"Åbenhed gør stærk" - En film om skizofreni

Lad mig sige det med detsamme: jeg har ikke selv set den af PsykInfo⁴ udgivede film Åbenhed gør stærk, og jeg påtænker heller ikke at se den, da jeg synes, at selv 100 kroner, som jo er en forholdsvis fornuftig pris for en DVD, er 100 kroner for meget i det her tilfælde. Og dermed har jeg egentligt allerede sagt om filmen, hvad der efter min mening er at sige om den. Jeg vil dog lige komme lidt nærmere ind på, hvad det specifikt er, der får mig til at vælge denne film fra.

I følge anmeldelserne fortæller filmen "solskinshistorien" om to unge, Helle og Emil, begge midt i tyverne, der er stemplede med en "skizofreni"diagnose, mens "skizofreni" defineres af filmens "ekspert"konsulent overlæge Gertrud Krarup fra OPUS-projektet i Århus, som værende en sygdom i hjernen. Citat, taget fra Kurt Ladefoged's anmeldelse af filmen i Socialpædagogen¹:

"Den kan opstå, hvis man er genetisk disponeret for sygdommen. Man ved i dag, at der er flere gener, der er koblet til sygdommen, og man kan altså have en større eller mindre sårbarhed over for sygdommen, afhængig af, hvor mange af disse sygdomsgen, man har."

"Den genetiske sårbarhed medfører, at der sker en fejludvikling i hjernen. Det er dog ikke alle med denne arvelige belastning, der får sygdommen. Der skal andre belastninger til, for at sygdommen kan komme til udbrud."

Faktum er, at man i dag ved lige så lidt, som for hundrede år siden. Man har hverken fundet et eller flere gener, der kan bringes i forbindelse med såkaldt "skizofreni". Genteorien er, ja, en teori, og mangler som sådan ethvert videnskabeligt bevis for sin gyldighed. Detsamme gælder teorien om en fejludvikling i hjernen. Sagt på dansk: Gertrud Krarup, som så mange af hendes kollegaer, fortæller os en løgnhistorie, når hun formulerer en ren antagelse som om det drejede sig om et videnskabeligt bevist faktum.

Mens overlæge Lennart Jansson faktisk er på sporet af noget, der må betegnes som langt mere korrekt, end Gertrud Krarups udtalelser, når han i hans anmeldelse² af Åbenhed gør stærk skriver: "Her burde det nok understreges, at psykosen er slutresultatet af en længere sygdomsudvikling, hvor f.eks. traumer kan spille ind."

At traumer ikke bare kan spille ind, men med stor sandsynlighed er årsag til den posttraumatiske stressreaktion, der af psykiatrien kaldes for "skizofreni", er der i nyere tid igen en del forskning, der er nået frem til.

Men, som Lennart Jansson, mht. filmens "læs-let-niveau", også skriver: "Forenklingen kan være nødvendig af pædagogiske grunde for at se fremad, indgyde håb og fjerne skyldsfølelsen hos de unge og deres familier. Dette er måske et af filmens vigtigste formål." (Min fremhævelse)

"Biologisk forårsagede hjernesygdomme' er sikkert belejligt for familier som læger ligeledes. Det er en ingen-skyld-forsikring mod personligt ansvar. Vi er alle bare hjælpeløst fanget i en hvirvel af hjernepatologi, som ingen, bortset fra DNA'en, har ansvaret for."

Det er vist ikke bare "måske", men med stor sikkerhed filmens vigtigste formål, at levere denne ingen-skyld-forsikring, som Loren Mosher kalder genteorien i hans "Letter of Resignation from the American Psychiatric Association".

