"Måske har vi alle sådan et poesisprog i en eller anden form som vi kan bruge til at lege med. Finde os selv med. Nå andre med.
Hvis vi altså kan høre det midt i alle konventionerne?"
"Finde os selv med." 'Ja', tænkte jeg, da jeg læste Jannes blogindlæg forleden dag. Genkendelse. På svensk i 90'erne, på engelsk før og i dag. I perioder på fransk. Og afstikkere til spansk og norsk. Bokmål og nynorsk. En søgen efter Ordet blandt ordene. Blandt lydene. En vandring gennem koncentriske labyrinter af vilkårlige mønstre. Klangmønstre. Lydbilleder. Og i midten altid stilheden. Silence. Sacred silence. Stillness.
"Nå andre med." 'Nå andre med?' Det poetiske sprog - eller et poetisk sprog - byder måske på flere genkendelsesmuligheder, end et helt rationelt sprog. Intuitiv genkendelse. Flere og flere muligheder for genkendelse, jo mere poetisk. Mening ikke i ordene, men mellem linierne, der står med større og større afstand, løsere og løsere sammenhæng, der kan rumme flere og flere meninger. Indtil ordene sprænger rationalitetens glasramme, falder, styrter ned i irrationalitetens afgrund, hvor ingen kan nå dem længere, og de ikke kan nå nogen længere. Fordi der ikke findes ord for det usigelige. Les mots pour les mots. Dada - eller vanvid. Hvor ordene finder deres mening. Finder sig selv. Og jeg finder mig i ordene. Når mig selv. Og måske andre.
Hvem kan sige, hvornår ordene falder og styrter? Over the edge? I afgrunden? Hvem andre end ordene selv? - "...todo se pasa, Dios no se muda,..." Teresa de Ávila. Jeg ville måske have læst denne bog. Jeg ville have læst den for fem, ti år siden. I dag viger jeg tilbage for den patologisering, bogen foretager af Teresas ord. Patologisering, ja. Ødipuskomplekset som den endelige patologisering af alt menneskeligt. Et kulturelt konstrukt, der forsøger at forklare det uforklarlige, og rationalisere det irrationelle. Jeg viger tilbage, forlader, efterlader. Ødipuskomplekset. Og tager Teresas ord med mig: "Nada te turbe, nada te espante, todo se pasa, Dios no se muda, la paciencia todo lo alcanza. Quien a Dios tiene, nada le falta. ¡Sólo Dios basta!" Hvorfor fordrive stilheden med 768 sider ord, når Ordet er lige dér, i stilheden mellem disse få linier, i stilheden hvis omrids ordenes mønster tegner? En søgen, måske. En søgen, der er gået sig vild i konventionernes rationelle tankeblindgyder.
'En søgen, eller en flugt måske?' tænkte jeg. Siden der ikke bare var ord, der ikke måtte findes, men hele sprog. Siden jeg valgte at vige tilbage, forlade, efterlade, flytte - eller flygte? Krydse en grænse, også en sproggrænse. Siden jeg valgte at krydse og overskride sproggrænser, falde, i ny og næ, styrte ned, af og til.
'Skizofrene kan ikke tænke abstrakt, tager alt bogstaveligt', hedder det. Jeg ser ordene styrte ned i afgrunden, ind i irrationalitetens hav. Hvor de opløses af saltvandet. Dér dukker et 'a' op af bølgerne, og dér, et 's' og et 'v'. Bogstaver. Bogstaveligt. Jeg ser djævlen og det dybe blå hav. Og ved, hvad jeg ville vælge. Selv om jeg nok har det som Teresa de Ávila, og ikke frygter djævlen nær så meget, som jeg frygter dem, der frygter ham. Og jeg ser et menneske sidde i et glashus og holde sten i hænderne. 'Nej!' Fordi glasskårene ville være fortabte som bogstaverne i havets saltvandsbølger. Fordi jeg gerne ville bo i et glashus. Mellem skårede lerpotter med basilikum og salvie og rosmarin og blomsterkarse. Og vinterrosens bløde blade, i flere meters højde. - Det vidste du måske ikke, at vinterroser kan blive fem meter høje? - Winter Rose - Rose Bay Willow Herb - A rose is a rose is a rose... Flight of thought. Flight of word. - Fordi jeg har brug for et hus, hvor lyset kan nå ind. Derfor må man ikke kaste med sten, når man bor i glashus. Forkert svar. Ifølge konventionerne. Mit svar. Ifølge mig.
Er det en modsigelse, at flygte fra konventionerne, fra den rationelle tanke, der overdøver - alt? For at finde sig selv, og nå andre? At frigøre sig fra et sprog, der ikke kan rumme én, og som man ikke kan rumme, og for-søge sig selv i et andet? Ikke 'eller', men 'og'. Ikke 'flygte', men 'frigøre'. For-søgen og frigøren.
_______________
Hvad er vigtigst for mig, mit budskab eller min stil? Ingen af delene. Jeg skriver mine ord, og mine ord skriver mig.
tirsdag den 28. oktober 2008
søndag den 26. oktober 2008
Projektioner III
Nogle tanker om det at tage ansvar, Abraham Maslow og selvforvirkligelse, ordene og Ordet, og om ønsket om at blive pakket i vat. Med tak til Astrid for inspiration.
Er et ønske om at blive respekteret som den man er, et ønske om at få den plads, man har brug for som et levende væsen for at kunne være til, detsamme som et ønske om at blive "pakket i vat", som Astrid mener?
Lige så mange pårørende som jeg ser, der desperat klamrer sig til det halmstrå, psykiatrien, samfundet holder op foran os i form af genetisk betingede, biologiske hjernesygdomme, som ingen har et ansvar for, lige så mange brugere ser jeg, der gør detsamme.
At kunne gribe efter og holde fast i halmstrået, forudsætter imidlertid at man er villig til at fornægte sig selv, at man er villig til at give afkald på den frihed og de muligheder til udvikling og forandring, der ligger i det, at tage ansvar for sig selv. Specielt tydeligt bliver det, når det drejer sig om "psykotiske" kriser, der som bekendt ofte går hånd i hånd med hvad psykiatrien kalder for "manglende sygdomsindsigt". Jo mere man overvældes af sit ubevidstes "vågn op!"-råb, jo mindre vil man selv være villig til at betragte "vågn op!"-råbet som en sygdom, der skal bekæmpes. Selv om man i "psykosen" ikke er bevidst om "vågn op!"-råbets helbredende, udviklende og forandrende potentiale på et rationelt tænkende niveau, men "kun" på et emotionelt, spirituelt og intuitivt niveau. Vores "rationelle" tanker er konditioneret, farvet af det samfund og den kultur, vi er opvokset i og lever i. Vores intuition er oprindelig og oprigtig. Et udtryk af hvem og hvad vi er, hver især og som mennesker i al almindelighed. Vores tanker er udtryk af tillærte samfunds- og kulturnormer. De er udtryk af, hvem og hvad vi ifølge disse normer burde/skulle være. Ikke af hvem og hvad vi er. Ser man på udsagnet isoleret, kunne "I begyndelsen var Ordet" også oversættes til: "I begyndelsen var den rationelle tanke". I begyndelsen af kulturen, af det, der adskiller mennesket fra alle andre livsformer. Liv behøves ikke den rationelle tanke, ordet, for at kunne komme til udtryk. Men liv uden intuition er ikke liv. Hvad den rationelle tanke er for egoet, er intuitionen for livet.
I en kultur, i hvilken den rationelle tanke (videnskaben, egoet) modarbejder intuitionen (naturen, væren), er krisen resultat af en kulturelt skabt ubalance mellem den rationelle tanke og intuitionen til fordel for den rationelle tanke. Den er et forsøg på genoprettelse af balancen. Og derudover et forsøg på at etablere et samarbejde mellem den rationelle tanke og intuitionen, hvor den rationelle tanke bliver til et udtryksmiddel for intuitionen, snarere end til et våben i kampen mod intuitionen. Og så bliver "I begyndelsen var Ordet" til "I begyndelsen var bevidstheden", den altrummende, transcendente bevidsthed. Integration i stedet for adskillelse. Enhed med i stedet for kamp mod. Yin og Yang. Gud. "I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud", hedder det i Johannesevangeliet. Og det er netop fordi det ikke står for den rationelle tanke, at "Ordet" staves med stort "O" i denne sammenhæng.
Splittelsen ("schizein", græsk: at splitte) er afsplittelsen og den fornægtende bekæmpelse af intuitionen til fordel for den rationelle tanke, for egoet. Krisen er et ubevidst forsøg på ophævelse af denne splittelse. "Jeg har aldrig følt mig splittet under mine akutte sygdomsperioder, men altid kun grebet af en overvældende, eventyrlig-apokalyptisk meningssammenhæng, som var meget svært at gennemleve, hvorfor de fjernede mig fra hverdagslivet. Mine medmennesker, der bare så disse episoder og mine forsøg på udredning af de krav, der blev stillet til mig, udefra, måtte selvfølgeligt se mine reaktioner som mærkelige eller sindssyge... Min livs- og verdensforståelse svarede snarere til den af et menneske, der pludseligt forstår, at der findes dybere- og højereliggende etager under og over sit eget tilholdssted, og for hvem disse etager, der hører til det store menneskehus, pludseligt bliver oplyste. Således vandt det levede livs naive realitet pludseligt en ny betydning, i hvilken mytisk fortid væltede op og religiøse, apokalyptiske visioner væltede ned over mig. Men denne erfaring modsiger grundfølelsen af splittethed. Snarere formidler den erfaringen af en større enhed", citerer Dorothea Buck i Auf der Spur des Morgensterns fra et brev af en veninde. Hun fortsætter: "Mange skizofrene oplever åbenbart disse, under normale omstændigheder ikke mærkede meningssammenhænge. De kan forføre til meningsløs selvovervurdering ["storhedsvanvid"], og den af angst overvældede vil opleve dem som forfølgelsesidéer ["paranoia"]. For den indeni isolerede [ensomme] kan erfaringen af en tættere forbindelse med det hele være til stor hjælp. Kun på baggrund af denne, normaltilstanden overstigende meningserfaring kan de for den skizofrene som typisk betegnede "relations- og betydningsidéer", hans/hendes symbolsprog og symbolhandlinger, forstås. En psykiater opfatter dem som meningsløse, fordi han/hun ser dem som isolerede symptomer og fordi han/hun ikke kender til meningssammenhænget."
Psykiatrien som den institution i vores af troen på videnskaben og den rationelle tanke dominerede samfund, der har som opgave at sikre den rationelle tankes dominans, kender ikke til andet end til den isolerede og isolerende, rationelle tanke. Og må således nødvendigvis misse pointen, når det kommer til kriser, hvis mening kun kan an-/erkendes i det omfang som også den menneskelige natur bliver an-/erkendt.
I citatet ovenfor nævner Dorothea Buck angst. Jo mere identificeret med den rationelle tanke, med sit ego, et menneske er, jo mere angst- og dermed lidelsespræget vil en krisesituation være for dette menneske. Dorothea Buck fortæller, at hendes egne kriser stort set var angstfrie. Hun havde et solidt identifikationsfundament af religion i en spirituel forstand som hun kunne gennemleve sine kriser ud fra. For mig, der var meget identificeret med min evne til rationel, analytisk tænkning, var kriserne meget angstprægede. Mens det, at jeg valgte at gå igennem kriserne med åbne øjne, i stedet for at lade mig bedøve af neuroleptika, skyldes min teoretiske viden om at mennesket er mere og andet end rationel, analytisk tænkning. "...jeg ville ikke have kunnet holde mig selv ud mere... fordi det ikke havde været 'mig selv' mere." Nej. Jeg havde været en ansamling af bedøvede symptomer, en bedøvet intuition, og derudover af vor kulturs menneskets natur, intuitionen, livet, fornægtende og fordømmende ("sindssyg", "skizofren"), rationelle tanker. Jeg havde ikke engang været en "grøntsag". Fordi selv grøntsager er en livsform, har en intuition og udvikler sig, vokser. Jeg kunne "forsvare" min intuition med teoretisk viden, med min egen rationelle tænkning. Rationel tænkning som et udtryksmiddel for intuitionen. Mens den kulturelle konditionering - eller indoktrination - om meningsløse, biologiske hjernesygdomme, om egoets og videnskabens almagt, om ordenes, den rationelle tankes, afgrænsende betydning gjorde min oplevelse af egodød, af enhed med alt og af Ordets universelle betydning angst- og lidelsesfuld. Hvis jeg oplevede en splittelse, så var det her, at jeg oplevede den. Ikke indeni mig selv, men mellem mig selv og dette kulturkonditionerede konstrukt, der er mit ego.
Det havde været nemt, at undgå angsten og lidelsen. Jeg havde kunnet frasige mig ethvert ansvar, både for mig selv og mine medmennesker, og havde kunnet give en mystisk hjernesygdom ansvaret for, at jeg ikke kunne tage ansvar. Et kulturelt, videnskabeligt-rationelt konstrukt, der lå udenfor mig selv, mit ansvarsområde: "skizofreni". Jeg havde nemt kunnet projicere min angst og min lidelse i dette konstrukt, der intet havde haft at gøre med mit væren som menneske. Som jeg som den jeg er ikke havde haft nogen som helst indflydelse på. Jeg havde kunnet lade "eksperterne", myndighederne og kemien overtage styringen af og ansvaret for mit "liv". Og så havde jeg kunnet eksistere i dette af vores kultur skabte meningsvakuum til mine dages ende. Uansvarligt, uforanderligt. Pakket i vat. Jeg kan godt forstå, at mange vælger denne "løsning". Især når de i tilstrækkeligt lang tid og med tilstrækkelig intensitet er blevet plaget konstant, uden ende, af samfundets kun velmenende "almægtige moralapostler" til at fornægte sig selv og overgive sig til meningsvakuumet.
Det havde været nemt, men for mig var det en umulighed. Ifølge den amerikanske psykolog og grundlægger af den humanistiske psykologi* Abraham Maslow er "self-actualization", selvforvirkligelse, et menneskeligt behov. I hans "Hierarchy of needs", behovspyramiden, ligger selvforvirkligelse på toppen. Det er det menneskelige livs ultimative mål, kunne man sige. "Enlightenment" med et spirituelt, "Satori" med et Zenbuddhistisk begreb. Mens opfyldelsen af alle andre behov danner grundlag for, at dette sidste behov kan blive opfyldt.
For kriseramte menneskers vedkommende kan det siges, at et eller flere af de fire selvforvirkligelsen forudgående behov ikke er opfyldt. Udviklingen er gået i stå. Krisen er et forsøg på, at bevidstgøre denne mangel og indhente det forsømte, på små 5 - 6 uger, med selvforvirkligelsen som muligt resultat. Ikke uden grund føler mange kriseramte mennesker sig ikke "voksne", "modne", mens de samtidigt kan opleve sig som alvidende og almægtig. Fra det ene ekstrem til det andre på 0,5 i en nærmest eksplosionsagtig udvikling, der gør det svært, om ikke umuligt, for den rationelle tanke at følge med ("tankeforstyrrelser"). Min egen selvopfattelse var symboliseret af et sandkorn i en østersskal i den ene ende, og millioner af lysår i den anden. Lys - bevidsthed - Gud. Spurgt efter min alder, havde jeg svært ved at svare. Jeg havde ingen og al alder på samme tid. Tid som en måleenhed eksisterede kun i en kulturel sammenhæng, og var dermed for mig, der stod udenfor denne kulturs begrænsninger, ubetydeligt. Detsamme gjalt ordene. Skrevne ord blev til virkårligt tegnede mønstre, udtalte ord til virkårligt komponerede lydbilleder. Ordenes betydning blev dobbelt, tredobbelt og vilkårligt udskifteligt. Samtidigt med, at jeg ledte efter Ordet. Trylleordet, der betød alt og intet på samme tid.
"I takt med at ordene mister deres (af kulturen tildelte) mening, (...) eller om det er pga. en psykologisk usikkerhed i det at være i verdenen, der forårsager at symboler ikke længere automatisk tages for tingen, der forårsager en adskillelse af symbolet (signifikanten, ordet) fra det symboliserede (det signifierede, tingen), rettes al opmærksomhed mod tingen, mens symbolet efterlades mere eller mindre tømt for enhver symbolsk indhold, og bliver til et vilkårligt lydmønster, fri til at blive fyldt med og anvendt til at betegne rent individuel mening, fri til at blive transformeret fra at være en almenforståelig kode til at være en mere eller mindre privat, individuel kode, grænsende til at blive en ting i sig selv.
Evnen til at bruge sprog er en naturlig evne, men sprogene i sig selv er ikke et naturligt fænomen. De er et kulturelt fænomen. Var det et naturligt fænomen, ville forskellig kodning [forskellige sprog] ikke være muligt. Lige så lidt som et 'poetisk sprog' eller 'psykotisk tale', med begge værende en leg med ord, en kode, hvert på sit niveau, ville eksistere", skrev jeg for noget tid siden i et indlæg på min engelske blog.
Erkendelsen af at ord altid kun kan være "pointers", ikke tingen i sig selv, og af at deres betydning er kulturelt og ikke naturligt betinget, er forudsætning for, at man kan forstå, hvad der sker i "psykosen" mht. tanker og deres manifestation i ordene, i sproget.
Mig selv trak denne erkendelse skiftesvis i to retninger: ind i tavsheden, som den logiske konsekvens af erkendelsen af ordenes utilstrækkelighed mht. Tingen, og i sidste konsekvens mht. det Reelle, og ind i et utrætteligt søgen efter Ordet. Jeg skrev og skrev og skrev. Jeg ledte efter Ordet i forskellige sprog, i forskellige ordkombinationer, i ordspil og i leg med ord.
"Måske har vi alle sådan et poesisprog i en eller anden form som vi kan bruge til at lege med. Finde os selv med. Nå andre med. Hvis vi altså kan høre det midt i alle konventionerne?" skriver Janne i et af sine blogindlæg (min kursivering).
"...og Ordet var Gud." Den rene bevidsthed, vores sande selv, vores væren.
Mht. ønsket om at blive pakket i vat, så mener jeg at det er dem, der "vælger" en neuroleptika- (eller for den sags skyld generelt psykofarmaka-, stof-) omtåget ubevidsthed i mere eller mindre total ansvarsfrasagt afhængighed af andre, der ønsker at blive pakket i vat. Ikke dem, der tager udfordringen op, konfronterer sig med deres egen lidelse, og begiver sig ud på opdagelsesrejsen ind i deres eget værens afgrunde. "Vælger" i anførelsestegn, fordi der ofte ikke er tale om et frit valg, men om en beslutning, andre har truffet på forhånd for én, om tvang. Andre, der selv har valgt udfordringen fra. Til fordel for den skinbarlige sikkerhed, vattet byder på. Andre, der har valgt, at pakke sig selv i vat, mens de, om end kun ubevidst så dog, er udmærket klar over at vattet kvæler livet, og derfor ikke kan tåle synet af et menneske, der vælger at tage udfordringen "liv" op.
Jeg er selv nået til et punkt, hvor jeg som oftest bevidst kan se diskrimineringen i øjnene, sige "Is that so?", og gå min vej, uden at måtte tage itu med alt for voldsomme reaktioner. Fordi jeg har taget ansvar for mine reaktioner, dem allesammen, inklusive dem, psykiatrien ville have kaldt for "symptomer", og som jeg derfor nemt kunne have frasagt mig ethvert ansvar for. Andre, der først lige er startet på deres rejse, har ikke densamme afklarethed omkring hverken deres egne reaktioner eller diskrimineringens årsager og mål endnu, og derfor må man som den diskriminerende regne med, at reaktionen kan blive voldsom. Vold avler som bekendt vold. Og ord som "sindssyg" er udtryk for vold. Ligeom det svarer til voldtægt, at betegne et andet menneskes realitet for "ikke virkelig". Det er en voldsom krænkelse af dette menneskes ret til at definere sin egen virkelighed og væren i denne virkelighed.
