"Er det tid for ISPS at fjerne begrebet "skizofreni" fra sit navn?"

Flere tanker om ISPS, om psykdiagnoser, menneskelighed og ubalancer - nej, ikke i transmitterstofskiftet, men i magtfordelingen i vores egocentriske kultur.

Når vi nu ser på ISPS Danmark, hvad har vi så, under stregen? En halvprofessionel¹ organisation, der, på trods af hvad dens navn kunne lade formode, ikke virkeligt anser psykologiske behandlingsmetoder som værende egnede til at fuldt ud erstatte medicinsk behandling af ekstreme sindstilstande, men alene betragter disse psykologiske tiltag som et redskab, til at få gjort folk afhængig af "medicin". For livet.

Den danske - og åbenbart også den svenske² - afdeling af organisationen består, som jeg siger i en kommentar på Gianna's blog, af en flok pushere (ja, det er hvad vi, meget træffende vil jeg mene, plejer at kalde biopsykiaterne og -psykologerne i det engelsksproglige cyberspace: drug pushers), hvis mål det er, at, ved hjælp af massiv indoktrination, der i deres sprogbrug bliver til "samtaler", sikre "patienternes compliance" med den medicinske "behandling". Og faktisk så er det jo en rigtigt god ting, at være bekendt med psykologiens grundlæggende koncepter, hvis man gerne vil gøre sin indoktrination så effektiv som mulig. Det hedder "mind control", og, ja, det har alt at gøre med psykologi.
_______________

ISPS internationale hovedorganisation har fornyligt søsat "Psychosis", et fagblad med artikler, der beskæftiger sig med psykologiske hjælpetilgange for mennesker i ekstreme sindstilstande. Inholdsfortegnelsen af bladets første nummer reflekterer to ting:

1. det brede udsnit af - fundamentalt - forskellige synsvinkler på såkaldt "psykose", der findes indenfor ISPS, og

2. , som jeg påpeger i en kommentar til Gianna's indlæg om bladet, og specielt om én - meget interessant! - artikel³ i dets første nummer, magtbalancen mellem de stemplende og de stemplede. Eller måske skulle jeg sige: den noget groteske magtubalance mellem disse to grupper. Igen har vi her et medium, der vælger at give ca. 90% af sin spalteplads til de professionelles teoretiseren om ekstreme sindstilstande og om de mennesker, der oplever/har oplevet dem.

Men det er jo altid noget, at det ikke er 100%... Og, og dette er virkeligt revolutionerende!, bladet indeholder ingen reklamer. Ingen Zyprexa, Risperdal, Seroquel, eller hvad det måtte være af den slags, reklamer. Ufatteligt! Tillykke med det, ISPS!

Men, nej, jeg er ikke helt færdig med jer endnu, gutter. Bladets navn er "Psychosis" - "psykose". Og hvad er begrebet "psykose" nu egentligt for en størrelse? Det vil jeg fortælle jer:

"Psykose" er, ligesom ethvert andet psykstempel, establishmentets - desværre meget successrige - forsøg på at sygeliggøre den menneskelige natur - til fordel for den kultur establishmentet repræsenterer og støtter.

De fleste er ikke klar over det faktum, at naturlig ikke er det samme som normal. Det er det så afgjort ikke! Jo længere vores kultur bevæger sig væk fra det, der er naturligt, jo mindre dækker de to begreber faktisk over hinanden. At køre bil er således helt normalt, selv om det ikke er spor naturligt. Det er et kulturelt fænomen. Det er ved hjælp af kulturelle normer og værdier bedømt som værende normalt.

Mens ting i naturen bare er, eller ikke er, uden at blive bedømt, bliver de i en kulturel sammenhæng målt og bedømt af de til enhver tid gældende kulturelle normer og værdier. Så, de ting, der i naturen bare er, de bliver normale eller unormale, værdifulde eller værdiløse, gode eller dårlige, etc. i kulturen. Og jo længere en kultur bevæger sig væk fra naturen, jo flere ting måler og bedømmer den på denne måde. Og jo mere rigoros adskilles normal fra unormal, værdifuld fra værdiløs, god fra dårlig, etc.

Det er egoet, der gør os til kulturelle skabninger, udover at være naturlige. Det er egoet, der har brug for at måle og bedømme, så det kan afgrænse sig fra den helhed naturen er, så det kan definere sig selv som et unikt individ. Eller som en unikt individuel kultur. Og hvis egoet styrer, som det gør det i en egocentreret kultur som vores moderne, vestlige civilisation, så vil det gøre hvad som helst for at gøre adskillelsen mellem sig selv og den andre så tydelig som bare muligt. Det vil gøre hvad som helst for at fremmedgøre individet fra sin menneskelige natur, fra helheden med naturen generelt.

For eksempel ved at bedømme helt naturlige fænomener som værende unormale. Eller mærkelige, fremmede, som i fremmedgøring (afgrænsning, afsplittelse, skisma, som i "skizofreni" - og hvem er det så, der egentligt er "skizofren" her???)

Mens alle kan forholde sig til og identificere sig med (identifikation = enhed, helhed) emotioner og sindstilstande som vrede, angst, forvirring eller glæde, og mens alle ret så nemt kan forstå f.eks. "ekstrem forvirring", fordi de selv har oplevet at være forvirret, bliver det en hel del sværere, om ikke umuligt, at forholde sig til, at identificere sig med, og således at forstå "skizofreni" eller "psykose".

Mens vrede, angst, forvirring, glæde, etc. af vores kultur betragtes som værende normale, beskrives ekstremerne af disse emotioner ikke som liggende i direkte forlængelse af, som faktisk grundlæggende værende identiske i deres natur, med den af kulturen som normal bedømte intensitetsgrad af disse, samme emotioner, men som dens diametrale modsætninger. Som unormal, fremmed, uforståelig, syg, diagnosticerbar. Og for at slå dette fast med syvtommerssøm og cementere det i folks bevidsthed, har man fundet på selvstændige, afgrænsende navne på ekstremerne af det velkendte. Sygeliggørende navne. Diagnosestempler. "Psykose". Læs: ikke til at forstå. Eller: meningsløst. For, mens det ligger i vores natur at altid og i alting lede efter meningen, helheden, har vores kultur, ved at skabe begrebet "psykisk sygdom" (læs: meningsløs adfærd, tanker, følelser) til at beskrive vores egen natur med, skabt det ultimative redskab til at fremmedgøre os fra os selv med.

"Is it time for ISPS to remove the term 'schizophrenia' from its name?" (Er det tid for ISPS at fjerne begrebet "skizofreni" fra sit navn?) lyder titlen på en artikel i det første nummer af "Psychosis". Det kommer an på. Det kommer an på, om vi, menneskeheden som helhed, vil fortsætte på vores egoers og kulturs vej, der gør os mere og mere fremmed overfor naturen og vores egen natur, om vi vil fortsætte på vores regression⁴, dybere og dybere ind i ubevidstheden, eller om vi kan overvinde denne kulturs narcissisme, og erkende og acceptere, at der er intet fremmed, meningsløst, intet "skizofrent" eller "psykotisk" i menneskets natur. Det kommer an på, om vi kan erkende og acceptere, at vi alle bare er.
_______________

Som det fremgår af ovenstående, mener jeg ikke, at det at fjerne begrebet "skizofreni" fra ISPS' navn, og erstatte det med et andet sygeliggørende diagnosebegreb, ville gøre den mindste forskel.⁵ Problemet er at det, mine overvejelser leder til er, at hverken en medicinsk eller anden professionel uddannelse kan kvalificere et menneske til at hjælpe et andet menneske igennem og ud af ekstreme sindstilstande. Det, der kvalificerer et menneske til denne opgave, er ene og alene at være bevidst om og i kontakt med sig selv, med sin egen natur, med sit eget sande selv. Der er altså faktisk ikke brug for langvarige universitetsuddannelser og lignende, fordi der ikke er brug for anden faglig ekspertise end en rent menneskeligt naturlig. Hvilket i sidste ende betyder, at der ikke er brug for hverken psykiatere, psykoterapeuter, eller andet fagpersonale, der kvalificerer sig via et stykke papir, ofte mere end via deres menneskelige egenskaber. - Jeg vil gå så langt som til at sige, at et stykke papir og en akademisk titel ofte faktisk er bevis på vedkommendes menneskelige inkompetence.

Og et problem er det, fordi de nævnte professionelle, som værende nogle af de mest udtalte narcissister samfundet kan byde på, selvfølgeligt er helt og holdent afhængige af deres ego-identifikation med både deres ekspertstatus og den dertil hørende magt. At tage begge dele fra dem, ville kaste dem i en dyb identitetskrise. Den identitetskrise, der i sin mildere form gerne rammer de professionelle som hjælpersyndromet.

Tankevækkende, at vores kultur har betroet hjælpen til mennesker, der oplever ekstreme sindstilstande, udelukkende til mennesker, der endda har papir på deres inkompetence hvad netop det, at kunne yde denne hjælp, angår... Lidt som at lade en baby lege med et barberblad.

Men, som sagt før, er det selvfølgeligt en meget effektiv, kompetent og velkommen hjælp for alle dem, der intet ønsker hellere, end at komme af med "de sindssyge". Så velkommen, at man altså endda tilbyder flere forskellige uddannelsesgange, der giver papir på, at man er kvalificeret ekspert i at lukke munden på "de sindssyge". Og egentligt er det vel ganske forståeligt, at et samfund, der ikke har andet at identificere sig med og som, end egoet, slår hårdest ned på netop dem, der er ved at gennemskue denne identifikation som det den er: en illusion. Eller skulle jeg sige: en delusion (vrangforestilling)?
_______________

I denne kommentar siger jeg, at det "grænser til det kriminelle, at fortælle folk, de har en kronisk, biologisk hjernesygdom. Det er egentligt forkert. Det grænser ikke til det kriminelle, det er kriminelt. Godt nok er det ikke en kriminel handling i sig selv, at lyve, men når ens løgne fører til materiel eller personskade, så bliver det jo lidt en anden snak.
_______________

¹ Medlemskab er åbent for både professionelle og ikke-professionelle.

