to everybody out there who's looking for me and can't find me:
i'm here - and there - and everywhere
i'm floating, flying, drifting
sailing, navigating, travelling
beyond radar
and i can't hear you
more noise than signal
get your frequency right
and you'll
know
where
i
am
tirsdag den 30. december 2008
onsdag den 24. december 2008
Business as usual
I 1980'erne var jeg medlem af A.I.D.A. (Association Internationale de Défense des Artistes), en med Amnesty samarbejdende organisation, der engagerede sig for politisk forfulgte kunstnere. Folk som Orhan Taylan, Karl Gaspar og Wei Jingsheng.
I 1986 oversatte jeg i forbindelse med iscenesættelsen af Ariane Mnouchkine's Processen mod Wei Jingsheng i München nogle tekster om og af Wei Jingsheng. Undtagen i en kort periode i 1993 tilbragte Wei mellem 1979 og 1997 næsten 19 år i fangenskab, deraf fem år i isolation.
Isolationsfængsling var hans situation i 1986, da jeg lavede oversættelserne. Jeg læste om en lille celle med et vindue højt oppe, der tillod Wei at se en firkant af himmel. Der herskede stor bekymring, om Wei ville blive "skør" under disse omstændigheder.
Hvis noget ved mig er "unormalt", så er det min evne til at identificere mig. Med ofrene for uretfærdighed, vold, bedrag, misbrug... you name it. Og, for resten, det gør ingen forskel, om det drejer sig om et menneske, et dyr, en plante, en ting, eller hvad det måtte være. Jeg identificerer mig. Jeg bliver til offeret. Jeg lider. Hvorfor? Fordi jeg selv har været offer. Jeg vidste det ikke den gang. Det tog mange år og adskillige kriser at finde ud af det. Kriser: frihedskampe, uafhængighedskampe, retfærdighedskampe. Revolutioner. Politisk, ja. Kriser er altid også politiske. Hvad er forskellen mellem en dissident og en tosse? Dissidenten er bevidst om, hvad han/hun kæmper mod.
Jeg gik omkring, spærret inde i en lille celle, med bare en firkant af himmel at se. Jeg var ved at blive "skør". Jeg blev "skør", til en vis grad. Resten af graden kunne jeg udagere i form af aktivisme.
En tanke blev ved med at kværne rundt i mit hoved: Jeg måtte tage til Kina og befri Wei. Nu! Befri Wei. Befri mig.
En lignende tanke gik igennem mit hoved i går aftes, da jeg fik nyhederne om Ray. Nogle gange er det ikke så ligetil at lave identifikation om til accept og compassion.
Jeg spørger mig, hvornår det vil gå op for almenheden, at det der kaldes for "hjælp" til "de psykisk syge" ikke er andet end yderligere, og ofte den ultimative, undertrykkelse af mennesker, der er blevet gjort til ofre og er blevet berøvet et konstruktivt sprog, deres eget sprog.
Hvad jeg har hørt om Ray's høring minder mig skræmmende om Wei's proces: En gennemført farce. Udfaldet på forhånd afgjort.
Mens de selvudnævnte "demokratier" i denne verden højlydt protesterer mod og fordømmer menneskerettighedskrænkelser i lande som Kina, er de forbavsende blind overfor menneskerettighedskrænkelserne, der foregår midt imellem dem, i deres egen befolkning. Business as usual.
Dette er for alle dissidenter, der er blevet nægtet deres eget sprog, og der forfølges politisk i "hjælpens" navn:
Peter Gabriel Biko Live 1986
"You can blow out a candle
But you can't blow out a fire"
I 1986 oversatte jeg i forbindelse med iscenesættelsen af Ariane Mnouchkine's Processen mod Wei Jingsheng i München nogle tekster om og af Wei Jingsheng. Undtagen i en kort periode i 1993 tilbragte Wei mellem 1979 og 1997 næsten 19 år i fangenskab, deraf fem år i isolation.Isolationsfængsling var hans situation i 1986, da jeg lavede oversættelserne. Jeg læste om en lille celle med et vindue højt oppe, der tillod Wei at se en firkant af himmel. Der herskede stor bekymring, om Wei ville blive "skør" under disse omstændigheder.
Hvis noget ved mig er "unormalt", så er det min evne til at identificere mig. Med ofrene for uretfærdighed, vold, bedrag, misbrug... you name it. Og, for resten, det gør ingen forskel, om det drejer sig om et menneske, et dyr, en plante, en ting, eller hvad det måtte være. Jeg identificerer mig. Jeg bliver til offeret. Jeg lider. Hvorfor? Fordi jeg selv har været offer. Jeg vidste det ikke den gang. Det tog mange år og adskillige kriser at finde ud af det. Kriser: frihedskampe, uafhængighedskampe, retfærdighedskampe. Revolutioner. Politisk, ja. Kriser er altid også politiske. Hvad er forskellen mellem en dissident og en tosse? Dissidenten er bevidst om, hvad han/hun kæmper mod.
Jeg gik omkring, spærret inde i en lille celle, med bare en firkant af himmel at se. Jeg var ved at blive "skør". Jeg blev "skør", til en vis grad. Resten af graden kunne jeg udagere i form af aktivisme.
En tanke blev ved med at kværne rundt i mit hoved: Jeg måtte tage til Kina og befri Wei. Nu! Befri Wei. Befri mig.
En lignende tanke gik igennem mit hoved i går aftes, da jeg fik nyhederne om Ray. Nogle gange er det ikke så ligetil at lave identifikation om til accept og compassion.
Jeg spørger mig, hvornår det vil gå op for almenheden, at det der kaldes for "hjælp" til "de psykisk syge" ikke er andet end yderligere, og ofte den ultimative, undertrykkelse af mennesker, der er blevet gjort til ofre og er blevet berøvet et konstruktivt sprog, deres eget sprog.
Hvad jeg har hørt om Ray's høring minder mig skræmmende om Wei's proces: En gennemført farce. Udfaldet på forhånd afgjort.
Mens de selvudnævnte "demokratier" i denne verden højlydt protesterer mod og fordømmer menneskerettighedskrænkelser i lande som Kina, er de forbavsende blind overfor menneskerettighedskrænkelserne, der foregår midt imellem dem, i deres egen befolkning. Business as usual.
Dette er for alle dissidenter, der er blevet nægtet deres eget sprog, og der forfølges politisk i "hjælpens" navn:
Peter Gabriel Biko Live 1986
"You can blow out a candle
But you can't blow out a fire"
mandag den 22. december 2008
Et til alternativ til julesalmerne
Hugget fra Gianna's blog:
Adam Sandler, The Original Chanukah Song
Adam Sandler, The Original Chanukah Song
lørdag den 20. december 2008
Blog awards
Jeg har længe set med lidt blandede følelser på udviklingen i det engelsksproglige blogland. Det ser ikke umiddelbart ud til, at dillen har nået det danske blogland i samme udstrækning. I hvert fald har jeg ikke set ret mange awards endnu hér omkring. Hvem ved, måske færdes jeg bare på de "forkerte" blogs?
Det, på en måde frygtede, intraf i går: min engelske blog blev "awarded". Jeg burde have garderet mig. Men det er, som om jeg først skulle stå midt i situationen, for at blive helt afklaret med den: jeg har det ikke videre fedt med de hér awards. Tildels minder de ret så meget om kædebreve/-sms'er og deslige - har man fået den hér award, skal man selv dele fem af slagsen ud til andre bloggere - ja, og tildels kan jeg simpelthen ikke rigtigt se fidusen. Andet end at det er en måde at "show'e off" på.
Nu ikke for at stå frem som værende "holier than thou". Selvfølgeligt er det rart, at få anerkendelse. Og selvfølgeligt voksede jeg - eller mit ego - også fem centimeter forleden over at få en anerkendende kommentar fra "Murphy himself". Og, også selvfølgeligt, synes jeg, en blog som Gianna's fortjener alle de awards, den har fået, plus dem, den ikke har fået endnu. Jeg ved også, at Mark mener det, når han giver min blog en award. Hvorfor jeg vil tage denne ene imod.
Jeg synes bare, det hér award-ræs er ved at gå en smule over gevind. Lidt som der for nogle går sport i, at samle på "venner" på internetcommunities som facebook. Så, ja, jeg vil tage denne ene imod, og ikke flere.
_______________
P.S.: Lad mig høre fra dig, hvis du står og mangler en award. Jeg har fem at dele ud...
_______________
P.P.S.: Det må være det, der ellers hedder et "luksusproblem"...
Det, på en måde frygtede, intraf i går: min engelske blog blev "awarded". Jeg burde have garderet mig. Men det er, som om jeg først skulle stå midt i situationen, for at blive helt afklaret med den: jeg har det ikke videre fedt med de hér awards. Tildels minder de ret så meget om kædebreve/-sms'er og deslige - har man fået den hér award, skal man selv dele fem af slagsen ud til andre bloggere - ja, og tildels kan jeg simpelthen ikke rigtigt se fidusen. Andet end at det er en måde at "show'e off" på.
Nu ikke for at stå frem som værende "holier than thou". Selvfølgeligt er det rart, at få anerkendelse. Og selvfølgeligt voksede jeg - eller mit ego - også fem centimeter forleden over at få en anerkendende kommentar fra "Murphy himself". Og, også selvfølgeligt, synes jeg, en blog som Gianna's fortjener alle de awards, den har fået, plus dem, den ikke har fået endnu. Jeg ved også, at Mark mener det, når han giver min blog en award. Hvorfor jeg vil tage denne ene imod.
Jeg synes bare, det hér award-ræs er ved at gå en smule over gevind. Lidt som der for nogle går sport i, at samle på "venner" på internetcommunities som facebook. Så, ja, jeg vil tage denne ene imod, og ikke flere.
_______________
P.S.: Lad mig høre fra dig, hvis du står og mangler en award. Jeg har fem at dele ud...
_______________
P.P.S.: Det må være det, der ellers hedder et "luksusproblem"...
torsdag den 18. december 2008
Svar på tiltale
Ikke helt uforventet fik jeg selvfølgeligt svar på tiltale mht. min seneste kommentar på Outsiderens blog. Dog hverken på Outsiderens blog eller hér, på min, men via privat mail.
Svaret på tiltalen betegner sammenligningen af psykofarmaka med narkotika som "noget værre vrøvl". Med den begrundelse, at narkotika, i modsætning til psykofarmaka, skulle være euforiserende stoffer, og at man f.eks. ikke bliver spor opstemt af antidepressiva. Åh?? Tja, det er jo nu så sandt som det er sagt, men det er ikke alene opstemthed, der driver folk ind i et misbrug. Antidepressiva gør f.eks. noget helt andet, end at direkte forårsage eufori, opstemthed. De forøger effekten af metadon. Hvorfor de gerne mis-/bruges af mennesker, der altså tager metadon, med det mål, at få en lidt federe effekt ud af metadonen. Et andet eksempel er alkohol, der som bekendt heller ikke i alle tilfælde forårsager opstemthed, men i mange tilfælde derimod f.eks. aggressivitet. Hvilket ikke nødvendigvis får det mis-/brugende menneske til at droppe alkoholen.
Det afgørende, det der driver de fleste i et stofmisbrug, er ikke ønsket om at opleve lykke i form af jublende eufori. Det er ønsket om at opleve den lykke, flugten fra virkeligheden - en uudholdelig virkelighed - betyder. Og dertil egner sig alle bevidsthedsforandrende stoffer. De legale lige så vel som de illegale. Dem, der nemt kan fås af ens af samfundet officielt som legal anerkendte drugpusher lige så vel som dem, man skal begive sig ud i illegaliteten for at få fingrene i.
The Last Psychiatrist gør i øvrigt opmærksom på en ganske interessant bbc.co.uk-artikel om afhængighed. Om internetafhængighed, ja. Men jeg mener, grundprincippet kan anvendes på al afhængighed. Også den af at gøre brug af "støtteuniverser", af at reagere "psykotisk" og flygte fra en uudholdelig ind i ens egen, helt private virkelighed.
"Maybe I didn't really have that choice, then, but I do have it now. (...) Thus, there's a way out. I'd just have to make a choice... It just happens, things just happen, sometimes it just happens that I light a cigarette, a bad habit."
Bevidstgørelsen af at valget er mit, og mit alene, om jeg vil tænde den næste smøg, eller om jeg vil lade være, om jeg vil gå ind i et støtteunivers, eller ej, om jeg vil leve og lide i min fortid, eller ej, om jeg vil gøre som stemmerne siger, eller ej. Om jeg bare vil lade det ske, eller ej. Empowerment. Frigørelsen fra offerrollen.
En observation, der leder mig til en anden, desværre meget udbredt, misforståelse, mailen giver udtryk for. Nemlig den, at "det meste af det der gør os deprimerede [skulle være] fuldstændig uden for vores kontrol". En misforståelse, der selvfølgeligt og uundgåeligt må føre til den misforståelse, at holdbare løsninger på problemet ikke findes.
Desværre formidler systemet denne misforståelse stadigt som værende den eneste forståelse af eksistentielle kriser. Specielt igennem påstanden, at eksistentiel lidelse skulle være forårsaget af biologisk hjernesygdom. Disempowerment. Tildeling af offerrollen. Så systemet kan fremstå som redder. - Og interessant er, hvordan "offeret" i mailen bliver til "krænker", fordi jeg nægter at gå ind i rollen som "redder" og udvise bekræftende medlidenhed. Hvilket i øvrigt ikke kun sker i starten af mailen, men igen umiddelbart efterfølgende bemærkningen om, at "det meste af det der gør os deprimerede [skulle være] fuldstændig uden for vores kontrol".
Vred blev jeg ikke så meget på mig selv, som jeg blev det over forsøget, at gøre mig (læseren af blogindlægget på Outsiderens blog) til offer - igen. Over forsøget, at trække mig (læseren) ind i dramaet - igen. Men ligeså jeg indlader mig på vreden, indlader jeg mig også på en af rollerne i dramaet. Valget er mit.
Svaret på tiltalen betegner sammenligningen af psykofarmaka med narkotika som "noget værre vrøvl". Med den begrundelse, at narkotika, i modsætning til psykofarmaka, skulle være euforiserende stoffer, og at man f.eks. ikke bliver spor opstemt af antidepressiva. Åh?? Tja, det er jo nu så sandt som det er sagt, men det er ikke alene opstemthed, der driver folk ind i et misbrug. Antidepressiva gør f.eks. noget helt andet, end at direkte forårsage eufori, opstemthed. De forøger effekten af metadon. Hvorfor de gerne mis-/bruges af mennesker, der altså tager metadon, med det mål, at få en lidt federe effekt ud af metadonen. Et andet eksempel er alkohol, der som bekendt heller ikke i alle tilfælde forårsager opstemthed, men i mange tilfælde derimod f.eks. aggressivitet. Hvilket ikke nødvendigvis får det mis-/brugende menneske til at droppe alkoholen.
Det afgørende, det der driver de fleste i et stofmisbrug, er ikke ønsket om at opleve lykke i form af jublende eufori. Det er ønsket om at opleve den lykke, flugten fra virkeligheden - en uudholdelig virkelighed - betyder. Og dertil egner sig alle bevidsthedsforandrende stoffer. De legale lige så vel som de illegale. Dem, der nemt kan fås af ens af samfundet officielt som legal anerkendte drugpusher lige så vel som dem, man skal begive sig ud i illegaliteten for at få fingrene i.
The Last Psychiatrist gør i øvrigt opmærksom på en ganske interessant bbc.co.uk-artikel om afhængighed. Om internetafhængighed, ja. Men jeg mener, grundprincippet kan anvendes på al afhængighed. Også den af at gøre brug af "støtteuniverser", af at reagere "psykotisk" og flygte fra en uudholdelig ind i ens egen, helt private virkelighed.
"Maybe I didn't really have that choice, then, but I do have it now. (...) Thus, there's a way out. I'd just have to make a choice... It just happens, things just happen, sometimes it just happens that I light a cigarette, a bad habit."
Bevidstgørelsen af at valget er mit, og mit alene, om jeg vil tænde den næste smøg, eller om jeg vil lade være, om jeg vil gå ind i et støtteunivers, eller ej, om jeg vil leve og lide i min fortid, eller ej, om jeg vil gøre som stemmerne siger, eller ej. Om jeg bare vil lade det ske, eller ej. Empowerment. Frigørelsen fra offerrollen.
En observation, der leder mig til en anden, desværre meget udbredt, misforståelse, mailen giver udtryk for. Nemlig den, at "det meste af det der gør os deprimerede [skulle være] fuldstændig uden for vores kontrol". En misforståelse, der selvfølgeligt og uundgåeligt må føre til den misforståelse, at holdbare løsninger på problemet ikke findes.
Desværre formidler systemet denne misforståelse stadigt som værende den eneste forståelse af eksistentielle kriser. Specielt igennem påstanden, at eksistentiel lidelse skulle være forårsaget af biologisk hjernesygdom. Disempowerment. Tildeling af offerrollen. Så systemet kan fremstå som redder. - Og interessant er, hvordan "offeret" i mailen bliver til "krænker", fordi jeg nægter at gå ind i rollen som "redder" og udvise bekræftende medlidenhed. Hvilket i øvrigt ikke kun sker i starten af mailen, men igen umiddelbart efterfølgende bemærkningen om, at "det meste af det der gør os deprimerede [skulle være] fuldstændig uden for vores kontrol".
Vred blev jeg ikke så meget på mig selv, som jeg blev det over forsøget, at gøre mig (læseren af blogindlægget på Outsiderens blog) til offer - igen. Over forsøget, at trække mig (læseren) ind i dramaet - igen. Men ligeså jeg indlader mig på vreden, indlader jeg mig også på en af rollerne i dramaet. Valget er mit.
tirsdag den 16. december 2008
NPR-klippet om og med Ray på skrift
Minnesota Public Radio har lagt et transkript af Day To Day-klippet om og med Ray Sandford på deres website. Måske for nogle lidt nemmere at forstå, end det talte amerikanske ord.
Seroquel eller Suzie-Q - Kan psykofarmaka sidestilles med illegale rusmidler?
En lille historie - bare én af mange, og, desværre, flere og flere - der fortæller noget om, hvorvidt psykofarmaka er noget helt, helt andet end fritidsstoffer, som både Julie og Henrik Rindom mener, eller ej: I byen Minden i delstaten Louisiana (USA) blev den 21-årige Carl Rugley Jr. anholdt i torsdags. Han fik lov til at tage sin frakke med da politiet kom for at hente ham, men selvfølgeligt ikke uden at frakkens lommer blev gennemsøgt. Politiet fandt et glas med 150 tabletter Seroquel i én af lommerne, som Rugley forklarede, han havde fået fat i på hans fornylig afdøde bedstemors recept, og som han tog selv. Uden at han har en psykdiagnose af nogen art, og altså som "narko".
Om han nu virkeligt havde et recept liggende fra sin afdøde bedstemor, eller om han har stjålet de 150 tabletter Seroquel, og om han nu virkeligt havde tænkt dem til eget forbrug, eller om idéen var, at videresælge på gaden: Seroquel, der på gaden handles bl.a. under navnet "Suzie-Q", er nok det neuroleptikon, der mis-/bruges mest som illegalt rusmiddel, "narko".
"Bare vent til dette medikament bliver godkendt til depression og angst. Episoder som den ovennævnte vil eskalere," skriver Philip Dawdy. Jeg frygter, han har ret.
Om han nu virkeligt havde et recept liggende fra sin afdøde bedstemor, eller om han har stjålet de 150 tabletter Seroquel, og om han nu virkeligt havde tænkt dem til eget forbrug, eller om idéen var, at videresælge på gaden: Seroquel, der på gaden handles bl.a. under navnet "Suzie-Q", er nok det neuroleptikon, der mis-/bruges mest som illegalt rusmiddel, "narko".
"Bare vent til dette medikament bliver godkendt til depression og angst. Episoder som den ovennævnte vil eskalere," skriver Philip Dawdy. Jeg frygter, han har ret.
National Public Radio on Forced Electroshock of Ray Sandford
15 December 2008
Today, National Public Radio's show "Day to Day" aired a segment
about the involuntary electroshock of Ray Sandford.
