"I skolen i Tyrkiet havde han det svært med autoriteter. Han gjorde modstand og syntes, han blev udsat for mange uretfærdigheder. Det gjorde ham vred og ked af det." -Özlem Sara Cekic om sin bror.
"Han syntes". Det er ikke noget, der har virkelighedsværdi, ikke noget, der måske burde være efterprøvet. Det var bare han, der syntes det. Men det havde jo ingen hold i realiteten. Konsensusrealiteten. Vel at mærke. Groupthink. Vi har vedtaget, at hans realitetsopfattelse er utroværdig, fordi det angriber skolen, autoriteterne, samfundet, familien, ..., os. Og vi behøves ikke at efterprøve, om hans realitetsopfattelse, det, han syntes, måske bunder i fakta, når først vi i fællesskab, som gruppe, har besluttet, at det ikke gør det (jf. punkterne 5 og 6 under "Symptoms of groupthink"/"practices of groupthink": ringe interesse i at opsøge information, og forudindtaget udvælgelse, når information indhentes). Ulogisk? Groupthink er per definition ulogisk. "TRAPPED IN PSYCHOTIC FAMILY VORTEX."
Punkt 4 under "Symptoms of groupthink" i Wikipediaartiklen om fænomenet nævner det, at klassificere modstandere af gruppen som "svag, ond, fordomsfuld, hadsk, grim, betydningsløs eller dum" som et symptom på groupthink. Tilføje til rækken af disse adjektiver kan man her "sindssyg" og alle variationer, såsom "skizo", "paranoid", "psykopat", etc. etc.
Han er stemplet som "syg", "skizofren". Özlem har kæmpet for det. Man gør, hvad man kan, for den gruppe, man gerne vil være medlem af, man gerne vil anerkendes af, hvis identitet man har gjort til sin egen. Og hvis identitet han var en trussel for, fordi han gjorde modstand mod at blive frataget sin individuelle identitet af gruppens autoriteter. Indtil han blev stemplet som utroværdig. Indtil hans opposition mod at opgive sin egen identitet til fordel for gruppens langt om længe officielt blev anerkendt som "syg".
"Hvad ville folk tænke? Ville de mon tænke, at det var vores skyld?" spørger Özlem. Bemærk: "vores". En af årsagerne til groupthink betegnes som provokativ situationsbetinget kontekst i Wikipediaartiklen: "high stress from external threats, recent failures, excessive difficulties on the decision-making task, moral dilemmas." Recent failures, moral dilemmas...
Jeg husker, at jeg efter "Bedre vilkår"-forhøringen stod og ventede på Miki, der lige skulle snakke lidt med Özlem. Jeg stod lige ved siden af, og jeg undrede mig, at Özlem virkede, som om hun meget bevidst prøvede, at undgå enhver øjenkontakt med mig. Når jeg i dag tænker på, hvad jeg sagde i min tale til forhøringen, så undrer jeg mig ikke mere. Det må have skræmt livet af Özlem. Men måske var det bare noget, jeg syntes, at hun virkede undvigende. Vi har det jo med at synes, se syner, se elefanter, hvor der slet slet ikke er nogen, vi "sindssyge"...
onsdag den 23. december 2009
mandag den 21. december 2009
Juleferie i skizofrenifabrikken, og noget om respekt
"The flight from Massachusetts to Georgia creeps along grey and shrouded in fog. At several thousand feet, there is a brief moment of sunlight: best wishes from a kind angel soon very far away. I am going to visit my family for christmas.
Two hours in a car in downtown Atlanta with my father, mother, and brother, the first time we have been together in more than three years. There, there, that was open. No it wasn’t. Let’s turn around. Ok so keep going. Should we go back? I think I saw lights. Look what about that place? Closed. Ok keep going, there’s got to be something. I manage to text message a friend. TRAPPED IN PSYCHOTIC FAMILY VORTEX. DRIVING EMPTY STREETS LOOKING FOR PLACE TO EAT. My family and I ride in circles, on christmas day. Keep going, there’s got to be something.By the time we find a table at a chinese by-the-pound buffet, I am in — I still don’t really know what to call it — one of my ‘dissociated paralysis states.’ My mind and body are seized by an overwhelming force, and I am acting and feeling the way that earned a schizophrenia diagnosis more than ten years before. The words of my mom and dad and brother claw at me. Coded tones of voice and a secret language of gestures and glances grab and pull me down. I stare blankly from farther and farther away, trying to resist, but across the growing distance something makes me listen closely. They talk about my father’s work, they talk about our farmhouse, they talk about relatives. Between gaps in sentences and pauses in eye contact, voices in my head begin to yell and taunt. Nasty, cruel, and vicious. With each shouted accusation and whispered insult I wince and withdraw deeper.
(...)
This is my family. They have the diabolical power to entrance me."
Det er begyndelsen på Will Hall's både stilistisk og indholdsmæssigt brillante fortælling om jul i "familiens trygge skød", eller, for hans og mange andres vedkommende, i skizofrenifabrikken. Læs hele fortællingen "Christmas vacation in the schizophrenia factory" her.
Et andet must-read er Amanda's essay om respekt - for katte og alt andet. Her et par citater:
"I think the argument about whether animals (including humans) have a nebulous and abstract quality called “personhood” (which seems to have to do with the values of a particular set of human cultures) is the entirely wrong way to go about giving respect to animals. Too often it is terribly ableist and depends upon whether the creature in question possesses certain traits valued by certain humans, and when you go down that road you end up creating a set of criteria that not even all humans let alone all the rest of animals meet. Then you end up creating a system that privileges people based on those traits."
"I believe that everything, human or not, animal or not, conventionally considered alive at all or not, is worthy of respect."
"Respect has to do with really listening to who someone is and treating them accordingly, even if that differs from how you would treat someone else with respect. Identical and equal are not the same."
Læs hele essayen her.
søndag den 20. december 2009
PsykiskSårbar.dk - Hvad er meningen?
Nedenstående debatindlæg har jeg i dag postet på PsykiskSårbar.dk, ja, netop, denne fine nye hjemmeside, og påtænker også, at lade sidens administratorer/Poul Nyrup tilkomme en kopi per mail, i fald, de ikke følger med i debatterne på siden. Og helt efter Ron Unger's forebillede, der gjorde dette på sin arbejdsplads, med en opfordring om, at rette de påtalte ukorrektheder. (Og selv om det nok vidner om, at det i det her tilfælde er mig, der må være "mere end almindeligt naiv", hvis jeg tror, det kommer til at have den mindste effekt på socialdarwinisterne, suk). Her er mit debatindlæg:
"Der er ikke noget mystisk eller nødvendigvis uhelbredeligt i at være psykisk sårbar – og vores budskab er, at mange godt kan komme sig. Med betegnelsen psykisk syg følger der derimod en række fremmedgørende medbetydninger og fastlåste forestillinger om kroniske tilstande med – og vi tror, at de er med til at spænde ben for det enkelte menneskes vej mod det gode liv", læser jeg under "Derfor 'psykisk sårbar'", og jeg tænker: 'Jamen, det lyder jo fabelagtigt!', og kunne i bund og grund ikke være mere enig.
Men ak! Går jeg så ind under "Viden", og klikker på "Skizofreni", som det for mig personligt mest relevante stempel, så læser jeg dér: "Skizofreni er en blivende og alvorlig psykisk sygdom." ??? 'Hvad er nu det for noget at skrive på en hjemmeside, der angiveligt vil rydde op med fordommene og diskrimineringen mod "de psykisk syge", og i øvrigt give "de psykisk syge" håb?!' tænker jeg, 'Det hænger da ingen steder sammen.' Helt bortset fra, at en sådan påstand mangler ethvert hold i videnskabelige fakta.
Jeg må jo indrømme, at jeg allerede blev mistænksom, da jeg læste "diabetes", "kræft", hjertesygdomme" under "Mere dialog - nyt fokus". Ah, åh, ... "Psykisk sygdom er som diabetes" kan jeg ikke lade være med at associere. Hvis det er sådan, så kunne jeg da godt tænke mig, at se den, "skizofrenien" f.eks., engang under mikroskopet, eller på et scanningsbillede. Indtil videre er der ikke nogen, der har kunnet vise mig hverken den, eller en hvilken som helst anden "psykisk sygdom" via blodprøver, scanningsbilleder, eller nogen anden form for fysiologiske tests.
Kan man komme fordommene og diskrimineringen til livs, og samtidigt erklære "psykisk sygdom" som værende det samme som diabetes, kræft og hjertesygdomme? Den biologiske forklaringsmodel indebærer, at det "syge" menneskes tanker og følelser er forstyrrede pga. en fejlfunktion i hjernens transmitterstofskifte. Dette syn på "psykisk sygdom" fører uvægerligt til en opfattelse af det "syge" menneskes tanker og følelser (og dermed af dette menneske selv) som utilregnelige. Ikke opstående som en logisk konsekvens af (traumatiserende) miljøpåvirkninger, men af uigennemskuelige "kortslutninger" i vedkommendes hjerne. Meningsløst, ude af balance, ikke til at forstå, mystisk. Og siden det er menneskets sind, dets tanker og følelser, og ikke dets bugspytkirtel eller blodårer, der får det til at handle, er der vel ikke noget at sige til, hvis folk reagerer rædselsslagne, face to face med denne angivelige hjernesygdom, og straks associerer "den gale øksemorder".
Den biologiske model er diskriminerende i sig selv, og årsag til, at fordommene mod "de psykisk syge" stortrives. Det påstås, at modellen blev lanceret bl.a. for at reducere fordomme og diskrimineringen. Faktum er, at både fordomme og diskrimineringen har tiltaget med udbredelsen af modellen. Forståeligt nok, vil jeg mene.
Det eneste, den biologiske model har formået at reducere, er netop forståelsen for emotionel lidelse som en meget naturligt menneskelig og absolut meningsfuld reaktion på en umenneskelig verden. Hvis jeg ved, at f.eks. en "paranoid" reaktion er forårsaget af, at det "paranoide" menneskes grænser konsekvent og vedvarende igennem hele opvæksten er blevet krænket, vil det fremstå som en helt selvfølgelig reaktion, hvis vedkommende øjeblikkeligt går i forsvarsposition, lige så h*n føler sig trængt op i en krog, igen igen. F.eks. af det tvangspsykiatriske system. Hvis jeg ikke ser andet, end meningsløs hjernesygdom, vil jeg selv panikke, og situationen vil uvægerligt eskalere, og blive til endnu en "den gale øksemorder"-overskrift i medierne.
Teorierne om defekte gener og ubalancer i transmitterstofskiftet er netop det: teorier. Dopaminhypotesen blev allerede 1992 forkastet af Arvid Carlsson, der i sin tid var med til at lancere den, fordi man ikke var i stand til at finde videnskabelig evidens for dens korrekthed. Forskellige gener har igen og igen været under mistanke. Hver gang har det ved nærmere eftersyn vist sig, at være endnu en blindgyde.
Samtidigt har forskningen på det psyko-sociale område igen og igen kunnet påvise sammenhænge mellem barndomstraumer og "skizofreni". Senest Hammersley og Read's metastudie fra 2007, der viste en korrelation mellem seksuelle overgreb/fysisk mishandling/omsorgssvigt på mellem 51 og 97%. Hammersley og Read tager ikke højde for emotionel omsorgssvigt, og har ikke i alle tilfælde kunnet påvise overgreb/omsorgssvigt, da ikke alle individer i de af dem reviderede 40 studier var blevet adspurgt om deres livshistorie.
Så meget om "sygdom", læs: biologisk hjernesygdom. Hvad "blivende" angår, så kan jeg med min bedste vilje ikke se noget "blivende" ved en krise, som psykiatrialternativer som Vestlaplandsmodellen, Soteria, Diabasis, m.fl. formår at hjælpe folk med at overvinde helt i ca. 85% af tilfældene. Recovery* fra "skizofreni" og "psykoser" er ikke umuligt, eller bare undtagelsen, men at forvente. Forudsat, man får virkelig hjælp til at komme igennem og ud af krisen. Og at fortælle om "blivende sygdom" er i hvert fald ikke nogen videre hjælp. Tværtimod. Som Loren Mosher sagde, så er slaget allerede halvvejs vundet, hvis man tager udgangspunkt i troen på, at fuld recovery er sandsynlig. Mens det er mere end halvvejs tabt, hvis man fortæller ammestuehistorierne om "blivende sygdom". Ammestuefortællinger, for resten, der også er mere end velegnede til at lade især "førstegangspsykotikere" ofte vælge selvmord, fremfor et liv med "blivende og alvorlig sygdom", ofte som førtidspensionist, afhængig af systemets "hjælp" og "medicin" med invalidiserende bivirkninger, og parkeret i udkanten af samfundet med være- respektive bostedet som hovedomdrejningspunkt i tilværelsen.
Budskaber om biologisk og blivende hjernesygdom er både med til at opretholde og forstæke samfundets fordomme og diskriminering, og de forhindrer en løsning af krisen, og dermed recovery, fordi de på forhånd erklærer al søgen efter mening i og med "symptomerne" som et meningsløst foretagende.
Efter min (og Hippokrates') opfattelse er det etisk uforsvarligt, at hindre mennesker i at komme sig, på grundlag af noget, der ikke er andet, end en teori, og oven i købet en meget usandsynlig af slagsen, og jeg undrer, om meningen med psykisksaarbar.dk virkeligt er at "nedbryde tabuer og fordomme" og "skabe en ny forståelse", eller om det er at yderligere bekræfte fordommene og den biomedicinske (ikke-)forståelse, de er resultat af, med endnu en hjemmeside, der ensidigt biopsykiatrisk og socialdarwinistisk fremstiller mennesker i krise som defekte andenklasseseksistenser.
*Jeg definerer "recovery" ikke som "at lære at leve med en kronisk sygdom" - det har vi et andet ord til: rehabilitering, og evtl. social recovery -, men som at blive "symptom"fri, være uafhængig af systemets tjenester ("medicin"fri), være i lønnet eller frivilligt arbejde, og have et socialt liv som naboens (jf. Courtenay Harding, 1987).
_______________
P.S.: Må indrømme, at jeg blev lidt skuffet over at se Tine Bryld figurere under "Menneskene bag" PsykiskSårbar.dk. Havde egentligt højere tanker om hende, end som så...
"Der er ikke noget mystisk eller nødvendigvis uhelbredeligt i at være psykisk sårbar – og vores budskab er, at mange godt kan komme sig. Med betegnelsen psykisk syg følger der derimod en række fremmedgørende medbetydninger og fastlåste forestillinger om kroniske tilstande med – og vi tror, at de er med til at spænde ben for det enkelte menneskes vej mod det gode liv", læser jeg under "Derfor 'psykisk sårbar'", og jeg tænker: 'Jamen, det lyder jo fabelagtigt!', og kunne i bund og grund ikke være mere enig.
Men ak! Går jeg så ind under "Viden", og klikker på "Skizofreni", som det for mig personligt mest relevante stempel, så læser jeg dér: "Skizofreni er en blivende og alvorlig psykisk sygdom." ??? 'Hvad er nu det for noget at skrive på en hjemmeside, der angiveligt vil rydde op med fordommene og diskrimineringen mod "de psykisk syge", og i øvrigt give "de psykisk syge" håb?!' tænker jeg, 'Det hænger da ingen steder sammen.' Helt bortset fra, at en sådan påstand mangler ethvert hold i videnskabelige fakta.
Jeg må jo indrømme, at jeg allerede blev mistænksom, da jeg læste "diabetes", "kræft", hjertesygdomme" under "Mere dialog - nyt fokus". Ah, åh, ... "Psykisk sygdom er som diabetes" kan jeg ikke lade være med at associere. Hvis det er sådan, så kunne jeg da godt tænke mig, at se den, "skizofrenien" f.eks., engang under mikroskopet, eller på et scanningsbillede. Indtil videre er der ikke nogen, der har kunnet vise mig hverken den, eller en hvilken som helst anden "psykisk sygdom" via blodprøver, scanningsbilleder, eller nogen anden form for fysiologiske tests.
Kan man komme fordommene og diskrimineringen til livs, og samtidigt erklære "psykisk sygdom" som værende det samme som diabetes, kræft og hjertesygdomme? Den biologiske forklaringsmodel indebærer, at det "syge" menneskes tanker og følelser er forstyrrede pga. en fejlfunktion i hjernens transmitterstofskifte. Dette syn på "psykisk sygdom" fører uvægerligt til en opfattelse af det "syge" menneskes tanker og følelser (og dermed af dette menneske selv) som utilregnelige. Ikke opstående som en logisk konsekvens af (traumatiserende) miljøpåvirkninger, men af uigennemskuelige "kortslutninger" i vedkommendes hjerne. Meningsløst, ude af balance, ikke til at forstå, mystisk. Og siden det er menneskets sind, dets tanker og følelser, og ikke dets bugspytkirtel eller blodårer, der får det til at handle, er der vel ikke noget at sige til, hvis folk reagerer rædselsslagne, face to face med denne angivelige hjernesygdom, og straks associerer "den gale øksemorder".
