Opslag
raw smoothie time
2 dage siden
mandag den 30. marts 2009
søndag den 29. marts 2009
Psykofarmaka, førtidspension og recovery - Madness-Radio-interview med Robert Whitaker
Madness Radio har et nyt interview med Robert Whitaker, videnskabsjournalist og forfatter (Mad In America), hvor han bl.a. taler om effekten, den massive anvendelse af psykofarmaka har på recoveryraten med hensyn til alle psykiske problemstillinger.
Her er nogle tal fra interviewet, der skulle kunne give stof til eftertanke:
I 1955, lige umiddelbart før psykofarmaka begynder at blive standardbehandling, er der ca. 360.000 mennesker institutionaliseret i USA på grund af psykiske problemer.
I 1978, i forbindelse med at de nyere psykofarmaka kommer på markedet, er antallet af personer, der grundet psykiske problemer er på førtidspension ca. 1.300.000.
Fra 1978 til i dag stiger dette tal til 3.750.000. Det vil sige, at antallet af mennesker, der er kronisk syge, der er permanent handicappede på grund af psykiske problemer, i dag er godt tidoblet i forhold til for halvtreds år siden.
Her et par tal med hensyn til børn, diagnosticeret med en "psykisk sygdom":
I 1987 er der i USA 18.000 personer under 18 år, der er på førtidspension. I dag er antallet 600.000.
Så, i modsætning til f.eks. introduktionen af penicillin, der nedbragte antallet af infektioner betydeligt i sin tid, har introduktionen af psykofarmaka som "behandling", bevirket en drastisk stigning af antallet kroniske tilfælde med hensyn til psykisk lidelse.
Er psykiateres evner til at diagnosticere blevet ti gange bedre igennem de sidste halvtreds år? Eller forholder det sig måske snarere som et hav af langtidsstudier indikerer: at psykofarmaka forhindrer recovery og kronificerer krisen (om den nu er af "skizofren", "depressiv", "manio-depressiv", eller en hvilken som helst anden karaktér)?
Jeg har før skrevet om den kendte amerikanske psykiater Frederick K. Goodwin, i offentligheden en varm fortaler for brugen af psykofarmaka. Robert Whitaker fortæller, at han oplevede Frederick K. Goodwin ved APA's, det Amerikanske Psykiatriske Selskabs, årlige konference tidligere i år. Goodwin deltog i et møde under konferencen, der beskæftigede sig med langtidsprognosen for mennesker med psykiske problemer. Goodwin, og ikke kun han, udtalte ved mødet, at anvendelse af psykofarmaka forværrer prognosen. Med andre ord: selv om psykiatere i offentligheden kun har lovord for psykofarmaka, er de meget godt klar over, at stofferne under stregen faktisk gør ondt værre.
At psykofarmaka alligevel af psykiatrien deles ud til højre og venstre som slikpinde, og i stigende grad, og at psykiatrien alligevel lovpriser dem i offentligheden som det eneste saliggørende, skyldes bl.a. psykiatriens mere end enhver anden lægespeciales intense tilknytning til farmaindustrien. Der findes snart ikke så meget som én psykiater, der ikke på en eller anden måde er sponsoreret af farmaindustrien.
Men lyt selv til interviewet - og bliv rystet.
_______________
Robert Whitaker siger i interviewet, at Joseph Biederman, Harvard-børne- og ungdomspsykiateren som jeg har skrevet om her og her, med hensyn til hans professionelle karriere sandsynligvis vil slippe stort set uden en skramme fra den sag, den amerikanske stat kører mod ham pga. interessekonflikter. Og det ville jo heller ikke have forbavset nogen.
Hvad Robert Whitaker imidlertid ikke kunne vide, da interviewet blev optaget, var, at statsadvokaterne i sidste uge har søgt om indblik i alle dokumenter, der vedrører Biederman's (og to af hans kollegaers) transaktioner. Dermed risikerer Biederman (og hans to kollegaer) nu en straffesag. Om det skyldes, at man i USA er ved at få øjnene op for psykiatriens korrupthed og bedrageriskhed generelt, eller om det skyldes grovheden i overtrædelsen af alt, hvad der hedder etiske regler i specielt Joseph Biederman's tilfælde, må tiden vise.
Her er nogle tal fra interviewet, der skulle kunne give stof til eftertanke:
I 1955, lige umiddelbart før psykofarmaka begynder at blive standardbehandling, er der ca. 360.000 mennesker institutionaliseret i USA på grund af psykiske problemer.
I 1978, i forbindelse med at de nyere psykofarmaka kommer på markedet, er antallet af personer, der grundet psykiske problemer er på førtidspension ca. 1.300.000.
Fra 1978 til i dag stiger dette tal til 3.750.000. Det vil sige, at antallet af mennesker, der er kronisk syge, der er permanent handicappede på grund af psykiske problemer, i dag er godt tidoblet i forhold til for halvtreds år siden.
Her et par tal med hensyn til børn, diagnosticeret med en "psykisk sygdom":
I 1987 er der i USA 18.000 personer under 18 år, der er på førtidspension. I dag er antallet 600.000.
Så, i modsætning til f.eks. introduktionen af penicillin, der nedbragte antallet af infektioner betydeligt i sin tid, har introduktionen af psykofarmaka som "behandling", bevirket en drastisk stigning af antallet kroniske tilfælde med hensyn til psykisk lidelse.
Er psykiateres evner til at diagnosticere blevet ti gange bedre igennem de sidste halvtreds år? Eller forholder det sig måske snarere som et hav af langtidsstudier indikerer: at psykofarmaka forhindrer recovery og kronificerer krisen (om den nu er af "skizofren", "depressiv", "manio-depressiv", eller en hvilken som helst anden karaktér)?
Jeg har før skrevet om den kendte amerikanske psykiater Frederick K. Goodwin, i offentligheden en varm fortaler for brugen af psykofarmaka. Robert Whitaker fortæller, at han oplevede Frederick K. Goodwin ved APA's, det Amerikanske Psykiatriske Selskabs, årlige konference tidligere i år. Goodwin deltog i et møde under konferencen, der beskæftigede sig med langtidsprognosen for mennesker med psykiske problemer. Goodwin, og ikke kun han, udtalte ved mødet, at anvendelse af psykofarmaka forværrer prognosen. Med andre ord: selv om psykiatere i offentligheden kun har lovord for psykofarmaka, er de meget godt klar over, at stofferne under stregen faktisk gør ondt værre.
At psykofarmaka alligevel af psykiatrien deles ud til højre og venstre som slikpinde, og i stigende grad, og at psykiatrien alligevel lovpriser dem i offentligheden som det eneste saliggørende, skyldes bl.a. psykiatriens mere end enhver anden lægespeciales intense tilknytning til farmaindustrien. Der findes snart ikke så meget som én psykiater, der ikke på en eller anden måde er sponsoreret af farmaindustrien.
Men lyt selv til interviewet - og bliv rystet.
_______________
Robert Whitaker siger i interviewet, at Joseph Biederman, Harvard-børne- og ungdomspsykiateren som jeg har skrevet om her og her, med hensyn til hans professionelle karriere sandsynligvis vil slippe stort set uden en skramme fra den sag, den amerikanske stat kører mod ham pga. interessekonflikter. Og det ville jo heller ikke have forbavset nogen.
Hvad Robert Whitaker imidlertid ikke kunne vide, da interviewet blev optaget, var, at statsadvokaterne i sidste uge har søgt om indblik i alle dokumenter, der vedrører Biederman's (og to af hans kollegaers) transaktioner. Dermed risikerer Biederman (og hans to kollegaer) nu en straffesag. Om det skyldes, at man i USA er ved at få øjnene op for psykiatriens korrupthed og bedrageriskhed generelt, eller om det skyldes grovheden i overtrædelsen af alt, hvad der hedder etiske regler i specielt Joseph Biederman's tilfælde, må tiden vise.
lørdag den 28. marts 2009
Virkelighed og vrangforestillinger
Tre videoklip om den virkelige voldelighed - og et par tanker om normalitet.
Selv om jeg mener, hvad Derrick Jensen siger i de tre videoklip er enormt vigtigt: jeg orker ikke at oversætte. Jeg kan dog sige så meget - og det gør det måske lidt nemmere at forstå - at han taler om den voldelighed, vores civilisation er baseret på. Og om de fortrængnings-/fornægtelsesmekanismer, vi anvender, for ikke at skulle se vores egen voldelighed i øjnene.
Noget, jeg igen og igen lægger mærke til er, at det som oftest er mennesker, der har oplevet voldeligheden meget direkte, i meget koncentreret form, der opnår en bevidsthed og en forståelse af den, som Derrick Jensen og R.D. Laing for eksempel har/havde opnået den.
Det er virkeligt som om man skal helt derud først, hvor det bliver uudholdeligt, før man tør, at give afkald på alle vrangforestillingerne og se virkeligheden i øjnene. Og jo mere jeg tænker over det, jo mere tror jeg, at det at arbejde i psykiatrien faktisk er den ultimative beskyttelse mod at skulle se virkeligheden i øjnene, og give slip på vrangforestillingerne. Ubevidst så tæt på erkendelse, som man bare kan komme, uden at opnå den. Og samtidigt, bevidst, lysår fra den. Den ultimative sindssyge: normaliteten.
Selv om jeg mener, hvad Derrick Jensen siger i de tre videoklip er enormt vigtigt: jeg orker ikke at oversætte. Jeg kan dog sige så meget - og det gør det måske lidt nemmere at forstå - at han taler om den voldelighed, vores civilisation er baseret på. Og om de fortrængnings-/fornægtelsesmekanismer, vi anvender, for ikke at skulle se vores egen voldelighed i øjnene.
Noget, jeg igen og igen lægger mærke til er, at det som oftest er mennesker, der har oplevet voldeligheden meget direkte, i meget koncentreret form, der opnår en bevidsthed og en forståelse af den, som Derrick Jensen og R.D. Laing for eksempel har/havde opnået den.
Det er virkeligt som om man skal helt derud først, hvor det bliver uudholdeligt, før man tør, at give afkald på alle vrangforestillingerne og se virkeligheden i øjnene. Og jo mere jeg tænker over det, jo mere tror jeg, at det at arbejde i psykiatrien faktisk er den ultimative beskyttelse mod at skulle se virkeligheden i øjnene, og give slip på vrangforestillingerne. Ubevidst så tæt på erkendelse, som man bare kan komme, uden at opnå den. Og samtidigt, bevidst, lysår fra den. Den ultimative sindssyge: normaliteten.
fredag den 27. marts 2009
"Åbenhed gør stærk" - En film om skizofreni
Lad mig sige det med detsamme: jeg har ikke selv set den af PsykInfo⁴ udgivede film Åbenhed gør stærk, og jeg påtænker heller ikke at se den, da jeg synes, at selv 100 kroner, som jo er en forholdsvis fornuftig pris for en DVD, er 100 kroner for meget i det her tilfælde. Og dermed har jeg egentligt allerede sagt om filmen, hvad der efter min mening er at sige om den. Jeg vil dog lige komme lidt nærmere ind på, hvad det specifikt er, der får mig til at vælge denne film fra.
I følge anmeldelserne fortæller filmen "solskinshistorien" om to unge, Helle og Emil, begge midt i tyverne, der er stemplede med en "skizofreni"diagnose, mens "skizofreni" defineres af filmens "ekspert"konsulent overlæge Gertrud Krarup fra OPUS-projektet i Århus, som værende en sygdom i hjernen. Citat, taget fra Kurt Ladefoged's anmeldelse af filmen i Socialpædagogen¹:
"Den kan opstå, hvis man er genetisk disponeret for sygdommen. Man ved i dag, at der er flere gener, der er koblet til sygdommen, og man kan altså have en større eller mindre sårbarhed over for sygdommen, afhængig af, hvor mange af disse sygdomsgen, man har."
"Den genetiske sårbarhed medfører, at der sker en fejludvikling i hjernen. Det er dog ikke alle med denne arvelige belastning, der får sygdommen. Der skal andre belastninger til, for at sygdommen kan komme til udbrud."
Faktum er, at man i dag ved lige så lidt, som for hundrede år siden. Man har hverken fundet et eller flere gener, der kan bringes i forbindelse med såkaldt "skizofreni". Genteorien er, ja, en teori, og mangler som sådan ethvert videnskabeligt bevis for sin gyldighed. Detsamme gælder teorien om en fejludvikling i hjernen. Sagt på dansk: Gertrud Krarup, som så mange af hendes kollegaer, fortæller os en løgnhistorie, når hun formulerer en ren antagelse som om det drejede sig om et videnskabeligt bevist faktum.
Mens overlæge Lennart Jansson faktisk er på sporet af noget, der må betegnes som langt mere korrekt, end Gertrud Krarups udtalelser, når han i hans anmeldelse² af Åbenhed gør stærk skriver: "Her burde det nok understreges, at psykosen er slutresultatet af en længere sygdomsudvikling, hvor f.eks. traumer kan spille ind."
At traumer ikke bare kan spille ind, men med stor sandsynlighed er årsag til den posttraumatiske stressreaktion, der af psykiatrien kaldes for "skizofreni", er der i nyere tid igen en del forskning, der er nået frem til.
Men, som Lennart Jansson, mht. filmens "læs-let-niveau", også skriver: "Forenklingen kan være nødvendig af pædagogiske grunde for at se fremad, indgyde håb og fjerne skyldsfølelsen hos de unge og deres familier. Dette er måske et af filmens vigtigste formål." (Min fremhævelse)
"Biologisk forårsagede hjernesygdomme' er sikkert belejligt for familier som læger ligeledes. Det er en ingen-skyld-forsikring mod personligt ansvar. Vi er alle bare hjælpeløst fanget i en hvirvel af hjernepatologi, som ingen, bortset fra DNA'en, har ansvaret for."
Det er vist ikke bare "måske", men med stor sikkerhed filmens vigtigste formål, at levere denne ingen-skyld-forsikring, som Loren Mosher kalder genteorien i hans "Letter of Resignation from the American Psychiatric Association".
Mens det eneste "håb" man som kriseramt, "skizofren", står tilbage med, hvis man lader sig narre til at tro på en biologisk hjernesygdom, der skyldes defekte gener, er at den såkaldte "medicin" måske kan forhindre tilbagefald, og at man kan lære at leve med en kronisk sygdom. Det er ikke recovery-orientering, som Inger-Liss Christoffersen betegner det i hendes anmeldelse³ i LAP's medlemsblad, det er ikke at "indgive håb", som Lennart Jansson skriver. Det er endnu en opfordring til at resignere og finde sig i en skæbne med livslang sygdom, det er endnu en opfordring til at overlade styringen af ens liv til "eksperterne" og deres "ekspertise", i stedet for at lytte til sin egen intuition, og tage ansvar for sit eget liv. Det er disempowerment, for at bruge recovery-bevægelsens terminologi.
Ligesom det ikke er en "forløsning", som Kurt Ladefoged skriver, en af de to i filmen portrætterede unge kalder det, at have fået diagnosen, at have fået "sat ord på og få svar på det, der har været uafklaret for dig i store dele af dit liv", men en bortforklaring af det uafklarede:
“(…) Alle har behov for at skabe en mening med deres liv. Mennesker er skabninger der bebor såvel tid som rum - andre skabninger lever meget mere i øjeblikket med kun lidt sans for for- og fremtid. Vi har behov for at skabe en topografi af tiden, et kort over livet, og det er vores historie. Herfra stammer vores fascination for historier og historiefortælling - fra dette behov for at kortlægge tiden og finde vores plads i den.
En diagnose er en erstatning for en personlig fortælling. Det er et forsøg på, at give nogen en historie når de ikke kan finde mening selv, men den er i sagens natur utilfredsstillende. Den placerer personen i en kasse og tilpasser individet til historien i stedet for at historien tilpasses individet. Del af recovery-processen er processen af at kræve din egen historie tilbage - den historie, der giver mening i dit liv, ikke i nogen andens. (…)” som "Pablo" skriver her.
Det er helt afgjort både en lettelse og en nødvendighed for at komme sig helt, at få sat ord på det uafklarede, når dette uafklarede selv baner sig vej ind i ens bevidsthed og oversvømmer den, som det sker i "psykosen". Det er en lettelse og en nødvendighed for at komme sig helt, at bevidstgøre og skabe mening i det uafklarede. Kun ad den vej kan man nogensinde opnå acceptance, og, som følge af denne, forandring og altså recovery. Fuld recovery.
Diagnosebegreber som "psykose" og "skizofreni" bliver i kombination med budskaber om genetisk betinget, biologisk hjernesygdom til synonymer for "meningsløs". Og forløser dermed ingenting. Tværtimod. I det øjeblik ordet "psykose" accepteres som endegyldig forklaring på de "psykotiske" oplevelser man har, bliver enhver søgen efter en dybere mening meningsløs. Og det "psykotiske" menneske bliver låst fast i meningsløsheden, med en kronificering af "psykosen" til følge.
Det ser ud til, at Åbenhed gør stærk benytter sig af lignende formelle virkemidler (krydsklip, interviews) som Daniel Mackler's Take These Broken Wings. Men mens Lennart Jansson mener, at "Den [filmen Åbenhed gør stærk] kan varmt anbefales til patienter og pårørende. Filmen anbefales også til psykiatrisk personale, medicinske studenter og læger," tænker jeg, at det snarere må frarådes alle på det kraftigste, at kaste 100 kroner ud af vinduet. Med mindre man synes, man trænger til en gang massiv indoktrination med håbløse, inkorrekte budskaber om ubalancer i transmitterstofskiftet, fejludviklede hjerner, defekte gener, nødvendigheden af livslang "vedligeholdelsesmedicinering", og en recoverychance, der nærmer sig nul (mht. virkelig recovery, ikke mht. psykiatriens udvandede fejlfortolkning af begrebet), eller med mindre man synes, man mangler dokumentation for, hvordan establishmentet diskriminerer og undertrykker kriseramte mennesker.
For, det er netop hvad budskabet i Åbenhed gør stærk er. Diskriminering og undertrykkelse af kriseramte mennesker som værende genetisk defekte, og afhængige af "ekspert"hjælp for livet.
På den ene side er det meget rosværdigt, at filmen lader kriseramte mennesker selv komme til orde. På den anden sider lader heller ikke denne film, lige så lidt som mainstreammedierne ellers, et eneste af de mennesker komme til orde, der er kommet sig helt, men tyr "politisk korrekt" til at interviewe et par af den psykiatriske imperialisme kolonialiserede mennesker og deres lige så kolonialiserede pårørende. Men, selvfølgeligt, fuld recovery findes ikke i psykiatriens bevidsthed, da den kun opnås af mennesker, der magter at befrie sig fra vor tids diskriminerende og undertrykkende system, og gå alternative veje. Det kunne nu være interessant at høre Gertrud Krarup, for eksempel, forklare tilfældet Joanne Greenberg, eller Catherine Penney, Ron Bassman, Dorothea Buck, Rufus May eller eller eller... For vi er mange, os, der er kommet sig helt. Men vi har jo nok bare været "fejldiagnsticeret", eller også skal vi bare vente og se, det sker sikkert (IKKE!) igen...
At på den måde, som filmen gør det, alene ty til udsagn fra kolonialiserede kriseramte mennesker, er således ikke andet end et forsøg på, at dække over filmens forudindtagethed. Det, vi hører, når Helle og Emil taler, er ikke deres egne, men systemets ord. Det er, hvad der kendetegner kolonialisering: at styre, erstatte eller udrydde det oprindelige. I stedet for at lade det oprindelige selv komme til udtryk, i stedet for at give plads til det oprindeliges eget sprog, som Daniel Mackler's film, og i øvrigt også Leo Regan's The Doctor Who Hears Voices , og Edgar Hagen's Someone Beside You, gør det, foregøgles seeren af Åbenhed gør stærk, at systemets budskab er det eneste sande budskab med hensyn til emotionelle kriser. Tilsyneladende underbygget af kriseramte mennesker selv.