Man kan ikke forvente af et menneske, der aldrig har fået lov til at tage ansvar for sig selv, der aldrig har fået en chance, at lære hvordan man gør, at dette menneske pludseligt, og bare fordi det lige passer ind i en andens kram, tager ansvar. Som både Heidi er inde på ovre på sin blog, og jeg i min kommentar, så er det noget, der tager tid og ofte kræver støtte og også et vist "hensyntagen" - hvis man kan betegne det, at respektere et andet menneske uanset hvor dette menneske befinder sig i sin udvikling for "hensyntagen" - fra omgivelsernes side at få lært. Og som Amanda med sit indlæg "People can be a bit like water" understreger, kan det ikke nytte noget, at kræve, at et menneske tager ansvar for sig selv, når det passer én, og kræve i næste øjeblik, at dette menneske overlader ansvaret for sig selv til andre igen, fordi det passer de andre. Enten tager man ansvar, og så tager man ansvar for hele sig selv, eller også gør man ikke. Og på samme måde gælder at man enten giver et menneske plads og lov til at tage ansvar, for hele sig selv, eller ikke gør det. I sidste tilfælde skal man så bare ikke regne med, at dette menneske overhovedet nogensinde er i stand til at tage det mindste ansvar for sig selv.
At tage ansvar for sig selv er en menneskeret og i sidste ende også et livsprojekt. Ligesom det er et livsprojekt at respektere sig selv nok til at man kan respektere andre tilstrækkeligt til at kunne give dem plads og lov til at tage ansvar for sig selv og være sig selv. At fordømme et andet menneske som værende "sindssyg" og dette menneskes realitet som "ikke virkelig", som ikke bare Astrid gør, men med hende størsteparten af samfundet og den samlede biopsykiatri, krænker dette menneskes ret til at tage ansvar, og forhindrer livsprojektet i at blive gennemført. Det forhindrer selverkendelse, selvbevidsthed og selvværd i at kunne blive til. Det forhindrer forandring og udvikling. Det forhindrer de fire øverste behov, og i visse ekstreme tilfælde alle fem behov, i Maslow's pyramide i at kunne blive opfyldt. Det forhindrer muligt liv i at blive til. Detsamme gør et valg, der fravælger det at tage ansvar for sig selv, og uddelegerer det til andre, til "eksperter", myndigheder og Zoloft, Risperdal eller Ritalin - eller for den sags skyld til alkohol og fritidsstoffer i al almindelighed. Og detsamme gør også et valg, der måske godt nok vælger det etablerede behandlingsapparat og kemien fra, og alternative tilgange til, men samtidigt stadigt ikke tager ansvar for sig selv, og overlader det til terapeuten, healeren, akupunktøren etc., med en forventning om, at recovery'en, selverkendelsen, enlightenment'en serveres på et sølvfad for én.
_______________
Universel erklæring af mentale rettigheder og friheder
Alle mennesker er skabt forskellige. Ethvert menneske har retten til at være mentalt frit og uafhængigt.
Ethvert menneske har retten til at føle, se, høre, fornemme, forestille sig, tro eller opleve hvad som helst, på en hvilken som helst måde, til en hvilken som helst tid.
Ethvert menneske har retten til at opføre sig på en hvilken som helst måde, som ikke skader andre eller bryder retfærdige love.
Intet menneske skal uden samtykke blive underkastet indespærring, fiksering, straf, eller psykologisk eller medicinsk indgriben i et forsøg på at kontrollere, undertrykke eller forandre individuets tanker, følelser eller oplevelser.
fra: Adbusters.org
_______________
*Til forskel fra de fleste andre retninger indenfor psykologien, og til stor forskel fra psykiatrien, søger den humanistiske psykologi at fokussere på og definere det sunde i et menneskes væren, ikke det "patologiske", "syge". Hvorfor den humanistiske psykologi ikke på samme måde stirrer sig blind på "symptomer" som andre retninger indenfor psykologien og psykiatrien, men ser menneskets væren som i bund og grund sund og rask. En lignende tilgang havde Edward Podvoll, grundlæggeren af Windhorse, hvis tilgang baserer på at fokussere på det, han kalder for "islands of clarity" (øer af klarhed), i stedet for på "sygdomssymptomer". Og også Loren Mosher's udgangspunkt i at recovery fra "psykoser" ikke bare er mulig, men til at forvente fokusserer mere på det sunde end det "syge". Tilgangen er i mine øjne afgørende for, om man ser mennesket, eller om man ser en "patient", en "sygdom". Og den kan være afgørende for resultatet af terapien: "Du starter dér [med fokus på det sunde], og du har et kæmpe forspring."
Er et ønske om at blive respekteret som den man er, et ønske om at få den plads, man har brug for som et levende væsen for at kunne være til, detsamme som et ønske om at blive "pakket i vat", som Astrid mener?
Lige så mange pårørende som jeg ser, der desperat klamrer sig til det halmstrå, psykiatrien, samfundet holder op foran os i form af genetisk betingede, biologiske hjernesygdomme, som ingen har et ansvar for, lige så mange brugere ser jeg, der gør detsamme.
At kunne gribe efter og holde fast i halmstrået, forudsætter imidlertid at man er villig til at fornægte sig selv, at man er villig til at give afkald på den frihed og de muligheder til udvikling og forandring, der ligger i det, at tage ansvar for sig selv. Specielt tydeligt bliver det, når det drejer sig om "psykotiske" kriser, der som bekendt ofte går hånd i hånd med hvad psykiatrien kalder for "manglende sygdomsindsigt". Jo mere man overvældes af sit ubevidstes "vågn op!"-råb, jo mindre vil man selv være villig til at betragte "vågn op!"-råbet som en sygdom, der skal bekæmpes. Selv om man i "psykosen" ikke er bevidst om "vågn op!"-råbets helbredende, udviklende og forandrende potentiale på et rationelt tænkende niveau, men "kun" på et emotionelt, spirituelt og intuitivt niveau. Vores "rationelle" tanker er konditioneret, farvet af det samfund og den kultur, vi er opvokset i og lever i. Vores intuition er oprindelig og oprigtig. Et udtryk af hvem og hvad vi er, hver især og som mennesker i al almindelighed. Vores tanker er udtryk af tillærte samfunds- og kulturnormer. De er udtryk af, hvem og hvad vi ifølge disse normer burde/skulle være. Ikke af hvem og hvad vi er. Ser man på udsagnet isoleret, kunne "I begyndelsen var Ordet" også oversættes til: "I begyndelsen var den rationelle tanke". I begyndelsen af kulturen, af det, der adskiller mennesket fra alle andre livsformer. Liv behøves ikke den rationelle tanke, ordet, for at kunne komme til udtryk. Men liv uden intuition er ikke liv. Hvad den rationelle tanke er for egoet, er intuitionen for livet.
I en kultur, i hvilken den rationelle tanke (videnskaben, egoet) modarbejder intuitionen (naturen, væren), er krisen resultat af en kulturelt skabt ubalance mellem den rationelle tanke og intuitionen til fordel for den rationelle tanke. Den er et forsøg på genoprettelse af balancen. Og derudover et forsøg på at etablere et samarbejde mellem den rationelle tanke og intuitionen, hvor den rationelle tanke bliver til et udtryksmiddel for intuitionen, snarere end til et våben i kampen mod intuitionen. Og så bliver "I begyndelsen var Ordet" til "I begyndelsen var bevidstheden", den altrummende, transcendente bevidsthed. Integration i stedet for adskillelse. Enhed med i stedet for kamp mod. Yin og Yang. Gud. "I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud", hedder det i Johannesevangeliet. Og det er netop fordi det ikke står for den rationelle tanke, at "Ordet" staves med stort "O" i denne sammenhæng.
Splittelsen ("schizein", græsk: at splitte) er afsplittelsen og den fornægtende bekæmpelse af intuitionen til fordel for den rationelle tanke, for egoet. Krisen er et ubevidst forsøg på ophævelse af denne splittelse. "Jeg har aldrig følt mig splittet under mine akutte sygdomsperioder, men altid kun grebet af en overvældende, eventyrlig-apokalyptisk meningssammenhæng, som var meget svært at gennemleve, hvorfor de fjernede mig fra hverdagslivet. Mine medmennesker, der bare så disse episoder og mine forsøg på udredning af de krav, der blev stillet til mig, udefra, måtte selvfølgeligt se mine reaktioner som mærkelige eller sindssyge... Min livs- og verdensforståelse svarede snarere til den af et menneske, der pludseligt forstår, at der findes dybere- og højereliggende etager under og over sit eget tilholdssted, og for hvem disse etager, der hører til det store menneskehus, pludseligt bliver oplyste. Således vandt det levede livs naive realitet pludseligt en ny betydning, i hvilken mytisk fortid væltede op og religiøse, apokalyptiske visioner væltede ned over mig. Men denne erfaring modsiger grundfølelsen af splittethed. Snarere formidler den erfaringen af en større enhed", citerer Dorothea Buck i Auf der Spur des Morgensterns fra et brev af en veninde. Hun fortsætter: "Mange skizofrene oplever åbenbart disse, under normale omstændigheder ikke mærkede meningssammenhænge. De kan forføre til meningsløs selvovervurdering ["storhedsvanvid"], og den af angst overvældede vil opleve dem som forfølgelsesidéer ["paranoia"]. For den indeni isolerede [ensomme] kan erfaringen af en tættere forbindelse med det hele være til stor hjælp. Kun på baggrund af denne, normaltilstanden overstigende meningserfaring kan de for den skizofrene som typisk betegnede "relations- og betydningsidéer", hans/hendes symbolsprog og symbolhandlinger, forstås. En psykiater opfatter dem som meningsløse, fordi han/hun ser dem som isolerede symptomer og fordi han/hun ikke kender til meningssammenhænget."
Psykiatrien som den institution i vores af troen på videnskaben og den rationelle tanke dominerede samfund, der har som opgave at sikre den rationelle tankes dominans, kender ikke til andet end til den isolerede og isolerende, rationelle tanke. Og må således nødvendigvis misse pointen, når det kommer til kriser, hvis mening kun kan an-/erkendes i det omfang som også den menneskelige natur bliver an-/erkendt.
I citatet ovenfor nævner Dorothea Buck angst. Jo mere identificeret med den rationelle tanke, med sit ego, et menneske er, jo mere angst- og dermed lidelsespræget vil en krisesituation være for dette menneske. Dorothea Buck fortæller, at hendes egne kriser stort set var angstfrie. Hun havde et solidt identifikationsfundament af religion i en spirituel forstand som hun kunne gennemleve sine kriser ud fra. For mig, der var meget identificeret med min evne til rationel, analytisk tænkning, var kriserne meget angstprægede. Mens det, at jeg valgte at gå igennem kriserne med åbne øjne, i stedet for at lade mig bedøve af neuroleptika, skyldes min teoretiske viden om at mennesket er mere og andet end rationel, analytisk tænkning. "...jeg ville ikke have kunnet holde mig selv ud mere... fordi det ikke havde været 'mig selv' mere." Nej. Jeg havde været en ansamling af bedøvede symptomer, en bedøvet intuition, og derudover af vor kulturs menneskets natur, intuitionen, livet, fornægtende og fordømmende ("sindssyg", "skizofren"), rationelle tanker. Jeg havde ikke engang været en "grøntsag". Fordi selv grøntsager er en livsform, har en intuition og udvikler sig, vokser. Jeg kunne "forsvare" min intuition med teoretisk viden, med min egen rationelle tænkning. Rationel tænkning som et udtryksmiddel for intuitionen. Mens den kulturelle konditionering - eller indoktrination - om meningsløse, biologiske hjernesygdomme, om egoets og videnskabens almagt, om ordenes, den rationelle tankes, afgrænsende betydning gjorde min oplevelse af egodød, af enhed med alt og af Ordets universelle betydning angst- og lidelsesfuld. Hvis jeg oplevede en splittelse, så var det her, at jeg oplevede den. Ikke indeni mig selv, men mellem mig selv og dette kulturkonditionerede konstrukt, der er mit ego.
Det havde været nemt, at undgå angsten og lidelsen. Jeg havde kunnet frasige mig ethvert ansvar, både for mig selv og mine medmennesker, og havde kunnet give en mystisk hjernesygdom ansvaret for, at jeg ikke kunne tage ansvar. Et kulturelt, videnskabeligt-rationelt konstrukt, der lå udenfor mig selv, mit ansvarsområde: "skizofreni". Jeg havde nemt kunnet projicere min angst og min lidelse i dette konstrukt, der intet havde haft at gøre med mit væren som menneske. Som jeg som den jeg er ikke havde haft nogen som helst indflydelse på. Jeg havde kunnet lade "eksperterne", myndighederne og kemien overtage styringen af og ansvaret for mit "liv". Og så havde jeg kunnet eksistere i dette af vores kultur skabte meningsvakuum til mine dages ende. Uansvarligt, uforanderligt. Pakket i vat. Jeg kan godt forstå, at mange vælger denne "løsning". Især når de i tilstrækkeligt lang tid og med tilstrækkelig intensitet er blevet plaget konstant, uden ende, af samfundets kun velmenende "almægtige moralapostler" til at fornægte sig selv og overgive sig til meningsvakuumet.
Det havde været nemt, men for mig var det en umulighed. Ifølge den amerikanske psykolog og grundlægger af den humanistiske psykologi* Abraham Maslow er "self-actualization", selvforvirkligelse, et menneskeligt behov. I hans "Hierarchy of needs", behovspyramiden, ligger selvforvirkligelse på toppen. Det er det menneskelige livs ultimative mål, kunne man sige. "Enlightenment" med et spirituelt, "Satori" med et Zenbuddhistisk begreb. Mens opfyldelsen af alle andre behov danner grundlag for, at dette sidste behov kan blive opfyldt. For kriseramte menneskers vedkommende kan det siges, at et eller flere af de fire selvforvirkligelsen forudgående behov ikke er opfyldt. Udviklingen er gået i stå. Krisen er et forsøg på, at bevidstgøre denne mangel og indhente det forsømte, på små 5 - 6 uger, med selvforvirkligelsen som muligt resultat. Ikke uden grund føler mange kriseramte mennesker sig ikke "voksne", "modne", mens de samtidigt kan opleve sig som alvidende og almægtig. Fra det ene ekstrem til det andre på 0,5 i en nærmest eksplosionsagtig udvikling, der gør det svært, om ikke umuligt, for den rationelle tanke at følge med ("tankeforstyrrelser"). Min egen selvopfattelse var symboliseret af et sandkorn i en østersskal i den ene ende, og millioner af lysår i den anden. Lys - bevidsthed - Gud. Spurgt efter min alder, havde jeg svært ved at svare. Jeg havde ingen og al alder på samme tid. Tid som en måleenhed eksisterede kun i en kulturel sammenhæng, og var dermed for mig, der stod udenfor denne kulturs begrænsninger, ubetydeligt. Detsamme gjalt ordene. Skrevne ord blev til virkårligt tegnede mønstre, udtalte ord til virkårligt komponerede lydbilleder. Ordenes betydning blev dobbelt, tredobbelt og vilkårligt udskifteligt. Samtidigt med, at jeg ledte efter Ordet. Trylleordet, der betød alt og intet på samme tid.
"I takt med at ordene mister deres (af kulturen tildelte) mening, (...) eller om det er pga. en psykologisk usikkerhed i det at være i verdenen, der forårsager at symboler ikke længere automatisk tages for tingen, der forårsager en adskillelse af symbolet (signifikanten, ordet) fra det symboliserede (det signifierede, tingen), rettes al opmærksomhed mod tingen, mens symbolet efterlades mere eller mindre tømt for enhver symbolsk indhold, og bliver til et vilkårligt lydmønster, fri til at blive fyldt med og anvendt til at betegne rent individuel mening, fri til at blive transformeret fra at være en almenforståelig kode til at være en mere eller mindre privat, individuel kode, grænsende til at blive en ting i sig selv.
Evnen til at bruge sprog er en naturlig evne, men sprogene i sig selv er ikke et naturligt fænomen. De er et kulturelt fænomen. Var det et naturligt fænomen, ville forskellig kodning [forskellige sprog] ikke være muligt. Lige så lidt som et 'poetisk sprog' eller 'psykotisk tale', med begge værende en leg med ord, en kode, hvert på sit niveau, ville eksistere", skrev jeg for noget tid siden i et indlæg på min engelske blog.
Erkendelsen af at ord altid kun kan være "pointers", ikke tingen i sig selv, og af at deres betydning er kulturelt og ikke naturligt betinget, er forudsætning for, at man kan forstå, hvad der sker i "psykosen" mht. tanker og deres manifestation i ordene, i sproget.
Mig selv trak denne erkendelse skiftesvis i to retninger: ind i tavsheden, som den logiske konsekvens af erkendelsen af ordenes utilstrækkelighed mht. Tingen, og i sidste konsekvens mht. det Reelle, og ind i et utrætteligt søgen efter Ordet. Jeg skrev og skrev og skrev. Jeg ledte efter Ordet i forskellige sprog, i forskellige ordkombinationer, i ordspil og i leg med ord.
"Måske har vi alle sådan et poesisprog i en eller anden form som vi kan bruge til at lege med. Finde os selv med. Nå andre med. Hvis vi altså kan høre det midt i alle konventionerne?" skriver Janne i et af sine blogindlæg (min kursivering).
"...og Ordet var Gud." Den rene bevidsthed, vores sande selv, vores væren.
Mht. ønsket om at blive pakket i vat, så mener jeg at det er dem, der "vælger" en neuroleptika- (eller for den sags skyld generelt psykofarmaka-, stof-) omtåget ubevidsthed i mere eller mindre total ansvarsfrasagt afhængighed af andre, der ønsker at blive pakket i vat. Ikke dem, der tager udfordringen op, konfronterer sig med deres egen lidelse, og begiver sig ud på opdagelsesrejsen ind i deres eget værens afgrunde. "Vælger" i anførelsestegn, fordi der ofte ikke er tale om et frit valg, men om en beslutning, andre har truffet på forhånd for én, om tvang. Andre, der selv har valgt udfordringen fra. Til fordel for den skinbarlige sikkerhed, vattet byder på. Andre, der har valgt, at pakke sig selv i vat, mens de, om end kun ubevidst så dog, er udmærket klar over at vattet kvæler livet, og derfor ikke kan tåle synet af et menneske, der vælger at tage udfordringen "liv" op.
Jeg er selv nået til et punkt, hvor jeg som oftest bevidst kan se diskrimineringen i øjnene, sige "Is that so?", og gå min vej, uden at måtte tage itu med alt for voldsomme reaktioner. Fordi jeg har taget ansvar for mine reaktioner, dem allesammen, inklusive dem, psykiatrien ville have kaldt for "symptomer", og som jeg derfor nemt kunne have frasagt mig ethvert ansvar for. Andre, der først lige er startet på deres rejse, har ikke densamme afklarethed omkring hverken deres egne reaktioner eller diskrimineringens årsager og mål endnu, og derfor må man som den diskriminerende regne med, at reaktionen kan blive voldsom. Vold avler som bekendt vold. Og ord som "sindssyg" er udtryk for vold. Ligeom det svarer til voldtægt, at betegne et andet menneskes realitet for "ikke virkelig". Det er en voldsom krænkelse af dette menneskes ret til at definere sin egen virkelighed og væren i denne virkelighed.
Man kan ikke forvente af et menneske, der aldrig har fået lov til at tage ansvar for sig selv, der aldrig har fået en chance, at lære hvordan man gør, at dette menneske pludseligt, og bare fordi det lige passer ind i en andens kram, tager ansvar. Som både Heidi er inde på ovre på sin blog, og jeg i min kommentar, så er det noget, der tager tid og ofte kræver støtte og også et vist "hensyntagen" - hvis man kan betegne det, at respektere et andet menneske uanset hvor dette menneske befinder sig i sin udvikling for "hensyntagen" - fra omgivelsernes side at få lært. Og som Amanda med sit indlæg "People can be a bit like water" understreger, kan det ikke nytte noget, at kræve, at et menneske tager ansvar for sig selv, når det passer én, og kræve i næste øjeblik, at dette menneske overlader ansvaret for sig selv til andre igen, fordi det passer de andre. Enten tager man ansvar, og så tager man ansvar for hele sig selv, eller også gør man ikke. Og på samme måde gælder at man enten giver et menneske plads og lov til at tage ansvar, for hele sig selv, eller ikke gør det. I sidste tilfælde skal man så bare ikke regne med, at dette menneske overhovedet nogensinde er i stand til at tage det mindste ansvar for sig selv.