² Et par citater fra "Riktlinjer för Tidigt Omhändertagande vid Psykos", TOP-projektet - det svenske modstykke til OPUS, som den svenske ISPS identificerer sig med:

"Antipsykotika er en hjørnesten i behandlingen af patienter med psykose. I den akutte fase tilbydes benzodiazepiner for at behandle søvnløshed og angst."

"Medikamentel behandling sigter mod at reducere psykotiske symptomer og lindre angst, og dermed mod at hjælpe patienten at genopnå tilgang til sine ressourcer og til en bedre virkelighedsforankring, der oftest er en forudsætning for andre behandlingstiltag."

For det første reducerer antipsykotika ikke symptomer, men bedøver bare. Hele organismen. Hvorved "genopnå tilgang til sine ressourcer" bliver til sukkersød, men ikke desto mindre tom retorik. For det andet insinuerer "bedre virkelighedsforankring", at der kun findes én gyldig virkelighed: behandlernes/samfundets. Og for det tredje, og i direkte forlængelse af det andet, insinuerer "forudsætning for andre behandlingstiltag", at det kriseramte menneskes oplevelser er meningsløs sygdom, som det selvsagt ikke kan betale sig, at indlade sig på en dialog med.

Apropos "sukkersød", så er riktlinierne, ligesom OPUS-rapporten, endnu et eksempel på det, jeg plejer at kalde for NAMI-retorik: Floskler, der driver af pseudo-forståelse i form af medynk (med medynk værende det modsatte af virkelig forståelse), mens denne retorik anvendes for at dække over indholdets totale (og brutale) misagtning af individet i krise.

I øvrigt finder man denne retorik stort set overalt der anvendt, hvor forfatterne regner med, at teksten eventuelt læses af pårørende eller endda kriseramte mennesker selv. I rent faglige sammenhænge er retoriken som regel noget mere åbenlyst nedladende.

³ Artiklen omhandler den jo ikke helt nye nyhed, at recovery er en del mere sandsynligt for kriseramte mennesker, der ikke tager neuroleptika.

⁴ Bemærk parallelen til hvad der beskrives som en "skizofren" mekanisme.

⁵ I Storbritannien findes der en kampagne, Campaign for the Abolition of the Schizophrenia Label (Kampagne for afskaffelsen af skizofreni-stemplet), CASL, initieret af en gruppe bl.a. fagfolk, der gerne vil have "skizofreni"-diagnosen erstattet med en anden diagnose. Ud fra den betragtning, at "skizofreni" er en meget stigmatiserende, og i øvrigt videnskabeligt ikke holdbar, diagnose. Meget rosværdigt, og jeg støtter helt klart kampagnen. Men uden en - radikal - ændring i samfundet, i vores kultur som helhed, ser jeg ikke, at et nyt navn vil ændre meget.

Hvordan man forhindrer forandring

Jeg er ellers ikke videre optaget af, hvad dato det er. Men det gik lige op for mig, at det jo er den 5. marts i dag. Fordi en diskussion (på en lukket liste) mindede mig om "Bedre vilkår"-forhøringen, der fandt sted den 5. marts sidste år.

Har noget som helst i det psykiatriske system ændret sig (til det bedre) siden da? Niks. Intet. Er der overhovedet nogen, der taler længere om demonstrationen og høringen, og den høring, der fandt sted i efteråret 2008? Niks. Ingen. Hvorfor ikke? Mit bud: Fordi en meget stor del af kritiken ikke er nogen kritik. Den - store - del, der ikke ønsker andet, end nogle flere sygehussenge og mere forskning - for nye, "bedre" medikamenter. Det er denne - store - del af kritiken, der be'r dem, der kræver menneskerettighederne overholdt, betingelsesløst og undtagelsesløst - i det psykiatriske system, om at indgå kompromis. Kompromis? Med hensyn til menneskerettighederne???

Merete Nordentoft, OPUS-projektet og The International Society for the Psychological Treatments of the Schizophrenias and other Psychoses, ISPS

Jeg må jo indrømme, at jeg blev en smule glad, da jeg så, at The International Society for the Psychological Treatments of the Schizophrenias and Other Psychoses, ISPS, også har en dansk afdeling. "De gemmer sig godt," skrev jeg til Daniel Mackler.

Men bortset altså fra, at man selv i en organisation, der prioriterer psykoterapi respektive -analyse meget højt som hjælpeforanstaltning ved ekstreme sindstilstande, har sine problemer med at se bort fra en patologisering af individet, troede jeg, naiv som jeg en gang imellem godt kan være, at der i Danmark måske virkeligt fandtes ikke bare nogle få enkelte hjælpere (der nok kan tælles på fingrene af én hånd...), men måske endda en hel organisation af hjælpere, der tog mennesker, der oplever ekstreme sindstilstande, seriøst, og der virkeligt satte sig ind for at tilbyde disse mennesker hjælp efter deres præmisser. Og patologiseringen, den kan vi jo i sidste ende takke Freud for, ligesom vi kan takke ham for psykoanalysen, så...

Men jeg må vist tro om.

Et øjeblik overvejede jeg, at linke til ISPS fra min sidebar, og ja, den US-amerikanske afdeling af organisationen har da nogle meget interessante artikler på hjemmesiden, og på startsiden kan man læse: "Vi støtter en human, vidtspændende og dybdegående behandling af psykotiske forstyrrelser." Meget tiltalende. Så, måske var der her et link til min samling af links til læsværdige danske hjemmesider?

Nu linker jeg ikke bare til noget, uden at først undersøge lidt nærmere, hvad det er, jeg anbefaler. - Hvilket ikke betyder, at jeg udelukkende går efter 100% overensstemmelse med mine synspunkter. Men der er altså grænser for galskaben, som man siger.

Det første navn, jeg faldt over, var, som tidligere bemærket Bent Rosenbaum. Det gav en mixed-emotions-resonans hos mig. Det næste navn gav ikke længere en mixed-emotions, men en rød-alarm-resonans: Merete Nordentoft.

Hvorfor rød alarm? Merete Nordentoft, et navn, vi jo nok er en del, der genkender fra medierne, er initiativtager til OPUS-projektet. Akronymet "OPUS" står for "tidlig opsporing og behandling af unge psykotiske", og det siger mig allerede en del. Alene ordvalget: de ("psykotiske") - og os.

Men lad os lige se på, hvad dette, angiveligt så revolutionerende, projekt går ud på. Ifølge den rapport, jeg linker til foroven, består behandlingen af fem forskellige tiltag: Individuelle samtaler, medikamentel behandling, psykoedukation, social færdighedstræning og familiearbejde.

'Ah,' tænker man så, 'individuelle samtaler. Det lyder jo lovende.' Men lad mig sige det med det samme, jeg må skuffe. Af en anden projektbeskrivelse, der imidlertid er forsvundet fra nettet, fremgik det, at de individuelle samtaler under den maksimalt toårige tilknytning til projektet, man kan have, er begrænsede til 12 - TOLV! - i visse tilfælde til allerhøjst 24 - FIRE OG TYVE! - samtaler med en terapeut, og at samtaleemnerne gerne skal aftales på forhånd. Ja, det er - desværre - ikke en joke. Men samtalerne i sig selv, de bliver altså til en joke under disse omstændigheder.

Mit eget forløb omfattede 45 samtaler, fordelt over en periode på tre og et halvt år. Et (absolut) minimum, når vi taler "psykoser". Og kun muligt, fordi jeg a) ikke længere var 20 år gammel, men godt og vel to gange 20 år, med den deraf følgende livserfaring og en vis baggrundsviden indenfor relevante fagområder (såsom filosofi, litteratur og, ja, psykologi/-analyse).

Fordi jeg b) var så motiveret, som man bare kan være - aldeles ikke til at lære at leve med en begrænsende, kronisk sygdom, men til at erkende, forstå og løse min eksistentielle problematik.

Fordi jeg c) skrev - stort set 24/7 ("Jeg plejer at sige, at en psykose ikke passer ind i en 50-minutters-session - fordi den foregår 24 timer." -Loren Mosher) og ikke til skrivebordsskuffen, men for min terapeut at læse. Dvs. jeg kunne til enhver tid have en godt nok imaginær men dog også ret så konkret samtale med min terapeut, på papiret. Også kl. 3 om natten, hvis det var det, der skulle til.

Fordi jeg d) ikke blev yderligere traumatiseret af et ophold på den lukkede respektive af det tillidsbrud, det havde været fra min terapeuts side, at arrangere et sådant ophold mod min udtalte vilje. Noget, der uvægerligt ikke bare havde kastet mig betydeligt tilbage med hensyn til recovery'en, men under alle omstændigheder en for alle gange havde ødelagt tillidsforholdet til min terapeut. Og til enhver anden professionel hjælper med. Mens jeg samtidigt var ret afklaret med, hvad jeg i givet fald ville foretage mig, skulle det vise sig, at man altså åbenbart ikke kan stole på menneskeheden overhovedet. "Suicide was my ticket out," siger Catherine Penney i Take These Broken Wings, adspurgt om, hvordan hun tror, det var gået, havde hun ikke mødt Daniel Dorman. Det var også min billet ud.

Fordi jeg e) ikke var medicineret på noget tidspunkt,

fordi der f) ikke blev aftalt noget som helst på forhånd - andet end tid og dato for den næste terapitime,

og sidst men bestemt ikke mindst fordi jeg g) ikke hoppede på den biologiske limpind, bortset fra i en, heldigvis meget kort, periode, hvor jeg, takket være den massive propaganda alle vegne, havde mine tvivl. I øvrigt den eneste periode nogensinde i mit liv, hvor jeg seriøst overvejede selvmord: man ændrer ikke uden videre på sine gener, og heller ikke på en kronisk ubalance i transmitterstofskiftet. Man kan alene passivt håbe på, at "medicinen" virker. Men man kan altid blive aktiv, og ændre på tillærd adfærd - og komme sig helt.

Hvorved vi er ved OPUS-projektet igen. Af rapporten fremgår det, at de individuelle samtaler, der nævnes her, er ugentlige samtaler med det, der hedder en kontaktperson. Begrebet "terapeut" er altså fra denne, åbenbart nyere, rapport helt forsvundet. Men hvad, det var jo alligevel bare en joke, ikk'?

