"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

lørdag den 25. oktober 2008

Projektioner I

Ron Unger efterlyser i et af sine blogindlæg en bog for mennesker med en psykdiagnose om hvordan man som et sådant menneske "håndterer" sine pårørende. Mens der findes utallige bøger, kapitler i bøger og piecer om hvordan man som pårørende håndterer "psykisk syge" familiemedlemmer, ser det ikke ud til, at der findes meget om, hvordan man som den håndterede håndterer sine pårørendes håndtering af en selv.

Som jeg skrev i min kommentar til Ron's indlæg, overrasker det mig ikke. Er man først blevet officielt defineret og afstemplet som værende en sygdom, en ansamling af symptomer, i stedet for et menneske, så giver det sig selv, at denne ansamling af symptomer skal håndteres. Mens ansamlingen af symptomer helst ikke skal håndtere noget som helst, bare skal lade sig håndtere. Jo mere passivt, jo bedre. Ting og abstrakte begreber skal håndteres. Mennesker skal respekteres, ikke håndteres. En syg krop gør ikke et menneske til en ting. En angiveligt "syg" adfærd og tænkning, et angiveligt "sygt" følelsesliv gør.

Begrebet "håndtere" ("to manage" på engelsk) indeholder et forholdsvis stærkt element af "kontrollere". I modsætning til "respektere", der indeholder snarere et element af "give plads" - den plads, enhver livsform har behov for at have til rådighed for at kunne være sig selv. Amanda ovre på Ballastexistenz har skrevet et brilliant indlæg om emnet. Læs det!

Et ønske om kontrol opstår ud af oplevelsen af usikkerhed. Et ønske om at kontrollere sine omgivelser, sine medmennesker, opstår når man projicerer årsagerne til sin egen selvusikkerhed ind i omverdenen, ind i sine medmennesker. En selvbeskyttelsesmekanisme: når det ikke er egne, ubevidste indhold, der skræmmer og forusikrer, men derimod ting i omverdenen, inklusive medmenneskerne, så undgår man at skulle konfrontere sig selv med sin egen selvusikkerhed, med sig selv. Hvilket nok er den mest skræmmende konfrontation, man kan komme ud for. Man kan nemlig ikke løbe fra sig selv. Men man kan løbe fra ting i omverdenen og sine medmennesker. F.eks. ved at udpege tingene som angiveligt værende en mystisk hjernesygdom ("lortet"), og ens medmennesker som bærere af denne hjernesygdom, som den form, den angivelige "sygdom" kommer til udtryk på ("de sindssyge").

Så, ja, jeg forstår godt, hvorfor der findes så meget information til pårørende om, hvordan de bedst håndterer deres egne, i omverdenen og i medmenneskerne projicerede rædsler. Og jeg forstår næsten endnu bedre, hvorfor der stort set ikke findes information til "projektionsofrene" om, hvordan man frigør sig af projektionen. For, hvad skulle de "kære" pårørende gøre, hvis dem, de har udpeget til at være alle deres egne indre rædslers ydre projektion, unddrog sig projektionen, ved at unddrage sig kontrollen? Og jeg forstår også den bitterhed, jeg ofte ser blandt pårørende over psykiatrien, når denne "svigter", når denne ikke lever op til forventningerne og ikke muliggør den ultimative kontrol. F.eks. ved umyndiggørelse og domsafsagt tvangsbehandling. F.eks. ved at stille en seng på den lukkede til rådighed i ubegrænset tid, for det udpegede "projektionsoffer", det udpegede sorte får.

Problemet er, at uanset hvor meget hjælp og støtte psykiatrien end tilbød de pårørende, så ville det aldrig være nok. Rædslernes kilde er ikke tingene, en mystisk hjernesygdom, "lortet", eller medmenneskerne, "de sindssyge". Kilden er den egne, ikke-konfronterede, ubearbejdede sårethed, som man ville være nødt til at kaste et åbent og fordomsfrit blik i spejlet for at se. I stedet for at kaste et forudindtaget, distanceret og fordømmende blik på "lortet" og "de sindssyge". Det kræver mod at se i spejlet uden afstandtagende forudindtagethed og fordomme. Mod til forandring og udvikling, til at tage chancer, til at tage ansvar, til at møde sig selv. Det er det mest skræmmende af alle tænkelige møder. Mødet med sig selv. Det er unægteligt meget nemmere at løbe fra det. Ligesom det er noget nemmere, at løbe fra det ansvar, man har som menneske, overfor sig selv, overfor andre og også overfor tingene. Ligesom det er nemmere at forhindre enhver form for forandring og udvikling. Hos sig selv og andre. Så man kan opretholde illusionen om uforanderlig sikkerhed i tilværelsen: "You will either step forward into growth, or you will step backward into safety." (Enten tager du skridtet frem mod udvikling, eller også tager du skridtet tilbage mod sikkerhed.) -Abraham Maslow. Skridtet frem havde været/ville være at vedkende sig sig selv. Det ville være at indrømme, at man ikke magter andres menneskelige problemer, fordi man ikke er afklaret med sine egne i tilstrækkeligt omfang. At udpege det eller de sorte får og distancere sig igennem diskriminerende ord og handlinger, er at tage skridtet tilbage. Ind i en fastlåst og fastlåsende s-/tilstand af - formentlig - sikkerhed. Hvor man dårligt kan trække vejret. Fordi enhver udvidelse af den skarpt afgrænsede sikkerhed, om end bare så meget, at man kunne trække vejret, nemt kunne medføre at grænserne sprængtes og rædslerne fik frit spil. "Hvis du har et forstand, kan du miste det."