At tage ansvar for sig selv er en menneskeret og i sidste ende også et livsprojekt. Ligesom det er et livsprojekt at respektere sig selv nok til at man kan respektere andre tilstrækkeligt til at kunne give dem plads og lov til at tage ansvar for sig selv og være sig selv. At fordømme et andet menneske som værende "sindssyg" og dette menneskes realitet som "ikke virkelig", som ikke bare Astrid gør, men med hende størsteparten af samfundet og den samlede biopsykiatri, krænker dette menneskes ret til at tage ansvar, og forhindrer livsprojektet i at blive gennemført. Det forhindrer selverkendelse, selvbevidsthed og selvværd i at kunne blive til. Det forhindrer forandring og udvikling. Det forhindrer de fire øverste behov, og i visse ekstreme tilfælde alle fem behov, i Maslow's pyramide i at kunne blive opfyldt. Det forhindrer muligt liv i at blive til. Detsamme gør et valg, der fravælger det at tage ansvar for sig selv, og uddelegerer det til andre, til "eksperter", myndigheder og Zoloft, Risperdal eller Ritalin - eller for den sags skyld til alkohol og fritidsstoffer i al almindelighed. Og detsamme gør også et valg, der måske godt nok vælger det etablerede behandlingsapparat og kemien fra, og alternative tilgange til, men samtidigt stadigt ikke tager ansvar for sig selv, og overlader det til terapeuten, healeren, akupunktøren etc., med en forventning om, at recovery'en, selverkendelsen, enlightenment'en serveres på et sølvfad for én.
_______________
Universel erklæring af mentale rettigheder og friheder
Alle mennesker er skabt forskellige. Ethvert menneske har retten til at være mentalt frit og uafhængigt.
Ethvert menneske har retten til at føle, se, høre, fornemme, forestille sig, tro eller opleve hvad som helst, på en hvilken som helst måde, til en hvilken som helst tid.
Ethvert menneske har retten til at opføre sig på en hvilken som helst måde, som ikke skader andre eller bryder retfærdige love.
Intet menneske skal uden samtykke blive underkastet indespærring, fiksering, straf, eller psykologisk eller medicinsk indgriben i et forsøg på at kontrollere, undertrykke eller forandre individuets tanker, følelser eller oplevelser.
fra: Adbusters.org
_______________
*Til forskel fra de fleste andre retninger indenfor psykologien, og til stor forskel fra psykiatrien, søger den humanistiske psykologi at fokussere på og definere det sunde i et menneskes væren, ikke det "patologiske", "syge". Hvorfor den humanistiske psykologi ikke på samme måde stirrer sig blind på "symptomer" som andre retninger indenfor psykologien og psykiatrien, men ser menneskets væren som i bund og grund sund og rask. En lignende tilgang havde Edward Podvoll, grundlæggeren af Windhorse, hvis tilgang baserer på at fokussere på det, han kalder for "islands of clarity" (øer af klarhed), i stedet for på "sygdomssymptomer". Og også Loren Mosher's udgangspunkt i at recovery fra "psykoser" ikke bare er mulig, men til at forvente fokusserer mere på det sunde end det "syge". Tilgangen er i mine øjne afgørende for, om man ser mennesket, eller om man ser en "patient", en "sygdom". Og den kan være afgørende for resultatet af terapien: "Du starter dér [med fokus på det sunde], og du har et kæmpe forspring."
Projektioner II
"Of all tyrannies, a tyranny exercised for the good of its victims may be the most oppressive. It may be better to live under robber barons than under omnipotent moral busybodies. The robber baron's cruelty may sometimes sleep, his cupidity may at some point be satiated; but those who torment us for our own good will torment us without end, for they do so with the approval of their own conscience." -C.S. Lewis
(Blandt alle tyrannier er en tyranni, der udføres til offerets bedste måske den mest undertrykkende. Det kan være bedre at leve under hensynsløse egoister end under almægtige moralapostler. Den hensynsløse egoists grusomhed kan sove til tider, hans begærlighed kan være tilfredsstillet på et punkt; men de der plager os til vores eget bedste, vil plage os uden ende, for de gør det med deres egen samvittigheds godkendelse.)
(Blandt alle tyrannier er en tyranni, der udføres til offerets bedste måske den mest undertrykkende. Det kan være bedre at leve under hensynsløse egoister end under almægtige moralapostler. Den hensynsløse egoists grusomhed kan sove til tider, hans begærlighed kan være tilfredsstillet på et punkt; men de der plager os til vores eget bedste, vil plage os uden ende, for de gør det med deres egen samvittigheds godkendelse.)
lørdag den 25. oktober 2008
De pårørende som allierede i psykiatriens kamp mod kriseramte mennesker
Mens jeg har fokus på de "kære" pårørende: jeg blev gjort opmærksom på en artikel på politiken.dk, der i den trykte version af Politiken, fredag 24. oktober 2008, følges op af to artikler i 1. sektion, side 5. Alle tre artikler formidler detsamme budskab om hvor vigtigt det er, at inddrage de pårørende.
Jeg har to ting at sige til dette. For det første mener jeg, at det kriseramte menneskes eventuelle ønske om ikke at få sine pårørende involveret, skal respekteres. Ubetinget. Som regel er de pårørende ikke uvæsentligt medansvarlige for krisens opståen, og siden kriser, om de nu stemples som "skizofreni", "bipolar lidelse" eller hvad det end måtte være, således er en posttraumatisk belastningsreaktion på dysfunktionelle kommunikationsmønstre og lignende, er det kriseramte menneskes eventuelle ønske om ikke-indblanding af sine dysfunktionelt kommunikerende pårørende mere end forståeligt, og, i hvert fald indtil de traumatiserende oplevelser er nogenlunde bevidstgjort og bearbejdet, kun hensigtsmæssigt. Den "geografiske kur", at få lagt en fysisk afstand til det "stof" (de pårørendes dysfunktionalitet), der har forgiftet ens sjæl, ens væren, er for mange et vigtigt, om end ikke det afgørende, skridt på vejen til recovery. Med det afgørende skridt at være psykisk, emotionel afstandtagen fra "giftstoffet".
Min personlige erfaring er, at alene nævnelsen af det traumatiserende element i mit liv kunne få mig til at reagere kraftigt og lade "symptomatiken" tiltage betydeligt. I øvrigt en reaktion, som bl.a. især Gregory Bateson beskriver eksplicit i hans artikel "Towards a Theory of Schizophrenia". Jeg var selv i lang tid hverken i stand til at udtale eller skrive benævnelsen på dette traumatiserende element i mit liv: ordet "mor".
I starten af mit terapiforløb blev jeg spurgt, hvor mine forældre levede. Selvfølgeligt med den "bagtanke" at kontakte og inddrage dem. Min umiddelbare reaktion var at stivne af skræk. De få skræksekunder, inden det gik op for mig, at det var umuligt at kontakte og inddrage mine forældre som begge i årevis havde været døde på tidspunktet, føltes som en evighed.
Et par måneder senere svarede jeg på spørgsmålet, om jeg havde fortalt min mor om mit problem, hvis det havde været muligt: "Nej, faktisk tror jeg ikke jeg havde fortalt hende det... ikke med mindre jeg havde opnået uafhængighed fra hende... sådan at jeg, i tillæg, kunne have bedt hende om at skride, forsvinde, fise af... Mand, hvor jeg havde nydt det!" Hævn - og sikkerhed, som Jane siger. Langt om længe, efter et helt liv hvor det var mig, der, om end ubevidst så dog systematisk, var blevet nægtet et følelsesliv, en emotionel identitet, hvor jeg var blevet "jordet" gang på gang, ville jeg måske endeligt for en gangs skyld have været den, der "jordede", tilintetgørende, endegyldigt. Og samtidigt frigjorde mig, en for alle gange, fra yderligere "jordning". At den egentlige frigørelse ikke så meget finder sted på et sådant fysisk plan, men snarere netop på det emotionelle plan, at den ikke er et resultat af at "skubbe væk", fortrænge, men snarere af at se og acceptere, var noget, der krævede en hel del bearbejdning og tid at nå frem til.
I dag, godt fire år senere, er jeg ved at forstå, at f.eks. Loren Mosher har ret, når han siger, at de fleste forældre gør deres bedste, at "de prøver", men går "galt i byen", fordi de ofte selv er ofre for dysfunktionaliteten. Den dysfunktionalitet, man finder overalt i vores samfund, i vores kultur. I allerhøjeste grad også i psykiatrien, den institution, der foregiver at ville hjælpe de af dysfunktionaliteten skadede, mens den de facto kun hjælper dysfunktionaliteten selv i at bestå.
Jeg har ikke tilgivet. Jeg er stadigt ofte "såret", er ikke færdig med at bearbejde. Men jeg er mindst lige så ofte, og oftere og oftere, også taknemmeligt. Uden at direkte selv have oplevet dysfunktionaliteten, er jeg ikke sikker på, at jeg nogensinde havde fået øjnene op for hverken dysfunktionaliteten eller vejen ud af den. "It was just perfect", siger Jon Kabat-Zinn om hans "ulykkelige", traumatiserende opvækst i en dysfunktionel familie.
Men, og her kommer jeg til den anden ting, jeg vil sige om inddragelsen af de pårørende, jeg havde måske heller aldrig fået øjnene op, hvis jeg var havnet i systemet.
Hvad f.eks. Bateson også bemærker, er at det kan føre til en spontan løsning af krisen, hvis de pårørende kan opbringe modet til at se sig selv i spejlet og vedkende sig deres egen dysfunktionalitet. I stedet for at holde spejlet op foran de pårørende, gør systemet dog desværre det, at det dækker spejlet til: der findes ingen dysfunktionalitet i vores perfekte samfund. Kriser skyldes udelukkende individets gener og en mystisk hjernesygdom, som ingen har ansvar for. Og siden ingen har ansvar for den, kan heller ingen tage dette ansvar og komme sig: "Din bror er skizofren, og du skal ikke regne med, at han nogensinde får et normalt liv,..." hedder det i artiklen "Min bror har ingen fremtid" i Politiken, fredag 24. oktober 2008, 1. sektion, side 5. Og alt i alt beklager artiklen intet andet, end at søsteren til denne "skizofrene" bror ikke har fået dette at vide langt før hun fik det at vide. Jeg beklager meget, at hun overhovedet får en sådan løgn serveret. En løgn, som både hende og Politikens journalist, gerne, tror på. Siden det nu er "eksperterne", der har serveret den. "Gerne", fordi løgnene om biologisk hjernesygdom, som Loren Mosher siger, "er en ingen-skyld-forsikring mod personligt ansvar", og dermed meget belejligt for såvel samfundet som den enkelte pårørende.
Jeg finder det intet mindre end uhyrligt, at man bliver ved med at frejdigt fortælle folk disse løgne, selv om der ikke findes et eneste videnskabeligt bevis for, at de er holdbare. Tværtimod. Når broren siger til sin søster at "hun er en 'dum tøs', der ikke aner hvad hun snakker om" (Politiken, op.cit.), når hun prøver at overbevise ham om, at "eksperterne" har ret, når de påstår han skulle være "syg", er det ham der faktisk har ret. Han er ikke "syg". Han er kørt fast i en krisesituation, fordi systemet holder ham fast i netop denne krisesituation via den eneste "hjælp" psykiatrien har at byde på: "medicin", og ved at undlade at informere om og tilbyde menneskeligt hjælp.
Under de bestående omstændigheder - fastholdelse af kriseramte mennesker i krisesituationen i stedet for hjælp til at komme igennem og ud af den - vil en udvidet inddragelse af de pårørende kun kunne gøre én ting: sikre "sygdomsindsigten" og "behandlingscompliancen". Altså indsigten i at man ingen fremtid har, og compliancen med en "behandling", der definitivt sørger for, at man ingen fremtid har. Så længe systemet ikke holder op med at fortælle sine løgne, og så længe de pårørende blind tror på disse løgne, vil inddragelsen af de pårørende kun være til yderligere skade end til gavn for det kriseramte menneske.
Jeg har to ting at sige til dette. For det første mener jeg, at det kriseramte menneskes eventuelle ønske om ikke at få sine pårørende involveret, skal respekteres. Ubetinget. Som regel er de pårørende ikke uvæsentligt medansvarlige for krisens opståen, og siden kriser, om de nu stemples som "skizofreni", "bipolar lidelse" eller hvad det end måtte være, således er en posttraumatisk belastningsreaktion på dysfunktionelle kommunikationsmønstre og lignende, er det kriseramte menneskes eventuelle ønske om ikke-indblanding af sine dysfunktionelt kommunikerende pårørende mere end forståeligt, og, i hvert fald indtil de traumatiserende oplevelser er nogenlunde bevidstgjort og bearbejdet, kun hensigtsmæssigt. Den "geografiske kur", at få lagt en fysisk afstand til det "stof" (de pårørendes dysfunktionalitet), der har forgiftet ens sjæl, ens væren, er for mange et vigtigt, om end ikke det afgørende, skridt på vejen til recovery. Med det afgørende skridt at være psykisk, emotionel afstandtagen fra "giftstoffet".
Min personlige erfaring er, at alene nævnelsen af det traumatiserende element i mit liv kunne få mig til at reagere kraftigt og lade "symptomatiken" tiltage betydeligt. I øvrigt en reaktion, som bl.a. især Gregory Bateson beskriver eksplicit i hans artikel "Towards a Theory of Schizophrenia". Jeg var selv i lang tid hverken i stand til at udtale eller skrive benævnelsen på dette traumatiserende element i mit liv: ordet "mor".
I starten af mit terapiforløb blev jeg spurgt, hvor mine forældre levede. Selvfølgeligt med den "bagtanke" at kontakte og inddrage dem. Min umiddelbare reaktion var at stivne af skræk. De få skræksekunder, inden det gik op for mig, at det var umuligt at kontakte og inddrage mine forældre som begge i årevis havde været døde på tidspunktet, føltes som en evighed.
Et par måneder senere svarede jeg på spørgsmålet, om jeg havde fortalt min mor om mit problem, hvis det havde været muligt: "Nej, faktisk tror jeg ikke jeg havde fortalt hende det... ikke med mindre jeg havde opnået uafhængighed fra hende... sådan at jeg, i tillæg, kunne have bedt hende om at skride, forsvinde, fise af... Mand, hvor jeg havde nydt det!" Hævn - og sikkerhed, som Jane siger. Langt om længe, efter et helt liv hvor det var mig, der, om end ubevidst så dog systematisk, var blevet nægtet et følelsesliv, en emotionel identitet, hvor jeg var blevet "jordet" gang på gang, ville jeg måske endeligt for en gangs skyld have været den, der "jordede", tilintetgørende, endegyldigt. Og samtidigt frigjorde mig, en for alle gange, fra yderligere "jordning". At den egentlige frigørelse ikke så meget finder sted på et sådant fysisk plan, men snarere netop på det emotionelle plan, at den ikke er et resultat af at "skubbe væk", fortrænge, men snarere af at se og acceptere, var noget, der krævede en hel del bearbejdning og tid at nå frem til.
I dag, godt fire år senere, er jeg ved at forstå, at f.eks. Loren Mosher har ret, når han siger, at de fleste forældre gør deres bedste, at "de prøver", men går "galt i byen", fordi de ofte selv er ofre for dysfunktionaliteten. Den dysfunktionalitet, man finder overalt i vores samfund, i vores kultur. I allerhøjeste grad også i psykiatrien, den institution, der foregiver at ville hjælpe de af dysfunktionaliteten skadede, mens den de facto kun hjælper dysfunktionaliteten selv i at bestå.
Jeg har ikke tilgivet. Jeg er stadigt ofte "såret", er ikke færdig med at bearbejde. Men jeg er mindst lige så ofte, og oftere og oftere, også taknemmeligt. Uden at direkte selv have oplevet dysfunktionaliteten, er jeg ikke sikker på, at jeg nogensinde havde fået øjnene op for hverken dysfunktionaliteten eller vejen ud af den. "It was just perfect", siger Jon Kabat-Zinn om hans "ulykkelige", traumatiserende opvækst i en dysfunktionel familie.
Men, og her kommer jeg til den anden ting, jeg vil sige om inddragelsen af de pårørende, jeg havde måske heller aldrig fået øjnene op, hvis jeg var havnet i systemet.
Hvad f.eks. Bateson også bemærker, er at det kan føre til en spontan løsning af krisen, hvis de pårørende kan opbringe modet til at se sig selv i spejlet og vedkende sig deres egen dysfunktionalitet. I stedet for at holde spejlet op foran de pårørende, gør systemet dog desværre det, at det dækker spejlet til: der findes ingen dysfunktionalitet i vores perfekte samfund. Kriser skyldes udelukkende individets gener og en mystisk hjernesygdom, som ingen har ansvar for. Og siden ingen har ansvar for den, kan heller ingen tage dette ansvar og komme sig: "Din bror er skizofren, og du skal ikke regne med, at han nogensinde får et normalt liv,..." hedder det i artiklen "Min bror har ingen fremtid" i Politiken, fredag 24. oktober 2008, 1. sektion, side 5. Og alt i alt beklager artiklen intet andet, end at søsteren til denne "skizofrene" bror ikke har fået dette at vide langt før hun fik det at vide. Jeg beklager meget, at hun overhovedet får en sådan løgn serveret. En løgn, som både hende og Politikens journalist, gerne, tror på. Siden det nu er "eksperterne", der har serveret den. "Gerne", fordi løgnene om biologisk hjernesygdom, som Loren Mosher siger, "er en ingen-skyld-forsikring mod personligt ansvar", og dermed meget belejligt for såvel samfundet som den enkelte pårørende.
Jeg finder det intet mindre end uhyrligt, at man bliver ved med at frejdigt fortælle folk disse løgne, selv om der ikke findes et eneste videnskabeligt bevis for, at de er holdbare. Tværtimod. Når broren siger til sin søster at "hun er en 'dum tøs', der ikke aner hvad hun snakker om" (Politiken, op.cit.), når hun prøver at overbevise ham om, at "eksperterne" har ret, når de påstår han skulle være "syg", er det ham der faktisk har ret. Han er ikke "syg". Han er kørt fast i en krisesituation, fordi systemet holder ham fast i netop denne krisesituation via den eneste "hjælp" psykiatrien har at byde på: "medicin", og ved at undlade at informere om og tilbyde menneskeligt hjælp.
Under de bestående omstændigheder - fastholdelse af kriseramte mennesker i krisesituationen i stedet for hjælp til at komme igennem og ud af den - vil en udvidet inddragelse af de pårørende kun kunne gøre én ting: sikre "sygdomsindsigten" og "behandlingscompliancen". Altså indsigten i at man ingen fremtid har, og compliancen med en "behandling", der definitivt sørger for, at man ingen fremtid har. Så længe systemet ikke holder op med at fortælle sine løgne, og så længe de pårørende blind tror på disse løgne, vil inddragelsen af de pårørende kun være til yderligere skade end til gavn for det kriseramte menneske.
Projektioner I
Ron Unger efterlyser i et af sine blogindlæg en bog for mennesker med en psykdiagnose om hvordan man som et sådant menneske "håndterer" sine pårørende. Mens der findes utallige bøger, kapitler i bøger og piecer om hvordan man som pårørende håndterer "psykisk syge" familiemedlemmer, ser det ikke ud til, at der findes meget om, hvordan man som den håndterede håndterer sine pårørendes håndtering af en selv.
Som jeg skrev i min kommentar til Ron's indlæg, overrasker det mig ikke. Er man først blevet officielt defineret og afstemplet som værende en sygdom, en ansamling af symptomer, i stedet for et menneske, så giver det sig selv, at denne ansamling af symptomer skal håndteres. Mens ansamlingen af symptomer helst ikke skal håndtere noget som helst, bare skal lade sig håndtere. Jo mere passivt, jo bedre. Ting og abstrakte begreber skal håndteres. Mennesker skal respekteres, ikke håndteres. En syg krop gør ikke et menneske til en ting. En angiveligt "syg" adfærd og tænkning, et angiveligt "sygt" følelsesliv gør.
Begrebet "håndtere" ("to manage" på engelsk) indeholder et forholdsvis stærkt element af "kontrollere". I modsætning til "respektere", der indeholder snarere et element af "give plads" - den plads, enhver livsform har behov for at have til rådighed for at kunne være sig selv. Amanda ovre på Ballastexistenz har skrevet et brilliant indlæg om emnet. Læs det!