Og her i rapporten hedder det så under "Individuelle samtaler" bl.a.:

"Samtalebehandlingen kan indeholde mange elementer: rådgivning, vejledning, kriseintervention, psykoedukation, tilbagefaldsforebyggelse, psykologisk støtte til indsigt og egentlig kognitiv terapi [Ah, da er de måske alligevel, de 12, maks 24 psykologtimer??? Jamen, fabelagtigt!].

Generelt kan samtalerne skematiseres efter den fase, patienten befinder sig i, således:
Akut fase:
Der skabes kontakt og etableres en behandlingsalliance. Samtalerne har overvejende støttende og psykoedukativ karakter, (...)
Stabiliseringsfase:
Patienten støttes i at fortsætte med at følge behandlingen, selv om han har fået det bedre. Der ydes psykologisk støtte til indsigt og accept, (...)
Vedligeholdelsesfase:
Der ydes støtte til at fortsætte behandlingen. (...)"

Under "Medikamentel behandling" kan man så læse nøjagtigt hvad der så målrettet og ihærdigt skal støttes:

"Hos størsteparten af patienterne har der været indikation for antipsykotisk medikamentel behandling."

Og rigtigt hyggeligt bliver det lidt længere nede, hvor der konstateres, at mange kriseramte mennesker har "depressive" perioder - meget besynderligt, at de bliver så kede af at få indbildt, de har en kronisk biologisk hjernesygdom - der jo så selvfølgeligt gerne behandles med antidepressiva, SSRIs, ifølge rapporten. Siden "depressionen" jo må anses at være del af den biologiske sygdom, og bestemt ikke resultat af både nedværdigende og desillusionerende budskaber fra hjælpernes side, der efterlader det kriseramte menneske fuldstændigt magtes- og hjælpeløst, nej nej! Og så har de jo vist sig, at være så effektive, SSRIs'ene, ja! Og, nej nej, det er heller ikke den såkaldt "antipsykotiske medicin", der kan have nedtrykthed som bivirkning!

Ja, og siden både "psykotiske og depressive tilstande kan være forbundet med megen angst" - nej nej, det er i hvert fald ikke en bivirkning af de anbefalede SSRIs! - så rører vi da også lige nogle benzoer ind i cocktailen, der ved konstateret misbrug (og et sådant må vi ved daglig indtagelse af tre forskellige typer psykoaktive stoffer på ubegrænset tid - det er kronisk, remember?! - vist under alle omstændigheder tale om) yderligere kan krydres med lidt metadon eller lignende. Velbekomme!

Hvis man så er heldig, så ender man som Gianna, der efter knap 20 år i et medicinsk tågedis gennemskuede charaden, og nu i sit femte år, fysisk svært skadet af "medicinen", kæmper for at komme ud af det lægeordinerede misbrugshelvede. Hvis man er knapt så heldig, så ender man som mere eller mindre total grøntsag på et bosted - eller som Luise.

Og hvis man nu skulle være indehaver af en sund portion skepsis, så har OPUS også en løsning på det problem:

"Det forekommer hyppigt, at patienter ikke ønsker at tage medicin, specielt den antipsykotiske medicin. (...) I OPUS har filosofien været, at når patienten ikke ville have den medicin, der fandtes nødvendig for ham, havde patienten sine grunde til det, og det var personalets opgave at undersøge baggrunden, undervise om, hvad medicinen kunne bruges til og hvilke bivirkninger der kunne forventes, og forsøge stadig at motivere for at modtage den relevante behandling. Erfaringen har været, at de fleste patienter alligevel efter nogen tid har accepteret behandlingen." Ja, og så ender man alligevel som Gianna, eller Luise. Når man, i sin i forvejen ret så sårbare sindstilstand, ikke orker psykoterroren (at blive "motiveret") længere. Sund skepsis eller ej.

Bemærk, at "behandling" her fuldstændigt sidestilles med "medicin". Anden behandling skal man altså heller ikke i OPUS-projektet regne med at kunne få, og de ugentlige samtaler er mindre ment som "behandling" i en virkeligt terapeutisk betydning, end i en indoktrinerende betydning. Hvilket sådan set er det modsatte af terapeutisk.

Endeligt afgået ved døden som et "mesterværk" er OPUS for mig med følgende citat, hvilket man betegnende nok, kan finde under "Familiearbejde", der ifølge rapporten omfatter "individuelle møder ved behandlingsstart" med de pårørende, "uden patienten, men med patientens accept" - Hvad prøver man her at redde? "Intet om os uden os"-konceptet? Jeg er ked af det, det er en ommer! Se dertil foroven, psykoterror af mennesker i meget sårbare sindstilstande - :

"- psykoedukation med vægt på en biologisk årsagsmodel (skyldreducerende)"

Hvad var det lige, Loren Mosher sagde? "Biologisk forårsagede hjernesygdomme er sikkert belejligt for familier som læger ligeledes. Det er en ingen-skyld-forsikring mod personligt ansvar. Og: "Biologiske forskelle 'gør dem grundlæggende anderledes end os,' siger han. 'De er på en måde lidt en anden race end os.' Mosher tænker, at det hele er 'en måde at forsigtigt sige, ' Disse mennesker er virkeligt anderledes. Og derfor har vi ret til at gøre med dem hvad fanden vi ønsker.' ' "

Eller, sagt på en anden måde: Om det så koster "de skizofrene" livet - "medicin"betinget, eller fordi det, ganske logisk og ikke spor sygt, som jeg vil mene, er billetten ud af en tilværelse med kronisk hjernesygdom - hovedsagen er, at læger og pårørende kan vaske deres hænder.

Meget mere passende, end man umiddelbart skulle tro, at Merete Nordentoft fik tildelt Den Gyldne Skalpel for OPUS-projektet. Det minder mig om en vis Nobelpristager...

Og dermed, med denne ret så uforbeholdent tilkendegivne ringeagtning af mennesker i krise, er den danske afdeling af ISPS, som Merete Nordentoft som nævnt, er medlem af, og ved hvis internationale symposium i København i juni 2009 hun deltager i det lokale videnskabelige komité, også afgået ved døden i sin form som en glædelig overraskelse og et potentielt link i min sidebar.
_______________

Hvad anden end den "indsigts-" og "compliance-"fremmende "støtte", OPUS tilbyder, angår: Jeg havde en bekendt, der blev tilknyttet OPUS. "Et sted at bo? Det kan vi desværre ikke hjælpe med. Et job? Det kan vi desværre ikke hjælpe med." Men pillerne fik han med hjem. Uden omsvøb. Og helt gratis. Han behøvede ikke engang at spørge efter dem.

Det må virkeligt kaldes for eksemplarisk støtte af mennesker i krise.

Og nej, jeg tog fejl. De gemmer sig slet ikke. De er der, synligt for alle, midt i biobiobiopsykiatrien stortrives de biobiobiopsykiatrisk. ISPS' medlemmer. Når "psykologiske behandlinger" skal fremmes, menes der således åbenbart ikke så meget andet, end at "the slightly more sophisticated" version af den kulsort-pædagogiske psykoedukation skal finde mere udbredelse. Trist men sandt. Men i sidste ende jo ikke så overraskende igen, i dette jantelovens land.

I øvrigt er også Lene Falgaard Eplov, der mener, recovery ikke kan være andet, end at lære at leve med en kronisk sygdom, og biopsykolog Torben Schjødt medlemmer af ISPS' danske afdeling. Uhm, jah. R.I.P., ISPS Danmark.
_______________

P.S.: Bemærk, hvis du læser rapporten om OPUS-projektet, at der på intet tidspunkt er tale om at behandlingen bare så meget som eventuelt kan omfatte traumerelateret terapi. At emotionel lidelse kan være resultat af traumatiserende oplevelser, udelukkes dermed på forhånd. Apropos at overgribere til enhver tid vil gøre alt i deres magt stående, for at forhindre offeret - og omgivelserne - i at gennemskue misbruget/mishandlingen.
_______________

P.P.S.: Merete Nordentofts navn kan man for resten også finde på denne liste over læger med en så intens tilknytning til farmaindustrien - i Merete Nordentofts tilfælde til bare alt for velkendte Eli Lilly, producent af Zyprexa - at de så sig nødsaget til at søge om tilladelse for deres lille bierhverv. Som salgsrepræsentant for firmaet.

AstraZeneca "begraver" mindre favorable forskningsresultater angående Seroquel - og mere sex and crime

Så er det officielt: AstraZeneca har hemmelighold "ubekvemme" forskningsresultater med hensyn til Seroquel. "Producenten valgte ikke at offentliggøre resultater fra mindst tre kliniske forsøg med Seroquel og har selekteret data fra en af disse studier for en præsentation," fremgår det af en intern e-mail fra 1999, der blev offentliggjort i forbindelse med søgsmålet mod firmaet, der bl.a. går ud på, at AstraZeneca ikke har oplyst tilstrækkeligt om Seroquels potentiale til at forårsage diabetes og andre helbredsproblemer.

"Det større problem er, hvordan vi takler offentligheden, når den begynder at kritisere os for at tilbageholde data," skriver John Tumas, PR-manager hos AstraZeneca, ifølge denne artikel i samme mail til sine kollegaer. Tjahhh. Spørgsmålet har vist aldrig været mere aktuelt for firmaet, end nu.

For flere nyheder og detailjer angående Seroquel/AstraZeneca se Philip Dawdy's blog Furious Seasons, bland andet dette indlæg om meget, meget mere "sex and crime", end jeg har skrevet om her. - Uhhh, I like! :D

Normal Life Sucks! - Et anderledes syn på "psykisk sygdom"

Her en reposting af Sean Blackwell's video Why We're Bipolar: Normal Life Sucks!, denne gang med oversættelse af teksten nedenunder videoen.



Det kaldes for "bipolar lidelse", en kronisk, psykisk sygdom, forårsaget af en kemisk ubalance. Men det er ikke hvad det føles som, når du er bipolar. Nej, for de fleste føles det meget mere som "Jeg kan ikke være mig"-lidelse.

Alle andre virker glade, går i skole, på arbejde, har det sjovt, er populære og successrige. Hvorfor ikke dig? Hvorfor kan du ikke finde din lykke?

Måske har du alligevel et problem med din hjerne. Eller har du?

