psykisk problem. Så, det "fulde potentiale", personen stræber efter at opnå, er det fulde potentiale af en "person med et psykisk problem", ikke det fulde potentiale af en person, der ikke har eller har overvundet et sådant problem.

I en erklæring, der følger de ti pricipier i SAMHSA's pdf version, bliver der udtalt at "recovery fra psykisk sygdom ikke bare er til gavn for individuer med psykiske handicaps ved at fokussere på deres evner til at leve, arbejde, lære og fuldt deltage i vores samfund, men også beriger strukturen i amerikanske lokalsamfund." Det lyder godt, men bemærk at der er tale om, at disse ting udføres af mennesker med psykiske handicaps - ikke af mennesker, der er kommet sig af deres handicap og ikke længere er handicappede! Igen bliver recoverybegrebet udvandet til at mene ikke virkeligt recoveret, men at klare sig rimeligt godt og være integreret i samfundet.

Men hvad vi faktisk ved om recovery, er at mange mennesker klarer at komme sig så langt, at de ikke længere har "psykiske problemer", der er af større omfang end de gennemsnitlige, hverdagsproblemer alle mennesker har, at de ikke længere har "psykiske handicaps". Disse mennesker har heller ikke brug for psykiatrisk behandling, de er ikke længere "brugere". Hvorfor sigter vi ikke mod dette mål? (Det vil gøre indtryk på mig, når jeg ser SAMHSA sigte mod det.)

Når mennesker har et fysisk handicap, der ikke kan afhjælpes, så gør det mening simpelthen at acceptere handicappet og arbejde på, at skabe et liv alligevel, arbejde på, at omgå forhindringerne. Men hvis en person har et handicap, der kan afhjælpes, så gør det mening at forsøge og yde enhver hjælp, terapi, etc. der er nødvendigt for at give den størst mulige chance til at overkomme handicappet. Forestil dig, hvordan du ville have det hvis din søn eller datter kom ud for en ulykke, fik en fysisk skade, der førte til at han/hun ikke kunne gå, mens skaden var mulig at behandle og hele, og alligevel bad alle din søn eller datter bare om at acceptere, at han/hun har et fysisk handicap, og om at komme videre med hans/hendes liv på trods af det, og så blev det kaldt for recovery. Uden tvivl ville der være noget galt i det.

De fleste gængse psykiatriske behandlingstiltag indeholder ingen visioner om, hvordan brugere faktisk kunne overvinde deres psykiske problem, så at det faktisk ville gå væk, og mange behandlingstiltag er faktisk baseret på teorier, der har intet koncept om hvordan problemet nogensinde kunne forsvinde. Det er detsamme som at sende nogen med en fysisk skade direkte til kørestolsfabrikanten, uden at tage højde for den mulighed, at personen faktisk kunne komme til at gå uden kørestolen. (I det psykiatriske system spiller medikamenterne kørestolens rolle.) Det psykiatriske system anser det som værende "for farligt" at lade alle prøve at komme ud af kørestolen, så "recovery" omdefineres til at have et godt liv mens man sidder i kørestol. (Ikke for at gøre kørestole ned for dem, der har brug for dem, men folk har ret til en behandling, der får dem til at gå igen, hvis det er en mulighed.)

Et enormt stort problem er, at mange eller de fleste mennesker på medicin, såsom neuroleptika, ikke er i stand til at leve deres potentiale bare tilnærmelsesvis fuldt ud: de sindet sløvende bivirkninger, svind af hjernematerie, og metabolske effekter er altoverskyggende. Men indtil vi anerkender åbent at psykiske problemer og handicaps kan være tidsbegrænsede, vil behovet for medikamenter blive betragtet som værende vedvarende, og al den smukt polerede SAMHSA recoverysnak vil ikke være andet end formålsløs drømmeri, undergravet af medikamenternes mørke side.

Jeg mener, det er gavnligt for mennesker at sigte mod at leve et fuldt liv, ligemeget hvad slags psykisk problem de måtte have: faktisk hjælper alene forsøget på det ofte til at formindske psykiske problemer. Og at fokussere alt for snæversynet på "symptomfrihed", kan faktisk i mange tilfælde gøre symptomer værre. Jeg tror, det er en af grundene til at selv brugerdefinitioner af recovery ofte understreger, at en recoveryindsats ikke er ensbetydende med et fokus på "symptomfrihed". (Der er også det faktum, at nogle ting, der kaldes for "symptomer", såsom stemmehøring, kan være bare en personlig variant af hvordan folk oplever ting, og behøves slet ikke at være et psykisk problem, hvis de adresseres på den rette måde.)

Men jeg mener ikke det er gavnligt for os at have definitioner af "recovery", der går ud fra at folk vil blive ved med at være handicappede - jeg vil hellere se definitioner af recovery, der anerkender at folk, som de kommer videre med at leve deres liv, og specielt hvis de arbejder med at blive uafhængig af psykiatrisk "behandling" og med at finde passende alternative måder at klare sig på, kan nå frem til et punkt hvor deres psykiske problemer er aftaget til ikke mere end almindelig hverdagsproblemstørrelse, og hvor de er "recoveret" i ordets sande betydning, altså ikke længere syg, ikke længere handicappet.