Daniel Mackler spørger i Take These Broken Wings Joanne Greenberg, hvad hun tror, systemets "sandhed" og den deraf følgende tilgang til kriser havde gjort ved hende: "Lad os sige, du var ung i dag, lad os sige 14, 15, 16..."
Joanne Greenberg: "Gud forbyde!"
D.M.: "...og du havde skizofreni i dag..."
J.G.: "Det, der ville ske for mig i dag er, at jeg ville blive indlagt på en ungdomsafdeling et eller andet sted hen, og så ville jeg dø."
Joanne Greenberg blev psykiatriseret før de såkaldte "antipsykotika" fandt større udbredelse. Hun var indlagt på Chestnut Lodge, hvor hendes terapeut, Frieda Fromm-Reichmann successrigt prakticerede intensiv psykoterapi med som "skizofren" stemplede mennesker. Joanne Greenberg opnåede fuld recovery, blev verdenskendt forfatter (bl.a. I Never Promised You a Rose Garden) og professor i litteraturvidenskab.
Åbenhed gør stærk fortæller os, at Helle bor på et psykiatrisk bosted. Sandsynligheden for, at Helle og Emil bliver professor i hvad det end måtte være, er lig med nul. De vil højst sandsynligvis tilbringe deres liv med førtidspension, på bo- eller væresteder i udkanten af samfundet, kronisk syg og afhængig af systemets recoveryforhindrende,
hjerneskadende "behandling" resten af deres, takket være "behandlingen" med ca. 25 år forkortede, liv.
Daniel Mackler spørger i filmen Take These Broken Wings Joanne Greenberg også, hvad hun tror, Frieda Fromm-Reichmann ville sige til nutidens "behandling" af "skizofreni". "This is nonsense," er Joanne Greenberg's bud på Frieda Fromm-Reichmann's mest sandsynlige svar. Og nonsense er det. Ligesom filmen Åbenhed gør stærk.
_______________
¹ Kurt Ladefoged, "Skizofreni: Dert starter i de unge år"
² Lennart Jansson, Anette Vårlind, "Åbenhed gør stærk - om skizofreni i familien"
³ Inger-Liss Christoffersen, "Anmeldelse: 'Åbenhed gør stærk - om skizofreni i familien' "
⁴ PsykMISInfo? PsykMISInfo!!!
I følge anmeldelserne fortæller filmen "solskinshistorien" om to unge, Helle og Emil, begge midt i tyverne, der er stemplede med en "skizofreni"diagnose, mens "skizofreni" defineres af filmens "ekspert"konsulent overlæge Gertrud Krarup fra OPUS-projektet i Århus, som værende en sygdom i hjernen. Citat, taget fra Kurt Ladefoged's anmeldelse af filmen i Socialpædagogen¹:
"Den kan opstå, hvis man er genetisk disponeret for sygdommen. Man ved i dag, at der er flere gener, der er koblet til sygdommen, og man kan altså have en større eller mindre sårbarhed over for sygdommen, afhængig af, hvor mange af disse sygdomsgen, man har."
"Den genetiske sårbarhed medfører, at der sker en fejludvikling i hjernen. Det er dog ikke alle med denne arvelige belastning, der får sygdommen. Der skal andre belastninger til, for at sygdommen kan komme til udbrud."
Faktum er, at man i dag ved lige så lidt, som for hundrede år siden. Man har hverken fundet et eller flere gener, der kan bringes i forbindelse med såkaldt "skizofreni". Genteorien er, ja, en teori, og mangler som sådan ethvert videnskabeligt bevis for sin gyldighed. Detsamme gælder teorien om en fejludvikling i hjernen. Sagt på dansk: Gertrud Krarup, som så mange af hendes kollegaer, fortæller os en løgnhistorie, når hun formulerer en ren antagelse som om det drejede sig om et videnskabeligt bevist faktum.
Mens overlæge Lennart Jansson faktisk er på sporet af noget, der må betegnes som langt mere korrekt, end Gertrud Krarups udtalelser, når han i hans anmeldelse² af Åbenhed gør stærk skriver: "Her burde det nok understreges, at psykosen er slutresultatet af en længere sygdomsudvikling, hvor f.eks. traumer kan spille ind."
At traumer ikke bare kan spille ind, men med stor sandsynlighed er årsag til den posttraumatiske stressreaktion, der af psykiatrien kaldes for "skizofreni", er der i nyere tid igen en del forskning, der er nået frem til.
Men, som Lennart Jansson, mht. filmens "læs-let-niveau", også skriver: "Forenklingen kan være nødvendig af pædagogiske grunde for at se fremad, indgyde håb og fjerne skyldsfølelsen hos de unge og deres familier. Dette er måske et af filmens vigtigste formål." (Min fremhævelse)
"Biologisk forårsagede hjernesygdomme' er sikkert belejligt for familier som læger ligeledes. Det er en ingen-skyld-forsikring mod personligt ansvar. Vi er alle bare hjælpeløst fanget i en hvirvel af hjernepatologi, som ingen, bortset fra DNA'en, har ansvaret for."
Det er vist ikke bare "måske", men med stor sikkerhed filmens vigtigste formål, at levere denne ingen-skyld-forsikring, som Loren Mosher kalder genteorien i hans "Letter of Resignation from the American Psychiatric Association".
Mens det eneste "håb" man som kriseramt, "skizofren", står tilbage med, hvis man lader sig narre til at tro på en biologisk hjernesygdom, der skyldes defekte gener, er at den såkaldte "medicin" måske kan forhindre tilbagefald, og at man kan lære at leve med en kronisk sygdom. Det er ikke recovery-orientering, som Inger-Liss Christoffersen betegner det i hendes anmeldelse³ i LAP's medlemsblad, det er ikke at "indgive håb", som Lennart Jansson skriver. Det er endnu en opfordring til at resignere og finde sig i en skæbne med livslang sygdom, det er endnu en opfordring til at overlade styringen af ens liv til "eksperterne" og deres "ekspertise", i stedet for at lytte til sin egen intuition, og tage ansvar for sit eget liv. Det er disempowerment, for at bruge recovery-bevægelsens terminologi.
Ligesom det ikke er en "forløsning", som Kurt Ladefoged skriver, en af de to i filmen portrætterede unge kalder det, at have fået diagnosen, at have fået "sat ord på og få svar på det, der har været uafklaret for dig i store dele af dit liv", men en bortforklaring af det uafklarede:
“(…) Alle har behov for at skabe en mening med deres liv. Mennesker er skabninger der bebor såvel tid som rum - andre skabninger lever meget mere i øjeblikket med kun lidt sans for for- og fremtid. Vi har behov for at skabe en topografi af tiden, et kort over livet, og det er vores historie. Herfra stammer vores fascination for historier og historiefortælling - fra dette behov for at kortlægge tiden og finde vores plads i den.
En diagnose er en erstatning for en personlig fortælling. Det er et forsøg på, at give nogen en historie når de ikke kan finde mening selv, men den er i sagens natur utilfredsstillende. Den placerer personen i en kasse og tilpasser individet til historien i stedet for at historien tilpasses individet. Del af recovery-processen er processen af at kræve din egen historie tilbage - den historie, der giver mening i dit liv, ikke i nogen andens. (…)” som "Pablo" skriver her.
Det er helt afgjort både en lettelse og en nødvendighed for at komme sig helt, at få sat ord på det uafklarede, når dette uafklarede selv baner sig vej ind i ens bevidsthed og oversvømmer den, som det sker i "psykosen". Det er en lettelse og en nødvendighed for at komme sig helt, at bevidstgøre og skabe mening i det uafklarede. Kun ad den vej kan man nogensinde opnå acceptance, og, som følge af denne, forandring og altså recovery. Fuld recovery.
Diagnosebegreber som "psykose" og "skizofreni" bliver i kombination med budskaber om genetisk betinget, biologisk hjernesygdom til synonymer for "meningsløs". Og forløser dermed ingenting. Tværtimod. I det øjeblik ordet "psykose" accepteres som endegyldig forklaring på de "psykotiske" oplevelser man har, bliver enhver søgen efter en dybere mening meningsløs. Og det "psykotiske" menneske bliver låst fast i meningsløsheden, med en kronificering af "psykosen" til følge.
Det ser ud til, at Åbenhed gør stærk benytter sig af lignende formelle virkemidler (krydsklip, interviews) som Daniel Mackler's Take These Broken Wings. Men mens Lennart Jansson mener, at "Den [filmen Åbenhed gør stærk] kan varmt anbefales til patienter og pårørende. Filmen anbefales også til psykiatrisk personale, medicinske studenter og læger," tænker jeg, at det snarere må frarådes alle på det kraftigste, at kaste 100 kroner ud af vinduet. Med mindre man synes, man trænger til en gang massiv indoktrination med håbløse, inkorrekte budskaber om ubalancer i transmitterstofskiftet, fejludviklede hjerner, defekte gener, nødvendigheden af livslang "vedligeholdelsesmedicinering", og en recoverychance, der nærmer sig nul (mht. virkelig recovery, ikke mht. psykiatriens udvandede fejlfortolkning af begrebet), eller med mindre man synes, man mangler dokumentation for, hvordan establishmentet diskriminerer og undertrykker kriseramte mennesker.
For, det er netop hvad budskabet i Åbenhed gør stærk er. Diskriminering og undertrykkelse af kriseramte mennesker som værende genetisk defekte, og afhængige af "ekspert"hjælp for livet.
På den ene side er det meget rosværdigt, at filmen lader kriseramte mennesker selv komme til orde. På den anden sider lader heller ikke denne film, lige så lidt som mainstreammedierne ellers, et eneste af de mennesker komme til orde, der er kommet sig helt, men tyr "politisk korrekt" til at interviewe et par af den psykiatriske imperialisme kolonialiserede mennesker og deres lige så kolonialiserede pårørende. Men, selvfølgeligt, fuld recovery findes ikke i psykiatriens bevidsthed, da den kun opnås af mennesker, der magter at befrie sig fra vor tids diskriminerende og undertrykkende system, og gå alternative veje. Det kunne nu være interessant at høre Gertrud Krarup, for eksempel, forklare tilfældet Joanne Greenberg, eller Catherine Penney, Ron Bassman, Dorothea Buck, Rufus May eller eller eller... For vi er mange, os, der er kommet sig helt. Men vi har jo nok bare været "fejldiagnsticeret", eller også skal vi bare vente og se, det sker sikkert (IKKE!) igen...
At på den måde, som filmen gør det, alene ty til udsagn fra kolonialiserede kriseramte mennesker, er således ikke andet end et forsøg på, at dække over filmens forudindtagethed. Det, vi hører, når Helle og Emil taler, er ikke deres egne, men systemets ord. Det er, hvad der kendetegner kolonialisering: at styre, erstatte eller udrydde det oprindelige. I stedet for at lade det oprindelige selv komme til udtryk, i stedet for at give plads til det oprindeliges eget sprog, som Daniel Mackler's film, og i øvrigt også Leo Regan's The Doctor Who Hears Voices , og Edgar Hagen's Someone Beside You, gør det, foregøgles seeren af Åbenhed gør stærk, at systemets budskab er det eneste sande budskab med hensyn til emotionelle kriser. Tilsyneladende underbygget af kriseramte mennesker selv.
Daniel Mackler spørger i Take These Broken Wings Joanne Greenberg, hvad hun tror, systemets "sandhed" og den deraf følgende tilgang til kriser havde gjort ved hende: "Lad os sige, du var ung i dag, lad os sige 14, 15, 16..."
Joanne Greenberg: "Gud forbyde!"
D.M.: "...og du havde skizofreni i dag..."
J.G.: "Det, der ville ske for mig i dag er, at jeg ville blive indlagt på en ungdomsafdeling et eller andet sted hen, og så ville jeg dø."
Joanne Greenberg blev psykiatriseret før de såkaldte "antipsykotika" fandt større udbredelse. Hun var indlagt på Chestnut Lodge, hvor hendes terapeut, Frieda Fromm-Reichmann successrigt prakticerede intensiv psykoterapi med som "skizofren" stemplede mennesker. Joanne Greenberg opnåede fuld recovery, blev verdenskendt forfatter (bl.a. I Never Promised You a Rose Garden) og professor i litteraturvidenskab.
Åbenhed gør stærk fortæller os, at Helle bor på et psykiatrisk bosted. Sandsynligheden for, at Helle og Emil bliver professor i hvad det end måtte være, er lig med nul. De vil højst sandsynligvis tilbringe deres liv med førtidspension, på bo- eller væresteder i udkanten af samfundet, kronisk syg og afhængig af systemets recoveryforhindrende,
hjerneskadende "behandling" resten af deres, takket være "behandlingen" med ca. 25 år forkortede, liv.
Daniel Mackler spørger i filmen Take These Broken Wings Joanne Greenberg også, hvad hun tror, Frieda Fromm-Reichmann ville sige til nutidens "behandling" af "skizofreni". "This is nonsense," er Joanne Greenberg's bud på Frieda Fromm-Reichmann's mest sandsynlige svar. Og nonsense er det. Ligesom filmen Åbenhed gør stærk.
_______________
¹ Kurt Ladefoged, "Skizofreni: Dert starter i de unge år"
² Lennart Jansson, Anette Vårlind, "Åbenhed gør stærk - om skizofreni i familien"
³ Inger-Liss Christoffersen, "Anmeldelse: 'Åbenhed gør stærk - om skizofreni i familien' "
⁴ PsykMISInfo? PsykMISInfo!!!
tirsdag den 24. marts 2009
Det helt normale vanvid
I never wanted to be normal, anyway. Normal got us into the mess we're in. -Tooker Gomberg
Sigrun postede i dag et indlæg om "vanlige og uvanlige mennesker", der ledte mine tanker til bl.a. et læserbrev, jeg fik kendskab til igennem en ven, tilbage i 2007.
Oprindeligt postede jeg nedenstående indlæg, der omhandler indholdet af læserbrevet, på min 24-timer-blog, der imidlertid, efter en relativ kort testkørsel med mindre tilfradsstillende resultat (jeg siger bare "formatering" og "kommentarpolitik" - med specielt tyngdepunkt på det sidste), hurtigt blev opgivet igen. Uden at jeg nogensinde fik postet indlægget her på bloggen.
I anledning af Sigruns indlæg ovre på hendes blog, kommer det altså nu alligevel her:
Hans Ersgaard, narkoselæge fra Esbjerg, sendte sidste efterår et læserbrev til Jydske Vestkysten, som blev offentliggjort i bladet den 29.09.07. Desværre har jeg ikke linket, og man skal være abonnent på bladet (hvilket jeg ikke er), for at få adgang. Jeg blev via en ven oplyst om indholdet af læserbrevet, som er en kommentar til politikernes besparelser indenfor psykiatrien.
Hans Ersgaard lægger ud med at remse nogle kriminelle handlinger op, begået "af mennesker, som ikke er helt friske i øverste etage." Han mener nu ikke, det kan være rigtigt, at disse "ikke helt friske i øverste etage" værende mennesker kan have lov til at færdes frit i samfundet, nej! De hører hjemme i psykiatriske institutioner, læs: ind på den lukkede med dem, og smid så nøglen laaangt væk! Så, ifølge Dr. Ersgaard må "alle de nødder", som han vælger at udtrykke sig, "der er sparet ud af psykiatrien (...) tilbage igen."
Og videre: "Ikke for deres skyld," han mener de ikke helt friske i øverste etage værende, "men for vores, skatteborgerne (...)."
Hvis man nu tror, at så kan det vist ikke blive meget mere menneskeforagtende, må man tro om: "Der skal sikkert ikke ske ret mange flere tilfælde," af kriminalitet, begået af de ikke helt friske osv., "før selvtægten kommer frem. Jeg vil godt betale for patronerne", konkluderer vores ganske almindelige gennemsnitsdansker, der så almindelig måske alligevel ikke er, da han som læge vel egentligt burde eje et vist minimum af ydmyghed, respekt for liv og sans for hvad der er etisk forsvarligt. Et minimum, der måske burde overstige gennemsnitsdanskerens.
Men, på den anden side, hvordan det faktisk er bestilt om både ydmyghed, respekten for liv og etikken indenfor lægernes verden, er psykiatrien jo et lysende eksempel på.
Er der noget at sige til, at jeg, på trods af et ellers meget vellykket terapiforløb, til stadighed af og til ser mig mistroisk omkring, og, i sjældne tilfælde heldigvis kun, stadigt kan få et mindre panikanfald, lørdag, kl. 13 i Netto, omringet af ganske almindelige gennemsnitsdanskere???
________________
"Posttraumatisk stressreaktion (PTSD) er en naturlig, emotionel reaktion på en dybt rystende og forstyrrende oplevelse. Det er en normal reaktion på en unormal situation." Fra ptsd.org's hjemmeside. Eller, faktisk meget mere korrekt: Det er en naturlig reaktion på en unaturlig situation - der så både kan være normal eller unormal. Mange unaturlige, traumatiserende omstændigheder betragtes jo i vores samfund som helt normale. Således en holdning til mennesker i krise, som den, Hans Ersgård's læserbrev giver udtryk for. Eller Aida Husejinovic's artikel: Mennesker i krise er per definition åndsamøber, intellektuelt mindrebemidlede second-rate eksistenser. Som psykologen så bare skal afrette til at huske, at tage deres daglige, hjernekapaciteten reducerende "medicin". Ved hjælp af lidt rottedressur, aka "psykoedukation", kognitiv adfærds"terapi", eller andet af den skuffe.
Sigrun postede i dag et indlæg om "vanlige og uvanlige mennesker", der ledte mine tanker til bl.a. et læserbrev, jeg fik kendskab til igennem en ven, tilbage i 2007.
Oprindeligt postede jeg nedenstående indlæg, der omhandler indholdet af læserbrevet, på min 24-timer-blog, der imidlertid, efter en relativ kort testkørsel med mindre tilfradsstillende resultat (jeg siger bare "formatering" og "kommentarpolitik" - med specielt tyngdepunkt på det sidste), hurtigt blev opgivet igen. Uden at jeg nogensinde fik postet indlægget her på bloggen.
I anledning af Sigruns indlæg ovre på hendes blog, kommer det altså nu alligevel her:
Hans Ersgaard, narkoselæge fra Esbjerg, sendte sidste efterår et læserbrev til Jydske Vestkysten, som blev offentliggjort i bladet den 29.09.07. Desværre har jeg ikke linket, og man skal være abonnent på bladet (hvilket jeg ikke er), for at få adgang. Jeg blev via en ven oplyst om indholdet af læserbrevet, som er en kommentar til politikernes besparelser indenfor psykiatrien.
Hans Ersgaard lægger ud med at remse nogle kriminelle handlinger op, begået "af mennesker, som ikke er helt friske i øverste etage." Han mener nu ikke, det kan være rigtigt, at disse "ikke helt friske i øverste etage" værende mennesker kan have lov til at færdes frit i samfundet, nej! De hører hjemme i psykiatriske institutioner, læs: ind på den lukkede med dem, og smid så nøglen laaangt væk! Så, ifølge Dr. Ersgaard må "alle de nødder", som han vælger at udtrykke sig, "der er sparet ud af psykiatrien (...) tilbage igen."
Og videre: "Ikke for deres skyld," han mener de ikke helt friske i øverste etage værende, "men for vores, skatteborgerne (...)."