Det er hér, vi har den virkelige regression. I et mere fordømmende end respekterende samfund, i vores mere kontrollerende og projicerende end åbne, pladsgivende kultur, i de pårørendes ønske om kontrol af deres "sindssyge" familiemedlemmer, og i psykiatriens fastlåsende, i ordret og overført betydning indespærrende "behandlings"metoder. Ikke i kriseramte menneskers dykken ned i de dybeste lag af deres grænseløse væren på deres søgen efter sig selv. Ikke i deres forsøg på at tage skridtet frem og frigøre sig. At betegne dette forsøg på progression som regression, er regressivt i sig selv.

Det er på tide med en bog til alle de udpegede og fastlåste, indespærrede sorte får. En bog med tips og fif om, hvordan man kan emancipere sig fra kontrollerende, projicerende pårørende. Ikke bare for de sorte fårs skyld.

5 kommentarer:

Anonym sagde ...

Der findes i Bibelen en lignelse om en vingård. Her kommer folk til og arbejder mod at modtage løn for deres indsats.

En bonde møder således op klokken 7 om morgenen og får lovning på 7 guldmønter, om han udfører sit arbejde til klokken 17, hvor han vil kunne hente sin løn hos vinejeren.

Klokken 16.30 dukker endnu en arbejderbonde op, og begynder at udføre vinplukningsarbejdet. Og klokken 17 stiller den først ankomne sig op i køen til lønudbetaling og afventer at få sit tilgodehavende på 7 guldmønter.

Til sin store forskrækkelse ser han den sidst ankomne arbejder (der kun har arbejdet en halv time mod hans egne ti timer)stå foran i køen, og modtage 7 guldmønter for sit arbejde?????

Den først ankomne arbejder forstår ikke, hvorfor han ikke skal have mere for sine ti timers arbejde end den bonde, der kun har arbejdet en halv time, og vinejeren siger: "Fik du ikke, hvad vi havde aftalt? Bliver dine penge mindre værd af, at en anden får de samme penge?"

Jo, jo den har du helt sikkert hørt før, og den er superlærerig og sand og et eller andet sted også helt umenneskelig i sit krav om at unde andre det bedste osv.

Men det virkeligt sjove er, at jeg en dag hørte Johannes Møllehave sige, at den egentlige pointe med historien måeks ikke var, at vi som den først ankomne bonde skulle lære at være generøse og rummelige og undgå mis-undelse.

nej den virkelige pointe ville være, om vi hørte historien, som om VI var kommet en halv time før arbejdets ophør og alligevel påberåbte os 7 guldmønter. Og kunne leve godt af, at andre undte os dem, alt uanset.

Og ved du hvad???? Jeg havde ALDRIG set mig selv som den sidst ankomne i den historie. Og det tror jeg sgu ikke ret mange har.

Alt dette bare for at sige, at jeg elsker når du vender tingene på hovedet, og lærer os at se. Noget andet. Noget nyt. Et nyt udgangspunkt.
Dét giver os nemlig chancen for at udvikle os fremfor at ind- og afvikle os. Det giver os muligheden for at vælge usikkerheden fremfor uvisheden.

Tak. Og knus. Og undskyld den lange kommentar :D

(som intet har med religiøsitet at gøre fra min side, men blot at pointere dette med den omvendte synsvinkel)

Marian sagde ...

En vidunderlig historie! Og jeg havde da helt sikkert også, ubevidst, valgt "den mindste modstands interpretation": at man ikke må misunde andre. Hvad er en smule misundelse mod en grov udnyttelse af andres dårlige samvittighed? Ugh ugh! Sååå "ond" kunne man vel aldrig få sig selv til at være??... Hvem var det nu, der sagde noget à la at de værste ting sker pga. uvidenhed (eller måske kunne man også sige: ubevidsthed om den egne ondskab), ikke pga. (bevidst) ondskab.

Anonym sagde ...

Hvis to møder hinanden og de begge udøver projektiv identifikation (som er lidt ud over ren projektion) så kan det godt tage et par år for dem at finde ud af hvordan de når ind til sig selv mens de er i en relation med den anden:-)

Men det kan godt lade sig gøre - om end muligvis ikke for alle:-)

Vi beklager de diagnoseklingende begreber;-)

Marian sagde ...

Anja: Et par år, eller godt og vel fyrre, alene for at få en nogenlunde idé om, hvad der foregår. Ellers havde jeg måske holdt op med at skrive og skrive og skrive. ;)

Janne Møller sagde ...

Jeg har været lidt bagefter, men nu er jeg her.

Marian, du skriver jo den bog - lige her og lige nu. Og du gør det på fornemste vis. Synes jeg.

Jeg modtager i taknemmelighed. (Og genkendelighed).