You may listen to the nearly nine-minute segment online for free here:
http://www.npr.org/templates/story/story.php?storyId=98273451
or use this web link:
http://tinyurl.com/npr-sandford
The NPR show interviews Ray Sandford along with David W. Oaks,
director of MindFreedom and many others, including Ray's mom, about
the ethical debate over forced electroshock.
Ray Sandford is a Minnesota resident who is court ordered to have
electroshock over his expressed wishes on an outpatient basis. Ray
contacted MindFreedom International to launch a campaign that has
reached millions of people about Ray's right to say "no" to his
electroshock.
Every other Wednesday Ray is escorted from his group home residence
to receive another electroshock against his wishes. Ray's most recent
electroshock was on 10 December 2008, which was also United Nations
International Human Rights day.
RAY HAS A HEARING TOMORROW - PLEASE ATTEND!
Because of MindFreedom's campaign, Ray has at least been given a new
court hearing, scheduled for *tomorrow*, Tuesday, 16 December 2008 at
8:30 am. If you live in St. Paul/Minneapolis area, please try to
attend. Ray said the hearing is at Regions Hospital in St. Paul. For
address and directions click here:
http://www.regionshospital.com
If Ray loses, his next forced electroshock is scheduled for Christmas
Eve, 24 December 2008. It would be approximately his 36th electroshock.
For more information on MindFreedom's campaign to stop the forced
electroshock of Ray Sandford, including a photo of Ray, frequently
asked questions and how to help out, click here:
http://www.mindfreedom.org/shield/ray
** ACTION ** ACTION ** ACTION **
If you politely insist when you call the office of the Governor of
Minnesota, you are finally able to talk to a staff person about the
topic of involuntary electroshock.
If you just get diverted to voice mail, call back later and ask to
speak to a staff person.
Unfortunately, the staff person is simply saying that Governor
Pawlenty believes he can do nothing.
Please help Governor Pawlenty realize that he has self-determination
and empowerment! The Governor could at least help Ray get better
legal representation.
Call the Governor's office from anywhere in the world phone (651)
296-3391.
From inside Minnesota phone toll free (800) 657-3717.
~~~~~~~~~~~~~~
PLEASE FORWARD THIS NEWS!
Please spread the word! Circulate this news about the NPR show to all
those who may be interested.
LET THE MEDIA KNOW about the NPR coverage of the Ray Sandford campaign!
Many mainstream media did not believe forced electroshock of an
individual living out in the community could be happening in the USA.
Tell media to listen to the NPR show here:
http://www.npr.org/templates/story/story.php?storyId=98273451
or use this web link:
http://tinyurl.com/npr-sandford
Note that after registering on that NPR web site you may also leave a
*comment* about the show about Ray. Estimated number of listeners of
Day to Day is two million on 200 radio stations. Because of cutbacks,
NPR recently announced the show would be cancelled in March 2009.
~~~~~~~~~~~~~~
Encourage Everyone to Join MindFreedom International During the Fall
2008 Support Drive
Build the people power it will take to stop the kind of torture that
Ray is experiencing!
For information about how you can join MindFreedom today, click here:
http://www.mindfreedom.org/join-donate
_______________
For nu bare så meget på dansk: Ray har sin høring i morgen. Hvis han taber, står han til sin næste elektrochok"behandling" onsdag den 24. december. Sikke en julegave at få!
Today, National Public Radio's show "Day to Day" aired a segment
about the involuntary electroshock of Ray Sandford.
You may listen to the nearly nine-minute segment online for free here:
http://www.npr.org/templates/story/story.php?storyId=98273451
or use this web link:
http://tinyurl.com/npr-sandford
The NPR show interviews Ray Sandford along with David W. Oaks,
director of MindFreedom and many others, including Ray's mom, about
the ethical debate over forced electroshock.
Ray Sandford is a Minnesota resident who is court ordered to have
electroshock over his expressed wishes on an outpatient basis. Ray
contacted MindFreedom International to launch a campaign that has
reached millions of people about Ray's right to say "no" to his
electroshock.
Every other Wednesday Ray is escorted from his group home residence
to receive another electroshock against his wishes. Ray's most recent
electroshock was on 10 December 2008, which was also United Nations
International Human Rights day.
RAY HAS A HEARING TOMORROW - PLEASE ATTEND!
Because of MindFreedom's campaign, Ray has at least been given a new
court hearing, scheduled for *tomorrow*, Tuesday, 16 December 2008 at
8:30 am. If you live in St. Paul/Minneapolis area, please try to
attend. Ray said the hearing is at Regions Hospital in St. Paul. For
address and directions click here:
http://www.regionshospital.com
If Ray loses, his next forced electroshock is scheduled for Christmas
Eve, 24 December 2008. It would be approximately his 36th electroshock.
For more information on MindFreedom's campaign to stop the forced
electroshock of Ray Sandford, including a photo of Ray, frequently
asked questions and how to help out, click here:
http://www.mindfreedom.org/shield/ray
** ACTION ** ACTION ** ACTION **
If you politely insist when you call the office of the Governor of
Minnesota, you are finally able to talk to a staff person about the
topic of involuntary electroshock.
If you just get diverted to voice mail, call back later and ask to
speak to a staff person.
Unfortunately, the staff person is simply saying that Governor
Pawlenty believes he can do nothing.
Please help Governor Pawlenty realize that he has self-determination
and empowerment! The Governor could at least help Ray get better
legal representation.
Call the Governor's office from anywhere in the world phone (651)
296-3391.
From inside Minnesota phone toll free (800) 657-3717.
~~~~~~~~~~~~~~
PLEASE FORWARD THIS NEWS!
Please spread the word! Circulate this news about the NPR show to all
those who may be interested.
LET THE MEDIA KNOW about the NPR coverage of the Ray Sandford campaign!
Many mainstream media did not believe forced electroshock of an
individual living out in the community could be happening in the USA.
Tell media to listen to the NPR show here:
http://www.npr.org/templates/story/story.php?storyId=98273451
or use this web link:
http://tinyurl.com/npr-sandford
Note that after registering on that NPR web site you may also leave a
*comment* about the show about Ray. Estimated number of listeners of
Day to Day is two million on 200 radio stations. Because of cutbacks,
NPR recently announced the show would be cancelled in March 2009.
~~~~~~~~~~~~~~
Encourage Everyone to Join MindFreedom International During the Fall
2008 Support Drive
Build the people power it will take to stop the kind of torture that
Ray is experiencing!
For information about how you can join MindFreedom today, click here:
http://www.mindfreedom.org/join-donate
_______________
For nu bare så meget på dansk: Ray har sin høring i morgen. Hvis han taber, står han til sin næste elektrochok"behandling" onsdag den 24. december. Sikke en julegave at få!
mandag den 15. december 2008
Hvad er depression?
Nu da det har vist sig, at der er flere og flere, der stiller sig - og Google - dette spørgsmål: David ovre på Quotidian Vicissitudes giver svaret i en kommentar på Gianna's blog:
"Jeg plejer at tænke, at depression er karakteristisk for dem, der er ved at vågne op til misklangen i verdenen omkring dem, snarere end karakteristisk for at man selv er problemet."
Apropos "depression" så har Philip Dawdy i dag for resten et interessant indlæg om en Boston Globe-artikel, der oplyser, at hele 50% af alle dem, der tager SSRIs (antidepressiva) har bivirkninger i forhold til deres sexliv. Som oftest i form af impotens. Altså halvdelen af alle konsumenter af antidepressiva. Ikke kun 4 til højest 28%, som farmaindustrien indtil videre har kunnet få sig selv til at medgive. Oveni de 50% kommer selvfølgeligt alle de tilfælde, hvor folk synes, det er lidt for pinligt et emne at bringe på banen overfor deres læge.
Men hvad! Siden "depression" jo er arveligt, er det vidst bare en fordel, hvis pillerne bl.a. også kan sørge for, at "de depressive" ikke sætter genetisk set mindreværdigt afkom i verdenen. Ja, "depression" er arvelig. Alle mennesker bliver jo født med evnen til at have følelser som sorg og tristhed. Så, de facto bliver vi alle født med et "depressions"gen, og skulle derfor måske nøje overveje, om vi virkeligt vil bidrage til, at en livsform med en så defekt arvemasse fortbestår på denne klode. Eller om vi måske gør bedre i, at ikke bare råbe efter Ritalin for alle, men også efter Zoloft for alle.
Ofte kan man i øvrigt nøjes med, at tage stoffet over en tidsbegrænset periode, indtil effekten er opnået. Antidepressiva-betinget impotens er nemlig tit og mange gange irreversibel. Dvs. selv om man stopper med "medikamentet", bliver effekten bestående.
"Jeg plejer at tænke, at depression er karakteristisk for dem, der er ved at vågne op til misklangen i verdenen omkring dem, snarere end karakteristisk for at man selv er problemet."
Apropos "depression" så har Philip Dawdy i dag for resten et interessant indlæg om en Boston Globe-artikel, der oplyser, at hele 50% af alle dem, der tager SSRIs (antidepressiva) har bivirkninger i forhold til deres sexliv. Som oftest i form af impotens. Altså halvdelen af alle konsumenter af antidepressiva. Ikke kun 4 til højest 28%, som farmaindustrien indtil videre har kunnet få sig selv til at medgive. Oveni de 50% kommer selvfølgeligt alle de tilfælde, hvor folk synes, det er lidt for pinligt et emne at bringe på banen overfor deres læge.
Men hvad! Siden "depression" jo er arveligt, er det vidst bare en fordel, hvis pillerne bl.a. også kan sørge for, at "de depressive" ikke sætter genetisk set mindreværdigt afkom i verdenen. Ja, "depression" er arvelig. Alle mennesker bliver jo født med evnen til at have følelser som sorg og tristhed. Så, de facto bliver vi alle født med et "depressions"gen, og skulle derfor måske nøje overveje, om vi virkeligt vil bidrage til, at en livsform med en så defekt arvemasse fortbestår på denne klode. Eller om vi måske gør bedre i, at ikke bare råbe efter Ritalin for alle, men også efter Zoloft for alle.
Ofte kan man i øvrigt nøjes med, at tage stoffet over en tidsbegrænset periode, indtil effekten er opnået. Antidepressiva-betinget impotens er nemlig tit og mange gange irreversibel. Dvs. selv om man stopper med "medikamentet", bliver effekten bestående.
fredag den 12. december 2008
Nyt om Ray - Alert #6
Mens verdenen fejrede 60-års-dagen på undertegnelsen af de Forente Nationers Universelle Menneskerettighedseklaration i onsdags, blev psykiatribrugeres menneskerettigheder - også verdenen over - ufortrødent misagtet og krænket. Blandt alt for mange andres også Ray Sandford's. Igen.
Læs mere på MindFreedom's hjemmeside, og på MindFreedom's blog.
Nyt under - forhåbentligt! - "gode nyheder": Kommende mandag vil Ray, på hans egen ansøgning, blive revurderet af "eksperterne", og på tirsdag har han en ny høring.
Læs mere på MindFreedom's hjemmeside, og på MindFreedom's blog.
Nyt under - forhåbentligt! - "gode nyheder": Kommende mandag vil Ray, på hans egen ansøgning, blive revurderet af "eksperterne", og på tirsdag har han en ny høring.
onsdag den 10. december 2008
Jeg blev vred
Ja. Jeg blev lidt vred over dette indlæg på Outsiderens blog. Men det, jeg egentligt blev vred over, var nok mere det billede af mig selv, jeg så foran mig. Jeg selv, fanget i mine egne onde cirkler af ubevidsthed. Hele tiden på kanten, næsten og lige ved, og så alligevel ikke. Det eneste, jeg ikke kommenterede, selv om jeg vidste... og ved... at kanten ikke duer, at vejen ud går igennem midten...
tirsdag den 9. december 2008
Mere frihed i stedet for "skærpet opsyn"
If you're in a building you can't get out of, that's not a hospital, it's a prison. -Thomas Szasz (Hvis du opholder dig i en bygning du ikke kan komme ud af, er det ikke et sygehus, det er et fængsel.)
Hos Alison Hymes fandt jeg linket til en guardian.co.uk-artikel, der fortæller om nye forskningsresultater mht. aggressivitet og selvmord på psykiatriske afdelinger:
"At indespærre psykiatriske patienter på NHS-(National Health Service, det britiske svar på det danske sundhedsvæsen)sygehusafdelinger gør dem mere tilbøjelig til at blive voldelige, gøre skade på sig selv og afvise medicinering, viser ny forskning.
Enligt studien fra London's City University bliver det at behandle mennesker med depression, skizofreni eller manier som om de var fanger gjort for at øge sikkerheden, men det øger risikoen for at de angriber sygeplejere eller medpatienter.
'En lukkede-døre-tilgang er mere egnet til at lade patienten se afdelingen som et fængsel, sig selv som fange og personalet som fangevogtere,' sagde professor Len Bowers, der ledte forskningsprojektet. Han kom frem til, at halvdelen af de sygehusafdelinger, der tager sig af mennesker, der bliver behandlet under Mental Health Act (tvangsindlæggelse), anvender en lukkede-døre-tilgang.
Men Bowers og hans team fandt, at det fører til at patienterne føler sig frustreret, stigmatiseret og deprimeret, og det kan resultere i at de bliver uregerlige. Denne politik øger risikoen for fysisk aggression mod andre med 11 procent, selvskade (20 procent) og afvisning af medicinering (22 procent). Studien viste, at selv om det var 25 procent mindre sandsynligt, at patienter, der blev anbragt på denne måde, flygtede og begik selvmord udenfor afdelingen, så er de, der ikke kan gå ud mere tilbøjelige til at føle sig værdiløs og have selvmordstanker.
Strenge sikkerhedsregler reducerer ikke antallet af 150 af disse patienter, der tager deres liv hvert år [i Storbritannien], sagde Bowers. Han anfører, at afdelinger bør være uaflåste, med personale placeret ved indgangen, der kan holde øje med, hvem der kommer og går. Der er ca. 10.000 mennesker indlagt på psykiatriske akutafdelinger i Storbritannien."
Overrasket er jeg kun af én ting: at der skulle en hel studie til at komme frem til, hvad der i mine øjne er "common sense"... Én ting er jo, at skulle ind og ruske tremmer, fordi man har begået en eller anden form for kriminalitet. Frustrerende nok i sig selv. Noget helt, helt andet er, at blive frihedsberøvet og oven i købet langt dårligere behandlet, end de fleste fængselsindsatte (og jeg var lige ved at skrive: dårligere og mindre respektfuldt end burhøns eller de danske grise i bacon-fabrikkerne), fordi man har en eksistentiel krise. Også hér: apropos systemets "egne, selvmordsudløsende mekanismer"...
Hos Alison Hymes fandt jeg linket til en guardian.co.uk-artikel, der fortæller om nye forskningsresultater mht. aggressivitet og selvmord på psykiatriske afdelinger:
"At indespærre psykiatriske patienter på NHS-(National Health Service, det britiske svar på det danske sundhedsvæsen)sygehusafdelinger gør dem mere tilbøjelig til at blive voldelige, gøre skade på sig selv og afvise medicinering, viser ny forskning.
Enligt studien fra London's City University bliver det at behandle mennesker med depression, skizofreni eller manier som om de var fanger gjort for at øge sikkerheden, men det øger risikoen for at de angriber sygeplejere eller medpatienter.
'En lukkede-døre-tilgang er mere egnet til at lade patienten se afdelingen som et fængsel, sig selv som fange og personalet som fangevogtere,' sagde professor Len Bowers, der ledte forskningsprojektet. Han kom frem til, at halvdelen af de sygehusafdelinger, der tager sig af mennesker, der bliver behandlet under Mental Health Act (tvangsindlæggelse), anvender en lukkede-døre-tilgang.
Men Bowers og hans team fandt, at det fører til at patienterne føler sig frustreret, stigmatiseret og deprimeret, og det kan resultere i at de bliver uregerlige. Denne politik øger risikoen for fysisk aggression mod andre med 11 procent, selvskade (20 procent) og afvisning af medicinering (22 procent). Studien viste, at selv om det var 25 procent mindre sandsynligt, at patienter, der blev anbragt på denne måde, flygtede og begik selvmord udenfor afdelingen, så er de, der ikke kan gå ud mere tilbøjelige til at føle sig værdiløs og have selvmordstanker.
Strenge sikkerhedsregler reducerer ikke antallet af 150 af disse patienter, der tager deres liv hvert år [i Storbritannien], sagde Bowers. Han anfører, at afdelinger bør være uaflåste, med personale placeret ved indgangen, der kan holde øje med, hvem der kommer og går. Der er ca. 10.000 mennesker indlagt på psykiatriske akutafdelinger i Storbritannien."
Overrasket er jeg kun af én ting: at der skulle en hel studie til at komme frem til, hvad der i mine øjne er "common sense"... Én ting er jo, at skulle ind og ruske tremmer, fordi man har begået en eller anden form for kriminalitet. Frustrerende nok i sig selv. Noget helt, helt andet er, at blive frihedsberøvet og oven i købet langt dårligere behandlet, end de fleste fængselsindsatte (og jeg var lige ved at skrive: dårligere og mindre respektfuldt end burhøns eller de danske grise i bacon-fabrikkerne), fordi man har en eksistentiel krise. Også hér: apropos systemets "egne, selvmordsudløsende mekanismer"...
Ritalin for alle! Og nogle kritiske tanker om religionen "videnskab" fra en frafalden
Gianna postede i søndags et indlæg, der umiddelbart og atter en gang ledte mine tanker til Aldous Huxley.
Her oversættelsen af Associated Press-citatet på Gianna's blog:
"Flere forskere hævder i en provokerende kommentar, at sunde og raske mennesker skulle have ret til at sætte skub i deres hjerner med piller som dem, der ordineres til hyperaktive børn eller ældre med hukommelsesbesvær.
Studerende tager allerede illegalt receptpligtige stimulerende stoffer som Ritalin for at hjælpe dem med at læse, og efterspørgslen efter sådanne stoffer vil sandsynligvis tiltage på andre områder også, siger [forskerne].
'Vi skulle hilse nye metoder til at forbedre vores hjernefunktion velkommen,' og at gøre det ved hjælp af piller er ikke mere moralsk forkasteligt end at spise sundt eller få en god nats søvn, skrev disse eksperter i en klumme, der blev offentliggjort online af magazinet Nature i søndags."
"Hvor ironisk, at magazinet 'Nature' (...) støtter noget så unaturligt. Scenariet denne artikel tryller frem foran mig skræmmer mig meget," skriver Gianna, og: "Det er meget nemt at forudse, at menneskeheden vil kaste sig over denne lejlighed til at yderligere forgifte sig selv, denne gang i fremskridtets navn og sandsynligvis uden det stigma, andre stofafhængigheder medfører."
Jeg kunne sådan set ikke være mere enig, men spørger mig dog efterhånden også oftere og oftere, hvorvidt naturvidenskaben egentligt står i naturens tjeneste, respektive hvorvidt det måske forholder sig den anden vej rundt. Nature er det "prestigefyldte [natur]videnskabelige tidsskrift", der bl.a. offentliggjorde disse forskningsresultater.
Nu har jeg ikke set Nature's overskrift mht. den ovennævnte forskning, men generelt kan det siges, at de overskrifter jeg ser, om det nu er i de danske medier eller i "prestigefyldte" tidsskrifter på linie med Nature, vidner om en fundamental karaktérbrist hos de fleste forskere. "Videnskaben er aldrig færdig og afsluttet," siger Greg i "How It All Ends". "Som lærer i videnskab kan jeg fortælle dig, at videnskaben, denne mest præcise og udforskende af alle menneskelige bestræbelser, overraskende nok aldrig er sikker. (...) Hver enkel videnskabelig konklusion bærer i sig et slags skøn over hvor stor usikkerheden er. Bl.a. derfor vil der altid være mere eller mindre uenighed omkring alle videnskabelige emner."
I en relateret video specificerer Greg desuden, hvad videnskab egentligt er: "Når vi taler om livets mening, kan videnskaben være informativ, men den er bare ét af mange ligeværdige redskaber, som tro, kærlighed, erfaring. Men når vi taler om at forudsige og manipulere den fysiske verden, tænker jeg at videnskaben er det bedste vi har."