Hvis man nu tror, at så kan det vist ikke blive meget mere menneskeforagtende, må man tro om: "Der skal sikkert ikke ske ret mange flere tilfælde," af kriminalitet, begået af de ikke helt friske osv., "før selvtægten kommer frem. Jeg vil godt betale for patronerne", konkluderer vores ganske almindelige gennemsnitsdansker, der så almindelig måske alligevel ikke er, da han som læge vel egentligt burde eje et vist minimum af ydmyghed, respekt for liv og sans for hvad der er etisk forsvarligt. Et minimum, der måske burde overstige gennemsnitsdanskerens.
Men, på den anden side, hvordan det faktisk er bestilt om både ydmyghed, respekten for liv og etikken indenfor lægernes verden, er psykiatrien jo et lysende eksempel på.
Er der noget at sige til, at jeg, på trods af et ellers meget vellykket terapiforløb, til stadighed af og til ser mig mistroisk omkring, og, i sjældne tilfælde heldigvis kun, stadigt kan få et mindre panikanfald, lørdag, kl. 13 i Netto, omringet af ganske almindelige gennemsnitsdanskere???
________________
"Posttraumatisk stressreaktion (PTSD) er en naturlig, emotionel reaktion på en dybt rystende og forstyrrende oplevelse. Det er en normal reaktion på en unormal situation." Fra ptsd.org's hjemmeside. Eller, faktisk meget mere korrekt: Det er en naturlig reaktion på en unaturlig situation - der så både kan være normal eller unormal. Mange unaturlige, traumatiserende omstændigheder betragtes jo i vores samfund som helt normale. Således en holdning til mennesker i krise, som den, Hans Ersgård's læserbrev giver udtryk for. Eller Aida Husejinovic's artikel: Mennesker i krise er per definition åndsamøber, intellektuelt mindrebemidlede second-rate eksistenser. Som psykologen så bare skal afrette til at huske, at tage deres daglige, hjernekapaciteten reducerende "medicin". Ved hjælp af lidt rottedressur, aka "psykoedukation", kognitiv adfærds"terapi", eller andet af den skuffe.
"Loven har været et instrument til at undertrykke os" - Til minde om David Stolper
Jeg har postet videoen forneden før. I dag poster jeg den igen. Til minde om David Stolper, aktivist og MindFreedom-medlem fra Sydafrika, der i går, efter syv års kamp såvel for sin egen frihed og sine egne menneskerettigheder, som for andres, valgte at tage sit liv.
David Stolper blev i 2002 "state patient" (patient af staten) på ubestemt tid, dvs. han blev frataget sine fundamentale menneskerettigheder, og underkastet psykiatriens enerådende magt. Selvmord blev den eneste vej ud af denne uudholdelige situation.
Nej, psykiatrien forhindrer ikke selvmord. Psykiatrien forårsager selvmord. Det er David et af bare alt for mange eksempler på.
Læs også interviewartiklen "The law has been an instrument of our oppression" og blogindlægget "Psychrights activist escapes psychiatric system by killing himself".
David Stolper blev i 2002 "state patient" (patient af staten) på ubestemt tid, dvs. han blev frataget sine fundamentale menneskerettigheder, og underkastet psykiatriens enerådende magt. Selvmord blev den eneste vej ud af denne uudholdelige situation.
Nej, psykiatrien forhindrer ikke selvmord. Psykiatrien forårsager selvmord. Det er David et af bare alt for mange eksempler på.
Læs også interviewartiklen "The law has been an instrument of our oppression" og blogindlægget "Psychrights activist escapes psychiatric system by killing himself".
Er psykologer virkeligt så dumme?
...Eller lader de bare som om??
I går aftes faldt jeg tilfældigvis over Aida Husejinovic's artikel "Kognitiv remediation ved skizofreni", Psykolog Nyt nr. 3, 2009, s. 20 - 27, hvor hun bl.a. skriver:
"Selv om Emil Kraepelin allerede for over 100 år siden blev opmærksom på, at kognitive dysfunktioner var udprægede hos skizofrenipatienter, blev dette aspekt længe anset for en medicinsk bivirkning. Nyere evidens peger dog på, at kognitive dysfunktioner er et kerneaspekt ved sygdommen og kendetegner de fleste patienter." (Op.cit., s.20)
Og længere nede: "Dysfunktioner i opmærksomhed og hukommelse regnes for at være biologiske markører for skizofreni, da de er synlige længe før sygdommens debut samt ses hos familiemedlemmer til skizofrenipatienter." (Op.cit., s.20/21)
'Der har vi det,' tænker jeg, når jeg ser denne "argumentation" til fordel for den biologiske årsagsmodel, 'Den omvendte verden.' Som Mary Boyle for eksempel beskriver den i artiklen "The problem with diagnosis", The Psychologist, vol. 20, part 5, May 2007, s. 290 - 292. - I øvrigt en glimrende artikel, der kun kan anbefales!
Det er mig en gåde, hvordan en psykolog kan misse, at stress, stress, ja, som i trauma, meget vel kan reducere det stressede menneskes kognitive evner. Dysfunktionel kommunikation og misbrug skaber stress. Og dermed også kognitiv dysfunktion. For alle involverede. Og, især for med "skizofreni" stemplede mennesker, langt før deres første krise. Ofte igennem hele opvæksten.
Jeg kunne godt tænke mig at se, hvor mange kognitive evner Aida Husejinovic selv ville være i stand til at mobilisere i en testsituation, hvor hun samtidigt med at hendes kognitive evner blev testet, havde et ladt og afsikret våben pegende direkte mod sig, og fik at vide, at hun ville blive skudt ved det første forkerte svar. Det er nemlig ca. det stresslevel, man lever under i et dysfunktionelt, misbrugende forhold.
I modsætning til hvad Aida Husejinovic tager som nærmest indiskutabel grundlag for sine betragtninger om "skizofrenipatienters" kognitive evner, så findes der altså en støt øgende del nyere forskning, der tyder på, at såkaldt "skizofreni" er en form for posttraumatisk stressreaktion. Ikke en biologisk hjernesygdom. Jf. for eksempel Paul Hammersley og John Read's metastudie. - Men man vil søge forgæves efter den slags referencer i litteraturlisten til artiklen. Til gengæld vil man finde en hel del neuro- og biobiobiopsykiatriske referencer. Klart.
Og igen må det understreges, at, mens Hammersley og Read - og lignende studier - konkluderer, at trauma "kun" i gennemsnitligt 70% af enkelttilfældene er påviseligt, der ikke er taget højde for andet end fysiske/seksuelle overgreb i deres undersøgelser. Der er ikke taget højde for rent verbale og psykologiske overgreb, der "gør lige så ondt som seksuel misbrug". Og at Hammersley og Read selv anmærker, at det ikke i alle tilfælde har været muligt, at entydigt påvise overgreb/trauma, da en del psykiatriserede mennesker aldrig var blevet spurgt om deres livshistorie. - Efter mottet: "Lad være med at stille et spørgsmål, som du i forvejen ved, du ikke vil bryde dig om svaret på!"
Ja. Og hvis man vil have det hele endnu mere ligetil, så kan man i princippet nøjes med at ganske enkelt sammenligne diagnosekriterierne for "skizofreni" med dem for PTSD - og blive overrasket over ligheden. Stort set eneste forskel: mennesker, der diagnosticeres med "skizofreni" husker ikke de oplevelser, der har været traumatiserende for dem, husker dem ikke som traumatiserende, og/eller de kan relativt problemløst benægtes af omgivelserne. Hvor belejligt! For overgriberne.
Som Mary Boyle siger det så træffende i ovennævnte artikel: "Alle videnskabsfolk sigter mod at identificere mønstre, eller meningsfulde relationer, i hvad det end er, de undersøger. Og ingen fremadsøgende videnskab har nogensinde været successrig med at definere fra starten hvilke mønstre den vil komme til at observere, og opretholde denne tro til trods for adskillige tiår af resultatløs forskning. Ikke desto mindre er dette nøjagtigt hvad der er sket med hensyn til psykiatrisk diagnosticering."
Forudindtagethed har aldrig været grundlag for andet end ignorance. Mens ignorance danner den perfekte beskyttelse for overgriberen.
Og helt bortset fra, at altså også psykologer, og ikke bare psykiatere, ignorerer overgreb i stor stil - for at beskytte det overgribersamfund vi lever i - så ignorerer de - i samme øjemed - altså også den neurologiske videnskab. Det er efterhånden ikke længere bare en antagelse, men et videnskabeligt bevist faktum, at neuroleptika forårsager svind af hjernematerie, netop i den forreste del af hjernen, den del af hjernen, hvor de kognitive evner lokaliseres. Den del af hjernen, der gør os til mennesker. Den kemiske lobotomi. Netop.
Måske var det på tide for psykologien, at overveje sin rolle i vor civilisations krig mod (den menneskelige) natur, og melde klart ud, om man står på sit klientels side, eller på overgribernes? Måske var det på tide, at se den egne, indre overgriber, der taler noget så tydeligt ud af Aida Husejinovic's artikel, i øjnene og bekende sig til den? Acceptance er som bekendt forudsætningen for forandring.
"Dem og os", ja. Men som Derrick Jensen antyder, det er ikke os, kritikerne, der ønsker en "dem og os"-situation. Det er psykiatrien - og åbenbart psykologien med den - der gør mennesker i krise til sine fjender.
_______________
Og ja, mine egne kognitive evner nærmede sig nul igennem de ca. seks uger, den akutte krise varede. Fordi jeg var alt for optaget af det, der foregik dybt inde i mig, til at have den mindste energi i overskud til at bekymre mig om - sammenlignet - trivialiteter som retstavning, regning, eller andre hverdagsbanaliteter. Jeg har til gengæld aldrig været mere kognitivt velfungerende, som på nuværende tidspunkt, efter jeg har bevidstgjort og bearbejdet, og altså stresset af, en hel del. Og takket være det faktum, at jeg ikke blev kemisk lobotomeret.
I går aftes faldt jeg tilfældigvis over Aida Husejinovic's artikel "Kognitiv remediation ved skizofreni", Psykolog Nyt nr. 3, 2009, s. 20 - 27, hvor hun bl.a. skriver:
"Selv om Emil Kraepelin allerede for over 100 år siden blev opmærksom på, at kognitive dysfunktioner var udprægede hos skizofrenipatienter, blev dette aspekt længe anset for en medicinsk bivirkning. Nyere evidens peger dog på, at kognitive dysfunktioner er et kerneaspekt ved sygdommen og kendetegner de fleste patienter." (Op.cit., s.20)
Og længere nede: "Dysfunktioner i opmærksomhed og hukommelse regnes for at være biologiske markører for skizofreni, da de er synlige længe før sygdommens debut samt ses hos familiemedlemmer til skizofrenipatienter." (Op.cit., s.20/21)
'Der har vi det,' tænker jeg, når jeg ser denne "argumentation" til fordel for den biologiske årsagsmodel, 'Den omvendte verden.' Som Mary Boyle for eksempel beskriver den i artiklen "The problem with diagnosis", The Psychologist, vol. 20, part 5, May 2007, s. 290 - 292. - I øvrigt en glimrende artikel, der kun kan anbefales!
Det er mig en gåde, hvordan en psykolog kan misse, at stress, stress, ja, som i trauma, meget vel kan reducere det stressede menneskes kognitive evner. Dysfunktionel kommunikation og misbrug skaber stress. Og dermed også kognitiv dysfunktion. For alle involverede. Og, især for med "skizofreni" stemplede mennesker, langt før deres første krise. Ofte igennem hele opvæksten.
Jeg kunne godt tænke mig at se, hvor mange kognitive evner Aida Husejinovic selv ville være i stand til at mobilisere i en testsituation, hvor hun samtidigt med at hendes kognitive evner blev testet, havde et ladt og afsikret våben pegende direkte mod sig, og fik at vide, at hun ville blive skudt ved det første forkerte svar. Det er nemlig ca. det stresslevel, man lever under i et dysfunktionelt, misbrugende forhold.
I modsætning til hvad Aida Husejinovic tager som nærmest indiskutabel grundlag for sine betragtninger om "skizofrenipatienters" kognitive evner, så findes der altså en støt øgende del nyere forskning, der tyder på, at såkaldt "skizofreni" er en form for posttraumatisk stressreaktion. Ikke en biologisk hjernesygdom. Jf. for eksempel Paul Hammersley og John Read's metastudie. - Men man vil søge forgæves efter den slags referencer i litteraturlisten til artiklen. Til gengæld vil man finde en hel del neuro- og biobiobiopsykiatriske referencer. Klart.
Og igen må det understreges, at, mens Hammersley og Read - og lignende studier - konkluderer, at trauma "kun" i gennemsnitligt 70% af enkelttilfældene er påviseligt, der ikke er taget højde for andet end fysiske/seksuelle overgreb i deres undersøgelser. Der er ikke taget højde for rent verbale og psykologiske overgreb, der "gør lige så ondt som seksuel misbrug". Og at Hammersley og Read selv anmærker, at det ikke i alle tilfælde har været muligt, at entydigt påvise overgreb/trauma, da en del psykiatriserede mennesker aldrig var blevet spurgt om deres livshistorie. - Efter mottet: "Lad være med at stille et spørgsmål, som du i forvejen ved, du ikke vil bryde dig om svaret på!"
Ja. Og hvis man vil have det hele endnu mere ligetil, så kan man i princippet nøjes med at ganske enkelt sammenligne diagnosekriterierne for "skizofreni" med dem for PTSD - og blive overrasket over ligheden. Stort set eneste forskel: mennesker, der diagnosticeres med "skizofreni" husker ikke de oplevelser, der har været traumatiserende for dem, husker dem ikke som traumatiserende, og/eller de kan relativt problemløst benægtes af omgivelserne. Hvor belejligt! For overgriberne.
Som Mary Boyle siger det så træffende i ovennævnte artikel: "Alle videnskabsfolk sigter mod at identificere mønstre, eller meningsfulde relationer, i hvad det end er, de undersøger. Og ingen fremadsøgende videnskab har nogensinde været successrig med at definere fra starten hvilke mønstre den vil komme til at observere, og opretholde denne tro til trods for adskillige tiår af resultatløs forskning. Ikke desto mindre er dette nøjagtigt hvad der er sket med hensyn til psykiatrisk diagnosticering."
Forudindtagethed har aldrig været grundlag for andet end ignorance. Mens ignorance danner den perfekte beskyttelse for overgriberen.
Og helt bortset fra, at altså også psykologer, og ikke bare psykiatere, ignorerer overgreb i stor stil - for at beskytte det overgribersamfund vi lever i - så ignorerer de - i samme øjemed - altså også den neurologiske videnskab. Det er efterhånden ikke længere bare en antagelse, men et videnskabeligt bevist faktum, at neuroleptika forårsager svind af hjernematerie, netop i den forreste del af hjernen, den del af hjernen, hvor de kognitive evner lokaliseres. Den del af hjernen, der gør os til mennesker. Den kemiske lobotomi. Netop.
Måske var det på tide for psykologien, at overveje sin rolle i vor civilisations krig mod (den menneskelige) natur, og melde klart ud, om man står på sit klientels side, eller på overgribernes? Måske var det på tide, at se den egne, indre overgriber, der taler noget så tydeligt ud af Aida Husejinovic's artikel, i øjnene og bekende sig til den? Acceptance er som bekendt forudsætningen for forandring.
"Dem og os", ja. Men som Derrick Jensen antyder, det er ikke os, kritikerne, der ønsker en "dem og os"-situation. Det er psykiatrien - og åbenbart psykologien med den - der gør mennesker i krise til sine fjender.
_______________
Og ja, mine egne kognitive evner nærmede sig nul igennem de ca. seks uger, den akutte krise varede. Fordi jeg var alt for optaget af det, der foregik dybt inde i mig, til at have den mindste energi i overskud til at bekymre mig om - sammenlignet - trivialiteter som retstavning, regning, eller andre hverdagsbanaliteter. Jeg har til gengæld aldrig været mere kognitivt velfungerende, som på nuværende tidspunkt, efter jeg har bevidstgjort og bearbejdet, og altså stresset af, en hel del. Og takket være det faktum, at jeg ikke blev kemisk lobotomeret.
Hjælp Ray! Skriv under på petitionen mod hans tvungne elektrochok
Nu bliver det altså snart ikke nemmere at gøre noget, for at hjælpe Ray Sandford i hans kamp for at få sine menneskerettigheder respekteret. Skriv under på petitionen "Stop the Forced Electroshock of Ray Sandford" her!
søndag den 22. marts 2009
Boston Globe-interview med Judi Chamberlin
Boston Globe har i dag et interview med Judi Chamberlin, hvor hun bl.a. kommer ind på mediernes og samfundets diskriminerende måde at, gang på gang, fremstille mennesker i emotionelle kriser som utilregnelige øksemordere, på irrationaliteten af farekriteriet mht. tvang, og vigtigheden af selvbestemmelse mht. hjælp.
Læs også Judi's eget blogindlæg om interviewet m.m.. - Og kommenter gerne på Boston Globe-artiklen. "Vennerne" fra TAC har allerede været på pletten og bekræftet Judi's udtalelser angående panikmageriet...
Læs også Judi's eget blogindlæg om interviewet m.m.. - Og kommenter gerne på Boston Globe-artiklen. "Vennerne" fra TAC har allerede været på pletten og bekræftet Judi's udtalelser angående panikmageriet...
lørdag den 21. marts 2009
Hvor meget Zyprexa kan en fireåring tåle? Flere nyheder om (halv-)guden Dr. Joseph Biederman
En ting er, at Dr. Biederman's advokat har bedt om, at hans klient beskyttes mod New York Times-journalister, hvilket, som en artikel på AHRP's hjemmeside udtaler, tyder på "forskningsmetoder, der vækker etisk og videnskabelig bekymring". En anden er, at der f.eks. i et forsøg med "antipsykotisk medicin" for børn i 2005 blev givet 12,5 mg olanzapin (Zyprexa) til et barn, mens den højeste, tilladte dosis for børn er 7,5 mg. Børnene i studien var mellem 4 og 6 år gamle.
Hm, gad vide, om Per Hove Thomsen eller Benedikte Volfing ikke også havde været med på den?
Hm hm, jeg ved godt, at det er kontroversielt. Igen. Men det leder altså mine tanker helt automatisk til denne (halv-)gud i hvid. Ja. Og i sidste ende kommer vi jo ikke udenom at erkende, at det var psykiatrien, der gjorde Auschwitz muligt.
Tak til Fiddy for tippet.
_______________
P.S.: Joseph og Josef...
Hm, gad vide, om Per Hove Thomsen eller Benedikte Volfing ikke også havde været med på den?
Hm hm, jeg ved godt, at det er kontroversielt. Igen. Men det leder altså mine tanker helt automatisk til denne (halv-)gud i hvid. Ja. Og i sidste ende kommer vi jo ikke udenom at erkende, at det var psykiatrien, der gjorde Auschwitz muligt.
Tak til Fiddy for tippet.
_______________
P.S.: Joseph og Josef...
The God Delusion
Hvis nu nogen skulle tro, at Dr. Joseph Biederman på nogen måde er plaget af de mindste tvivl angående den etiske forsvarlighed af hans handlinger, så er her en lille "godbid" til fra sidstnævnte afhøring (via Gianna's fra Stephany's blog):
Spørgsmål: Og De indrømmer, at De er en af de mest ihærdige fortalere for aggressiv [medikamentel] behandling af førskolebørn?
Svar (Biederman): Det siger hun [en journalist fra Washington Post] om mig.