Et ønske om kontrol opstår ud af oplevelsen af usikkerhed. Et ønske om at kontrollere sine omgivelser, sine medmennesker, opstår når man projicerer årsagerne til sin egen selvusikkerhed ind i omverdenen, ind i sine medmennesker. En selvbeskyttelsesmekanisme: når det ikke er egne, ubevidste indhold, der skræmmer og forusikrer, men derimod ting i omverdenen, inklusive medmenneskerne, så undgår man at skulle konfrontere sig selv med sin egen selvusikkerhed, med sig selv. Hvilket nok er den mest skræmmende konfrontation, man kan komme ud for. Man kan nemlig ikke løbe fra sig selv. Men man kan løbe fra ting i omverdenen og sine medmennesker. F.eks. ved at udpege tingene som angiveligt værende en mystisk hjernesygdom ("lortet"), og ens medmennesker som bærere af denne hjernesygdom, som den form, den angivelige "sygdom" kommer til udtryk på ("de sindssyge").
Så, ja, jeg forstår godt, hvorfor der findes så meget information til pårørende om, hvordan de bedst håndterer deres egne, i omverdenen og i medmenneskerne projicerede rædsler. Og jeg forstår næsten endnu bedre, hvorfor der stort set ikke findes information til "projektionsofrene" om, hvordan man frigør sig af projektionen. For, hvad skulle de "kære" pårørende gøre, hvis dem, de har udpeget til at være alle deres egne indre rædslers ydre projektion, unddrog sig projektionen, ved at unddrage sig kontrollen? Og jeg forstår også den bitterhed, jeg ofte ser blandt pårørende over psykiatrien, når denne "svigter", når denne ikke lever op til forventningerne og ikke muliggør den ultimative kontrol. F.eks. ved umyndiggørelse og domsafsagt tvangsbehandling. F.eks. ved at stille en seng på den lukkede til rådighed i ubegrænset tid, for det udpegede "projektionsoffer", det udpegede sorte får.
Problemet er, at uanset hvor meget hjælp og støtte psykiatrien end tilbød de pårørende, så ville det aldrig være nok. Rædslernes kilde er ikke tingene, en mystisk hjernesygdom, "lortet", eller medmenneskerne, "de sindssyge". Kilden er den egne, ikke-konfronterede, ubearbejdede sårethed, som man ville være nødt til at kaste et åbent og fordomsfrit blik i spejlet for at se. I stedet for at kaste et forudindtaget, distanceret og fordømmende blik på "lortet" og "de sindssyge". Det kræver mod at se i spejlet uden afstandtagende forudindtagethed og fordomme. Mod til forandring og udvikling, til at tage chancer, til at tage ansvar, til at møde sig selv. Det er det mest skræmmende af alle tænkelige møder. Mødet med sig selv. Det er unægteligt meget nemmere at løbe fra det. Ligesom det er noget nemmere, at løbe fra det ansvar, man har som menneske, overfor sig selv, overfor andre og også overfor tingene. Ligesom det er nemmere at forhindre enhver form for forandring og udvikling. Hos sig selv og andre. Så man kan opretholde illusionen om uforanderlig sikkerhed i tilværelsen: "You will either step forward into growth, or you will step backward into safety." (Enten tager du skridtet frem mod udvikling, eller også tager du skridtet tilbage mod sikkerhed.) -Abraham Maslow. Skridtet frem havde været/ville være at vedkende sig sig selv. Det ville være at indrømme, at man ikke magter andres menneskelige problemer, fordi man ikke er afklaret med sine egne i tilstrækkeligt omfang. At udpege det eller de sorte får og distancere sig igennem diskriminerende ord og handlinger, er at tage skridtet tilbage. Ind i en fastlåst og fastlåsende s-/tilstand af - formentlig - sikkerhed. Hvor man dårligt kan trække vejret. Fordi enhver udvidelse af den skarpt afgrænsede sikkerhed, om end bare så meget, at man kunne trække vejret, nemt kunne medføre at grænserne sprængtes og rædslerne fik frit spil. "Hvis du har et forstand, kan du miste det."
Det er hér, vi har den virkelige regression. I et mere fordømmende end respekterende samfund, i vores mere kontrollerende og projicerende end åbne, pladsgivende kultur, i de pårørendes ønske om kontrol af deres "sindssyge" familiemedlemmer, og i psykiatriens fastlåsende, i ordret og overført betydning indespærrende "behandlings"metoder. Ikke i kriseramte menneskers dykken ned i de dybeste lag af deres grænseløse væren på deres søgen efter sig selv. Ikke i deres forsøg på at tage skridtet frem og frigøre sig. At betegne dette forsøg på progression som regression, er regressivt i sig selv.
Det er på tide med en bog til alle de udpegede og fastlåste, indespærrede sorte får. En bog med tips og fif om, hvordan man kan emancipere sig fra kontrollerende, projicerende pårørende. Ikke bare for de sorte fårs skyld.
Som jeg skrev i min kommentar til Ron's indlæg, overrasker det mig ikke. Er man først blevet officielt defineret og afstemplet som værende en sygdom, en ansamling af symptomer, i stedet for et menneske, så giver det sig selv, at denne ansamling af symptomer skal håndteres. Mens ansamlingen af symptomer helst ikke skal håndtere noget som helst, bare skal lade sig håndtere. Jo mere passivt, jo bedre. Ting og abstrakte begreber skal håndteres. Mennesker skal respekteres, ikke håndteres. En syg krop gør ikke et menneske til en ting. En angiveligt "syg" adfærd og tænkning, et angiveligt "sygt" følelsesliv gør.
Begrebet "håndtere" ("to manage" på engelsk) indeholder et forholdsvis stærkt element af "kontrollere". I modsætning til "respektere", der indeholder snarere et element af "give plads" - den plads, enhver livsform har behov for at have til rådighed for at kunne være sig selv. Amanda ovre på Ballastexistenz har skrevet et brilliant indlæg om emnet. Læs det!
Et ønske om kontrol opstår ud af oplevelsen af usikkerhed. Et ønske om at kontrollere sine omgivelser, sine medmennesker, opstår når man projicerer årsagerne til sin egen selvusikkerhed ind i omverdenen, ind i sine medmennesker. En selvbeskyttelsesmekanisme: når det ikke er egne, ubevidste indhold, der skræmmer og forusikrer, men derimod ting i omverdenen, inklusive medmenneskerne, så undgår man at skulle konfrontere sig selv med sin egen selvusikkerhed, med sig selv. Hvilket nok er den mest skræmmende konfrontation, man kan komme ud for. Man kan nemlig ikke løbe fra sig selv. Men man kan løbe fra ting i omverdenen og sine medmennesker. F.eks. ved at udpege tingene som angiveligt værende en mystisk hjernesygdom ("lortet"), og ens medmennesker som bærere af denne hjernesygdom, som den form, den angivelige "sygdom" kommer til udtryk på ("de sindssyge").
Så, ja, jeg forstår godt, hvorfor der findes så meget information til pårørende om, hvordan de bedst håndterer deres egne, i omverdenen og i medmenneskerne projicerede rædsler. Og jeg forstår næsten endnu bedre, hvorfor der stort set ikke findes information til "projektionsofrene" om, hvordan man frigør sig af projektionen. For, hvad skulle de "kære" pårørende gøre, hvis dem, de har udpeget til at være alle deres egne indre rædslers ydre projektion, unddrog sig projektionen, ved at unddrage sig kontrollen? Og jeg forstår også den bitterhed, jeg ofte ser blandt pårørende over psykiatrien, når denne "svigter", når denne ikke lever op til forventningerne og ikke muliggør den ultimative kontrol. F.eks. ved umyndiggørelse og domsafsagt tvangsbehandling. F.eks. ved at stille en seng på den lukkede til rådighed i ubegrænset tid, for det udpegede "projektionsoffer", det udpegede sorte får.
Problemet er, at uanset hvor meget hjælp og støtte psykiatrien end tilbød de pårørende, så ville det aldrig være nok. Rædslernes kilde er ikke tingene, en mystisk hjernesygdom, "lortet", eller medmenneskerne, "de sindssyge". Kilden er den egne, ikke-konfronterede, ubearbejdede sårethed, som man ville være nødt til at kaste et åbent og fordomsfrit blik i spejlet for at se. I stedet for at kaste et forudindtaget, distanceret og fordømmende blik på "lortet" og "de sindssyge". Det kræver mod at se i spejlet uden afstandtagende forudindtagethed og fordomme. Mod til forandring og udvikling, til at tage chancer, til at tage ansvar, til at møde sig selv. Det er det mest skræmmende af alle tænkelige møder. Mødet med sig selv. Det er unægteligt meget nemmere at løbe fra det. Ligesom det er noget nemmere, at løbe fra det ansvar, man har som menneske, overfor sig selv, overfor andre og også overfor tingene. Ligesom det er nemmere at forhindre enhver form for forandring og udvikling. Hos sig selv og andre. Så man kan opretholde illusionen om uforanderlig sikkerhed i tilværelsen: "You will either step forward into growth, or you will step backward into safety." (Enten tager du skridtet frem mod udvikling, eller også tager du skridtet tilbage mod sikkerhed.) -Abraham Maslow. Skridtet frem havde været/ville være at vedkende sig sig selv. Det ville være at indrømme, at man ikke magter andres menneskelige problemer, fordi man ikke er afklaret med sine egne i tilstrækkeligt omfang. At udpege det eller de sorte får og distancere sig igennem diskriminerende ord og handlinger, er at tage skridtet tilbage. Ind i en fastlåst og fastlåsende s-/tilstand af - formentlig - sikkerhed. Hvor man dårligt kan trække vejret. Fordi enhver udvidelse af den skarpt afgrænsede sikkerhed, om end bare så meget, at man kunne trække vejret, nemt kunne medføre at grænserne sprængtes og rædslerne fik frit spil. "Hvis du har et forstand, kan du miste det."
Det er hér, vi har den virkelige regression. I et mere fordømmende end respekterende samfund, i vores mere kontrollerende og projicerende end åbne, pladsgivende kultur, i de pårørendes ønske om kontrol af deres "sindssyge" familiemedlemmer, og i psykiatriens fastlåsende, i ordret og overført betydning indespærrende "behandlings"metoder. Ikke i kriseramte menneskers dykken ned i de dybeste lag af deres grænseløse væren på deres søgen efter sig selv. Ikke i deres forsøg på at tage skridtet frem og frigøre sig. At betegne dette forsøg på progression som regression, er regressivt i sig selv.
Det er på tide med en bog til alle de udpegede og fastlåste, indespærrede sorte får. En bog med tips og fif om, hvordan man kan emancipere sig fra kontrollerende, projicerende pårørende. Ikke bare for de sorte fårs skyld.
tirsdag den 21. oktober 2008
Spejlet
Siden jeg nu er i gang med at kommentere mine bloglæsningsoplevelser her, kan jeg lige så godt tilføje en betragtning angående en sådan oplevelse, ikke? - "Anonym"s kommentar til dette indlæg.
Som man bl.a. kan læse her, er jeg jo helt vild med be-, eller skulle jeg sige for-?, dømmelser som "sindssyg". "Sindssyg", "udyr", "skizo", "idiot", "dum", "grim", etc. - reservoiret af be- og fordømmende stempler, vi kan sætte på andre for at distancere os, er nærmest uudtømmeligt. Og hvis stemplet i sig selv ikke giver nok afstand, så kan man, udover at be- og fordømme det andre menneske selv i sit væren, tilføje en be- og fordømmelse af dette menneskes virkelighed: "ikke virkelig". Eller, fagligt korrekt: "vrangforestilling", "paranoid", "hallucination", etc. Det sætter tingene i perspektiv. Den be- og fordømmendes perspektiv. Den der har "stået der selv"s - stået udenfor, som be- og fordømmende, afstandtagende tilskuer - perspektiv. Og det er vel det eneste acceptable og gyldige perspektiv. Eller er det?
Det er netop mit kritikpunkt mht. film som "A Beautiful Mind", og også mht. fremstillingen af Majbritt i "Sommer". At perspektivet er det af de udenforstående. De afstandtagende. At perspektivet ikke når at indbefatte de indenforståendes perspektiv. Selv om "A Beautiful Mind" hist og her gør sig lidt umage. Hvilket man ikke kan sige om alle film, der er lavet om emnet. - En film, der klarer opgaven noget bedre i mine øjne, er Bergman's "Såsom i en spegel". Et spejl. Netop. Men Bergman prøver heller ikke - desperat - at tage afstand. Tværtimod. Han er ikke bange for, at gå ind i en identifikation, og konfrontere sig selv med sin egen "sindssyge", sin egen menneskelighed.
Jeg tænker, at ingen har ret til at be- og fordømme, medmindre vedkommende er i stand til at se bort fra sit eget lille, narcissistiske ego, vedkende sig alle sine navne, frigøre sig, og se sin egen menneskelighed i øjnene. Og når man er i stand til det, findes der ikke flere be- og fordømmelser. Der bare findes. Der bare er. Liv.
_______________
Update: Det skal lige tilføjes, at "A Beautiful Mind" indeholder nogle faktuelle fejl: Fremstillingen af "hallucinationerne" er tvivlsom, i bedste fald. Som regel hører folk "stemmer", dvs. de hører sig selv tænke, højt. Indholdet i det sagte gør, at man er nødt til at projicere det i "udefrakommende stemmer". At acceptere det som sine egne tanker, ville være for "voldsomt". I nogle tilfælde forekommer der, hvad der kaldes for "synshallucinationer". Men de er af en noget anderledes kvalitet, end filmen formidler (jeg har selv haft nogle). Derudover er det inkorrekt, at John Nash skulle have taget "medicin", neuroleptika, som han siger i filmens version af hans takketale ved Nobelprisens modtagelse at han gjorde. John Nash tog kun "medicin" under hans indlæggelser, siden han i disse situationer var nødt til det. Han har aldrig taget neuroleptika efter 1970. Det er derfor, han har klaret at komme sig helt, og det er derfor, han er i live i dag. Hans egne betragtninger bl.a. om filmen, kan man lytte til her.
Som man bl.a. kan læse her, er jeg jo helt vild med be-, eller skulle jeg sige for-?, dømmelser som "sindssyg". "Sindssyg", "udyr", "skizo", "idiot", "dum", "grim", etc. - reservoiret af be- og fordømmende stempler, vi kan sætte på andre for at distancere os, er nærmest uudtømmeligt. Og hvis stemplet i sig selv ikke giver nok afstand, så kan man, udover at be- og fordømme det andre menneske selv i sit væren, tilføje en be- og fordømmelse af dette menneskes virkelighed: "ikke virkelig". Eller, fagligt korrekt: "vrangforestilling", "paranoid", "hallucination", etc. Det sætter tingene i perspektiv. Den be- og fordømmendes perspektiv. Den der har "stået der selv"s - stået udenfor, som be- og fordømmende, afstandtagende tilskuer - perspektiv. Og det er vel det eneste acceptable og gyldige perspektiv. Eller er det?
Det er netop mit kritikpunkt mht. film som "A Beautiful Mind", og også mht. fremstillingen af Majbritt i "Sommer". At perspektivet er det af de udenforstående. De afstandtagende. At perspektivet ikke når at indbefatte de indenforståendes perspektiv. Selv om "A Beautiful Mind" hist og her gør sig lidt umage. Hvilket man ikke kan sige om alle film, der er lavet om emnet. - En film, der klarer opgaven noget bedre i mine øjne, er Bergman's "Såsom i en spegel". Et spejl. Netop. Men Bergman prøver heller ikke - desperat - at tage afstand. Tværtimod. Han er ikke bange for, at gå ind i en identifikation, og konfrontere sig selv med sin egen "sindssyge", sin egen menneskelighed.
Jeg tænker, at ingen har ret til at be- og fordømme, medmindre vedkommende er i stand til at se bort fra sit eget lille, narcissistiske ego, vedkende sig alle sine navne, frigøre sig, og se sin egen menneskelighed i øjnene. Og når man er i stand til det, findes der ikke flere be- og fordømmelser. Der bare findes. Der bare er. Liv.
_______________
Update: Det skal lige tilføjes, at "A Beautiful Mind" indeholder nogle faktuelle fejl: Fremstillingen af "hallucinationerne" er tvivlsom, i bedste fald. Som regel hører folk "stemmer", dvs. de hører sig selv tænke, højt. Indholdet i det sagte gør, at man er nødt til at projicere det i "udefrakommende stemmer". At acceptere det som sine egne tanker, ville være for "voldsomt". I nogle tilfælde forekommer der, hvad der kaldes for "synshallucinationer". Men de er af en noget anderledes kvalitet, end filmen formidler (jeg har selv haft nogle). Derudover er det inkorrekt, at John Nash skulle have taget "medicin", neuroleptika, som han siger i filmens version af hans takketale ved Nobelprisens modtagelse at han gjorde. John Nash tog kun "medicin" under hans indlæggelser, siden han i disse situationer var nødt til det. Han har aldrig taget neuroleptika efter 1970. Det er derfor, han har klaret at komme sig helt, og det er derfor, han er i live i dag. Hans egne betragtninger bl.a. om filmen, kan man lytte til her.
mandag den 20. oktober 2008
"Please Call Me by My True Names"
Jeg havnede forleden dag på en blog, jeg af og til besøger, udelukkende fordi den bl.a. beskæftiger sig med et emne, som intet har med politik eller samfund at gøre, men alligevel er af en vis interesse for mig. Som sagt, så beskæftiger bloggen sig bl.a. med dette emne. Dvs., den omhandler også politiske og samfundsmæssige emner, i ny og næ. Dog på en måde, der for mig som regel er mindre relevant. Ikke desto mindre kom jeg altså til at læse et meget tankevækkende indlæg om et samfundsrelateret emne forleden, om manden der har begået nogle seksualforbrydelser, og nu er på fri fod for fjerde gang, flygtet, ikke løsladt.
Det der var tankevækkende for mig var ikke så meget sagen i sig selv. Det var måden, manden i indlægget blev omtalt af bloggens forfatter.
Jeg vil her på stedet hverken nævne navne eller citere direkte, bortset fra at jeg vil nævne, at indlægget gør brug af densamme retorik som Ekstra Bladet og B.T. er kendt for: "udyr". Derudover indeholder indlæggets ca. 8 linier såpas meget og såpas intens aggressivitet, at den for mig nærmest blev fysisk mærkbar under læsningen af de ca. 8 linier, og at jeg undrer hvor langt fra at selv være et "udyr" forfatteren egentligt er. Via netop denne retorik men også mht. indlæggets øvrige indhold.
En veninde af mig konstaterede en gang, at det der afholdt de fleste af os fra at slå naboen ihjel med noget andet end blikke og lejlighedsvise, spidse bemærkninger, for noget som f.eks. at anskaffe en hund, der af og til til vores store forargelse siger "vov", jo bare var nogle meget skrøbelige, kulturelle, moralske normer. Et "beskyttelseslag" tyndt som pergamentpapir.
Alene betegnelsen "udyr" berøver manden hans menneskelighed, og slår ham dermed ihjel. Som det menneske han er. Og et menneske, en af os, er og bliver han, uanset hvad han måtte have gjort mod andre. Mens jeg tænker, at det netop er angsten ved tanken om hvor meget vi faktisk har tilfælles med ham, at vi faktisk har så meget tilfælles med ham, at forskellen er mikroskopisk, næsten ikke til at få øje på, der driver os ud i et desperat forsøg på afgrænsning: "udyr" vs. "menneske". Eller: "Jeg er medlem af den samfundsgruppe, der udpeger og dømmer 'de sorte får'. Du er 'det sorte får'. "
Densamme dynamik kan observeres når det drejer sig om "de psykisk syge", eller "indvandrerne", eller eller eller. Vi lever ikke i et demokrati. Vi lever i et klassesamfund, der består af "den rette slags" og "den dårlige slags". Og selvfølgeligt ligger magten til at definere, hvem der tilhører hvilken slags udelukkende ved "den rette slags". Meget gerne "videnskabeligt" retfærdiggjort via genforskningen. Foreløbigt dog primært baseret på angiveligt medicinsk ekspertise, der angiveligt på baggrund af videnskabeligt objektivitet kan udpege bestemte adfærdsmønstre som værende syge, "dårlige".