Den biologiske model er diskriminerende i sig selv, og årsag til, at fordommene mod "de psykisk syge" stortrives. Det påstås, at modellen blev lanceret bl.a. for at reducere fordomme og diskrimineringen. Faktum er, at både fordomme og diskrimineringen har tiltaget med udbredelsen af modellen. Forståeligt nok, vil jeg mene.
Det eneste, den biologiske model har formået at reducere, er netop forståelsen for emotionel lidelse som en meget naturligt menneskelig og absolut meningsfuld reaktion på en umenneskelig verden. Hvis jeg ved, at f.eks. en "paranoid" reaktion er forårsaget af, at det "paranoide" menneskes grænser konsekvent og vedvarende igennem hele opvæksten er blevet krænket, vil det fremstå som en helt selvfølgelig reaktion, hvis vedkommende øjeblikkeligt går i forsvarsposition, lige så h*n føler sig trængt op i en krog, igen igen. F.eks. af det tvangspsykiatriske system. Hvis jeg ikke ser andet, end meningsløs hjernesygdom, vil jeg selv panikke, og situationen vil uvægerligt eskalere, og blive til endnu en "den gale øksemorder"-overskrift i medierne.
Teorierne om defekte gener og ubalancer i transmitterstofskiftet er netop det: teorier. Dopaminhypotesen blev allerede 1992 forkastet af Arvid Carlsson, der i sin tid var med til at lancere den, fordi man ikke var i stand til at finde videnskabelig evidens for dens korrekthed. Forskellige gener har igen og igen været under mistanke. Hver gang har det ved nærmere eftersyn vist sig, at være endnu en blindgyde.
Samtidigt har forskningen på det psyko-sociale område igen og igen kunnet påvise sammenhænge mellem barndomstraumer og "skizofreni". Senest Hammersley og Read's metastudie fra 2007, der viste en korrelation mellem seksuelle overgreb/fysisk mishandling/omsorgssvigt på mellem 51 og 97%. Hammersley og Read tager ikke højde for emotionel omsorgssvigt, og har ikke i alle tilfælde kunnet påvise overgreb/omsorgssvigt, da ikke alle individer i de af dem reviderede 40 studier var blevet adspurgt om deres livshistorie.
Så meget om "sygdom", læs: biologisk hjernesygdom. Hvad "blivende" angår, så kan jeg med min bedste vilje ikke se noget "blivende" ved en krise, som psykiatrialternativer som Vestlaplandsmodellen, Soteria, Diabasis, m.fl. formår at hjælpe folk med at overvinde helt i ca. 85% af tilfældene. Recovery* fra "skizofreni" og "psykoser" er ikke umuligt, eller bare undtagelsen, men at forvente. Forudsat, man får virkelig hjælp til at komme igennem og ud af krisen. Og at fortælle om "blivende sygdom" er i hvert fald ikke nogen videre hjælp. Tværtimod. Som Loren Mosher sagde, så er slaget allerede halvvejs vundet, hvis man tager udgangspunkt i troen på, at fuld recovery er sandsynlig. Mens det er mere end halvvejs tabt, hvis man fortæller ammestuehistorierne om "blivende sygdom". Ammestuefortællinger, for resten, der også er mere end velegnede til at lade især "førstegangspsykotikere" ofte vælge selvmord, fremfor et liv med "blivende og alvorlig sygdom", ofte som førtidspensionist, afhængig af systemets "hjælp" og "medicin" med invalidiserende bivirkninger, og parkeret i udkanten af samfundet med være- respektive bostedet som hovedomdrejningspunkt i tilværelsen.
Budskaber om biologisk og blivende hjernesygdom er både med til at opretholde og forstæke samfundets fordomme og diskriminering, og de forhindrer en løsning af krisen, og dermed recovery, fordi de på forhånd erklærer al søgen efter mening i og med "symptomerne" som et meningsløst foretagende.
Efter min (og Hippokrates') opfattelse er det etisk uforsvarligt, at hindre mennesker i at komme sig, på grundlag af noget, der ikke er andet, end en teori, og oven i købet en meget usandsynlig af slagsen, og jeg undrer, om meningen med psykisksaarbar.dk virkeligt er at "nedbryde tabuer og fordomme" og "skabe en ny forståelse", eller om det er at yderligere bekræfte fordommene og den biomedicinske (ikke-)forståelse, de er resultat af, med endnu en hjemmeside, der ensidigt biopsykiatrisk og socialdarwinistisk fremstiller mennesker i krise som defekte andenklasseseksistenser.
*Jeg definerer "recovery" ikke som "at lære at leve med en kronisk sygdom" - det har vi et andet ord til: rehabilitering, og evtl. social recovery -, men som at blive "symptom"fri, være uafhængig af systemets tjenester ("medicin"fri), være i lønnet eller frivilligt arbejde, og have et socialt liv som naboens (jf. Courtenay Harding, 1987).
_______________
P.S.: Må indrømme, at jeg blev lidt skuffet over at se Tine Bryld figurere under "Menneskene bag" PsykiskSårbar.dk. Havde egentligt højere tanker om hende, end som så...
tirsdag den 15. december 2009
Livsglæde i helvedets forgård
Fra en pressemeddelelse fra LAP, angående planlagt sygehusbyggeri i Skejby ved Aarhus, der fra 2015 også kommer til at omfatte modtagelsen indenfor psykiatrien:
"På møderne har LAP’s repræsentant markeret sig ved bl.a. at foreslå, at der skal være et livsglæderum, hvor patienter og pårørende kan gå hen og finde ny mental energi. Der kan f.eks. være flotte malerier på væggene, bolde man kan lege med, musik man kan lytte til, store bamser osv."
Jeg synes, det er en rigtigt god idé med musik, passende kunne tilbuddet omfatte denne og denne cd.
Mange flotte billeder kan man finde her, for eksempel dette
Og hvad med noget inspirerende læsestof til de ventende?
Mens disse vinduer med sikkerhed yderligere vil bidrage til en munter atmosfære i "livsglæderummet"!
Hvad bamserne angår, så havde dette firma for nogle år siden den helt rigtige model på lager. Desværre er modellen pga. nogle snæversynede aktivisters protest gået ud af produktion, men mon ikke firmaet ved en tilstrækkeligt stor ordre og formålet taget i betragtning er villig til at genoptage produktionen midlertidigt?
_______________
Og hvad skal jeg tagge med? Naivitet? Eller hykleri, eller kynisme?...
"På møderne har LAP’s repræsentant markeret sig ved bl.a. at foreslå, at der skal være et livsglæderum, hvor patienter og pårørende kan gå hen og finde ny mental energi. Der kan f.eks. være flotte malerier på væggene, bolde man kan lege med, musik man kan lytte til, store bamser osv."
Jeg synes, det er en rigtigt god idé med musik, passende kunne tilbuddet omfatte denne og denne cd. Mange flotte billeder kan man finde her, for eksempel dette
Og hvad med noget inspirerende læsestof til de ventende?Mens disse vinduer med sikkerhed yderligere vil bidrage til en munter atmosfære i "livsglæderummet"!
Hvad bamserne angår, så havde dette firma for nogle år siden den helt rigtige model på lager. Desværre er modellen pga. nogle snæversynede aktivisters protest gået ud af produktion, men mon ikke firmaet ved en tilstrækkeligt stor ordre og formålet taget i betragtning er villig til at genoptage produktionen midlertidigt?_______________
Og hvad skal jeg tagge med? Naivitet? Eller hykleri, eller kynisme?...
mandag den 14. december 2009
lørdag den 12. december 2009
Vrede, skyld og undskyldninger
Her en historie - en af mange lignende - fra det virkelige liv: vores hovedperson, oprindeligt stemplet med "depression", efter en "manisk" reaktion på "medicinen" mod "depression" stemplet som "bipolar", går til sin psykiater, og fortæller vedkommende åbent og ærligt, at h*n har valgt, at stoppe med at tage sin "antipsykotiske medicin", pga. bivirkningerne, og fordi h*n er bange for de skader, specielt mht. de kognitive evner, "medicinen" jo som bekendt kan forårsage ved langtidsbrug.
Psykiaterens reaktion er at fortælle vores hovedperson, at dette ikke kan accepteres. Vores hovedperson bliver i det følgende tvangs"medicineret" med et langtidsvirkende "antipsykotikon", og h*n sættes under ambulant tvang.
Det afgørende er, at, da psykiateren lader vores hovedperson tvangs"medicinere" med det langtidsvirkende "antipsykotikon", sker dette, mens psykiateren "smiler ad hans/hendes (vores hovedpersons) fortvivlelse (over tvangs"medicineringen")".
Gang på gang hører jeg, at jeg ikke må beskylde de professionelle "hjælpere" for bevidst at ville skade mennesker i krise. "De vil bare vores bedste." - "De tror virkeligt, at de hjælper os." - "Du må tilgive dem, de gør det ikke med vilje. De ved bare ikke bedre." Åh?! Jeg er ked af det, men jeg er altså godt og grundigt træt af at skulle høre på det, hm ja, bullshit.
Jeg vil mene, det er på tide, at vi ser sandheden i øjnene. De fleste behandlere ved udmærket godt, at de skader os. Jeg nægter at tro, at noget menneske kan være så blind, at det ikke ser, at f.eks. en "behandling", som den, Abdulle Ahmed bliver udsat for, er ekstremt skadeligt, og potentielt drabeligt, for ham. Ikke desto mindre udsættes millioner af mennesker verdenen over dagligt for en sådan "behandling", i mere eller mindre udpræget grad. Jeg nægter også at tro, at "eksperterne" ikke har kendskab til den videnskabelige forskning, der entydigt beviser, at psykofarmaka og elektrochok stort set er ineffektive, har et hav af yderst skadelige, tildels invalidiserende, og tildels dødelige bivirkninger, og at ikke-medicinske alternativer derimod er effektive, stort set bivirkningsfrie, og forholdsvis nemme og billige at etablere. Langt nemmere og billigere, end sengepladser i psykiatrien i hvert fald.
Psykiatrien fører krig. Mod de mennesker, samfundet har udpeget til at repræsentere en af sine egne skyggesider. Ligesom andre samfundsinstitutioner fører krig mod andre grupper af mennesker, der er udpeget som "sorte får".
Og hvad gør vi? Vi drukner nærmest i skyldfølelser, bare vi så meget som tænker den åh så onde tanke, at holde de for krigsføringen ansvarlige ansvarligt. For ikke at tale om den skyld og skam, der overvælder os, når vi føler bare den mindste lille bitte vrede komme op i os. Samme skyld og skam, vi følte hver gang, når vi blev det mindste lille bitte vred på de overgribere, der har sørget for, at vi er havnet i krise. De vidste jo bare ikke bedre, de gjorde så godt de kunne, de elskede os jo, på trods af alt, ikke? Bullshit. Man forgriber sig ikke på nogen, man virkeligt elsker. Man smiler ikke ad nogens fortvivlelse, hvis man virkeligt holder af dette menneske og bare vil hjælpe det. Man smiler ad fjendens fortvivlelse, ad fortvivlelsen til den, man foragter, og ønsker at skade, og se lide.
Jeg foragter ikke de ansvarlige, jeg vil ikke skade dem og se dem lide. Jeg vil ikke have hævn. Men jeg mener, at jeg så afgjort har ret til at være vred, og til at holde ansvarligt. Uden at skulle føle den mindste skyld over det.
Så længe vi bliver ved med at føle os skyldige og undskylde de ansvarlige, vil overgrebene blive ved med at ske.
Så, inden der næste gang er nogen, der prøver at fortælle mig, at jeg ikke må beskylde ( = holde ansvarligt). at jeg må have "compassion" og tilgive, tænk jer om! Og spørg jer selv, hvor jeres skyldfølelser kommer fra.
Psykiaterens reaktion er at fortælle vores hovedperson, at dette ikke kan accepteres. Vores hovedperson bliver i det følgende tvangs"medicineret" med et langtidsvirkende "antipsykotikon", og h*n sættes under ambulant tvang.
Det afgørende er, at, da psykiateren lader vores hovedperson tvangs"medicinere" med det langtidsvirkende "antipsykotikon", sker dette, mens psykiateren "smiler ad hans/hendes (vores hovedpersons) fortvivlelse (over tvangs"medicineringen")".
Gang på gang hører jeg, at jeg ikke må beskylde de professionelle "hjælpere" for bevidst at ville skade mennesker i krise. "De vil bare vores bedste." - "De tror virkeligt, at de hjælper os." - "Du må tilgive dem, de gør det ikke med vilje. De ved bare ikke bedre." Åh?! Jeg er ked af det, men jeg er altså godt og grundigt træt af at skulle høre på det, hm ja, bullshit.
Jeg vil mene, det er på tide, at vi ser sandheden i øjnene. De fleste behandlere ved udmærket godt, at de skader os. Jeg nægter at tro, at noget menneske kan være så blind, at det ikke ser, at f.eks. en "behandling", som den, Abdulle Ahmed bliver udsat for, er ekstremt skadeligt, og potentielt drabeligt, for ham. Ikke desto mindre udsættes millioner af mennesker verdenen over dagligt for en sådan "behandling", i mere eller mindre udpræget grad. Jeg nægter også at tro, at "eksperterne" ikke har kendskab til den videnskabelige forskning, der entydigt beviser, at psykofarmaka og elektrochok stort set er ineffektive, har et hav af yderst skadelige, tildels invalidiserende, og tildels dødelige bivirkninger, og at ikke-medicinske alternativer derimod er effektive, stort set bivirkningsfrie, og forholdsvis nemme og billige at etablere. Langt nemmere og billigere, end sengepladser i psykiatrien i hvert fald.
Psykiatrien fører krig. Mod de mennesker, samfundet har udpeget til at repræsentere en af sine egne skyggesider. Ligesom andre samfundsinstitutioner fører krig mod andre grupper af mennesker, der er udpeget som "sorte får".
Og hvad gør vi? Vi drukner nærmest i skyldfølelser, bare vi så meget som tænker den åh så onde tanke, at holde de for krigsføringen ansvarlige ansvarligt. For ikke at tale om den skyld og skam, der overvælder os, når vi føler bare den mindste lille bitte vrede komme op i os. Samme skyld og skam, vi følte hver gang, når vi blev det mindste lille bitte vred på de overgribere, der har sørget for, at vi er havnet i krise. De vidste jo bare ikke bedre, de gjorde så godt de kunne, de elskede os jo, på trods af alt, ikke? Bullshit. Man forgriber sig ikke på nogen, man virkeligt elsker. Man smiler ikke ad nogens fortvivlelse, hvis man virkeligt holder af dette menneske og bare vil hjælpe det. Man smiler ad fjendens fortvivlelse, ad fortvivlelsen til den, man foragter, og ønsker at skade, og se lide.
Jeg foragter ikke de ansvarlige, jeg vil ikke skade dem og se dem lide. Jeg vil ikke have hævn. Men jeg mener, at jeg så afgjort har ret til at være vred, og til at holde ansvarligt. Uden at skulle føle den mindste skyld over det.
Så længe vi bliver ved med at føle os skyldige og undskylde de ansvarlige, vil overgrebene blive ved med at ske.
Så, inden der næste gang er nogen, der prøver at fortælle mig, at jeg ikke må beskylde ( = holde ansvarligt). at jeg må have "compassion" og tilgive, tænk jer om! Og spørg jer selv, hvor jeres skyldfølelser kommer fra.
fredag den 11. december 2009
HSP'er eller syg i hovedet?
I går fik jeg en mail med en invitation til et arrangement med Elaine Aron, psykolog og forfatter af bogen The Highly Sensitive Person. Nu ser det, at være "HSP'er" for mig ud til at være et i tiltagende grad populært samfundsfænomen og jeg kender da også en række mennesker privat, der identificerer sig selv som HSP'er.
Så, jeg havde jo hørt om HSP før, men, samtidigt med, at den af HSP-folkene som Elaine Aron repræsenterede, positive indstilling til HSP som værende en "gave" snarere end et "onde", selvfølgeligt er tiltalende, så var jeg også rent intuitivt lidt skeptisk overfor dette endnu et stempel, positivt eller ej, og har egentligt ikke følt et ønske om at beskæftige mig mere indgående med emnet, end at aflægge f.eks. Elaine Aron's hjemmeside et par korte besøg.
I kølvandet på invitationen til arrangementet med Elaine Aron gik jeg imidlertid i dag i gang med at se lidt nærmere på sagen.
Jeg lagde ud med at tage Self test'en på Elaine Aron's hjemmeside, hvor jeg helt klart kunne svare bekræftende på 23 ud af de 27 oplistede punkter, mens jeg valgte, at ikke sætte kryds ved de sidste fire, da jeg hér ikke kunne svare entydigt bekræftende. Under stregen kan det dog konkluderes, at jeg ret entydigt matcher kriterierne for en HSP'er. I allerhøjeste grad, faktisk.
Men hvad er en HSP'er egentligt? Og, for mig specielt interessant, hvad betragtes at være årsag til HSP?
"According to Elaine N. Aron and colleagues as well as other researchers, highly sensitive people, who comprise about a fifth of the population, process sensory data much more deeply and thoroughly due to a biological difference in their nervous systems," (min kursivering) læser jeg i Wikipedia-artiklen om HSP. Ahhh... biologien...