Spørgsmål: Jeg spurgte ikke, om det var hendes udsagn om Dem. Jeg spørger Dem, om De er en af de mest ihærdige fortalere for aggressiv behandling af førskolebørn.
Svar (Biederman): Det er jeg.
Læseren vil måske spørge sig, hvilken relevans Dr. Joseph Biederman egentligt har med hensyn til den danske psykiatri. Han er vel bare en af de der lettere storhedsvanvittige, amerikanske "freaks", der på ingen måde kan sammenlignes med sine samvittighedsfulde, retskafne, danske kollegaer, der intet andet har i tankerne, end deres patienters vel og ve?
Forkert. Ganske konkret har vi herhjemme for eksempel Per Hove Thomsen fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Regionscenter i Risskov, der er en engageret fortaler for dopingen af børn og unge med psykoaktive stoffer, og der bl.a. mener, det er helt fint at supplere "behandlingen" af med "OCD" diagnosticerede unge med en SSRI (antidepressivum) med Risperdal, og at give SSRIs til femåringer, der er stemplet med "OCD". Mens Per Hove Thomsen godt nok ikke lige umiddelbart kan sættes i forbindelse med Johnson&Johnson, men dog med Pfizer, producent af lykkepillen Zoloft.
Måske var det på tide, at vi i Danmark fik en lov, svarende til den amerikanske som Senator Grassley handler ud fra, der gør det obligatorisk for læger, at indberette hver og én halvtredsøre, de modtager fra farmagiganterne "ved siden af"?? Måske var det på tide, at også Danmark gjorde det strafbart, at "glemme" at fortælle om lønsomme, venskabelige forbindelser til Big Pharma, eller pHARMa, som nogle meget træffende staver til det, mens man arbejder for det offentlige?? Én ting er sikkert: det ville også her i landet ramme psykiatere hårdere, end enhver anden specialist. Netop fordi, som Alison Bass skriver i sit blogindlæg, nærmest enhver emotionel, menneskelig oplevelse og adfærd kan psykiatriseres, sygeliggøres, og dermed gøres til en lukrativ indtægtskilde for farmaindustrien. Uden at der findes konkrete, videnskabelige fakta, på hvis grundlag "normalt" entydigt kunne afgrænses fra "unormalt".
Biopsykiatrien er en uovertruffen guldgrubbe for farmaindustrien. Netop fordi ingen psykdiagnose kan bevises at stå for en reel sygdom.
Og det er netop dette stort set totale fravær af videnskabelighed i psykiatrien, der gør dette medicinske speciales protagonister, eller måske skulle jeg sige: denne trosretnings præster, psykiaterne, så sårbare for vrangforestillinger af storhedsvanvittig karaktér. Alle. Ikke kun Dr. Joseph Biederman. Han er bare en af dem, der udviser symptomerne på disse vrangforestillinger mest tydeligt. Et andet dansk eksempel er Benedikte Volfing, der mener, det er helt i orden, at misbruge mennesker i dybe eksistentielle kriser som forsøgskaniner efter hendes forgodtbefindende.
Lider psykiatere af den samme sygdom, som de ser og diagnosticerer i deres klientel? Værre endnu. For, som jeg skriver i en kommentar på Stephany's blog, når psykiatere identificerer sig med Gud, eller bare næsten-Gud, med Gud som den eneste i rangen højere instans end dem selv, så mener de det. Bogtaveligt. Ikke symbolsk, som mennesker i krise mener det.
Spørgsmål: Og De indrømmer, at De er en af de mest ihærdige fortalere for aggressiv [medikamentel] behandling af førskolebørn?
Svar (Biederman): Det siger hun [en journalist fra Washington Post] om mig.
Spørgsmål: Jeg spurgte ikke, om det var hendes udsagn om Dem. Jeg spørger Dem, om De er en af de mest ihærdige fortalere for aggressiv behandling af førskolebørn.
Svar (Biederman): Det er jeg.
Læseren vil måske spørge sig, hvilken relevans Dr. Joseph Biederman egentligt har med hensyn til den danske psykiatri. Han er vel bare en af de der lettere storhedsvanvittige, amerikanske "freaks", der på ingen måde kan sammenlignes med sine samvittighedsfulde, retskafne, danske kollegaer, der intet andet har i tankerne, end deres patienters vel og ve?
Forkert. Ganske konkret har vi herhjemme for eksempel Per Hove Thomsen fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Regionscenter i Risskov, der er en engageret fortaler for dopingen af børn og unge med psykoaktive stoffer, og der bl.a. mener, det er helt fint at supplere "behandlingen" af med "OCD" diagnosticerede unge med en SSRI (antidepressivum) med Risperdal, og at give SSRIs til femåringer, der er stemplet med "OCD". Mens Per Hove Thomsen godt nok ikke lige umiddelbart kan sættes i forbindelse med Johnson&Johnson, men dog med Pfizer, producent af lykkepillen Zoloft.
Måske var det på tide, at vi i Danmark fik en lov, svarende til den amerikanske som Senator Grassley handler ud fra, der gør det obligatorisk for læger, at indberette hver og én halvtredsøre, de modtager fra farmagiganterne "ved siden af"?? Måske var det på tide, at også Danmark gjorde det strafbart, at "glemme" at fortælle om lønsomme, venskabelige forbindelser til Big Pharma, eller pHARMa, som nogle meget træffende staver til det, mens man arbejder for det offentlige?? Én ting er sikkert: det ville også her i landet ramme psykiatere hårdere, end enhver anden specialist. Netop fordi, som Alison Bass skriver i sit blogindlæg, nærmest enhver emotionel, menneskelig oplevelse og adfærd kan psykiatriseres, sygeliggøres, og dermed gøres til en lukrativ indtægtskilde for farmaindustrien. Uden at der findes konkrete, videnskabelige fakta, på hvis grundlag "normalt" entydigt kunne afgrænses fra "unormalt".
Biopsykiatrien er en uovertruffen guldgrubbe for farmaindustrien. Netop fordi ingen psykdiagnose kan bevises at stå for en reel sygdom.
Og det er netop dette stort set totale fravær af videnskabelighed i psykiatrien, der gør dette medicinske speciales protagonister, eller måske skulle jeg sige: denne trosretnings præster, psykiaterne, så sårbare for vrangforestillinger af storhedsvanvittig karaktér. Alle. Ikke kun Dr. Joseph Biederman. Han er bare en af dem, der udviser symptomerne på disse vrangforestillinger mest tydeligt. Et andet dansk eksempel er Benedikte Volfing, der mener, det er helt i orden, at misbruge mennesker i dybe eksistentielle kriser som forsøgskaniner efter hendes forgodtbefindende.
Lider psykiatere af den samme sygdom, som de ser og diagnosticerer i deres klientel? Værre endnu. For, som jeg skriver i en kommentar på Stephany's blog, når psykiatere identificerer sig med Gud, eller bare næsten-Gud, med Gud som den eneste i rangen højere instans end dem selv, så mener de det. Bogtaveligt. Ikke symbolsk, som mennesker i krise mener det.
fredag den 20. marts 2009
Patologisk? Eller bare "det helt normale vanvid"?
Ja, det er spørgsmålet med hensyn til Dr. Joseph Biederman, berømt-berygtet Harvard-børnepsykiater, frontfigur i psykiatriens anstrengelser for at få "bipolar"-diagnosen anerkendt for børn - der så selvfølgeligt skal medicineres massivt med for eksempel Risperdal - og forskningsleder ved adskillige forsøg, der - netop! - skulle se på effekten af massiv doping af børn, også småbørn, med - netop! - Risperdal. Efter mottoet: "Hvor meget kan de mon tåle før de falder død om??" Bare roligt. Det drejede sig hovedsagligen om anbragte børn, "foster care kids", som altså ingen lige umiddelbart savnede og græd en tåre over, når de så, endeligt, faldt død om. - Venskabelige forbindelser til Johnson&Johnson? Netop!
Disse, i øvrigt også økonomisk for Biederman meget indbringende forbindelser, tiltrak sidste år U.S. senator Charles E. Grassley's opmærksomhed. Senator Grassley er nemlig i gang med at se lidt nærmere på de venskabelige forbindelser mellem lægestanden og Big Pharma generelt. Og Biederman havde ligesom "glemt", at oplyse hans officielle arbejdsgiver, Harvard University, om de mindst 1,6 millioner dollars, han mellem 2000 og 2007 har kasseret af Big Pharma.
Resultatet af Senator Grassley's nysgerrighed er, at Biederman nu står anklaget: "conflict of interest" - interessekonflikter.
Her en lille interessant udveksling fra en afhøring af Gud, øh Dr. Biederman, mener jeg, ved statsadvokaterne den 26. februar 2009, gengivet efter nytimes.com-artiklen "Drug Maker Told Stories Would Aid It, Papers Say":
Statsadvokaterne spørger Biederman, hvilken professionel position han indehavde på Harvard. "Professor," svarede han.
"Hvad kommer der efter det?" spurgte en advokat, Fletch Trammell.
"Gud," svarede Dr. Biederman.
"Sagde De Gud?" spurgte Mr. Trammell.
"Jada," sagde Dr. Biederman.
Tak til Fiddy. Hans indlæg er seværdigt!!
_______________
Åh, for resten, ja, det står der også i New York Times-artiklen: Blandt Dr. Biederman's papirer fandt man nogle udkast til en Risperdal-studie, der, i følge papirerne, ville vise, at stoffet var både effektivt og sikkert for børn. - Så, i det mindste i denne studie ville børnene nok ikke være faldet død om. I hvert fald ikke før studiens afslutning. Hvis den nogensinde var blevet gennemført.
Og ja, klart! Gud kender selvfølgeligt til resultatet af en "videnskabelig" studie allerede i dens planlægningsstadium.
Disse, i øvrigt også økonomisk for Biederman meget indbringende forbindelser, tiltrak sidste år U.S. senator Charles E. Grassley's opmærksomhed. Senator Grassley er nemlig i gang med at se lidt nærmere på de venskabelige forbindelser mellem lægestanden og Big Pharma generelt. Og Biederman havde ligesom "glemt", at oplyse hans officielle arbejdsgiver, Harvard University, om de mindst 1,6 millioner dollars, han mellem 2000 og 2007 har kasseret af Big Pharma.
Resultatet af Senator Grassley's nysgerrighed er, at Biederman nu står anklaget: "conflict of interest" - interessekonflikter.
Her en lille interessant udveksling fra en afhøring af Gud, øh Dr. Biederman, mener jeg, ved statsadvokaterne den 26. februar 2009, gengivet efter nytimes.com-artiklen "Drug Maker Told Stories Would Aid It, Papers Say":
Statsadvokaterne spørger Biederman, hvilken professionel position han indehavde på Harvard. "Professor," svarede han.
"Hvad kommer der efter det?" spurgte en advokat, Fletch Trammell.
"Gud," svarede Dr. Biederman.
"Sagde De Gud?" spurgte Mr. Trammell.
"Jada," sagde Dr. Biederman.
Tak til Fiddy. Hans indlæg er seværdigt!!
_______________
Åh, for resten, ja, det står der også i New York Times-artiklen: Blandt Dr. Biederman's papirer fandt man nogle udkast til en Risperdal-studie, der, i følge papirerne, ville vise, at stoffet var både effektivt og sikkert for børn. - Så, i det mindste i denne studie ville børnene nok ikke være faldet død om. I hvert fald ikke før studiens afslutning. Hvis den nogensinde var blevet gennemført.
Og ja, klart! Gud kender selvfølgeligt til resultatet af en "videnskabelig" studie allerede i dens planlægningsstadium.
AstraZeneca: "Study 15" viser, at Seroquel stort set er ineffektiv
I sagen omkring AstraZeneca's Seroquel er det bl.a. en studie, der omtales som "study 15", der har fået opmærksomhed. Det er især denne studies resultater, AstraZeneca har gjort sig alle tænkelige anstrengelser for at feje ind under gulvtæppet. Studien er aldrig blevet offentliggjort. Men hvad har det egentligt på sig med denne famøse "study 15"? Philip Dawdy har fået fat i selve studien.
Studien, der dokumenterer et forsøg fra midten af halvfemserne, der sammenligner Seroquel med Haldol, omfatter knap 3.500 sider. Philip har foreløbigt knoklet sig igennem en god del af, om end ikke hele, studien. Han skriver her, at det allerede nu, uden at han har læst hele studien, står klart for ham, hvorfor AstraZeneca ikke ønskede, at et bredere publikum får kendskab til resultaterne.
Studien viser nemlig, at Seroquel ikke er specielt effektiv. Mellem 53 og 65% af deltagerne, der tog Seroquel, droppede ud af forsøget, fordi de fik tilbagefald, og altså blev "psykotiske" igen. Sammenlignet var det kun 30% af de deltagere, der tog Haldol, der oplevede tilbagefald.
"Study 15" indgik ikke desto mindre i det materiale, AstraZeneca indleverede til FDA'en (den amerikanske levneds- og lægemiddelstyrelse), i forbindelse med ansøgningen om godkendelse af Seroquel. Seroquel blev godkendt til brug af FDA'en i 1997, og Philip Dawdy spørger sig, ligesom mig, hvordan et medikament med så dårlige forsøgsresultater overhovedet kan opnå godkendelse. På den anden side er det jo ikke nogen hemmelighed, at lobbyisterne i FDA'en, som i så mange andre statslige, amerikanske institutioner, nærmest er i flertal i forhold til de ansatte...
Interessant ville det være, at vide, om "study 15" også forelå den danske Sundhedsstyrelse, da denne skulle afgøre, om Seroquel skulle godkendes til brug, eller ej. Og hvad der i givet fald altså fik Sundhedsstyrelsen her i landet til at sige god for Seroquel.
Senere, uafhængigt gennemførte studier, såsom CATIE, viste, at Seroquel ikke virkede for hele 84% af forsøgspersonerne.
Imidlertid forlyder det ikke så lidt frækt, fra AstraZeneca's Tony Jewell, at "AstraZeneca tror, at den samlede videnskab omkring Seroquel - inklusive firma-sponsorerede studier, forsøg sponsoreret af staten, og lægernes erfaringer - slår fast, at det er en effektiv og passende behandlingsmulighed for patienter med alvorlige sindslidelser."
Philip spørger desangående, om AstraZeneca også vil "inkludere ikke-offentliggjorde og begravede studier i 'den samlede videnskab omkring Seroquel' ." Jeg for min del får mistanke om, at ineffektive og upassende behandlingsmuligheder ikke er eksistente i den psykofarmakologiske industris verden. I hvert fald ikke, hvad dens egne produkter angår.
Studien, der dokumenterer et forsøg fra midten af halvfemserne, der sammenligner Seroquel med Haldol, omfatter knap 3.500 sider. Philip har foreløbigt knoklet sig igennem en god del af, om end ikke hele, studien. Han skriver her, at det allerede nu, uden at han har læst hele studien, står klart for ham, hvorfor AstraZeneca ikke ønskede, at et bredere publikum får kendskab til resultaterne.
Studien viser nemlig, at Seroquel ikke er specielt effektiv. Mellem 53 og 65% af deltagerne, der tog Seroquel, droppede ud af forsøget, fordi de fik tilbagefald, og altså blev "psykotiske" igen. Sammenlignet var det kun 30% af de deltagere, der tog Haldol, der oplevede tilbagefald.
"Study 15" indgik ikke desto mindre i det materiale, AstraZeneca indleverede til FDA'en (den amerikanske levneds- og lægemiddelstyrelse), i forbindelse med ansøgningen om godkendelse af Seroquel. Seroquel blev godkendt til brug af FDA'en i 1997, og Philip Dawdy spørger sig, ligesom mig, hvordan et medikament med så dårlige forsøgsresultater overhovedet kan opnå godkendelse. På den anden side er det jo ikke nogen hemmelighed, at lobbyisterne i FDA'en, som i så mange andre statslige, amerikanske institutioner, nærmest er i flertal i forhold til de ansatte...
Interessant ville det være, at vide, om "study 15" også forelå den danske Sundhedsstyrelse, da denne skulle afgøre, om Seroquel skulle godkendes til brug, eller ej. Og hvad der i givet fald altså fik Sundhedsstyrelsen her i landet til at sige god for Seroquel.
Senere, uafhængigt gennemførte studier, såsom CATIE, viste, at Seroquel ikke virkede for hele 84% af forsøgspersonerne.
Imidlertid forlyder det ikke så lidt frækt, fra AstraZeneca's Tony Jewell, at "AstraZeneca tror, at den samlede videnskab omkring Seroquel - inklusive firma-sponsorerede studier, forsøg sponsoreret af staten, og lægernes erfaringer - slår fast, at det er en effektiv og passende behandlingsmulighed for patienter med alvorlige sindslidelser."
Philip spørger desangående, om AstraZeneca også vil "inkludere ikke-offentliggjorde og begravede studier i 'den samlede videnskab omkring Seroquel' ." Jeg for min del får mistanke om, at ineffektive og upassende behandlingsmuligheder ikke er eksistente i den psykofarmakologiske industris verden. I hvert fald ikke, hvad dens egne produkter angår.
torsdag den 19. marts 2009
Video med Ray Sandford
Ray Sandford, hans mor Marilyn, og Daryl Trones, en ven, der engagerer sig for at hjælpe Ray, har lavet en video om Ray's tvungne elektrochok. Ray fortæller bl.a., at han gik med til de første tre "behandlinger", men altså efterfølgende ikke ønskede flere. Ray har på nuværende tidspunkt været udsat for flere end 40 elektrochok"behandlinger", og hans mor, der er pensioneret psykiatrisk sygeplejerske, siger, at hans hukommelse har lidt meget. Også hun ønsker, at Ray's tvungne elektrochok ophører.
Ray's værger, Lutheran Social Service of Minnesota, er gået rettens vej, for at stoppe videoen i at komme på nettet, og prøver nu, at få den fjernet igen! Ja, man kan godt spørge sig, hvis interesser denne kristne organisation egentligt varetager. Og hvor kristent det er af dem.
Jayme fra Rayne's World har skrevet et tankevækkende indlæg til videoen, og Stephany fra Soulful Sepulcher har al information om hvad man kan gøre for at hjælpe Ray
Ray's værger, Lutheran Social Service of Minnesota, er gået rettens vej, for at stoppe videoen i at komme på nettet, og prøver nu, at få den fjernet igen! Ja, man kan godt spørge sig, hvis interesser denne kristne organisation egentligt varetager. Og hvor kristent det er af dem.
Jayme fra Rayne's World har skrevet et tankevækkende indlæg til videoen, og Stephany fra Soulful Sepulcher har al information om hvad man kan gøre for at hjælpe Ray
Fascismen har mange ansigter
Svar til Ahmed:
Ahmed: Ja. Men umenneskeligheden træder kun synligt frem i det øjeblik, hvor man formår, at frigøre sig fra det snart fuldstændigt lyd- og lysisolerede vakuum der hedder "den moderne, vestlige civilisation". Inde i vakuumet findes der kun én gyldig sandhed, én gyldig virkelighed. Og det er den, der siger, at der kun findes én gyldig sandhed, én gyldig virkelighed. Vakuumets. Det kører i ring. Groupthink. Sektererisk "logik". Kafkaesk.
Det skræmmer mig at se, hvor få mennesker der findes, som virkeligt gennemskuer det. For det er jo ikke sådan, som selv mange "aktivister" mener, at vakuumet i sig selv er godt nok. At der bare er et par detailjer, der kunne forbedres, og så er alt i orden. At vi bare mangler nogle flere sengepladser i psykiatrien for eksempel, og nogle nye, bedre (???) medikamenter, og så er alt godt mht. hjælpen til mennesker i emotionelle kriser. Det er jo ikke sådan, at vi bare skal passe lidt på med vores energiforbrug, og så er alt godt mht. klimaet og miljøet. Og det er jo heller ikke sådan, at vi bare lige skal have slået alle Karadzics og Saddams ihjel, og så er der fred på jorden.