Lige så enig som jeg er med Gianna, så enig er jeg også med Greg. Imidlertid har jeg, bl.a. grundet de ovennævnte overskrifter og lignende, på fornemmelsen, at vi lever i en kultur, der fornægter både den (natur)videnskabelige usikkerhed, og at der skulle findes andet end den fysiske verden. Med det resultat, at (natur)videnskaben i vor tid har opnået status af at være det eneste gyldige trossystem. Kun dette kan bl.a. forklare det fænomen, at f.eks. sindet, sjælen, i vores kultur 100% ligestilles med hjernen og dens funktioner.
Uden at tage skyklapperne af og udvide horisonten med områder hinsides de (natur)videnskabelige, vil vi aldrig løse hverken "skizofreniens" eller nogle andre menneskelige, eksistentielle gåder. Men vi vil, ved at fornægte alt andet end (natur)videnskaben, kunne opretholde illusionen om at vi kan løse alle gåder...
For lige at vende tilbage til klummen i Nature: I Brave New World bliver verdensstatens beboere 60 år gamle. Hvis vi sætter dette alder ned til, tja, 30, måske 40 år, så tror jeg, vi har ca. den levealder, vi kan forvente, hvis vi hopper på limpinden og sætter skub i vores hjerner ved hjælp af i høj grad toksiske stoffer som Ritalin på mere eller mindre daglig basis.
_______________
Update: Associated Press-artiklen er taget af nettet, men kan findes her: http://www.usatoday.com/news/health/2008-12-08-brain-drugs_N.htm
Her oversættelsen af Associated Press-citatet på Gianna's blog:
"Flere forskere hævder i en provokerende kommentar, at sunde og raske mennesker skulle have ret til at sætte skub i deres hjerner med piller som dem, der ordineres til hyperaktive børn eller ældre med hukommelsesbesvær.
Studerende tager allerede illegalt receptpligtige stimulerende stoffer som Ritalin for at hjælpe dem med at læse, og efterspørgslen efter sådanne stoffer vil sandsynligvis tiltage på andre områder også, siger [forskerne].
'Vi skulle hilse nye metoder til at forbedre vores hjernefunktion velkommen,' og at gøre det ved hjælp af piller er ikke mere moralsk forkasteligt end at spise sundt eller få en god nats søvn, skrev disse eksperter i en klumme, der blev offentliggjort online af magazinet Nature i søndags."
"Hvor ironisk, at magazinet 'Nature' (...) støtter noget så unaturligt. Scenariet denne artikel tryller frem foran mig skræmmer mig meget," skriver Gianna, og: "Det er meget nemt at forudse, at menneskeheden vil kaste sig over denne lejlighed til at yderligere forgifte sig selv, denne gang i fremskridtets navn og sandsynligvis uden det stigma, andre stofafhængigheder medfører."
Jeg kunne sådan set ikke være mere enig, men spørger mig dog efterhånden også oftere og oftere, hvorvidt naturvidenskaben egentligt står i naturens tjeneste, respektive hvorvidt det måske forholder sig den anden vej rundt. Nature er det "prestigefyldte [natur]videnskabelige tidsskrift", der bl.a. offentliggjorde disse forskningsresultater.
Nu har jeg ikke set Nature's overskrift mht. den ovennævnte forskning, men generelt kan det siges, at de overskrifter jeg ser, om det nu er i de danske medier eller i "prestigefyldte" tidsskrifter på linie med Nature, vidner om en fundamental karaktérbrist hos de fleste forskere. "Videnskaben er aldrig færdig og afsluttet," siger Greg i "How It All Ends". "Som lærer i videnskab kan jeg fortælle dig, at videnskaben, denne mest præcise og udforskende af alle menneskelige bestræbelser, overraskende nok aldrig er sikker. (...) Hver enkel videnskabelig konklusion bærer i sig et slags skøn over hvor stor usikkerheden er. Bl.a. derfor vil der altid være mere eller mindre uenighed omkring alle videnskabelige emner."
I en relateret video specificerer Greg desuden, hvad videnskab egentligt er: "Når vi taler om livets mening, kan videnskaben være informativ, men den er bare ét af mange ligeværdige redskaber, som tro, kærlighed, erfaring. Men når vi taler om at forudsige og manipulere den fysiske verden, tænker jeg at videnskaben er det bedste vi har."
Lige så enig som jeg er med Gianna, så enig er jeg også med Greg. Imidlertid har jeg, bl.a. grundet de ovennævnte overskrifter og lignende, på fornemmelsen, at vi lever i en kultur, der fornægter både den (natur)videnskabelige usikkerhed, og at der skulle findes andet end den fysiske verden. Med det resultat, at (natur)videnskaben i vor tid har opnået status af at være det eneste gyldige trossystem. Kun dette kan bl.a. forklare det fænomen, at f.eks. sindet, sjælen, i vores kultur 100% ligestilles med hjernen og dens funktioner.
Uden at tage skyklapperne af og udvide horisonten med områder hinsides de (natur)videnskabelige, vil vi aldrig løse hverken "skizofreniens" eller nogle andre menneskelige, eksistentielle gåder. Men vi vil, ved at fornægte alt andet end (natur)videnskaben, kunne opretholde illusionen om at vi kan løse alle gåder...
For lige at vende tilbage til klummen i Nature: I Brave New World bliver verdensstatens beboere 60 år gamle. Hvis vi sætter dette alder ned til, tja, 30, måske 40 år, så tror jeg, vi har ca. den levealder, vi kan forvente, hvis vi hopper på limpinden og sætter skub i vores hjerner ved hjælp af i høj grad toksiske stoffer som Ritalin på mere eller mindre daglig basis.
_______________
Update: Associated Press-artiklen er taget af nettet, men kan findes her: http://www.usatoday.com/news/health/2008-12-08-brain-drugs_N.htm
Et lille video-intermezzo om panikmageri
For noget tid siden blev spørgsmålet "Sælger angst og katastrofer virkelig så meget?" drøftet ovre hos Harning. Jeg må indrømme, at jeg ikke ligefrem er fan af panikmageri. Ikke mindst siden jeg tvivler, at, selv om jeg havde den ene søvnløse nat efter den anden, det ville kunne ændre det mindste, ville være konstruktivt på nogen måde.
På den anden side er der for mig stadigt lang vej fra det at se skeptisk på mediernes - ubestridte - panikmageri - yep, angst og katastrofer sælger i den grad! - til det at f.eks. kalde Al Gore for "dybt latterlig" - og vælge at stikke hovedet i sandet. Derfor kan jeg rigtig godt lide denne video, som Pia har sendt mig i dag:
How It All Ends
Ja. Og så er der for resten for mig at se både panikmageri og panikmageri. Mens jeg selv nok er mest skeptisk overfor den panikmageri, der har det med at udpege sorte får...
På den anden side er der for mig stadigt lang vej fra det at se skeptisk på mediernes - ubestridte - panikmageri - yep, angst og katastrofer sælger i den grad! - til det at f.eks. kalde Al Gore for "dybt latterlig" - og vælge at stikke hovedet i sandet. Derfor kan jeg rigtig godt lide denne video, som Pia har sendt mig i dag:
How It All Ends
Ja. Og så er der for resten for mig at se både panikmageri og panikmageri. Mens jeg selv nok er mest skeptisk overfor den panikmageri, der har det med at udpege sorte får...
lørdag den 6. december 2008
Ray Sandford - update på dank. Og en bemærkning om "effektiviteten" af Lamictal
Siden nogen nu undrer sig, at jeg bare sådan smider engelske tekster af hér på bloggen, uden at oversætte eller noget, hér en kort update til Ray Sandford's situation på dansk.
Ray bliver fortsat mishandlet med elektrochok mod hans vilje, om end "kun" hveranden uge nu. Næste gang han skal udsættes for denne tortur er onsdag den 10. december, dvs. samme dag, som det er international menneskerettighedsdag...
Ray er stemplet som "bipolar", og har været ind og ud af psykiatrien igennem de seneste 30 år, uden at psykiatrien har kunnet hjælpe ham (surprise, surprise!). Psykofarmaka har ikke haft nogen virkning, og siden systemet ikke har andet at byde på end kemi eller elektricitet, er Ray, der ikke ønskede "behandling" med elektrochok, på trods af at han ikke har været i konflikt med loven, blevet dømt til elektrochok"behandling".
Fra nedenstående alert:
"De gode nyheder angående kampagnen for Ray:
* Guvernørens kontor meddeler, at man har modtaget "hundredvis" af protester. Tak til jer alle!
* Tre agenturer arbejder nu på, at erstatte Ray's desinteresserede, af retten beskikkede advokat med en anden advokat.
* Et landsdækkende [USA] medie har endeligt interviewet Ray til en kommende udsendelse.
De dårlige nyheder: Det er ikke nok! Gør noget nu!"
Du kan ringe til Minnesota's guvernør Tim Pawlenty på telefon nr. +1 651 296 3391 (+1 er landekoden til USA ved selvvalg), og bede ham høfligt men bestemt om at tage stilling. Telefontid: alle hverdage (mandag til fredag) mellem kl. 8.00 og kl. 16.30 Central Time, hvilket svarer til mellem kl. 15.00 og kl. 23.30 dansk tid. Det bedste er selvfølgeligt, at kime guvernøren ned umiddelbart før Ray står til endnu en omgang mishandling med ECT, dvs. næste gang tirsdag den 9. december.
Formodentligt vil du blive omdirigeret til en telefonsvarer, når du nævner hvorfor du ringer. I enkelte tilfælde er der også blevet lagt på. Hvad du kan gøre for alligevel at opnå størst mulig effekt, kan du se i nedenstående alert nr. 5.
"Det er på tide at blive kreativ!
* Ray giver ikke op!
* Vi giver ikke op!
* Du må heller ikke give op!"
som det hedder i alert nr.5.
_______________
Når jeg nu er ved det: Indlægget på Gianna's blog Beyond Meds omhandler de seneste afsløringer af GlaxoSmithKline's tilbageholdelse af studier, der viser at Lamictal ikke virker bedre end placebo. Ja, altså bortset fra bivirkningerne. Da slår Lamictal placebo med flere længder... Yay! Hurra for det! Hist og her på nettet kan man se GlaxoSmithKline omtalt som GlobalSerialKillers. Primært i forbindelse med Paxil/Seroxat, men men men...
Ray bliver fortsat mishandlet med elektrochok mod hans vilje, om end "kun" hveranden uge nu. Næste gang han skal udsættes for denne tortur er onsdag den 10. december, dvs. samme dag, som det er international menneskerettighedsdag...Ray er stemplet som "bipolar", og har været ind og ud af psykiatrien igennem de seneste 30 år, uden at psykiatrien har kunnet hjælpe ham (surprise, surprise!). Psykofarmaka har ikke haft nogen virkning, og siden systemet ikke har andet at byde på end kemi eller elektricitet, er Ray, der ikke ønskede "behandling" med elektrochok, på trods af at han ikke har været i konflikt med loven, blevet dømt til elektrochok"behandling".
Fra nedenstående alert:
"De gode nyheder angående kampagnen for Ray:
* Guvernørens kontor meddeler, at man har modtaget "hundredvis" af protester. Tak til jer alle!
* Tre agenturer arbejder nu på, at erstatte Ray's desinteresserede, af retten beskikkede advokat med en anden advokat.
* Et landsdækkende [USA] medie har endeligt interviewet Ray til en kommende udsendelse.
De dårlige nyheder: Det er ikke nok! Gør noget nu!"
Du kan ringe til Minnesota's guvernør Tim Pawlenty på telefon nr. +1 651 296 3391 (+1 er landekoden til USA ved selvvalg), og bede ham høfligt men bestemt om at tage stilling. Telefontid: alle hverdage (mandag til fredag) mellem kl. 8.00 og kl. 16.30 Central Time, hvilket svarer til mellem kl. 15.00 og kl. 23.30 dansk tid. Det bedste er selvfølgeligt, at kime guvernøren ned umiddelbart før Ray står til endnu en omgang mishandling med ECT, dvs. næste gang tirsdag den 9. december.
Formodentligt vil du blive omdirigeret til en telefonsvarer, når du nævner hvorfor du ringer. I enkelte tilfælde er der også blevet lagt på. Hvad du kan gøre for alligevel at opnå størst mulig effekt, kan du se i nedenstående alert nr. 5.
"Det er på tide at blive kreativ!
* Ray giver ikke op!
* Vi giver ikke op!
* Du må heller ikke give op!"
som det hedder i alert nr.5.
_______________
Når jeg nu er ved det: Indlægget på Gianna's blog Beyond Meds omhandler de seneste afsløringer af GlaxoSmithKline's tilbageholdelse af studier, der viser at Lamictal ikke virker bedre end placebo. Ja, altså bortset fra bivirkningerne. Da slår Lamictal placebo med flere længder... Yay! Hurra for det! Hist og her på nettet kan man se GlaxoSmithKline omtalt som GlobalSerialKillers. Primært i forbindelse med Paxil/Seroxat, men men men...
fredag den 5. december 2008
Ray Alert 5: Next Forced Shock International Human Rights Day 10 Dec!
MindFreedom International - Ray Alert #5
Win Human Rights in Mental Health - Please Forward!
http://www.mindfreedom.org/shield/ray/alert-5-sandford
~~~~~~~~~~~~~~
Ray's Next Scheduled Involuntary Outpatient Electroshock is:
10 December -- International Human Rights Day!
by David W. Oaks, Executive Director, MindFreedom International
This Wednesday, 10 December 2008, human rights activists all over the
world will be celebrating the 60th anniversary of the signing of the
United Nations Universal Declaration of Human Rights.
10 December is the UN's official International Human Rights Day.
10 December is also the day that Ray Sandford is scheduled to receive
his 35th involuntary outpatient electroshock.
NEW ON WEB: Learn Ray's story -- Frequently Asked Questions About Ray
Sandford Campaign, click here:
http://www.mindfreedom.org/shield/ray/sandford-faq
~~~~~~~~~~~~~~
Latest News on Ray Campaign
Unless action is taken swiftly, then this Wednesday morning, as he
has been for most mornings in the last few months, Ray will be
awakened early by staff in his room at the group residence Victory
House near Minneapolis.
Once more an escort will bring him against his will the 15 miles to
Mercy Hospital, where once more -- under court order -- doctors will
place electrodes on his head for another electroconvulsive therapy
(ECT), or electroshock, that can and has wiped out precious memories
and cognitive abilities from Ray.
~~~~~~~~~~~~~~
The Good News About Ray Campaign:
Because of MindFreedom's campaign to support Ray Sandford:
* The Minnesota Governor's office reports receiving "hundreds" of
complaints. Thank you everyone!
* Three agencies are now working to replace Ray's non-responsive
court-appointed attorney with a new attorney.
* National media has finally interviewed Ray for an upcoming broadcast.
The Bad News: It is Not Enough! Speak Out Now!
~~~~~~~~~~~~~~
** ACTION ** ACTION ** ACTION **
It is time to take the Ray Campaign up a notch, peacefully but strongly!
Let this become a top issue in the Governor's office.
Telephone Governor Pawlenty's office *NOW*:
Call any day, but especially call *before* Ray's scheduled
electroshock next Wednesday, 10 December 2008.
Call from anywhere in the world phone (651) 296-3391.
From inside Minnesota phone toll free (800) 657-3717.
You have the best chance of reaching staff from 8:00 am to 4:30 pm
Central Time weekdays.
~~~~~~~~~~~~~~
WHY WON'T GOVERNOR PAWLENTY REPLY? Find out! Ask!
Minnesota Governor Tim Pawlenty has completely stone-walled!
* His office refuses to issue any statement on the policy of forced
electroshock.
* He claims he can do nothing, that the courts are in charge, when he
could at least make sure Ray gets better legal representation for a
stay or appeal.
* His office operators have been instructed to immediately redirect
calls about Ray into a voice mail. No one we know of has ever heard
back. Some operators have hung up on callers.
* Meanwhile, the Governor is sponsoring a $200-a-head luxury hotel
conference about International Human Rights Day!
It is time to get creative!
* Ray will not give up!
* We will not give up!
* Don't you give up!
Please be peaceful, but be CREATIVELY MALADJUSTED in your next
phone calls to Governor Pawlenty's office.
First, get the name of the operator and write it down. Then start by
asking polite but firm questions about advocacy...
* about citizen input...
* about who to talk to about mental health policy...
* about the names and phone numbers of the Ombudsman office
* about mental health policy and the mental health division...
* about how poor people can have adequate legal representation...
And only then ask about why the Governor is refusing to speak out
about Involuntary Outpatient Electroshock (IOE)?
Insist on speaking to a live real person about this issue.
If you do not get a real person with a real reply, CALL BACK.
If an operator hangs up on you, call back and ask to speak to a
manager and complain.
~~~~~~~~~~~~~~
REMEMBER:
Telephone Governor Pawlenty's office *NOW*:
Call any day, but especially call *before* Ray's scheduled
electroshock next Wednesday, 10 December 2008.
Call from anywhere in the world phone (651) 296-3391.
From inside Minnesota phone toll free (800) 657-3717.
You have the best chance of reaching staff from 8:00 am to 4:30 pm
Central Time weekdays.
If you do receive any helpful information or leads, e-mail it to news-
at-mindfreedom.org.
~~~~~~~~~~~~~~
Learn more about Ray on the all-new "Frequently Asked Questions"
page about the Ray Campaign.
Learn about:
* The back story about Ray.
* How MindFreedom filed an official torture complaint about the State
of Minnesota to the United Nations.
* And what else you can do to help.
Click on the Frequently Asked Questions page here: http://www.mindfreedom.org/shield/ray/sandford-faq
~~~~~~~~~~~~~~
A clickable version of above Ray Alert 5 is on web here: http://www.mindfreedom.org/shield/ray/alert-5-sandford
~~~~~~~~~~~~~~
Get Around the Media Blackout! Forward this human rights alert to
all people who care about human rights, on and off the Internet!
~~~~~~~~~~~~~~
Encourage Everyone to Join MindFreedom International During the Fall
2008 Support Drive
Build the people power it will take to stop the kind of torture that
Ray is experiencing!
For information about how you can join MindFreedom today, click here:
http://www.mindfreedom.org/join-donate
Win Human Rights in Mental Health - Please Forward!
http://www.mindfreedom.org/shield/ray/alert-5-sandford
~~~~~~~~~~~~~~
Ray's Next Scheduled Involuntary Outpatient Electroshock is:
10 December -- International Human Rights Day!
by David W. Oaks, Executive Director, MindFreedom International
This Wednesday, 10 December 2008, human rights activists all over the
world will be celebrating the 60th anniversary of the signing of the
United Nations Universal Declaration of Human Rights.
10 December is the UN's official International Human Rights Day.
10 December is also the day that Ray Sandford is scheduled to receive
his 35th involuntary outpatient electroshock.
NEW ON WEB: Learn Ray's story -- Frequently Asked Questions About Ray
Sandford Campaign, click here:
http://www.mindfreedom.org/shield/ray/sandford-faq
~~~~~~~~~~~~~~
Latest News on Ray Campaign
Unless action is taken swiftly, then this Wednesday morning, as he
has been for most mornings in the last few months, Ray will be
awakened early by staff in his room at the group residence Victory
House near Minneapolis.
Once more an escort will bring him against his will the 15 miles to
Mercy Hospital, where once more -- under court order -- doctors will
place electrodes on his head for another electroconvulsive therapy
(ECT), or electroshock, that can and has wiped out precious memories
and cognitive abilities from Ray.
~~~~~~~~~~~~~~
The Good News About Ray Campaign:
Because of MindFreedom's campaign to support Ray Sandford:
* The Minnesota Governor's office reports receiving "hundreds" of
complaints. Thank you everyone!
* Three agencies are now working to replace Ray's non-responsive
court-appointed attorney with a new attorney.
* National media has finally interviewed Ray for an upcoming broadcast.
The Bad News: It is Not Enough! Speak Out Now!
~~~~~~~~~~~~~~
** ACTION ** ACTION ** ACTION **
It is time to take the Ray Campaign up a notch, peacefully but strongly!
Let this become a top issue in the Governor's office.
Telephone Governor Pawlenty's office *NOW*:
Call any day, but especially call *before* Ray's scheduled
electroshock next Wednesday, 10 December 2008.
Call from anywhere in the world phone (651) 296-3391.
From inside Minnesota phone toll free (800) 657-3717.
You have the best chance of reaching staff from 8:00 am to 4:30 pm
Central Time weekdays.