Mens det eneste "håb" man som kriseramt, "skizofren", står tilbage med, hvis man lader sig narre til at tro på en biologisk hjernesygdom, der skyldes defekte gener, er at den såkaldte "medicin" måske kan forhindre tilbagefald, og at man kan lære at leve med en kronisk sygdom. Det er ikke recovery-orientering, som Inger-Liss Christoffersen betegner det i hendes anmeldelse³ i LAP's medlemsblad, det er ikke at "indgive håb", som Lennart Jansson skriver. Det er endnu en opfordring til at resignere og finde sig i en skæbne med livslang sygdom, det er endnu en opfordring til at overlade styringen af ens liv til "eksperterne" og deres "ekspertise", i stedet for at lytte til sin egen intuition, og tage ansvar for sit eget liv. Det er disempowerment, for at bruge recovery-bevægelsens terminologi.

Ligesom det ikke er en "forløsning", som Kurt Ladefoged skriver, en af de to i filmen portrætterede unge kalder det, at have fået diagnosen, at have fået "sat ord på og få svar på det, der har været uafklaret for dig i store dele af dit liv", men en bortforklaring af det uafklarede:

“(…) Alle har behov for at skabe en mening med deres liv. Mennesker er skabninger der bebor såvel tid som rum - andre skabninger lever meget mere i øjeblikket med kun lidt sans for for- og fremtid. Vi har behov for at skabe en topografi af tiden, et kort over livet, og det er vores historie. Herfra stammer vores fascination for historier og historiefortælling - fra dette behov for at kortlægge tiden og finde vores plads i den.

En diagnose er en erstatning for en personlig fortælling. Det er et forsøg på, at give nogen en historie når de ikke kan finde mening selv, men den er i sagens natur utilfredsstillende. Den placerer personen i en kasse og tilpasser individet til historien i stedet for at historien tilpasses individet. Del af recovery-processen er processen af at kræve din egen historie tilbage - den historie, der giver mening i dit liv, ikke i nogen andens. (…)” som "Pablo" skriver her.

Det er helt afgjort både en lettelse og en nødvendighed for at komme sig helt, at få sat ord på det uafklarede, når dette uafklarede selv baner sig vej ind i ens bevidsthed og oversvømmer den, som det sker i "psykosen". Det er en lettelse og en nødvendighed for at komme sig helt, at bevidstgøre og skabe mening i det uafklarede. Kun ad den vej kan man nogensinde opnå acceptance, og, som følge af denne, forandring og altså recovery. Fuld recovery.

Diagnosebegreber som "psykose" og "skizofreni" bliver i kombination med budskaber om genetisk betinget, biologisk hjernesygdom til synonymer for "meningsløs". Og forløser dermed ingenting. Tværtimod. I det øjeblik ordet "psykose" accepteres som endegyldig forklaring på de "psykotiske" oplevelser man har, bliver enhver søgen efter en dybere mening meningsløs. Og det "psykotiske" menneske bliver låst fast i meningsløsheden, med en kronificering af "psykosen" til følge.

Det ser ud til, at Åbenhed gør stærk benytter sig af lignende formelle virkemidler (krydsklip, interviews) som Daniel Mackler's Take These Broken Wings. Men mens Lennart Jansson mener, at "Den [filmen Åbenhed gør stærk] kan varmt anbefales til patienter og pårørende. Filmen anbefales også til psykiatrisk personale, medicinske studenter og læger," tænker jeg, at det snarere må frarådes alle på det kraftigste, at kaste 100 kroner ud af vinduet. Med mindre man synes, man trænger til en gang massiv indoktrination med håbløse, inkorrekte budskaber om ubalancer i transmitterstofskiftet, fejludviklede hjerner, defekte gener, nødvendigheden af livslang "vedligeholdelsesmedicinering", og en recoverychance, der nærmer sig nul (mht. virkelig recovery, ikke mht. psykiatriens udvandede fejlfortolkning af begrebet), eller med mindre man synes, man mangler dokumentation for, hvordan establishmentet diskriminerer og undertrykker kriseramte mennesker.

For, det er netop hvad budskabet i Åbenhed gør stærk er. Diskriminering og undertrykkelse af kriseramte mennesker som værende genetisk defekte, og afhængige af "ekspert"hjælp for livet.