Endvidere hedder det i samme artikel: "The term 'highly sensitive person' was coined by Dr. Elaine N. Aron in 1996, and the name is gaining popularity because it presents the trait in a positive light. It posits that shyness, inhibition, and fearfulness may or may not be acquired by highly sensitive people and animals, depending on environmental challenges," og at HSP også bl.a. refereres til som "hypervigilance", ekstrem årvågenhed. Ligesom i "PTSD". Og ser man på checklisten over "symptomer" på HSP på Elaine Aron's hjemmeside, så må det da også konstateres, at der er påfaldende mange overensstemmelser med listen over PTSD-symptomer, at HSP fremstår som en mild form for PTSD.
Det er hér, Elaine Aron bliver problematisk for mig. For selv om der tales om "environmental challenges" i Wikipedia-artiklen, så forudsættes det, at man er HSP'er, før disse udfordringer resulterer i generthed, hæmmethed og frygtsomhed. Dvs., man skal være biologisk prædisponeret, siden HSP betragtes som en biologisk afvigelse (fra "normalen"). Stress-sårbarhedsmodellen, ja. Der tjener hovedsagligen til at fornægte det fulde omfang af traumatiseringers destruktive potentiale: uanset hvad man måtte blive udsat for af overgreb, ingen overgreb i vores samfund er så destruktive, at de alene, uden at individet samtidigt er biologisk prædisponeret, kunne være årsag til så voldsomme reaktioner som PTSD, eller, for den sags skyld, "skizofreni", "psykoser". Overgrebene kan allerhøjst være den udløsende faktor, aldrig den tilbundsliggende årsag, for så ekstreme reaktioner som "psykisk sygdom" repræsenterer dem. Det er overgrebene simpelthen ikke ekstreme nok til.
Elaine Aron vender nu med sit HSP-begreb sagen fra at være en "defekt", en "sygdom" eller "brist", hos individet til at være et konstruktivt træk, en "gave". Og det er forsåvidt meget sympatisk. Jeg spørger mig dog, om ikke også Elaine Aron ville skelne knivskarpt, og biodeterministisk-socialdarwinistisk, mellem HSP og "psykisk sygdom" såsom "skizofreni", f.eks., som Odette Nightsky kalder for "acute sensitivity". - Jf. også hendes blogindlæg "Definitions: Time for Change". - Jeg spørger mig, om hun ville skelne knivskarpt mellem det, hun ser som en gave, en berigelse, og det, der generelt af mainstreamen betragtes som en "horror".
Ja, og samtidigt spørger jeg mig, om det er hensigtsmæssigt, at se HSP'ere som en slags kanariefugle i kulminen, udstyret med en "sixth sense" for de fine udsving i miljøet, uden altså at anerkende, at disse fine udsving, det, der af samfundet betragtes som helt "normalt" og ikke spor traumatiserende, kan være dybt traumatiserende.
Det er helt sikkert at foretrække, at fortælle HSP-historien fremfor at fortælle f.eks. "skizofreni"-historien om sig selv. Ikke desto mindre navigerer begge historier lige konsekvent udenom, at skulle komme til bunds i forholdet mellem årsag og virkning, at skulle komme til bunds i hvilke miljøpåvirkninger det er, der lader nogle mennesker blive til kanariefugle.
_______________
Kun de dovne klikker ikke på links'ene... :D
Så, jeg havde jo hørt om HSP før, men, samtidigt med, at den af HSP-folkene som Elaine Aron repræsenterede, positive indstilling til HSP som værende en "gave" snarere end et "onde", selvfølgeligt er tiltalende, så var jeg også rent intuitivt lidt skeptisk overfor dette endnu et stempel, positivt eller ej, og har egentligt ikke følt et ønske om at beskæftige mig mere indgående med emnet, end at aflægge f.eks. Elaine Aron's hjemmeside et par korte besøg.
I kølvandet på invitationen til arrangementet med Elaine Aron gik jeg imidlertid i dag i gang med at se lidt nærmere på sagen.
Jeg lagde ud med at tage Self test'en på Elaine Aron's hjemmeside, hvor jeg helt klart kunne svare bekræftende på 23 ud af de 27 oplistede punkter, mens jeg valgte, at ikke sætte kryds ved de sidste fire, da jeg hér ikke kunne svare entydigt bekræftende. Under stregen kan det dog konkluderes, at jeg ret entydigt matcher kriterierne for en HSP'er. I allerhøjeste grad, faktisk.
Men hvad er en HSP'er egentligt? Og, for mig specielt interessant, hvad betragtes at være årsag til HSP?
"According to Elaine N. Aron and colleagues as well as other researchers, highly sensitive people, who comprise about a fifth of the population, process sensory data much more deeply and thoroughly due to a biological difference in their nervous systems," (min kursivering) læser jeg i Wikipedia-artiklen om HSP. Ahhh... biologien...
Endvidere hedder det i samme artikel: "The term 'highly sensitive person' was coined by Dr. Elaine N. Aron in 1996, and the name is gaining popularity because it presents the trait in a positive light. It posits that shyness, inhibition, and fearfulness may or may not be acquired by highly sensitive people and animals, depending on environmental challenges," og at HSP også bl.a. refereres til som "hypervigilance", ekstrem årvågenhed. Ligesom i "PTSD". Og ser man på checklisten over "symptomer" på HSP på Elaine Aron's hjemmeside, så må det da også konstateres, at der er påfaldende mange overensstemmelser med listen over PTSD-symptomer, at HSP fremstår som en mild form for PTSD.
Det er hér, Elaine Aron bliver problematisk for mig. For selv om der tales om "environmental challenges" i Wikipedia-artiklen, så forudsættes det, at man er HSP'er, før disse udfordringer resulterer i generthed, hæmmethed og frygtsomhed. Dvs., man skal være biologisk prædisponeret, siden HSP betragtes som en biologisk afvigelse (fra "normalen"). Stress-sårbarhedsmodellen, ja. Der tjener hovedsagligen til at fornægte det fulde omfang af traumatiseringers destruktive potentiale: uanset hvad man måtte blive udsat for af overgreb, ingen overgreb i vores samfund er så destruktive, at de alene, uden at individet samtidigt er biologisk prædisponeret, kunne være årsag til så voldsomme reaktioner som PTSD, eller, for den sags skyld, "skizofreni", "psykoser". Overgrebene kan allerhøjst være den udløsende faktor, aldrig den tilbundsliggende årsag, for så ekstreme reaktioner som "psykisk sygdom" repræsenterer dem. Det er overgrebene simpelthen ikke ekstreme nok til.
Elaine Aron vender nu med sit HSP-begreb sagen fra at være en "defekt", en "sygdom" eller "brist", hos individet til at være et konstruktivt træk, en "gave". Og det er forsåvidt meget sympatisk. Jeg spørger mig dog, om ikke også Elaine Aron ville skelne knivskarpt, og biodeterministisk-socialdarwinistisk, mellem HSP og "psykisk sygdom" såsom "skizofreni", f.eks., som Odette Nightsky kalder for "acute sensitivity". - Jf. også hendes blogindlæg "Definitions: Time for Change". - Jeg spørger mig, om hun ville skelne knivskarpt mellem det, hun ser som en gave, en berigelse, og det, der generelt af mainstreamen betragtes som en "horror".
Ja, og samtidigt spørger jeg mig, om det er hensigtsmæssigt, at se HSP'ere som en slags kanariefugle i kulminen, udstyret med en "sixth sense" for de fine udsving i miljøet, uden altså at anerkende, at disse fine udsving, det, der af samfundet betragtes som helt "normalt" og ikke spor traumatiserende, kan være dybt traumatiserende.
Det er helt sikkert at foretrække, at fortælle HSP-historien fremfor at fortælle f.eks. "skizofreni"-historien om sig selv. Ikke desto mindre navigerer begge historier lige konsekvent udenom, at skulle komme til bunds i forholdet mellem årsag og virkning, at skulle komme til bunds i hvilke miljøpåvirkninger det er, der lader nogle mennesker blive til kanariefugle.
_______________
Kun de dovne klikker ikke på links'ene... :D
torsdag den 10. december 2009
onsdag den 9. december 2009
Seroxat og graviditet (Google søgning)
...er en meget, meget dårligt kombination!!! Her finder man Manie's Blog, hvor man kan læse om, hvad der kan ske, når man tager SSRIs (antidepressiva) under graviditeten. Manie's mor tog netop Seroxat, i USA solgt under navnet Paxil, under de første tre måneder af hendes graviditet. Det resulterede i, at Manie blev født med TGA, transposition af de store arterier. Manie overlevede, men måtte igennem et sandt behandlingshelvede for det. SSRIs, taget under graviditeten, kan forårsage spontan abort og misdannelser, som hjertefejl, hos barnet. Lad være med at tage dem, hvis du er gravid!
_______________
Relateret:
"Effexor-babies" - Hvor sikkert er det, at tage antidepressiva under graviditeten?
Screening af gravide for "depression" - kun amerikansk vanvid?
søndag den 6. december 2009
Recoveret til døden. Hvordan psykiatriens forvrængning af recoverykonceptet koster liv.
Her kan man læse om et arrangement på bostedet Skovvænget, et "botilbud til voksne med sindslidelse", som det står på hjemmesiden. Det er Standup recovery, der i maj 2006 optrådte på Skovvænget. Et af de tre medlemmer af gruppen Standup recovery var Dorthe Raffenberg, som jeg kender fra min tid hos Outsideren.
I anmeldelsen på Skovvængets hjemmeside hedder det bl.a.: "Trioen havde under foredraget på Skovvænget fokus på, at det er muligt at komme sig, men det kræver en accept af sin sygdom", og: "Under foredraget blev det tydeligt, at der er flere forskellige elementer, der har haft betydning for, at Dorte, Christian og Martin hver især har formået at komme sig." Det vil altså sige, at Dorthe i maj 2006 var "recoveret".
Jeg har haft tilknytning til Outsideren fra foråret 2007 til sommeren 2008, og der gik sjældent et redaktionsmøde, hvor Dorthe ikke var til stede. På mig virkede hun tydeligt påvirket af det "antipsykotikon", Leponex, hun tog, og selv om jeg ikke har kendt hende andet end under indflydelse af Leponex, så var der ingen tvivl for mig, at den Dorthe, jeg oplevede til redaktionsmøderne, ikke var andet end en skygge af den Dorthe, der kunne have været, hvis... Hvis hun havde fået hjælp, i stedet for Leponex.
"Dorte fortæller en barsk historie om overgreb, selvmordsforsøg,...", hedder det også i Skovvængets anmeldelse. Overgreb. Jeg husker, at Dorthe til et af redaktionsmøderne fortalte om sine "vrangforestillinger". Det var der flere, der gjorde. For sjov. Det var jo simpelthen til at dø af grin over, hvor rablende sindssyg man var, den gang, ikke? Den gang, inden Leponex'en gjorde sin virkning, og satte en stopper for ens ubevidstes reaktioner på f.eks. overgrebene. Jo, alle syntes, det var hamrende sjovt, morede sig gevaldigt over så megen meningsløs galskab. Alle undtagen mig. Jeg fik det faktisk dårligt. Havde mest lyst til at forlade mødet, overlade de tilstedeværende til deres "sygdomsindsigt", deres indsigt om at deres defekte gener og defekte hjernekemi var årsag til så megen hamrende sjov og meningsløs galskab. "Jeg gjorde/tænkte/følte sådan og sådan, fordi jeg er paranoid skizofren, hahaha!" Hylende morsomt, ja. I stedet for et "Jeg er vred, angst og desperat, fordi jeg har været udsat for overgreb", der kunne føre til, at nogen andre end nogle gener og transmitterstoffer risikerede, at blive gjort ansvarligt. Knapt så sjovt jo, det dér med ansvaret.
Ifølge anmeldelsen på Skovvængets hjemmeside kræver det "en accept af sin sygdom", at komme sig. Dorthe har haft denne accept. Hun tog, accepterende, sit Leponex - og var således ikke recoveret, men allerhøjst rehabiliteret, socialt, og kun socialt, recoveret. Dorthe døde den 19. november i år, 41 år "gammel". Og jeg er ikke i tvivl om dødsårsagen: accept af sin sygdom. Og den deraf følgende jævnlige indtagelse af Leponex.
Det kræver accept, at komme sig, ja. Men det kræver altså ikke accept af en mysteriøs, organisk hjernesygdom ved navn "paranoid skizofreni". Det kræver accept af det faktum, at man har været udsat for overgreb.
I anmeldelsen på Skovvængets hjemmeside hedder det bl.a.: "Trioen havde under foredraget på Skovvænget fokus på, at det er muligt at komme sig, men det kræver en accept af sin sygdom", og: "Under foredraget blev det tydeligt, at der er flere forskellige elementer, der har haft betydning for, at Dorte, Christian og Martin hver især har formået at komme sig." Det vil altså sige, at Dorthe i maj 2006 var "recoveret".
Jeg har haft tilknytning til Outsideren fra foråret 2007 til sommeren 2008, og der gik sjældent et redaktionsmøde, hvor Dorthe ikke var til stede. På mig virkede hun tydeligt påvirket af det "antipsykotikon", Leponex, hun tog, og selv om jeg ikke har kendt hende andet end under indflydelse af Leponex, så var der ingen tvivl for mig, at den Dorthe, jeg oplevede til redaktionsmøderne, ikke var andet end en skygge af den Dorthe, der kunne have været, hvis... Hvis hun havde fået hjælp, i stedet for Leponex.
"Dorte fortæller en barsk historie om overgreb, selvmordsforsøg,...", hedder det også i Skovvængets anmeldelse. Overgreb. Jeg husker, at Dorthe til et af redaktionsmøderne fortalte om sine "vrangforestillinger". Det var der flere, der gjorde. For sjov. Det var jo simpelthen til at dø af grin over, hvor rablende sindssyg man var, den gang, ikke? Den gang, inden Leponex'en gjorde sin virkning, og satte en stopper for ens ubevidstes reaktioner på f.eks. overgrebene. Jo, alle syntes, det var hamrende sjovt, morede sig gevaldigt over så megen meningsløs galskab. Alle undtagen mig. Jeg fik det faktisk dårligt. Havde mest lyst til at forlade mødet, overlade de tilstedeværende til deres "sygdomsindsigt", deres indsigt om at deres defekte gener og defekte hjernekemi var årsag til så megen hamrende sjov og meningsløs galskab. "Jeg gjorde/tænkte/følte sådan og sådan, fordi jeg er paranoid skizofren, hahaha!" Hylende morsomt, ja. I stedet for et "Jeg er vred, angst og desperat, fordi jeg har været udsat for overgreb", der kunne føre til, at nogen andre end nogle gener og transmitterstoffer risikerede, at blive gjort ansvarligt. Knapt så sjovt jo, det dér med ansvaret.
Ifølge anmeldelsen på Skovvængets hjemmeside kræver det "en accept af sin sygdom", at komme sig. Dorthe har haft denne accept. Hun tog, accepterende, sit Leponex - og var således ikke recoveret, men allerhøjst rehabiliteret, socialt, og kun socialt, recoveret. Dorthe døde den 19. november i år, 41 år "gammel". Og jeg er ikke i tvivl om dødsårsagen: accept af sin sygdom. Og den deraf følgende jævnlige indtagelse af Leponex.
Det kræver accept, at komme sig, ja. Men det kræver altså ikke accept af en mysteriøs, organisk hjernesygdom ved navn "paranoid skizofreni". Det kræver accept af det faktum, at man har været udsat for overgreb.
søndag den 29. november 2009
John Hunt - straffet for at være overgrebsoffer
Selvstigmatisering
Igen og igen kan man jo læse overskrifter som "Psykisk syg gik amok med kniv og dræbte to". Helt bortset fra, at "de psykisk syge", rent statistisk set, har en noget lavere kriminalitetsrate end "almindelige" mennesker, mens de faktisk langt oftere er ofre for andres, "almindelige" menneskers, kriminalitet, så kan man også igen og igen læse blogindlæg, der beskæftiger sig med spørgsmålet om hvorvidt det overhovedet er relevant at nævne, at den pågældende person er "psykisk syg", respektive hvorvidt det mis-/bruges for at a) sælge historien, og b) diskriminere mod mennesker i krise. Det nævnes jo heller ikke, når en person, der har begået kriminalitet, f.eks. har kræft, diabetes eller fodsvamp, argumenteres der som regel. "Diabetiker gik amok og dræbte to"? Næppe en overskrift, man vil komme til at se nogen steder i medierne.
Jeg er helt enig i, at "den gale øksemorder"-journalistikken er både smagløs og yderst diskriminerende (men det er jo hensigten). Imidlertid mener jeg, at man egentligt ikke har ret til at føle sig krænket, diskrimineret af denne form for "journalistik", og til at fordømme den, hvis man samtidigt identificerer sig selv som en psykisk syg patient med behov for behandling i mainstreambetydningen. At stille spørgsmålstegn ved relevansen af at det nævnes, når en person, der har begået kriminalitet, er "psykisk syg", er paradoksalt, når man selv har overtaget systemets syn på sagen generelt, og dets definition af "psykisk sygdom" især.