~~~~~~~~~~~~~~
WHY WON'T GOVERNOR PAWLENTY REPLY? Find out! Ask!
Minnesota Governor Tim Pawlenty has completely stone-walled!
* His office refuses to issue any statement on the policy of forced
electroshock.
* He claims he can do nothing, that the courts are in charge, when he
could at least make sure Ray gets better legal representation for a
stay or appeal.
* His office operators have been instructed to immediately redirect
calls about Ray into a voice mail. No one we know of has ever heard
back. Some operators have hung up on callers.
* Meanwhile, the Governor is sponsoring a $200-a-head luxury hotel
conference about International Human Rights Day!
It is time to get creative!
* Ray will not give up!
* We will not give up!
* Don't you give up!
Please be peaceful, but be CREATIVELY MALADJUSTED in your next
phone calls to Governor Pawlenty's office.
First, get the name of the operator and write it down. Then start by
asking polite but firm questions about advocacy...
* about citizen input...
* about who to talk to about mental health policy...
* about the names and phone numbers of the Ombudsman office
* about mental health policy and the mental health division...
* about how poor people can have adequate legal representation...
And only then ask about why the Governor is refusing to speak out
about Involuntary Outpatient Electroshock (IOE)?
Insist on speaking to a live real person about this issue.
If you do not get a real person with a real reply, CALL BACK.
If an operator hangs up on you, call back and ask to speak to a
manager and complain.
~~~~~~~~~~~~~~
REMEMBER:
Telephone Governor Pawlenty's office *NOW*:
Call any day, but especially call *before* Ray's scheduled
electroshock next Wednesday, 10 December 2008.
Call from anywhere in the world phone (651) 296-3391.
From inside Minnesota phone toll free (800) 657-3717.
You have the best chance of reaching staff from 8:00 am to 4:30 pm
Central Time weekdays.
If you do receive any helpful information or leads, e-mail it to news-
at-mindfreedom.org.
~~~~~~~~~~~~~~
Learn more about Ray on the all-new "Frequently Asked Questions"
page about the Ray Campaign.
Learn about:
* The back story about Ray.
* How MindFreedom filed an official torture complaint about the State
of Minnesota to the United Nations.
* And what else you can do to help.
Click on the Frequently Asked Questions page here: http://www.mindfreedom.org/shield/ray/sandford-faq
~~~~~~~~~~~~~~
A clickable version of above Ray Alert 5 is on web here: http://www.mindfreedom.org/shield/ray/alert-5-sandford
~~~~~~~~~~~~~~
Get Around the Media Blackout! Forward this human rights alert to
all people who care about human rights, on and off the Internet!
~~~~~~~~~~~~~~
Encourage Everyone to Join MindFreedom International During the Fall
2008 Support Drive
Build the people power it will take to stop the kind of torture that
Ray is experiencing!
For information about how you can join MindFreedom today, click here:
http://www.mindfreedom.org/join-donate
lørdag den 29. november 2008
Normal Life Sucks!
Why We're Bipolar: Normal Life Sucks!
af bipolarorwakingup/Sean Blackwell
(Sammenfatning af videoens indhold på dansk følger senere.)
af bipolarorwakingup/Sean Blackwell
(Sammenfatning af videoens indhold på dansk følger senere.)
fredag den 28. november 2008
The Infinite Greed
Under sine efterforskninger med hensyn til psykiatriens forbindelser til farmaindustrien, har den U.S. amerikanske kongres også kigget lidt nærmere på Frederick K. Goodwin's regnskaber. Frederick K. Goodwin, forhenværende direktør af NIMH (National Institute of Mental Health) og radiovært i det populære NPR (National Public Radio)-program "The Infinite Mind", har mellem 2000 og 2007 kasseret 1,3 millioner dollars af farmaindustrien "under bordet" for at promovere psykofarmaka, bl.a. i dette radioprogram.
En lille smagsprøve: I programmet, der blev sendt den 20. september 2005, påstod Goodwin, at børn, der led af "bipolar lidelse" og ikke blev behandlet - medicinsk selvfølgeligt - risikerede at få hjerneskader, forårsaget af "sygdommen". Videnskabeligt er dette ikke dokumenteret, og dermed ikke holdbart - tværtimod, nyere studier viser, at "medicinen" kan forårsage hjerneskader. MEN: Samme dag havde Goodwin modtaget 2.500 dollars af GlaxoSmithKline mod at holde en reklame-forelæsning for Lamictal, et "stemningsstabiliserende" middel, der anvendes - netop - ved "bipolar lidelse". Og i alt modtog Goodwin i året 2005 mere end 329.000 dollars af firmaet mod at promovere Lamictal.
NPR har nu fyret Frederick K. Goodwin, og "The Infinite Mind" er taget af programmet. Striden om hvorvidt NPR var klar over Goodwin's forbindelser til farmaindustrien, fortsætter imidlertid.
Som det bl.a. også fremgår af Bruce Levine's blogindlæg, er Frederick K. Goodwin ikke den eneste "ekspert"med "dobbeltindkomst". Listen bliver længere og længere for hver dag, og omfatter også andre illustre navne fra "ekspert"verdenen.
Interessant ville det være, at gennemføre en lignende undersøgelse af danske "eksperters" økonomiske situation og "bijobs". "Men! Men! som enhver ved, penge fra farmaindustrien er god for psykiaternes psykiske sundhed. Korrekt? Korrekt!" som det hedder så fint i en af kommentarerne til Bruce Levine's indlæg.
Og ja, det er for øvrigt densamme Frederick K. Goodwin, der i sin tid mente, Loren Mosher, og med ham den amerikanske bruger/eks-bruger/overlever-bevægelse, måtte være paranoid, når han anklagede psykiatrien for at være i lommen på farmaindustrien...
Læs også: NPR, "Controversy Follows Science Host's industry Ties".
En lille smagsprøve: I programmet, der blev sendt den 20. september 2005, påstod Goodwin, at børn, der led af "bipolar lidelse" og ikke blev behandlet - medicinsk selvfølgeligt - risikerede at få hjerneskader, forårsaget af "sygdommen". Videnskabeligt er dette ikke dokumenteret, og dermed ikke holdbart - tværtimod, nyere studier viser, at "medicinen" kan forårsage hjerneskader. MEN: Samme dag havde Goodwin modtaget 2.500 dollars af GlaxoSmithKline mod at holde en reklame-forelæsning for Lamictal, et "stemningsstabiliserende" middel, der anvendes - netop - ved "bipolar lidelse". Og i alt modtog Goodwin i året 2005 mere end 329.000 dollars af firmaet mod at promovere Lamictal.
NPR har nu fyret Frederick K. Goodwin, og "The Infinite Mind" er taget af programmet. Striden om hvorvidt NPR var klar over Goodwin's forbindelser til farmaindustrien, fortsætter imidlertid.
Som det bl.a. også fremgår af Bruce Levine's blogindlæg, er Frederick K. Goodwin ikke den eneste "ekspert"med "dobbeltindkomst". Listen bliver længere og længere for hver dag, og omfatter også andre illustre navne fra "ekspert"verdenen.
Interessant ville det være, at gennemføre en lignende undersøgelse af danske "eksperters" økonomiske situation og "bijobs". "Men! Men! som enhver ved, penge fra farmaindustrien er god for psykiaternes psykiske sundhed. Korrekt? Korrekt!" som det hedder så fint i en af kommentarerne til Bruce Levine's indlæg.
Og ja, det er for øvrigt densamme Frederick K. Goodwin, der i sin tid mente, Loren Mosher, og med ham den amerikanske bruger/eks-bruger/overlever-bevægelse, måtte være paranoid, når han anklagede psykiatrien for at være i lommen på farmaindustrien...
Læs også: NPR, "Controversy Follows Science Host's industry Ties".
torsdag den 27. november 2008
Mangler du en identitet?
Mangler du ikke bare et job, men også en identitet? Så skynd dig at flytte til Randers kommune! Jobcentret dér tilbyder dig nemlig en identitet som lidende af "ADHD" - eller muligvis andet fra ICD-10, kapitel V. Du kan gøre dit til, at du får din ønskeidentitet. Der findes nemlig - stadigvæk - ingen objektive, videnskabelige tests for hverken "ADHD" eller nogen anden diagnose fra ICD-10, kapitel V. Held og lykke!
onsdag den 26. november 2008
Modsigelser
I forlængelse af gårsdagens indlæg, inklusive kommentarerne - og alt andet, der vedrører "de kriminelle sindssyge" og tvang: "Contradictions".
"The beauty of the horror of a religion turned into a science and backed by the courts and justice system." Kan vist ikke siges bedre.
"The beauty of the horror of a religion turned into a science and backed by the courts and justice system." Kan vist ikke siges bedre.
Revolution
Som nogle måske har overværet, havde jeg jo mine problemer med at finde mig tilrette på et sted og i en sammenhæng som Outsideren, ligesom jeg også stadigt har problemer med at finde mig tilrette blandt (og hér var jeg lige ved at skrive "omringet af", hvilket sådan set rammer min følelsesmæssige oplevelse af situationerne meget godt) psykiatribrugere generelt. Mens jeg knapt har så mange problemer, når jeg færdes i overleverkredse - hvis jeg endeligt skal kategorisere lidt, for en gangs skyld.
Jeg har vendt og drejet problematiken en del, fordi jeg havde på fornemmelsen, at der manglede nogle brikker i puslespillet, og i går fik jeg så langt om længe sat nogle ord på nogle af de manglende brikker. I form af en mail, som jeg i lettere redigeret form vil gengive forneden. Mailen er et svar på delvis bemærkningen, at der måske var noget, jeg fornægtede, og delvis spørgsmålet om hvordan jeg helt konkret ville gribe sagen an, hvis jeg stod f.eks. på et værested, og skulle formidle noget, der måske kunne skabe forandring.
Det hér er mailen, jeg skrev:
"Ja, jeg fornægter noget. Er, i hvert fald i perioder, et eller andet sted hen, nødt til det. Jeg kan simpelthen ikke klare afhængighed, hverken i den ene eller anden form, og uanset omfang.
Det er lidt et tveægget sværd. Man kan sige, min ekstreme uafhængighedstrang og manglende lyst til at gå ind i en offerrolle, har sørget for, at jeg har kunnet opbringe den energi det krævede, at knokle mig igennem og ud af krisen ("ud af" og "ud af"... det er jo nok et livsprojekt, men i hvert fald ud af hvad der kunne hedde "akut krise"). På den anden side har den gjort det (og gør det stadigt ofte) enormt svært for mig at acceptere, at jeg ikke er perfekt, og derfor af og til kan blive nødt til at be' om og modtage hjælp. Uden at det nødvendigvis hver gang behøves at indebære, at jeg havner i total afhængighed, og som offer.
Psykiatribrugerverdenen kommer ind i det hér billede, som du måske kan regne ud, i det omfang som jeg ser, at andre er fanget i en eller anden form for afhængighed af systemet (afhængighed af "medicin" f.eks.), og specielt når jeg ser, at denne afhængighed "godtages", at offerrollen god- og antages, f.eks. udtrykt i at man betegner sig selv som "patient", "psykisk syg", lidende af en sygdom, etc.etc. Jeg ser det, identificerer mig, og, vupti, så rejser nakkehårene sig: "Det kunne være mig." Skræk og rædsel. "Lad mig komme væk!" eller: "Næ nej, kamp til stregen!"
Nu mener jeg ikke, at jeg er heeelt forkert på den, når jeg tænker, at et stort skridt på vejen ville være, hvis folk kunne frigøre sig fra afhængigheden og offerrollen, i hvert fald i størst mulig omfang. Der er jo noget, der hedder "empowerment", og det har noget med det at frigøre sig af afhængigheder og offerrollen at gøre. Jeg mener heller ikke, at jeg er heeelt galt på den, når jeg anser psykiatrien som værende den samfundsinstitution, der er dygtigst til at skabe afhængighed og holde folk fast i en offerrolle, og at man måske skulle ruske lidt mere i folk, gøre dem opmærksomme på de her "slaveforhold", "empowere" dem. - Bortset fra, at folk selvfølgeligt heller ikke har ubegrænsede ressourcer ellers, ser jeg hér også en årsag til hvorfor den brugerstyrede psykiatri, eller bedre: brugerstyrede alternativer til psykiatrien, stadigt er så langt fra at være en realitet, som den/de er. Slaverne kan selvsagt ikke være dem, der styrer plantagen, så længe de er "slaverne", og da slet ikke, så længe de i deres egne øjne er "slaverne".
Men selvfølgeligt behøvede jeg ikke hver gang at tage det så voldsomt personligt, når jeg ser mig konfronteret med denne afhængighed. At jeg gør det, siger noget om, hvor jeg selv er henne i det... At jeg ikke er så frigjort af mine egne afhængigheder, som jeg gerne vil være. Hvis jeg var det, ville jeg næppe så nemt føle, at min egen frihed stod på spil, og at jeg måtte drage i krig og forsvare den, bare fordi jeg genkender min egen afhængighed i andres.
Det er måske noget, jeg ville tage op til diskussion med folk på et værested, helt konkret: Hvorfor ikke tænke i lidt andre baner, end "sygdom"? Hvorfor er der nogle, der holder urokkelig fast ved deres identifikation som "syg"? Hvilke fordele har det, at være "syg", "offeret", afhængig af andre? Og hvad ville der ske, hvis man gav slip på det?
Og, også helt konkret, så ville jeg fortælle om diverse alternativer, der findes rundt omkring i verdenen. Alt fra Soteria til Vermont Recovery, eller/og sådant som Giannas og andres helt personlige vej ud af slaveriet. Der er alt for få virkelige recovery-historier derude. Folk aner jo ofte ikke, at det er muligt. Ingen fortæller dem det. (Recovery i modsætning til og som noget helt andet end rehabilitation, altså.)"
Frihed, uafhængighed, autonomitet, har altid betydet utroligt meget for mig. Måske mere, end noget andet. Det har det selvfølgeligt, fordi jeg har været enormt ufri, afhængig og fremmedstyret. Ikke bare i mine handlinger, men også i mine tanker og følelser. Bedømt og defineret af andre. Underlagt et totalitært styre. Årsagen til krisen som værende mit oprør, min revolution, mod totalitær styring. - Og så mener man, at det skulle være en hjælp for folk, når man pålægger dem endnu mere totalitær styring???
Jeg har vendt og drejet problematiken en del, fordi jeg havde på fornemmelsen, at der manglede nogle brikker i puslespillet, og i går fik jeg så langt om længe sat nogle ord på nogle af de manglende brikker. I form af en mail, som jeg i lettere redigeret form vil gengive forneden. Mailen er et svar på delvis bemærkningen, at der måske var noget, jeg fornægtede, og delvis spørgsmålet om hvordan jeg helt konkret ville gribe sagen an, hvis jeg stod f.eks. på et værested, og skulle formidle noget, der måske kunne skabe forandring.
Det hér er mailen, jeg skrev:
"Ja, jeg fornægter noget. Er, i hvert fald i perioder, et eller andet sted hen, nødt til det. Jeg kan simpelthen ikke klare afhængighed, hverken i den ene eller anden form, og uanset omfang.
Det er lidt et tveægget sværd. Man kan sige, min ekstreme uafhængighedstrang og manglende lyst til at gå ind i en offerrolle, har sørget for, at jeg har kunnet opbringe den energi det krævede, at knokle mig igennem og ud af krisen ("ud af" og "ud af"... det er jo nok et livsprojekt, men i hvert fald ud af hvad der kunne hedde "akut krise"). På den anden side har den gjort det (og gør det stadigt ofte) enormt svært for mig at acceptere, at jeg ikke er perfekt, og derfor af og til kan blive nødt til at be' om og modtage hjælp. Uden at det nødvendigvis hver gang behøves at indebære, at jeg havner i total afhængighed, og som offer.
Psykiatribrugerverdenen kommer ind i det hér billede, som du måske kan regne ud, i det omfang som jeg ser, at andre er fanget i en eller anden form for afhængighed af systemet (afhængighed af "medicin" f.eks.), og specielt når jeg ser, at denne afhængighed "godtages", at offerrollen god- og antages, f.eks. udtrykt i at man betegner sig selv som "patient", "psykisk syg", lidende af en sygdom, etc.etc. Jeg ser det, identificerer mig, og, vupti, så rejser nakkehårene sig: "Det kunne være mig." Skræk og rædsel. "Lad mig komme væk!" eller: "Næ nej, kamp til stregen!"
Nu mener jeg ikke, at jeg er heeelt forkert på den, når jeg tænker, at et stort skridt på vejen ville være, hvis folk kunne frigøre sig fra afhængigheden og offerrollen, i hvert fald i størst mulig omfang. Der er jo noget, der hedder "empowerment", og det har noget med det at frigøre sig af afhængigheder og offerrollen at gøre. Jeg mener heller ikke, at jeg er heeelt galt på den, når jeg anser psykiatrien som værende den samfundsinstitution, der er dygtigst til at skabe afhængighed og holde folk fast i en offerrolle, og at man måske skulle ruske lidt mere i folk, gøre dem opmærksomme på de her "slaveforhold", "empowere" dem. - Bortset fra, at folk selvfølgeligt heller ikke har ubegrænsede ressourcer ellers, ser jeg hér også en årsag til hvorfor den brugerstyrede psykiatri, eller bedre: brugerstyrede alternativer til psykiatrien, stadigt er så langt fra at være en realitet, som den/de er. Slaverne kan selvsagt ikke være dem, der styrer plantagen, så længe de er "slaverne", og da slet ikke, så længe de i deres egne øjne er "slaverne".
Men selvfølgeligt behøvede jeg ikke hver gang at tage det så voldsomt personligt, når jeg ser mig konfronteret med denne afhængighed. At jeg gør det, siger noget om, hvor jeg selv er henne i det... At jeg ikke er så frigjort af mine egne afhængigheder, som jeg gerne vil være. Hvis jeg var det, ville jeg næppe så nemt føle, at min egen frihed stod på spil, og at jeg måtte drage i krig og forsvare den, bare fordi jeg genkender min egen afhængighed i andres.
Det er måske noget, jeg ville tage op til diskussion med folk på et værested, helt konkret: Hvorfor ikke tænke i lidt andre baner, end "sygdom"? Hvorfor er der nogle, der holder urokkelig fast ved deres identifikation som "syg"? Hvilke fordele har det, at være "syg", "offeret", afhængig af andre? Og hvad ville der ske, hvis man gav slip på det?
Og, også helt konkret, så ville jeg fortælle om diverse alternativer, der findes rundt omkring i verdenen. Alt fra Soteria til Vermont Recovery, eller/og sådant som Giannas og andres helt personlige vej ud af slaveriet. Der er alt for få virkelige recovery-historier derude. Folk aner jo ofte ikke, at det er muligt. Ingen fortæller dem det. (Recovery i modsætning til og som noget helt andet end rehabilitation, altså.)"
Frihed, uafhængighed, autonomitet, har altid betydet utroligt meget for mig. Måske mere, end noget andet. Det har det selvfølgeligt, fordi jeg har været enormt ufri, afhængig og fremmedstyret. Ikke bare i mine handlinger, men også i mine tanker og følelser. Bedømt og defineret af andre. Underlagt et totalitært styre. Årsagen til krisen som værende mit oprør, min revolution, mod totalitær styring. - Og så mener man, at det skulle være en hjælp for folk, når man pålægger dem endnu mere totalitær styring???
mandag den 24. november 2008
Miljøforurening
Jeg blev allerede i går gjort opmærksom på denne artikel på politiken.dk, der selvfølgeligt med det omfang af ignorance, der kommer til udtryk især i Benedikte Volfings udtalelser (som om der ikke fandtes andet end bæltefiksering og "medicin"...), skriger efter en kommentar herfra.
Men siden det ikke bare er begrænset, hvor meget miljøforurening, f.eks. i form af junk food eller smog, ens krop kan tåle, men også hvor meget intellektuel og emotionel miljøforurening ens sind kan tåle, og siden jeg fornemmer, at min tolerancegrænse i disse dage er ved at være nået, især efter en mindre behagelig diskussion om retten til at definere sig selv, som jeg lod mig friste til at engagere mig i så sent som i går og i dag, vil jeg undlade at kommentere mere dybdegående. Bare lige det her: Ikke engang Machiavelli selv var så kynisk, at han mente, målet altid og uden enhver etisk hensyntagen skulle hellige midlerne.