Mange blandt jer har sandsynligvis hørt om Soteria, der sigtede mod at behandle unge mennesker med en skizofrenidiagnose uden medikamenter. Tidligt på denne sommer talte jeg med den forhenværende kliniske leder af programmet, der ønskede, han havde ressourcerne til at gennemføre en opfølgningsstudie om dem, der gik igennem programmet. Han fortalte, at han stadigt havde kontakt til nogle af dem, selv om de ikke nødvendigvis var nemme, at holde trit med: én af dem, for eksempel, er i dag direktør i et større internationalt foretagende, og jetter ofte verden rundt på forretningsrejse. Det er en lidt anderledes idé om, hvordan recovery ser ud: ikke en "bruger", ikke handicappet overhovedet; et resultat, der sikkert kun vil blive generel, hvis vi går bort fra medikamenterne som grundlag for behandlingen.
_______________

Om Soteria kan der læses her og her, og på engelsk her.

5 kommentarer:

Harning sagde ...

Lige den slags ORDlige miskmask som jeg finder så interessant.

For uanset enighed/uenighed i psykiatri/medicin - så giver det nemlig absolut ingen mening om at tale om recocery (återhämtning-damn jeg kan ikke finde det danske ord) fra en psykisk lidelse/sygdom hvis denne recovery ikke er fuldstændig.

Marian sagde ...

Det er netop hvad Ron Unger er inde på i det her indlæg.

Man kan måske tale om forskellige grader af det opnåede i en recoveryproces, men man kan altså ikke kalde noget, der ikke er fuldt recovery for "recovery" på en måde, der siger: bedre kan det ikke blive. Især hvis det ikke er korrekt, at det ikke kan blive bedre.

Jeg tror ikke, danskerne har et ord for "recovery" andet end "det at komme sig".

Marian sagde ...

...eller også er man nødt til at specificere: f.eks. ved at tale om "social recovery" til forskel for "recovery" i betydningen "fuld recovery".

For resten så kender jeg også nogle stykker, der omtaler sig selv som "recoveret" - ikke "socialt" eller "delvist" recoveret - mens de stadigt sluger jeg ved ikke hvor meget "medicin" hver dag. Hm. Ikke for at tage noget fra dem, MEN...

Cecil Cathrine Augusti Ludvigsen sagde ...

Fuld Recovery er at man er medicin fri, en social recovery kan være med medicin.

Jep, det er svært med definere hvad fuld recovery er, feks. jeg har stadig min pension, samtidig med at jeg arbejder som foredragsholder, er det fuld recovery eller først hvis jeg slipper min pension???

Jeg plejer at sige at recovery er hvad du selv ønsker; dine egne mål. Andre kan ikke belære dig om hvad en rigtig recovery er. Der med mener jeg, at det ofte gennem recovery forløbet sker ændringer i de personlige mål og ambitioner og at for mange der starter en recovery fra bunden, er det svært at overskue, det kæmpe arbejde det virkelig er at opnå fuld recovery. Det er vigtigt at sige at det ER muligt -også til psykiatrien, der er slemme til at synes at lidt recovery er nok..........Det er det IKKE!!!

En vær forbedring i livsvilkår er en sejer og lindring i verdagen! Det er faktisk det spirende selvværd, der skal give skubbet til at arbejde mod fuld recovery!!!

Jeg har selv en blog og hjemmeside om emnet a-recovery.dk og startet gruppen Recovery og empowerment på facebook. Det er ikke reklame mere et forsøg på mere dialog om det her ret vigtige emne!!!

Hej fra Cathrine

Marian sagde ...

Velkommen til, Cathrine! Jeg bliver altid så glad, når jeg opdager nogle uafhængige stemmer i den danske informations- og recovery-ørken. I hvert fald forekommer det mig somme tider som en ørken, når jeg sammenligner med udlandet, USA især. Men, ok, forholdene er måske heller ikke helt sammenlignelige.

Lidt recovery kan jo være meget fint. Men jeg tænker, ingen, uanset faglig ekspertise, er kvalificeret til at fortælle et andet menneske, hvad vedkommende kan/må forvente at kunne fuldføre i sit liv. Ingen har ret til at gøre det. Det er i mine øjne hvad man kunne kalde for psykisk frihedsberøvelse. Der er jo mennesker, der efter at de har tilbragt årtier på institution, opgivet af behandlingssystemet, er kommet sig helt. Ligesom Ron Unger, mener jeg, at det er uhyre vigtigt, at fastholde i, at fuld recovery altid er mulig, aldrig må udelukkes på forhånd. Så, jeg er helt enig med dig også: lidt recovery må ikke blive til det eneste mulige opnåelige.

Skal have etableret en linksektion med danske recovery-/stemmehøringslinks i min sidebar. Du er helt klart med. :)