Lidt ucivil ulydighed

Inspireret af en bemærkning om gulerødder af Derrick Jensen - ja, jeg er "fan" af ham, hvis nogen stadigt skulle være i tvivl - her et par tanker om vold - og pacifisme.

Men først et klip fra et foredrag med Derrick Jensen:



Oversættelse af nogle citater fra videoklippet:

"Når jeg holder foredrag om spørgsmålet angående det, at slå tilbage, er publikumsreaktionerne ret så forudsigelige. De er at mainstream miljøaktivisterne og mainstream freds- og social-retfærdigheds-aktivisterne sætter op hvad jeg er begyndt at kalde et "Gandhi-skjold". De starter at sige ordene 'Martin Luther King, Dalai Lama, Gandhi' igen og igen, så hurtigt de kan, for at holde de onde tanker på afstand.

Og græsrods-miljøaktivister gør det samme. Og de kommer til mig efter foredraget og siger: 'Tak for at tale om det!'

Andre publikumer reagerer helt anderledes. Mange farvede, især fattige farvede, amerikanske indianere, mange småbønder, mange overlevere af vold i hjemmet, mange radikale miljøaktivister, mange fængselsindsatte har en helt anden måde at reagere på. De kigger på mig, som om de ville sige: 'Fortæl mig noget nyt, mand!'

Det gik op for mig, at forskellen er, at for de sidstnævnte grupper er vold ikke et eller andet spirituelt, abstrakt spørgsmål, der kan filosoferes over. den er simpelthen en del af livet, og den skal håndteres. (...)

Det gik op for mig, at, når jeg holder de her foredrag, så er reaktionerne af de dogmatiske pacifister forudsigelige, og de bruger alle de samme klichéer. (...)

Jeg vil nævne et par af deres antagelser: "Derrick, du skaber splid, du er så dualistisk. Du snakker om 'dem og os'. Du snakker om en fjende. Men der er ikke nogen fjende. Du snakker om at vinde og om at tabe...' Åh, for resten, ja, jeg vil vinde. Vi kommer til at vinde. Og hvad det at vinde betyder for mig, er at leve på en beboelig planet. (...) Og jeg svarer: 'Åh, så, hvad du siger er, at dualisme er dårlig, ikke-dualisme er god. Det siger du ikke. Jeg troede, det var på en måde symbolsk.'

En anden er: 'Ved du, Derrick, hvad vi åbenbart virkeligt må gøre, er at vi virkeligt må elske mere. (...) Fordi, hvis du virkeligt elsker, Derrick, hvis du elsker dybt, kan du aldrig så meget som tænke på, at slå tilbage.'

Jeg er uenig i, at kærlighed medfører pacifisme. Og jeg tænker, mor grizzlybjørn bakker mig op her. Jeg er opvokset på landet.Og i mit liv er jeg blevet angrebet af heste, køer, hunde, katte, høns, gæs (...), høge, ørne, kolibrier, edderkopper, mus, der troede, jeg ville angribe deres børn. Og hvis mor mus angriber nogen, der er 6.000 gange større end hende, og vinder, hvad fanden er der så forkert med os? (...)

Folk er forkert på den, når de siger at, hvis bare du elsker nok, slår du ikke tilbage. Men de har ret, når de siger, at hvad vi har brug for er mere kærlighed. Vi gør. Vi har brug for, at elske os selv. Hvis vi elsker os selv nok, finder vi os ikke i det her lort. Hvis vi elsker os selv, siger vi: 'Det her gør du bare ikke mod mig eller mod dem, jeg elsker.' (...)

En anden, de prøver at komme med, er at du ikke kan bruge mesterens redskaber til at nedbryde mesterens hus. (...) Jeg kan garantere et par ting. Én er, at dem, der siger det, aldrig har læst essayen det stammer fra. For det har intet med pacifisme at gøre. Hvad det går ud på er at vi behøver en mangfoldig tilgang til at nærme os mangfoldige problemstillinger. Det er alt, hvad Audre Lorde siger. Og det er, hvad vi taler om her.

Og det andet, jeg kan garantere, er at Audre Lorde aldrig har lavet byggearbejde. For det er en gyslig metafor. Det betyder intet, hvis redskaber du bruger. jeg kan bruge mine redskaber, jeg kan bruge dine redskaber, jeg kan bruge mesterens redskaber, jeg kan bruge min nevøs redskaber. En hammer er en hammer. Det er virkeligt dumt. Skal vi sige til Tecumseh: 'Undskyld, i kan ikke bruge de våben, i tog fra de hvide, for at holde dem fra at tage jeres land'? Nej. Nej, det er virkeligt dumt.

Min job som aktivist er ikke at være spirituelt ren. Jeg har (...) nul interesse i spirituel renhed. Det, der interesserer mig, er at konfrontere og afskaffe magt. Og jeg er fløjtende ligeglad med, hvordan jeg gør det.

Et andet problem med metaforen som den bruges er, at der forudsættes, at vold er et af mesterens redskaber. Dem, der har magten, prøver at fortælle os, at de ejer landet, at de ejer vandet, at de ejer genetisk materiale, at de ejer luften. Jeg vil være forbandet, hvis jeg også giver dem volden. De ejer den ikke. Og jeg tænker også her, at mor grizzlybjørn bakker mig op. (...)

Hvad jeg siger i det kapitel [et kapitel om vold i bogen A Language Older Than Words] er, at hvis du slår tilbage, (...) risikerer du, at blive som de er. Det er noget af det dummeste, jeg nogensinde har hørt i mit liv. Betyder det, at da Tecumseh slog tilbage, løb han risikoen at blive som dem, der stjal deres land? Betyder det, at kvinden, der slår sin voldtæktsmand ihjel, risikerer at blive voldtægtsforbryder? Betyder det, at tigeren, der dræber dyrepasseren, risikerer at blive dyrepasser? Det er totalt idiotisk.