Men siden det ikke bare er begrænset, hvor meget miljøforurening, f.eks. i form af junk food eller smog, ens krop kan tåle, men også hvor meget intellektuel og emotionel miljøforurening ens sind kan tåle, og siden jeg fornemmer, at min tolerancegrænse i disse dage er ved at være nået, især efter en mindre behagelig diskussion om retten til at definere sig selv, som jeg lod mig friste til at engagere mig i så sent som i går og i dag, vil jeg undlade at kommentere mere dybdegående. Bare lige det her: Ikke engang Machiavelli selv var så kynisk, at han mente, målet altid og uden enhver etisk hensyntagen skulle hellige midlerne.
onsdag den 19. november 2008
"The Doctor Who Hears Voices" - En film om stemmehøring
Dokumentarfilmen "The Doctor Who Hears Voices" kan ses på YouTube eller her nedenunder i indlægget som playlist. Filmen omhandler den britiske terapeut Rufus May's tilgang til stemmehøring, mens den tager udgangspunkt i hans arbejde med en af hans klienter, den unge læge "Ruth". Ruth, der i virkeligheden hedder noget andet, og hvis part i dokumentaren spilles af en skuespillerske, for at garantere den virkelige Ruth anonymitet*, søger hjælp hos Rufus, fordi hun hører en stemme, der siger, hun skal tage livet af sig.
Rufus May er en meget kontroversiel figur i systemet. Til forskel for systemet, mener han ikke, at mennesker som Ruth hører hjemme i et psykiatrisk sygehus, mere eller mindre stærkt medicineret. Han mener heller ikke, at f.eks. "skizofreni" er en legitim diagnose. Han mener derimod, at "medicin kan ødelægge liv, og at alle psykiatriske sygehuse skulle lukkes."
Han spørges af Leo Regan, filmens direktør:
"Her er en kvinde, der kommer til dig i en krisetilstand. Du arbejder med hende, og (...) du tror, det er bedre, at hun ikke bruger medicin, bedre for hendes recovery. Ville nogle professionelle ikke mene, at det er meget uprofessionelt?"
Rufus May: "Jeg tænker, det er et forsøg værd..."
Leo Regan: "Sagen er, du opfordrer hende ikke til at tage medicin. Du opfordrer hende ikke til at søge..."
Rufus May: "Nej. Jeg mener, det er bare at neddæmpe alting, fortrænge de oplevelser, der så vil dukke op igen og igen."
Ved en podiumsdiskussion griber Rufus May chancen og konfronterer Trevor Turner, en af Storbritanniens førende psykiatere og forfatter af bl.a. bogen Schizophrenia: Your Questions Answered: "Der findes ikke noget i bogen om hvordan psykotiske oplevelser faktisk er meningsfulde. Når folk kommer frem med hvad du kalder 'ordsalat', kan du faktisk... og du virkeligt lytter til folks oplevelser, er der en mening i det. Du er nødt til at afkode den. Trevor, det er virkeligt..., du er en klog mand, ved du. Den [bogen] er velskrevet. Men der mangler en hel del. Meningen. 'Recovery' er ikke i indeksen."
På Rufus May's bemærkning, at Trevor Turner ikke lytter til sine "patienter", spørger Turner, om Rufus May nogensinde har været tilstede under en konsultation med ham, Turner. Rufus May svarer: "Ja." Og spurgt om hvornår, siger han: "Du var en af mine læger. For 20 år siden." Som 18-årig oplevede Rufus May selv en eksistentiel krise, blev stemplet som værende "skizofren", og fik at vide, at han aldrig ville komme sig, altid ville være nødt til at tage "medicin". Bl.a. altså af Trevor Turner.
I et forløb, der varer tolv måneder, lykkes det Ruth med hjælp fra Rufus May at få så meget selvindsigt og dermed kontrol over stemmen, at hun kan vende tilbage til sit arbejde. Stemmen er ikke forsvundet, men Ruth siger, at hendes oplevelse med stemmen og arbejdet med sig selv har gjort hende stærkere som personlighed. I sidste ende en oplevelse, hun har haft gavn af, er vokset af at have.
Lige siden Mary Maddock for nogle måneder siden gjorde opmærksom på filmen, har jeg ventet spændt på, at den skulle blive tilgængeligt i en eller anden form, så jeg kunne se den. Nogle passager var lidt barske at se. Meget "tæt på". Og jeg kan forestille mig, at de også er det for andre. Men uanset er filmen uden tvivl et meget vigtigt bidrag til en bedre forståelse af "psykotiske" oplevelser og især stemmehøring. Helt klart en af de film, jeg ville ønske blev vist i dansk fjernsyn også. I "prime time".
Her er filmen "The Doctor Who Hears Voices":
_______________
*Der findes mennesker, der mener, Ruth burde meldes til NHS, National Health Service, det britiske sundhedsvæsens øverste myndighed, og ikke have lov til at prakticere, da hun i deres øjne er "psykisk syg" og til fare for sine patienter.
Rufus May er en meget kontroversiel figur i systemet. Til forskel for systemet, mener han ikke, at mennesker som Ruth hører hjemme i et psykiatrisk sygehus, mere eller mindre stærkt medicineret. Han mener heller ikke, at f.eks. "skizofreni" er en legitim diagnose. Han mener derimod, at "medicin kan ødelægge liv, og at alle psykiatriske sygehuse skulle lukkes."
Han spørges af Leo Regan, filmens direktør:
"Her er en kvinde, der kommer til dig i en krisetilstand. Du arbejder med hende, og (...) du tror, det er bedre, at hun ikke bruger medicin, bedre for hendes recovery. Ville nogle professionelle ikke mene, at det er meget uprofessionelt?"
Rufus May: "Jeg tænker, det er et forsøg værd..."
Leo Regan: "Sagen er, du opfordrer hende ikke til at tage medicin. Du opfordrer hende ikke til at søge..."
Rufus May: "Nej. Jeg mener, det er bare at neddæmpe alting, fortrænge de oplevelser, der så vil dukke op igen og igen."
Ved en podiumsdiskussion griber Rufus May chancen og konfronterer Trevor Turner, en af Storbritanniens førende psykiatere og forfatter af bl.a. bogen Schizophrenia: Your Questions Answered: "Der findes ikke noget i bogen om hvordan psykotiske oplevelser faktisk er meningsfulde. Når folk kommer frem med hvad du kalder 'ordsalat', kan du faktisk... og du virkeligt lytter til folks oplevelser, er der en mening i det. Du er nødt til at afkode den. Trevor, det er virkeligt..., du er en klog mand, ved du. Den [bogen] er velskrevet. Men der mangler en hel del. Meningen. 'Recovery' er ikke i indeksen."
På Rufus May's bemærkning, at Trevor Turner ikke lytter til sine "patienter", spørger Turner, om Rufus May nogensinde har været tilstede under en konsultation med ham, Turner. Rufus May svarer: "Ja." Og spurgt om hvornår, siger han: "Du var en af mine læger. For 20 år siden." Som 18-årig oplevede Rufus May selv en eksistentiel krise, blev stemplet som værende "skizofren", og fik at vide, at han aldrig ville komme sig, altid ville være nødt til at tage "medicin". Bl.a. altså af Trevor Turner.
I et forløb, der varer tolv måneder, lykkes det Ruth med hjælp fra Rufus May at få så meget selvindsigt og dermed kontrol over stemmen, at hun kan vende tilbage til sit arbejde. Stemmen er ikke forsvundet, men Ruth siger, at hendes oplevelse med stemmen og arbejdet med sig selv har gjort hende stærkere som personlighed. I sidste ende en oplevelse, hun har haft gavn af, er vokset af at have.
Lige siden Mary Maddock for nogle måneder siden gjorde opmærksom på filmen, har jeg ventet spændt på, at den skulle blive tilgængeligt i en eller anden form, så jeg kunne se den. Nogle passager var lidt barske at se. Meget "tæt på". Og jeg kan forestille mig, at de også er det for andre. Men uanset er filmen uden tvivl et meget vigtigt bidrag til en bedre forståelse af "psykotiske" oplevelser og især stemmehøring. Helt klart en af de film, jeg ville ønske blev vist i dansk fjernsyn også. I "prime time".
Her er filmen "The Doctor Who Hears Voices":
_______________
*Der findes mennesker, der mener, Ruth burde meldes til NHS, National Health Service, det britiske sundhedsvæsens øverste myndighed, og ikke have lov til at prakticere, da hun i deres øjne er "psykisk syg" og til fare for sine patienter.
tirsdag den 18. november 2008
Zyprexa - The killing continues
Takket være denne post på Gianna's blog endte jeg alligevel hos Philip Dawdy her til aften.
Philip skriver, at han har kigget lidt i nogle FDA (Food and Drug Administration, den amerikanske levneds- og lægemiddelstyrelse) dokumenter, af hvilke det fremgår at 3.455 mennesker*er døde af bivirkninger, forårsaget af Zyprexa i perioden mellem 1997 til forår 2008. I perioden 1998 til 2005 døde 1.005 mennesker af Zyprexa, de resterende 2.450 døde altså alene i 1997 og i perioden 2005 til forår 2008. De fleste af dem formodentligt i det sidstnævnte tidsrum, hvor Zyprexas markedsandele, på trods af afsløringerne omkring stoffets sundhedsskadelighed, bare steg og steg.
Philip spørger meget relevant: "Hvorfor får Vioxx** ubegrænset opmærksomhed fra mediernes side, mens Zyprexa ikke gør? Hvorfor er Zyprexa stadigt på markedet, med omkring 4 milliarder dollar i årlig omsætning, mens Vioxx er taget af markedet? Hvorfor i al verden er dette middel blevet markedsført for tilfældig brug langt ud over dets oprindelige anvendelsesområde som neuroleptikon?"
Eli Lilly har i øvrigt søgt om at få Zyprexa godkendt også til brug for børn og unge, der er stemplet som "skizofrene". Grådigheden kender ingen grænser.
Og man kan vidst godt sige, at Philip giver svaret på spørgsmålene selv: 4 milliarder dollars. Mens det - selvfølgeligt! - ved sådanne summer må betragtes som en ubetydelighed, at det koster nogle mennesker livet, at andre kan tjene dem. Især - og det er den afgørende forskel til sagen om Vioxx - når dem, der betaler med deres liv, egentligt ikke rigtigt er mennesker, men "farlige sindssyge", som samfundet mere end gerne vil af med i forvejen. Så, hurra for Zyprexa, og muligheden for at slå to fluer med et smæk!
I øvrigt skal det lige nævnes, at det "argument", jeg hører igen og igen, at Zyprexa skulle være mere effektiv og virke hurtigere end andre neuroleptika, mangler enhver basis i videnskabelige fakta. Zyprexa bliver af Eli Lilly markedsført som værende mere effektiv og hurtigere virkende end andre neuroleptika. Men der er altså væsentlig forskel mellem markedsføring og videnskabelig (og etisk) redelighed. I hvert fald i min verden. Men åbenbart altså ikke i psykiaternes.
_______________
*Og dette er kun de dødsfald, der er indberettet til den amerikanske FDA. Dertil kommer dødsfald blandt mennesker af anden end US-amerikansk nationalitet - og en del af dem, hvor dødsårsagen blev bortforklaret med "psykose"...
**Gigtmidlet Vioxx forårsagede i sin tid 932 dødsfald, hvilket gav anledning til hvad der nærmest må kaldes en skandale, der førte til, at midlet blev taget af markedet.
Philip skriver, at han har kigget lidt i nogle FDA (Food and Drug Administration, den amerikanske levneds- og lægemiddelstyrelse) dokumenter, af hvilke det fremgår at 3.455 mennesker*er døde af bivirkninger, forårsaget af Zyprexa i perioden mellem 1997 til forår 2008. I perioden 1998 til 2005 døde 1.005 mennesker af Zyprexa, de resterende 2.450 døde altså alene i 1997 og i perioden 2005 til forår 2008. De fleste af dem formodentligt i det sidstnævnte tidsrum, hvor Zyprexas markedsandele, på trods af afsløringerne omkring stoffets sundhedsskadelighed, bare steg og steg.
Philip spørger meget relevant: "Hvorfor får Vioxx** ubegrænset opmærksomhed fra mediernes side, mens Zyprexa ikke gør? Hvorfor er Zyprexa stadigt på markedet, med omkring 4 milliarder dollar i årlig omsætning, mens Vioxx er taget af markedet? Hvorfor i al verden er dette middel blevet markedsført for tilfældig brug langt ud over dets oprindelige anvendelsesområde som neuroleptikon?"
Eli Lilly har i øvrigt søgt om at få Zyprexa godkendt også til brug for børn og unge, der er stemplet som "skizofrene". Grådigheden kender ingen grænser.Og man kan vidst godt sige, at Philip giver svaret på spørgsmålene selv: 4 milliarder dollars. Mens det - selvfølgeligt! - ved sådanne summer må betragtes som en ubetydelighed, at det koster nogle mennesker livet, at andre kan tjene dem. Især - og det er den afgørende forskel til sagen om Vioxx - når dem, der betaler med deres liv, egentligt ikke rigtigt er mennesker, men "farlige sindssyge", som samfundet mere end gerne vil af med i forvejen. Så, hurra for Zyprexa, og muligheden for at slå to fluer med et smæk!
I øvrigt skal det lige nævnes, at det "argument", jeg hører igen og igen, at Zyprexa skulle være mere effektiv og virke hurtigere end andre neuroleptika, mangler enhver basis i videnskabelige fakta. Zyprexa bliver af Eli Lilly markedsført som værende mere effektiv og hurtigere virkende end andre neuroleptika. Men der er altså væsentlig forskel mellem markedsføring og videnskabelig (og etisk) redelighed. I hvert fald i min verden. Men åbenbart altså ikke i psykiaternes.
_______________
*Og dette er kun de dødsfald, der er indberettet til den amerikanske FDA. Dertil kommer dødsfald blandt mennesker af anden end US-amerikansk nationalitet - og en del af dem, hvor dødsårsagen blev bortforklaret med "psykose"...
**Gigtmidlet Vioxx forårsagede i sin tid 932 dødsfald, hvilket gav anledning til hvad der nærmest må kaldes en skandale, der førte til, at midlet blev taget af markedet.
mandag den 17. november 2008
Ray Sandford - Alert #3
MindFreedom International - 16 November 2008
Ray Human Rights Alert #3: Please Forward
Now see a photo of Ray here:
http://www.mindfreedom.org/shield/ray
Media ought to ask, "What is Minnesota Governor Pawlenty's
position on Involuntary Outpatient Electroshock (IOE)?"
Ray gets a one week reprieve.
First the good news.
Within days of MindFreedom launching its campaign on 7 November 2008
to stop the weekly involuntary outpatient electroshock of Ray
Sandford, his doctor has decided to "skip a Wednesday."
Ray says that this coming Wednesday, 19 November 2008, for the first
time in months, Ray will not be escorted against his will, under
court order, from his Minnesota home out in the community to his 34th
involuntary outpatient electroshock.
So there's a reprieve for Ray.
For one week.
The bad news is that Ray's doctor said Ray's forced outpatient
electroshocks will resume on Wednesday, 26 November 2008, the day
before the USA holiday of Thanksgiving.
Ray said his involuntary shock will then continue every other week.
We don't know if the one-week reprieve is because of the MindFreedom
campaign, but we know MindFreedom News readers are having an impact.
Since the MindFreedom first alert went out nine days ago, on 7
November 2008:
*** Many people from all over the world have e-mailed and phoned
the offices of the Governor of Minnesota, along with social service
agencies, media, and the hospital where Ray receives his electroshock
against his expressed wishes.
*** For the first time, thousands of people are now aware of the
existence of IOE -- Involuntary Outpatient Electroshock.
*** A few national and local media are now actively investigating.
*** Several advocacy agencies and human rights organizations are
expressing concern and getting involved.
*** Several volunteer attorneys are now in touch to provide
assistance.
*** Volunteers are visiting Ray and sending him their support,
and Ray tells us he is grateful. One volunteer took the photo of Ray
shown on the web version of this alert:
http://www.mindfreedom.org/shield/ray
*** MindFreedom's "Zapback" e-mail list is coordinating the
campaign.
*** A disability professor and her class of students have called
up Ray and are taking on his campaign as a project.
*** And more.
Thank you, everyone.
Keep up the pressure and the support!
KEEP IT UP!
First, keep phoning and e-mailing, especially if you have not so far.
Show there is national and international concern!
Here are the links to the original two MindFreedom alerts, which have
information about how to e-mail and phone the Governor of Minnesota,
and how to write or visit Ray:
7 Nov: Alert #1:
http://www.mindfreedom.org/shield/ray-sandford
12 Nov: Alert #2 - Governor Phone-In Campaign:
http://www.mindfreedom.org/shield/pawlenty-electroshock
16 Nov: Alert #3 - Link to this alert with photo of Ray:
http://www.mindfreedom.org/shield/ray
SOLVE A MYSTERY!
Second, help MindFreedom answer the main mystery.
Despite all this public interest the question remains, "What is
Governor Pawlenty's position on Minnesota laws allowing involuntary
outpatient electroshock?"
Is this Governor, who campaigns for "limited government," for such
laws or against them?
Unfortunately, the Governor's office has not responded to any of the
many e-mails or phone calls requesting his policy position. The
Governor's office is immediately forwarding citizen inquiries to a
voice mail, and then not replying to the voice mail.
We need media to ask the Governor for us. Please forward this alert
to all media, small and large, from newspapers to bloggers.
Media can direct questions to:
Brian McClung
Director of Communications for Minnesota's Governor
phone: (651) 296-0001.
Media ought to ask, "What is Governor Pawlenty's position on
Minnesota laws allowing involuntary outpatient electroshock?"
Sometimes the Governor's office is re-directing calls to the
Minnesota Department of Human Rights. At first that sounds good. But
this office says it is only focused on determining whether narrow
discrimination complaints are legally valid. A spokesperson said this
department makes no statements about policy.
This Minnesota agency said they are planning a major one-day human
rights conference and forum on 5 December. One barrier is the "forum"
costs $200.
For information on this Minn. Dept. of Human Rights, and their
"forum," click here:
http://www.mindfreedom.org/shield/ray/minnesota-human-rights-conference
or use this link:
http://tinyurl.com/mn-human-rights
You can also keep up with some of the latest developments about the
Ray Campaign on the MindFreedom blog by MindFreedom director David
Oaks, here:
http://www.mindfreedom.org/mfi-blog
Disclaimer: Because the State of Minnesota won't reply, portions of
these alerts are based on Ray's personal statements. By Ray's own
admission, he now has severe memory problems. Therefore, journalists
may want to find a second source to confirm accuracy.
Ray Human Rights Alert #3: Please Forward
Now see a photo of Ray here:
http://www.mindfreedom.org/shield/ray
Media ought to ask, "What is Minnesota Governor Pawlenty's
position on Involuntary Outpatient Electroshock (IOE)?"
Ray gets a one week reprieve.
First the good news.
Within days of MindFreedom launching its campaign on 7 November 2008
to stop the weekly involuntary outpatient electroshock of Ray
Sandford, his doctor has decided to "skip a Wednesday."
Ray says that this coming Wednesday, 19 November 2008, for the first
time in months, Ray will not be escorted against his will, under
court order, from his Minnesota home out in the community to his 34th
involuntary outpatient electroshock.
So there's a reprieve for Ray.
For one week.
The bad news is that Ray's doctor said Ray's forced outpatient
electroshocks will resume on Wednesday, 26 November 2008, the day
before the USA holiday of Thanksgiving.
Ray said his involuntary shock will then continue every other week.
We don't know if the one-week reprieve is because of the MindFreedom
campaign, but we know MindFreedom News readers are having an impact.
Since the MindFreedom first alert went out nine days ago, on 7
November 2008:
*** Many people from all over the world have e-mailed and phoned
the offices of the Governor of Minnesota, along with social service
agencies, media, and the hospital where Ray receives his electroshock
against his expressed wishes.
*** For the first time, thousands of people are now aware of the
existence of IOE -- Involuntary Outpatient Electroshock.
*** A few national and local media are now actively investigating.
*** Several advocacy agencies and human rights organizations are
expressing concern and getting involved.