For at vende tilbage til "udyret" så er der jo nogle, der siger, vi er vores handlinger. Her kunne den så slutte, og manden ville de facto fremstå som et "udyr". Men den slutter altså ikke her. Vores individuelle handlinger er nemlig allesammen en reaktion på og et produkt af den konditionering vi har fået, af samfundet, af den kultur, vi lever i. Og dermed er vi allesammen også denne mand, som blogindlæggets forfatter omtaler på en måde, der ikke lader nogen tvivl om hvor gerne han/hun vil se sig selv som værende grundlæggende forskelligt fra ham, men der samtidigt gør ham/hende til en til forveksling lignende udgave af manden, ligeværdige mennesker.
"Jeg har et digt til dig. Dette digt handler om tre af os. Den første er en tolvårig pige, en af boat-people'ne på vej over Golfen af Siam. Hun blev voldtaget af en søpirat, og bagefter kastede hun sig i havet. Den anden er søpiraten, der blev født i en afsides liggende landsby i Thailand. Og den tredje person er jeg. Jeg blev meget vred, selvfølgeligt. Men jeg kunne ikke vælge side mod søpiraten. Hvis jeg havde kunnet, havde det været enklere, men jeg kunne ikke. Jeg forstod, at hvis jeg var blevet født i hans landsby og havde levet et lignende liv - økonomisk, uddannelsesmæssigt, og så videre - er det meget sandsynligt, at jeg ville være denne søpirat nu. Så, det er ikke nemt, at vælge side. Ud af min lidelse skrev jeg dette digt. Det hedder 'Please Call Me by My True Names' (Vær sød at kalde mig ved mine sande navne), fordi jeg har mange navne, og hvis du kalder mig ved et hvilket som helst af dem, må jeg svare 'Ja'." -Thich Nhat Hanh
Det der var tankevækkende for mig var ikke så meget sagen i sig selv. Det var måden, manden i indlægget blev omtalt af bloggens forfatter.
Jeg vil her på stedet hverken nævne navne eller citere direkte, bortset fra at jeg vil nævne, at indlægget gør brug af densamme retorik som Ekstra Bladet og B.T. er kendt for: "udyr". Derudover indeholder indlæggets ca. 8 linier såpas meget og såpas intens aggressivitet, at den for mig nærmest blev fysisk mærkbar under læsningen af de ca. 8 linier, og at jeg undrer hvor langt fra at selv være et "udyr" forfatteren egentligt er. Via netop denne retorik men også mht. indlæggets øvrige indhold.
En veninde af mig konstaterede en gang, at det der afholdt de fleste af os fra at slå naboen ihjel med noget andet end blikke og lejlighedsvise, spidse bemærkninger, for noget som f.eks. at anskaffe en hund, der af og til til vores store forargelse siger "vov", jo bare var nogle meget skrøbelige, kulturelle, moralske normer. Et "beskyttelseslag" tyndt som pergamentpapir.
Alene betegnelsen "udyr" berøver manden hans menneskelighed, og slår ham dermed ihjel. Som det menneske han er. Og et menneske, en af os, er og bliver han, uanset hvad han måtte have gjort mod andre. Mens jeg tænker, at det netop er angsten ved tanken om hvor meget vi faktisk har tilfælles med ham, at vi faktisk har så meget tilfælles med ham, at forskellen er mikroskopisk, næsten ikke til at få øje på, der driver os ud i et desperat forsøg på afgrænsning: "udyr" vs. "menneske". Eller: "Jeg er medlem af den samfundsgruppe, der udpeger og dømmer 'de sorte får'. Du er 'det sorte får'. "
Densamme dynamik kan observeres når det drejer sig om "de psykisk syge", eller "indvandrerne", eller eller eller. Vi lever ikke i et demokrati. Vi lever i et klassesamfund, der består af "den rette slags" og "den dårlige slags". Og selvfølgeligt ligger magten til at definere, hvem der tilhører hvilken slags udelukkende ved "den rette slags". Meget gerne "videnskabeligt" retfærdiggjort via genforskningen. Foreløbigt dog primært baseret på angiveligt medicinsk ekspertise, der angiveligt på baggrund af videnskabeligt objektivitet kan udpege bestemte adfærdsmønstre som værende syge, "dårlige".
For at vende tilbage til "udyret" så er der jo nogle, der siger, vi er vores handlinger. Her kunne den så slutte, og manden ville de facto fremstå som et "udyr". Men den slutter altså ikke her. Vores individuelle handlinger er nemlig allesammen en reaktion på og et produkt af den konditionering vi har fået, af samfundet, af den kultur, vi lever i. Og dermed er vi allesammen også denne mand, som blogindlæggets forfatter omtaler på en måde, der ikke lader nogen tvivl om hvor gerne han/hun vil se sig selv som værende grundlæggende forskelligt fra ham, men der samtidigt gør ham/hende til en til forveksling lignende udgave af manden, ligeværdige mennesker.
"Jeg har et digt til dig. Dette digt handler om tre af os. Den første er en tolvårig pige, en af boat-people'ne på vej over Golfen af Siam. Hun blev voldtaget af en søpirat, og bagefter kastede hun sig i havet. Den anden er søpiraten, der blev født i en afsides liggende landsby i Thailand. Og den tredje person er jeg. Jeg blev meget vred, selvfølgeligt. Men jeg kunne ikke vælge side mod søpiraten. Hvis jeg havde kunnet, havde det været enklere, men jeg kunne ikke. Jeg forstod, at hvis jeg var blevet født i hans landsby og havde levet et lignende liv - økonomisk, uddannelsesmæssigt, og så videre - er det meget sandsynligt, at jeg ville være denne søpirat nu. Så, det er ikke nemt, at vælge side. Ud af min lidelse skrev jeg dette digt. Det hedder 'Please Call Me by My True Names' (Vær sød at kalde mig ved mine sande navne), fordi jeg har mange navne, og hvis du kalder mig ved et hvilket som helst af dem, må jeg svare 'Ja'." -Thich Nhat Hanh
søndag den 19. oktober 2008
Måske er det genetisk?
Jeg er sikker på, at jeg har et skrivemaskine-computertastatur-pen-og-papir-gen...
lørdag den 18. oktober 2008
Tal på tvang i den danske psykiatri
En artikel på politiken.dk giver et overblik over anvendelsen af tvang i psykiatrien. I 2006 var der ifølge artiklen 5.156 mennesker, der blev udsat for tvang, godt 21% af det samlede antal indlagte personer. Heraf blev 527 udsat for elektrochok administreret under tvang ifølge en relateret nyhedsnotits på tv2 nyhederne. Dermed er tallet af mennesker, der blev chokket ind i underdanig tilpassethed i 2006 i forhold til 2005 ikke bare femdoblet, men næsten seksdoblet.
Dvs. vi har i 2006 i Danmark 5.156 mennesker, hvis grundlæggende menneskerettigheder blev misagtet, i det at de blev udsat for tortur. Ifølge statistiken.
I gråzonen udenfor denne statistik befinder sig de resterende knap 79%, der har været indlagte, plus alle dem, der på en eller anden måde har været i berøring med vor tids inkvisition.
Nyhedsnotitsens liste over de fem tilladte former for tvang i psykiatrien omfatter udover frihedsberøvelse, tvangsbehandling, fysisk magtanvendelse og hvad der kaldes for "beskyttelsesforanstaltninger", også "aflåsning af patienters stuedør på Sikringsafdelingen i Nykøbing Sjælland", dvs. isolation. Så meget for, at isolation ikke skulle være tilladt i den danske psykiatri. Og bortset fra denne direkte, åbenlyse form for isolation, indeholder både det der eufemistisk kaldes for "beskyttelsesforanstaltninger" og den fysiske magtanvendelse, f.eks. i form af bæltefiksering, utvivlsomt et element af isolation, om end godt gemt bag de anvendte begreber.
"Har man respekt for et andet menneske, vil man være langt mindre tilbøjelig til at bruge tvang", citeres SINDs Knud Kristensen i politiken.dk's artikel, og jeg kan ikke lade være med at spekulere lidt filosofisk-historisk over i hvilket omfang "respekt for et andet menneske" indgik i inkvisitionens verdensbillede...
"Det kan være nødvendigt for personalet på psykiatriske afdelinger at bruge tvang mod patienterne", hedder det i billedteksten til tv2-nyhedsnotitsen. Jamen, tænker jeg når jeg læser en sådan konstatering, er det videre forunderligt, at mennesker modsætter sig tortur og følgeligt skal tvinges som et ganske naturligt led i det, at blive udsat for den? Hvor mange af de mennesker, inkvisitionen udpegede som værende "besatte af djævlen", kravlede frivilligt op på bålet??
Dvs. vi har i 2006 i Danmark 5.156 mennesker, hvis grundlæggende menneskerettigheder blev misagtet, i det at de blev udsat for tortur. Ifølge statistiken.
I gråzonen udenfor denne statistik befinder sig de resterende knap 79%, der har været indlagte, plus alle dem, der på en eller anden måde har været i berøring med vor tids inkvisition.
Nyhedsnotitsens liste over de fem tilladte former for tvang i psykiatrien omfatter udover frihedsberøvelse, tvangsbehandling, fysisk magtanvendelse og hvad der kaldes for "beskyttelsesforanstaltninger", også "aflåsning af patienters stuedør på Sikringsafdelingen i Nykøbing Sjælland", dvs. isolation. Så meget for, at isolation ikke skulle være tilladt i den danske psykiatri. Og bortset fra denne direkte, åbenlyse form for isolation, indeholder både det der eufemistisk kaldes for "beskyttelsesforanstaltninger" og den fysiske magtanvendelse, f.eks. i form af bæltefiksering, utvivlsomt et element af isolation, om end godt gemt bag de anvendte begreber.
"Har man respekt for et andet menneske, vil man være langt mindre tilbøjelig til at bruge tvang", citeres SINDs Knud Kristensen i politiken.dk's artikel, og jeg kan ikke lade være med at spekulere lidt filosofisk-historisk over i hvilket omfang "respekt for et andet menneske" indgik i inkvisitionens verdensbillede...
"Det kan være nødvendigt for personalet på psykiatriske afdelinger at bruge tvang mod patienterne", hedder det i billedteksten til tv2-nyhedsnotitsen. Jamen, tænker jeg når jeg læser en sådan konstatering, er det videre forunderligt, at mennesker modsætter sig tortur og følgeligt skal tvinges som et ganske naturligt led i det, at blive udsat for den? Hvor mange af de mennesker, inkvisitionen udpegede som værende "besatte af djævlen", kravlede frivilligt op på bålet??
Screening af gravide for "depression" - kun amerikansk vanvid?
I april i år skrev jeg om det U.S.-amerikanske lovforslag "Mother's Act", og afsluttede bl.a. med "i dag USA, i morgen måske Danmark".
Nu ser det ud til, at man har tænkt sig, at lave mit "måske" om til et "bestemt". I hvert fald i Region Midtjylland. Her vil man nemlig ifølge artiklen "Jordemødre er bekymrede over screening af gravide" i Dagens Medicin sætte et pilotprojekt i gang, der altså skal screene gravide for "depression".
"Jeg ser en foruroligende tendens, hvor flere og flere gravide får lykkepiller. Jeg er bange for, at gravide vil komme til at få en overbehandling, hvis konsekvensen bliver, at der tilbydes medicinsk behandling uden samtaleterapi," citeres Bodil Møller, jordemoder og underviser på Professionshøjskolen, i artiklen.
Hvorfor tendensen, som jeg iøvrigt også ser, er så foruroligende, forklarer denne video af Amy Philo (teksten er gengivet i dansk oversættelse nedenunder videoen):
"Ifølge FDAs (Food and Drug Administration, svarer til den danske Lægemiddelstyrelse) rapporter angående bivirkninger forårsaget af antidepressiva:
145 spontane aborter
150 for tidligt fødte børn
208 børn født med hjerteproblemer
218 børn født med misdannelser
alene i de forløbne 4 år.
FDA'en skønner, at kun 1 - 10% af disse bivirkninger overhovedet indberettes.
Lad være med at udsætte gravide og deres børn for flere dødelige medikamenter.
Stop Mother's Act.
Stop medicineringen.
www.uniteforlife.org"
Grafik: Colin Downes-Grainger
Nu ser det ud til, at man har tænkt sig, at lave mit "måske" om til et "bestemt". I hvert fald i Region Midtjylland. Her vil man nemlig ifølge artiklen "Jordemødre er bekymrede over screening af gravide" i Dagens Medicin sætte et pilotprojekt i gang, der altså skal screene gravide for "depression".
"Jeg ser en foruroligende tendens, hvor flere og flere gravide får lykkepiller. Jeg er bange for, at gravide vil komme til at få en overbehandling, hvis konsekvensen bliver, at der tilbydes medicinsk behandling uden samtaleterapi," citeres Bodil Møller, jordemoder og underviser på Professionshøjskolen, i artiklen.
Hvorfor tendensen, som jeg iøvrigt også ser, er så foruroligende, forklarer denne video af Amy Philo (teksten er gengivet i dansk oversættelse nedenunder videoen):
"Ifølge FDAs (Food and Drug Administration, svarer til den danske Lægemiddelstyrelse) rapporter angående bivirkninger forårsaget af antidepressiva:
145 spontane aborter
150 for tidligt fødte børn
208 børn født med hjerteproblemer
218 børn født med misdannelser
alene i de forløbne 4 år.
FDA'en skønner, at kun 1 - 10% af disse bivirkninger overhovedet indberettes.
Lad være med at udsætte gravide og deres børn for flere dødelige medikamenter.
Stop Mother's Act.
Stop medicineringen.
www.uniteforlife.org"
Grafik: Colin Downes-Grainger
fredag den 17. oktober 2008
Lidt fredagaften-irritation
Jeg skulle bare lige se, om der var noget nyt på Outsiderens blog. Og ja, det var der. Nogle fine indlæg fra Sidse. Småirriteret blev jeg over Boye Haures kommentar til Sidses seneste indlæg: "Mest kritisk er jeg overfor, at du vil trappes ud af medicinen, når du har diagnosen skizofren. Det bygger jeg på personlige erfaringer." Hvad for nogle personlige erfaringer Boye? Må vi høre? Personligt er jeg en hel del mere kritisk overfor, at mennesker diagnosticeres på må og få som værende "skizofrene", for så at få indbildt, at livslang "vedligeholdelsesmedicinering" skulle være en nærmest uundgåelig nødvendighed, når nu det modsatte er tilfældet.
Men bortset fra, at Boyes personlige erfaringer åbenbart ikke korresponderer med de videnskabelige fakta, som Boye, lige så åbenbart, ikke ved noget om, så er det mest irriterende ved hans udsagn for mig ikke denne hans uvidenhed mht. disse fakta - denne uvidenhed er jo ret så udbredt i befolkningen, især den danske - men snarere den hans fine kommentarord underliggende trussel mod Sidse. En trussel, der svarer til dem, Steven Morgan også har måttet stå model til.
Jeg mener, medmindre Boye kan dokumentere, at hans kritiske holdning bygger på videnskabelige fakta, så gør han bedre i at holde den for sig selv. I stedet for at (mis-)bruge den til at forusikre ("disempowere", som i "empowerment") mennesker, der har valgt at give recovery'en en chance.
I hans profil på de Radikale Venstres site, betegner Boye sig selv som "mønsterbryder". I mine øjne bliver han først en virkelig mønsterbryder, når han har sat sig ind i det, han taler om, f.eks. ved at se nærmere på resourcerne her. Indtil da fremstår han via sin kommentar til Sidse desværre som bare endnu én af establishmentets fodfolk.
Men bortset fra, at Boyes personlige erfaringer åbenbart ikke korresponderer med de videnskabelige fakta, som Boye, lige så åbenbart, ikke ved noget om, så er det mest irriterende ved hans udsagn for mig ikke denne hans uvidenhed mht. disse fakta - denne uvidenhed er jo ret så udbredt i befolkningen, især den danske - men snarere den hans fine kommentarord underliggende trussel mod Sidse. En trussel, der svarer til dem, Steven Morgan også har måttet stå model til.
Jeg mener, medmindre Boye kan dokumentere, at hans kritiske holdning bygger på videnskabelige fakta, så gør han bedre i at holde den for sig selv. I stedet for at (mis-)bruge den til at forusikre ("disempowere", som i "empowerment") mennesker, der har valgt at give recovery'en en chance.
I hans profil på de Radikale Venstres site, betegner Boye sig selv som "mønsterbryder". I mine øjne bliver han først en virkelig mønsterbryder, når han har sat sig ind i det, han taler om, f.eks. ved at se nærmere på resourcerne her. Indtil da fremstår han via sin kommentar til Sidse desværre som bare endnu én af establishmentets fodfolk.
mandag den 13. oktober 2008
Soteria San Francisco 1972
I mine øjne, hvis disse hippie-studerende kan kurere skizofreni, så kan enhver med mod og et stort nok hjerte gøre detsamme! -bipolarorwakingup (Sean Blackwell), kommentar på YouTube
Her en video med filmoptagelser fra Soteria House. Jeg har oversat en stor del af det der siges i videoen (se nedenunder videoen), da optagelserne er fra 1972 og lydkvaliteten derfor ikke ligefrem er i top.
Soteria San Francisco 1972
Citater fra videoen:
"Jeg skulle bygge en vis mængde tillid op. Der var forskellige ting, jeg kunne diskutere med forskellige folk. For eksempel hvis jeg havde et bestemt problem, vidste jeg, at jeg kunne få hjælp af én af de ansatte, mens jeg ikke kunne det af en anden. Jeg håbede, jeg kunne stole på at det menneske ville hjælpe mig med det bestemte problem. Og på den måde byggede jeg tillid op til hver af dem." (00.00-00.44)
"Da jeg boede i huset, følte jeg at der var et fællesskab i huset. Jeg betragtede det som et slags hjem. Hvis du var nede, kunne du være nede. Hvis du ville græde, kunne du græde. Og hvis du var glad, kunne du være glad. Ingen nedgjorde dig for det." (00.51-01.10)
"Pga. at det er et forkningsprojekt er folk der kommer i huset omhyggeligt diagnosticeret og stemplet som skizofren. Men de ansatte forholder sig ikke til personen som én, der har et stempel, men som bare endnu en person i en vanskelig livssituation." (01.20-01.34)
"Jeg prøvede at forlade huset gradvist. Først tog jeg forskellige steder hen. Og så længe nogen i huset vidste, at jeg gik ud og ville komme tilbage igen, var det ok. Jeg sagde ikke farvel til mange, fordi jeg ikke følte, at det egentligt var et farvel. Jeg har været tilbage i huset flere gange, så jeg ville ikke lave en stor, trist scene." (01.35-02.00)
"Da jeg første gang forlod huset, havde jeg et stort problem med at give slip på alle erindringerne, og på et tidspunkt blev jeg så ked af det, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre. Og en af pigerne, der havde arbejdet med mig, Sheila, kom forbi og jeg fortalte hende hvordan jeg havde det, og hun hjalp mig, sagde til mig at det ikke var en så slem ting. Hjalp mig til at forholde mig til det, hjalp mig med at fokussere på nuet i stedet for at tænke på alle de dumme ting, der var sket. Og siden har jeg kunnet give slip på det, og tænke at Soteria bare var... du ved... et sted jeg havde brug for på det tidspunkt." (02.00-02.49)
"Først og fremst er det bare et virkeligt sikkert sted at opholde sig. Ligemeget hvor skør du skal være. Ligemeget hvor vred du vil være, hvor fjentlig, angst, og lige så voldelig som vi kan håndtere. (...) Det eneste, de ansatte ikke giver lov til: vi tillader ikke at folk tager livet af sig, når de prøver [1]. Og vi tillader ikke at folk dræber andre. Vi har tolereret at en masse vinduer blev smadret. Når det kommer til ild, det er lidt for farligt." (04.46-05.14)
"Hvad jeg synes er det bedste ved huset er at ingen kører terapi [2]. Og jeg tænker at, efter nogen har været her et stykke tid, så er det det, der gør at de ønsker at blive, hvis de vil blive. Det er et sikkert sted, og ingen lægger pres på én. At de kommer og bare har lov til at gøre hvad de vil. Snakke med folk, hvis de vil, og gå og gemme sig i et hjørne, hvis de vil. Jeg tænker, hvad det går ud på er at vi vil have personen til at føle sig bedre tilpas med sig selv." (06.35-07.03)
"Det varierer. Jeg tror, alle siger: det er hårdt, det har været en hård nat, jeg havde en hård nat med den og den. Det varierer. Men resten af huset kan være meget stille og roligt, mens du har en hård oplevelse på tomandshånd med en pige eller gut. Det er altid forskelligt. Det afhænger af..., for mit vedkommende afhænger det af mit forhold til personen." (07.04-07.35)
"De fleste beboere her har en masse vrede som de har båret rundt på indeni. Det er noget, alle her har tilfælles, tror jeg. At holde det indeni i årevis. Meget af det fra for lang tid siden, andet fra ikke så lang tid siden. Det virker som om det her er et sted - og kunne endda være mere af et sted - hvor vrede kan blive lært at blive lukket ud konstruktivt. Ikke fordi den skal det med detsamme. Ikke fordi den kan det med detsamme for alle. Men i takt med at personen kommer videre og lærer det mere." (07.36-08.16)
"På en måde glæder jeg mig ikke til at forlade stedet. Fordi det her måske er det eneste sted, hvor du kan gøre, hvad du har lyst til, og komme afsted med det. Og når du går, må du tilpasse dig mere eller mindre til det, andre forventer." (08.55-09.14)
"Det her er det eneste hus, du kan stå på rulleskøjter i, på alle døgnets 24 timer, når det passer dig. Du kan gøre alt i hele de forenede nationers verden i det her hus Det her er 'gør det selv hvad som helst når som helst du vil-huset'. Det er hvad dette hus er. Og der er altid mennesker tilstede til at være sammen med dig. Ligemeget om du er nede. Og når du er glad, er de der også. Det her er fornøjelsen ved vores hus. Hele vejen igennem alle fornøjelser, og så hele vejen igennem alle misfornøjelser. Du dykker ned i alle dine følelser. Og der er altid mennesker tilstede, når du går igennem alt det du ikke forstår du går igennem. Det er noget af et privileg. Nej, helt ærligt, det er et privileg at være her fordi det er hvorfor jeg er her for denne periode." (09.18-10.12)
"Jeg er ikke skør. jeg er bare så skør som jeg vil være." [3] (13.31-13.34)
"Jeg har haft det sjovt. Jeg har haft sjovt med at male over hele væggen, og gøre alt det, jeg mente, jeg måtte gøre. Og de lod mig gøre det, fordi de vidste, at det var det jeg måtte gøre. Og der var ikke noget rigtigt eller forkert ved det. Det var bare at være dig selv. Du prøver at finde ud af, hvem du er." (13.45-14.08)
"Vi skulle have en masse Soteria-huse. (...) Få fat i en masse toetagershuse og begynde at lave Soteria-lande overalt." (14.22-14.33)
"Her er jeg. Jeg er et menneske. Dette er mit hus. Og det her er mine drømme. Og det her var dagen i dag." (14.36-14.40)
_______________
[1] "når de prøver": Til forskel for psykiatrien, der vurderer/skønner selvmordsfare og skrider til handling - "skærpet opsyn" - uden at personen har så meget som prøvet at tage livet af sig.