Det skræmmer mig at se, hvor få mennesker der findes, der gennemskuer, at krig, miljøforurening, kriminalitet, stofmisbrug, terrorisme, og alt det andet, der af vores moderne, vestlige civilisation så gerne stemples som "uciviliseret", på den ene eller anden måde "ondt", "galt", "unormalt", etc., faktisk er et produkt af denne moderne, vestlige civilisation. At det faktisk er den, der skaber alle disse ting, skaber sine "fjender".
Og det skræmmer mig rigtig, rigtig meget at se, at ikke engang så grove menneskerettighedskrænkelser, som dem, Benedikte Volfing for eksempel begår på en daglig basis mod Abdulle og jeg ved ikke hvor mange andre, kan få folk op af sofaen længere. At hun endda kan have lov til at fortsætte med at torturere ham og jeg ved ikke hvor mange andre, på en daglig basis, uden at det har konsekvenser for hende. Nærmest med flertallets godkendelse - for, det der står meget entydigt, om end mellem linierne og godt pakket ind i eufemismer, i det linkede blogindlæg, er jo ikke andet end en godkendelse af en systematisk uskadeliggørelse af civilisationens dissidenter.
Nogle, også blandt aktivisterne, har meget travlt med, at man ikke må bruge denne sammenligning, men for mit vedkommende må jeg sige, at jeg ikke kan andet, end at betegne det som den rene fascisme. Fascismen er jo ikke synonym med herren i videoen. Den har mange, alt for mange, ansigter. Hans er et af dem.
Og ligesom Benedikte Volfing og hendes kollegaer i dag formår, at få masserne til at tro, det der sker, er til menneskehedens bedste - jf. hendes propagandatale, som jeg citerer her, så formåede jo også han at overbevise masserne. I stor stil.
Interessant er i denne sammenhæng, at herren i videoen jo var offer af massiv mishandling op igennem hele sin barndom. Overgreb og mishandling gør mennesker enten til dissidenter, eller til bødler og overgribere, der sørger for, at overgrebene og mishandlingen fortsætter. At den systematiske destruktivitet fortsætter. I civilisationens navn. Skræmmende.
Ahmed: Ja. Men umenneskeligheden træder kun synligt frem i det øjeblik, hvor man formår, at frigøre sig fra det snart fuldstændigt lyd- og lysisolerede vakuum der hedder "den moderne, vestlige civilisation". Inde i vakuumet findes der kun én gyldig sandhed, én gyldig virkelighed. Og det er den, der siger, at der kun findes én gyldig sandhed, én gyldig virkelighed. Vakuumets. Det kører i ring. Groupthink. Sektererisk "logik". Kafkaesk.
Det skræmmer mig at se, hvor få mennesker der findes, som virkeligt gennemskuer det. For det er jo ikke sådan, som selv mange "aktivister" mener, at vakuumet i sig selv er godt nok. At der bare er et par detailjer, der kunne forbedres, og så er alt i orden. At vi bare mangler nogle flere sengepladser i psykiatrien for eksempel, og nogle nye, bedre (???) medikamenter, og så er alt godt mht. hjælpen til mennesker i emotionelle kriser. Det er jo ikke sådan, at vi bare skal passe lidt på med vores energiforbrug, og så er alt godt mht. klimaet og miljøet. Og det er jo heller ikke sådan, at vi bare lige skal have slået alle Karadzics og Saddams ihjel, og så er der fred på jorden.
Det skræmmer mig at se, hvor få mennesker der findes, der gennemskuer, at krig, miljøforurening, kriminalitet, stofmisbrug, terrorisme, og alt det andet, der af vores moderne, vestlige civilisation så gerne stemples som "uciviliseret", på den ene eller anden måde "ondt", "galt", "unormalt", etc., faktisk er et produkt af denne moderne, vestlige civilisation. At det faktisk er den, der skaber alle disse ting, skaber sine "fjender".
Og det skræmmer mig rigtig, rigtig meget at se, at ikke engang så grove menneskerettighedskrænkelser, som dem, Benedikte Volfing for eksempel begår på en daglig basis mod Abdulle og jeg ved ikke hvor mange andre, kan få folk op af sofaen længere. At hun endda kan have lov til at fortsætte med at torturere ham og jeg ved ikke hvor mange andre, på en daglig basis, uden at det har konsekvenser for hende. Nærmest med flertallets godkendelse - for, det der står meget entydigt, om end mellem linierne og godt pakket ind i eufemismer, i det linkede blogindlæg, er jo ikke andet end en godkendelse af en systematisk uskadeliggørelse af civilisationens dissidenter.
Nogle, også blandt aktivisterne, har meget travlt med, at man ikke må bruge denne sammenligning, men for mit vedkommende må jeg sige, at jeg ikke kan andet, end at betegne det som den rene fascisme. Fascismen er jo ikke synonym med herren i videoen. Den har mange, alt for mange, ansigter. Hans er et af dem.
Og ligesom Benedikte Volfing og hendes kollegaer i dag formår, at få masserne til at tro, det der sker, er til menneskehedens bedste - jf. hendes propagandatale, som jeg citerer her, så formåede jo også han at overbevise masserne. I stor stil.
Interessant er i denne sammenhæng, at herren i videoen jo var offer af massiv mishandling op igennem hele sin barndom. Overgreb og mishandling gør mennesker enten til dissidenter, eller til bødler og overgribere, der sørger for, at overgrebene og mishandlingen fortsætter. At den systematiske destruktivitet fortsætter. I civilisationens navn. Skræmmende.
onsdag den 18. marts 2009
Telefonsamtale med Jakob Hvide Beim
The world is a dangerous place to live, not because of evil people, but because ordinary people do nothing about it. -Albert Einstein
Det tog lige et par dage, eller fire, men så kom der alligevel lyd fra Jakob Hvide Beim - jaja, journalister er travle mennesker. Så, jeg havde en ganske behagelig telefonsamtale med ham, her i eftermiddags.
Jakob Hvide Beim siger, at han ikke har hørt om forbindelsen mellem skoleskyderier respektive udagerende adfærd og SSRIs endnu, og at de oplysninger - fra de tyske myndigheder - han har brugt til sin og Elisabeth Astrups artikel "Skolemorder afbrød psykiatrisk behandling" ikke omfattede oplysninger om, hvorvidt Tim Kretschmer på noget tidspunkt var på psykofarmaka eller ej.
Nu har jeg indtryk af, at hverken psykiatrien eller psykofarmaka ligefrem er Jakob Hvide Beims speciale, så jeg ser mig lige umiddelbart nødt til at godtage hans forklaring mht. dette punkt.
På mit spørgsmål om, hvorfor medierne tegner et ret så ensidigt negativt billede af mennesker med psykiske problemer, sagde Jakob Hvide Beim endvidere, at det jo som regel var i forbindelse med kriminalitet af den ene eller anden art, begået af denne befolkningsgruppe, at medierne rapporterede om denne befolkningsgruppe.
Hm. Den holder i mine øjne ikke. Eller har nogen nogensinde set en avisoverskrift à la "Bankrøver afbrød behandling for diabetes"? Og jeg mener, mainstreamen tøver da ellers ikke med at sammenligne "psykisk sygdom" med diabetes... Næh nej, let's face it: Hitchcock sælger. Noget bedre end diabetes. Offentligheden vil have sit gys, og sin forklaring. "Psykisk sygdom" slår begge fluer med ét smæk. Og de færreste opdager, at det ved det sidste punkt snarere drejer sig om en bortforklaring, end om en virkelig forklaring.
Og bare ærgerligt, at det går ud over nogle af de mest sårbare mennesker i samfundet. Bare ærgerligt, men også ganske logisk. For, selvfølgeligt hænger man ikke samfundets støtter ud. Eller gør man?? - Click the link!!! and get all the juicy details! Og, hejsan derovre i Södertälje! Glemte sidst at gøre jer opmærksom på, at jeg jo har en follower-gadget her på bloggen. Var det ikke noget? Men, for at parafrasere Kim ovre på "Invincible Summers" (intet link, nej, fordi Kim ikke er så frygteligt glad for besøg af pillepusherne themselves), det er måske intellektuelt for krævende at finde ud af, hvordan man bliver follower, når man er på Seroquel? Jah, det er det jo nok.
Og ja, bnet.com er lidt et "insider"-medie, men det kan New York Times f.eks. til gengæld næppe kaldes for at være.
Hvordan kan det være, at de danske medier ikke har reageret på Zyprexa-skandalen i december 2007 overhovedet, og hvordan kan det være, at man åbenbart heller ikke har tænkt sig, at nævne Seroquel-sagen med et ord? Mens man har mere end travlt, med at, gang på gang, og uden noget som helst hold i videnskabelige fakta, hænge mennesker i emotionelle kriser ud som hjernesyge potentielle øksemordere? Hvordan kan det være, at man giver kilometervis af spalteplads til de selvbestaltede "eksperter", NAMI-pårørende, og de kolonialiserede, mens man dårligt lader kritikerne fuldføre så meget som en enkel sætning? Hvordan kan det være, at man blind tror på alt, de ovennævnte, selvbestaltede "eksperter" påstår, uden at researche på hvilket - sådan set ikke-eksisterende - grundlag deres påstande hviler? Ja, jeg spørger bare. Ganske så naivt. For, jeg kender jo godt svarene.
Det her er ikke en specifik kritik på Jakob Hvide Beim eller Politiken. Det er en kritik på Danmarks samlede journaliststand og på alle danske medier. Men den er dog samtidigt også mit stillingtagen til Jakob Hvide Beims bemærkning, at kritisk omtale af psykofarmakas virkning måske snarere hører hjemme i fagblade, end i mainstream medierne. Det gør den ikke. Den hører netop hjemme i mainstream medierne. Dér, hvor alle og enhver, også dem, hvis kognitive evner er reduceret af f.eks. Seroquel, nemt kan følge den. Det er netop disse mennesker, der er i livsfare, fordi afgørende informationer tilbageholdes konsekvent og systematisk.
Tim Kretschmer kunne muligvis være i live, de fleste af alle disse mennesker kunne muligvis være i live, Luise kunne være i live, hvis det ikke var for at vores civilisation, og med den dens officielle talerør, medierne, ikke kan undvære at diskriminere og undertrykke. Hvis vores civilisation ikke havde så hårdt brug for fjender, for sorte får, som den kan projicere sin egen eksistentielle angst ind i, at den endda har etableret sin helt egen institution - oops, sorry, forkert link, her er det rigtige - alene til at varetage dette formål. Ubetinget bakket op af medierne.
_______________
Update 24.03.09: Angående mainstream-journalistikens omtale af mennesker i krise og psykiatrien læs: Sigrun's indlæg "Kunnskap om psykiatri".
Det tog lige et par dage, eller fire, men så kom der alligevel lyd fra Jakob Hvide Beim - jaja, journalister er travle mennesker. Så, jeg havde en ganske behagelig telefonsamtale med ham, her i eftermiddags.
Jakob Hvide Beim siger, at han ikke har hørt om forbindelsen mellem skoleskyderier respektive udagerende adfærd og SSRIs endnu, og at de oplysninger - fra de tyske myndigheder - han har brugt til sin og Elisabeth Astrups artikel "Skolemorder afbrød psykiatrisk behandling" ikke omfattede oplysninger om, hvorvidt Tim Kretschmer på noget tidspunkt var på psykofarmaka eller ej.
Nu har jeg indtryk af, at hverken psykiatrien eller psykofarmaka ligefrem er Jakob Hvide Beims speciale, så jeg ser mig lige umiddelbart nødt til at godtage hans forklaring mht. dette punkt.
På mit spørgsmål om, hvorfor medierne tegner et ret så ensidigt negativt billede af mennesker med psykiske problemer, sagde Jakob Hvide Beim endvidere, at det jo som regel var i forbindelse med kriminalitet af den ene eller anden art, begået af denne befolkningsgruppe, at medierne rapporterede om denne befolkningsgruppe.
Hm. Den holder i mine øjne ikke. Eller har nogen nogensinde set en avisoverskrift à la "Bankrøver afbrød behandling for diabetes"? Og jeg mener, mainstreamen tøver da ellers ikke med at sammenligne "psykisk sygdom" med diabetes... Næh nej, let's face it: Hitchcock sælger. Noget bedre end diabetes. Offentligheden vil have sit gys, og sin forklaring. "Psykisk sygdom" slår begge fluer med ét smæk. Og de færreste opdager, at det ved det sidste punkt snarere drejer sig om en bortforklaring, end om en virkelig forklaring.
Og bare ærgerligt, at det går ud over nogle af de mest sårbare mennesker i samfundet. Bare ærgerligt, men også ganske logisk. For, selvfølgeligt hænger man ikke samfundets støtter ud. Eller gør man?? - Click the link!!! and get all the juicy details! Og, hejsan derovre i Södertälje! Glemte sidst at gøre jer opmærksom på, at jeg jo har en follower-gadget her på bloggen. Var det ikke noget? Men, for at parafrasere Kim ovre på "Invincible Summers" (intet link, nej, fordi Kim ikke er så frygteligt glad for besøg af pillepusherne themselves), det er måske intellektuelt for krævende at finde ud af, hvordan man bliver follower, når man er på Seroquel? Jah, det er det jo nok.
Og ja, bnet.com er lidt et "insider"-medie, men det kan New York Times f.eks. til gengæld næppe kaldes for at være.
Hvordan kan det være, at de danske medier ikke har reageret på Zyprexa-skandalen i december 2007 overhovedet, og hvordan kan det være, at man åbenbart heller ikke har tænkt sig, at nævne Seroquel-sagen med et ord? Mens man har mere end travlt, med at, gang på gang, og uden noget som helst hold i videnskabelige fakta, hænge mennesker i emotionelle kriser ud som hjernesyge potentielle øksemordere? Hvordan kan det være, at man giver kilometervis af spalteplads til de selvbestaltede "eksperter", NAMI-pårørende, og de kolonialiserede, mens man dårligt lader kritikerne fuldføre så meget som en enkel sætning? Hvordan kan det være, at man blind tror på alt, de ovennævnte, selvbestaltede "eksperter" påstår, uden at researche på hvilket - sådan set ikke-eksisterende - grundlag deres påstande hviler? Ja, jeg spørger bare. Ganske så naivt. For, jeg kender jo godt svarene.
Det her er ikke en specifik kritik på Jakob Hvide Beim eller Politiken. Det er en kritik på Danmarks samlede journaliststand og på alle danske medier. Men den er dog samtidigt også mit stillingtagen til Jakob Hvide Beims bemærkning, at kritisk omtale af psykofarmakas virkning måske snarere hører hjemme i fagblade, end i mainstream medierne. Det gør den ikke. Den hører netop hjemme i mainstream medierne. Dér, hvor alle og enhver, også dem, hvis kognitive evner er reduceret af f.eks. Seroquel, nemt kan følge den. Det er netop disse mennesker, der er i livsfare, fordi afgørende informationer tilbageholdes konsekvent og systematisk.
Tim Kretschmer kunne muligvis være i live, de fleste af alle disse mennesker kunne muligvis være i live, Luise kunne være i live, hvis det ikke var for at vores civilisation, og med den dens officielle talerør, medierne, ikke kan undvære at diskriminere og undertrykke. Hvis vores civilisation ikke havde så hårdt brug for fjender, for sorte får, som den kan projicere sin egen eksistentielle angst ind i, at den endda har etableret sin helt egen institution - oops, sorry, forkert link, her er det rigtige - alene til at varetage dette formål. Ubetinget bakket op af medierne.
_______________
Update 24.03.09: Angående mainstream-journalistikens omtale af mennesker i krise og psykiatrien læs: Sigrun's indlæg "Kunnskap om psykiatri".
tirsdag den 17. marts 2009
AstraZeneca: Vidneudsagn angående Seroquel-bivirkninger
Siden jeg i søndags via denne kommentar blev opmærksom på, at mere eller mindre grotesk "off-label"*-ordinering af neuroleptika som Zyprexa og Seroquel ikke bare forekommer i "det vilde vest", men altså åbenbart også her i Danmark - jeg er godt klar over, at vi også her i landet misbruger stofferne i stor stil til at kontrollere og lukke munden på de "ubekvemme" ældre på plejehjemmene, men at vi derudover også anvender dem til at lukke munden på "den ubekvemme patient" i al almindelighed, kommer lidt bag på (naive) mig - her oversættelsen af et vidneudsagn, afgivet i forbindelse med den amerikanske stats retssag mod AstraZeneca. Og, ligesom kommentatoren her på bloggen, fik også vidnet ordineret Seroquel, et neuroleptikon altså, mod søvnbesvær.
"I 2000 fik jeg ordineret 300 mg Seroquel mod søvnproblemer. I løbet af 6 måneder tog jeg 34 kg på. Jeg udviklede diabetes. Jeg oplevede alvorlige abstinenssymptomer, da jeg ved et tilfælde glemte en dose, og måtte indlægges. Abstinenserne forårsagede en psykose, der blev tilskrevet en ny diagnose, i stedet for medikamentet. Jeg mistede alle mine tænder på grund af mundtørhed. Jeg fik grå stær. Jeg havde vedvarende meget forstyrrende selvmordstanker. Jeg led af akatisi**, synkebesvær og svære muskelkramper. Jeg mistede evnen til at tænke kritisk, evnen til at træffe beslutninger, og generelt evnen til at fungere på et overordnet plan. Siden den medicinske profession nægtede at acceptere, at deres "terapi" kunne være toksisk, fortsatte man at ordinere dette medikament til mig i 8 år, og tilføjede nye medikamenter for at dække over symptomerne af massive hormonforstyrrelser.
Anvendelsen af denne klasse medikamenter bør skarpt begrænses. Disse medikamenter bør ikke øge aktionærernes velstand, da de ødelægger kroppene og hjernerne af de mest sårbare mennesker i vores samfund. Psykoaktive stoffer 'virker' ved at sætte nerver ud af funktion, ikke ved at genskabe deres normale funktion. Emotioner skaber kemiske forandringer i hjernen, ikke omvendt. Ingen ved, hvordan det utroligt komplekse samspil af neuroner faktisk fungerer. Neurotransmitterteorien er baseret på observerede hjerneskader, forårsaget af psykoaktive kemikalier, ikke på nogen som helst forståelse af, hvordan en normal hjerne fungerer. Tid og menneskelig støtte er de sikreste og mest effektive midler for at komme igennem svære emotionelle udfordringer."
Original her på Philip Dawdy's blog.
_______________
* "off-label use" betegner anvendelsen af lægemidler til helbredsproblemer, som de pågældende lægemidler oprindeligt ikke er godkendte til. Neuroleptika er som regel godkendte til behandling af såkaldt "skizofreni" og såkaldt "bipolar lidelse". Ikke til behandling af søvnforstyrrelser. Dermed er deres anvendelse ved sidstnævnte diagnose en "off-label"-anvendelse.
** akatisi, "psykotisk uro", se Sundhedsstyrelsens hjemmeside punkt 4.1, "Extrapyramidale bivirkninger".
_______________
P.S.: Jeg skal love for, at nogen i Södertälje har travlt med at følge bloggen her. Forståeligt nok. Det er jo ikke så godt, at det når ud i en større offentlighed, at anstrengelserne for at opretholde "lönsamhet" og "konkurrenskraft" godt kan siges at have udkonkurreret etiken i foretagendet. - Og nu synes jeg selv, jeg er meget flink, når jeg vælger en formulering, der implicerer, at etik overhovedet nogensinde har spillet en rolle...