Måske er du slet ikke i stykker. Måske er verdenen bare ikke klar til én som dig. Én der oplever livet med en ekstra tand intensitet. Én der sandsynligvis har haft mere end sin andel af lidelse i en temmelig ung alder. Én der har svært ved at håndtere, hvor falsk og bedragerisk den virkelige verden virkeligt er.

Men hvad er virkeligt? Som det viser sig, er vores virkelighed ikke tilnærmelsesvis så virkelig som vi tror den er. Ifølge kvantefysikken er livet faktisk en del mere som "The Matrix", end de fleste af os nogensinde har været klar over.

Men, i modsætning til Neo, er det fængsel, vi er fanget i, ikke styret af onde maskiner. I vores tilfælde er murene af vores fængsel intet andet end vores eget ego. Og det er dit ego, der dikterer din virkelighed og din identitet. Med andre ord: fængslet er i dit sind.

Hvad nøjagtigt et ego er, er et stort debatemne. For bare nogle få tiår siden var vestlige psykologer enige om, at egoet er hvem du er, og at psykologernes opgave er, at hjælpe dig til at udvikle dit sunde ego, så at du kan fungere i det virkelige. Og med det virkelige mener jeg den materielle verden.

Men med start i 1960erne begyndte nogle radikale tænkere som Harvard-psykologerne Timothy Leary og Richard Alpert at se på vores ego ud fra en ældre, mystisk, spirituel vinkel. Hvorfor? Fordi de selv havde mystiske oplevelser. De eksperimenterede med hallucinogene stoffer.

Timothy Leary siger: "Jeg har lært mere om min hjerne under de fem timer, hvor jeg var på magiske svampe, end jeg havde lært i de foregående femten år, hvor jeg studerede og forskede i psykologi."

Dr. Richard Alpert blev så fascineret af sin LSD-oplevelse, at han tog på en spirituel færd til Indien. Dér fik han navnet Ram Dass af en enlightened guru, og efter han kom tilbage fra Indien, blev han en af de store spirituelle lærere i 1970erne.

Personligt har jeg aldrig haft oplevelser med hallucinogene eller, for den sags skyld, nogen andre stoffer, og jeg anbefaler dem ikke.

Men det er dog også tydeligt, at det at tage stofferne, har hjulpet Timothy Leary og Richard Alpert til at forstå, hvordan sindet fungerer. Og den store indsigt, de havde med hensyn til vores sind er, at egoet ikke er hvem vi er. Fordi vi under indflydelse af disse stoffer mister vores ego. Mens vi dog på en eller anden måde stadig er der.

Så, i modsætning af hvad Freud antog, er vores ego ikke hvem vi er. Vores ego er hvem vi tror vi er, men hvem vi ikke er. Det er vores falske selv. Og det er dette falske selv, der definerer og afgrænser ikke bare vores virkelighed, men også vores identitet. Faktisk er vores alles opfattelse af hvad der er virkeligt og muligt meget mere begrænset, end nogen af os kan forestille sig. Fordi vores egoer hindrer os i at se os selv og vores virkelighed på nogen anden måde.

Så, med andre ord, vores egoer er bogstaveligt talt illusioner, som vi lever i, der begrænser vores virkelighed. Og med det sagt er spørgsmålet: Hvis egoet er en illusion, hvorfor har vi behov for det, hvorfor er det vigtigt for os?

En god analogi er at se på verdenen. Okay, her er den virkelige verden. Men det er ikke som vi ser verdenen. Vi ser verdenen mere som det hér, kortet, kortet med landene. Og alle disse lande har grænser. Disse grænser er, hvad der adskiller mig fra dig, Canada fra USA, Frankrig fra Tyskland osv. Og mens grænserne mellem landene er illusioner, er de på en måde også absolut nødvendige. For, hvis de blev afskaffede i dag, ville vores verden gå ind i et totalt kaos.

På samme måde, som verdenen ville gå i kaos uden landegrænser, går vi i et slags kaos uden vores egoer. Uden vores egoer, der afgrænser og beskytter os, bliver vi som en drage uden snor, flyver højt, men helt uden jordforbindelse, og i fare.

I psykiatrien betegnes denne sindstilstand som akut psykose. Og det er igennem at være i akut psykose, at vores sande selv, vores sjæl befries fra det materielle virkelighedsniveau.

Sjælen er en vidunderlig ting. Så forbundet med Gud, at når du er inde i en psykose under en manisk episode, kan du føle, du er Gud selv, eller Jesus, eller Buddha, eller en anden spirituel figur. Faktisk sigter sjælen kun mod, at udfolde sig helt frit, uden egoets beskyttelse.

Så, set ud fra dette perspektiv, snarere end at der er tale om en psykisk sygdom, kan vi se det som f.eks. en voldsom kamp, der foregår i psyken. Mellem sjælen, der gerne vil være fri, helt fri til at udtrykke sig selv på alle måder, og egoet, der prøver at undertrykke al sjæleligt udtryk og alle emotioner, som det dømmer som værende en trussel mod kroppens overlevelse. Når, i denne slåskamp, sjælen overvinder egoet, så er vi i en tilstand af mani, eller akut psykose. Når egoet helt vinder over sjælen, går vi ind i en tilstand af depression.

Det er denne uløste konflikt mellem egoet og sjælen, der er grunden til det stemningsskiften, der optræder i bipolar lidelse. Så længe konflikten er på gang, vil vi bevæge os frem og tilbage mellem mani og depression. Denne slåskamp fortsætter indtil den kommer til en korrekt ende. Den ende, medikamenterne frembringer, er for hurtigt. Fordi, hvad psykofarmaka gør, er at de i grund og bund sløver din krops kemi, så at egoet igen kan tage kontrol over situationen og holde styr over sjælen. Når det sker, betragtes det som værende normalt igen, og du kan fungere i den daglige virkelighed.

Men som vi alle ved, så går folk tit fra mani til depression uden flere medikamenter, da, når først egoet har fuld kontrol, sjælen kun har meget lidt plads til at vokse og udvikle sig, og som resultat begynder den at føle sig død. Når først man er på antipsykotiske medikamenter, virker virkelighedens begrænsende mure endnu større og monumentale end før.

Ironisk nok, kan de såkaldte hallucinogene stoffer som LSD-25, eller de organiske, magiske svampe, ayahuasca, og selv af og til marijuana, have den modsatte effekt.

Dog ikke som du ville forvente. Stofferne blev kaldt for hallucinogener, fordi læger antog at det var stofferne selv, der leverede hallucinationerne, følelserne af eufori osv. Det er dog ikke det de gør. Hvad de gør er at de forårsager et sammenbrud, et tidsbegrænset sammenbrud af egoets funktion. Mens hallucinationerne og vrangforestillingerne og visionerne af engle og følelserne af at være Gud, alle kommer inde fra dig selv af. De er oplevelser inde i dig selv, der endeligt frigives, nu, hvor egoet er brudt sammen.

For alle, der er bipolare, eller skizofrene, eller også helt normale, skulle denne kamp mellem sjælens sande selv og egoets falske selv være helt nemt at forstå. Jeg mener, hver eneste dag i vores normale liv er der ting, vi gerne ville sige, gøre, eller opleve, som vi ikke siger, gør, eller oplever. Ganske enkelt fordi vi er bange. Og bange er vi, fordi vi tidligt i livet har lært, at det er meget nemmere at klare livet, når man tilpasser sig andres forventninger til én, end når man er den, man virkeligt er.

Det kan altsammens være fint, når du er et lille barn, der skal lære at opføre sig ordentligt. Men hvis du fortsætter med at leve et liv i total tilpassethed, vil du før eller siden opdage dig selv leve et helt dødt liv. Du vil ikke føle dig i live i dit eget liv. På denne måde er vi alle undertrykte, er vi alle splittede. Ikke bare de mennesker, der er bipolare, men stort set alle andre mennesker på denne planet også.

Min yndlingsguru Osho tilbragte hele sit liv med at forsøge at hele denne splittelse hos helt normale mennesker. Og her er, hvad han siger om vor tids normale liv:

"Indtil i dag har vi ikke været i stand til at skabe virkelige mennesker. I stedet for har vi lavet humanoider. En humanoid er én, der ser ud som et menneske, men der er yderst udfordret. Han er splittet, fordi han er halv. Han er altid anspændt, og han kan ikke være lykkelig. Andre kører hans liv for ham. Forældrene, lærerne, lederne, præsterne. De har alle taget hans beslutsomhed fra ham.De afgør, de bestemmer. Han følger bare.

Humanoiden er en slave. Kun et færdigudviklet træ vil blomstre. Og mennesket har stadigt sin blomstring tilgode.

Det nye menneske vil være jordnært og guddommeligt, verdsligt og ikke-verdsligt. Det vil leve uden indre splittelse. Uden at blive splittet. Det vil transcendere dualiteten. Det vil ikke være skizofrent. Og med det nye menneske vil der opstå en ny verden. Fordi det nye menneske vil opfatte på en kvalitativ anderledes måde.

Lige nu er det nye menneske dømt til at være en tavs minoritet. Men det fører med sig en ny kultur, et nyt frø.

Vi har brug for en ny menneskehed i hvilken tro og videnskab bliver til to aspekter af ét menneske. Og kunsten vil være broen.

Det er derfor jeg siger, det nye menneske vil være en mystiker, en poet, og en videnskabsmand samtidigt.

Det vil være mystiker, fordi det vil føle Guds nærvær. Det vil være poet, fordi det vil fejre dette nærvær. Og det vil være videnskabsmand, fordi det vil søge ind i hans nærvær ved videnskabelig metodik.

Og når mennesket bliver alle disse tre ting samtidigt, bliver mennesket hel. Og for at skabe det nye menneske, må du starte med dig selv."

Så, når man ser på verdenen gennem Osho's øjne, er det ganske logisk, at den eneste lidelse i bipolar lidelse er den lidelse det er, at leve det falske, normale hverdagsliv. Så, næste gang, du finder dig selv tænkende "Jeg kan ikke være mig", vil du måske gå lidt tilbage, og spørge dig, hvem du er.
_______________

"Jeg har ikke brug for stoffer. Jeg klarer det helt uden," bemærkede jeg en gang angående det, at få sat mit ego mere eller mindre ud af spil og på denne måde komme i direkte kontakt med mit under- og ubevidste. Forskellen mellem et LSD- eller svampetrip - og det skal lige siges, at også intensiv meditation kan give et lignende resultat - og psykosen er, at det første som regel er planlagt, bevidst fremkaldt, med egoets godkendelse, så at sige, mens det sidste er ubevidst fremkaldt, som regel mod egoets udtalte ønske. Hvilket kan gøre det til en meget blandet fornøjelse.