Så, her til morgen skrev jeg følgende (nok atter en gang lidt provokerende) kommentar (her lettere redigeret) til et blogindlæg om emnet:
"Hvad i mennesket er det, der reagerer på et eller andet ved at dræbe et andet menneske? Hvad er det generelt, der får os til at reagere? Er det vores fødder, vores bugspytkirtel, vores lever, nyrer, knogler...? Nej, vel? Det er vores sind, vores tankeprocesser og følelser. Og i det øjeblik, hvor disse tankeprocesser og følelser anses som værende 'syge', i det øjeblik, hvor der sættes lighedstegn mellem sindet og hjernen, så bliver det allerhøjst relevant, at nævne det, f.eks. i en drabssammenhæng.
I sidste ende stigmatiserer - eller diskriminerer, et udtryk, jeg foretrækker - vi os selv. I det omfang, som vi erklærer os enige i teorier, der påstår, menneskets tankeprocesser og følelser kan være - og er, i tilfælde af 'psykisk sygdom' - reelt, bogstaveligt, og ikke bare i overført betydning, syge. Som i 'genetisk betinget, biologisk hjernesygdom', eller 'kemisk ubalance i hjernens transmitterstofskifte'."
Har jeg nogensinde været, eller er jeg, en "psykisk syg patient"? Nej. Jeg har været ubevidst, om mig selv og verdenen, og derfor har jeg trængt, ikke til "behandling", men til at spejle mig i et andet menneske, via anerkendende kommunikation, via det, alle mennesker har behov for, for at blive bevidste. At være ubevidst er ikke nogen sygdom. Det er et grundlæggende vilkår for alle mennesker. Det er den udfordring, der udgør "the human condition" per se. Og at være ubevidst går hånd i hånd med eksistentiel lidelse: "psykisk sygdom". En sygdom er det kun i overført, "kierkegaardsk", betydning. Ikke bogstaveligt talt.
Og med dette, mit syn på sagen, tager jeg mig friheden til at kalde ovennævnte "journalistik" for smagløs og diskriminerende.
Jeg er helt enig i, at "den gale øksemorder"-journalistikken er både smagløs og yderst diskriminerende (men det er jo hensigten). Imidlertid mener jeg, at man egentligt ikke har ret til at føle sig krænket, diskrimineret af denne form for "journalistik", og til at fordømme den, hvis man samtidigt identificerer sig selv som en psykisk syg patient med behov for behandling i mainstreambetydningen. At stille spørgsmålstegn ved relevansen af at det nævnes, når en person, der har begået kriminalitet, er "psykisk syg", er paradoksalt, når man selv har overtaget systemets syn på sagen generelt, og dets definition af "psykisk sygdom" især.
Så, her til morgen skrev jeg følgende (nok atter en gang lidt provokerende) kommentar (her lettere redigeret) til et blogindlæg om emnet:
"Hvad i mennesket er det, der reagerer på et eller andet ved at dræbe et andet menneske? Hvad er det generelt, der får os til at reagere? Er det vores fødder, vores bugspytkirtel, vores lever, nyrer, knogler...? Nej, vel? Det er vores sind, vores tankeprocesser og følelser. Og i det øjeblik, hvor disse tankeprocesser og følelser anses som værende 'syge', i det øjeblik, hvor der sættes lighedstegn mellem sindet og hjernen, så bliver det allerhøjst relevant, at nævne det, f.eks. i en drabssammenhæng.
I sidste ende stigmatiserer - eller diskriminerer, et udtryk, jeg foretrækker - vi os selv. I det omfang, som vi erklærer os enige i teorier, der påstår, menneskets tankeprocesser og følelser kan være - og er, i tilfælde af 'psykisk sygdom' - reelt, bogstaveligt, og ikke bare i overført betydning, syge. Som i 'genetisk betinget, biologisk hjernesygdom', eller 'kemisk ubalance i hjernens transmitterstofskifte'."
Har jeg nogensinde været, eller er jeg, en "psykisk syg patient"? Nej. Jeg har været ubevidst, om mig selv og verdenen, og derfor har jeg trængt, ikke til "behandling", men til at spejle mig i et andet menneske, via anerkendende kommunikation, via det, alle mennesker har behov for, for at blive bevidste. At være ubevidst er ikke nogen sygdom. Det er et grundlæggende vilkår for alle mennesker. Det er den udfordring, der udgør "the human condition" per se. Og at være ubevidst går hånd i hånd med eksistentiel lidelse: "psykisk sygdom". En sygdom er det kun i overført, "kierkegaardsk", betydning. Ikke bogstaveligt talt.
Og med dette, mit syn på sagen, tager jeg mig friheden til at kalde ovennævnte "journalistik" for smagløs og diskriminerende.
torsdag den 26. november 2009
Mere strøm til hjernen - Uppdrag gransknings andet program om elektrochok
I denne uge har det svenske TV-program Uppdrag granskning fulgt op på sidste uges ECT-tema. I den anden udsendelse om emnet møder vi bl.a. Solveig Wiberg, der blev udsat for flere end 100 ECT-"behandlinger" under tvang i løbet af en 18-måneders indlæggelse, og der som følge har mistet mindet om store dele af sit liv, og norske Mette Ellingsdalen, leder af We Shall Overcome og psykiatri/ECT-overlever.
Den for Solveig Wibergs "behandling" ansvarlige overlæge Louise Lundberg påstår i programmet, at Solveig ikke har fået ECT mod sin vilje, selv om Solveig fortæller, at hun hver gang bad om ikke at få flere ECT-"behandlinger", hvilket hendes journaloptegnelser bekræfter. Louise Lundberg begrunder sin opfattelse af Solveig som samtykkende i "behandlingen" med at Solveig hver gang frivilligt og modstandsløst fulgte med personalet til "behandlingen".
For mig grænser det til det kyniske, at en psykiatrisk overlæge indirekte påstår, Solveigs ønske om ikke at få ECT skulle være blevet taget seriøst og respekteret, bare hun havde gjort fysisk modstand mod at blive ført til ECT-rummet af personalet, mens der ikke tillagdes hendes ord nogen som helst betydning.
Tildels er det en indirekte opfordring til alle psykiatriserede mennesker om at give udtryk for deres eventuelle ønske om ikke at blive udsat for en bestemt "behandling" ved at ty til fysisk modstand, til fysisk vold. Tildels ved vi jo allesammen godt, hvad der sker, når psykiatriserede mennesker fysisk modsætter sig "behandling". I behandlernes øjne er det det ultimative tegn på, at det psykiatriserede menneske både mangler "sygdomsindsigt" og er "til fare for sig selv og andre", og således er det den ultimative berettigelse til at gennemføre "behandlingen", koste det, hvad det ville.
Louise Lundberg udtaler her klart og tydeligt, hvad der i overleverkredse er en længe kendt sandhed: behandlerne ønsker og fremprovokerer så udpræget modstand mod "behandlingen" som muligt hos det psykiatriserede menneske. Modstanden fortolkes siden af behandlerne som "symptomer", og "symptomer" berettiger psykiatrisk "behandling", der grundlæggende går ud på, at intimidere det psykiatriserede menneske til tavshed og ubetinget føjelighed. Hvad er Solveigs "forbrydelse", som hun skulle straffes så hårdt for? Hun ønskede psykologsamtaler i stedet for ECT. Dvs. hun ønskede, at komme til bunds i sine eksistentielle problemer, i stedet for at blive gjort mindesløs og dermed tavs og føjelig, og nem at håndtere.
Louise Lundberg forsvarer den tortur, hun har udsat Solveig for - og Solveig sammenligner selv "behandlingen" med tortur i Uppdrag granskning-programmet - ved at påstå, at "psykoser" er så hårdt ved kroppen, at det kunne have betydet Solveigs død, ikke at "behandle" hende med ECT. Og, ja, krop og sjæl hænger uløseligt sammen. Jeg husker selv, hvor udslidt jeg var, ikke bare psykisk men også fysisk, efter jeg i fjorten dage var gået uden mad og søvn og i konstant alarmberedskab. Imidlertid husker jeg også, hvad alene truslen om indespærring, om stempling som "sindssyg", om berøvelse af mine fundamentale menneskerettigheder, af min fysiske og psykiske integritet, af min stemme, gjorde ved mig. Både fysisk og psykisk. Alene tanken gjorde bestemt ikke situationen bedre.
Det, der definitivt gjorde situationen bedre, var netop det, Solveig ønskede sig, men hvad systemet nægtede hende: at blive lyttet til, taget alvorlig, respekteret som den, hun nu engang er. Taget de talrige dokumenteret positive erfaringer med respekterende psykiatrialternativer i betragtning, spørger jeg mig, hvor længe endnu vi skal høre på "ekspert"udsagn som Louise Lundbergs, før samfundet indrømmer den dagsorden, disse udsagn bunder i, og vender sig mod den.
Ja, og at det ikke kun sker i Sverige men også i Danmark, at psykiatriserede mennesker udsættes for ECT-"behandling" i et omfang, så de mister store dele til hele deres historie, og derudover muligheden til recovery gennem bevidstgørelse og bearbejdning, er "Sofie" jo et godt eksempel på. Og Solveig kan da også berette, at følgerne af den slags mishandling kan få mennesker til at begå selvmord. Apropos "ECT redder liv"...
Læs mere om Solveig her.
Uppdrag granskning taler i dette program også med norske Mette Ellingsdalen, der med sit valg om at stå offentligt frem og fortælle om sine erfaringer med ECT væsentligt har bidraget til at psykiatriserede mennesker i Norge har fået større retssikkerhed mht. ECT, end de har i både Sverige og Danmark. I Sverige som i Danmark kræves der nemlig i modsætning til i Norge ikke noget skriftligt samtykke til "behandlingen". Tværtimod så kan man her på sundhedsstyrelsens hjemmeside læse, at der også her i Danmark frem til 2006 fandtes et såkaldt "stiltiende samtykke", der i følge dokumentet "foreligger, hvor den enkeltes signaler og opførsel må tolkes således, at der foreligger et samtykke på baggrund af den givne information." Aha, her har vi altså den danske udgave af Solveig Wibergs "samtykke", som hvilket Louise Lundberg valgte at tolke hendes manglende fysiske modstand mod "behandlingen". Og selv om teksten også nævner, at "en patients passivitet over for en foranstaltning ikke udgør et tilstrækkeligt informeret samtykke til at iværksætte en foranstaltning på et frivilligt grundlag", og at der ved "den mindste tvivl om, hvorvidt patienten tilslutter sig behandlingsforslaget, bør [indhentes] et mundtligt samtykke", så ved vi jo også godt, at sagen i praksis ofte så noget anderledes ud. Dvs. at "foranstaltningen" som regel blev iværksat. Med eller uden tydeligt udtalt "ja tak!" fra det psykiatriserede menneskes side.
I øvrigt kan jeg godt lide, at teksten taler om at "[e]fter lovændringen [vedtaget af Folketinget d. 02. juni 2006] vil der stadig være tale om frivillighed, hvis patienten ved en korrekt vejledning og information [hvor "korrekt" informationen og vejledningen, der kan forventes, som regel er, kan man jo ved et blik på de af mig i mit foregående indlæg om Uppdrag gransknings dækning af ECT-emnet citerede danske kilder overbevise sig om] lader sig overbevise eller blot overtale til at medvirke," (min kursivering). Det er altså helt i orden, at overtale (læs: intimidere) et menneske til at gå med til en "behandling", dette menneske af gode grunde ikke ønsker at blive udsat for.
Som bemærket i mit foregående indlæg om emnet, kan der i mine øjne ikke være tale om et virkeligt frivilligt - som i "fri vilje" - samtykke, skriftligt eller ej, når a) det psykiatriserede menneske er under indflydelse af bevidsthedsforandrende stoffer som psykofarmaka, b) information tilbageholdes respektive forfalskes, og/eller c) de mennesker, der skal indhente samtykket, befinder sig i en sådan magtposition i forhold til den person, hvis samtykke skal opnås, som psykiatrisk personale befinder sig i overfor "patienten".
Interessant for resten også, at der hverken i Sverige eller Norge findes et register over indberettede bivirkninger af ECT. Hvilket svarer til en indirekte tilkendegivelse fra myndighedernes side om, at man er grundlæggende ligeglad med, om folk lider af bivirkninger, og af hvilken art og hvilket omfang disse er. Hvordan situationen mht. et sådant register er her i Danmark, har jeg ikke kunnet bringe i erfaring. En google-søgning gav umiddelbart intet resutat, og det må således antages, at vi heller ikke i Danmark registrerer bivirkninger af ECT.
Læs mere om Mette Ellingsdalen og "patient"rettigheder i Norge her.
Og her til sidst, så det hele ikke bliver alt for trist og deprimerende (sic!), en lille "bon mot", jeg fandt på psyknet.dk, i artiklen om ECT, under "Virkning": "Patienten bliver rolig, nærværende, selvmordstankerne forsvinder og begynder at ligne sig selv." LMAO! - Ansvarligt for brøleren: overlæge Søren Blinkenberg og overlæge Per B. Vendsborg, yup, netop, han, der i sin tid ikke havde andre "argumenter", end at jeg da måtte være scientolog - siden jeg kendte så meget til psykiatriens noget dystre historie (og nutid). :D
Tak til Sigrun for at gøre opmærksom på programmet - og til scientofobiske Per Vendsborg for at levere dagens grin.
Den for Solveig Wibergs "behandling" ansvarlige overlæge Louise Lundberg påstår i programmet, at Solveig ikke har fået ECT mod sin vilje, selv om Solveig fortæller, at hun hver gang bad om ikke at få flere ECT-"behandlinger", hvilket hendes journaloptegnelser bekræfter. Louise Lundberg begrunder sin opfattelse af Solveig som samtykkende i "behandlingen" med at Solveig hver gang frivilligt og modstandsløst fulgte med personalet til "behandlingen".
For mig grænser det til det kyniske, at en psykiatrisk overlæge indirekte påstår, Solveigs ønske om ikke at få ECT skulle være blevet taget seriøst og respekteret, bare hun havde gjort fysisk modstand mod at blive ført til ECT-rummet af personalet, mens der ikke tillagdes hendes ord nogen som helst betydning.
Tildels er det en indirekte opfordring til alle psykiatriserede mennesker om at give udtryk for deres eventuelle ønske om ikke at blive udsat for en bestemt "behandling" ved at ty til fysisk modstand, til fysisk vold. Tildels ved vi jo allesammen godt, hvad der sker, når psykiatriserede mennesker fysisk modsætter sig "behandling". I behandlernes øjne er det det ultimative tegn på, at det psykiatriserede menneske både mangler "sygdomsindsigt" og er "til fare for sig selv og andre", og således er det den ultimative berettigelse til at gennemføre "behandlingen", koste det, hvad det ville.
Louise Lundberg udtaler her klart og tydeligt, hvad der i overleverkredse er en længe kendt sandhed: behandlerne ønsker og fremprovokerer så udpræget modstand mod "behandlingen" som muligt hos det psykiatriserede menneske. Modstanden fortolkes siden af behandlerne som "symptomer", og "symptomer" berettiger psykiatrisk "behandling", der grundlæggende går ud på, at intimidere det psykiatriserede menneske til tavshed og ubetinget føjelighed. Hvad er Solveigs "forbrydelse", som hun skulle straffes så hårdt for? Hun ønskede psykologsamtaler i stedet for ECT. Dvs. hun ønskede, at komme til bunds i sine eksistentielle problemer, i stedet for at blive gjort mindesløs og dermed tavs og føjelig, og nem at håndtere.
Louise Lundberg forsvarer den tortur, hun har udsat Solveig for - og Solveig sammenligner selv "behandlingen" med tortur i Uppdrag granskning-programmet - ved at påstå, at "psykoser" er så hårdt ved kroppen, at det kunne have betydet Solveigs død, ikke at "behandle" hende med ECT. Og, ja, krop og sjæl hænger uløseligt sammen. Jeg husker selv, hvor udslidt jeg var, ikke bare psykisk men også fysisk, efter jeg i fjorten dage var gået uden mad og søvn og i konstant alarmberedskab. Imidlertid husker jeg også, hvad alene truslen om indespærring, om stempling som "sindssyg", om berøvelse af mine fundamentale menneskerettigheder, af min fysiske og psykiske integritet, af min stemme, gjorde ved mig. Både fysisk og psykisk. Alene tanken gjorde bestemt ikke situationen bedre.
Det, der definitivt gjorde situationen bedre, var netop det, Solveig ønskede sig, men hvad systemet nægtede hende: at blive lyttet til, taget alvorlig, respekteret som den, hun nu engang er. Taget de talrige dokumenteret positive erfaringer med respekterende psykiatrialternativer i betragtning, spørger jeg mig, hvor længe endnu vi skal høre på "ekspert"udsagn som Louise Lundbergs, før samfundet indrømmer den dagsorden, disse udsagn bunder i, og vender sig mod den.
Ja, og at det ikke kun sker i Sverige men også i Danmark, at psykiatriserede mennesker udsættes for ECT-"behandling" i et omfang, så de mister store dele til hele deres historie, og derudover muligheden til recovery gennem bevidstgørelse og bearbejdning, er "Sofie" jo et godt eksempel på. Og Solveig kan da også berette, at følgerne af den slags mishandling kan få mennesker til at begå selvmord. Apropos "ECT redder liv"...
Læs mere om Solveig her.