"I 2000 fik jeg ordineret 300 mg Seroquel mod søvnproblemer. I løbet af 6 måneder tog jeg 34 kg på. Jeg udviklede diabetes. Jeg oplevede alvorlige abstinenssymptomer, da jeg ved et tilfælde glemte en dose, og måtte indlægges. Abstinenserne forårsagede en psykose, der blev tilskrevet en ny diagnose, i stedet for medikamentet. Jeg mistede alle mine tænder på grund af mundtørhed. Jeg fik grå stær. Jeg havde vedvarende meget forstyrrende selvmordstanker. Jeg led af akatisi**, synkebesvær og svære muskelkramper. Jeg mistede evnen til at tænke kritisk, evnen til at træffe beslutninger, og generelt evnen til at fungere på et overordnet plan. Siden den medicinske profession nægtede at acceptere, at deres "terapi" kunne være toksisk, fortsatte man at ordinere dette medikament til mig i 8 år, og tilføjede nye medikamenter for at dække over symptomerne af massive hormonforstyrrelser.
Anvendelsen af denne klasse medikamenter bør skarpt begrænses. Disse medikamenter bør ikke øge aktionærernes velstand, da de ødelægger kroppene og hjernerne af de mest sårbare mennesker i vores samfund. Psykoaktive stoffer 'virker' ved at sætte nerver ud af funktion, ikke ved at genskabe deres normale funktion. Emotioner skaber kemiske forandringer i hjernen, ikke omvendt. Ingen ved, hvordan det utroligt komplekse samspil af neuroner faktisk fungerer. Neurotransmitterteorien er baseret på observerede hjerneskader, forårsaget af psykoaktive kemikalier, ikke på nogen som helst forståelse af, hvordan en normal hjerne fungerer. Tid og menneskelig støtte er de sikreste og mest effektive midler for at komme igennem svære emotionelle udfordringer."
Original her på Philip Dawdy's blog.
_______________
* "off-label use" betegner anvendelsen af lægemidler til helbredsproblemer, som de pågældende lægemidler oprindeligt ikke er godkendte til. Neuroleptika er som regel godkendte til behandling af såkaldt "skizofreni" og såkaldt "bipolar lidelse". Ikke til behandling af søvnforstyrrelser. Dermed er deres anvendelse ved sidstnævnte diagnose en "off-label"-anvendelse.
** akatisi, "psykotisk uro", se Sundhedsstyrelsens hjemmeside punkt 4.1, "Extrapyramidale bivirkninger".
_______________
P.S.: Jeg skal love for, at nogen i Södertälje har travlt med at følge bloggen her. Forståeligt nok. Det er jo ikke så godt, at det når ud i en større offentlighed, at anstrengelserne for at opretholde "lönsamhet" og "konkurrenskraft" godt kan siges at have udkonkurreret etiken i foretagendet. - Og nu synes jeg selv, jeg er meget flink, når jeg vælger en formulering, der implicerer, at etik overhovedet nogensinde har spillet en rolle...
mandag den 16. marts 2009
Off topic: For the horse-lover
Jeg er ikke ubetinget tilhænger af galopløb. I mine øjne er det børnearbejde, at kræve af to- og treårige heste, at skulle løbe distancer, der er omkring tre gange så lange, som hestens naturlige flugtdistance (ca. 400 m). Dertil med rytter på. Det er især usmageligt , når man ved, at mellem 70 og 80% af alle toåringer i USA aldrig kommer til deres første start. Fordi de er brudt sammen under træningen, allerede før de overhovedet nåede så langt. Og når man ved, at det er de færreste heste, der fra naturen af ønsker at føre an. De fleste er fødte "medløbere", og har intet ønske om at overtage føringen i en flok. De skal piskes til det...
Galopløb er en industri, først og fremst. Der er ikke megen hensyntagen, for ikke at tale om kærlighed, til den enkelte hest involveret. Derimod er der en stor kærlighed til penge involveret. Også hér, i væddeløbsverdenen, dominerer grådigheden og den deraf følgende misbrug. Jeg har arbejdet i denne verden. Jeg har set det.
Men når en hest både har viljen og kapaciteten, så kan det være en vidunderlig oplevelse, at se den løbe. Og den mest vidunderlige oplevelse af denne art nogensinde er vist at se den amerikanske fuldblodshingst Secretariat vinde Belmont Stakes, og dermed Triple Crown, i 1973. Med 31 længder ned til konkurrenterne. Mens det eneste, hans jockey, Ron Turcotte, gjorde, var at lade ham løbe som han selv ønskede. Se selv - og nyd:
Galopløb er en industri, først og fremst. Der er ikke megen hensyntagen, for ikke at tale om kærlighed, til den enkelte hest involveret. Derimod er der en stor kærlighed til penge involveret. Også hér, i væddeløbsverdenen, dominerer grådigheden og den deraf følgende misbrug. Jeg har arbejdet i denne verden. Jeg har set det.
Men når en hest både har viljen og kapaciteten, så kan det være en vidunderlig oplevelse, at se den løbe. Og den mest vidunderlige oplevelse af denne art nogensinde er vist at se den amerikanske fuldblodshingst Secretariat vinde Belmont Stakes, og dermed Triple Crown, i 1973. Med 31 længder ned til konkurrenterne. Mens det eneste, hans jockey, Ron Turcotte, gjorde, var at lade ham løbe som han selv ønskede. Se selv - og nyd:
søndag den 15. marts 2009
AstraZeneca's Wayne Macfadden - Hollywood's nye James Bond?
"Hollywood has a new James Bond" er Ana's titel på denne cartoon, der spiller på AstraZeneca's forhenværende medicinske direktør for Seroquel i USA, Wayne Macfaddens, "anderledes" måde, at aflønne forskere og skribenter for at lade Seroquel fremstå i et kun favorabelt lys.
Mere om dette kan man bl.a. læse her, hos Stephany.
Noget af sin arbejdstid har Macfadden dog åbenbart alligevel brugt foran en computerskærm. Hvor han demonstrerede et imponerende, kreativt talent, som man kan overbevise sig om her, også hos Stephany.
Tak til Ana og Stephany.
Søren Ellemose, "Finanskrisen" - Og noget om grådighed
Jeg tror, det var i forgårs aftes, at jeg så et indslag med Søren Ellemose i Deadline, om hans nye bog Finanskrisen. Jeg har ikke læst bogen (endnu - civiløkonomi er ikke ligefrem noget, jeg dyrker til hverdag, ud over min egen, vil det sige, og den er i hvert fald meget nemt overskuelig, selv for mig, der en gang i tidernes morgen scorede 03 i matematik...), og er derved henvist til alene at forholde mig til det, Søren Ellemose sagde i interviewet i Deadline.
Nu tror jeg imidlertid, at netop denne bog kunne friste mig til at dykke lidt ind i civiløkonomiens mysterier. For stort set alt, hvad Søren Ellemose sagde i interviewet, kunne jeg nikke genkendende til. Grådighed, ja. Hvad netop grådigheden og dens fatale følger for både menneskeheden og alt andet liv på denne planet angår, har jeg måske alligevel efterhånden erhvervet mig en vis erfaring. Jeg siger bare: "Farmaindustrien"!
Hvis der er noget, jeg ikke er helt enig med Søren Ellemose i, så er det hans statement, at grådighed er et karakteristikum af den menneskelige natur. Nej. Det er den ikke. Naturen kender ikke til grådighed. Heller ikke den menneskelige. Men kulturen gør. Eller, nærmere betegnet, egoet gør. Og i det omfang, som vi tillader vores egoer at styre showet, i det omfang vil grådigheden til enhver tid styre showet. Og styre os ind i finans- og diverse andre kriser. Igen og igen.
Nå men, jeg må se at få skrabet gysserne sammen, for det her ser ud til at være en bog, jeg godt kunne tænke mig at eje - var der nogen, der sa' "grådighed"???
_______________
Update 17.05.09:
Nu tror jeg imidlertid, at netop denne bog kunne friste mig til at dykke lidt ind i civiløkonomiens mysterier. For stort set alt, hvad Søren Ellemose sagde i interviewet, kunne jeg nikke genkendende til. Grådighed, ja. Hvad netop grådigheden og dens fatale følger for både menneskeheden og alt andet liv på denne planet angår, har jeg måske alligevel efterhånden erhvervet mig en vis erfaring. Jeg siger bare: "Farmaindustrien"!
Hvis der er noget, jeg ikke er helt enig med Søren Ellemose i, så er det hans statement, at grådighed er et karakteristikum af den menneskelige natur. Nej. Det er den ikke. Naturen kender ikke til grådighed. Heller ikke den menneskelige. Men kulturen gør. Eller, nærmere betegnet, egoet gør. Og i det omfang, som vi tillader vores egoer at styre showet, i det omfang vil grådigheden til enhver tid styre showet. Og styre os ind i finans- og diverse andre kriser. Igen og igen.
Nå men, jeg må se at få skrabet gysserne sammen, for det her ser ud til at være en bog, jeg godt kunne tænke mig at eje - var der nogen, der sa' "grådighed"???
_______________
Update 17.05.09:
lørdag den 14. marts 2009
Dan Fisher og Judi Chamberlin på MindFreedom Free Live Web Radio
Glem supercross og "Så det synger"! I aften er Dan Fisher, psykiatrioverlever, psykiater (!) og MindFreedom-medlem, og Judi Chamberlin, psykiatrioverlever, MindFreedom-medlem, og en af verdens mest kendte aktivister, gæst hos David Oaks på MindFreedom Free Live Web Radio.
Udsendelsen starter kl. 19.00 dansk tid, og du kan lytte ved at klikke linket til showarkivet foroven, og klikke showets titel (øverst) dér, eller ved at klikke her.
Judi Chamberlin
P.S., 15.03.09: Fortvivl ikke, hvis du missede showet i går aftes! Du kan lytte til det - og alle foregående shows i arkivet - ved at klikke "MindFreedom Free Live Web Radio"-linket foroven.
Udsendelsen starter kl. 19.00 dansk tid, og du kan lytte ved at klikke linket til showarkivet foroven, og klikke showets titel (øverst) dér, eller ved at klikke her.
Judi Chamberlin
P.S., 15.03.09: Fortvivl ikke, hvis du missede showet i går aftes! Du kan lytte til det - og alle foregående shows i arkivet - ved at klikke "MindFreedom Free Live Web Radio"-linket foroven.
Apropos mailkorrespondencer...
...hvad med Jakob Hvide Beim, svarede han nogensinde? Han svarede på min første e-mail til ham. Han kunne slet ikke se, hvilket spørgsmål mht. SSRIs'ene jeg hentydede til. Jeg skar det ud i pap for ham - og har sidenhen ikke hørt en lyd.
Det må vel nok kaldes for kvalitetsjournalisme, at lukke øjnene for noget så iøjenfaldende som sammenhængen mellem brugen af SSRIs og voldelig udageren. Men når medskribenten af artiklen har så venskabelige forbindelser til et foretagende, der lever af at pushe bl.a. psykofarmaka, som Wellsphere/Health Central gør det, at hun endda gør brug af Dr. Geoffrey Rutledge's mailadresse, så vælger vi selvfølgeligt at skrive "Skolemorder afbrød psykiatrisk behandling", i stedet for "Tim Kretschmer handlede formodentligt under indflydelse af SSRIs".
Denne artikel på news.bbc.co.uk kan fortælle, at Tim Kretschmer var i "behandling" for "depression" mellem april og september 2008, hvor han altså havde fem samtaler med en psykiater. Fem samtaler fordelt over fem, seks måneder. Samtaleterapi? Usandsynligt. Månedlige ti-minutters-konsultationer for at høre om "medicinen" virker? Meget sandsynligt. - Og jeg skal love for, den virkede, "medicinen"!
"Lider du af empati for dine medmennesker? Lider du af hæmninger for at tage hævn? Lider du af for meget selvrespekt til at kunne tage dit eget liv? - Ask your doctor if an SSRI is right for you!"
Det er vist ikke helt tilfældigt, at Tim Kretschmer bl.a. også skød en ansat ved den psykiatriske klinik, som han var blevet henvist til for videre "behandling" af sin "depression". Han havde uden tvivl sine grunde.
Det må vel nok kaldes for kvalitetsjournalisme, at lukke øjnene for noget så iøjenfaldende som sammenhængen mellem brugen af SSRIs og voldelig udageren. Men når medskribenten af artiklen har så venskabelige forbindelser til et foretagende, der lever af at pushe bl.a. psykofarmaka, som Wellsphere/Health Central gør det, at hun endda gør brug af Dr. Geoffrey Rutledge's mailadresse, så vælger vi selvfølgeligt at skrive "Skolemorder afbrød psykiatrisk behandling", i stedet for "Tim Kretschmer handlede formodentligt under indflydelse af SSRIs".
Denne artikel på news.bbc.co.uk kan fortælle, at Tim Kretschmer var i "behandling" for "depression" mellem april og september 2008, hvor han altså havde fem samtaler med en psykiater. Fem samtaler fordelt over fem, seks måneder. Samtaleterapi? Usandsynligt. Månedlige ti-minutters-konsultationer for at høre om "medicinen" virker? Meget sandsynligt. - Og jeg skal love for, den virkede, "medicinen"!
"Lider du af empati for dine medmennesker? Lider du af hæmninger for at tage hævn? Lider du af for meget selvrespekt til at kunne tage dit eget liv? - Ask your doctor if an SSRI is right for you!"
Det er vist ikke helt tilfældigt, at Tim Kretschmer bl.a. også skød en ansat ved den psykiatriske klinik, som han var blevet henvist til for videre "behandling" af sin "depression". Han havde uden tvivl sine grunde.
fredag den 13. marts 2009
Svar fra Helle Rabøl Hansen
I et svar til min mail skriver Helle Rabøl Hansen, at jeg må have misforstået hende, og når man læser hendes artikel " 'I don't like Mondays' " på www.information.dk, 23. februar 2008, så har jeg det vist også. - I øvrigt en meget god artikel, der kan anbefales, selv om også denne artikel undlader at nævne muligheden, at psykofarmaka kan spille en rolle. Ofte er det jo netop mobbeofrene, de ensomme, der før eller siden får en psykdiagnose, f.eks. "depression" eller "social angst", og som følge heraf "behandles" med psykofarmaka, SSRIs. Antallet af børn og unge på psykofarmaka er støt stigende. Detsamme er hyppigheden af skoleskyderier.
Pekka Eric Auvinen havde kort forinden at han skød og dræbte otte og begik selvmord i Finland i november 2007, holdt op med at tage det antidepressivum, han var blevet ordineret året forinden. Eric Harris (Columbine, 1999) var på henholdsvis Zoloft og Luvox på gerningstidspunktet. Politiet fandt psykofarmaka blandt Seung Hui Cho's (Virginia Tech, 2007) ejendele. Cho var i "behandling" for "depression". Og således var også tyske Tim Kretschmer højst sandsynligvis på et antidepressivum, da han i onsdags skød og dræbte 15 mennesker før han begik selvmord. En skræmmende lang række flere, SSRI-relaterede historier af denne art kan læses her.
Mobning og social isolation kan i mine øjne forklare, at et menneske havner i krise, og i en given situation, trængt op i en krog, eventuelt også slår tilbage. Men det alene kan ikke forklare, at detsamme menneske mister i så stor udstrækning empatien for sine medmennesker, og respekten for sig selv, som det at gennemføre et skoleskyderi kræver. Kemisk nedsløvning af både følelseslivet og kapaciteten til at overskue sine handlingers konsekvenser kan. Og sammen med mobbeofrets hævntørst og akatisi får vi opskriften på skoleskyderier - og lignende voldeligheder.
I USA bærer antidepressiva - og efterhånden også nogle "stemningsstabiliserende" stoffer - som tidligere nævnt en black box warning. I Storbritannien frarådes det generelt, at medicinere børn og unge med SSRIs. Hvornår vågner Danmark op?
Og ja, jeg har misforstået Helle Rabøl Hansen, men jeg mener ikke, at have misforstået Politiken. Artiklen på www.information.dk er skrevet af Helle Rabøl Hansen selv. Artiklen på politiken.dk er skrevet af Gitte Svanholm, under anvendelse af enkelte interview-citater, revet ud af deres sammenhæng. Hvilket, som bekendt, kan give et ret så skævt billede af det egentligt udtalte. Stadigt synes jeg ikke, begrebet "krøllet sjæl" er så frygteligt heldigt valgt.
Pekka Eric Auvinen havde kort forinden at han skød og dræbte otte og begik selvmord i Finland i november 2007, holdt op med at tage det antidepressivum, han var blevet ordineret året forinden. Eric Harris (Columbine, 1999) var på henholdsvis Zoloft og Luvox på gerningstidspunktet. Politiet fandt psykofarmaka blandt Seung Hui Cho's (Virginia Tech, 2007) ejendele. Cho var i "behandling" for "depression". Og således var også tyske Tim Kretschmer højst sandsynligvis på et antidepressivum, da han i onsdags skød og dræbte 15 mennesker før han begik selvmord. En skræmmende lang række flere, SSRI-relaterede historier af denne art kan læses her.
Mobning og social isolation kan i mine øjne forklare, at et menneske havner i krise, og i en given situation, trængt op i en krog, eventuelt også slår tilbage. Men det alene kan ikke forklare, at detsamme menneske mister i så stor udstrækning empatien for sine medmennesker, og respekten for sig selv, som det at gennemføre et skoleskyderi kræver. Kemisk nedsløvning af både følelseslivet og kapaciteten til at overskue sine handlingers konsekvenser kan. Og sammen med mobbeofrets hævntørst og akatisi får vi opskriften på skoleskyderier - og lignende voldeligheder.
I USA bærer antidepressiva - og efterhånden også nogle "stemningsstabiliserende" stoffer - som tidligere nævnt en black box warning. I Storbritannien frarådes det generelt, at medicinere børn og unge med SSRIs. Hvornår vågner Danmark op?
Og ja, jeg har misforstået Helle Rabøl Hansen, men jeg mener ikke, at have misforstået Politiken. Artiklen på www.information.dk er skrevet af Helle Rabøl Hansen selv. Artiklen på politiken.dk er skrevet af Gitte Svanholm, under anvendelse af enkelte interview-citater, revet ud af deres sammenhæng. Hvilket, som bekendt, kan give et ret så skævt billede af det egentligt udtalte. Stadigt synes jeg ikke, begrebet "krøllet sjæl" er så frygteligt heldigt valgt.
Mobningseksperten Helle Rabøl Hansens mobbende sprogbrug
Mail til "antimobnings-inspirator" Helle Rabøl Hansen:
Kære Helle Rabøl Hansen,
I forbindelse med det seneste skoleskyderi i Tyskland kom jeg bl.a. til at læse Gitte Svanholms artikel "Elever kan afværge skoleskyderier", politiken.dk, 26. januar 2009, http://politiken.dk/indland/article636458.ece , der citerer dig:
"Dem, der går amok, har en ekstremitet - en krøllet sjæl - ud over deres ensomhed. Men det er ikke kun deres genmateriale og deres opdragelse, der får dem til at gå amok med våben på skolerne. Det er i høj grad også skolekulturen, der spiller ind".
Jeg er helt enig med dig i, at samfundet, inklusive hjemmet og skolen, spiller en afgørende rolle med hensyn til den enkelte unges trivsel i det. Den afgørende rolle.