En kritisk kommentar til videoen: Det kan virke som om personer, der oplever ekstreme sindstilstande (psykoser), ifølge den her tolkning er noget "specielt", "de udvalgte", og det kan jo også godt føles sådan for én selv, når man oplever en sådan sindstilstand - jf. forestillingen om at man er Gud, Jesus, Buddha, etc. Det er dog ikke person(a)en, det pågældende ego ved navn "Sean", eller "Marian", eller hvem/hvad det måtte være, der er "frelseren". Det er den øgede bevidsthed, sindstilstanden kan føre til, der er det. Og den har alle potentiale til at opnå. Så, der er ikke noget elitært, esoterisk over det - ja, altså medmindre man nu absolut vil have, at "psykisk sygdom" skal være genetisk betinget, medmindre man absolut vil betragte "de bipolare", "de skizofrene" osv. som biologisk, genetisk grundlæggende forskellige fra "de normale" - selv om videoen på dette punkt forbliver lidt uklar.

Madness Radio-interview med Gianna Kali

Will Hall har interviewet Gianna Kali, forfatteren af bloggen Beyond Meds, for Madness Radio. Gianna fortæller om hvordan hun havnede i systemet, og om hendes erfaringer i det, om spiritualitet, udtrapning ud af psykofarmaka, de skader psykofarmaka kan forvolde, hendes blog, og meget mere. Hun læser også to indlæg fra hendes blog i udsendelsen. Specielt at lytte til Gianna læse "Undiagnozing myself" var en meget intens oplevelse for mig.

"Så nu fortsætter jeg på min rejse, og jeg afdiagnosticerer mig selv. Jeg er et menneske, og jeg har problemer. Det er den eneste diagnose, jeg er villig til at leve med nu. Menneskelige problemer. Mit liv har ikke været nemt. Det har ikke været anderledes end det af de hundredetusinder mennesker, der er stemplet som bipolare. Jeg betragter fortsat alle, der kalder sig for bipolar mine brødre og søstre. Og for den sags skyld, all de andre med, der nogensinde er blevet stemplet med en psykiatrisk forstyrrelse. Vi er en familie."

Jeg mindes, at nogen en gang sagde til mig, at han havde indtryk af, at kritikerne ikke havde andet tilfældes end deres kritik. Tja, det lader til at være det indtryk, systemet formidler. Del og hersk. Det lader til at være det indtryk man får, når man aldrig virkeligt har lyttet til os, når man aldrig har mødt et menneske som Gianna.

Lyt til interviewet her: http://www.madnessradio.net/madness-radio-beyond-meds-gianna-kali (Amerikansk tale)

Take These Broken Wings - endnu en gang, og Bonnie's valg

Siden jeg var en smule uinspireret, da jeg skrev anmeldelsen af Take These Broken Wings i mandags, og siden jeg efterfølgende kom til at producere en lidt anderledes version, som jeg er noget mere glad for, til min engelske blog, følger her oversættelsen af denne, nyere version. Fulgt af et eksempel på, hvad en film som denne formår at bevirke.

Sidste måned postede Gianna en anmeldelse på sin blog, omhandlende Daniel Mackler's dokumentarfilm Take These Broken Wings. Recovery from Schizophrenia Without Medication.

Jeg kendte til Daniel Mackler's website, havde været der nogle gange, og var ikke i tvivl, at jeg måtte have fat i filmen. Den kunne kun være god.

Og god er den. Helt vildt god, faktisk! Filmen lægger sit hovedinteresse i at vise, at recovery fra det, psykiatrien kalder for "skizofreni", er muligt, at "skizofreni" ikke per definition er en livslang, kronisk sygdom, der kræver livslang - og i øvrigt ofte kronificerende - medicinering. Som filmen ser på de videnskabelige fakta, præsenteret af Robert Whitaker, Joanne Greenberg's og Catherine Penney's historier, fortalt af dem selv, og flere professionelles, som Peter Breggin, Ann-Louise Silver, Bertram Karon and Daniel Dorman, erfaringer, bliver det, atter en gang, tydeligt, at recovery, fuld recovery, fra "skizofreni" ikke bare er mulig, men faktisk noget, der burde forventes.



" 'Hvad har inspireret dig til at lave filmen Take These Broken Wings?'

'Hovedgrunden er at vise, at folk kan komme sig fra skizofreni. At det ikke er en livslang sygdom, at du ikke hænger på det. At det håbløse budskab, samfundet og det psykiatriske system og medierne kommer med, simpelthen ikke er sandt. Jeg vil bekæmpe det budskab. For, jeg er terapeut. Jeg har arbejdet med mange mennesker med skizofreni. Jeg har set adskillige komme sig. Og jeg har også set nogle mennesker ikke komme sig. Og jeg har undret mig: Hvorfor kommer de sig ikke? Og en af hovedårsagerne er, at disse mennesker er låst fast i deres tro på alt, hvad det psykiatriske system, alt hvad deres psykiater, deres kontaktperson, deres familier og medierne og alle de psykologibøger, de har læst, fortæller dem: at de ikke kan komme sig. Jeg ved, at det er en løgn, og jeg vil gøre mit bedste, for at afsløre den.' "

For mig var specielt to af de mange aspekter ved behandlingen og recoveryen, som Take These Broken Wings kommer ind på, interessante: kvalitetsforskellen mellem en recovery, der opnås uden brug af psykofarmaka, sammenlignet med en "recovery", der stadigt indbefatter brug af psykofarmaka - såfremt en recovery, der stadigt kræver vedligeholdelsesmedicinering, overhovedet kan kaldes for recovery - på den ene side,



"Når mennesker kan vokse igennem psykosen, når de, igennem det dynamiske arbejde, kan forstå, hvad der førte til sammenbruddet, og hvad der bidrager til den nye sammenhæng, giver det dem en stolthed i deres personlighed, og en fornemmelse af at være et centreret selv, der kan komme videre og takle udfordringer. Når et menneske føler sig holdt sammen af det tape, medicinen er, vil dette menneske være bange for at gå ud i regnvejret, af angst for, at regnen vasker tapen af, og mennesket ender tilbage på hospitalet."

og den grelle forskel mellem den behandling, der er standard i dag, og den slags hjælp for mennesker i krise, bl.a. Peter Breggin går ind for, på den anden:



"Nøglen til at hjælpe folk, det allervigtigste, er at hjælpe dem til at overkomme følelsen af hjælpeløshed. At hjælpe dem til at forstå, at de faktisk kan forstå tingene og træffe afgørelser og valg. Og du kan ikke gøre det, når du giver medicin. Fordi du siger til dem: 'Du kan ikke gøre det. Du har brug for et medikament.' Og det er meget trist, at vi ikke har steder, hvor folk kan tage hen og få omsorg. Som under den moralske æra i psykiatrien i det 18. og 19. århundrede, hvor vi havde sygehuse, specielt i England, hvor du kunne få den slags behandling, som en person som mig eller Loren Mosher ville give folk, der er meget forstyrret."

Hvad siger det mig om vores samfund generelt, om vores kulturs præferencer, at vi, på trods af en fundamental mangel på beviser for denne behandlings effektivitet, og på trods af, at alternativer, hvis effektivitet faktisk er bevist, ikke desto mindre bliver ved med at nærmest udelukkende behandle "de mest sårbare mennesker" (Peter Breggin) på den mest umennskelige måde man kan tænke sig?

Selv om filmen fokusserer på psykoterapi som behandling, nævner Daniel Mackler dog også, at den ikke er den eneste mulige vej til at opnå recovery fra "skizofreni". Alle veje fører til Rom, kunne man sige. Alle undtagen en.

Ligesom de fleste - om ikke alle - med "skizofreni" diagnosticerede menneskers livshistorie, så er også Joanne Greenberg's og Catherine Penney's historier historier om traumatiske barndomsoplevelser. Mens deres recoveryhistorier er historier om bevidstgørelsen, bearbejdningen og forståelsen af traumerne - og deres reaktioner på dem. Mens der altså er én vej, der mere effektivt end nogen anden undertrykker, ja endda reducerer bevidsthed og forståelse, og der viser sig, at være en blindgyde i det lange løb: livslang "vedligeholdelses"medicinering, kombineret med overbevisningen om, at "skizofreni" er en kronisk, biologisk hjernesygdom, forårsaget af en kemisk ubalance i transmitterstofskiftet, dens "symptomer" således værende helt uden betydning, og ikke værd, at blive gjort til genstand for en dybere, meningssøgende efterforskning - for eksempel vejledt og støttet af en psykoterapeut.



"Jeg gør ikke brug af den medicinske model. Jeg formulerer ikke nogen som helst diagnose overhovedet, når jeg sætter mig sammen med nogen. Jeg er ligeglad. Jeg tænker ikke engang på det. Jeg vil høre personens historie, og hvem vedkommende er, og hvad vedkommendes problemer er. Den medicinske model er en checkliste over symptomer, der så bliver samlet sammen i kategorier, og så behandlet som om det var et medicinsk problem. Som regel med medikamenter. Terapeuten kan være en pålidelig guide. En guide ind i sindet, ind i det forfærdende, og med hensyn til verdenens realiteter."

Take These Broken Wings er et brilliant plædoyer ikke bare for psykoterapi, men for alle alternative behandlingstilgange til kriser, der sigter mod forståelse snarere end mod den blotte undertrykkelse af "symptomer". Samtidigt klarer filmen, at navigere successrigt udenom fælderne af at polemisere mod psykiatrien og forherrlige kriser som sådan.



" 'Tror du, folk kan komme sig helt fra skizofreni og leve et liv uden nogen som helst medikamenter?'