Uppdrag granskning taler i dette program også med norske Mette Ellingsdalen, der med sit valg om at stå offentligt frem og fortælle om sine erfaringer med ECT væsentligt har bidraget til at psykiatriserede mennesker i Norge har fået større retssikkerhed mht. ECT, end de har i både Sverige og Danmark. I Sverige som i Danmark kræves der nemlig i modsætning til i Norge ikke noget skriftligt samtykke til "behandlingen". Tværtimod så kan man her på sundhedsstyrelsens hjemmeside læse, at der også her i Danmark frem til 2006 fandtes et såkaldt "stiltiende samtykke", der i følge dokumentet "foreligger, hvor den enkeltes signaler og opførsel må tolkes således, at der foreligger et samtykke på baggrund af den givne information." Aha, her har vi altså den danske udgave af Solveig Wibergs "samtykke", som hvilket Louise Lundberg valgte at tolke hendes manglende fysiske modstand mod "behandlingen". Og selv om teksten også nævner, at "en patients passivitet over for en foranstaltning ikke udgør et tilstrækkeligt informeret samtykke til at iværksætte en foranstaltning på et frivilligt grundlag", og at der ved "den mindste tvivl om, hvorvidt patienten tilslutter sig behandlingsforslaget, bør [indhentes] et mundtligt samtykke", så ved vi jo også godt, at sagen i praksis ofte så noget anderledes ud. Dvs. at "foranstaltningen" som regel blev iværksat. Med eller uden tydeligt udtalt "ja tak!" fra det psykiatriserede menneskes side.
I øvrigt kan jeg godt lide, at teksten taler om at "[e]fter lovændringen [vedtaget af Folketinget d. 02. juni 2006] vil der stadig være tale om frivillighed, hvis patienten ved en korrekt vejledning og information [hvor "korrekt" informationen og vejledningen, der kan forventes, som regel er, kan man jo ved et blik på de af mig i mit foregående indlæg om Uppdrag gransknings dækning af ECT-emnet citerede danske kilder overbevise sig om] lader sig overbevise eller blot overtale til at medvirke," (min kursivering). Det er altså helt i orden, at overtale (læs: intimidere) et menneske til at gå med til en "behandling", dette menneske af gode grunde ikke ønsker at blive udsat for.
Som bemærket i mit foregående indlæg om emnet, kan der i mine øjne ikke være tale om et virkeligt frivilligt - som i "fri vilje" - samtykke, skriftligt eller ej, når a) det psykiatriserede menneske er under indflydelse af bevidsthedsforandrende stoffer som psykofarmaka, b) information tilbageholdes respektive forfalskes, og/eller c) de mennesker, der skal indhente samtykket, befinder sig i en sådan magtposition i forhold til den person, hvis samtykke skal opnås, som psykiatrisk personale befinder sig i overfor "patienten".
Interessant for resten også, at der hverken i Sverige eller Norge findes et register over indberettede bivirkninger af ECT. Hvilket svarer til en indirekte tilkendegivelse fra myndighedernes side om, at man er grundlæggende ligeglad med, om folk lider af bivirkninger, og af hvilken art og hvilket omfang disse er. Hvordan situationen mht. et sådant register er her i Danmark, har jeg ikke kunnet bringe i erfaring. En google-søgning gav umiddelbart intet resutat, og det må således antages, at vi heller ikke i Danmark registrerer bivirkninger af ECT.
Læs mere om Mette Ellingsdalen og "patient"rettigheder i Norge her.
Og her til sidst, så det hele ikke bliver alt for trist og deprimerende (sic!), en lille "bon mot", jeg fandt på psyknet.dk, i artiklen om ECT, under "Virkning": "Patienten bliver rolig, nærværende, selvmordstankerne forsvinder og begynder at ligne sig selv." LMAO! - Ansvarligt for brøleren: overlæge Søren Blinkenberg og overlæge Per B. Vendsborg, yup, netop, han, der i sin tid ikke havde andre "argumenter", end at jeg da måtte være scientolog - siden jeg kendte så meget til psykiatriens noget dystre historie (og nutid). :D
Tak til Sigrun for at gøre opmærksom på programmet - og til scientofobiske Per Vendsborg for at levere dagens grin.
tirsdag den 24. november 2009
Antipsykotika - antipsykotisk eller fordummende?
Her en interessant artikel om hvordan "antipsykotika" virker. Og på sin vis - og selv om vores "sidste psykiater" (gid han var det!) ikke er enig - også om, hvorfor allerede en brøkdel af den som regel ordinerede dosis kan have en for mennesket i krise - men nu ser vores "sidste psykiater" heller ikke tingene fra mennesket i krises perspektiv, men fra behandlernes/de pårørendes - tilfredsstillende effekt. Det største problem under krisen er jo mangel på sindsro, for at sige det sådan. Og det problem kan en lille dosis neuroleptika altså afhjælpe, hvis det absolut skal være.
"Antipsykotika" binder altså i følge artiklen først til H1 receptorer, hvilket giver den beroligende effekt, og sidst til dopaminreceptorerne, hvilket så i følge vores "sidste psykiater" skulle give den "antipsykotiske" effekt. Dvs. at der skal en vis dosis til, før alle H1, a1, etc. etc., receptorer er blokkeret og det kan blive dopaminreceptorernes tur til at blive det. Der skal en vis dosis til, fordi et enkelt molekyl Zyprexa eller Seroquel, eller hvilket firma det nu er, ens shrink får lommepenge af, altid kun kan binde til én enkel receptor, ikke til flere samtidigt. Så længe der er frie H1, a1, whatever, receptorer, vil molekylerne således binde til dem, ikke til dopaminreceptorerne.
Som sagt, en ganske interessant artikel, hvis man vil vide lidt mere om, hvordan "antipsykotika" virker, end hvad man sådan almindeligvis får at vide. Jeg har dog et problem med artiklen. Og det er, at vores "sidste psykiater", ligesom alle andre biopsykiatere, med den største selvfølge går ud fra, at dopamin forårsager "psykoser". Hvilket dopamin ikke gør. Dopamin "forårsager" kognition, motivation, følelser af velvære. Dopamin er af afgørende betydning for indlæring, hukommelse og problemløsning - og især mht. det sidstnævnte må det siges, at "antipsykotika", taget i en høj nok dosis, at den virker "antidopaminsk", så at sige, direkte modvirker en løsning af de problemer, man står med, når man er i krise. "Antipsykotika", taget som ordineret, modvirker altså en løsning af krisen via bevidstgørelse og bearbejdning. Simpelthen fordi det, at nedsætte mængden af dopamin i hjernen også nedsætter det vedkommende menneskes evne til at løse problemer.
Taget dopaminens betydning for de ovennævnte evner i betragtning, må man konkludere, at "antipsykotisk" er en vildledende eufemisme for "dumhed og ligegladhed fremmende". Ja. Og, let's face it, dum og ligeglad er jo netop, hvad omgivelserne, behandlerne som pårørende, som oftest ønsker, en person i krise skal blive. Dum og ligeglad er omtrent ensbetydende med nem og uproblematisk at håndtere. Mens bevidste personligheder jo kan være ret besværligt at have at gøre med... Et andet aspekt er at "antipsykotisk" sælger, både til pårørende og behandlere, der helst ønsker at undgå alt for store skyldfølelser, og selvfølgeligt også til brugerne selv. Det gør "dumhed og ligegyldighed fremmende" næppe, og da slet ikke til brugerne selv.
Nå men, jeg efterlod følgende kommentar på vores "sidste psykiaters" blog:
Nice article, yes. But as far as I know, dopamine doesn't cause "psychosis", it "causes" cognition, motivation, pleasure, etc. etc. So, IMHO, "anti-psychotics", even the part of them that binds to dopamine receptors, don't act "anti-psychotic", but simply by enhancing stupidity and indifference. Isn't it a bit of a misleading euphemism to call such an effect "anti-psychotic"?
Well, maybe it depends on the perspective...
Og vores "sidste psykiater", der godt nok ikke plejer at svare på alle kommentarer - ellers ville han nok ikke bestille meget andet - men dog plejer at protestere, når han har indvendinger, som han mener, "holder i retten", har ikke protesteret endnu.
"Antipsykotika" binder altså i følge artiklen først til H1 receptorer, hvilket giver den beroligende effekt, og sidst til dopaminreceptorerne, hvilket så i følge vores "sidste psykiater" skulle give den "antipsykotiske" effekt. Dvs. at der skal en vis dosis til, før alle H1, a1, etc. etc., receptorer er blokkeret og det kan blive dopaminreceptorernes tur til at blive det. Der skal en vis dosis til, fordi et enkelt molekyl Zyprexa eller Seroquel, eller hvilket firma det nu er, ens shrink får lommepenge af, altid kun kan binde til én enkel receptor, ikke til flere samtidigt. Så længe der er frie H1, a1, whatever, receptorer, vil molekylerne således binde til dem, ikke til dopaminreceptorerne.
Som sagt, en ganske interessant artikel, hvis man vil vide lidt mere om, hvordan "antipsykotika" virker, end hvad man sådan almindeligvis får at vide. Jeg har dog et problem med artiklen. Og det er, at vores "sidste psykiater", ligesom alle andre biopsykiatere, med den største selvfølge går ud fra, at dopamin forårsager "psykoser". Hvilket dopamin ikke gør. Dopamin "forårsager" kognition, motivation, følelser af velvære. Dopamin er af afgørende betydning for indlæring, hukommelse og problemløsning - og især mht. det sidstnævnte må det siges, at "antipsykotika", taget i en høj nok dosis, at den virker "antidopaminsk", så at sige, direkte modvirker en løsning af de problemer, man står med, når man er i krise. "Antipsykotika", taget som ordineret, modvirker altså en løsning af krisen via bevidstgørelse og bearbejdning. Simpelthen fordi det, at nedsætte mængden af dopamin i hjernen også nedsætter det vedkommende menneskes evne til at løse problemer.
Taget dopaminens betydning for de ovennævnte evner i betragtning, må man konkludere, at "antipsykotisk" er en vildledende eufemisme for "dumhed og ligegladhed fremmende". Ja. Og, let's face it, dum og ligeglad er jo netop, hvad omgivelserne, behandlerne som pårørende, som oftest ønsker, en person i krise skal blive. Dum og ligeglad er omtrent ensbetydende med nem og uproblematisk at håndtere. Mens bevidste personligheder jo kan være ret besværligt at have at gøre med... Et andet aspekt er at "antipsykotisk" sælger, både til pårørende og behandlere, der helst ønsker at undgå alt for store skyldfølelser, og selvfølgeligt også til brugerne selv. Det gør "dumhed og ligegyldighed fremmende" næppe, og da slet ikke til brugerne selv.
Nå men, jeg efterlod følgende kommentar på vores "sidste psykiaters" blog:
Nice article, yes. But as far as I know, dopamine doesn't cause "psychosis", it "causes" cognition, motivation, pleasure, etc. etc. So, IMHO, "anti-psychotics", even the part of them that binds to dopamine receptors, don't act "anti-psychotic", but simply by enhancing stupidity and indifference. Isn't it a bit of a misleading euphemism to call such an effect "anti-psychotic"?
Well, maybe it depends on the perspective...
Og vores "sidste psykiater", der godt nok ikke plejer at svare på alle kommentarer - ellers ville han nok ikke bestille meget andet - men dog plejer at protestere, når han har indvendinger, som han mener, "holder i retten", har ikke protesteret endnu.
mandag den 23. november 2009
"Jeg lider mere end du!"
Sidste måned skrev jeg hvad jeg valgte at kalde for "ikke en recovery story" for Gianna's blog. Et udkast, der især mod slutningen bærer lidt præg af tidsnød og også af det faktum, at det jeg beskriver ikke er en afsluttet proces, og at jeg blev en smule forskrækket over, hvad jeg var ved at gøre. Jeg understreger i teksten meget kraftigt, at det jo "bare er en til livshistorie, ligesom alle de andre. (...) Den sædvanlige misere. Marian's version af den." Men samtidigt er det selvfølgeligt også en meget personlig fortælling. Personlig nok til at selve skriveprocessen til tider føltes noget grænseoverskridende, og det gjorde tanken om at lade historien få sit eget liv i cyberspace ikke mindre.
Som sagt, så er det et udkast. Før jeg poster historien på min egen blog, er der ændringer og især tilføjelser, jeg har tænkt mig at foretage.
En af tilføjelserne, jeg har i tankerne, angår spørgsmålet i hvilket omfang man egentligt kan sige, at jeg har været udsat for traumatiserende overgreb. Jeg har jo faktisk aldrig været udsat for fysisk vold/mishandling eller seksuelle overgreb. Og så har jeg vel egentligt ikke lidt nogen videre overlast?
Jeg kom til at tænke på det - atter en gang - her til aften, fordi jeg et sted i blogland stødte på et par formuleringer, der godt kan forstås som at overgreb, vold, mishandling nødvendigvis må være af fysisk, respektive seksuel, karakter for at kunne virke traumatiserende. Den ene formulering gik ud på, at der er nogle børn i verdenen, der via national lovgivning, der forbyder fysisk afstraffelse, er beskyttede mod vold. Den anden betegnede fysiske/seksuelle overgreb som "ordentlige" overgreb. Så, det vil sige, jeg har ikke oplevet vold i nogen form, fordi vold altid kun kan være af fysisk art, og jeg har ikke været udsat for "ordentlige" overgreb, da sådanne altså også kun kan regnes som "ordentlige", hvis de er af fysisk/seksuel karakter.
Med andre ord, verbale overgreb, såvel som den endnu mere "usynlige" vold i form af emotionelle overgreb, respektive emotionel svigt, er helt ok. De har ikke nogen videre traumatiserende virkning: Tag dig sammen, hold op med at jamre, og kom videre med dit liv!
Det er jo en udbred holdning. At det kun virkeligt gør ondt, når det gør ondt på kroppen.
Til alle dem, der er af denne opfattelse, kan jeg kun sige, at det har taget mig godt og vel fire årtier, at finde ud af, hvorfor det gjorde så forbandet ondt, hvorfor jeg ikke kunne tage mig sammen og komme videre med mit liv. Jeg havde ikke nogen blå mærker, blødende sår, ar, eller brækkede knogler, jeg kunne forholde mig til, sætte en finger på, og sige: derfor. Jeg havde kun det, der af alle blev set som moderlig omsorg og kærlighed. Og det kunne jeg dårligt sætte en finger på og sige: derfor.
Nogle fagfolk er ved at få øjnene op for, at emotionel, psykologisk svigt/mishandling kan have lige så alvorlige følger som fysiske, respektive seksuelle overgreb. Enkelte mener endda, at emotionel omsorgssvigt er mere alvorligt, end fysiske og seksuelle overgreb. Netop fordi emotionel vold ikke efterlader nogen ar, er så usynlig, både for omgivelserne, og ikke sjældent også for offeret selv.
Jeg er ikke meget for, at veje, måle og sammenligne, og sige, det ene gør mere ondt, end det andet. Jeg har ikke noget behov for, at lide mere end alle andre, og jeg kan ikke finde nogen fidus i, at gøre lidelse til en konkurrence. Men jeg tænker, at hvis vi ikke anerkender volden der hvor den finder sted, uanset i hvilken form, så kommer vi den aldrig til livs.
Som sagt, så er det et udkast. Før jeg poster historien på min egen blog, er der ændringer og især tilføjelser, jeg har tænkt mig at foretage.
En af tilføjelserne, jeg har i tankerne, angår spørgsmålet i hvilket omfang man egentligt kan sige, at jeg har været udsat for traumatiserende overgreb. Jeg har jo faktisk aldrig været udsat for fysisk vold/mishandling eller seksuelle overgreb. Og så har jeg vel egentligt ikke lidt nogen videre overlast?
Jeg kom til at tænke på det - atter en gang - her til aften, fordi jeg et sted i blogland stødte på et par formuleringer, der godt kan forstås som at overgreb, vold, mishandling nødvendigvis må være af fysisk, respektive seksuel, karakter for at kunne virke traumatiserende. Den ene formulering gik ud på, at der er nogle børn i verdenen, der via national lovgivning, der forbyder fysisk afstraffelse, er beskyttede mod vold. Den anden betegnede fysiske/seksuelle overgreb som "ordentlige" overgreb. Så, det vil sige, jeg har ikke oplevet vold i nogen form, fordi vold altid kun kan være af fysisk art, og jeg har ikke været udsat for "ordentlige" overgreb, da sådanne altså også kun kan regnes som "ordentlige", hvis de er af fysisk/seksuel karakter.
Med andre ord, verbale overgreb, såvel som den endnu mere "usynlige" vold i form af emotionelle overgreb, respektive emotionel svigt, er helt ok. De har ikke nogen videre traumatiserende virkning: Tag dig sammen, hold op med at jamre, og kom videre med dit liv!
Det er jo en udbred holdning. At det kun virkeligt gør ondt, når det gør ondt på kroppen.