[2] "terapi": med terapi menes her på forhånd aftalte 50-minutters sessions med en professionel terapeut, og lignende, på forhånd plan- og fastlagte, "terapeutiske" aktiviteter (såsom tvangskurvefletning, hver tirsdag eftermiddag mellem kl. 14.00 og 15.00 for eksempel).
[3] Jeg har valgt at oversætte dette udsagn, da det i en psykiatrisk sammenhæng aldrig ville blive accepteret som det bliver det her, hvilket tydeligt markerer en af de vigtigste forskelle mellem Soteria og psykiatrien: respekten for og acceptancen af et menneskes ret til at definere sig selv og sin egen realitet.
Her en video med filmoptagelser fra Soteria House. Jeg har oversat en stor del af det der siges i videoen (se nedenunder videoen), da optagelserne er fra 1972 og lydkvaliteten derfor ikke ligefrem er i top.
Soteria San Francisco 1972
Citater fra videoen:
"Jeg skulle bygge en vis mængde tillid op. Der var forskellige ting, jeg kunne diskutere med forskellige folk. For eksempel hvis jeg havde et bestemt problem, vidste jeg, at jeg kunne få hjælp af én af de ansatte, mens jeg ikke kunne det af en anden. Jeg håbede, jeg kunne stole på at det menneske ville hjælpe mig med det bestemte problem. Og på den måde byggede jeg tillid op til hver af dem." (00.00-00.44)
"Da jeg boede i huset, følte jeg at der var et fællesskab i huset. Jeg betragtede det som et slags hjem. Hvis du var nede, kunne du være nede. Hvis du ville græde, kunne du græde. Og hvis du var glad, kunne du være glad. Ingen nedgjorde dig for det." (00.51-01.10)
"Pga. at det er et forkningsprojekt er folk der kommer i huset omhyggeligt diagnosticeret og stemplet som skizofren. Men de ansatte forholder sig ikke til personen som én, der har et stempel, men som bare endnu en person i en vanskelig livssituation." (01.20-01.34)
"Jeg prøvede at forlade huset gradvist. Først tog jeg forskellige steder hen. Og så længe nogen i huset vidste, at jeg gik ud og ville komme tilbage igen, var det ok. Jeg sagde ikke farvel til mange, fordi jeg ikke følte, at det egentligt var et farvel. Jeg har været tilbage i huset flere gange, så jeg ville ikke lave en stor, trist scene." (01.35-02.00)
"Da jeg første gang forlod huset, havde jeg et stort problem med at give slip på alle erindringerne, og på et tidspunkt blev jeg så ked af det, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre. Og en af pigerne, der havde arbejdet med mig, Sheila, kom forbi og jeg fortalte hende hvordan jeg havde det, og hun hjalp mig, sagde til mig at det ikke var en så slem ting. Hjalp mig til at forholde mig til det, hjalp mig med at fokussere på nuet i stedet for at tænke på alle de dumme ting, der var sket. Og siden har jeg kunnet give slip på det, og tænke at Soteria bare var... du ved... et sted jeg havde brug for på det tidspunkt." (02.00-02.49)
"Først og fremst er det bare et virkeligt sikkert sted at opholde sig. Ligemeget hvor skør du skal være. Ligemeget hvor vred du vil være, hvor fjentlig, angst, og lige så voldelig som vi kan håndtere. (...) Det eneste, de ansatte ikke giver lov til: vi tillader ikke at folk tager livet af sig, når de prøver [1]. Og vi tillader ikke at folk dræber andre. Vi har tolereret at en masse vinduer blev smadret. Når det kommer til ild, det er lidt for farligt." (04.46-05.14)
"Hvad jeg synes er det bedste ved huset er at ingen kører terapi [2]. Og jeg tænker at, efter nogen har været her et stykke tid, så er det det, der gør at de ønsker at blive, hvis de vil blive. Det er et sikkert sted, og ingen lægger pres på én. At de kommer og bare har lov til at gøre hvad de vil. Snakke med folk, hvis de vil, og gå og gemme sig i et hjørne, hvis de vil. Jeg tænker, hvad det går ud på er at vi vil have personen til at føle sig bedre tilpas med sig selv." (06.35-07.03)
"Det varierer. Jeg tror, alle siger: det er hårdt, det har været en hård nat, jeg havde en hård nat med den og den. Det varierer. Men resten af huset kan være meget stille og roligt, mens du har en hård oplevelse på tomandshånd med en pige eller gut. Det er altid forskelligt. Det afhænger af..., for mit vedkommende afhænger det af mit forhold til personen." (07.04-07.35)
"De fleste beboere her har en masse vrede som de har båret rundt på indeni. Det er noget, alle her har tilfælles, tror jeg. At holde det indeni i årevis. Meget af det fra for lang tid siden, andet fra ikke så lang tid siden. Det virker som om det her er et sted - og kunne endda være mere af et sted - hvor vrede kan blive lært at blive lukket ud konstruktivt. Ikke fordi den skal det med detsamme. Ikke fordi den kan det med detsamme for alle. Men i takt med at personen kommer videre og lærer det mere." (07.36-08.16)
"På en måde glæder jeg mig ikke til at forlade stedet. Fordi det her måske er det eneste sted, hvor du kan gøre, hvad du har lyst til, og komme afsted med det. Og når du går, må du tilpasse dig mere eller mindre til det, andre forventer." (08.55-09.14)
"Det her er det eneste hus, du kan stå på rulleskøjter i, på alle døgnets 24 timer, når det passer dig. Du kan gøre alt i hele de forenede nationers verden i det her hus Det her er 'gør det selv hvad som helst når som helst du vil-huset'. Det er hvad dette hus er. Og der er altid mennesker tilstede til at være sammen med dig. Ligemeget om du er nede. Og når du er glad, er de der også. Det her er fornøjelsen ved vores hus. Hele vejen igennem alle fornøjelser, og så hele vejen igennem alle misfornøjelser. Du dykker ned i alle dine følelser. Og der er altid mennesker tilstede, når du går igennem alt det du ikke forstår du går igennem. Det er noget af et privileg. Nej, helt ærligt, det er et privileg at være her fordi det er hvorfor jeg er her for denne periode." (09.18-10.12)
"Jeg er ikke skør. jeg er bare så skør som jeg vil være." [3] (13.31-13.34)
"Jeg har haft det sjovt. Jeg har haft sjovt med at male over hele væggen, og gøre alt det, jeg mente, jeg måtte gøre. Og de lod mig gøre det, fordi de vidste, at det var det jeg måtte gøre. Og der var ikke noget rigtigt eller forkert ved det. Det var bare at være dig selv. Du prøver at finde ud af, hvem du er." (13.45-14.08)
"Vi skulle have en masse Soteria-huse. (...) Få fat i en masse toetagershuse og begynde at lave Soteria-lande overalt." (14.22-14.33)
"Her er jeg. Jeg er et menneske. Dette er mit hus. Og det her er mine drømme. Og det her var dagen i dag." (14.36-14.40)
_______________
[1] "når de prøver": Til forskel for psykiatrien, der vurderer/skønner selvmordsfare og skrider til handling - "skærpet opsyn" - uden at personen har så meget som prøvet at tage livet af sig.
[2] "terapi": med terapi menes her på forhånd aftalte 50-minutters sessions med en professionel terapeut, og lignende, på forhånd plan- og fastlagte, "terapeutiske" aktiviteter (såsom tvangskurvefletning, hver tirsdag eftermiddag mellem kl. 14.00 og 15.00 for eksempel).
[3] Jeg har valgt at oversætte dette udsagn, da det i en psykiatrisk sammenhæng aldrig ville blive accepteret som det bliver det her, hvilket tydeligt markerer en af de vigtigste forskelle mellem Soteria og psykiatrien: respekten for og acceptancen af et menneskes ret til at definere sig selv og sin egen realitet.
Krisetilstand - en oplevelse
For noget tid siden fortalte en ven af mig om noget, der var sket på et diskussionsforum, nærmere betegnet i forumets chat room. Nogen annoncerede, at han ville tage livet af sig, hér og nu, mens han var online. Alle blev selvfølgeligt meget rystede, og gjorde alt, for at finde ud af, hvem han var, hvor han boede hen. Jeg ved ikke, om det lykkedes. Tanken var selvfølgeligt, at kontakte politiet og få dem til at checke op om ham, og, i givet fald, få ham indlagt.
Hver gang, når jeg hører om den slags situationer, om det drejer sig om selvmord eller "bare" om en "manisk"/"psykotisk" episode, ser det ud til at folks første reaktion er at kontakte politiet, respektive få vedkommende fragtet på psyk-skadestue i en vis fart.
Det var i midten af 80'erne. Jeg var i tyverne, læste i München, boede midt i byen, hvor jeg lejede et værelse i en kvindes, G.'s, lejlighed, beliggende mellem stueetage og første sal, "bel étage". Jeg sad i køkkenet, klokken var omkring 23, og jeg havde lige overvejet, at gå i seng, siden jeg var hundetræt og havde en tidlig forelæsning næste dag. G. var ikke hjemme, var ikke ventet før næste dag. Det ringede på døren. 'Nu?' tænkte jeg, 'Næh, undskyld altså.' Der gik et par øjeblikke, så kunne jeg høre en kvindestemme råbe G.'s navn nede i gaden, lige under køkkenvinduet. Tre gange, så gik jeg hen, åbnede vinduet: "Hvad er der dog? G. er ikke hjemme," nåede jeg at sige, før jeg bemærkede det forvirrede og angste udtryk i den unge kvindes ansigt og tilføjede: "Men du må gerne komme ind og få en kop te, hvis det er." Det var.
Vi snakkede lidt, eller: hun snakkede, jeg lyttede, før jeg fik spurgt hende, hvad hun egentligt hed. "S." Jeg havde hørt navnet blive nævnt et par få gange før. I sammenhæng med begrebet "skizofreni". Begrebet sagde mig ikke meget. Jeg havde læst lidt Jung, lidt Alice Miller, den slags, men jeg havde ikke nogen idé om psykiatriens definition af begrebet. Faktisk så havde jeg knapt nok en idé om psykiatrien som sådan. Så, alt i alt var det eneste, jeg kunne forholde mig til S. selv.
Vi sad og snakkede - hun snakkede - i et par timer. S. var tydeligt ude af sig selv, talte meget hurtigt, af og til lidt usammenhængende, men dog i alt helt forståeligt. Jeg tilbød hende, at blive natten over, sove på G.'s sofa, hvilket hun gerne ville. Så jeg udstyrede hende med pude og tæppe, og gik ind på mit eget værelse. Fejl. Ti minutter senere stod S. ved min seng - eller, rettere sagt: min madras - og fortalte mig, tydeligvis skrækslagen, at hun mente, hun var telefonen, eller et slags medium i hvert fald. Ordet "vrøvl" fór umiddelbart igennem mine tanker. Og selvom der også fór et "Nej, slet ikke vrøvl!" igennem mit hoved samtidigt, nåede jeg at sige det: "Vrøvl." Anden fejl. Heldigvis tog S. det ikke tungt, og jeg foreslog noget mere te og noget mere snak. På vej til køkkenet kom vi forbi telefonen. Jeg kastede et blik på den og tænkte: 'Aldrig i livet. Det ville være det ultimative bedrag.' Ingen fejl.
Vi sad yderligere en times tid i køkkenet og snakkede. Jeg begik min tredje fejl, da hun fortalte om sin familie og jeg spurgte til hendes far. Hvilket resulterede i noget "ord-salat". Åbenbart problemets kerne. Hendes far. Jeg kan kun gætte... Jeg skiftede samtaleemne, og, voilà, ikke mere "ord-salat".
Langt om længe gik vi i seng igen. Denne gang blev jeg siddende ved sofaen indtil jeg var sikker, at hun var faldet i søvn. Dagen efter havde hun det rimeligt ok, og gik hjem.
Vi holdt kontakt et stykke tid bagefter, så flyttede jeg og mistede hende af syne.
Hvad virkeligt gjorde mig vred og ked af det, var G.'s reaktion, da jeg fortalte hende, hvad der var sket. G. var en af de "oplyste". Læste Tao'en, I Ching'en, Jung, etc. Og hun rørte dårligt selv så meget som en enkel Aspirin nogensinde, siden hun mente, al medicin var gift. Hvilket den faktisk er. Ikke desto mindre, det hér er hvad hun sagde: "Åh nej! Hun er en belastning. Hun har piller derhjemme, men hun vil jo ikke tage dem. Det er helt hendes egen skyld. Jeg gider hende ikke." Jeg vidste heller ikke noget videre om "pillerne", den gang. Hvad jeg vidste var at piller umuligt kunne være svaret på S.'s problemer. Specielt ikke set med åh så oplyste øjne. Så meget for G. som værende "enlightened".
_______________
Og hvorfor er det ikke vrøvl, hvis nogen mener, de er telefonen, eller et medium af en art? Fordi, hvis man aldrig har fået lov til at etablere sit eget sprog, hvis ens følelser og tanker konsekvent er blevet fornægtet af andre, mens disse andre fortalte én hvad man skulle føle og tænke, så begynder man på et tidspunkt kun at kunne føle og tænke de andres følelser og tanker. Man bliver et medium igennem hvilket de andre føler og tænker. Man bliver telefonen igennem hvilken de andre taler.
Detsamme gælder for troen, at tanker bliver sat ind i éns hoved. Det blev de. En gang i éns fortid. Det gælder også for troen, at andre kan læse éns tanker. Når det menneske, man har været totalt afhængig af i tidernes morgen, åbenbart kunne læse éns tanker, hvorfor skulle alle andre så ikke også kunne det?
Begrebet "skizofreni" siger mig til stadighed ikke det store. Jeg har oplevet S., og et par andre mennesker, og jeg har oplevet mig selv. Men hvad jeg har oplevet var ikke "skizofreni", "sindssyge". Det var, omstændighederne taget i betragtning, helt fornuftig, helt sund, forvirring, angst og vrede.
Hver gang, når jeg hører om den slags situationer, om det drejer sig om selvmord eller "bare" om en "manisk"/"psykotisk" episode, ser det ud til at folks første reaktion er at kontakte politiet, respektive få vedkommende fragtet på psyk-skadestue i en vis fart.
Det var i midten af 80'erne. Jeg var i tyverne, læste i München, boede midt i byen, hvor jeg lejede et værelse i en kvindes, G.'s, lejlighed, beliggende mellem stueetage og første sal, "bel étage". Jeg sad i køkkenet, klokken var omkring 23, og jeg havde lige overvejet, at gå i seng, siden jeg var hundetræt og havde en tidlig forelæsning næste dag. G. var ikke hjemme, var ikke ventet før næste dag. Det ringede på døren. 'Nu?' tænkte jeg, 'Næh, undskyld altså.' Der gik et par øjeblikke, så kunne jeg høre en kvindestemme råbe G.'s navn nede i gaden, lige under køkkenvinduet. Tre gange, så gik jeg hen, åbnede vinduet: "Hvad er der dog? G. er ikke hjemme," nåede jeg at sige, før jeg bemærkede det forvirrede og angste udtryk i den unge kvindes ansigt og tilføjede: "Men du må gerne komme ind og få en kop te, hvis det er." Det var.
Vi snakkede lidt, eller: hun snakkede, jeg lyttede, før jeg fik spurgt hende, hvad hun egentligt hed. "S." Jeg havde hørt navnet blive nævnt et par få gange før. I sammenhæng med begrebet "skizofreni". Begrebet sagde mig ikke meget. Jeg havde læst lidt Jung, lidt Alice Miller, den slags, men jeg havde ikke nogen idé om psykiatriens definition af begrebet. Faktisk så havde jeg knapt nok en idé om psykiatrien som sådan. Så, alt i alt var det eneste, jeg kunne forholde mig til S. selv.
Vi sad og snakkede - hun snakkede - i et par timer. S. var tydeligt ude af sig selv, talte meget hurtigt, af og til lidt usammenhængende, men dog i alt helt forståeligt. Jeg tilbød hende, at blive natten over, sove på G.'s sofa, hvilket hun gerne ville. Så jeg udstyrede hende med pude og tæppe, og gik ind på mit eget værelse. Fejl. Ti minutter senere stod S. ved min seng - eller, rettere sagt: min madras - og fortalte mig, tydeligvis skrækslagen, at hun mente, hun var telefonen, eller et slags medium i hvert fald. Ordet "vrøvl" fór umiddelbart igennem mine tanker. Og selvom der også fór et "Nej, slet ikke vrøvl!" igennem mit hoved samtidigt, nåede jeg at sige det: "Vrøvl." Anden fejl. Heldigvis tog S. det ikke tungt, og jeg foreslog noget mere te og noget mere snak. På vej til køkkenet kom vi forbi telefonen. Jeg kastede et blik på den og tænkte: 'Aldrig i livet. Det ville være det ultimative bedrag.' Ingen fejl.
Vi sad yderligere en times tid i køkkenet og snakkede. Jeg begik min tredje fejl, da hun fortalte om sin familie og jeg spurgte til hendes far. Hvilket resulterede i noget "ord-salat". Åbenbart problemets kerne. Hendes far. Jeg kan kun gætte... Jeg skiftede samtaleemne, og, voilà, ikke mere "ord-salat".
Langt om længe gik vi i seng igen. Denne gang blev jeg siddende ved sofaen indtil jeg var sikker, at hun var faldet i søvn. Dagen efter havde hun det rimeligt ok, og gik hjem.