*** Several volunteer attorneys are now in touch to provide
assistance.
*** Volunteers are visiting Ray and sending him their support,
and Ray tells us he is grateful. One volunteer took the photo of Ray
shown on the web version of this alert:
http://www.mindfreedom.org/shield/ray
*** MindFreedom's "Zapback" e-mail list is coordinating the
campaign.
*** A disability professor and her class of students have called
up Ray and are taking on his campaign as a project.
*** And more.
Thank you, everyone.
Keep up the pressure and the support!
KEEP IT UP!
First, keep phoning and e-mailing, especially if you have not so far.
Show there is national and international concern!
Here are the links to the original two MindFreedom alerts, which have
information about how to e-mail and phone the Governor of Minnesota,
and how to write or visit Ray:
7 Nov: Alert #1:
http://www.mindfreedom.org/shield/ray-sandford
12 Nov: Alert #2 - Governor Phone-In Campaign:
http://www.mindfreedom.org/shield/pawlenty-electroshock
16 Nov: Alert #3 - Link to this alert with photo of Ray:
http://www.mindfreedom.org/shield/ray
SOLVE A MYSTERY!
Second, help MindFreedom answer the main mystery.
Despite all this public interest the question remains, "What is
Governor Pawlenty's position on Minnesota laws allowing involuntary
outpatient electroshock?"
Is this Governor, who campaigns for "limited government," for such
laws or against them?
Unfortunately, the Governor's office has not responded to any of the
many e-mails or phone calls requesting his policy position. The
Governor's office is immediately forwarding citizen inquiries to a
voice mail, and then not replying to the voice mail.
We need media to ask the Governor for us. Please forward this alert
to all media, small and large, from newspapers to bloggers.
Media can direct questions to:
Brian McClung
Director of Communications for Minnesota's Governor
phone: (651) 296-0001.
Media ought to ask, "What is Governor Pawlenty's position on
Minnesota laws allowing involuntary outpatient electroshock?"
Sometimes the Governor's office is re-directing calls to the
Minnesota Department of Human Rights. At first that sounds good. But
this office says it is only focused on determining whether narrow
discrimination complaints are legally valid. A spokesperson said this
department makes no statements about policy.
This Minnesota agency said they are planning a major one-day human
rights conference and forum on 5 December. One barrier is the "forum"
costs $200.
For information on this Minn. Dept. of Human Rights, and their
"forum," click here:
http://www.mindfreedom.org/shield/ray/minnesota-human-rights-conference
or use this link:
http://tinyurl.com/mn-human-rights
You can also keep up with some of the latest developments about the
Ray Campaign on the MindFreedom blog by MindFreedom director David
Oaks, here:
http://www.mindfreedom.org/mfi-blog
Disclaimer: Because the State of Minnesota won't reply, portions of
these alerts are based on Ray's personal statements. By Ray's own
admission, he now has severe memory problems. Therefore, journalists
may want to find a second source to confirm accuracy.
søndag den 16. november 2008
"Tvang i psykiatrien" - Et norsk dokumentarprogram, version II
Efter jeg havde skrevet et noget mere omfangsrigt indlæg om "Tvang i psykiatrien", med detaljeret sammenfatning af dokumentarens indhold, til min engelske blog, tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne oversætte dette, mere udførlige indlæg, og poste det hér også. Det findes vidst også danskere, der har problemer med det norske...
Så hér altså den nye, redigerede og udvidede version af "Tvang i psykiatrien" - Et norsk dokumentarprogram, der også kan ses ved simpelthen bare at scrolle lidt ned på denne side.
Så hér altså den nye, redigerede og udvidede version af "Tvang i psykiatrien" - Et norsk dokumentarprogram, der også kan ses ved simpelthen bare at scrolle lidt ned på denne side.
lørdag den 15. november 2008
Lidt lørdag-morgen-morskab
Jeg er ellers ikke den, der jævnligt sidder og studerer sin blogtrafik indgående. Men her til morgen gjorde jeg det altså. Og det gav faktisk anledning til megen morskab. F.eks. når folk via en google search med søgeordene "psykisk syg - hjælp - pårørende" havner ved mit Özlem-Cekic-indlæg... Oops!... Men virkeligt flad af grin var jeg over en stakkels dansker, der også via en google search, var havnet på min engelske blog - for så at smide et indlæg, jeg i sin tid havde oversat efter et dansk indlæg her, i google-translate... Måske skulle jeg tilføje et link til eventuelle tilsvarende indlæg på henholdsvis dansk og engelsk til hvert oversatte indlæg? "Marian-translate"??
fredag den 14. november 2008
Spring Tide
Jeg har besluttet, at ændre settings'ene for Spring Tide til at være åben kun for inviterede læsere, siden jeg har planer om at lægge nogle mere personlige skriv ud dér, som jeg ikke er helt parat til at dele med enhver, der tilfældigvis kommer forbi. Sandsynligvis vil jeg med tiden ændre settings'ene igen til "åben for alle". Hvis du ikke vil vente på det, kan du sende mig en e-mail (til marian(dot)bgst(snabela)gmail(dot)com), og jeg vil invitere dig ind i varmen :)
ECT-nyhederne
På MindFreedom's blog kan du læse nyt om Ray Sandford's situation. Hvis du har nerver til det, så klik på linket og læs om 2002-dommen. Femten elektrochok"behandlinger" om ugen i fem uger. Det giver i alt 75, FEMOGHALVFJERDS, elektrochok"behandlinger" på fem uger. Jeg er ret sikker på, at det vil "afhjælpe den indstævnedes psykose (...); forbedre den indstævnedes sociale tilbagetrækning; og føre til forenkling af hendes medicineringsprogram ved at reducere antallet af neuroleptika, hun vil være nødt til at tage for at kontrollere hendes symptomer." Ja. Hvor der ikke er nogen personlighed, kan der dårligt være "symptomer" på "psykose". Eller: "The operation was a success, but the patient died."
_______________
Hvis man er lidt skrap til engelsk, så findes der på Philip Dawdy's blog Furious Seasons en ganske interessant diskussion om elektrochok givet under tvang, i kommentarerne til indlægget "Neuroscientist Defends Forced ECT". Interessant er specielt det syn på sagen, mange af dem, der selv har været ofre for tvangs"behandling" med elektrochok, giver til kende. - Mindre interessant, men derfor ikke desto mindre ret så opslidende, er skærmydslen mellem "E" og en vis "Marian". Suk!
_______________
Og til sidst, selv om jeg egentligt ikke havde til hensigt, at kommentere, så her alligevel et par, eller tre, bemærkninger til 24timer-artiklen "Flere tvinges til elektrochok", der citerer Jes Gerlach: "Successraten [for elektrochok] er højere end for medicin, og de forskningsresultater, jeg er bekendt med, viser, at forstyrrelserne i hjernen kun er midlertidige." Dette ytret som svar til Karl Bach's (LAP) konstatering, at elektrochok "kan forårsage varige hjerneskader".
1. "Success" ser ud til at være lidt af et gummibegreb. Hvis det anses som en "success", at det chokkede individs hukommelse ødelægges tilstrækkeligt, at vedkommende også glemmer, at han/hun egentligt var blevet såpas meget invaderet, dehumaniseret, diskrimineret, traumatiseret, trådt på, svigtet, etc.etc., at der var grundlag for at blive dybt deprimeret, og/eller gøre modstand, f.eks. i form af at lukke helt ned, ja, så har vi vidst med en sand success at gøre, når det kommer til elektrochok.
2. Åbenbart er Jes Gerlach, "ekspert" på området, kun bekendt med et meget begrænset udpluk af forskningsresultater angående "bi"virkninger af elektrochok. Forskningsresultater, der viser varige hjerneskader, forårsaget af elektrochok, er talrige og derudover ikke svære, at finde frem til. Hvis man vil være bekendt med dem, altså. Den seneste kan læses i sin fulde længde her, flere litteraturhenvisninger findes her og her. - I øvrigt et interessant fænomen, man igen og igen kan observere på psykiatriens område, at mange psykiatrierfarne, såsom Karl Bach, ved mere, end "eksperterne"...
3. ...hvilket fører mig til min sidste, meget korte, bemærkning til Gerlach-citatet: "informeret ??? samtykke"...
_______________
Hvis man er lidt skrap til engelsk, så findes der på Philip Dawdy's blog Furious Seasons en ganske interessant diskussion om elektrochok givet under tvang, i kommentarerne til indlægget "Neuroscientist Defends Forced ECT". Interessant er specielt det syn på sagen, mange af dem, der selv har været ofre for tvangs"behandling" med elektrochok, giver til kende. - Mindre interessant, men derfor ikke desto mindre ret så opslidende, er skærmydslen mellem "E" og en vis "Marian". Suk!
_______________
Og til sidst, selv om jeg egentligt ikke havde til hensigt, at kommentere, så her alligevel et par, eller tre, bemærkninger til 24timer-artiklen "Flere tvinges til elektrochok", der citerer Jes Gerlach: "Successraten [for elektrochok] er højere end for medicin, og de forskningsresultater, jeg er bekendt med, viser, at forstyrrelserne i hjernen kun er midlertidige." Dette ytret som svar til Karl Bach's (LAP) konstatering, at elektrochok "kan forårsage varige hjerneskader".
1. "Success" ser ud til at være lidt af et gummibegreb. Hvis det anses som en "success", at det chokkede individs hukommelse ødelægges tilstrækkeligt, at vedkommende også glemmer, at han/hun egentligt var blevet såpas meget invaderet, dehumaniseret, diskrimineret, traumatiseret, trådt på, svigtet, etc.etc., at der var grundlag for at blive dybt deprimeret, og/eller gøre modstand, f.eks. i form af at lukke helt ned, ja, så har vi vidst med en sand success at gøre, når det kommer til elektrochok.
2. Åbenbart er Jes Gerlach, "ekspert" på området, kun bekendt med et meget begrænset udpluk af forskningsresultater angående "bi"virkninger af elektrochok. Forskningsresultater, der viser varige hjerneskader, forårsaget af elektrochok, er talrige og derudover ikke svære, at finde frem til. Hvis man vil være bekendt med dem, altså. Den seneste kan læses i sin fulde længde her, flere litteraturhenvisninger findes her og her. - I øvrigt et interessant fænomen, man igen og igen kan observere på psykiatriens område, at mange psykiatrierfarne, såsom Karl Bach, ved mere, end "eksperterne"...
3. ...hvilket fører mig til min sidste, meget korte, bemærkning til Gerlach-citatet: "informeret ??? samtykke"...
søndag den 9. november 2008
"Tvang i psykiatrien" - Et norsk dokumentarprogram
Den norske tv-station NRK 1 sendte den 28. oktober i år dokumentarprogrammet "Tvang i psykiatrien" i serien "Brennpunkt". Programmet kan ses her.
To kvinder, Kristina og Hege, fortæller i programmet om deres oplevelse med tvang i psykiatrien, og den tanke, der lige umiddelbart kom til min bevidsthed, da jeg havde set programmet, var: 'grotesk'. Samtidigt med, at jeg igen en gang næsten ikke kunne fatte mit eget held.
Kristina
Kristina S. Larsen kommer i berøring med psykiatrien som følge af at blive så groft overfaldet, at hun mister det barn, hun på overfaldstidspunktet er gravid med. Hun siger, at det hun havde behov for, var at blive lyttet til, rolige og sikre omgivelser, og at hendes følelser blev anerkendt som værende reelle nok.
Omkring julen 2007 bemærker hendes mor, at Kristina bliver mere og mere stresset, sover dårligt, og mister appetiten. Kristina indlægges på et psykiatrisk hospital, hvor hun vurderes til at trænge skærmning - med "skærming" og "skærmet afdeling" værende eufemismer for isolation, der officielt ikke findes i det skandinaviske, psykiatriske system - for at "falde til ro", som hendes psykiater siger.
Kristina beskriver situationen som meget nedværdigende, specielt det, at blive tvangsmedicineret og ikke at vide, hvornår hun ville kunne forlade hospitalet igen. Hun siger, den eneste måde, at få et nogenlunde tåleligt ophold på hospitalet var ved ikke at blive vred, ikke at kritisere, ikke at græde, altså ikke at vise følelser, og i øvrigt "tilfredsstille personalet". "De [personalet] optræder som om de var guder. De kan definere, de kan dømme, og ingen kan på nogen måde efterprøve det de siger og har gjort."
Efter noget tid på den "skærmede" afdeling, flyttes Kristina, men kun for at blive sendt tilbage kort tid efter, da hun, som hendes psykiater siger, har en meget "ugunstig indflydelse" på sine medpatienter, som hun får til at holde op med at tage deres "medicin".
I marts 2008, efter to og en halv måned på hospitalet, udskrives Kristina, men er underlagt ambulant tvang, og skal holde kontakten til distriktspsykiatrien. Hun ber om en kvindelig behandler, gerne med erfaring i at hjælpe kvinder, der har oplevet vold og det, at miste et barn ved spontan abort. Hun henvises til en ung, mandlig psykiater under uddannelse, som ikke har meget forståelse for hendes situation, og som hun tit kommer op at skændes med. I juli 2008 vælger denne unge mand, at bedømme, at Kristina ikke er vred på ham, men "hypoman". Han kontakter hendes psykiater ved sygehuset, og det besluttes, at hun skal indlægges igen, siden en ny "episode" ser ud til at være på vej.
Kristina går i panik da hun erfarer dette, og hendes mor arragerer, at hun kan gemme sig ved Store Torungen fyr. Fyrmesteren fortæller, at der ikke var problemer med Kristina under hendes ophold. Tværtimod, hun laver mad, kaffe, og falder godt til i lokalsamfundet.
Imidlertid vælger hendes psykiater at anse hendes flugt som "et tegn på, at hun har en dårlig dømmekraft. Hun kunne være kommet og vist, at hun er rask, og være gået igen. Men hun valgte, ikke at komme. Det oplevede jeg som dårlig dømmekraft, og det er typisk ved disse anfaldslidelser, at dømmekraften forsvinder."
Tre uger efter Kristina er flygtet, lykkes det hendes mor at arrangere et møde mellem hende selv, Kristina og psykiateren. På neutral grund. Selvfølgeligt nægter Kristina, at gå og tale med sin psykiater på sygehuset så længe indlæggelsesordren er i kraft. "Du ved aldrig, hvad de kan finde på", siger hun, mens hun holder nøje øje med parkeringspladsen, hvor hendes mor venter på psykiateren. Han kommer dog alene, og efter en halvanden time lang samtale på et nærtliggende hotel går han med til at ophæve indlæggelsesordren, hvis Kristina er villig til at holde kontakten til distriktspsykiatrien og gå i terapi.
Hege
Den anden kvinde i dokumentaren er Hege J. Orefellen. I sommeren 2003 har Hege været nogle uger igennem i kontakt med Folloklinikken pga. emotionelle problemer. - Interessant, at ordene "åbenhed", "fællesskab", "respekt" og "engagement" vises på skift øverst på hjemmesiden. Bare en - lidt sjov - observation. - Hege, hvis datter lider af en sjælden sygdom, og er meget afhængig af at Hege ammer hende, er ikke gearet til at tage psykofarmaka, og vil slutte med sine jævnlige samtaler på Folloklinikken.
Den 3. juli 2003, mens Hege forbereder sig til at tage til universitetet for at tale med sin vejleder om hendes doktorafhandling, får hun en opringning fra Folloklinikken og får at vide, at hvis hun ikke er dér i løbet af en time, vil politiet blive sendt for at hente hende. Efter hun har rådført sig med sin prakticerende læge, beslutter Hege, der føler sig truet af opringningen, og ligesom Kristina siger, at man aldrig kan vide, hvad de kan finde på, at tage "frivilligt" på klinikken, stadigt overbevist, at hun kan gå igen, lige så hun har gjort klart, at hun ikke har behov for "behandling". Hvad hun ikke ved, er at psykiateren på Folloklinikken vurderer, at hun lider af en "svær depression" og er "til fare for sig selv", "akut selvmordstruet".
Hege siger om samtalen med psykiateren: "Da forstår jeg, at mine ord ikke er af betydning længere. Uanset hvad jeg måtte sige, er det ikke længere af betydning." Hun nægtes at tage telefonisk kontakt med sin samlever eller sin prakticerende læge, og bliver overført til Blakstad sygehus. Dér skal en anden psykiater vurdere hende indenfor 24 timer og bekræfte, at hun er akut selvmordstruet, hvis indlæggelsesordren skal kunne opretholdes. På Blakstad lader man Hege, der af Folloklinikkens psykiater vurderes som værende akut suicidal, vente i et slags hobbyrum med sakse, lim, farve og andet, der nemt kunne (mis-)bruges til at begå selvmord med...
Om natten skriver Hege en klage til Blakstad sygehusets kontrolkommission: "Jeg skriver denne klage i håb om at nogen skal se, hvad en tvangsindlæggelse kan gøre ved et menneske. Min historie er lang, men vejen hit til Blakstad er skræmmende kort. Jeg indrømmer, at jeg har haft behov for hjælp og støtte. Men i stedet fik jeg en traumatisk tvangsindlæggelse."
Den følgende dag vurderer psykiateren på Blakstad, at Hege ikke er selvmordstruet, og hun udskrives. Siden hun ikke har været tilbageholdt i mere end 24 timer, registreres indlæggelsen som "frivillig".
Hege beslutter, at sagsøge Aker sygehus, som Folloklinikken hører ind under, for krænkelse af menneskerettigheder, illegal frihedsberøvelse, og krænkelse af privat- og familieliv, i henhold til indlæggelsesproceduren, og hun får medhold i retten.
Tvangsindlæggelsen har givet Hege en dyb følelse af utryghed ved sundhedssystemet, telefonopringninger og politiet, og få måneder efter sin udskrivning fra Blakstad, mens hun på vej til sin prakticerende læge kommer forbi en politistation, forårsager en udrykning derfra Hege et voldsomt angstanfald. Hendes læge giver hende et par valium og en recept på flere. Hege, der før har oplevet allergiske reaktioner på medikamenter, er ikke meget for at tage valium'en, men gør det alligevel. Valium'en forårsager en allergisk reaktion. Fra hun forlader sin læges kontor til hun dagen efter kommer til sig selv igen på Moss sygehus, husker Hege intet. Hun erfarer, at hun har været på et apotek, hentet valium'en hendes læge havde ordineret, og taget det hele.
På Moss sygehus vurderes Hege af en psykolog mens hun stadigt er under indflydelse af valium'en - hun husker heller ikke samtalen med psykologen - og det besluttes, at hun bør sendes til Blakstad psykiatrisk sygehus. På Blakstad opfordres Hege til at aflevere sin mobiltelefon, hvilket hun nægter, da den er hendes "sidste livline til verdenen udenfor", som hun siger. Alarmen går, og Hege bliver kastet i gulvet af fire ansatte, hendes arm vredet rundt på ryggen, og mobiltelefonen revet ud af hånden på hende, så hun forstuver fingrene. Det hele tager kun få øjeblikke, og Hege siger, at hun ikke engang nåede at forstå, hvad der var sket, kun følte sig "utrolig meget trådt på".
"De første tre dage på Blakstad var en nedadgående spiral for mig, mentalt set", siger Hege. "Jeg klarer ikke flere indlæggelser, jeg klarer ikke flere overgreb. Iværksætter de tvangsmedicinering, det klarer jeg ikke, og iværksætter de elektrochok - jeg klarer ikke flere indgreb mod mig nu. Så kommer det punkt, hvor jeg måtte vælge den eneste løsning, og ikke leve videre, men så var det heller ikke nogen løsning, for jeg havde aldrig klaret, at gøre det mod mit barn."
Også denne gang klager Hege til Blakstads kontrolkommission. Ved et møde med kommissionen på sjette dagen af hendes indlæggelse, vurderer kommissionen, at hun hverken er depressiv eller suicidal overhovedet, og hun bliver udskrevet.
Hege, der har en doktorgrad i kemi, har efter hendes erfaringer med menneskerettighedskrænkelser i psykiatrien læst til jurist, og specialiseret sig i menneske- og patientrettigheder. Hun er aktiv i brugerbevægelsen, og medlem af MindFreedom International.