Hvad jeg ikke kan forstå er, hvor du tager din viden angående de pågældende unges genmateriale fra. Der er til dags dato ikke fundet et eneste gen, der kunne forklare disse unges adfærd. Således er nævnelsen af genmaterialet i din udtalelse ren spekulation, og må betegnes som meget uvidenskabeligt.
Derudover er både det, at insinuere et defekt genmateriale, men ikke mindst en sproglig formulering som "Dem, der går amok, har en ekstremitet - en krøllet sjæl - ..." (min fremhævelse) meget diskriminerende overfor de pågældende individer.
Nu er det i vores samfund desværre på dagsordenen, at mennesker, der ikke til punkt og prikke opfylder normerne for normal adfærd, diskrimineres på det groveste. Det er normalt, at gøre det, så at sige. Jeg må dog undre mig meget over, at endda en ekspert i mobning åbenbart ikke er i stand til at erkende dette og til at undgå selv at diskriminere, mobbe, på det groveste, og jeg kunne godt tænke mig, at høre, hvordan du forklarer dit ordvalg.
Med venlig hilsen,
Marian B. Goldstein
Kære Helle Rabøl Hansen,
I forbindelse med det seneste skoleskyderi i Tyskland kom jeg bl.a. til at læse Gitte Svanholms artikel "Elever kan afværge skoleskyderier", politiken.dk, 26. januar 2009, http://politiken.dk/indland/article636458.ece , der citerer dig:
"Dem, der går amok, har en ekstremitet - en krøllet sjæl - ud over deres ensomhed. Men det er ikke kun deres genmateriale og deres opdragelse, der får dem til at gå amok med våben på skolerne. Det er i høj grad også skolekulturen, der spiller ind".
Jeg er helt enig med dig i, at samfundet, inklusive hjemmet og skolen, spiller en afgørende rolle med hensyn til den enkelte unges trivsel i det. Den afgørende rolle.
Hvad jeg ikke kan forstå er, hvor du tager din viden angående de pågældende unges genmateriale fra. Der er til dags dato ikke fundet et eneste gen, der kunne forklare disse unges adfærd. Således er nævnelsen af genmaterialet i din udtalelse ren spekulation, og må betegnes som meget uvidenskabeligt.
Derudover er både det, at insinuere et defekt genmateriale, men ikke mindst en sproglig formulering som "Dem, der går amok, har en ekstremitet - en krøllet sjæl - ..." (min fremhævelse) meget diskriminerende overfor de pågældende individer.
Nu er det i vores samfund desværre på dagsordenen, at mennesker, der ikke til punkt og prikke opfylder normerne for normal adfærd, diskrimineres på det groveste. Det er normalt, at gøre det, så at sige. Jeg må dog undre mig meget over, at endda en ekspert i mobning åbenbart ikke er i stand til at erkende dette og til at undgå selv at diskriminere, mobbe, på det groveste, og jeg kunne godt tænke mig, at høre, hvordan du forklarer dit ordvalg.
Med venlig hilsen,
Marian B. Goldstein
torsdag den 12. marts 2009
Uafhængige medier? Politiken, Wellsphere og Health Central
Jeg syntes, det fortjener sit eget lille indlæg, så her, i forlængelse af mit forgående indlæg, en lille bemærkning - eller to - om Politikens Elisabeth Astrups forbindelser til Wellsphere.
Som man kan se ud fra mit indlæg om Wellsphere på min engelske blog, er, eller snarere var Wellsphere et internet-business i stil med Health Central. Det vil sige et foretagende, der godt nok kalder sig for "uafhængig", men ikke desto mindre tillader - massiv - annoncering. Bl.a. og ikke mindst fra farmaindustriens side. Ikke så voldsomt uafhængig igen, vil jeg mene.
Nu vil man - foreløbigt i hvert fald - lede forgæves efter annoncerne på Wellspheres egen hjemmeside. Men de er til gengæld ikke til at overse på Health Centrals. Og Wellsphere blev altså købt af Health Central tidligere i år. Wellsphere er således i dag del af Health Central.
Så, det forklarer jo lidt Politikens tavshed, når det kommer til information, der er kritisk overfor farmaindustrien og dens produkter. Selvfølgeligt bider man ikke den hånd, der fodrer en.
Som man kan se ud fra mit indlæg om Wellsphere på min engelske blog, er, eller snarere var Wellsphere et internet-business i stil med Health Central. Det vil sige et foretagende, der godt nok kalder sig for "uafhængig", men ikke desto mindre tillader - massiv - annoncering. Bl.a. og ikke mindst fra farmaindustriens side. Ikke så voldsomt uafhængig igen, vil jeg mene.
Nu vil man - foreløbigt i hvert fald - lede forgæves efter annoncerne på Wellspheres egen hjemmeside. Men de er til gengæld ikke til at overse på Health Centrals. Og Wellsphere blev altså købt af Health Central tidligere i år. Wellsphere er således i dag del af Health Central.
Så, det forklarer jo lidt Politikens tavshed, når det kommer til information, der er kritisk overfor farmaindustrien og dens produkter. Selvfølgeligt bider man ikke den hånd, der fodrer en.
Skoleskyderier - Der mangler en faktor i ligningen
"Hvorfor er det, at ingen tænker på, at se længere end til våbenlovene?" spørges der her af en britisk blogger i anledning af den seneste skoleskyderi i Tyskland.
Godt nok er vi her i Danmark ikke lige så hurtige til at gøre våbenlovene ansvarlige, som man er det i USA. Siden våbenlovene her i landet i forvejen - og i modsætning til i USA - er ret så strikse. Ikke desto mindre tøver vi heller ikke med at gøre individet ansvarligt: "Dem, der går amok, har en ekstremitet - en krøllet sjæl - ud over deres ensomhed. Men det er ikke kun deres genmateriale og deres opdragelse, der får dem til at gå amok med våben på skolerne. Det er i høj grad også skolekulturen, der spiller ind," sagde mobbeforsker Helle Rabøl Hansen til Politiken i januar måned.
Så, det er primært individets gener, der gør et menneske til skoleskyder. Hvor er de gener, Helle Rabøl Hansen??? Jeg vil så frygteligt gerne se dem en gang, og ingen har kunnet vise mig dem, so far.
Nå men, defekte gener alene gør det nu dog ikke: "Det er mobbeofre, der går amok," citeres Helle Rabøl Hansen også i artiklen. Det vil sige, defekte gener plus mobning lig med skoleskyder? Og måske kan vi tilføje en afbrudt psykiatrisk "behandling", for at gøre det hele endnu mere eksplosivt, som denne artikel prøver det - atter en gang. "De farlige sindssyge" - og deres defekte gener.
Der mangler en faktor i ligningen, før den virkeligt kan gå op. Mens der efterhånden er ved at komme lidt fokus på problemet i USA, har ingen her i Danmark indtil videre fundet det værd at spørge efter netop den rolle, psykiatrisk "behandling" kan spille med hensyn til mennesker, der pludseligt bliver udagerende. Hvorfor ikke? Hvad er man bange for??
Akatisi, rastløshed, er en kendt bivirkning af især SSRIs (antidepressiva), men overordnet af alle psykofarmaka. Og den er et af de mange abstinenssymptomer, man kan opleve ved udtrapning ud af psykofarmaka. Specielt sammen med den emotionelt og kognitivt sløvende effekt af psykofarmaka, der gør det svært for et menneske, at overskue sine handlingers konsekvenser, giver akatisi det perfekte grundlag for et skoleskyderi.
Tim Kretschmer har ifølge artiklen på politiken.dk haft fem samtaler med en psykiater. Mon ikke, der under en af disse "samtaler" blev udskrevet en recept? Det er jo, som vi alle ved, det, psykiatere er bedst til. At udskrive recepter på stoffer, der i USA er forsynede med en black box warning. Netop på grund af den bivirkning, der hedder at mennesker kan blive homi- respektive suicidal af at tage dem.
Men nej. Selvfølgeligt stiller vi i et samfund, der blandt andet kun fungerer fordi det har gjort det, at udpege enkelte, genetisk angiveligt defekte, individer som dens sorte får til sit credo, ikke spørgsmålstegn ved den institution, der udpeger de sorte får.
Så lad os endeligt fortsætte med at fortælle historier om defekte gener, som ingen indtil videre har set. Lad os endeligt fortsætte med at udpege enkelte individer som sorte får. Så samfundet ikke behøves at tage noget ansvar, og farmaindustrien ikke lider nogle tab.
_______________
Yeeehahhh! Ja, så har jeg, der altså jo har lært noget af Sigrun, og der jo virkeligt er nysgerrig efter en forklaring på, hvorfor de afgørende spørgmål aldrig stilles, just henvendt mig per mail til Jakob Hvide Beim, medforfatter af artiklen "Skolemorder afbrød psykiatrisk behandling" - "morder" sælger vist ganske ok, ikk'? Ligesom "afbrød psykiatrisk behandling" = "de farlige sindssyge" sælger, ja! Og jeg havde sådan set også påtænkt en mail til artiklens anden forfatter, Elisabeth Astrup. Det blev det ikke til, og hvis man vil vide hvorfor ikke, så skal man bare klikke hendes navn - og se Dr. Rutledge's e-mail-adresse poppe op! Wellsphere, ja! Må indrømme, at jeg havde et lille bitte, naivt, håb om, at Politiken var mere seriøs, end som sådan.
_______________
Update 18.03.09: Klikker man Elisabeth Astrup's navn i artiklen i dag, så vil hendes Politiken-mailadresse dukke op, ikke Dr.Rutledge's.
Godt nok er vi her i Danmark ikke lige så hurtige til at gøre våbenlovene ansvarlige, som man er det i USA. Siden våbenlovene her i landet i forvejen - og i modsætning til i USA - er ret så strikse. Ikke desto mindre tøver vi heller ikke med at gøre individet ansvarligt: "Dem, der går amok, har en ekstremitet - en krøllet sjæl - ud over deres ensomhed. Men det er ikke kun deres genmateriale og deres opdragelse, der får dem til at gå amok med våben på skolerne. Det er i høj grad også skolekulturen, der spiller ind," sagde mobbeforsker Helle Rabøl Hansen til Politiken i januar måned.
Så, det er primært individets gener, der gør et menneske til skoleskyder. Hvor er de gener, Helle Rabøl Hansen??? Jeg vil så frygteligt gerne se dem en gang, og ingen har kunnet vise mig dem, so far.
Nå men, defekte gener alene gør det nu dog ikke: "Det er mobbeofre, der går amok," citeres Helle Rabøl Hansen også i artiklen. Det vil sige, defekte gener plus mobning lig med skoleskyder? Og måske kan vi tilføje en afbrudt psykiatrisk "behandling", for at gøre det hele endnu mere eksplosivt, som denne artikel prøver det - atter en gang. "De farlige sindssyge" - og deres defekte gener.
Der mangler en faktor i ligningen, før den virkeligt kan gå op. Mens der efterhånden er ved at komme lidt fokus på problemet i USA, har ingen her i Danmark indtil videre fundet det værd at spørge efter netop den rolle, psykiatrisk "behandling" kan spille med hensyn til mennesker, der pludseligt bliver udagerende. Hvorfor ikke? Hvad er man bange for??
Akatisi, rastløshed, er en kendt bivirkning af især SSRIs (antidepressiva), men overordnet af alle psykofarmaka. Og den er et af de mange abstinenssymptomer, man kan opleve ved udtrapning ud af psykofarmaka. Specielt sammen med den emotionelt og kognitivt sløvende effekt af psykofarmaka, der gør det svært for et menneske, at overskue sine handlingers konsekvenser, giver akatisi det perfekte grundlag for et skoleskyderi.
Tim Kretschmer har ifølge artiklen på politiken.dk haft fem samtaler med en psykiater. Mon ikke, der under en af disse "samtaler" blev udskrevet en recept? Det er jo, som vi alle ved, det, psykiatere er bedst til. At udskrive recepter på stoffer, der i USA er forsynede med en black box warning. Netop på grund af den bivirkning, der hedder at mennesker kan blive homi- respektive suicidal af at tage dem.
Men nej. Selvfølgeligt stiller vi i et samfund, der blandt andet kun fungerer fordi det har gjort det, at udpege enkelte, genetisk angiveligt defekte, individer som dens sorte får til sit credo, ikke spørgsmålstegn ved den institution, der udpeger de sorte får.
Så lad os endeligt fortsætte med at fortælle historier om defekte gener, som ingen indtil videre har set. Lad os endeligt fortsætte med at udpege enkelte individer som sorte får. Så samfundet ikke behøves at tage noget ansvar, og farmaindustrien ikke lider nogle tab.
_______________
Yeeehahhh! Ja, så har jeg, der altså jo har lært noget af Sigrun, og der jo virkeligt er nysgerrig efter en forklaring på, hvorfor de afgørende spørgmål aldrig stilles, just henvendt mig per mail til Jakob Hvide Beim, medforfatter af artiklen "Skolemorder afbrød psykiatrisk behandling" - "morder" sælger vist ganske ok, ikk'? Ligesom "afbrød psykiatrisk behandling" = "de farlige sindssyge" sælger, ja! Og jeg havde sådan set også påtænkt en mail til artiklens anden forfatter, Elisabeth Astrup. Det blev det ikke til, og hvis man vil vide hvorfor ikke, så skal man bare klikke hendes navn - og se Dr. Rutledge's e-mail-adresse poppe op! Wellsphere, ja! Må indrømme, at jeg havde et lille bitte, naivt, håb om, at Politiken var mere seriøs, end som sådan.
_______________
Update 18.03.09: Klikker man Elisabeth Astrup's navn i artiklen i dag, så vil hendes Politiken-mailadresse dukke op, ikke Dr.Rutledge's.
Det er en brist, når man ikke er fuldstændigt afstumpet
"Formentlig har han haft en psykisk brist med sig, som så er blevet forværret af de ting, som han har været ude for i Bosnien," citeres veteranformanden Bjarne Hesselberg på politiken.dk angående Torben Martin Bødker. Aha! Man har altså en brist, når man reagerer på vor kulturs umenneskelighed, der jo giver sig meget tydeligt til kende igennem dens hang til krigsføring. Der er selvfølgeligt intet galt med hverken krigsføring eller vor kulturs umenneskelighed generelt. Er det så mærkeligt, at hjemvendte soldater, der altså har et problem med krigens umenneskelighed, ikke henvender sig, når det eneste de får at vide er, at det er dem, der er helt galt på den, når de ikke kan klare umenneskeligheden???
_______________
Se også: Sholom Keller, A Letter To My Shrink,
og Doug Bremner's blogindlæg DSM V Shadow Team Strikes Back at Psychiatric Establishment on PTSD
_______________
Se også: Sholom Keller, A Letter To My Shrink,
og Doug Bremner's blogindlæg DSM V Shadow Team Strikes Back at Psychiatric Establishment on PTSD
onsdag den 11. marts 2009
"Gik amok"???
Overgribernes "logik": når man forsvarer sig med næb og kløer - eller med en sabel, såfremt man ejer en sådan en - mod overgreb, så hedder det, at man "gik amok". Ifølge overgriberne. Og når det kan kaldes for at "gå amok", i stedet for at "forsvare sig selv", så retfærdiggør det selvsagt, at man bliver skudt. Det retfærdiggør overgrebet, "proceduren", i sig selv. Så nej, der er vist ingen grund til at ændre nogen som helst "procedurer".
Interessant, at overgriberne får psykologhjælp. Mens deres i forvejen svært traumatiserede ofre med den største selvfølge forventes at finde sig modstandsløst i hvad som helst. Interessant, hvordan den uniformerede aggressivitet nægtes at kunne udløse meget naturlige selvforsvarsreaktioner. Interessant, hvordan det bortforklares med et "psykisk syg", der selvfølgeligt skal forstås som stik modsat "menneskeligt". Dvs. stik modsat "forståeligt". Og interessant, hvordan vores samfund, også med den største selvfølge, kriminaliserer mennesker, der protesterer mod overgreb. Ved at sende uniformerede politibetjente ud for at hente disse mennesker, og aflevere dem i den samfundsinstitution, hvis opgave det er, at lukke munden på dem. Lige så chancen byder sig. Dvs. lige så protesten kan bortforklares som "psykisk syg". De har vel selv bedt om det, ikk'? Ja. I hvert fald i følge overgribernes "logik".
Interessant, at overgriberne får psykologhjælp. Mens deres i forvejen svært traumatiserede ofre med den største selvfølge forventes at finde sig modstandsløst i hvad som helst. Interessant, hvordan den uniformerede aggressivitet nægtes at kunne udløse meget naturlige selvforsvarsreaktioner. Interessant, hvordan det bortforklares med et "psykisk syg", der selvfølgeligt skal forstås som stik modsat "menneskeligt". Dvs. stik modsat "forståeligt". Og interessant, hvordan vores samfund, også med den største selvfølge, kriminaliserer mennesker, der protesterer mod overgreb. Ved at sende uniformerede politibetjente ud for at hente disse mennesker, og aflevere dem i den samfundsinstitution, hvis opgave det er, at lukke munden på dem. Lige så chancen byder sig. Dvs. lige så protesten kan bortforklares som "psykisk syg". De har vel selv bedt om det, ikk'? Ja. I hvert fald i følge overgribernes "logik".
tirsdag den 10. marts 2009
Spring Tide - new post
I've revived Spring Tide, which most of you certainly thought, I'd abandoned for good since I didn't post anything there for months. Well, I posted a piece yesterday.
Not sure, if I should say 'enjoy!' or 'beware!'...
Not sure, if I should say 'enjoy!' or 'beware!'...
lørdag den 7. marts 2009
Lidt ucivil ulydighed
Inspireret af en bemærkning om gulerødder af Derrick Jensen - ja, jeg er "fan" af ham, hvis nogen stadigt skulle være i tvivl - her et par tanker om vold - og pacifisme.
Men først et klip fra et foredrag med Derrick Jensen:
Oversættelse af nogle citater fra videoklippet:
"Når jeg holder foredrag om spørgsmålet angående det, at slå tilbage, er publikumsreaktionerne ret så forudsigelige. De er at mainstream miljøaktivisterne og mainstream freds- og social-retfærdigheds-aktivisterne sætter op hvad jeg er begyndt at kalde et "Gandhi-skjold". De starter at sige ordene 'Martin Luther King, Dalai Lama, Gandhi' igen og igen, så hurtigt de kan, for at holde de onde tanker på afstand.
Og græsrods-miljøaktivister gør det samme. Og de kommer til mig efter foredraget og siger: 'Tak for at tale om det!'
Andre publikumer reagerer helt anderledes. Mange farvede, især fattige farvede, amerikanske indianere, mange småbønder, mange overlevere af vold i hjemmet, mange radikale miljøaktivister, mange fængselsindsatte har en helt anden måde at reagere på. De kigger på mig, som om de ville sige: 'Fortæl mig noget nyt, mand!'
Det gik op for mig, at forskellen er, at for de sidstnævnte grupper er vold ikke et eller andet spirituelt, abstrakt spørgsmål, der kan filosoferes over. den er simpelthen en del af livet, og den skal håndteres. (...)
Det gik op for mig, at, når jeg holder de her foredrag, så er reaktionerne af de dogmatiske pacifister forudsigelige, og de bruger alle de samme klichéer. (...)
Jeg vil nævne et par af deres antagelser: "Derrick, du skaber splid, du er så dualistisk. Du snakker om 'dem og os'. Du snakker om en fjende. Men der er ikke nogen fjende. Du snakker om at vinde og om at tabe...' Åh, for resten, ja, jeg vil vinde. Vi kommer til at vinde. Og hvad det at vinde betyder for mig, er at leve på en beboelig planet. (...) Og jeg svarer: 'Åh, så, hvad du siger er, at dualisme er dårlig, ikke-dualisme er god. Det siger du ikke. Jeg troede, det var på en måde symbolsk.'