Til alle dem, der er af denne opfattelse, kan jeg kun sige, at det har taget mig godt og vel fire årtier, at finde ud af, hvorfor det gjorde så forbandet ondt, hvorfor jeg ikke kunne tage mig sammen og komme videre med mit liv. Jeg havde ikke nogen blå mærker, blødende sår, ar, eller brækkede knogler, jeg kunne forholde mig til, sætte en finger på, og sige: derfor. Jeg havde kun det, der af alle blev set som moderlig omsorg og kærlighed. Og det kunne jeg dårligt sætte en finger på og sige: derfor.
Nogle fagfolk er ved at få øjnene op for, at emotionel, psykologisk svigt/mishandling kan have lige så alvorlige følger som fysiske, respektive seksuelle overgreb. Enkelte mener endda, at emotionel omsorgssvigt er mere alvorligt, end fysiske og seksuelle overgreb. Netop fordi emotionel vold ikke efterlader nogen ar, er så usynlig, både for omgivelserne, og ikke sjældent også for offeret selv.
Jeg er ikke meget for, at veje, måle og sammenligne, og sige, det ene gør mere ondt, end det andet. Jeg har ikke noget behov for, at lide mere end alle andre, og jeg kan ikke finde nogen fidus i, at gøre lidelse til en konkurrence. Men jeg tænker, at hvis vi ikke anerkender volden der hvor den finder sted, uanset i hvilken form, så kommer vi den aldrig til livs.
torsdag den 19. november 2009
Uppdrag granskning, "Den stora glömskan" - et program om varigt hukommelsestab efter elektrochok, og om psykiatrisk misinformation
Det svenske TV-program Uppdrag granskning beskæftigede sig i går med den mangelfulde information om alvorlige bivirkninger ved elektrochok, ECT, "patienter" som oftest får. Uppdrag gransknings Janne Josefsson interviewer bl.a. Helena Brebäck, der har valgt, at stå frem og fortælle om omfattende og varigt hukommelsestab efter hun i 2004 blev udsat for ECT mod sin vilje. Læs om Helena her.
Desuden møder vi flere kvinder* i programmet "Den stora glömskan" (Den store glemslen), der har lidt hvad man må kalde for handicappende hukommelsestab af ECT. Sandra f.eks., der går fra at være højtlønnet akademiker til i dag at være konstant afhængig af hjælp, selv til hverdagslivets mest enkle ting. Læs mere her.
I anden halvdel af programmet tager Uppdrag granskning til USA, hvor debatten om ECTs sikkerhed og effektivitet er noget mere livligt, end i Europa. Janne Josefsson interviewer både fortalere (Kitty Dukakis) og modstandere (Linda Andre**) af ECT, og taler med Harold Sackeim, en af de største fortalere for ECT, og anset til at være verdens førende kapacitet på området. Hverken Kitty Dukakis eller Harold Sackeim fornægter imidlertid, at ECT kan resultere i varigt hukommelsestab. Læs mere om ECT-kritiken i USA her.
Mens den svenske psykiater Håkan Odeberg, der har udarbejdet informationsbrochurer om ECT til såvel "patienter" som læger, selv konfronteret med Harold Sackeims udtalelser, holder fast ved, at ECT alene forårsager kortvarigt, forbigående hukommelsestab, og vælger at tilskrive vedvarende hukommelsestab "patientens" subjektive oplevelse af sig selv, og altså værende uden objektiv, videnskabelig værdi. Noget som Harold Sackeim i udsendelsen betegner som "blame the victim", og noget, vi jo også her i Danmark igen og igen hører påstået fra "eksperternes" side.
Her er, hvad man kan læse på DepNet.dk om ECT:
"ECT er sikkert og de fleste patienter har overhovedet ingen bivirkninger. Der er dog nogle få patienter, der får et kortvarigt hukommelsestab efter behandlingen. Hvis du har svært ved at huske hændelser fra tiden under og omkring ECT-behandlingen, vil din hukommelse blive normal igen efter nogle få uger."
Bemærk, at siden er opdateret i dag, 19. november 2009, altså to og et halvt år efter Harold Sackeims studie "The Cognitive Effects of Electroconvulsive Therapy in Community Settings" udkom, der entydigt slog fast, at ECT kan forårsage varigt hukommelsestab og nedsatte kognitive evner.
Endnu længere går "informationen" på Netdoktor.dk, udarbejdet af Poul Videbech:
"Tværtimod vil man ofte kunne påvise en bedring af hukommelsen, hvilket skyldes, at depressionen er forsvundet. Hukommelsen fungerer nemlig meget dårligt, når man er deprimeret. Der findes også patienter, som stort set ikke oplever nogen af disse problemer i forbindelse med behandlingen. Det skal dog nævnes, at der findes mennesker, der efterfølgende kan berette om ”huller i deres hukommelse” fx for bestemte hændelser, hvilket kan være meget ubehageligt, men man har ikke kunnet påvise skader på indlæringsevnen. Det er meget svært at opnå fuldstændig klarhed over dette, fordi depression mens den står på som nævnt i sig selv medfører dårligere indlæring og hukommelse."
Spørgsmålet er, hvem Poul Videbech taler om, når han siger "man". Det kan i hvert fald ikke være Harold Sackeim. Skader på indlæringsevnen er nemligt lige præcis, hvad dennes omfattende studie fra 2007 entydigt har påvist.
På spørgsmålet, om ECT giver hjerneskader, svarer Poul Vidbech: "Mange mennesker har en forestilling om, at behandlingen medfører hjerneskader. I dag ved vi med sikkerhed, at det ikke er tilfældet."
Han henviser til undersøgelser af dyr, der blev udsat for ECT og efterfølgende obduceret, og til scanningsbilleder af mennesker, og påstår hverken obduktionerne eller scanningerne havde kunnet påvise hjerneskader. Det modsatte er tilfældet. Umiddelbart efter ECT foretaget, har talrige undersøgelser vist effekten af "behandlingen" på hjernen: små, punktuelle blødninger og deraf følgende celledød. Desuden anses et hukommelsestab, som det ECT forårsager, i alle andre sammenhænge end psykiatriske som et klart symptom på hjerneskade. Ligesom alle andre virkninger af ECT, såsom eufori, forvirring og kramper. Læs hertil om Uppdrag gransknings telefonsamtale med den svenske psykiater Johan Stiernsted, der kan fortælle om flere "patienter", der havde fået ECT, og som alle efterfølgende havde "store problemer med hukommelsen". Problemer, som Johan Stiernsted beskriver ligner langt mere dem, man kan observere efter hjerneskader som følge af hovedlæsioner, end dem, der opstår i forbindelse med "depression".
Interessant er også det følgende punkt i Poul Videbechs forklaring på, hvorfor ECT ikke anvendes i større omfang, når "behandlingen" nu er så ufarlig og effektiv: "ECT kan ikke kombineres med psykoterapi på grund af hukommelsespåvirkningen."
Jamen, når nu "hukommelsespåvirkningen" er af så kortvarig karakter, og "hullerne i hukommelsen" næppe skyldes "behandlingen", men snarere selve "sygdommen", som Videbech ellers påstår, så burde "behandlingen" da godt kunne kombineres med terapi?...
Faktum er, som selv Kitty Dukakis indrømmer, at man er nødt til at vælge: enten et "quick fix", der som regel ikke giver varig bedring, men skal gentages med jævne mellemrum, gerne også skal suppleres med antidepressiva, og der kan give alvorlige, varige "bivirkninger"***, eller den lange og ofte ikke helt nemme vej gennem bevidstgørelse og bearbejdning, der til gengæld har de modsatte "bivirkninger" som ECT, nemlig en øget bevidsthed.
Faktum er også, at mange ikke får muligheden for at træffe et reelt valg, enten fordi information tilbageholdes respektive forfalskes, også her i Danmark, fordi de udsættes for ECT under tvang, eller også fordi vedkommende er så påvirket af psykofarmaka, at der ikke kan være tale om et "informeret samtykke". Det er jo ikke altid, at ens omgivelser ønsker, at man husker for godt.
Se Uppdrag Granskning: "Den stora glömskan", og bliv informeret! - Eller (gen)se Gøgereden. Der er ikke noget væsentligt, der har ændret sig siden den gang.
Tak til Jan Olaf for at gøre opmærksom på udsendelsen.
_______________
*ca. tre fjerdedele af alle, der udsættes for ECT er kvinder. Er psykiatrien kvindefjentlig?...
** Linda Andre, der selv har været udsat for ECT og lidt varigt hukommelsestab, har skrevet bogen Doctors of Deception, der netop beskæftiger sig med psykiatriens manglende information, respektive fejlinformation, om proceduren til "patienter".
*** Hukommelsestabet efter ECT er ikke en bivirkning, men virkningen. Hvad man ikke kan huske, kan ikke gøre én deprimeret, angst, forvirret, etc.
Desuden møder vi flere kvinder* i programmet "Den stora glömskan" (Den store glemslen), der har lidt hvad man må kalde for handicappende hukommelsestab af ECT. Sandra f.eks., der går fra at være højtlønnet akademiker til i dag at være konstant afhængig af hjælp, selv til hverdagslivets mest enkle ting. Læs mere her.
I anden halvdel af programmet tager Uppdrag granskning til USA, hvor debatten om ECTs sikkerhed og effektivitet er noget mere livligt, end i Europa. Janne Josefsson interviewer både fortalere (Kitty Dukakis) og modstandere (Linda Andre**) af ECT, og taler med Harold Sackeim, en af de største fortalere for ECT, og anset til at være verdens førende kapacitet på området. Hverken Kitty Dukakis eller Harold Sackeim fornægter imidlertid, at ECT kan resultere i varigt hukommelsestab. Læs mere om ECT-kritiken i USA her.
Mens den svenske psykiater Håkan Odeberg, der har udarbejdet informationsbrochurer om ECT til såvel "patienter" som læger, selv konfronteret med Harold Sackeims udtalelser, holder fast ved, at ECT alene forårsager kortvarigt, forbigående hukommelsestab, og vælger at tilskrive vedvarende hukommelsestab "patientens" subjektive oplevelse af sig selv, og altså værende uden objektiv, videnskabelig værdi. Noget som Harold Sackeim i udsendelsen betegner som "blame the victim", og noget, vi jo også her i Danmark igen og igen hører påstået fra "eksperternes" side.
Her er, hvad man kan læse på DepNet.dk om ECT:
"ECT er sikkert og de fleste patienter har overhovedet ingen bivirkninger. Der er dog nogle få patienter, der får et kortvarigt hukommelsestab efter behandlingen. Hvis du har svært ved at huske hændelser fra tiden under og omkring ECT-behandlingen, vil din hukommelse blive normal igen efter nogle få uger."
Bemærk, at siden er opdateret i dag, 19. november 2009, altså to og et halvt år efter Harold Sackeims studie "The Cognitive Effects of Electroconvulsive Therapy in Community Settings" udkom, der entydigt slog fast, at ECT kan forårsage varigt hukommelsestab og nedsatte kognitive evner.
Endnu længere går "informationen" på Netdoktor.dk, udarbejdet af Poul Videbech:
"Tværtimod vil man ofte kunne påvise en bedring af hukommelsen, hvilket skyldes, at depressionen er forsvundet. Hukommelsen fungerer nemlig meget dårligt, når man er deprimeret. Der findes også patienter, som stort set ikke oplever nogen af disse problemer i forbindelse med behandlingen. Det skal dog nævnes, at der findes mennesker, der efterfølgende kan berette om ”huller i deres hukommelse” fx for bestemte hændelser, hvilket kan være meget ubehageligt, men man har ikke kunnet påvise skader på indlæringsevnen. Det er meget svært at opnå fuldstændig klarhed over dette, fordi depression mens den står på som nævnt i sig selv medfører dårligere indlæring og hukommelse."
Spørgsmålet er, hvem Poul Videbech taler om, når han siger "man". Det kan i hvert fald ikke være Harold Sackeim. Skader på indlæringsevnen er nemligt lige præcis, hvad dennes omfattende studie fra 2007 entydigt har påvist.
På spørgsmålet, om ECT giver hjerneskader, svarer Poul Vidbech: "Mange mennesker har en forestilling om, at behandlingen medfører hjerneskader. I dag ved vi med sikkerhed, at det ikke er tilfældet."
Han henviser til undersøgelser af dyr, der blev udsat for ECT og efterfølgende obduceret, og til scanningsbilleder af mennesker, og påstår hverken obduktionerne eller scanningerne havde kunnet påvise hjerneskader. Det modsatte er tilfældet. Umiddelbart efter ECT foretaget, har talrige undersøgelser vist effekten af "behandlingen" på hjernen: små, punktuelle blødninger og deraf følgende celledød. Desuden anses et hukommelsestab, som det ECT forårsager, i alle andre sammenhænge end psykiatriske som et klart symptom på hjerneskade. Ligesom alle andre virkninger af ECT, såsom eufori, forvirring og kramper. Læs hertil om Uppdrag gransknings telefonsamtale med den svenske psykiater Johan Stiernsted, der kan fortælle om flere "patienter", der havde fået ECT, og som alle efterfølgende havde "store problemer med hukommelsen". Problemer, som Johan Stiernsted beskriver ligner langt mere dem, man kan observere efter hjerneskader som følge af hovedlæsioner, end dem, der opstår i forbindelse med "depression".
Interessant er også det følgende punkt i Poul Videbechs forklaring på, hvorfor ECT ikke anvendes i større omfang, når "behandlingen" nu er så ufarlig og effektiv: "ECT kan ikke kombineres med psykoterapi på grund af hukommelsespåvirkningen."
Jamen, når nu "hukommelsespåvirkningen" er af så kortvarig karakter, og "hullerne i hukommelsen" næppe skyldes "behandlingen", men snarere selve "sygdommen", som Videbech ellers påstår, så burde "behandlingen" da godt kunne kombineres med terapi?...
Faktum er, som selv Kitty Dukakis indrømmer, at man er nødt til at vælge: enten et "quick fix", der som regel ikke giver varig bedring, men skal gentages med jævne mellemrum, gerne også skal suppleres med antidepressiva, og der kan give alvorlige, varige "bivirkninger"***, eller den lange og ofte ikke helt nemme vej gennem bevidstgørelse og bearbejdning, der til gengæld har de modsatte "bivirkninger" som ECT, nemlig en øget bevidsthed.
Faktum er også, at mange ikke får muligheden for at træffe et reelt valg, enten fordi information tilbageholdes respektive forfalskes, også her i Danmark, fordi de udsættes for ECT under tvang, eller også fordi vedkommende er så påvirket af psykofarmaka, at der ikke kan være tale om et "informeret samtykke". Det er jo ikke altid, at ens omgivelser ønsker, at man husker for godt.
Se Uppdrag Granskning: "Den stora glömskan", og bliv informeret! - Eller (gen)se Gøgereden. Der er ikke noget væsentligt, der har ændret sig siden den gang.
Tak til Jan Olaf for at gøre opmærksom på udsendelsen.
_______________
*ca. tre fjerdedele af alle, der udsættes for ECT er kvinder. Er psykiatrien kvindefjentlig?...
** Linda Andre, der selv har været udsat for ECT og lidt varigt hukommelsestab, har skrevet bogen Doctors of Deception, der netop beskæftiger sig med psykiatriens manglende information, respektive fejlinformation, om proceduren til "patienter".
*** Hukommelsestabet efter ECT er ikke en bivirkning, men virkningen. Hvad man ikke kan huske, kan ikke gøre én deprimeret, angst, forvirret, etc.
onsdag den 18. november 2009
Depression - kulturelt fænomen eller arvelig hjernesygdom?
Her på DR2 Deadline/2. sektions hjemmeside kan man se Allan Holmgren på suverænt vis takle Tom Bolwig*. Bemærk også kommunikationen hinsides ordene: den åbne, selvsikre invitation til dialog vs. det usikre, defensive undvigelsesmanøver.
Lige så blidt, men også eftertrykkeligt, lader Allan Holmgren alle Tom Bolwigs forsøg på at redde "depressionens" status som en arvelig, biologisk sygdom, uden nogen som helst årsagsforbindelse til kulturelle, samfundsmæssige forhold, falde til jorden.
Ærgerligt bare, at Allan Holmgren i hans imødekommenhed åbenbart ikke er bedre informeret, end at han siger god for en så skadelig og ineffektiv "behandling" som elektrochok. Her havde jeg ønsket mig, han helt havde undladt at decideret nævne "behandlings"muligheden.
Lidt ærgerligt også, at diskussionen, denne som så mange andre, ikke når videre ud over et af kulturelle, samfundsmæssige normer begrænset perspektiv. Noget, der specielt tydeligt kommer til udtryk, når værten Jes Stein Pedersen med den største selvfølge sætter lighedstegn mellem den moderne vestlige civilisation på den ene, og demokrati og respekt for individet på den anden side.
_______________
*Desværre er udsendelsen ikke længere tilgængeligt.
Lige så blidt, men også eftertrykkeligt, lader Allan Holmgren alle Tom Bolwigs forsøg på at redde "depressionens" status som en arvelig, biologisk sygdom, uden nogen som helst årsagsforbindelse til kulturelle, samfundsmæssige forhold, falde til jorden.
Ærgerligt bare, at Allan Holmgren i hans imødekommenhed åbenbart ikke er bedre informeret, end at han siger god for en så skadelig og ineffektiv "behandling" som elektrochok. Her havde jeg ønsket mig, han helt havde undladt at decideret nævne "behandlings"muligheden.