På den ene side er det meget rosværdigt, at filmen lader kriseramte mennesker selv komme til orde. På den anden sider lader heller ikke denne film, lige så lidt som mainstreammedierne ellers, et eneste af de mennesker komme til orde, der er kommet sig helt, men tyr "politisk korrekt" til at interviewe et par af den psykiatriske imperialisme kolonialiserede mennesker og deres lige så kolonialiserede pårørende. Men, selvfølgeligt, fuld recovery findes ikke i psykiatriens bevidsthed, da den kun opnås af mennesker, der magter at befrie sig fra vor tids diskriminerende og undertrykkende system, og gå alternative veje. Det kunne nu være interessant at høre Gertrud Krarup, for eksempel, forklare tilfældet Joanne Greenberg, eller Catherine Penney, Ron Bassman, Dorothea Buck, Rufus May eller eller eller... For vi er mange, os, der er kommet sig helt. Men vi har jo nok bare været "fejldiagnsticeret", eller også skal vi bare vente og se, det sker sikkert (IKKE!) igen...

At på den måde, som filmen gør det, alene ty til udsagn fra kolonialiserede kriseramte mennesker, er således ikke andet end et forsøg på, at dække over filmens forudindtagethed. Det, vi hører, når Helle og Emil taler, er ikke deres egne, men systemets ord. Det er, hvad der kendetegner kolonialisering: at styre, erstatte eller udrydde det oprindelige. I stedet for at lade det oprindelige selv komme til udtryk, i stedet for at give plads til det oprindeliges eget sprog, som Daniel Mackler's film, og i øvrigt også Leo Regan's The Doctor Who Hears Voices , og Edgar Hagen's Someone Beside You, gør det, foregøgles seeren af Åbenhed gør stærk, at systemets budskab er det eneste sande budskab med hensyn til emotionelle kriser. Tilsyneladende underbygget af kriseramte mennesker selv.

Daniel Mackler spørger i Take These Broken Wings Joanne Greenberg, hvad hun tror, systemets "sandhed" og den deraf følgende tilgang til kriser havde gjort ved hende: "Lad os sige, du var ung i dag, lad os sige 14, 15, 16..."
Joanne Greenberg: "Gud forbyde!"
D.M.: "...og du havde skizofreni i dag..."
J.G.: "Det, der ville ske for mig i dag er, at jeg ville blive indlagt på en ungdomsafdeling et eller andet sted hen, og så ville jeg dø."

Joanne Greenberg blev psykiatriseret før de såkaldte "antipsykotika" fandt større udbredelse. Hun var indlagt på Chestnut Lodge, hvor hendes terapeut, Frieda Fromm-Reichmann successrigt prakticerede intensiv psykoterapi med som "skizofren" stemplede mennesker. Joanne Greenberg opnåede fuld recovery, blev verdenskendt forfatter (bl.a. I Never Promised You a Rose Garden) og professor i litteraturvidenskab.

Åbenhed gør stærk fortæller os, at Helle bor på et psykiatrisk bosted. Sandsynligheden for, at Helle og Emil bliver professor i hvad det end måtte være, er lig med nul. De vil højst sandsynligvis tilbringe deres liv med førtidspension, på bo- eller væresteder i udkanten af samfundet, kronisk syg og afhængig af systemets recoveryforhindrende,
hjerneskadende "behandling" resten af deres, takket være "behandlingen" med ca. 25 år forkortede, liv.

Daniel Mackler spørger i filmen Take These Broken Wings Joanne Greenberg også, hvad hun tror, Frieda Fromm-Reichmann ville sige til nutidens "behandling" af "skizofreni". "This is nonsense," er Joanne Greenberg's bud på Frieda Fromm-Reichmann's mest sandsynlige svar. Og nonsense er det. Ligesom filmen Åbenhed gør stærk.
_______________

¹ Kurt Ladefoged, "Skizofreni: Dert starter i de unge år"
² Lennart Jansson, Anette Vårlind, "Åbenhed gør stærk - om skizofreni i familien"
³ Inger-Liss Christoffersen, "Anmeldelse: 'Åbenhed gør stærk - om skizofreni i familien' "
⁴ PsykMISInfo? PsykMISInfo!!!