Tilfældigt faldt jeg over Sørlandet sygehusets reaktion til en udtalelse fra Hege fra 2005, citeret i en norsk avis, hvor hun siger, at en af hovedårsagerne til at psykiatriserede mennesker begår selvmord er psykiatriens "egne selvmordsudløsende mekanismer". En udtalelse, der klart er baseret på hendes egne dehumaniserende og nedværdigende erfaringer. Selvfølgeligt mener man ved Sørlandet sygehus ikke, at Hege kan have ret med sin antagelse. Selv tror jeg - også baseret på min egen (om end kun hypotetisk) erfaring - at Hege rammer plet. Mine planer, i tilfælde af en tvangsindlæggelse, stod meget klare for mig.
Nogle tanker om filmen
Dokumentaren har flere bemærkelsesværdige aspekter. Først og fremst lagde jeg specielt mærke til, hvor stor forskellen er mellem hvordan det vedkommende menneske oplever sig selv og sine behov, og vurderingen og bedømmelsen af vedkommendes situation og behov ved en "ekspert".
Mens Kristina siger, at det hun følte mest behov for, var nogen, der spurgte hende, hvad der var sket, hvad der havde fået hende til at reagere, som hun nu gjorde, og mens hun iøvrigt selv bedømte, at hun ikke havde brug for hverken "skærmning" (isolation) eller at blive medicineret ind i et bevidstheden udviskende, mentalt tågedis, mener "eksperten", at han ikke kunne "udsætte" Kristina for den "belastning" en dialog med hende på krisetidspunktet efter hans mening havde været. "Kristina havde efterlyst dialog, det er rigtigt. Men i den akutte fase arbejder jeg ikke med dialog, da arbejder jeg med behandling for at stabilisere. Og når en person er stabil, så er meningen at dialog i forhold til det Kristina efterlyser, behandling af sine psykiske traumer, er relevant. For det i sig selv, at blive behandlet for de psykiske traumer, er en belastning. Jeg kan ikke arbejde med belastning i en akut fase."
Jeg undrer mig, hvordan det kan være, at denne "ekspert" åbenbart ikke er i stand til at se, at det kan være langt mere belastende for et menneske i en akut krise, at blive nægtet opfyldelsen af det vigtigste behov i en sådan situation, behovet for at komme til en forståelse af sig selv via dialog, end en dialog i sig selv nogensinde kunne være. Og jeg spørger mig, om projektion også hér er på spil, således at en dialog med Kristina først og fremst havde været belastende for "eksperten", ikke for Kristina.
For mig selv blev behovet for dialog, for at blive lyttet til, altoverskyggende på krisetidspunkter. Og at jeg bestemt ikke er den eneste, der føler dette behov, viser bl.a. denne oplevelse. Vi kender det jo i princippet allesammen: Jo mere overvældende en oplevelse vi har/har haft, jo mere trænger vi til at bearbejde den, i dialogen med andre.
Det er som om der sker en form for kortslutning i manges, især i "eksperternes", tanker omkring dette. På den ene side anerkendes det, at mennesker, der har/har haft en overvældende oplevelse, har brug for at tale om det, og der tilbydes krisehjælp. Men hvis den overvældende oplevelse på den anden side ikke umiddelbart kan genkendes af omverdenen, bliver reaktionen på den defineret som "syg", og det reagerende menneske bliver defineret som værende hjernesyg og krævende "behandling" i stedet for dialog - med "behandlingen" i disse tilfælde værende det modsatte af en åben dialog: "skærmning" (isolation) og administration af kemiske stoffer, der sløver bevidstheden, og gør både det at tænke og tale klart til en by i Rusland. En dialog tilbydes først, hvis overhovedet, efter det vedkommende menneske er såpas meget "behandlet", at en åben dialog med potentiale til bearbejdning ikke længere er mulig. Den omvendte verden.
Yderligere belastende og, som jeg gerne vil videreføre Heges betragtning angående selvmord, symptom-udløsende bliver situationen, når mennesket i krise ikke bare nægtes en dialog, men når dette menneske derudover også isoleres. Som antydet foroven, betragter jeg den såkaldte "skærmning" som intet andet, end et andet og mere acceptabelt ord for isolation, beregnet til at lede opmærksomheden bort fra det destruktive i et begreb som "isolation", og hen til langt mere acceptable associationer som "beskyttelse".
Optagelserne fra den skærmede afdeling taler deres eget sprog: fire hvide vægge, en stol, et skrivebord og en seng, i skandinavisk-minimalistisk institutionsdesign - "mindst mulig indtryk". Selv om jeg bestemt ikke befinder mig så meget som i nærheden af en akut krise, kunne jeg tydeligt fornemme, hvad alene synet af lokaliteterne og forestillingen om at skulle tilbringe bare så meget som en enkel dag i disse omgivelser, gjorde ved mig. Firkantet, koldt og nærmest fjentligt, er de indtryk, synet af disse omgivelser efterlod. Med angst, fortvivlelse og vrede som min emotionelle reaktion på indtrykkene og tanken om at være udleveret til disse sanseindtryk - bare så meget som en enkel dag.
I alle andre end psykiatriske sammenhænge betragtes den slags berøvelse af sanseindtryk som tortur, "hvid tortur". "Udførelsen af denne form for tortur får den fængslede til at miste sin personlige identitet...", hedder det i Wikipedia-artiklen. Det kan ikke andet end forbavse mig, at man betragter en behandling, der får mennesker til at miste deres personlige identitet, som "terapeutisk" i en psykiatrisk sammenhæng, hvor det ofte er mennesker, der i forvejen har identitetsproblemer, der udsættes for denne "behandling". 'Kortslutning', tænker jeg igen hér. Og: 'Den omvendte verden.'
Og, ja, indtrykkene kan blive for mange. Men den observation, jeg gjorde med hensyn til mig selv var, at det var de indtryk, der var udtryk af den kulturelle del af vores verden, såsom fjernsynet, maskinstøj og lignende, der var "for meget". Mens jeg nød alle indtrykkene i og fra naturen - og ser omgivelser, der består af fire hvide vægge og lidt skandinavisk-minimalistisk institutionsdesign, som et af mange mulige udtryk af - øredøvende - kulturel støj. - Og også héri kan man i øvrigt finde et spirituelt element. Apropos "spirituel krise".
Selvfølgeligt sætter "eksperten" i udsendelsen også spørgsmålstegn ved Kristinas dømmekraft. Per definition er dømmekraften hos mennesker, der befinder sig i en krisesituation, hvis årsag ikke umiddelbart er genkendelig for omverdenen, sat ude af spil. Af den formentlige hjernesygdom, der formentligt er årsag til krisen. Meget nemt.
Desværre (for "eksperterne") viser udfaldet af historien, at Kristinas dømmekraft åbenbart, og stik modsat "ekspertens" mening, var helt i top. Hun gjorde intuitivt, hvad der var bedst for hende i situationen. Mens hun bemærker, at hendes reaktion på hospitalisering og "behandling" som det modsatte af, hvad hun selv følte, hun havde behov for, som regel var vrede.
Kristinas historie viser tydeligt, hvad der, i stedet for "behandling", er virkelig hjælp for mennesker i krise: selvbestemmelse, personlig frihed og tryghed - for selv om hun befinder sig tre uger på flugt, er denne situation mere tryg for hende, end en indlæggelse med det dermed uundgåeligt forbundne tab af personlig frihed og af retten til selvbestemmelse nogensinde kunne have været. Tryghed er ikke at være udleveret på godt og ondt til andres "omsorg". Tryghed er at blive betingelsesløst respekteret.
Når man står med en meget overvældende oplevelse, er det værste, der kan ske, at man føler yderligere tab af kontrol over situationen. F.eks. ved at blive kontrolleret af andre, ved at få ordre om, hvad man må og ikke må, ved at blive isoleret ("skærmet") , ved at blive "medicineret" med stoffer, der gør, at man mister kontrollen over den egne tænkning, intuition og kropsoplevelse, ved at få at vide af andre, hvad og hvordan man skal tænke og føle, og hvordan man skal definere sig selv, etc. En sådan indgriben i deres personlige frihed vil de fleste allerede under "normale" omstændigheder opleve som grænseoverskridende. Absolut utåleligt bliver det, når man på forhånd befinder sig i en meget sårbar position pga. krisen. Mens den logiske reaktion på overgrebene i form af angst og vrede, bliver betragtet som en forværring af "symptomatiken", en forværring af "sygdommen", der således kræver yderligere "behandling", dvs. yderligere overgreb. En ond spiral, der desværre ofte ender med, at det kriseramte menneske bukker under og knækker. Psykisk - eller fysisk.
Interessant er også systemets definition af "frivillighed", i udsendelsen illustreret af Heges historie. "Hvis du ikke er her i løbet af en time, bliver du hentet af politiet", er budskabet, og advokaten understreger, hvor gerne man vil have folk til at komme frivilligt, men at man jo må oplyse om konsekvenserne, hvis folk - helt frivilligt - vælger, ikke at møde op. En sær definition af "frivillighed", systemet arbejder med. 'Kafka', tænker jeg også hér igen. Ligesom jeg tænker 'Kafka', når Hege fortæller om sin samtale med psykiateren på Folloklinikken i Ski: "Jeg skjønner [forstår], at mine ord har ingen betydning lengere. Uansett hva jeg sier [siger], så spiller det ingen rolle.'
Jeg spørger mig, hvornår systemet mon vil begynde at respektere og behandle sit klientel som mennesker. Og om systemet overhovedet nogensinde vil kunne opbringe den ydmyghed, dette ville kræve. At der foreløbigt ikke er meget håb forude, viser også denne udsendelse igen.
Det der adskiller denne dokumentar fra de fleste andre udsendelser om emnet, jeg har set, er at ikke kun Hege, men også Kristina får mulighed til at stå frem som fuldt tilregneligt menneske, fuldt bevidst om sin egen situation og absolut i stand til at træffe fornuftige beslutninger angående denne situation. At hun får mulighed til at tale for sig selv, og, selv om også "eksperten" får mulighed til at fremlægge sit syn på sagen, uden at det mindste forsøg foretages til at devaluere Kristinas fremstilling som værende den af et "psykisk sygt" menneske, og således ikke troværdig. Tværtimod, filmen viser faktisk, at den i establishmentet udbredte tanke, at "patienter", der er stemplet med "alvorlige sindslidelser" skulle have manglende indsigt i deres egen situation, og derfor skulle være ude af stand til at træffe beslutninger, er forkert.
Kristina vælger i øvrigt, ikke at nævne sin diagnose direkt i dokumentaren - pga. psykdiagnosers stigmatiserende egenskab - men at den ikke er i kategorien "social angst" eller lignende, står temmelig klart. Hendes mor siger, at psykiateren vælger at se Kristinas irritation og vrede over ham som "hypomani", så, regn den ud. - Mens jeg, hvis jeg overhovedet skulle stemple noget som helst med hensyn til både Kristina, min egen erfaring, og/eller alt andet, der bliver stemplet som "psykisk sygdom", ville sige, at der ikke findes flere end en eneste "psykisk sygdom": PTSD.
Uanset hvor kritiske overfor psykiatrisk "behandling", vælger alle danske udsendelser om emnet udelukkende at interviewe mennesker, der, i modsætning til Kristina, udviser "sygdomsindsigt", og, også til stor forskel fra Kristina, er "behandlings-compliant", dvs. tager psykofarmaka. De danske medier har stadigt til gode, at give mennesker, der er stemplet med en "alvorlig sindslidelse" og samtidigt ikke har "sygdomsindsigt" og ikke er "behandlings-compliant", en fair chance til at stå frem og tale på deres egne veje.
Indtil i dag bliver denne gruppe af "patienter" kun omtalt. Fortrinsvis i sammenhæng med begivenheder, der er ment til at bevise disse individers "sindssyge" og mangel på tilregnelighed på den ene side, og, på den anden side, til at understrege den angivelige nødvendighed, at få vedkommende så hurtigt og intensivt som muligt i psykiatrisk "behandling", så yderligere skade og forværring forhindres. På denne måde fremstillende psykiatrisk "behandling" - altså "medicin" og elektrochok - som både værende livreddende "behandlings"tiltag, og de eneste fornuftige, "evidensbaserede", "behandlings"muligheder. Således værende helt på linie med biopsykiatriens doktrin.
Mennesker, der er stemplet med en "alvorlig sindslidelse", og der har valgt systemets "hjælp" fra med success, har indtil i dag ikke fået en chance i de danske medier endnu, til at stå frem og fortælle om deres valg og årsagerne dertil. Hatten af for norske NRK 1 for at have modet til at lave denne banebrydende dokumentarfilm! Og for Kristina og Hege for at stå frem.
Mere om Kristina, Hege og programmet kan læses på MindFreedoms hjemmeside.
To kvinder, Kristina og Hege, fortæller i programmet om deres oplevelse med tvang i psykiatrien, og den tanke, der lige umiddelbart kom til min bevidsthed, da jeg havde set programmet, var: 'grotesk'. Samtidigt med, at jeg igen en gang næsten ikke kunne fatte mit eget held.
Kristina
Kristina S. Larsen kommer i berøring med psykiatrien som følge af at blive så groft overfaldet, at hun mister det barn, hun på overfaldstidspunktet er gravid med. Hun siger, at det hun havde behov for, var at blive lyttet til, rolige og sikre omgivelser, og at hendes følelser blev anerkendt som værende reelle nok.
Omkring julen 2007 bemærker hendes mor, at Kristina bliver mere og mere stresset, sover dårligt, og mister appetiten. Kristina indlægges på et psykiatrisk hospital, hvor hun vurderes til at trænge skærmning - med "skærming" og "skærmet afdeling" værende eufemismer for isolation, der officielt ikke findes i det skandinaviske, psykiatriske system - for at "falde til ro", som hendes psykiater siger.
Kristina beskriver situationen som meget nedværdigende, specielt det, at blive tvangsmedicineret og ikke at vide, hvornår hun ville kunne forlade hospitalet igen. Hun siger, den eneste måde, at få et nogenlunde tåleligt ophold på hospitalet var ved ikke at blive vred, ikke at kritisere, ikke at græde, altså ikke at vise følelser, og i øvrigt "tilfredsstille personalet". "De [personalet] optræder som om de var guder. De kan definere, de kan dømme, og ingen kan på nogen måde efterprøve det de siger og har gjort."
Efter noget tid på den "skærmede" afdeling, flyttes Kristina, men kun for at blive sendt tilbage kort tid efter, da hun, som hendes psykiater siger, har en meget "ugunstig indflydelse" på sine medpatienter, som hun får til at holde op med at tage deres "medicin".
I marts 2008, efter to og en halv måned på hospitalet, udskrives Kristina, men er underlagt ambulant tvang, og skal holde kontakten til distriktspsykiatrien. Hun ber om en kvindelig behandler, gerne med erfaring i at hjælpe kvinder, der har oplevet vold og det, at miste et barn ved spontan abort. Hun henvises til en ung, mandlig psykiater under uddannelse, som ikke har meget forståelse for hendes situation, og som hun tit kommer op at skændes med. I juli 2008 vælger denne unge mand, at bedømme, at Kristina ikke er vred på ham, men "hypoman". Han kontakter hendes psykiater ved sygehuset, og det besluttes, at hun skal indlægges igen, siden en ny "episode" ser ud til at være på vej.
Kristina går i panik da hun erfarer dette, og hendes mor arragerer, at hun kan gemme sig ved Store Torungen fyr. Fyrmesteren fortæller, at der ikke var problemer med Kristina under hendes ophold. Tværtimod, hun laver mad, kaffe, og falder godt til i lokalsamfundet.
Imidlertid vælger hendes psykiater at anse hendes flugt som "et tegn på, at hun har en dårlig dømmekraft. Hun kunne være kommet og vist, at hun er rask, og være gået igen. Men hun valgte, ikke at komme. Det oplevede jeg som dårlig dømmekraft, og det er typisk ved disse anfaldslidelser, at dømmekraften forsvinder."
Tre uger efter Kristina er flygtet, lykkes det hendes mor at arrangere et møde mellem hende selv, Kristina og psykiateren. På neutral grund. Selvfølgeligt nægter Kristina, at gå og tale med sin psykiater på sygehuset så længe indlæggelsesordren er i kraft. "Du ved aldrig, hvad de kan finde på", siger hun, mens hun holder nøje øje med parkeringspladsen, hvor hendes mor venter på psykiateren. Han kommer dog alene, og efter en halvanden time lang samtale på et nærtliggende hotel går han med til at ophæve indlæggelsesordren, hvis Kristina er villig til at holde kontakten til distriktspsykiatrien og gå i terapi.
Hege
Den anden kvinde i dokumentaren er Hege J. Orefellen. I sommeren 2003 har Hege været nogle uger igennem i kontakt med Folloklinikken pga. emotionelle problemer. - Interessant, at ordene "åbenhed", "fællesskab", "respekt" og "engagement" vises på skift øverst på hjemmesiden. Bare en - lidt sjov - observation. - Hege, hvis datter lider af en sjælden sygdom, og er meget afhængig af at Hege ammer hende, er ikke gearet til at tage psykofarmaka, og vil slutte med sine jævnlige samtaler på Folloklinikken.
Den 3. juli 2003, mens Hege forbereder sig til at tage til universitetet for at tale med sin vejleder om hendes doktorafhandling, får hun en opringning fra Folloklinikken og får at vide, at hvis hun ikke er dér i løbet af en time, vil politiet blive sendt for at hente hende. Efter hun har rådført sig med sin prakticerende læge, beslutter Hege, der føler sig truet af opringningen, og ligesom Kristina siger, at man aldrig kan vide, hvad de kan finde på, at tage "frivilligt" på klinikken, stadigt overbevist, at hun kan gå igen, lige så hun har gjort klart, at hun ikke har behov for "behandling". Hvad hun ikke ved, er at psykiateren på Folloklinikken vurderer, at hun lider af en "svær depression" og er "til fare for sig selv", "akut selvmordstruet".
Hege siger om samtalen med psykiateren: "Da forstår jeg, at mine ord ikke er af betydning længere. Uanset hvad jeg måtte sige, er det ikke længere af betydning." Hun nægtes at tage telefonisk kontakt med sin samlever eller sin prakticerende læge, og bliver overført til Blakstad sygehus. Dér skal en anden psykiater vurdere hende indenfor 24 timer og bekræfte, at hun er akut selvmordstruet, hvis indlæggelsesordren skal kunne opretholdes. På Blakstad lader man Hege, der af Folloklinikkens psykiater vurderes som værende akut suicidal, vente i et slags hobbyrum med sakse, lim, farve og andet, der nemt kunne (mis-)bruges til at begå selvmord med...
Om natten skriver Hege en klage til Blakstad sygehusets kontrolkommission: "Jeg skriver denne klage i håb om at nogen skal se, hvad en tvangsindlæggelse kan gøre ved et menneske. Min historie er lang, men vejen hit til Blakstad er skræmmende kort. Jeg indrømmer, at jeg har haft behov for hjælp og støtte. Men i stedet fik jeg en traumatisk tvangsindlæggelse."
Den følgende dag vurderer psykiateren på Blakstad, at Hege ikke er selvmordstruet, og hun udskrives. Siden hun ikke har været tilbageholdt i mere end 24 timer, registreres indlæggelsen som "frivillig".
Hege beslutter, at sagsøge Aker sygehus, som Folloklinikken hører ind under, for krænkelse af menneskerettigheder, illegal frihedsberøvelse, og krænkelse af privat- og familieliv, i henhold til indlæggelsesproceduren, og hun får medhold i retten.
Tvangsindlæggelsen har givet Hege en dyb følelse af utryghed ved sundhedssystemet, telefonopringninger og politiet, og få måneder efter sin udskrivning fra Blakstad, mens hun på vej til sin prakticerende læge kommer forbi en politistation, forårsager en udrykning derfra Hege et voldsomt angstanfald. Hendes læge giver hende et par valium og en recept på flere. Hege, der før har oplevet allergiske reaktioner på medikamenter, er ikke meget for at tage valium'en, men gør det alligevel. Valium'en forårsager en allergisk reaktion. Fra hun forlader sin læges kontor til hun dagen efter kommer til sig selv igen på Moss sygehus, husker Hege intet. Hun erfarer, at hun har været på et apotek, hentet valium'en hendes læge havde ordineret, og taget det hele.