'Absolut. For det første er der to måder, hvorpå du kan svare på dette spørgsmål. Den ene er: 'Jeg kender mange,' som du gør, 'der er blevet diagnosticeret med skizofreni, og der havde alvorlige, psykotiske episoder, der er kommet sig og ikke tager medikamenter.' Så, personlig erfaring siger dig, at det er muligt og kan ske. For det andet - og det er, hvad vi ikke ved noget om, vi glemmer det - hvis du ser på forskningslitteraturen er der... Recovery var endda almindelig. Og jeg mener recovery uden brug af medicin var almindelig. Før vi endte op med denne behandlingsmodel, der fortæller folk, at de skal tage medikamenter for livet, og at der ikke findes håb for, at de nogensinde vil komme sig. Tror du, unge psykiatere har hørt: 'Ved du, vi har fulgt skizofrenipatienter igennem 30 år, og vi har fundet ud af, at en tredjedel kommer sig helt. Nu er det sådan, at ingen af dem tog medikamenter. Så, hvad vi bør gøre, er at hjælpe folk til at trappe ud af deres medikamenter.' Fortæller man det til kandidater i psykiatrien? Ikke på vilkår."

Klipningen med sine forholdsvis hurtige skift mellem sekvenserne fra de forskellige interviews, der danner grundlag for Take These Broken Wings, dens subtile humor og poetiske billedvalg gør filmen også i kunstnerisk henseende til en fornøjelse at se.

Dokumentarens i mine øjne eneste svage punkt, den lidt uheldige terminologi, har jeg nævnt i mit forrige indlæg her på bloggen. Ligesom jeg har nævnt, at der findes en, acceptabel, om end stadigt ikke helt uproblematisk, forklaring på det. Jeg kan tilføje, at terminologien også blev valgt, for at gøre det nemmere at forstå for "ikke-indviede", hvad der er tale om. Hvilket dog heller ikke er helt uproblematisk. Men det er stof til et andet indlæg, og imidlertid er der også fyren i Washington Square Park, der siger: "Det er en gave, ikke en psykisk sygdom, en gave." Det er lige nøjagtigt hvad det er, ja.

Bestil filmen her, og se trailerne og flere klip på Daniel Mackler's YouTube channel.
_______________

Bonnie's valg

For godt og vel et år siden havde jeg en snarere ubehagelig diskussion med Kirsten Sefland (jeg tænker egentligt ikke, hun kan have noget imod, at blive nævnt ved navn, siden hun jo står offentligt frem med sine meninger), psykiatribruger og entusiastisk forsvarer af elektrochok og psykiatrisk "behandling" af livsproblemer generelt.

Jeg lagde ud med at bede Kirsten Sefland om at lade mig tilkomme hvad der måtte være af videnskabelige beviser for hendes påstande, mens jeg selv sendte hende adskillige links til studier og artikler, der underbyggede mine holdninger. Jeg fik aldrig så meget som et eneste link. Hvad jeg fik retur, var noget følelsesladede, tildels personlige angreb - flere, ja, og nej, jeg er bestemt heller ikke nogen engel; selv om jeg, stort set, bevarede roen under mail-korrespondencen, så gav jeg dog også i et vist omfang slip på den, da jeg skrev indlægget, jeg linker til foroven... - hvoraf det ene anklagede mig for at være én af de personer, på grund af hvilke "unge læger vælger psykiatrien fra som speciale". Jeg ønskede, det var sandt, men jeg tror nu, det er lidt for meget af æren, at antage, at mine skriverier her kunne have så stor indflydelse.

Der er imidlertid én, hvis værk har så stor indflydelse, som denne kommentar på Gianna's blog viser.

"Jeg så dit indlæg om Take These Broken Wings, jeg bestilte den med detsamme. Den var en af de afgørende faktorer for at jeg sagde mit job op, hvilket jeg havde overvejet i lang, lang tid. Jeg så den to gange, grinte, græd. Så den en tredje gang med min mand. Så tog jeg den med på arbejde, og viste den til nogle af mine forhenværende kollegaer...," skriver Bonnie, der altså nu har sagt sit job i psykiatrien op.

Og, medmindre man har tilstrækkeligt med frihed til at gøre tingene videstgående på ens egen måde, som for eksempel Rufus May har det, så er det, at forlade et system, der er såpas præget af mishandling og voldelighed som psykiatrien er det, vist også den eneste holdbare løsning på sigt. I hvert fald for den, der erkender mishandlingen og voldeligheden som den mishandling og den voldelighed de er.

Stærkt gået, Bonnie og Daniel!!!

Civilisationens normer og værdier. Mere om Benedikte Volfing, Abdulle Ahmed og "skizofreni", og noget om recovery

I forlængelse af mit foregående indlæg her på bloggen, kom jeg som hver gang, når jeg ser mig konfronteret med vores samfunds, kulturs, civilisations fundamentalt udnyttende og misbrugende brutalitet, til at tænke på recovery.

"Ethvert psykiatrisk symptom indeholder et element af modstand, siger neurologen John M. Friedberg. Modstand mod hvad? vil nogle undrende spørge. Modstand mod svigt og bedrag, mod uretfærdighed og uopfyldelige krav, mod at blive trådt på og ladt i stikken, igen og igen og igen. Mod ikke at blive anerkendt som den personlighed man er, med den realitet man lever i," skrev jeg i et indlæg om tvang i psykiatrien til LAP's medlemsblad nr. 4/2007.

Enhver form for tvang er et overgreb, et magt-/misbrug, en udnyttelse, en brutalitet:

"Jeg ser det sådan, at mindst af alle mennesker er det de mest forstyrrede, der kan klare medicinsk indtrængen i deres liv. Det er ligesom det omvendte af hvad psykiatrien siger. Nogle gange laver jeg sjov og siger, hvis du vil medicinere nogen, så medicinér en magtfuld advokat, der manipulerer sin familie og mishandler sin kone, og måske giver det noget, at bremse ham lidt ned, du ved. Okay. Jeg mener det selvfølgeligt ikke rigtigt. Men det sidste menneske, som du vil medicinere eller fortælle, at hun har en biologisk sygdom, er en syttenårig pige, der ikke ved om hun er Jomfru Maria eller prostitueret, om hun er god eller ond, om hendes mor har en hale og hendes far har horn, og der er skrækslagen og angst. Dette menneske trænger til så meget nænsomhed og tålmodighed og forståelse og nærvær. Dette menneske trænger virkeligt til omsorg, i ordets alle betydninger. Det vi gør i stedet for, er at vi brutalt mishandler de mest sårbare mennesker." -Peter Breggin i Take These Broken Wings, adspurgt om sin mening angånde den gængse "hjælp", folk udsættes for i det psykiatriske system.

Den sidste sætning i Breggin's udtalelse har mange lag. De fleste bliver i deres overvejelser over hvorfor psykiatrien holder så urokkeligt fast ved den biologiske model i form af dopamin-teorien - der i øvrigt selv af sin "opfinder", den svenske farmakolog Arvid Carlsson allerede i 1992 blev forkastet, og der i dag af de fleste forskere betegnes som utroværdig, da man på intet tidspunkt har været i stand til at påvise en ubalance i dopaminstofskiftet hos mennesker i krise - hængende i en direkte økonomisk forklaring: det må være farmaindustriens - og fagfolkenes - hensynsløse jagt efter monetær profit, der lader dem fortsætte med at fremstille dopaminteorien som et bevist faktum i offentligheden. Kun på den måde kan man blive ved med at sælge folk stoffer, der påviseligt har en indflydelse på dopaminstofskiftet, som medicin.

Spørgsmålet er imidlertid i mine øjne, hvad der kan få folk til at endda gå over lig, bare for at rage størst mulig monetær profit til sig. Betyder penge virkeligt så meget mere end menneskeliv? Og, selv om det er sådan med hensyn til storkapitalen (farmakoncernerne), så er det vel helt anderledes for dem, der befinder sig noget længere nede i den økonomiske hakorden, for mennesker med et intakt, civiliseret norm- og værdisystem, med en intakt, civiliseret moral, for dem, der ikke er blevet offer for profitgrådigheden? Denne grådighed må vel ses som diametralt modsat vores civilisations normer og værdier?

Ja, profit betyder mere end (menneske-)liv. Og nej, det er ikke anderledes for dem, der har været mindre heldige med at rage til sig, end f.eks. farmaindustrien. Profit, monetær eller anden, er det, noget vi alle - om vi nu hedder Lilly, Volfing eller Jensen til efternavn - har, lever af: vores ego. Dette skrøbelige, psykologiske konstrukt, som vores kultur, vores civilisation står og falder med, og som den derfor gør alt for, at få os til at identificere os med.

"How much 'ego' do you need? - Just enough so that you don't step in front of a bus." -Shunryu Suzuki, Zenmester

Og så er der stadigt lang vej fra at have nok ego, så man ikke kommer i vejen for en bus, til at være sit ego. Det sidste kaldes også for narcissisme, og bliver, sjovt nok, af psykiatrien, den samfundsinstitution, der mest vehement forsvarer narcissismen, betegnet som en personlighedsforstyrrelse.

Et glimrende eksempel på at se splinten i andres øjne, men ikke bjælken i sit eget. For, hvad er det, der får mennesker til ikke bare at gøre alt i deres magt stående, for at sælge andre stoffer, der skader mere end de gavner, som "medicin" for en ikke-eksisterende sygdom, men også f.eks. at udøve grov vold mod et menneske, der dårligt kan forsvare sig, over en periode af seks år på daglig basis? Er det intentionsløs afmagt, som i "opgivethed", eller er det måske snarere den "afmagt", der ikke skyr nogen midler for at tilrage sig magt: egoets umættelige sult efter mere og mere bekræftelse? Bekræftelse, et magtsygt ego meget nemt kan opnå ved f.eks. at forgribe sig og ydmyge mennesker i en sårbar position. Mennesker, der selv er afhængige af og magtesløse overfor én. Fordi den magt, den mishandling, man udøver overfor dem, er en magt og en mishandling, som et magtsygt samfund, en magtsyg kultur, har blåstemplet. Som "behandling". Som "hjælp".

Når psykiatrien "brutalt mishandler de mest sårbare mennesker", så er det, der sker i dette system på sin vis detsamme som det, der generelt og på alle niveauer sker mellem det kultiverede, civiliserede menneske, mellem vores civilisation, og naturen: Brutal mishandling. Traumatiserende. I profittens navn. Både den monetære som den personlige, der kommer i form af bekræftelse af ens ego, i form af magt.