En anden er: 'Ved du, Derrick, hvad vi åbenbart virkeligt må gøre, er at vi virkeligt må elske mere. (...) Fordi, hvis du virkeligt elsker, Derrick, hvis du elsker dybt, kan du aldrig så meget som tænke på, at slå tilbage.'
Jeg er uenig i, at kærlighed medfører pacifisme. Og jeg tænker, mor grizzlybjørn bakker mig op her. Jeg er opvokset på landet.Og i mit liv er jeg blevet angrebet af heste, køer, hunde, katte, høns, gæs (...), høge, ørne, kolibrier, edderkopper, mus, der troede, jeg ville angribe deres børn. Og hvis mor mus angriber nogen, der er 6.000 gange større end hende, og vinder, hvad fanden er der så forkert med os? (...)
Folk er forkert på den, når de siger at, hvis bare du elsker nok, slår du ikke tilbage. Men de har ret, når de siger, at hvad vi har brug for er mere kærlighed. Vi gør. Vi har brug for, at elske os selv. Hvis vi elsker os selv nok, finder vi os ikke i det her lort. Hvis vi elsker os selv, siger vi: 'Det her gør du bare ikke mod mig eller mod dem, jeg elsker.' (...)
En anden, de prøver at komme med, er at du ikke kan bruge mesterens redskaber til at nedbryde mesterens hus. (...) Jeg kan garantere et par ting. Én er, at dem, der siger det, aldrig har læst essayen det stammer fra. For det har intet med pacifisme at gøre. Hvad det går ud på er at vi behøver en mangfoldig tilgang til at nærme os mangfoldige problemstillinger. Det er alt, hvad Audre Lorde siger. Og det er, hvad vi taler om her.
Og det andet, jeg kan garantere, er at Audre Lorde aldrig har lavet byggearbejde. For det er en gyslig metafor. Det betyder intet, hvis redskaber du bruger. jeg kan bruge mine redskaber, jeg kan bruge dine redskaber, jeg kan bruge mesterens redskaber, jeg kan bruge min nevøs redskaber. En hammer er en hammer. Det er virkeligt dumt. Skal vi sige til Tecumseh: 'Undskyld, i kan ikke bruge de våben, i tog fra de hvide, for at holde dem fra at tage jeres land'? Nej. Nej, det er virkeligt dumt.
Min job som aktivist er ikke at være spirituelt ren. Jeg har (...) nul interesse i spirituel renhed. Det, der interesserer mig, er at konfrontere og afskaffe magt. Og jeg er fløjtende ligeglad med, hvordan jeg gør det.
Et andet problem med metaforen som den bruges er, at der forudsættes, at vold er et af mesterens redskaber. Dem, der har magten, prøver at fortælle os, at de ejer landet, at de ejer vandet, at de ejer genetisk materiale, at de ejer luften. Jeg vil være forbandet, hvis jeg også giver dem volden. De ejer den ikke. Og jeg tænker også her, at mor grizzlybjørn bakker mig op. (...)
Hvad jeg siger i det kapitel [et kapitel om vold i bogen A Language Older Than Words] er, at hvis du slår tilbage, (...) risikerer du, at blive som de er. Det er noget af det dummeste, jeg nogensinde har hørt i mit liv. Betyder det, at da Tecumseh slog tilbage, løb han risikoen at blive som dem, der stjal deres land? Betyder det, at kvinden, der slår sin voldtæktsmand ihjel, risikerer at blive voldtægtsforbryder? Betyder det, at tigeren, der dræber dyrepasseren, risikerer at blive dyrepasser? Det er totalt idiotisk.
En til kliché, de fyrer af. Det her er den værste... De siger altid, vold ikke fører nogen vegne. Det er obskønt. Hvis vold aldrig fører nogen vegne, så betyder det, at alle de afrikanere, der kom via mellempassagen, tilmeldte sig, hoppede ombord, og sagde: 'Lad os komme derover, og lad os arbejde i marken!' Hvad det betyder er at, da de hvide kom til denne kontinent [Amerika], sagde indianerne: 'Hey, vil i ha' noget land? Hér, i kan ha' det!'
Der findes et godt citat af Robin Morgan: 'Overalt i verden kan en hvilken som helst kvinde gå alene om natten, og hvis hun hører fodtrin bagved sig, har hun grund til at være bange.' Hun kalder det 'frygtens demokrati'. Mænds systematiske terrorisering af kvinder har forandret opførslen af halvdelen af den menneskelige befolkning. Fortæl mig ikke, at vold ikke fører nogen vegne. Vold er forfærdeligt effektiv. DET ER HVORFOR DE BRUGER DEN."
_______________
Den tyske komiker Otto Waalkes havde i 1970'erne en sketch i programmet, hvor han stod i køkkenet og tilberedte grøntsager. Humoren lå i, at han flåede og hakkede f.eks. en tomat med en attitude, hentet fra klichéen "sadistisk massemorder torturerer sit offer", mens han også gav tomaten en stemme... Hylende - morsomt. Eller er det?
Er det en anden slags voldelighed, når vi forsvarer os mod trusler og overgreb fra et andet menneske, end når vi flår og hakker en tomat, fordi vi er sultne? I begge tilfælde gælder det vores overlevelse. Og liv er liv. Menneske eller tomat. Hvis du tror, du kan leve fuldstændigt ikke-voldeligt, f.eks. ved at være vegetar/veganer, så, tro om! Vold mod planter er også vold. Og ved at godkende vold mod tomater, men ikke godkende vold mod dyr eller mennesker, vurderer vi faktisk tomatens liv som værende mindre værd end dyrenes og menneskers. Med hvilken ret? Hvem har udnævnt os til retmæssige dommere over alt liv på jorden?
Spørgsmålet er ikke så meget, hvem volden går ud over, som det er, hvad hensigten er med volden. Om det er selvforsvar/overlevelse (som f.eks. når Abdulle Ahmed forsvarer sig håndgribeligt mod psykiatriens overgreb), eller om det er tilfredsstillelse af egoets behov, der driver værket - f.eks. når egoet har behov for økonomisk profit, eller magt. Som f.eks. når vores samfund/Benedikte Volfing får et ego-kick ud af at mishandle Abdulle Ahmed - og jeg ved ikke hvor mange andre i samme situation - med i høj grad giftige, kemiske substanser (mens dette absolut groteske magtmisbrug sørger for, at farmaindustrien får sig et økonomisk ego-kick), efter at han er gjort forsvarsløs på alle niveauer. Ved bæltefiksering og ved at reelt fratage ham muligheden for legal bistand. Og det er i øvrigt det samme ego-kick, vi taler om, når det kommer til det, at indbilde folk, de lider af en kronisk hjernesygdom, og derved gøre dem afhængige af systemet: "Jeg alene ved, hvad der er godt for dig." Eller: "Tro ikke, at du er noget/nogen uden mig."
Så, hvis nogen synes, jeg måske af og til bruger lige lovligt "stærke" vendinger i min kritik af psykiatrien - og af vores civilisation: jeg gør det, fordi begge dele grundlæggende truer mit og alt andet liv. Selvforsvar.
Forleden postede jeg et kortere indlæg på min engelske blog, hvori jeg skrev, at jeg af og til er ganske så træt af "at høre folk forsvare - ja, forsvare! - psykiatere og deres fodfolk, og prøve at fortælle mig, at disse stakler jo virkeligt tror på, at de hjælper, at deres hovedinteresse virkeligt skulle være, at hjælpe folk i krise, at de virkeligt ikke aner, hvad (for en enormt stor skade) de gør, og at jeg, følgeligt, ikke kan have andet end "compassion" og tilgivelse og hvad det måtte være af den slags for dem".
De ved ikke hvad de gør??? Undskyld, men hvis det er tilfældet, så er disse mennesker altså både blinde, døve og dertil såpas mindrebegavede, at de, også set på denne måde, er til fare for både sig selv og andre.
De ved udmærket godt, hvad de gør. Men de ved også, at samfundet dækker - ubetinget - over dem, fordi det de gør, helt er i samfundets ånd og tjeneste. Ligesom det er helt i samfundets ånd og tjeneste, når vi føler skyld over at anklage samfundet for at mishandle os. For vi har vel selv bedt om det, med vores utilpassede adfærd, ikk'?! - For, det er jo ikke sådan, at de selv tror på den med hjernesygdom, gener og ubalancer i transmitterstofskiftet.
Ligesom Derrick Jensen, så spørger også jeg mig tit og ofte, hvad der mon skal til. Hvornår det mon er nok. Om det mon nogensinde er nok. Og så er det næste spørgsmål, om man kan håndtere volden. Om man kan skelne mellem selvforsvar og et hævngerrigt og magtsygt ego-trip. For, det er det sidste, der gør, at man bliver som det/de, man kæmper imod.
Men først et klip fra et foredrag med Derrick Jensen:
Oversættelse af nogle citater fra videoklippet:
"Når jeg holder foredrag om spørgsmålet angående det, at slå tilbage, er publikumsreaktionerne ret så forudsigelige. De er at mainstream miljøaktivisterne og mainstream freds- og social-retfærdigheds-aktivisterne sætter op hvad jeg er begyndt at kalde et "Gandhi-skjold". De starter at sige ordene 'Martin Luther King, Dalai Lama, Gandhi' igen og igen, så hurtigt de kan, for at holde de onde tanker på afstand.
Og græsrods-miljøaktivister gør det samme. Og de kommer til mig efter foredraget og siger: 'Tak for at tale om det!'
Andre publikumer reagerer helt anderledes. Mange farvede, især fattige farvede, amerikanske indianere, mange småbønder, mange overlevere af vold i hjemmet, mange radikale miljøaktivister, mange fængselsindsatte har en helt anden måde at reagere på. De kigger på mig, som om de ville sige: 'Fortæl mig noget nyt, mand!'
Det gik op for mig, at forskellen er, at for de sidstnævnte grupper er vold ikke et eller andet spirituelt, abstrakt spørgsmål, der kan filosoferes over. den er simpelthen en del af livet, og den skal håndteres. (...)
Det gik op for mig, at, når jeg holder de her foredrag, så er reaktionerne af de dogmatiske pacifister forudsigelige, og de bruger alle de samme klichéer. (...)
Jeg vil nævne et par af deres antagelser: "Derrick, du skaber splid, du er så dualistisk. Du snakker om 'dem og os'. Du snakker om en fjende. Men der er ikke nogen fjende. Du snakker om at vinde og om at tabe...' Åh, for resten, ja, jeg vil vinde. Vi kommer til at vinde. Og hvad det at vinde betyder for mig, er at leve på en beboelig planet. (...) Og jeg svarer: 'Åh, så, hvad du siger er, at dualisme er dårlig, ikke-dualisme er god. Det siger du ikke. Jeg troede, det var på en måde symbolsk.'
En anden er: 'Ved du, Derrick, hvad vi åbenbart virkeligt må gøre, er at vi virkeligt må elske mere. (...) Fordi, hvis du virkeligt elsker, Derrick, hvis du elsker dybt, kan du aldrig så meget som tænke på, at slå tilbage.'
Jeg er uenig i, at kærlighed medfører pacifisme. Og jeg tænker, mor grizzlybjørn bakker mig op her. Jeg er opvokset på landet.Og i mit liv er jeg blevet angrebet af heste, køer, hunde, katte, høns, gæs (...), høge, ørne, kolibrier, edderkopper, mus, der troede, jeg ville angribe deres børn. Og hvis mor mus angriber nogen, der er 6.000 gange større end hende, og vinder, hvad fanden er der så forkert med os? (...)
Folk er forkert på den, når de siger at, hvis bare du elsker nok, slår du ikke tilbage. Men de har ret, når de siger, at hvad vi har brug for er mere kærlighed. Vi gør. Vi har brug for, at elske os selv. Hvis vi elsker os selv nok, finder vi os ikke i det her lort. Hvis vi elsker os selv, siger vi: 'Det her gør du bare ikke mod mig eller mod dem, jeg elsker.' (...)
En anden, de prøver at komme med, er at du ikke kan bruge mesterens redskaber til at nedbryde mesterens hus. (...) Jeg kan garantere et par ting. Én er, at dem, der siger det, aldrig har læst essayen det stammer fra. For det har intet med pacifisme at gøre. Hvad det går ud på er at vi behøver en mangfoldig tilgang til at nærme os mangfoldige problemstillinger. Det er alt, hvad Audre Lorde siger. Og det er, hvad vi taler om her.
Og det andet, jeg kan garantere, er at Audre Lorde aldrig har lavet byggearbejde. For det er en gyslig metafor. Det betyder intet, hvis redskaber du bruger. jeg kan bruge mine redskaber, jeg kan bruge dine redskaber, jeg kan bruge mesterens redskaber, jeg kan bruge min nevøs redskaber. En hammer er en hammer. Det er virkeligt dumt. Skal vi sige til Tecumseh: 'Undskyld, i kan ikke bruge de våben, i tog fra de hvide, for at holde dem fra at tage jeres land'? Nej. Nej, det er virkeligt dumt.
Min job som aktivist er ikke at være spirituelt ren. Jeg har (...) nul interesse i spirituel renhed. Det, der interesserer mig, er at konfrontere og afskaffe magt. Og jeg er fløjtende ligeglad med, hvordan jeg gør det.
Et andet problem med metaforen som den bruges er, at der forudsættes, at vold er et af mesterens redskaber. Dem, der har magten, prøver at fortælle os, at de ejer landet, at de ejer vandet, at de ejer genetisk materiale, at de ejer luften. Jeg vil være forbandet, hvis jeg også giver dem volden. De ejer den ikke. Og jeg tænker også her, at mor grizzlybjørn bakker mig op. (...)
Hvad jeg siger i det kapitel [et kapitel om vold i bogen A Language Older Than Words] er, at hvis du slår tilbage, (...) risikerer du, at blive som de er. Det er noget af det dummeste, jeg nogensinde har hørt i mit liv. Betyder det, at da Tecumseh slog tilbage, løb han risikoen at blive som dem, der stjal deres land? Betyder det, at kvinden, der slår sin voldtæktsmand ihjel, risikerer at blive voldtægtsforbryder? Betyder det, at tigeren, der dræber dyrepasseren, risikerer at blive dyrepasser? Det er totalt idiotisk.
En til kliché, de fyrer af. Det her er den værste... De siger altid, vold ikke fører nogen vegne. Det er obskønt. Hvis vold aldrig fører nogen vegne, så betyder det, at alle de afrikanere, der kom via mellempassagen, tilmeldte sig, hoppede ombord, og sagde: 'Lad os komme derover, og lad os arbejde i marken!' Hvad det betyder er at, da de hvide kom til denne kontinent [Amerika], sagde indianerne: 'Hey, vil i ha' noget land? Hér, i kan ha' det!'
Der findes et godt citat af Robin Morgan: 'Overalt i verden kan en hvilken som helst kvinde gå alene om natten, og hvis hun hører fodtrin bagved sig, har hun grund til at være bange.' Hun kalder det 'frygtens demokrati'. Mænds systematiske terrorisering af kvinder har forandret opførslen af halvdelen af den menneskelige befolkning. Fortæl mig ikke, at vold ikke fører nogen vegne. Vold er forfærdeligt effektiv. DET ER HVORFOR DE BRUGER DEN."
_______________
Den tyske komiker Otto Waalkes havde i 1970'erne en sketch i programmet, hvor han stod i køkkenet og tilberedte grøntsager. Humoren lå i, at han flåede og hakkede f.eks. en tomat med en attitude, hentet fra klichéen "sadistisk massemorder torturerer sit offer", mens han også gav tomaten en stemme... Hylende - morsomt. Eller er det?
Er det en anden slags voldelighed, når vi forsvarer os mod trusler og overgreb fra et andet menneske, end når vi flår og hakker en tomat, fordi vi er sultne? I begge tilfælde gælder det vores overlevelse. Og liv er liv. Menneske eller tomat. Hvis du tror, du kan leve fuldstændigt ikke-voldeligt, f.eks. ved at være vegetar/veganer, så, tro om! Vold mod planter er også vold. Og ved at godkende vold mod tomater, men ikke godkende vold mod dyr eller mennesker, vurderer vi faktisk tomatens liv som værende mindre værd end dyrenes og menneskers. Med hvilken ret? Hvem har udnævnt os til retmæssige dommere over alt liv på jorden?
Spørgsmålet er ikke så meget, hvem volden går ud over, som det er, hvad hensigten er med volden. Om det er selvforsvar/overlevelse (som f.eks. når Abdulle Ahmed forsvarer sig håndgribeligt mod psykiatriens overgreb), eller om det er tilfredsstillelse af egoets behov, der driver værket - f.eks. når egoet har behov for økonomisk profit, eller magt. Som f.eks. når vores samfund/Benedikte Volfing får et ego-kick ud af at mishandle Abdulle Ahmed - og jeg ved ikke hvor mange andre i samme situation - med i høj grad giftige, kemiske substanser (mens dette absolut groteske magtmisbrug sørger for, at farmaindustrien får sig et økonomisk ego-kick), efter at han er gjort forsvarsløs på alle niveauer. Ved bæltefiksering og ved at reelt fratage ham muligheden for legal bistand. Og det er i øvrigt det samme ego-kick, vi taler om, når det kommer til det, at indbilde folk, de lider af en kronisk hjernesygdom, og derved gøre dem afhængige af systemet: "Jeg alene ved, hvad der er godt for dig." Eller: "Tro ikke, at du er noget/nogen uden mig."
Så, hvis nogen synes, jeg måske af og til bruger lige lovligt "stærke" vendinger i min kritik af psykiatrien - og af vores civilisation: jeg gør det, fordi begge dele grundlæggende truer mit og alt andet liv. Selvforsvar.
Forleden postede jeg et kortere indlæg på min engelske blog, hvori jeg skrev, at jeg af og til er ganske så træt af "at høre folk forsvare - ja, forsvare! - psykiatere og deres fodfolk, og prøve at fortælle mig, at disse stakler jo virkeligt tror på, at de hjælper, at deres hovedinteresse virkeligt skulle være, at hjælpe folk i krise, at de virkeligt ikke aner, hvad (for en enormt stor skade) de gør, og at jeg, følgeligt, ikke kan have andet end "compassion" og tilgivelse og hvad det måtte være af den slags for dem".
De ved ikke hvad de gør??? Undskyld, men hvis det er tilfældet, så er disse mennesker altså både blinde, døve og dertil såpas mindrebegavede, at de, også set på denne måde, er til fare for både sig selv og andre.
De ved udmærket godt, hvad de gør. Men de ved også, at samfundet dækker - ubetinget - over dem, fordi det de gør, helt er i samfundets ånd og tjeneste. Ligesom det er helt i samfundets ånd og tjeneste, når vi føler skyld over at anklage samfundet for at mishandle os. For vi har vel selv bedt om det, med vores utilpassede adfærd, ikk'?! - For, det er jo ikke sådan, at de selv tror på den med hjernesygdom, gener og ubalancer i transmitterstofskiftet.
Ligesom Derrick Jensen, så spørger også jeg mig tit og ofte, hvad der mon skal til. Hvornår det mon er nok. Om det mon nogensinde er nok. Og så er det næste spørgsmål, om man kan håndtere volden. Om man kan skelne mellem selvforsvar og et hævngerrigt og magtsygt ego-trip. For, det er det sidste, der gør, at man bliver som det/de, man kæmper imod.
Abonner på:
Opslag (Atom)