Vi holdt kontakt et stykke tid bagefter, så flyttede jeg og mistede hende af syne.
Hvad virkeligt gjorde mig vred og ked af det, var G.'s reaktion, da jeg fortalte hende, hvad der var sket. G. var en af de "oplyste". Læste Tao'en, I Ching'en, Jung, etc. Og hun rørte dårligt selv så meget som en enkel Aspirin nogensinde, siden hun mente, al medicin var gift. Hvilket den faktisk er. Ikke desto mindre, det hér er hvad hun sagde: "Åh nej! Hun er en belastning. Hun har piller derhjemme, men hun vil jo ikke tage dem. Det er helt hendes egen skyld. Jeg gider hende ikke." Jeg vidste heller ikke noget videre om "pillerne", den gang. Hvad jeg vidste var at piller umuligt kunne være svaret på S.'s problemer. Specielt ikke set med åh så oplyste øjne. Så meget for G. som værende "enlightened".
_______________
Og hvorfor er det ikke vrøvl, hvis nogen mener, de er telefonen, eller et medium af en art? Fordi, hvis man aldrig har fået lov til at etablere sit eget sprog, hvis ens følelser og tanker konsekvent er blevet fornægtet af andre, mens disse andre fortalte én hvad man skulle føle og tænke, så begynder man på et tidspunkt kun at kunne føle og tænke de andres følelser og tanker. Man bliver et medium igennem hvilket de andre føler og tænker. Man bliver telefonen igennem hvilken de andre taler.
Detsamme gælder for troen, at tanker bliver sat ind i éns hoved. Det blev de. En gang i éns fortid. Det gælder også for troen, at andre kan læse éns tanker. Når det menneske, man har været totalt afhængig af i tidernes morgen, åbenbart kunne læse éns tanker, hvorfor skulle alle andre så ikke også kunne det?
Begrebet "skizofreni" siger mig til stadighed ikke det store. Jeg har oplevet S., og et par andre mennesker, og jeg har oplevet mig selv. Men hvad jeg har oplevet var ikke "skizofreni", "sindssyge". Det var, omstændighederne taget i betragtning, helt fornuftig, helt sund, forvirring, angst og vrede.
lørdag den 11. oktober 2008
Registrering af "skizofrene" på "medicin" - en glimrende hovsaløsning
Skal vi registrere "skizofrene" på medicin? Igen et forslag, som brugerne selvfølgeligt stejler over. Og selvfølgeligt med rette.
Men jeg kan nu ikke lade være med at synes, at registrering ved nærmere betragtning dog, for én gangs skyld, ville være en ganske glimrende hovsaløsning, blandt alle de mange mindre glimrende hovsaløsninger fra regeringens side.
Netop fordi det muligvis kunne få endnu flere "skizofrene" til at lade være med at konsumere den daglige dosis nervegift, aka "medicin", der, blandt andre "bivirkninger", også sørger for, at de, der indtager den jævnligt, "compliant", dør i gennemsnit 25 år før tid.
Problemet med indtagelsen af disse stoffer er mindst lige så meget at de fleste indtager stofferne i årevis, op til hele deres liv, på en daglig basis, som det er at mange indtager flere end ét af slagsen. Med andre ord: problemet er, at man fra "eksperternes" side stadigt alt for gerne påstår, "vedligeholdelsesmedicinering" skulle være en nødvendighed, fordi den angivelige "sygdom" per se skulle være kronisk, uhelbredelig.
Effekten af denne "vedligeholdelsesmedicinering", om den nu foregår med ét eller flere af stofferne, er densamme som ved Van Gogh's jævnlige konsum af blyholdig maling og absinth: langsom men sikker forgiftning.
Al medicin er i sidste ende gift. Om indtagelsen forårsager alvorlige skader, afhænger både af doseringen og om stoffet indtages jævnligt og vedvarende, eller kun i en kortere periode. Hvorfor der som regel advares mod længerevarende, jævnlig konsum af medicin, som f.eks. hovedpinetabletter. Og hvorfor stoffer, der er beregnet til jævnlig, længerevarende indtagelse men hvis jævnlige, længerevarende indtagelse viser sig at have densamme dødelighed til følge som neuroleptika, i den somatiske medicin ikke er tilladt, respektive tages af markedet (Vioxx f.eks.) . - Også i dette punkt halter sammenligningen af "skizofreni" med diabetes i øvrigt gevaldigt: insulin er ikke medicin, det er et kropseget stof. Neuroleptika derimod er kemiske, ikke-kropsegne stoffer, og dermed gift.
Alt i alt må dette lovforslag dog betegnes som endnu et eksempel på hvordan uden enhver form for omtanke eller research lynhurtigt fremtryllede lovforslag rammer milevidt forbi målskiven. Mens de samtidigt egner sig fortrinligt til at gemme sig bagved for politikerne: "Se, vi har jo gjort noget!"
_______________
Og bortset fra, at nyhedsnotitsen omtaler en glimrende hovsaløsning, så glimrer den i sig selv med endnu et eksempel på sproglig diskriminering: "de skizofrene". Dem - og os: "Vi er alle bange for at blive forrykt. Og så længe vi har nogen derude, der så at sige kan gøre det for os, er det ikke vores bekymring." (Loren Mosher) Så, ja, lad os endeligt trække skillelinien skarpt og tydeligt! Jeg er ked af det, men jeg må ødelægge idyllen, ved hjælp af en anden af pionererne indenfor faget, Edward Podvoll (nederst på siden): "Hvis du har et forstand, kan du miste det." Selv om du er journalist.
_______________
Læs også Harning's samfundsbetragtning omkring lovforslaget.
Men jeg kan nu ikke lade være med at synes, at registrering ved nærmere betragtning dog, for én gangs skyld, ville være en ganske glimrende hovsaløsning, blandt alle de mange mindre glimrende hovsaløsninger fra regeringens side.
Netop fordi det muligvis kunne få endnu flere "skizofrene" til at lade være med at konsumere den daglige dosis nervegift, aka "medicin", der, blandt andre "bivirkninger", også sørger for, at de, der indtager den jævnligt, "compliant", dør i gennemsnit 25 år før tid.
Problemet med indtagelsen af disse stoffer er mindst lige så meget at de fleste indtager stofferne i årevis, op til hele deres liv, på en daglig basis, som det er at mange indtager flere end ét af slagsen. Med andre ord: problemet er, at man fra "eksperternes" side stadigt alt for gerne påstår, "vedligeholdelsesmedicinering" skulle være en nødvendighed, fordi den angivelige "sygdom" per se skulle være kronisk, uhelbredelig.
Effekten af denne "vedligeholdelsesmedicinering", om den nu foregår med ét eller flere af stofferne, er densamme som ved Van Gogh's jævnlige konsum af blyholdig maling og absinth: langsom men sikker forgiftning.
Al medicin er i sidste ende gift. Om indtagelsen forårsager alvorlige skader, afhænger både af doseringen og om stoffet indtages jævnligt og vedvarende, eller kun i en kortere periode. Hvorfor der som regel advares mod længerevarende, jævnlig konsum af medicin, som f.eks. hovedpinetabletter. Og hvorfor stoffer, der er beregnet til jævnlig, længerevarende indtagelse men hvis jævnlige, længerevarende indtagelse viser sig at have densamme dødelighed til følge som neuroleptika, i den somatiske medicin ikke er tilladt, respektive tages af markedet (Vioxx f.eks.) . - Også i dette punkt halter sammenligningen af "skizofreni" med diabetes i øvrigt gevaldigt: insulin er ikke medicin, det er et kropseget stof. Neuroleptika derimod er kemiske, ikke-kropsegne stoffer, og dermed gift.
Alt i alt må dette lovforslag dog betegnes som endnu et eksempel på hvordan uden enhver form for omtanke eller research lynhurtigt fremtryllede lovforslag rammer milevidt forbi målskiven. Mens de samtidigt egner sig fortrinligt til at gemme sig bagved for politikerne: "Se, vi har jo gjort noget!"
_______________
Og bortset fra, at nyhedsnotitsen omtaler en glimrende hovsaløsning, så glimrer den i sig selv med endnu et eksempel på sproglig diskriminering: "de skizofrene". Dem - og os: "Vi er alle bange for at blive forrykt. Og så længe vi har nogen derude, der så at sige kan gøre det for os, er det ikke vores bekymring." (Loren Mosher) Så, ja, lad os endeligt trække skillelinien skarpt og tydeligt! Jeg er ked af det, men jeg må ødelægge idyllen, ved hjælp af en anden af pionererne indenfor faget, Edward Podvoll (nederst på siden): "Hvis du har et forstand, kan du miste det." Selv om du er journalist.
_______________
Læs også Harning's samfundsbetragtning omkring lovforslaget.
grains of sand
A grain of sand in an oystershell… imagine what will be… imagine what it takes… just another seablue lie… all the while the shell’s sharp edge cuts a fleeting moment down to an eternity in the perfect shade of red… or a white ship to sail away on…
(2004)
(2004)
fredag den 10. oktober 2008
Vincent Van Gogh's "sindssyge"
Som Jane ovre på Bipolar Recovery helt korrekt skriver i et af sine indlæg, så led Vincent Van Gogh ikke af forgiftning af hans sind, hans sjæl, via traumatiske erfaringer, men af forgiftning af hans hjerne via bly (han spiste af sine blyholdige farver, når han ikke havde andet at spise, og han var fattig...) og absinth. Men om det nu er bly og absinth, der forgifter sindet via hjernen, eller om det er traumatiske oplevelser, der direkte forgifter sindet, sjælen - ingen af delene er andet end forgiftning, og afhjælpes bedst ved at fjerne giftstofferne. I tilfælde af at disse er traumatiske oplevelser ved at bevidstgøre og bearbejde dem, og ved at undgå dem. I tilfælde af at de er af stoflig natur simpelthen ved at undgå stoffet.
Årsagerne til "psykisk sygdom" er mangfoldige. De har dog ét tilfælles: de er allesammen at finde i det "psykisk syge" individs omgivelser.
Årsagerne til "psykisk sygdom" er mangfoldige. De har dog ét tilfælles: de er allesammen at finde i det "psykisk syge" individs omgivelser.
Dark night of the soul
Nogen sendte mig denne video i dag:
Jeg vil svare med en anden video:
...og et citat fra det Nye Testamente, som man bestemt ikke behøves at være kristen til at forstå: "You are the light of the world."
Teksten som Loreena McKennitt har brugt til "The dark night of the soul" er skrevet af den spanske Carmelitermunk, reformator og mystiker San Juan de la Cruz (Johannes af Korset, 1542 - 1591). San Juan de la Cruz sad i 9 måneder fængslet i et lille aflukke som han kun kom ud af en gang om dagen - for at blive gennemtævet med pisk. Da han efter 9 måneder fornemmede, at han var døden nær, tog han chancen og flygtede i nattens mulm og mørke.
Teksten, digtet, er skrevet i forbindelse med denne oplevelse, som for San Juan indebar, at han fandt sin frihed, både ordret forstået, og i overført betydning, hvor "frihed" bliver til "det sande selv" (San Juan vælger metaforen "Beloved"). Der er altid en vej ud af lidelsen.
Her nogle interessante betragtninger om digtet ved Matthew Fox.
Jeg vil svare med en anden video:
...og et citat fra det Nye Testamente, som man bestemt ikke behøves at være kristen til at forstå: "You are the light of the world."
Teksten som Loreena McKennitt har brugt til "The dark night of the soul" er skrevet af den spanske Carmelitermunk, reformator og mystiker San Juan de la Cruz (Johannes af Korset, 1542 - 1591). San Juan de la Cruz sad i 9 måneder fængslet i et lille aflukke som han kun kom ud af en gang om dagen - for at blive gennemtævet med pisk. Da han efter 9 måneder fornemmede, at han var døden nær, tog han chancen og flygtede i nattens mulm og mørke.
Teksten, digtet, er skrevet i forbindelse med denne oplevelse, som for San Juan indebar, at han fandt sin frihed, både ordret forstået, og i overført betydning, hvor "frihed" bliver til "det sande selv" (San Juan vælger metaforen "Beloved"). Der er altid en vej ud af lidelsen.
Her nogle interessante betragtninger om digtet ved Matthew Fox.
torsdag den 9. oktober 2008
For alle aktivister
Her kan du lytte til "Burning Bright", en tankevækkende udsendelse om aktivisme og det at brænde ud. Med bl.a. Angela Bischoff og Tooker Gomberg. Engelsk tale, 31 minutter.
Gaderummet - et update
Se Pia Qu's blogindlæg - eller mit engelske indlæg - for nyt om Gaderummets situation.
Er du da helt sindssyg, mand! - Sproglig diskriminering i medierne
Jeg gad godt vide, hvad Politikens Anders Legarth Schmidt ville sige til at blive kaldt for "sindssyg"... Nu er det nok illusorisk at forvente et "mennesker i (eksistentielle/psykiske) krisetilstande" af establishmentets journalistiske fodfolk, men måske var det værd at overveje en anelse mindre "ladede" begreber som "psykisk syg" eller "sindslidende" en anden gang??
_______________
Update: En mere indholdsmæssig kritik af artiklen findes i kommentarsektionen.
_______________
Update: En mere indholdsmæssig kritik af artiklen findes i kommentarsektionen.
søndag den 5. oktober 2008
En problematisk definition af recovery
"Recovery fra psykisk sygdom er en healings- og forvandlings-rejse, der sætter en person med et psykisk problem i stand til at leve et meningsfuldt liv i et samfund af eget valg, mens hans eller hendes fulde potentiale efterstræbes at blive opnået."
Sådan definerer den statslige, U.S.-amerikanske organisation SAMHSA recovery.
Ron Unger har gjort sig nogle tanker om denne definition, og jeg har bedt ham om lov til at oversætte hans blogindlæg, da emnet ikke bare er aktuelt i USA, men i mindst lige så stor udstrækning her i Danmark. Her er Ron's blogindlæg:
Problemer med SAMHSA's definition af recovery
af Ron Unger, LCSW
SAMHSA's National Mental Health Information Center har en ret grundig "national konsensusbekendtgørelse angående recovery fra psykisk sygdom", der forsøger at definere hvad recovery er for det psykiatriske system i vores land.
Langt hen ad vejen kan jeg godt lide definitionen, men der er også enkelte ting ved den, der giver mig ubehag.
(http://mentalhealth.samhsa.gov/publications/allpubs/sma05-4129/ og http://download.ncadi.samhsa.gov/ken/pdf/SMA05-4129/trifold.pdf) For eksempel finder man udtalelsen at "Recovery fra psykisk sygdom er en healings- og forvandlings-rejse, der sætter en person med et psykisk problem i stand til at leve et meningsfuldt liv i et samfund af eget valg, mens hans eller hendes fulde potentiale efterstræbes at blive opnået." Der opremses en masse fine ting, som "personen med et psykisk problem" kommer til at lave, men én ting, der ikke nævnes er at personen har nogen som helst chance for at ende op faktisk recoveret i ordets almindelige betydning, som er, ikke længere havende et psykisk problem. Så, det "fulde potentiale", personen stræber efter at opnå, er det fulde potentiale af en "person med et psykisk problem", ikke det fulde potentiale af en person, der ikke har eller har overvundet et sådant problem.
I en erklæring, der følger de ti pricipier i SAMHSA's pdf version, bliver der udtalt at "recovery fra psykisk sygdom ikke bare er til gavn for individuer med psykiske handicaps ved at fokussere på deres evner til at leve, arbejde, lære og fuldt deltage i vores samfund, men også beriger strukturen i amerikanske lokalsamfund." Det lyder godt, men bemærk at der er tale om, at disse ting udføres af mennesker med psykiske handicaps - ikke af mennesker, der er kommet sig af deres handicap og ikke længere er handicappede! Igen bliver recoverybegrebet udvandet til at mene ikke virkeligt recoveret, men at klare sig rimeligt godt og være integreret i samfundet.
Men hvad vi faktisk ved om recovery, er at mange mennesker klarer at komme sig så langt, at de ikke længere har "psykiske problemer", der er af større omfang end de gennemsnitlige, hverdagsproblemer alle mennesker har, at de ikke længere har "psykiske handicaps". Disse mennesker har heller ikke brug for psykiatrisk behandling, de er ikke længere "brugere". Hvorfor sigter vi ikke mod dette mål? (Det vil gøre indtryk på mig, når jeg ser SAMHSA sigte mod det.)
Når mennesker har et fysisk handicap, der ikke kan afhjælpes, så gør det mening simpelthen at acceptere handicappet og arbejde på, at skabe et liv alligevel, arbejde på, at omgå forhindringerne. Men hvis en person har et handicap, der kan afhjælpes, så gør det mening at forsøge og yde enhver hjælp, terapi, etc. der er nødvendigt for at give den størst mulige chance til at overkomme handicappet. Forestil dig, hvordan du ville have det hvis din søn eller datter kom ud for en ulykke, fik en fysisk skade, der førte til at han/hun ikke kunne gå, mens skaden var mulig at behandle og hele, og alligevel bad alle din søn eller datter bare om at acceptere, at han/hun har et fysisk handicap, og om at komme videre med hans/hendes liv på trods af det, og så blev det kaldt for recovery. Uden tvivl ville der være noget galt i det.
De fleste gængse psykiatriske behandlingstiltag indeholder ingen visioner om, hvordan brugere faktisk kunne overvinde deres psykiske problem, så at det faktisk ville gå væk, og mange behandlingstiltag er faktisk baseret på teorier, der har intet koncept om hvordan problemet nogensinde kunne forsvinde. Det er detsamme som at sende nogen med en fysisk skade direkte til kørestolsfabrikanten, uden at tage højde for den mulighed, at personen faktisk kunne komme til at gå uden kørestolen. (I det psykiatriske system spiller medikamenterne kørestolens rolle.) Det psykiatriske system anser det som værende "for farligt" at lade alle prøve at komme ud af kørestolen, så "recovery" omdefineres til at have et godt liv mens man sidder i kørestol. (Ikke for at gøre kørestole ned for dem, der har brug for dem, men folk har ret til en behandling, der får dem til at gå igen, hvis det er en mulighed.)
Et enormt stort problem er, at mange eller de fleste mennesker på medicin, såsom neuroleptika, ikke er i stand til at leve deres potentiale bare tilnærmelsesvis fuldt ud: de sindet sløvende bivirkninger, svind af hjernematerie, og metabolske effekter er altoverskyggende. Men indtil vi anerkender åbent at psykiske problemer og handicaps kan være tidsbegrænsede, vil behovet for medikamenter blive betragtet som værende vedvarende, og al den smukt polerede SAMHSA recoverysnak vil ikke være andet end formålsløs drømmeri, undergravet af medikamenternes mørke side.
Jeg mener, det er gavnligt for mennesker at sigte mod at leve et fuldt liv, ligemeget hvad slags psykisk problem de måtte have: faktisk hjælper alene forsøget på det ofte til at formindske psykiske problemer. Og at fokussere alt for snæversynet på "symptomfrihed", kan faktisk i mange tilfælde gøre symptomer værre. Jeg tror, det er en af grundene til at selv brugerdefinitioner af recovery ofte understreger, at en recoveryindsats ikke er ensbetydende med et fokus på "symptomfrihed". (Der er også det faktum, at nogle ting, der kaldes for "symptomer", såsom stemmehøring, kan være bare en personlig variant af hvordan folk oplever ting, og behøves slet ikke at være et psykisk problem, hvis de adresseres på den rette måde.)
Men jeg mener ikke det er gavnligt for os at have definitioner af "recovery", der går ud fra at folk vil blive ved med at være handicappede - jeg vil hellere se definitioner af recovery, der anerkender at folk, som de kommer videre med at leve deres liv, og specielt hvis de arbejder med at blive uafhængig af psykiatrisk "behandling" og med at finde passende alternative måder at klare sig på, kan nå frem til et punkt hvor deres psykiske problemer er aftaget til ikke mere end almindelig hverdagsproblemstørrelse, og hvor de er "recoveret" i ordets sande betydning, altså ikke længere syg, ikke længere handicappet.