På Moss sygehus vurderes Hege af en psykolog mens hun stadigt er under indflydelse af valium'en - hun husker heller ikke samtalen med psykologen - og det besluttes, at hun bør sendes til Blakstad psykiatrisk sygehus. På Blakstad opfordres Hege til at aflevere sin mobiltelefon, hvilket hun nægter, da den er hendes "sidste livline til verdenen udenfor", som hun siger. Alarmen går, og Hege bliver kastet i gulvet af fire ansatte, hendes arm vredet rundt på ryggen, og mobiltelefonen revet ud af hånden på hende, så hun forstuver fingrene. Det hele tager kun få øjeblikke, og Hege siger, at hun ikke engang nåede at forstå, hvad der var sket, kun følte sig "utrolig meget trådt på".
"De første tre dage på Blakstad var en nedadgående spiral for mig, mentalt set", siger Hege. "Jeg klarer ikke flere indlæggelser, jeg klarer ikke flere overgreb. Iværksætter de tvangsmedicinering, det klarer jeg ikke, og iværksætter de elektrochok - jeg klarer ikke flere indgreb mod mig nu. Så kommer det punkt, hvor jeg måtte vælge den eneste løsning, og ikke leve videre, men så var det heller ikke nogen løsning, for jeg havde aldrig klaret, at gøre det mod mit barn."
Også denne gang klager Hege til Blakstads kontrolkommission. Ved et møde med kommissionen på sjette dagen af hendes indlæggelse, vurderer kommissionen, at hun hverken er depressiv eller suicidal overhovedet, og hun bliver udskrevet.
Hege, der har en doktorgrad i kemi, har efter hendes erfaringer med menneskerettighedskrænkelser i psykiatrien læst til jurist, og specialiseret sig i menneske- og patientrettigheder. Hun er aktiv i brugerbevægelsen, og medlem af MindFreedom International.
Tilfældigt faldt jeg over Sørlandet sygehusets reaktion til en udtalelse fra Hege fra 2005, citeret i en norsk avis, hvor hun siger, at en af hovedårsagerne til at psykiatriserede mennesker begår selvmord er psykiatriens "egne selvmordsudløsende mekanismer". En udtalelse, der klart er baseret på hendes egne dehumaniserende og nedværdigende erfaringer. Selvfølgeligt mener man ved Sørlandet sygehus ikke, at Hege kan have ret med sin antagelse. Selv tror jeg - også baseret på min egen (om end kun hypotetisk) erfaring - at Hege rammer plet. Mine planer, i tilfælde af en tvangsindlæggelse, stod meget klare for mig.
Nogle tanker om filmen
Dokumentaren har flere bemærkelsesværdige aspekter. Først og fremst lagde jeg specielt mærke til, hvor stor forskellen er mellem hvordan det vedkommende menneske oplever sig selv og sine behov, og vurderingen og bedømmelsen af vedkommendes situation og behov ved en "ekspert".
Mens Kristina siger, at det hun følte mest behov for, var nogen, der spurgte hende, hvad der var sket, hvad der havde fået hende til at reagere, som hun nu gjorde, og mens hun iøvrigt selv bedømte, at hun ikke havde brug for hverken "skærmning" (isolation) eller at blive medicineret ind i et bevidstheden udviskende, mentalt tågedis, mener "eksperten", at han ikke kunne "udsætte" Kristina for den "belastning" en dialog med hende på krisetidspunktet efter hans mening havde været. "Kristina havde efterlyst dialog, det er rigtigt. Men i den akutte fase arbejder jeg ikke med dialog, da arbejder jeg med behandling for at stabilisere. Og når en person er stabil, så er meningen at dialog i forhold til det Kristina efterlyser, behandling af sine psykiske traumer, er relevant. For det i sig selv, at blive behandlet for de psykiske traumer, er en belastning. Jeg kan ikke arbejde med belastning i en akut fase."
Jeg undrer mig, hvordan det kan være, at denne "ekspert" åbenbart ikke er i stand til at se, at det kan være langt mere belastende for et menneske i en akut krise, at blive nægtet opfyldelsen af det vigtigste behov i en sådan situation, behovet for at komme til en forståelse af sig selv via dialog, end en dialog i sig selv nogensinde kunne være. Og jeg spørger mig, om projektion også hér er på spil, således at en dialog med Kristina først og fremst havde været belastende for "eksperten", ikke for Kristina.
For mig selv blev behovet for dialog, for at blive lyttet til, altoverskyggende på krisetidspunkter. Og at jeg bestemt ikke er den eneste, der føler dette behov, viser bl.a. denne oplevelse. Vi kender det jo i princippet allesammen: Jo mere overvældende en oplevelse vi har/har haft, jo mere trænger vi til at bearbejde den, i dialogen med andre.
Det er som om der sker en form for kortslutning i manges, især i "eksperternes", tanker omkring dette. På den ene side anerkendes det, at mennesker, der har/har haft en overvældende oplevelse, har brug for at tale om det, og der tilbydes krisehjælp. Men hvis den overvældende oplevelse på den anden side ikke umiddelbart kan genkendes af omverdenen, bliver reaktionen på den defineret som "syg", og det reagerende menneske bliver defineret som værende hjernesyg og krævende "behandling" i stedet for dialog - med "behandlingen" i disse tilfælde værende det modsatte af en åben dialog: "skærmning" (isolation) og administration af kemiske stoffer, der sløver bevidstheden, og gør både det at tænke og tale klart til en by i Rusland. En dialog tilbydes først, hvis overhovedet, efter det vedkommende menneske er såpas meget "behandlet", at en åben dialog med potentiale til bearbejdning ikke længere er mulig. Den omvendte verden.
Yderligere belastende og, som jeg gerne vil videreføre Heges betragtning angående selvmord, symptom-udløsende bliver situationen, når mennesket i krise ikke bare nægtes en dialog, men når dette menneske derudover også isoleres. Som antydet foroven, betragter jeg den såkaldte "skærmning" som intet andet, end et andet og mere acceptabelt ord for isolation, beregnet til at lede opmærksomheden bort fra det destruktive i et begreb som "isolation", og hen til langt mere acceptable associationer som "beskyttelse".
Optagelserne fra den skærmede afdeling taler deres eget sprog: fire hvide vægge, en stol, et skrivebord og en seng, i skandinavisk-minimalistisk institutionsdesign - "mindst mulig indtryk". Selv om jeg bestemt ikke befinder mig så meget som i nærheden af en akut krise, kunne jeg tydeligt fornemme, hvad alene synet af lokaliteterne og forestillingen om at skulle tilbringe bare så meget som en enkel dag i disse omgivelser, gjorde ved mig. Firkantet, koldt og nærmest fjentligt, er de indtryk, synet af disse omgivelser efterlod. Med angst, fortvivlelse og vrede som min emotionelle reaktion på indtrykkene og tanken om at være udleveret til disse sanseindtryk - bare så meget som en enkel dag.
I alle andre end psykiatriske sammenhænge betragtes den slags berøvelse af sanseindtryk som tortur, "hvid tortur". "Udførelsen af denne form for tortur får den fængslede til at miste sin personlige identitet...", hedder det i Wikipedia-artiklen. Det kan ikke andet end forbavse mig, at man betragter en behandling, der får mennesker til at miste deres personlige identitet, som "terapeutisk" i en psykiatrisk sammenhæng, hvor det ofte er mennesker, der i forvejen har identitetsproblemer, der udsættes for denne "behandling". 'Kortslutning', tænker jeg igen hér. Og: 'Den omvendte verden.'
Og, ja, indtrykkene kan blive for mange. Men den observation, jeg gjorde med hensyn til mig selv var, at det var de indtryk, der var udtryk af den kulturelle del af vores verden, såsom fjernsynet, maskinstøj og lignende, der var "for meget". Mens jeg nød alle indtrykkene i og fra naturen - og ser omgivelser, der består af fire hvide vægge og lidt skandinavisk-minimalistisk institutionsdesign, som et af mange mulige udtryk af - øredøvende - kulturel støj. - Og også héri kan man i øvrigt finde et spirituelt element. Apropos "spirituel krise".
Selvfølgeligt sætter "eksperten" i udsendelsen også spørgsmålstegn ved Kristinas dømmekraft. Per definition er dømmekraften hos mennesker, der befinder sig i en krisesituation, hvis årsag ikke umiddelbart er genkendelig for omverdenen, sat ude af spil. Af den formentlige hjernesygdom, der formentligt er årsag til krisen. Meget nemt.
Desværre (for "eksperterne") viser udfaldet af historien, at Kristinas dømmekraft åbenbart, og stik modsat "ekspertens" mening, var helt i top. Hun gjorde intuitivt, hvad der var bedst for hende i situationen. Mens hun bemærker, at hendes reaktion på hospitalisering og "behandling" som det modsatte af, hvad hun selv følte, hun havde behov for, som regel var vrede.
Kristinas historie viser tydeligt, hvad der, i stedet for "behandling", er virkelig hjælp for mennesker i krise: selvbestemmelse, personlig frihed og tryghed - for selv om hun befinder sig tre uger på flugt, er denne situation mere tryg for hende, end en indlæggelse med det dermed uundgåeligt forbundne tab af personlig frihed og af retten til selvbestemmelse nogensinde kunne have været. Tryghed er ikke at være udleveret på godt og ondt til andres "omsorg". Tryghed er at blive betingelsesløst respekteret.
Når man står med en meget overvældende oplevelse, er det værste, der kan ske, at man føler yderligere tab af kontrol over situationen. F.eks. ved at blive kontrolleret af andre, ved at få ordre om, hvad man må og ikke må, ved at blive isoleret ("skærmet") , ved at blive "medicineret" med stoffer, der gør, at man mister kontrollen over den egne tænkning, intuition og kropsoplevelse, ved at få at vide af andre, hvad og hvordan man skal tænke og føle, og hvordan man skal definere sig selv, etc. En sådan indgriben i deres personlige frihed vil de fleste allerede under "normale" omstændigheder opleve som grænseoverskridende. Absolut utåleligt bliver det, når man på forhånd befinder sig i en meget sårbar position pga. krisen. Mens den logiske reaktion på overgrebene i form af angst og vrede, bliver betragtet som en forværring af "symptomatiken", en forværring af "sygdommen", der således kræver yderligere "behandling", dvs. yderligere overgreb. En ond spiral, der desværre ofte ender med, at det kriseramte menneske bukker under og knækker. Psykisk - eller fysisk.
Interessant er også systemets definition af "frivillighed", i udsendelsen illustreret af Heges historie. "Hvis du ikke er her i løbet af en time, bliver du hentet af politiet", er budskabet, og advokaten understreger, hvor gerne man vil have folk til at komme frivilligt, men at man jo må oplyse om konsekvenserne, hvis folk - helt frivilligt - vælger, ikke at møde op. En sær definition af "frivillighed", systemet arbejder med. 'Kafka', tænker jeg også hér igen. Ligesom jeg tænker 'Kafka', når Hege fortæller om sin samtale med psykiateren på Folloklinikken i Ski: "Jeg skjønner [forstår], at mine ord har ingen betydning lengere. Uansett hva jeg sier [siger], så spiller det ingen rolle.'
Jeg spørger mig, hvornår systemet mon vil begynde at respektere og behandle sit klientel som mennesker. Og om systemet overhovedet nogensinde vil kunne opbringe den ydmyghed, dette ville kræve. At der foreløbigt ikke er meget håb forude, viser også denne udsendelse igen.
Det der adskiller denne dokumentar fra de fleste andre udsendelser om emnet, jeg har set, er at ikke kun Hege, men også Kristina får mulighed til at stå frem som fuldt tilregneligt menneske, fuldt bevidst om sin egen situation og absolut i stand til at træffe fornuftige beslutninger angående denne situation. At hun får mulighed til at tale for sig selv, og, selv om også "eksperten" får mulighed til at fremlægge sit syn på sagen, uden at det mindste forsøg foretages til at devaluere Kristinas fremstilling som værende den af et "psykisk sygt" menneske, og således ikke troværdig. Tværtimod, filmen viser faktisk, at den i establishmentet udbredte tanke, at "patienter", der er stemplet med "alvorlige sindslidelser" skulle have manglende indsigt i deres egen situation, og derfor skulle være ude af stand til at træffe beslutninger, er forkert.
Kristina vælger i øvrigt, ikke at nævne sin diagnose direkt i dokumentaren - pga. psykdiagnosers stigmatiserende egenskab - men at den ikke er i kategorien "social angst" eller lignende, står temmelig klart. Hendes mor siger, at psykiateren vælger at se Kristinas irritation og vrede over ham som "hypomani", så, regn den ud. - Mens jeg, hvis jeg overhovedet skulle stemple noget som helst med hensyn til både Kristina, min egen erfaring, og/eller alt andet, der bliver stemplet som "psykisk sygdom", ville sige, at der ikke findes flere end en eneste "psykisk sygdom": PTSD.
Uanset hvor kritiske overfor psykiatrisk "behandling", vælger alle danske udsendelser om emnet udelukkende at interviewe mennesker, der, i modsætning til Kristina, udviser "sygdomsindsigt", og, også til stor forskel fra Kristina, er "behandlings-compliant", dvs. tager psykofarmaka. De danske medier har stadigt til gode, at give mennesker, der er stemplet med en "alvorlig sindslidelse" og samtidigt ikke har "sygdomsindsigt" og ikke er "behandlings-compliant", en fair chance til at stå frem og tale på deres egne veje.
Indtil i dag bliver denne gruppe af "patienter" kun omtalt. Fortrinsvis i sammenhæng med begivenheder, der er ment til at bevise disse individers "sindssyge" og mangel på tilregnelighed på den ene side, og, på den anden side, til at understrege den angivelige nødvendighed, at få vedkommende så hurtigt og intensivt som muligt i psykiatrisk "behandling", så yderligere skade og forværring forhindres. På denne måde fremstillende psykiatrisk "behandling" - altså "medicin" og elektrochok - som både værende livreddende "behandlings"tiltag, og de eneste fornuftige, "evidensbaserede", "behandlings"muligheder. Således værende helt på linie med biopsykiatriens doktrin.
Mennesker, der er stemplet med en "alvorlig sindslidelse", og der har valgt systemets "hjælp" fra med success, har indtil i dag ikke fået en chance i de danske medier endnu, til at stå frem og fortælle om deres valg og årsagerne dertil. Hatten af for norske NRK 1 for at have modet til at lave denne banebrydende dokumentarfilm! Og for Kristina og Hege for at stå frem.
Mere om Kristina, Hege og programmet kan læses på MindFreedoms hjemmeside.
lørdag den 8. november 2008
Hjælp Ray Sandford
Her på MindFreedom's hjemmeside kan du se, hvad du kan gøre for at Staten Minnesota holder op med at udsætte Ray for tvungen elektrochok. Take action!
"What am I supposed to do, run away?"*
Ray Sandford, der bor i en beskyttet bolig, "Victory House" i Minnesota, USA, bliver hver onsdag morgen hentet af nogle ansatte fra "Mercy Hospital" og kørt til hospitalet for at modtage elektrochok. På basis af ambulant tvang.
Ray har i sin fortvivlelse henvendt sig til menneskerettighedsorganisationer og er blevet henvist til MindFreedom International. Hér var David Oaks til at begynde med ikke sikker, om han skulle tro på Ray. David har aldrig før hørt om elektochok, der blev givet på basis af ambulant tvang.
David talte bl.a. med Tonya Wilhelm, Ray's værge. Tonya Wilhelm bekræftede, at Ray fik elektrochok på basis af ambulant tvang. Minnesotas lovgivning tillader dette, og Ray er langt fra den eneste, der er offer for denne lovgivning. "Det er helt legalt, og jeg kan ikke gøre noget", sagde Tonya Wilhelm i telefonsamtalen til David.
Krista Erickson, formand for MindFreedom's Shield Campaign siger hertil: "Det her er forfærdeligt. Det er en alvorlig krænkelse af menneskerettighederne, der skulle blive bragt til en ende. Selv om Minnesota følger den nuværende lovgivning, må lovgivningen ændres. Og Ray har ikke haft mulighed til at anke til en højere domstol."
Ikke nok med, at Ray's værge, Tonya Wilhelm, stiller sig ligeglad, og ikke ønsker, at foretage sig noget som helst for at hjælpe Ray. Da hun fandt ud af, at MindFreedom ville organisere en alert, truede hun David: "Kun jeg kan give jer lov til at sige noget om det hér i offentligheden." Da David gjorde hende opmærksom på den også i den amerikanske forfatning indskrevne ytringsfrihed, svarede hun: "Lad vores advokater tale", og lagde på.
Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvad Tonya Wilhelm er så bange for, at hun lader sig henrive til at gå så langt som til at true David. Når nu alt er i sin bedste, juridiske orden, ifølge Minnesota's lovgivning. Skulle hun have hørt om, at ikke bare MindFreedom men også FN's specialrapportør Manfred Nowak synes, elektrochok givet under tvang er en krænkelse af menneskerettighederne, og således tortur?
Jeg har sent en mail til Tim Pawlenty, guvernøren af Minnesota, og bedt ham om at ende både Ray's og al anden tvungen "behandling" med elektrochok. David arbejder lige p.t. på, at få alerten ud på MindFreedom's website. Jeg vil poste linket, lige så jeg har det. Og hvis du nu tænker 'Minne-hvad-for-noget?? Ray?? Jeg kender ikke nogen Ray. Hvad rager det mig', så:
First they came for the Socialists, and I did not speak out -
because I was not a Socialist.
Then they came for the Trade Unionists, and I did not speak out -
because I was not a Trade Unionist.
Then they came for the Jews, and I did not speak out -
because I was not a Jew.
Then they came for me - and there was no one left to speak out.
_______________
*Ray Sandford
Ray har i sin fortvivlelse henvendt sig til menneskerettighedsorganisationer og er blevet henvist til MindFreedom International. Hér var David Oaks til at begynde med ikke sikker, om han skulle tro på Ray. David har aldrig før hørt om elektochok, der blev givet på basis af ambulant tvang.
David talte bl.a. med Tonya Wilhelm, Ray's værge. Tonya Wilhelm bekræftede, at Ray fik elektrochok på basis af ambulant tvang. Minnesotas lovgivning tillader dette, og Ray er langt fra den eneste, der er offer for denne lovgivning. "Det er helt legalt, og jeg kan ikke gøre noget", sagde Tonya Wilhelm i telefonsamtalen til David.
Krista Erickson, formand for MindFreedom's Shield Campaign siger hertil: "Det her er forfærdeligt. Det er en alvorlig krænkelse af menneskerettighederne, der skulle blive bragt til en ende. Selv om Minnesota følger den nuværende lovgivning, må lovgivningen ændres. Og Ray har ikke haft mulighed til at anke til en højere domstol."
Ikke nok med, at Ray's værge, Tonya Wilhelm, stiller sig ligeglad, og ikke ønsker, at foretage sig noget som helst for at hjælpe Ray. Da hun fandt ud af, at MindFreedom ville organisere en alert, truede hun David: "Kun jeg kan give jer lov til at sige noget om det hér i offentligheden." Da David gjorde hende opmærksom på den også i den amerikanske forfatning indskrevne ytringsfrihed, svarede hun: "Lad vores advokater tale", og lagde på.
Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvad Tonya Wilhelm er så bange for, at hun lader sig henrive til at gå så langt som til at true David. Når nu alt er i sin bedste, juridiske orden, ifølge Minnesota's lovgivning. Skulle hun have hørt om, at ikke bare MindFreedom men også FN's specialrapportør Manfred Nowak synes, elektrochok givet under tvang er en krænkelse af menneskerettighederne, og således tortur?
Jeg har sent en mail til Tim Pawlenty, guvernøren af Minnesota, og bedt ham om at ende både Ray's og al anden tvungen "behandling" med elektrochok. David arbejder lige p.t. på, at få alerten ud på MindFreedom's website. Jeg vil poste linket, lige så jeg har det. Og hvis du nu tænker 'Minne-hvad-for-noget?? Ray?? Jeg kender ikke nogen Ray. Hvad rager det mig', så:
First they came for the Socialists, and I did not speak out -
because I was not a Socialist.
Then they came for the Trade Unionists, and I did not speak out -
because I was not a Trade Unionist.
Then they came for the Jews, and I did not speak out -
because I was not a Jew.
Then they came for me - and there was no one left to speak out.
_______________
*Ray Sandford
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
