Er psykologer virkeligt så dumme?

...Eller lader de bare som om??

I går aftes faldt jeg tilfældigvis over Aida Husejinovic's artikel "Kognitiv remediation ved skizofreni", Psykolog Nyt nr. 3, 2009, s. 20 - 27, hvor hun bl.a. skriver:

"Selv om Emil Kraepelin allerede for over 100 år siden blev opmærksom på, at kognitive dysfunktioner var udprægede hos skizofrenipatienter, blev dette aspekt længe anset for en medicinsk bivirkning. Nyere evidens peger dog på, at kognitive dysfunktioner er et kerneaspekt ved sygdommen og kendetegner de fleste patienter." (Op.cit., s.20)

Og længere nede: "Dysfunktioner i opmærksomhed og hukommelse regnes for at være biologiske markører for skizofreni, da de er synlige længe før sygdommens debut samt ses hos familiemedlemmer til skizofrenipatienter." (Op.cit., s.20/21)

'Der har vi det,' tænker jeg, når jeg ser denne "argumentation" til fordel for den biologiske årsagsmodel, 'Den omvendte verden.' Som Mary Boyle for eksempel beskriver den i artiklen "The problem with diagnosis", The Psychologist, vol. 20, part 5, May 2007, s. 290 - 292. - I øvrigt en glimrende artikel, der kun kan anbefales!

Det er mig en gåde, hvordan en psykolog kan misse, at stress, stress, ja, som i trauma, meget vel kan reducere det stressede menneskes kognitive evner. Dysfunktionel kommunikation og misbrug skaber stress. Og dermed også kognitiv dysfunktion. For alle involverede. Og, især for med "skizofreni" stemplede mennesker, langt før deres første krise. Ofte igennem hele opvæksten.

Jeg kunne godt tænke mig at se, hvor mange kognitive evner Aida Husejinovic selv ville være i stand til at mobilisere i en testsituation, hvor hun samtidigt med at hendes kognitive evner blev testet, havde et ladt og afsikret våben pegende direkte mod sig, og fik at vide, at hun ville blive skudt ved det første forkerte svar. Det er nemlig ca. det stresslevel, man lever under i et dysfunktionelt, misbrugende forhold.

I modsætning til hvad Aida Husejinovic tager som nærmest indiskutabel grundlag for sine betragtninger om "skizofrenipatienters" kognitive evner, så findes der altså en støt øgende del nyere forskning, der tyder på, at såkaldt "skizofreni" er en form for posttraumatisk stressreaktion. Ikke en biologisk hjernesygdom. Jf. for eksempel Paul Hammersley og John Read's metastudie. - Men man vil søge forgæves efter den slags referencer i litteraturlisten til artiklen. Til gengæld vil man finde en hel del neuro- og biobiobiopsykiatriske referencer. Klart.

Og igen må det understreges, at, mens Hammersley og Read - og lignende studier - konkluderer, at trauma "kun" i gennemsnitligt 70% af enkelttilfældene er påviseligt, der ikke er taget højde for andet end fysiske/seksuelle overgreb i deres undersøgelser. Der er ikke taget højde for rent verbale og psykologiske overgreb, der "gør lige så ondt som seksuel misbrug". Og at Hammersley og Read selv anmærker, at det ikke i alle tilfælde har været muligt, at entydigt påvise overgreb/trauma, da en del psykiatriserede mennesker aldrig var blevet spurgt om deres livshistorie. - Efter mottet: "Lad være med at stille et spørgsmål, som du i forvejen ved, du ikke vil bryde dig om svaret på!"

Ja. Og hvis man vil have det hele endnu mere ligetil, så kan man i princippet nøjes med at ganske enkelt sammenligne diagnosekriterierne for "skizofreni" med dem for PTSD - og blive overrasket over ligheden. Stort set eneste forskel: mennesker, der diagnosticeres med "skizofreni" husker ikke de oplevelser, der har været traumatiserende for dem, husker dem ikke som traumatiserende, og/eller de kan relativt problemløst benægtes af omgivelserne. Hvor belejligt! For overgriberne.

Som Mary Boyle siger det så træffende i ovennævnte artikel: "Alle videnskabsfolk sigter mod at identificere mønstre, eller meningsfulde relationer, i hvad det end er, de undersøger. Og ingen fremadsøgende videnskab har nogensinde været successrig med at definere fra starten hvilke mønstre den vil komme til at observere, og opretholde denne tro til trods for adskillige tiår af resultatløs forskning. Ikke desto mindre er dette nøjagtigt hvad der er sket med hensyn til psykiatrisk diagnosticering."

Forudindtagethed har aldrig været grundlag for andet end ignorance. Mens ignorance danner den perfekte beskyttelse for overgriberen.

Og helt bortset fra, at altså også psykologer, og ikke bare psykiatere, ignorerer overgreb i stor stil - for at beskytte det overgribersamfund vi lever i - så ignorerer de - i samme øjemed - altså også den neurologiske videnskab. Det er efterhånden ikke længere bare en antagelse, men et videnskabeligt bevist faktum, at neuroleptika forårsager svind af hjernematerie, netop i den forreste del af hjernen, den del af hjernen, hvor de kognitive evner lokaliseres. Den del af hjernen, der gør os til mennesker. Den kemiske lobotomi. Netop.

Måske var det på tide for psykologien, at overveje sin rolle i vor civilisations krig mod (den menneskelige) natur, og melde klart ud, om man står på sit klientels side, eller på overgribernes? Måske var det på tide, at se den egne, indre overgriber, der taler noget så tydeligt ud af Aida Husejinovic's artikel, i øjnene og bekende sig til den? Acceptance er som bekendt forudsætningen for forandring.

"Dem og os", ja. Men som Derrick Jensen antyder, det er ikke os, kritikerne, der ønsker en "dem og os"-situation. Det er psykiatrien - og åbenbart psykologien med den - der gør mennesker i krise til sine fjender.
_______________

Og ja, mine egne kognitive evner nærmede sig nul igennem de ca. seks uger, den akutte krise varede. Fordi jeg var alt for optaget af det, der foregik dybt inde i mig, til at have den mindste energi i overskud til at bekymre mig om - sammenlignet - trivialiteter som retstavning, regning, eller andre hverdagsbanaliteter. Jeg har til gengæld aldrig været mere kognitivt velfungerende, som på nuværende tidspunkt, efter jeg har bevidstgjort og bearbejdet, og altså stresset af, en hel del. Og takket være det faktum, at jeg ikke blev kemisk lobotomeret.