Lidt ærgerligt også, at diskussionen, denne som så mange andre, ikke når videre ud over et af kulturelle, samfundsmæssige normer begrænset perspektiv. Noget, der specielt tydeligt kommer til udtryk, når værten Jes Stein Pedersen med den største selvfølge sætter lighedstegn mellem den moderne vestlige civilisation på den ene, og demokrati og respekt for individet på den anden side.
_______________
*Desværre er udsendelsen ikke længere tilgængeligt.
mandag den 16. november 2009
Indtrængning
Så, betjenten, der ledte anholdelsen af den dræbte 34-årige "psykisk syge", var altså særligt uddannet og kendte de rigtige taktikker". Han betegnes som en "indtrængningsleder".
Chefpolitiinspektør Jørn Aabye citeres i ovenlinkede artikel på politiken.dk: "Han vidste alt om anholdelser af psykisk syge", og det konkluderes, at politiet næppe har gjort noget forkert.
Og det har politiet formodentligt heller ikke. Såfremt man mener, det er ok, at trænge sig ind på folk, der er rædselsslagne for enhver form for indtrængning på dem, fordi de har så rigeligt været udsat for indtrængning på dem i forvejen i deres liv. "Tænk hvilken utrolig fred der ville lægge sig hvis vi vidste at vi ville blive mødt anerkendende...", også med denne viden. I stedet for med taktikker og "efter reglerne", og af "indtrængningsledere".
Chefpolitiinspektør Jørn Aabye citeres i ovenlinkede artikel på politiken.dk: "Han vidste alt om anholdelser af psykisk syge", og det konkluderes, at politiet næppe har gjort noget forkert.
Og det har politiet formodentligt heller ikke. Såfremt man mener, det er ok, at trænge sig ind på folk, der er rædselsslagne for enhver form for indtrængning på dem, fordi de har så rigeligt været udsat for indtrængning på dem i forvejen i deres liv. "Tænk hvilken utrolig fred der ville lægge sig hvis vi vidste at vi ville blive mødt anerkendende...", også med denne viden. I stedet for med taktikker og "efter reglerne", og af "indtrængningsledere".
lørdag den 14. november 2009
Tvangspsykiatrien koster endnu et menneskeliv
Endnu en gang har tvangspsykiatrien kostet et menneskeliv. Den 34-årige stod i følge bl.a. denne artikel til at blive tvangsindlagt, og en nabo kan fortælle, at hans reaktion på truslen var at erklære, at det ville være hans sikre død, hvis han blev det. Hvilket han jo havde helt ret i. Hvis ikke i bogstavelig forstand, så i hvert fald i overført betydning, siden psykofarmaka altid dræber sjælen. Den spirituelle død. Og anden "hjælp", end at blive dopet fra sans og samling, kan et menneske i krise jo ikke forvente fra tvangspsykiatriens side.
Måske var det på tide, at anerkende sandheden i og legitimiteten af reaktioner som den 34-åriges, i stedet for fortsat at bortforklare dem som "paranoia", det rene galskab? Måske var det på tide, at se tvangspsykiatrien midler og metoder engang grundigt efter i sømmene, som Jan Olaf ihærdigt bliver ved med at kræve det? Måske var det på tide, at ikke bare på papiret, men i det virkelige liv anerkende CRPD'en?
Vi skal dog næppe regne med, at se hverken Politiken eller JP udvise så meget respekt for menneskerettighederne. Som man kan høre i denne udsendelse tilslutter de sig begge Ekstra Bladets hard core linie, kun at bringe stof, der lader "de psykisk syge" fremstå som utilregnelige øksemordere, indtil ambulant tvang er en realitet. Heksejagt?
Måske var det på tide, at anerkende sandheden i og legitimiteten af reaktioner som den 34-åriges, i stedet for fortsat at bortforklare dem som "paranoia", det rene galskab? Måske var det på tide, at se tvangspsykiatrien midler og metoder engang grundigt efter i sømmene, som Jan Olaf ihærdigt bliver ved med at kræve det? Måske var det på tide, at ikke bare på papiret, men i det virkelige liv anerkende CRPD'en?
Vi skal dog næppe regne med, at se hverken Politiken eller JP udvise så meget respekt for menneskerettighederne. Som man kan høre i denne udsendelse tilslutter de sig begge Ekstra Bladets hard core linie, kun at bringe stof, der lader "de psykisk syge" fremstå som utilregnelige øksemordere, indtil ambulant tvang er en realitet. Heksejagt?
onsdag den 28. oktober 2009
Byrådet i Eugene, Oregon, anerkender psykiatriserede menneskers rettigheder
Mens danske politikere har travlt med at få lovforslag om at indføre ambulant tvang, og dermed om at gøre flere menneskerettighedskrænkelser overfor psykiatrisk stemplede mennesker muligt, igennem, er byrådet i den amerikanske by Eugene, Oregon, kommet med en resolution, der fastslår disse menneskers ret til selvbestemmelse, også når det kommer til behandling.
Fra resolutionen:
"C. Mange mennesker finder psykofarmaka ganske hjælpfulde for deres mentale og emotionelle tilstand, og er taknemmelige, at have muligheden for at tage dem. Andre oplever medikamenter som skadelige for deres helbred, ikke hjælpfulde, og/eller meget indgribende og problematiske. Når mennesker søger behandling og alene tilbydes medicin som behandling, kan de føle sig tvunget til at vælge denne mulighed. Mange af de for tiden eksisterende medikamenter er typisk forbundet med betydelige helbredsmæssige risici, opleves ofte som subjektivt skadelige, og deres langtidseffekt er omstridt. Derudover findes der veldokumenterede psykosociale alternativer, der anses som mindst lige så effektive for manges vedkommende, og der har færre skadelige bivirkninger.
D. Mange psykiske problemer er forårsagede af trauma og menneskerettighedskrænkelser som overgreb i barndommen, krig, racisme, hjemløshed og mangel på økonomiske muligheder, vold i hjemmet, og andet. Et nøgleelement i al slags trauma er fraværet af valgmuligheder. Når mennesker, der er blevet traumatiserede, nægtes valgmuligheder i behandlingen, kan effekten være retraumatisering."
Resolutionen har ikke direkte indflydelse på behandlingstilbuddet, men må mere ses som en kraftig opfordring til de bestående tilbud i Eugene til at gøre flere, også medicinfrie, tiltag tilgængelige. Desuden er den selvfølgeligt også, som Ron Unger skriver, en stor anerkendelse af mennesker med emotionelle problemers rettigheder, en moralsk støtte til dem, om man vil.
Godt gået, Eugene! Og tillykke til Ron Unger, der ikke uvæsentligt har bidraget til, at dette blev muligt.
Mere kan man læse her på Ron's blog. Og her er hele resolutionens tekst:
RESOLUTION NO. __________
A RESOLUTION AFFIRMING THE CITY’S COMMITMENT TO HUMAN RIGHTS AND MENTAL HEALTH CARE.
The City Council of the City of Eugene finds that:
A. The City Council of the City of Eugene recognizes that the diversity of our population is vital to our community's character, and that we have a long tradition of protecting and expanding human rights and civil liberties protections for all of our residents, including persons with all types of disabilities.
B. U.S. Courts have affirmed a number of rights for people diagnosed with mental disabilities. At the national level, the right to choose to live in the least restrictive environment that is reasonably available has been affirmed. At the state level, a number of courts have affirmed a person's right to refuse psychotropic medications, even when the state has a "compelling interest" in providing treatment, if less intrusive, effective treatment alternatives exist. These decisions are consistent with the principle that all people have the right to lives free of unnecessary restrictions and intrusions.
C. Many people determine that psychiatric medications are quite helpful for their mental and emotional conditions, and are grateful to have the opportunity to take them. Others find medications to be harmful to their health, unhelpful and/or excessively intrusive and problematic. When people seek treatment and are offered medication as the only treatment option, they may feel coerced into choosing that option. Many of the medications currently provided are typically associated with significant medical risk, are often experienced as subjectively harmful, and their long-term effectiveness remains controversial. Furthermore, there are widely researched psychosocial alternative treatments likely to be at least as effective for many, with fewer harmful effects.
D. Many mental health problems are caused by trauma and human rights violations, such as child abuse, war, racism, lack of housing and economic opportunities, domestic violence, and others. A key element in any kind of trauma is the denial of choice. When people who have been traumatized are denied choices in recovery, an effect may be retraumatization.
E. Serious psychiatric disorder is often thought of as inevitably a permanent condition requiring a lifetime of medication, however research shows that a substantial fraction of those with even the most serious diagnoses do fully recover, eventually not requiring treatment. Treatment choices, designed to foster rehabilitation and recovery, which include working, living, and participating in the life of the community, have been shown to increase such recovery.
NOW, THEREFORE, BE IT RESOLVED BY THE CITY COUNCIL OF THE CITY OF EUGENE, a Municipal Corporation of the State of Oregon, as follows:
Section 1. All mental health service providers within the City of Eugene are encouraged to incorporate self determination and consumer choice as much as possible, with accurate information provided to consumers and to families about those choices. Special emphasis should be placed on providing diverse alternatives in treatments, including non-drug alternatives, whenever possible.
Section 2. All mental health service providers within the City of Eugene are urged to offer a full range of choices designed to assist in complete recovery. Section
3. This Resolution shall become effective immediately upon its adoption.
The foregoing Resolution adopted the ____ day of October, 2009.
____________________________________
Acting City Recorder
Fra resolutionen:
"C. Mange mennesker finder psykofarmaka ganske hjælpfulde for deres mentale og emotionelle tilstand, og er taknemmelige, at have muligheden for at tage dem. Andre oplever medikamenter som skadelige for deres helbred, ikke hjælpfulde, og/eller meget indgribende og problematiske. Når mennesker søger behandling og alene tilbydes medicin som behandling, kan de føle sig tvunget til at vælge denne mulighed. Mange af de for tiden eksisterende medikamenter er typisk forbundet med betydelige helbredsmæssige risici, opleves ofte som subjektivt skadelige, og deres langtidseffekt er omstridt. Derudover findes der veldokumenterede psykosociale alternativer, der anses som mindst lige så effektive for manges vedkommende, og der har færre skadelige bivirkninger.
D. Mange psykiske problemer er forårsagede af trauma og menneskerettighedskrænkelser som overgreb i barndommen, krig, racisme, hjemløshed og mangel på økonomiske muligheder, vold i hjemmet, og andet. Et nøgleelement i al slags trauma er fraværet af valgmuligheder. Når mennesker, der er blevet traumatiserede, nægtes valgmuligheder i behandlingen, kan effekten være retraumatisering."
Resolutionen har ikke direkte indflydelse på behandlingstilbuddet, men må mere ses som en kraftig opfordring til de bestående tilbud i Eugene til at gøre flere, også medicinfrie, tiltag tilgængelige. Desuden er den selvfølgeligt også, som Ron Unger skriver, en stor anerkendelse af mennesker med emotionelle problemers rettigheder, en moralsk støtte til dem, om man vil.
Godt gået, Eugene! Og tillykke til Ron Unger, der ikke uvæsentligt har bidraget til, at dette blev muligt.
Mere kan man læse her på Ron's blog. Og her er hele resolutionens tekst:
RESOLUTION NO. __________
A RESOLUTION AFFIRMING THE CITY’S COMMITMENT TO HUMAN RIGHTS AND MENTAL HEALTH CARE.
The City Council of the City of Eugene finds that:
A. The City Council of the City of Eugene recognizes that the diversity of our population is vital to our community's character, and that we have a long tradition of protecting and expanding human rights and civil liberties protections for all of our residents, including persons with all types of disabilities.
B. U.S. Courts have affirmed a number of rights for people diagnosed with mental disabilities. At the national level, the right to choose to live in the least restrictive environment that is reasonably available has been affirmed. At the state level, a number of courts have affirmed a person's right to refuse psychotropic medications, even when the state has a "compelling interest" in providing treatment, if less intrusive, effective treatment alternatives exist. These decisions are consistent with the principle that all people have the right to lives free of unnecessary restrictions and intrusions.
C. Many people determine that psychiatric medications are quite helpful for their mental and emotional conditions, and are grateful to have the opportunity to take them. Others find medications to be harmful to their health, unhelpful and/or excessively intrusive and problematic. When people seek treatment and are offered medication as the only treatment option, they may feel coerced into choosing that option. Many of the medications currently provided are typically associated with significant medical risk, are often experienced as subjectively harmful, and their long-term effectiveness remains controversial. Furthermore, there are widely researched psychosocial alternative treatments likely to be at least as effective for many, with fewer harmful effects.
D. Many mental health problems are caused by trauma and human rights violations, such as child abuse, war, racism, lack of housing and economic opportunities, domestic violence, and others. A key element in any kind of trauma is the denial of choice. When people who have been traumatized are denied choices in recovery, an effect may be retraumatization.
E. Serious psychiatric disorder is often thought of as inevitably a permanent condition requiring a lifetime of medication, however research shows that a substantial fraction of those with even the most serious diagnoses do fully recover, eventually not requiring treatment. Treatment choices, designed to foster rehabilitation and recovery, which include working, living, and participating in the life of the community, have been shown to increase such recovery.
NOW, THEREFORE, BE IT RESOLVED BY THE CITY COUNCIL OF THE CITY OF EUGENE, a Municipal Corporation of the State of Oregon, as follows:
Section 1. All mental health service providers within the City of Eugene are encouraged to incorporate self determination and consumer choice as much as possible, with accurate information provided to consumers and to families about those choices. Special emphasis should be placed on providing diverse alternatives in treatments, including non-drug alternatives, whenever possible.
Section 2. All mental health service providers within the City of Eugene are urged to offer a full range of choices designed to assist in complete recovery. Section
3. This Resolution shall become effective immediately upon its adoption.
The foregoing Resolution adopted the ____ day of October, 2009.
____________________________________
Acting City Recorder
tirsdag den 27. oktober 2009
Bogfilmatiseringer - A Beautiful Mind og I Never Promised You a Rose Garden
Almindeligvis er jeg ikke den største tilhænger af bogfilmatiseringer. Specielt, hvis jeg har læst bogen, filmen baserer på, inden jeg ser filmen, og når bogens hovedvægt ligger på, at skildre mere komplekse psykologiske sammenhænge, har filmen ofte efterladt mig med en lidt flad fornemmelse. Et godt eksempel på et sådant, i mine øjne mere eller mindre mislykket, projekt er A Beautiful Mind med sin noget overdreven og fordrejet fremstilling af "hallucinationer", ment til at hjælpe publikum til en nemmere forståelse af fænomenet, der imidlertid må siges, at være mest egnet til at opnå den modsatte effekt. Og egentligt et stilistisk faux pas, som man skulle mene, filmregisseurer som Bergman og Tarkovsky f.eks. har lært filmen at undgå for lang tid siden. Men, ok, på den ene side har vi Bergman's og Tarkovsky's sans for de fine nuancer, på den anden Hollywood's forkærlighed for de brede penselstrøg. Som at sammenligne æbler med appelsiner.En anden ting, der kan give mig en flad fornemmelse, er når filmen bevidst fordrejer bogens "budskab" indholdsmæssigt, bogens, forfatterens eller protagonistens popularitet udnyttende for at få sit eget "budskab" frem. Også dette er A Beautiful Mind jo et glimrende eksempel på, når den misbruger John Nash's celebrity-status, og lader ham udtale, at han tager "de nyere medikamenter", da han i 1994 får at vide, at han vil modtage Nobelprisen i økonomisk videnskab. Mens John Nash i det virkelige liv aldrig har taget neuroleptika, hverken nyere eller gamle, andet, end når han var pinedød nødt til det, såsom under indlæggelser, og slet ikke efter 1970.
Filmproducenterne undskyldte denne forfalskning af facts ved at sige, at man ikke ville have, folk skulle smide deres piller ud. Imidlertid fremgår det på intet tidspunkt direkte af filmen, at John Nash ikke tog "medicin" i længere, sammenhængende perioder. Der findes altså ingen grund til overhovedet at nævne emnet. Andet, end hvis man altså ønskede, at udnytte John Nash's popularitet, og lade hans navn gøre lidt reklame for farmaindustrien.
Så, alt i alt var det med forbehold at jeg i går kastede mig ud i at se filmatiseringen af Joanne Greenberg's autobiografiske roman I Never Promised You a Rose Garden, som en venlig sjæl sidste måned har uploaded på YouTube i sin helhed.På nær i et enkelt tilfælde, er visualiseringen af protagonisten Deborah's "hallucinationer" noget mere subtilt gennemført, end i A Beautiful Mind, og derfor en del mere udholdelig og troværdig. Generelt undgår filmen de alt for brede penselstrøg, bortset fra i de sidste sekvenser, der både virker lidt forhastede - mens man nok skal huske på, at standardlængden for spillefilm i 1977, filmens produktionsår, lå på omkring 90 minutter, der helst ikke blev overskredet - og, især i forhold til romanen, lidt overfladisk happy-ending-agtige.