Mange blandt jer har sandsynligvis hørt om Soteria, der sigtede mod at behandle unge mennesker med en skizofrenidiagnose uden medikamenter. Tidligt på denne sommer talte jeg med den forhenværende kliniske leder af programmet, der ønskede, han havde ressourcerne til at gennemføre en opfølgningsstudie om dem, der gik igennem programmet. Han fortalte, at han stadigt havde kontakt til nogle af dem, selv om de ikke nødvendigvis var nemme, at holde trit med: én af dem, for eksempel, er i dag direktør i et større internationalt foretagende, og jetter ofte verden rundt på forretningsrejse. Det er en lidt anderledes idé om, hvordan recovery ser ud: ikke en "bruger", ikke handicappet overhovedet; et resultat, der sikkert kun vil blive generel, hvis vi går bort fra medikamenterne som grundlag for behandlingen.
_______________
Om Soteria kan der læses her og her, og på engelsk her.
Sådan definerer den statslige, U.S.-amerikanske organisation SAMHSA recovery.
Ron Unger har gjort sig nogle tanker om denne definition, og jeg har bedt ham om lov til at oversætte hans blogindlæg, da emnet ikke bare er aktuelt i USA, men i mindst lige så stor udstrækning her i Danmark. Her er Ron's blogindlæg:
Problemer med SAMHSA's definition af recovery
af Ron Unger, LCSW
SAMHSA's National Mental Health Information Center har en ret grundig "national konsensusbekendtgørelse angående recovery fra psykisk sygdom", der forsøger at definere hvad recovery er for det psykiatriske system i vores land.
Langt hen ad vejen kan jeg godt lide definitionen, men der er også enkelte ting ved den, der giver mig ubehag.
(http://mentalhealth.samhsa.gov/publications/allpubs/sma05-4129/ og http://download.ncadi.samhsa.gov/ken/pdf/SMA05-4129/trifold.pdf) For eksempel finder man udtalelsen at "Recovery fra psykisk sygdom er en healings- og forvandlings-rejse, der sætter en person med et psykisk problem i stand til at leve et meningsfuldt liv i et samfund af eget valg, mens hans eller hendes fulde potentiale efterstræbes at blive opnået." Der opremses en masse fine ting, som "personen med et psykisk problem" kommer til at lave, men én ting, der ikke nævnes er at personen har nogen som helst chance for at ende op faktisk recoveret i ordets almindelige betydning, som er, ikke længere havende et psykisk problem. Så, det "fulde potentiale", personen stræber efter at opnå, er det fulde potentiale af en "person med et psykisk problem", ikke det fulde potentiale af en person, der ikke har eller har overvundet et sådant problem.
I en erklæring, der følger de ti pricipier i SAMHSA's pdf version, bliver der udtalt at "recovery fra psykisk sygdom ikke bare er til gavn for individuer med psykiske handicaps ved at fokussere på deres evner til at leve, arbejde, lære og fuldt deltage i vores samfund, men også beriger strukturen i amerikanske lokalsamfund." Det lyder godt, men bemærk at der er tale om, at disse ting udføres af mennesker med psykiske handicaps - ikke af mennesker, der er kommet sig af deres handicap og ikke længere er handicappede! Igen bliver recoverybegrebet udvandet til at mene ikke virkeligt recoveret, men at klare sig rimeligt godt og være integreret i samfundet.
Men hvad vi faktisk ved om recovery, er at mange mennesker klarer at komme sig så langt, at de ikke længere har "psykiske problemer", der er af større omfang end de gennemsnitlige, hverdagsproblemer alle mennesker har, at de ikke længere har "psykiske handicaps". Disse mennesker har heller ikke brug for psykiatrisk behandling, de er ikke længere "brugere". Hvorfor sigter vi ikke mod dette mål? (Det vil gøre indtryk på mig, når jeg ser SAMHSA sigte mod det.)
Når mennesker har et fysisk handicap, der ikke kan afhjælpes, så gør det mening simpelthen at acceptere handicappet og arbejde på, at skabe et liv alligevel, arbejde på, at omgå forhindringerne. Men hvis en person har et handicap, der kan afhjælpes, så gør det mening at forsøge og yde enhver hjælp, terapi, etc. der er nødvendigt for at give den størst mulige chance til at overkomme handicappet. Forestil dig, hvordan du ville have det hvis din søn eller datter kom ud for en ulykke, fik en fysisk skade, der førte til at han/hun ikke kunne gå, mens skaden var mulig at behandle og hele, og alligevel bad alle din søn eller datter bare om at acceptere, at han/hun har et fysisk handicap, og om at komme videre med hans/hendes liv på trods af det, og så blev det kaldt for recovery. Uden tvivl ville der være noget galt i det.
De fleste gængse psykiatriske behandlingstiltag indeholder ingen visioner om, hvordan brugere faktisk kunne overvinde deres psykiske problem, så at det faktisk ville gå væk, og mange behandlingstiltag er faktisk baseret på teorier, der har intet koncept om hvordan problemet nogensinde kunne forsvinde. Det er detsamme som at sende nogen med en fysisk skade direkte til kørestolsfabrikanten, uden at tage højde for den mulighed, at personen faktisk kunne komme til at gå uden kørestolen. (I det psykiatriske system spiller medikamenterne kørestolens rolle.) Det psykiatriske system anser det som værende "for farligt" at lade alle prøve at komme ud af kørestolen, så "recovery" omdefineres til at have et godt liv mens man sidder i kørestol. (Ikke for at gøre kørestole ned for dem, der har brug for dem, men folk har ret til en behandling, der får dem til at gå igen, hvis det er en mulighed.)
Et enormt stort problem er, at mange eller de fleste mennesker på medicin, såsom neuroleptika, ikke er i stand til at leve deres potentiale bare tilnærmelsesvis fuldt ud: de sindet sløvende bivirkninger, svind af hjernematerie, og metabolske effekter er altoverskyggende. Men indtil vi anerkender åbent at psykiske problemer og handicaps kan være tidsbegrænsede, vil behovet for medikamenter blive betragtet som værende vedvarende, og al den smukt polerede SAMHSA recoverysnak vil ikke være andet end formålsløs drømmeri, undergravet af medikamenternes mørke side.
Jeg mener, det er gavnligt for mennesker at sigte mod at leve et fuldt liv, ligemeget hvad slags psykisk problem de måtte have: faktisk hjælper alene forsøget på det ofte til at formindske psykiske problemer. Og at fokussere alt for snæversynet på "symptomfrihed", kan faktisk i mange tilfælde gøre symptomer værre. Jeg tror, det er en af grundene til at selv brugerdefinitioner af recovery ofte understreger, at en recoveryindsats ikke er ensbetydende med et fokus på "symptomfrihed". (Der er også det faktum, at nogle ting, der kaldes for "symptomer", såsom stemmehøring, kan være bare en personlig variant af hvordan folk oplever ting, og behøves slet ikke at være et psykisk problem, hvis de adresseres på den rette måde.)
Men jeg mener ikke det er gavnligt for os at have definitioner af "recovery", der går ud fra at folk vil blive ved med at være handicappede - jeg vil hellere se definitioner af recovery, der anerkender at folk, som de kommer videre med at leve deres liv, og specielt hvis de arbejder med at blive uafhængig af psykiatrisk "behandling" og med at finde passende alternative måder at klare sig på, kan nå frem til et punkt hvor deres psykiske problemer er aftaget til ikke mere end almindelig hverdagsproblemstørrelse, og hvor de er "recoveret" i ordets sande betydning, altså ikke længere syg, ikke længere handicappet.
Mange blandt jer har sandsynligvis hørt om Soteria, der sigtede mod at behandle unge mennesker med en skizofrenidiagnose uden medikamenter. Tidligt på denne sommer talte jeg med den forhenværende kliniske leder af programmet, der ønskede, han havde ressourcerne til at gennemføre en opfølgningsstudie om dem, der gik igennem programmet. Han fortalte, at han stadigt havde kontakt til nogle af dem, selv om de ikke nødvendigvis var nemme, at holde trit med: én af dem, for eksempel, er i dag direktør i et større internationalt foretagende, og jetter ofte verden rundt på forretningsrejse. Det er en lidt anderledes idé om, hvordan recovery ser ud: ikke en "bruger", ikke handicappet overhovedet; et resultat, der sikkert kun vil blive generel, hvis vi går bort fra medikamenterne som grundlag for behandlingen.
_______________
Om Soteria kan der læses her og her, og på engelsk her.
lørdag den 4. oktober 2008
Ok -
...men ikke uden denne lørdag-aften-hilsen herfra (selv om jeg ikke aner, om kejserpingviner kan lide Sting):
Sting - Brand New Day
(Og selv om denne her version ikke er nær så jazz-jam-fedt, som den Lucian postede i dag, men der desværre ikke er tilgængeligt i Danmark mere. Hvis du befinder dig i Langtbortistan en dag, så prøv om du kan se den!)
Sting - Brand New Day
(Og selv om denne her version ikke er nær så jazz-jam-fedt, som den Lucian postede i dag, men der desværre ikke er tilgængeligt i Danmark mere. Hvis du befinder dig i Langtbortistan en dag, så prøv om du kan se den!)
Quite ordinary
Dette lille videoklip med Eckhart Tolle er til Lars - og til alle andre, hvis eksistentielle lidelse driver dem ud i selvmordstanker, gang på gang.
Personlig er jeg nået frem til at selvmordstanker slet ikke er så forkerte, som de fleste mener. Spøgsmålet er bare, hvem eller hvad dette "mig selv" egentligt er, der skal dræbes. Min oprindelige tanke var, at jeg ville være nødt til at skille mig af med denne krop, som jeg er fanget i, og der ikke er min, der ikke er mig, hvis jeg ville være fri - af lidelsen. Og den eneste måde, at skille mig af med denne krop, så ud til at være selvmord, i bogstaveligste forstand. Det var dog ikke det, der var ment. Det var bare mig, der havde forstået et symbolsk budskab ordret. Det jeg virkeligt skulle skille mig af med for at blive fri, var identifikationen med denne krop, manifestationen af mit ego.
I dag er jeg umådeligt taknemmeligt for, at jeg, igen og igen, fik tilråbt budskabet. Uden det ville jeg stadigt være fange af mit ego. Og af lidelsen.
Personlig er jeg nået frem til at selvmordstanker slet ikke er så forkerte, som de fleste mener. Spøgsmålet er bare, hvem eller hvad dette "mig selv" egentligt er, der skal dræbes. Min oprindelige tanke var, at jeg ville være nødt til at skille mig af med denne krop, som jeg er fanget i, og der ikke er min, der ikke er mig, hvis jeg ville være fri - af lidelsen. Og den eneste måde, at skille mig af med denne krop, så ud til at være selvmord, i bogstaveligste forstand. Det var dog ikke det, der var ment. Det var bare mig, der havde forstået et symbolsk budskab ordret. Det jeg virkeligt skulle skille mig af med for at blive fri, var identifikationen med denne krop, manifestationen af mit ego.
I dag er jeg umådeligt taknemmeligt for, at jeg, igen og igen, fik tilråbt budskabet. Uden det ville jeg stadigt være fange af mit ego. Og af lidelsen.
fredag den 3. oktober 2008
Er det diskriminering at "psykisk syge" skal have armbånd på?
Nu kommer jeg selvfølgeligt til at gøre mig helt umuligt igen, jeg ved det godt, men hér alligevel nogle tanker om "psykisk syge", der skal gå med armbånd, når de er indlagt på sygehus i Region Nordjylland:
Brugerne er, forståeligt nok, ikke begejstrede. "Diskriminering", "afstempling" er nogle af de ord, man rundtomkring kan høre. Og, ja, det er det. MEN...
Hvis man identificerer sig selv som værende "psykisk syg" i den betydning, at man mener, man lider af en biologisk hjernesygdom, og hvis man derfor mener, at man absolut skal have en sengeplads på en sygehusafdeling, at man skal være patient, ja, så må man vel finde sig i at blive behandlet som alle andre sygehuspatienter?? Og de har altså armbånd på.
Nu vil nogle nok sige: "Hvis vi så bare kunne blive behandlet som alle andre sygehuspatienter! Hvis generelle sygehusregler også skal gælde for patienter på psykafdelinger, hvorfor bliver vi så tvangsbehandlet, bæltefikseret osv.? Det bliver de andre da ikke!" Dertil kan jeg oplyse at, jo, det bliver de faktisk. "Psykisk syge" ligestilles nemlig med patienter, der ikke er ved bevidsthed, og altså ikke kan give et frit og informeret samtykke. I siger jo selv, at jeres hjerner er syge, og med en syg hjerne er selvfølgeligt også ens bedømmelsesevne - bl.a. af den egne helbredstilstand inklusive behovet for behandling - mindst nedsat, om ikke sat ude af spil: "anosognosia", manglende sygdomsindsigt er et symptom på hjernesygdom, remember? Så, hvor er problemet???
I mine øjne er det, igen, ikke et spørgsmål om armbånd eller ej. Det er et spørgsmål om psykiatri eller ej. Armbåndene er bare et symptom. En synlig manifestation af den årsag, der hedder "biopsykiatri". Selvfølgeligt er det diskriminering og afstempling, hvis mennesker i eksistentielle kriser skal have armbånd på. Men diskrimineringen og afstemplingen starter og ender altså ikke med armbåndene. Den er gennemgående i psykiatrien. Hvilket gør kritik udelukkende af armbåndene - mens psykiatrien som sådan godkendes - utroværdig.
Det eneste, der er at sige til de "psykisk syges" forsvar i denne sag, er at de som regel er kommet til deres selvforståelse som værende hjernesyge via massiv indoktrination med vildledende information fra "eksperternes" side. Tja.
Brugerne er, forståeligt nok, ikke begejstrede. "Diskriminering", "afstempling" er nogle af de ord, man rundtomkring kan høre. Og, ja, det er det. MEN...
Hvis man identificerer sig selv som værende "psykisk syg" i den betydning, at man mener, man lider af en biologisk hjernesygdom, og hvis man derfor mener, at man absolut skal have en sengeplads på en sygehusafdeling, at man skal være patient, ja, så må man vel finde sig i at blive behandlet som alle andre sygehuspatienter?? Og de har altså armbånd på.
Nu vil nogle nok sige: "Hvis vi så bare kunne blive behandlet som alle andre sygehuspatienter! Hvis generelle sygehusregler også skal gælde for patienter på psykafdelinger, hvorfor bliver vi så tvangsbehandlet, bæltefikseret osv.? Det bliver de andre da ikke!" Dertil kan jeg oplyse at, jo, det bliver de faktisk. "Psykisk syge" ligestilles nemlig med patienter, der ikke er ved bevidsthed, og altså ikke kan give et frit og informeret samtykke. I siger jo selv, at jeres hjerner er syge, og med en syg hjerne er selvfølgeligt også ens bedømmelsesevne - bl.a. af den egne helbredstilstand inklusive behovet for behandling - mindst nedsat, om ikke sat ude af spil: "anosognosia", manglende sygdomsindsigt er et symptom på hjernesygdom, remember? Så, hvor er problemet???
I mine øjne er det, igen, ikke et spørgsmål om armbånd eller ej. Det er et spørgsmål om psykiatri eller ej. Armbåndene er bare et symptom. En synlig manifestation af den årsag, der hedder "biopsykiatri". Selvfølgeligt er det diskriminering og afstempling, hvis mennesker i eksistentielle kriser skal have armbånd på. Men diskrimineringen og afstemplingen starter og ender altså ikke med armbåndene. Den er gennemgående i psykiatrien. Hvilket gør kritik udelukkende af armbåndene - mens psykiatrien som sådan godkendes - utroværdig.
Det eneste, der er at sige til de "psykisk syges" forsvar i denne sag, er at de som regel er kommet til deres selvforståelse som værende hjernesyge via massiv indoktrination med vildledende information fra "eksperternes" side. Tja.
onsdag den 1. oktober 2008
Nyt om FN-konventionen for mennesker med handicaps' rettigheder og psykiatrisk tortur og mishandling
De nedenstående citater er oversat efter dokumentet "Report of the Special Rapporteur of the Human Rights Council on torture and other cruel, inhuman or degrading treatment or punishment, Manfred Nowak". (Rapport af specialobservatøren ved menneskerettighedsrådet for tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, Manfred Nowak), der kan downloades på Office of the United Nations High Commissioner for Human Rights website
På dansk betyder det, at enhver form for tvangsbehandling såvel som tvangsindlæggelse og tilbageholdelse på en lukket afdeling er i strid med konventionen og må betragtes som tortur respektive mishandling. Ligeledes i strid med konventionen er ikke at oplyse om alle virkninger og bivirkninger af behandling.
Og hvordan kan det så være, at psykiatrisk tortur og mishandling til stadighed florerer i Danmark i dag? Fordi Danmark til stadighed ikke har ratificeret konventionen.
"38. Personer med handicap er ofte adskildt fra samfundet i institutioner, deriblandt fængsler, sociale plejecentre, børnehjem og psykiatriske institutioner. De er berøvet deres frihed i lange tidsrum, somme tider op til hele deres liv, enten mod deres vilje eller uden deres frie og informerede samtykke.
40. Personer med handicap bliver udsat for medicinske eksperimenter og indgribende og irreversibel medicinsk behandling uden deres samtykke (f.eks. sterilisation, abort og indgreb, der sigter mod at korrigere eller lindre et handicap, såsom elektrochok behandling og psykoaktive stoffer inklusive neuroleptika).
41. Specialobservatøren er bekymret, at sådanne praktiker bliver uopdaget eller retfærdiggjort, hvis de forøves mod personer med handicap, og ikke anerkendes som tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.
44. Specialobservatøren bemærker at menneskerettighedskonventionen af personer med handicaps rettigheder i relation til personer med handicap supplerer andre menneskerettighedsinstrumenter til forhindring af tortur og mishandling ved yderligere at give officiel vejledning. For eksempel erklærer konventionens artikel 3 respektsprincippet i forhold til den individuelle autonomi af personer med handicap og friheden til at træffe deres egne valg. Endvidere anerkender artikel 12 deres lige ret til myndighed på alle livets områder, såsom at vælge bopæl og at vælge medicinsk behandling til eller fra. I tillæg anerkender artikel 25 at medicinsk behandling af personer med handicap skal være baseret på deres frie og informerede samtykke. Således (...) bemærker specialobservatøren at acceptancen af tvungen behandling og tvungen indespærring går imod bestemmelserne i konventionen af personer med handicaps rettigheder.
61. I sin modificerede form [administreret i forbindelse med anæstesi og muskelafslappende midler] er det af afgørende betydning, at ECT kun administreres med den vedkommende persons frie og informerede samtykke, inkluderet på basis af information om den sekundære effekt og relaterede risici såsom hjertekomplikationer, forvirring, hukommelsestab og sågar død.
63. Administrationen af medikamenter, deribland neuroleptika der forårsager rysten, sitren og kramper og gør den medicinerede apatisk og sløver hans eller hendes intelligens, i tilbageholdelses- eller psykiatriske institutioner er blevet erkendt som en form for tortur. (...) Specialobservatøren bemærker at tvungen og ikke-samtykt administration af psykiatriske medikamenter, og specielt neuroleptika, i forbindelse med behandlingen af en psykisk lidelse bør nøje undersøges. Afhængig af omstændighederne i hvert enkelt fald, kan den påførte lidelse og effekten på individets helbred udgøre en form for tortur eller mishandling.
64. Mange stater tillader, med eller uden legal basis, tilbageholdelsen af personer med psykiske handicap i institutioner uden deres frie og informerede samtykke, på basis af tilstedeværendet af et diagnosticeret psykisk handicap, ofte sammen med yderligere kriteria såsom at være "til fare for sig selv og andre" eller "behøve behandling". Specialobservatøren minder om at CRPDs [Convention on the Rights of Persons with Disabilities] artikel 14 forbyder ulovlig eller vilkårlig frihedsberøvelse og at tilstedeværendet af et handicap bruges som retfærdiggørelse for frihedsberøvelse." (Alle fremhævelser er mine)
På dansk betyder det, at enhver form for tvangsbehandling såvel som tvangsindlæggelse og tilbageholdelse på en lukket afdeling er i strid med konventionen og må betragtes som tortur respektive mishandling. Ligeledes i strid med konventionen er ikke at oplyse om alle virkninger og bivirkninger af behandling.
Og hvordan kan det så være, at psykiatrisk tortur og mishandling til stadighed florerer i Danmark i dag? Fordi Danmark til stadighed ikke har ratificeret konventionen.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