Sårbart bliver et menneske af at blive traumatiseret. Hvad gør man som overgriber så, når det sårbare, traumatiserede menneske reagerer og råber om hjælp? Råber op om uretfærdighed og en magtbalance ude af balance? Man truer og straffer misbrugsofret til tavshed. Så misbruget kan fortsætte. Man mishandler om nødvendigt endnu mere brutalt, end før. Indtil ofret i total afmagt tier stille. Og man fortæller ofret, at det jo selv er skyld i misbruget. Ligesom man fortæller folk, at det er deres gener og deres hjernekemi, der er defekte. Ikke en civilisation, hvis grundlag er hensynsløs udnyttelse og misbrug (af naturen - også den menneskelige). Og hvis bare man går grundigt og systematisk nok til værks, så er det ingen sag, at "omvende" ofret, og gøre det til en ny overgriber: de "kolonialiserede", der gør alt i deres magt stående, for at lukke munden på kritikerne. Man skal bare lokke dem, deres efter magt skrigende egoer, på den helt rigtige måde: ved at tilbyde lidt magt.

Udnyttelse, misbrug og mishandling er ikke bare noget, der sker enkelte mennesker imellem, i nogle enkelte tilfælde, som vi, med et gys, så kan læse om, f.eks. i Politiken, og tænke, at det her, det kunne da i hvert fald aldrig ske for os.

Udnyttelse, misbrug og mishandling er synonymer for de af narcissismen skabte normer og værdier af den moderne, vestlige civilisation. Udnyttelse, misbrug og mishandling sker for os allesammen, hver dag, hvert øjeblik. F.eks. når vi griber efter en ny plastikpose i brugsen. Eller når vi tænder lyset om aftenen. Eller når vi slår græsplænen og luger det, vi kalder for "ukrudt". Eller når vi kalder et menneske, der reagerer på al denne "normale" vold ved at råbe om hjælp, for "psykisk syg", "skizofren", "depressiv", "ADHD'er", og i samme skønning nægter dette menneske anerkendelse og respekt, ved at fornægte muligheden, sandsynligheden, ja, jeg vil sige det faktiske, at dette menneskes adfærd er en meget naturlig reaktion på dette menneskes oplevelser. (Jf. hertil f.eks. Abdulle Ahmed's historie.) Faktisk en sund, selvbevarende reaktion, da det er via denne reaktion, at både mennesket selv og omgivelserne kan blive bevidste om de destruktive kræfter i samfundet, som f.eks. borgerkrig, eller mobning, diskriminering, der har udløst reaktionen, og bearbejde disse. Også ved at prøve, at gøre andre opmærksom på destruktive mekanismer i samfundet. Også ved at prøve at ændre disse.

Men dette kan og må ikke ske, da vores civilisation som nævnt står og falder med den destruktivitet, der hedder udnyttelse og misbrug, da den står og falder med den destruktivitet, der altid og nødvendigvis følger i kølvandet på narcissismens magtsyge, som både borger-/krige, mobning, diskriminering, psykiatrisk diagnosticering, og fremskridtet i økonomiens, teknologiens og videnskabens ånd, ikke i naturens, er udtryk for.

Hvis Benedikte Volfing anerkendte, at mennesker som Abdulle Ahmed udviser en naturlig, sund reaktion på deres møde med civilisationens fundamentalt destruktive kræfter, ville hun samtidigt anerkende, at hun selv er med til at opretholde disse fundamentalt destruktive kræfter. Ligesom vi alle er med til det. En skræmmende sandhed at se i øjnene. For skræmmende for de fleste, og således også for Benedikte Volfing. Hvorfor hun har valgt, at fortrænge og fornægte sin egen sandhed, ved at gå som professionel ind i et system, der gør det muligt for hende, at opretholde sin egen fortrængning og fornægtelse ved at fortrænge og fornægte andre mennesker, gøre dem til genetisk defekte, biologisk hjernesyge ikke-mennesker. Ting. "Ukrudt". Som kan, ja må mishandles, straffes, udryddes.

Så nej, det her drejer sig ikke så meget om nogle enkeltindivider, nogle enkelte forældre, der via deres egen dysfunktionelle, destruktive kommunikationsmønstre - og "kommunikation" skal ses som al mellemmenneskelig kontakt, ikke alene som det talte/skrevne ord - driver deres børn til vanvid, mens alle vi andre med god samvittighed kan fordømme disse enkeltindividers dysfunktionalitet og destruktivitet. Det drejer sig ikke om "den skizofrenogene mor". Og det drejer sig heller ikke om nogle specifikke grupper blandt verdensbefolkningen, såsom Somalierne. Det ville være til at have at gøre med. Fordi vi kunne afgrænse os: dem- og os. "De er destruktive, vi er ikke." Det her drejer sig om den dysfunktionalitet og destruktivitet, vi alle deltager aktivt i at sprede omkring os, hvert øjeblik, ved at forsvare vores civilisations normer og værdier. F.eks. de normer og værdier, der betyder, at Abdulle har en hjernesygdom, der hedder "skizofreni".

Og recovery? Hvordan kommer recovery ind i billedet? Man kan komme sig, efter man har været udsat for traumatiserende overgreb, en gang i fortiden. Men hvis overgrebene ikke er fortid, hvis de finder sted, i hvert eneste hér og nu, så har man, medmindre man har opnået den perfekte enlightenment, kun én mulighed, hvorpå man kan blive helt "symptom"fri (= reaktionsfri): ved selv at blive til overgriber. Som Benedikte Volfing er blevet det. Og om ikke andet, så ved at udøve vold mod sit sande selv og gå helhjertet og modstandsløst ind i offerrollen: "Jeg er psykisk syg." To sider af samme sag.

Jeg skrev en mail til Daniel Mackler i forgårs. Fordi jeg ikke rigtigt kunne få hans brug af sygdomsterminologien i Take These Broken Wings til at hænge sammen med det indtryk af ham, jeg havde fået igennem essayene på hans hjemmeside:

"Jeg har måske et lille bitte problem med ISPS (og Bent Rosenbaum, som jeg har læst lidt af for et par år siden, uden at vide, at han er medlem af ISPS), og det er terminologien. Hele konceptet er så dejligt forfriskende, og så kommer det alligevel: "psykisk sygdom", "skizofreni", "de skizofrene".

Jeg ville sååå gerne se dette stempel afskaffet. Og den patologisering af disse sindstilstande, det uvægerligt bringer med sig, ligemeget hvad. Tilbageblikkende gik det op for mig, at det jeg havde oplevet, ikke var andet end en noget "overdreven normalitet". Med graden af overdrivelsen perfekt korresponderende til den grad af overdrivelse af de omstændigheder, mine oplevelser var en forsinket reaktion på. Det virker på mig ret så naturligt, endda sundt. Ikke på nogen måde sygt. Jeg vil påstå, at reagere mindre overdrevet ville have været "sygt". Spørgsmålet er jo, om "sygdom" er noget, der truer ens - fysiske eller mentale - helbred (såsom vores civilisations misbrugende og traumatiserende kræfter), eller om det er ens naturlige, selvbevarende reaktion på truslen, der er "sygdommen". Og hvor skal man trække skillelinien mellem "normal" forvirring, angst, vrede, og "skizofreni", dvs. en hel del forvirring, angst og vrede? Personligt ville jeg ikke driste mig til at tro, at jeg under nogen omstændigheder kunne det. Joanne Greenberg siger på et tidspunkt [i filmen], at "enhver skizofren ved hvor syg han er," og at hun tænker, "han ved hvor langt fra midtpunktet af hans egen væren han er." Altså, når jeg ser mig omkring, så ser jeg næsten ikke andet end mennesker, "normale" mennesker, der er milevidt fra midtpunktet af deres egen væren. De er sig bare ikke bevidst om det. Hvis "skizofreni" eksisterer som en sygdom, er disse mennesker de "raske", mens de, der er ved at blive bevidste, er de "syge". Uden tvivl. Men hvis det, at være såpas langt fra midtpunktet af ens egen væren er den virkelige sygdom - og det er, hvad jeg tror - så er de såkaldte "skizofrene" faktisk de, der er ved at komme sig fra denne sygdom kaldt "normalitet".

Det virker måske hentet lidt langvejs fra, men ikke desto mindre synes jeg, det rammer sømmet på hovedet: En af Tysklands førende hesteeksperter sagde engang, at der ikke findes heste, der er for svajryggede, for kortbenede, for nervøse, eller for hvad-det-måtte-være. Der findes kun heste, der er svajryggede, kortbenede, nervøse, etc. Nu er det sådan, at "skizofreni" i mine ører lyder som "for angst, for forvirret, for vred". Mens jeg tænker, at der ikke findes "for" med hensyn til (menneskelig) adfærd, med hensyn til (menneskelige) følelser og reaktioner.

For mig var det måske det mest smertefulde af hele terapiforløbet, at jeg (for den hellige, uundværlige sygdomsindsigts skyld...) blev nødt til at stemple mig selv. Netop som jeg var ved at tro, at et menneske endeligt så mig, krævede dette menneske, at jeg skulle lukke øjnene for mig selv og bortforklare mig selv. I stedet for at blive mig bevidst om mig selv. Antiklimax." *

Antiklimax, eller: overgreb. Et overgreb, ligesom alle de andre, vores civilisation ustandseligt udsætter os for. Hver dag, hvert eneste hér og nu. Og som vi ustandseligt udsætter både os selv og andre for, hvert eneste hér og nu. I "normalitetens" navn. I vor narcissistiske civilisations magtsyges navn.

Og siden jeg hverken er perfekt enlightened, eller fuldstændigt afstumpet - ved hjælp af "medicin" og/eller indoktrination, så reagerer jeg: "symptomer". Men er det egentligt "symptomer", når man er blevet sig bevidst om, hvorfor man reagerer på hvad? Når man er blevet sig bevidst om den egne dysfunktionalitet og destruktivitet? Eller er det måske bare naturligt?
_______________

*Hvad Daniel Macklers svar til mig angår, så vil jeg bare sige så meget her, som at jeg ikke tog fejl, da jeg ikke kunne få den terminologi, der bruges i filmen, til at hænge helt sammen med hans essays. Men filmen er blevet muligt, takket være ISPS' støtte. Og så kan det ske, at man må bide i det ene eller andre lidt sure æble. Som i de fleste professionelle organisationer, og ligemeget om vi taler psykiatrisk-biologisk eller psykologisk-analytisk-psykosocialt orienterede, så findes der også i ISPS nogle indflydelsesrige, reaktionære kræfter, der, på trods af al forståelse, ikke ønsker at give fuldt afkald på patologiseringen, ikke ønsker at gå så langt, som jeg går i denne blogpost. De psykologisk-analytisk-psykosocialt orienterede Benedikte Volfings, kunne man sige.