Med et så komplekst tekstgrundlag som Joanne Greenberg's roman, kan en filmatisering næsten kun komme til kort. Specielt når filmatiseringen altså, som i dette tilfælde, prøver, ikke at overskride de 90 standardminutter væsentligt. Ikke desto mindre formår filmen i mine øjne overordnet at få det bedste ud af sine 96 næsten-standardminutter, både fordi den lykkes med at udvælge nogle af de mest essentielle af bogens mange aspekter til sine emner, og ikke mindst også takket fremragende skuespillerpræstationer (Kathleen Quinlan, Bibi Andersson), og jeg var positivt overrasket over at se, at man havde valgt, at lade bogens "budskab" uforfalsket stå.
Som jeg svarede på en YT-kommentar, der mener, hvad bogen lærer os er, at vi skal have "compassion" med "the mentally ill" (what?! vel, alt kan åbenbart blive misforstået, også Joanne Greenberg):
"What both the book and the movie teach us is that so-called "mental illness" is a choice (out of necessity though). Not a chronic brain disease. And they both teach us that we should make it possible for people to choose freedom, like Frieda Fromm-Reichmann made it possible for Joanne Greenberg. Instead of indefinitely locking them up in helplessness and dependency with toxic chemicals and hopeless messages about defective genes and chronic brain disorders."*
Men jeg havde nu også et øjeblik glemt alt om filmens produktionsår, 1977, dvs. om at filmen blev optaget på et tidspunkt i historien, da psykofarmaka ikke spillede den alt andet overskyggende rolle, de spiller i dag, og da man stadigt var åben for psykologiske respektive psykosociale forklaringsmodeller. Interessant og positivt overraskende er i denne sammenhæng også, at filmen undgår, at køre rundt i diagnoser og deslige usmageligt. Bortset fra, at "psykotisk" lejlighedsvis dukker op i dialogen, nævnes "skizofreni" f.eks. ikke en eneste gang. Dejligt! Men vist også dette et 1977-fænomen.
Alt i alt en ganske seværdig filmatisering af Joanne Greenberg's autobiografiske roman, der dog ikke kan erstatte læsningen af bogen.
Se filmen her. (Engelsk tale, ingen undertekster)
_______________
*Man kunne lidt sarkastisk, men sikkert ikke helt urealistisk, tilføje, at, som jeg skrev til en veninde, et 2009-Hollywood-remake formodentligt politisk korrekt ville erstatte Dr. Fried's part med en æske Zyprexa eller Abilify, og lade happy ending'en udspille sig på et bosted, hvor Deborah sidder, lykkeligt "compliant" og indsigtsfuldt zombificeret...
mandag den 26. oktober 2009
torsdag den 22. oktober 2009
Få skilsmisse!
"You can divorce an abusive spouse. You can call it quits if your lover mistreats you. But what can you do if the source of your misery is your own parent?" spørger psykiater Richard A. Friedman i denne artikel i New York Times.
Og jeg tænker, at han har ret ikke bare med hensyn til terapeuter, men generelt, når han siger: "All too often, I think, therapists have a bias to salvage relationships, even those that might be harmful to a patient. Instead, it is crucial to be open-minded and to consider whether maintaining the relationship is really healthy and desirable.
Likewise, the assumption that parents are predisposed to love their children unconditionally and protect them from harm is not universally true."
Så, mens systemet har travlt med at overbevise dig om, at dine problemer i hvert fald ikke kan skyldes dine forældre, der jo, siden de er dine forældre, ikke kan andet end elske dig højt og inderligt og helt uselvisk, er det måske en idé, at revurdere sagen - og søge om skilsmisse. Da en revurdering som oftest jo vil afsløre, at de kære pårørende ikke er så kære alligevel.
Bortset fra det nærmest uundgåelige "antidepressiva er godt for din hjerne"-nonsense sidst i artiklen, en overraskende radikal og helt klart meget nødvendig betragtning af Dr. Friedman.
Og jeg tænker, at han har ret ikke bare med hensyn til terapeuter, men generelt, når han siger: "All too often, I think, therapists have a bias to salvage relationships, even those that might be harmful to a patient. Instead, it is crucial to be open-minded and to consider whether maintaining the relationship is really healthy and desirable.
Likewise, the assumption that parents are predisposed to love their children unconditionally and protect them from harm is not universally true."
Så, mens systemet har travlt med at overbevise dig om, at dine problemer i hvert fald ikke kan skyldes dine forældre, der jo, siden de er dine forældre, ikke kan andet end elske dig højt og inderligt og helt uselvisk, er det måske en idé, at revurdere sagen - og søge om skilsmisse. Da en revurdering som oftest jo vil afsløre, at de kære pårørende ikke er så kære alligevel.
Bortset fra det nærmest uundgåelige "antidepressiva er godt for din hjerne"-nonsense sidst i artiklen, en overraskende radikal og helt klart meget nødvendig betragtning af Dr. Friedman.
tirsdag den 20. oktober 2009
Jeanette Winterson, "In Praise of The Crack-Up"
Via Ron Unger's blog kom jeg i går over den britiske forfatter Jeanette Winterson's artikel "In Praise of The Crack-Up".
Nogle citater fra artiklen:
"My creativity pulled me out of a hopeless childhood, and gave my life meaning and shape. But I have always had various forms of manic depression, (just can't bring myself to call it "bipolar"— whoever invented that dismal term must have been uni-polar—a condition I define as being permanently tethered to the banal)."
"...I'd rather have my own suffering than someone else's solution."
"Wounding—real or symbolic—is both mark and marker. It is an opening in the self, painful but transformative."
"We know from 100 years of psychoanalytic investigation that an early trauma, often buried or unavailable to consciousness, is the motif that plays through our lives. We meet it again and again in different disguises. We are wounded again in the same place. This doesn't turn us into victims. Rather, we are people in search of a transformation of the real."
Jeg kunne blive ved... Læs artiklen - på, og miraklernes tid er åbenbart ikke forbi, Wall Street Journal's hjemmeside.
Nogle citater fra artiklen:
"My creativity pulled me out of a hopeless childhood, and gave my life meaning and shape. But I have always had various forms of manic depression, (just can't bring myself to call it "bipolar"— whoever invented that dismal term must have been uni-polar—a condition I define as being permanently tethered to the banal)."
"...I'd rather have my own suffering than someone else's solution."
"Wounding—real or symbolic—is both mark and marker. It is an opening in the self, painful but transformative."
"We know from 100 years of psychoanalytic investigation that an early trauma, often buried or unavailable to consciousness, is the motif that plays through our lives. We meet it again and again in different disguises. We are wounded again in the same place. This doesn't turn us into victims. Rather, we are people in search of a transformation of the real."
Jeg kunne blive ved... Læs artiklen - på, og miraklernes tid er åbenbart ikke forbi, Wall Street Journal's hjemmeside.
mandag den 19. oktober 2009
Åbent brev fra Intervoice til Oprah Winfrey
På Intervoice's hjemmeside kan man læse "Open letter to Oprah Winfrey in response to the programme about "The 7-Year-Old Schizophrenic". Brevet er en reaktion på Oprah Winfrey's ekstremt ensidige fremstilling af sagen omkring den syvårige January (Jani) Schofield, der hører stemmer og er stemplet som "skizofren" - efter hendes far, Michael Schofield, har "kæmpet", som han selv siger, for at Jani skal få netop denne diagnose. Faren er også den, der på sin blog detaljeret har beskrevet hvordan han, især op igennem Jani's første seks leveår, gentagne gange har slået hende (og også Jani's mor Susan, der dog selv også har været med til at begå overgreb mod sin datter) "i blind raseri" (hans egne ord), sultet hende, og f.eks. taget hendes legetøj fra hende, "for at knække hende" (igen farens egne ord). Bloggen er imidlertid taget af nettet i sin oprindelige form, efter den pådrog sig en del negativ/kritisk opmærksomhed, og lige i rette tid, inden opmærksomheden - som Michael Schofield ellers ikke kan få nok af... - kulminerede i kølvandet af Oprah's show fra den 6. Oktober i år, omhandlende Jani. Originalcitater fra bloggen kan dog stadigt læses f.eks. her, og her. Jeg har skrevet om sagen på min engelske blog, under label'et"Jani".
Hvis du er enig i vores syn på sagen, kan du tilføje din underskrift til brevet via Facebook-gruppen "Intervoice", kontakt Paul Baker (admin). Du må også meget gerne gøre andre opmærksom på initiativet, både på internettet og andre steder.
Lundbeck-betalte "eksperter" rådgiver om "depression" på DepNet.dk
...og politikerne er rystede?! Hvor bor de henne, de rystede politikere?? På hvilken planet?? Jeg kan næsten ikke få mig selv til at tro, at nogen, der bor her omkring på jorden virkeligt kan være så naiv at tro, at der er mere end måske en håndfuldt læger, der ikke er i lommen på farmaindustrien.
Her i listen kan man finde dem, hvis tilknytning til Big pHARMa er så tidskrævende, og derfor vanskeligt at hemmeligholde, at de så sig nødsaget til at søge om tilladelse for den. Her finder vi f.eks. Jes Gerlach, Henrik Day Poulsen, Martin Balslev Jørgensen (alle tre BristolMyersSquibb), Merete Nordentoft (Eli Lilly), Henrik Rindom (der åbenbart ikke kan få nok på bankkontoen: AstraZeneca, Janssen Cilag, Eli Lilly, Pfizer, Wyeth), og mange mange flere.
Nemmere, da noget mere overskueligt, er nok, at tjekke om ens læge ikke tager sig betalt af farmagiganterne for at skrive et bestemt præparats navn på receptblokken, ved at klikke sig ind på Læger uden sponsor's medlemsliste. Og man må faktisk konstatere, at det ikke engang drejer sig om en håndfuld psykiatere, der er med her.
"Det er dybt rystende at både en række læger og en af landets største medicinalvirksomheder, Lundbeck, har handlet så uetisk, som 21 SØNDAG påviste," citerer DR-artiklen SF's sundhedsordfører Jonas Dahl. Set i forhold til det antal psykiatere, der figurerer på Læger uden sponsor's medlemsliste - hele fire - kan man jo så spekulere lidt over, hvor etisk hele faget egentligt er. - Selv spekulerer jeg ikke længere. Jeg har fundet ud af det. For længst. - Og i øvrigt også over, hvem der ellers skulle rådgive på DepNet.dk, når der nu åbenbart kun er fire "eksperter" i hele Danmark, der ikke har fingrene i farmaindustriens kagedåse.
For resten hørte jeg for noget tid siden, at farmaindustrien også her til lands mere end villigt giver salgsprovision per hver enkel ny aftager af deres produkt. Der var tale om ca. DKr 5.000,- per hver ny "patient", det var lykkedes "eksperten", at få hooked på et bestemt præparat. Lige i lommen, selvfølgeligt, de ca. DKr 5.000,-. Så, hvis du bare føler det mindste ansvar for din shrinks økonomiske ve og vel: Værs'go', take your meds! Og velbekomme!
_______________
Læs også: politiken.dk, "Danske læger bijobber ulovligt"
Her i listen kan man finde dem, hvis tilknytning til Big pHARMa er så tidskrævende, og derfor vanskeligt at hemmeligholde, at de så sig nødsaget til at søge om tilladelse for den. Her finder vi f.eks. Jes Gerlach, Henrik Day Poulsen, Martin Balslev Jørgensen (alle tre BristolMyersSquibb), Merete Nordentoft (Eli Lilly), Henrik Rindom (der åbenbart ikke kan få nok på bankkontoen: AstraZeneca, Janssen Cilag, Eli Lilly, Pfizer, Wyeth), og mange mange flere.
Nemmere, da noget mere overskueligt, er nok, at tjekke om ens læge ikke tager sig betalt af farmagiganterne for at skrive et bestemt præparats navn på receptblokken, ved at klikke sig ind på Læger uden sponsor's medlemsliste. Og man må faktisk konstatere, at det ikke engang drejer sig om en håndfuld psykiatere, der er med her.
"Det er dybt rystende at både en række læger og en af landets største medicinalvirksomheder, Lundbeck, har handlet så uetisk, som 21 SØNDAG påviste," citerer DR-artiklen SF's sundhedsordfører Jonas Dahl. Set i forhold til det antal psykiatere, der figurerer på Læger uden sponsor's medlemsliste - hele fire - kan man jo så spekulere lidt over, hvor etisk hele faget egentligt er. - Selv spekulerer jeg ikke længere. Jeg har fundet ud af det. For længst. - Og i øvrigt også over, hvem der ellers skulle rådgive på DepNet.dk, når der nu åbenbart kun er fire "eksperter" i hele Danmark, der ikke har fingrene i farmaindustriens kagedåse.
For resten hørte jeg for noget tid siden, at farmaindustrien også her til lands mere end villigt giver salgsprovision per hver enkel ny aftager af deres produkt. Der var tale om ca. DKr 5.000,- per hver ny "patient", det var lykkedes "eksperten", at få hooked på et bestemt præparat. Lige i lommen, selvfølgeligt, de ca. DKr 5.000,-. Så, hvis du bare føler det mindste ansvar for din shrinks økonomiske ve og vel: Værs'go', take your meds! Og velbekomme!
_______________
Læs også: politiken.dk, "Danske læger bijobber ulovligt"
fredag den 16. oktober 2009
"De farlige sindssyge" langt mindre farlige end din "normale" nabo
Sigrun har skrevet om det på sin blog, og her kan man læse på dansk om hvor farlige "de farlige sindssyge" faktisk er. Nemlig langt mindre farlige end "rationelt" tænkende mennesker.
Det forundrer mig ikke, da "psykoser" som regel netop er en protestreaktion på drabsforsøg (i symbolsk betydning, drab på et spirituelt plan), og alene sigter mod at bevare, ikke tage, liv. "Psykotiske" mennesker bliver kun voldelige, når de trænges op i en krog, altså i selvforsvar.
»Det yderst begrænsede antal gerningsmænd og mangelen på særlige kendetegn hos disse mennesker betyder, at det vil være umuligt at forudsige, hvem der kan begå handlingerne, og hvornår det kan ske«, citerer artiklen på politiken.dk dr. Olav Nielssen fra University of New South Wales, der dermed bekræfter, hvad kritikere længe har sagt, nemlig at psykiatere faktisk er ekstremt dårlige til at forudse voldelig adfærd.
Over halvdelen af drabene blev desuden begået af mennesker, der ikke før hændelsen havde været i kontakt med systemet, og man kan så spørge sig, hvordan f.eks. et tiltag som ambulant tvang under disse omstændigheder skal kunne nedbringe antallet af drab begået af "psykotiske" personer. Især siden et sådant tiltag uden tvivl også, og forståeligt nok, vil føre til, at endnu færre i første omgang henvender sig til systemet og be'r om hjælp, mens mennesker, der allerede er i systemet, også forståeligt nok, i nogle tilfælde vil vælge, at "gå under jorden" for at undgå yderligere overgreb mod sig selv.
Jeg er enig med Sigrun: lavtærskeltilbud i stedet for mere tvang må være løsningen. Lavtærskeltilbud, der fokusserer på andet end stempler og piller, og hvor personer, der henvender sig, kan være sikker på, ikke at blive udsat for yderligere overgreb.
_______________
Og her en lille oversættelsesservice, siden der forleden var nogen, der ledte efter det engelske begreb for "øksemorder": "pickaxe killer". Og hvis man lige vil tilføje lidt ekstra "krydderi", så siger man "maniacal pickaxe killer". Angst sælger, ja.
Det forundrer mig ikke, da "psykoser" som regel netop er en protestreaktion på drabsforsøg (i symbolsk betydning, drab på et spirituelt plan), og alene sigter mod at bevare, ikke tage, liv. "Psykotiske" mennesker bliver kun voldelige, når de trænges op i en krog, altså i selvforsvar.
»Det yderst begrænsede antal gerningsmænd og mangelen på særlige kendetegn hos disse mennesker betyder, at det vil være umuligt at forudsige, hvem der kan begå handlingerne, og hvornår det kan ske«, citerer artiklen på politiken.dk dr. Olav Nielssen fra University of New South Wales, der dermed bekræfter, hvad kritikere længe har sagt, nemlig at psykiatere faktisk er ekstremt dårlige til at forudse voldelig adfærd.
Over halvdelen af drabene blev desuden begået af mennesker, der ikke før hændelsen havde været i kontakt med systemet, og man kan så spørge sig, hvordan f.eks. et tiltag som ambulant tvang under disse omstændigheder skal kunne nedbringe antallet af drab begået af "psykotiske" personer. Især siden et sådant tiltag uden tvivl også, og forståeligt nok, vil føre til, at endnu færre i første omgang henvender sig til systemet og be'r om hjælp, mens mennesker, der allerede er i systemet, også forståeligt nok, i nogle tilfælde vil vælge, at "gå under jorden" for at undgå yderligere overgreb mod sig selv.
Jeg er enig med Sigrun: lavtærskeltilbud i stedet for mere tvang må være løsningen. Lavtærskeltilbud, der fokusserer på andet end stempler og piller, og hvor personer, der henvender sig, kan være sikker på, ikke at blive udsat for yderligere overgreb.
_______________
Og her en lille oversættelsesservice, siden der forleden var nogen, der ledte efter det engelske begreb for "øksemorder": "pickaxe killer". Og hvis man lige vil tilføje lidt ekstra "krydderi", så siger man "maniacal pickaxe killer". Angst sælger, ja.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