En til kliché, de fyrer af. Det her er den værste... De siger altid, vold ikke fører nogen vegne. Det er obskønt. Hvis vold aldrig fører nogen vegne, så betyder det, at alle de afrikanere, der kom via mellempassagen, tilmeldte sig, hoppede ombord, og sagde: 'Lad os komme derover, og lad os arbejde i marken!' Hvad det betyder er at, da de hvide kom til denne kontinent [Amerika], sagde indianerne: 'Hey, vil i ha' noget land? Hér, i kan ha' det!'

Der findes et godt citat af Robin Morgan: 'Overalt i verden kan en hvilken som helst kvinde gå alene om natten, og hvis hun hører fodtrin bagved sig, har hun grund til at være bange.' Hun kalder det 'frygtens demokrati'. Mænds systematiske terrorisering af kvinder har forandret opførslen af halvdelen af den menneskelige befolkning. Fortæl mig ikke, at vold ikke fører nogen vegne. Vold er forfærdeligt effektiv. DET ER HVORFOR DE BRUGER DEN."
_______________

Den tyske komiker Otto Waalkes havde i 1970'erne en sketch i programmet, hvor han stod i køkkenet og tilberedte grøntsager. Humoren lå i, at han flåede og hakkede f.eks. en tomat med en attitude, hentet fra klichéen "sadistisk massemorder torturerer sit offer", mens han også gav tomaten en stemme... Hylende - morsomt. Eller er det?

Er det en anden slags voldelighed, når vi forsvarer os mod trusler og overgreb fra et andet menneske, end når vi flår og hakker en tomat, fordi vi er sultne? I begge tilfælde gælder det vores overlevelse. Og liv er liv. Menneske eller tomat. Hvis du tror, du kan leve fuldstændigt ikke-voldeligt, f.eks. ved at være vegetar/veganer, så, tro om! Vold mod planter er også vold. Og ved at godkende vold mod tomater, men ikke godkende vold mod dyr eller mennesker, vurderer vi faktisk tomatens liv som værende mindre værd end dyrenes og menneskers. Med hvilken ret? Hvem har udnævnt os til retmæssige dommere over alt liv på jorden?

Spørgsmålet er ikke så meget, hvem volden går ud over, som det er, hvad hensigten er med volden. Om det er selvforsvar/overlevelse (som f.eks. når Abdulle Ahmed forsvarer sig håndgribeligt mod psykiatriens overgreb), eller om det er tilfredsstillelse af egoets behov, der driver værket - f.eks. når egoet har behov for økonomisk profit, eller magt. Som f.eks. når vores samfund/Benedikte Volfing får et ego-kick ud af at mishandle Abdulle Ahmed - og jeg ved ikke hvor mange andre i samme situation - med i høj grad giftige, kemiske substanser (mens dette absolut groteske magtmisbrug sørger for, at farmaindustrien får sig et økonomisk ego-kick), efter at han er gjort forsvarsløs på alle niveauer. Ved bæltefiksering og ved at reelt fratage ham muligheden for legal bistand. Og det er i øvrigt det samme ego-kick, vi taler om, når det kommer til det, at indbilde folk, de lider af en kronisk hjernesygdom, og derved gøre dem afhængige af systemet: "Jeg alene ved, hvad der er godt for dig." Eller: "Tro ikke, at du er noget/nogen uden mig."

Så, hvis nogen synes, jeg måske af og til bruger lige lovligt "stærke" vendinger i min kritik af psykiatrien - og af vores civilisation: jeg gør det, fordi begge dele grundlæggende truer mit og alt andet liv. Selvforsvar.

Forleden postede jeg et kortere indlæg på min engelske blog, hvori jeg skrev, at jeg af og til er ganske så træt af "at høre folk forsvare - ja, forsvare! - psykiatere og deres fodfolk, og prøve at fortælle mig, at disse stakler jo virkeligt tror på, at de hjælper, at deres hovedinteresse virkeligt skulle være, at hjælpe folk i krise, at de virkeligt ikke aner, hvad (for en enormt stor skade) de gør, og at jeg, følgeligt, ikke kan have andet end "compassion" og tilgivelse og hvad det måtte være af den slags for dem".

De ved ikke hvad de gør??? Undskyld, men hvis det er tilfældet, så er disse mennesker altså både blinde, døve og dertil såpas mindrebegavede, at de, også set på denne måde, er til fare for både sig selv og andre.

De ved udmærket godt, hvad de gør. Men de ved også, at samfundet dækker - ubetinget - over dem, fordi det de gør, helt er i samfundets ånd og tjeneste. Ligesom det er helt i samfundets ånd og tjeneste, når vi føler skyld over at anklage samfundet for at mishandle os. For vi har vel selv bedt om det, med vores utilpassede adfærd, ikk'?! - For, det er jo ikke sådan, at de selv tror på den med hjernesygdom, gener og ubalancer i transmitterstofskiftet.

Ligesom Derrick Jensen, så spørger også jeg mig tit og ofte, hvad der mon skal til. Hvornår det mon er nok. Om det mon nogensinde er nok. Og så er det næste spørgsmål, om man kan håndtere volden. Om man kan skelne mellem selvforsvar og et hævngerrigt og magtsygt ego-trip. For, det er det sidste, der gør, at man bliver som det/de, man kæmper imod.