Kære Benedikte Volfing: DET ER DET GIFT, DU KALDER "MEDICIN", DER NEDBRYDER HJERNEVÆV HOS "SKIZOFRENE"!!!

Nogle gange spørger jeg mig, hvornår og om overhovedet nogensinde psykiatrien vil holde op med at fortælle den ene fede løgn efter den anden, både til sit klientel og i offentligheden som sådan.

" 'Men når medicinen ikke virker, så svarer det til at have en ubehandlet skizofreni. Når en psykose er ubehandlet, så starter en nedbrydningsproces af hjernen. Det ødelægger hjernen. Du kan se et hulrum i hjernen, der bliver større og større. Hjernevævet går simpelthen til grunde'," siger Benedikte Volfing til Politiken.

For det første er det imidlertid videnskabeligt bevist, at det er "medicinen" der forårsager svind af hjernematerie, ikke den "sygdom", som der stadigt ikke findes et eneste holdbart bevis på, skulle være en virkelig, biologisk sygdom.

For det andet ville både Joanne Greenberg, Catherine Penney, Ron Bassman, Rufus May, Dan Fisher, Judi Chamberlin og alle de mange, mange andre, der ikke har fået medicinsk "behandling" af deres "psykoser" - mig selv inklusive - være mere eller mindre hjernedøde grøntsager i dag, hvis den angivelige "sygdom" nedbrød hjernevæv. Mens det er dem, der pligtskyldigt år ind og år ud sluger deres nervegift, der langsomt men sikkert forvandles til hjerneskadede grøntsager - AF "MEDICINEN"!!!

Mine tanker går til Abdulle og hans familie. Jeg forstår jer. Jeg forstår jer bare sååå godt. Og i har ret. Men: "...being a good patient helps to get you out of the hospital..."* (at være en god patient hjælper med at få dig ud af sygehuset). Så, lad som om i køber den med at der skulle findes en biologisk hjernesygdom, der hedder "skizofreni". Lad som om i tror, Abdulle har denne angivelige "sygdom". Statistikerne viser, at jo mere underdanigt ("compliant") man forholder sig, jo mindre "behandling" bliver man udsat for. I kan ikke kæmpe og vinde mod psykiatrien. Dens overmagt er for stor. Men i kan være klogere end den, støtte og hjælpe Abdulle, bl.a. ved at hjælpe ham med en sikker udtrapning ud af de afhængighedsskabende nervegifte, der kaldes for "medicin", når han en dag bliver løsladt, og vinde i det lange løb: "...but being a bad patient helps to get you back to real life"* (men at være en dårlig patient, hjælper dig med at komme tilbage til det virkelige liv).
_______________

* Judi Chamberlin, "Confessions of a non-compliant patient"
_______________

...og ja, det fortæller mig en hel del, både om Politiken og det samfund, den kultur, vi lever i, at et udsagn som Benedikte Volfings ovenciterede kan få lov til at stå uimodsagt, selv om der mangler ethvert videnskabeligt bevis på dets korrekthed, selv om der faktisk findes videnskabelige beviser for dets ukorrekthed.

Take These Broken Wings - Recovery fra skizofreni uden medicin

(For en redigeret, udvidet udgave af denne anmeldelse klik her.)

"Jeg er terapeut. Jeg har arbejdet med mange mennesker med skizofreni," siger Daniel Mackler, der arbejder som psykoterapeut i New York. "Jeg har set adskillige komme sig. Og jeg har også set nogle mennesker ikke komme sig. Og jeg har undret mig: Hvorfor kommer de sig ikke? Og en af hovedårsagerne er, at disse mennesker er låst fast i deres tro på alt, hvad det psykiatriske system, alt hvad deres psykiater, deres kontaktperson, deres familier og medierne og alle de psykologibøger, de har læst, fortæller dem: at de ikke kan komme sig. Jeg ved, at det er en løgn, og jeg vil gøre mit bedste, for at afsløre den."

Daniel Mackler har lavet dokumentarfilmen Take These Broken Wings. Filmen tager sit udgangspunkt i interviews med Joanne Greenberg, som de fleste nok bedre kender under hendes forfatterpseudonym Hannah Green, og Catherine Penney.

Take These Broken Wings, Trailer #1, Joanne Greenberg



Take These Broken Wings, Trailer #2, Catherine Penney



Skiftende mellem passager fra interviewene med Joanne Greenberg og Catherine Penney, med (i alternative kredse) internationalt anerkendte fagfolk som Daniel Dorman (Catherine Penney's terapeut), Peter Breggin, Albert Galves, Ann-Louise Silver, Bertram Karon og videnskabsjournalisten og forfatteren Robert Whitaker (Mad In America), og korte indslag fra interviews med tilfældige passanter i en park, fortæller filmen om årsagerne til både Joanne Greenberg's og Catherine Penney's krise, og kriser generelt -

"Jeg har aldrig mødt en skizofren, hvis liv ikke havde drevet mig til vanvid, hvis jeg havde levet det. Ikke det liv, der er beskrevet i sygehusjournalen af mennesker, der ikke gider høre, hvordan det var. Men det liv, jeg hører om, når jeg langt om længe får at vide, hvad dette menneske har oplevet. Der er ikke tvivl: Jeg ville være lige så syg, og på nøjagtigt samme måde som denne patient. Og faktisk så har jeg aldrig arbejdet med en skizofren, uden på et eller andet tidspunkt at forlade en terapitime med følelsen, at, gode Gud, et menneske har levet på denne måde!" -Bertram Karon

om deres forståelse af krisen -

Joanne Greenberg: Jeg lavede en handel med min hjerne om at være skizofren.

Daniel Mackler: Om at blive skizofren?

J. G.: Ja.

D.M.: Så, du blev skizofren på grund af noget positivt?

J.G.: Ja.

D.M.: Kan du beskrive, hvad det positive var?

J.G.: Jeg byggede et fort.

D.M.: For at beskytte dig mod hvad?

J.G.: Hele verdenen.

"En af de ting, skizofreni gør, er at det redder dig fra den virkelige verdens trauma." -Joanne Greenberg

og om vejen igennem og ud af krisen, ved hjælp af intensiv psykoterapi og uden brug af neuroleptika.

Undervejs kommer filmen ind på såvel den udfordring, det er for terapeuten, at behandle "skizofreni" udelukkende med samtaleterapi -

"At arbejde med skizofrene udfordrer vores egen sans for os selv og vores væren på mange, mange måder. Og det kan somme tider være spændende, og somme tider kan det være ret så skræmmende. Nogle gange føler du, du er ved at miste forstanden." - Danielle Knafo

som den kvalitetsmæssige forskel mellem udfaldet af det medicinske "quick fix" på den ene, og det langvarige, hårde arbejde i terapien på den anden side -

"Forskellen mellem det før-medicinske og det medicinske tidsalder er, at når en patient var i stand til at tænke klart, blive stærkere, have tiltro, i den før-medicinske tid, kunne han være sikker, at han selv gjorde det. At det ikke var et medikament, der gjorde det for ham." -Ann-Louise Silver

"Når mennesker kan vokse igennem psykosen, kan igennem det dynamiske arbejde forstå, hvad der førte til sammenbruddet, og hvad der bidrager til den nye sammenhæng, giver det dem en stolthed i deres personlighed, og en fornemmelse af at være et centreret selv, der kan komme videre og takle udfordringer. Når et menneske føler sig holdt sammen af det tape, medicinen er, vil dette menneske være bange for at gå ud i regnvejret, af angst for, at regnen vasker tapen af, og mennesket ender tilbage på hospitalet." -Ann-Louise Silver

Take These Broken Wings er et stærkt og, især også igennem de videnskabelige fakta, Robert Whitaker bidrager med, veldokumenteret plædoyer for medicinfri behandling af psykoser som afgørende for varig, fuld recovery. Mens det er interviewsekvenserne med Joanne Greenberg og Catherine Penney, der er filmens mest overbevisende argument. Jeg tvivler ikke et sekund på Catherine Penney, når hun på spørgsmålet, om hun nogensinde er bange for, at blive psykotisk igen, svarer med et resolut: "Never."

I et tillægsinterview med Daniel Mackler selv, siger han, at "filmen godt kan give indtryk af, at psykoterapi er den eneste måde, hvorpå man kan recovere fra skizofreni." Men at han bestemt ikke tror, at det er sådan, og at alt fra virkeligt gode venner til sund ernæring kan hjælpe med recoveryen.

Ligesom nogle af de i filmen interviewede fagfolk, er Daniel Mackler medlem af The International Society for the Pychological Treatments of the Schizophrenias and Other Psychoses, ISPS, der også har en dansk afdeling, og hvis der er én ting, der virker en anelse forstyrrende på mig, så er det den gennemgående brug af begreberne "skizofreni", "skizofren" og "psykisk sygdom", som man også kan observere på ISPS' hjemmeside. Hvorfor anvende disse entydigt patologiserende begreber, når filosofien bag psykologisk hjælp, som både Catherine Penney og andre i filmen understreger, er at psykoser bør betragtes som en naturlig menneskelig reaktion, der ikke indeholder noget patologisk?

Men bortset fra dette lille irritationsmoment er Take These Broken Wings et must-see for alle, der på noget tidspunkt i deres liv kommer i kontakt med "skizofreni", på den ene eller anden måde. Og det er vist stort set alle mennesker, som Daniel Mackler siger.

Filmen kan bestilles via Daniel Mackler's hjemmeside, og med på DVD'en er der, udover interviewet med Daniel Mackler og 20 minutters fraklip, også to herlige sange: "Glory Medication" og "Little Bottles" - lyrics, guitar og sang: Daniel Mackler, manden med de mange talenter :)