En julehilsen fra Det Sociale Netværk til alle "psykisk sårbare"

Hvis du ikke allerede har det skidt nok med dig selv, fortvivl ikke! Der er hjælp at hente hos Det Sociale Netværk. Denne artikel på hjemmesiden vil med sikkerhed kunne forsyne dig med eventuelt manglende skyldfølelser over at være til, og lade dig opleve den ultimative elendighed.

Her et par citater:

"Pauser er ekstra vigtige for pårørende. 
Julen er hektisk nok i sig selv med lange to-do lister, indkøb og arrangementer. Når man så samtidig er pårørende til en psykisk sårbar, så er der lagt ekstra vægt på skuldrene."

"Pårørende bliver nemt overset - eller skubber egne behov til side - fordi al fokus er på den psykisk sårbare. Uanset om den pårørende er kæreste, forælder, storebror eller lillesøster, så er det en belastning at være tæt på en psykisk sårbar, der har det svært."

"Lis Lyngbjerg Steffensen peger på, at det kan være en god øvelse for både pårørende - og psykisk sårbare - at skrive fem gode ting ned, som man har oplevet hver dag. Mange sårbare vil sige, at der ikke er noget at glæde sig over."

Nej, det er ikke nemt, at være omkring dig, din lyseslukker! Og hvis du tror, at det er vigtigere, end juleindkøb og -frokoster, når din verden er ved at falde i grus, så lider du vist af vrangforestillinger. -- Gid dog, politikerne ville sørge for, alle de nedlagte sengepladser i psykiatrien blev genoprettet, så vi kunne slippe for, at skulle se på dig og din elendighed! Bare her i julen! Godt, at vi har Det Sociale Netværk, der kan give os gode råd, hvordan vi kan genoplade batterierne, så vi siden kan dyrke selvmedlidenheden med fornyet energi.

Det her er en kommentar til artiklen fra en pårørende:

"
The writer captures beautifully the navel gazing of the family, family support groups, etc. It's all about their tragedy, their horror. Boo hoo. If you want to really help your relative, lightening up is a good start. Putting yourself in their shoes is next. We hear about this on a daily basis, the 'tragedy of schizophrenia, the burden of schizophrenia, the horror of schizophrenia.' How is anybody supposed to believe in the power of recovery when they are put down every step of the way?"

Ja. Og måske ville der være endda flere end fem ting hver dag at glæde sig over for de "psykisk sårbare", hvis de "kære" pårørende overvandt deres trang til navlebeskuelse og til at nedgøre deres "psykisk sårbare" familiemedlem i ét væk.

Læs også Sylvia Caras, "The Downside of the Family-Organized Mental Illness Advocacy Movement"

Og hvis du ikke er på Facebook og Facebook-ven med mig, respektive læser flittigt med på Det Sociale Netværks side dér, så er det nok gået din opmærksomhed forbi, at jeg igennem et stykke tid jævnligt har postet til biopsykiatrien kritiske, pro-recovery- og pro-empowerment-kommentarer på Det Sociale Netværks Facebook-side. For hvilket jeg fornyligt, ikke overraskende, blev censureret, og, siden man ikke sådan bare censurer mig, opfølgende "smidt ud" (faktisk en direkte reaktion på, at jeg dristede mig til at citere Alice Miller og R.D. Laing), både fra Facebook-siden og (!) fra "Grupperne" på psykisksaarbar.dk: recovery, empowerment, en åben diskussion om traumer og om biopsykiatrien -- nej tak! Ikke hos Det Sociale Netværk (heller).

LAP giver overgrebsofre mundkurv på

Nedenstående artikel skrev jeg som en reaktion på Inger-Liss Christoffersens artikel "Mødet med epigenetik, arveanlæg og Thomas Werge". I dag fik jeg følgende medelelse fra Inger-Liss Christoffersen, der er medlem af LAPs bladgruppe (som om jeg ikke havde anet problemer... ):

                                    10. maj 2010 
 
Til Marian B. Goldstein. 
 
Tak for dit indlæg vedr. min personlige beretning fra foredrag med T. Werge. 
Desværre må vi afvise at bringe det bl.a. på grund af nedenstående: 
LAP har simple minimums retningslinjer for, hvordan et acceptabelt indlæg skal være.
Indlæg skal klart gøre tidsskriftet og debatten heri god og oplysende.  
Kommenterende indlæg skal: 
• Forholde sig konkret til det oprindelige indlæg som debatteres.
 
• Være faktuelt korrekte i deres gengivelse af det oprindelige indlæg.
 
• Være person-neutrale og ikke at tillægge andre forfattere motiver, som ikke er alment kendt.
 
Ønsker du at forsøge igen, er du velkommen til at indsende et nyt manuskript, som overholder ovenstående tre standard krav. 
 
 
 
Venlige hilsner 
Inger-Liss Christoffersen
LAP- Redaktionsgruppe
Landsforeningen Af nuværende og tidl. Psykiatribrugere

De første to punkter tænker jeg, at min artikel opfylder til punkt og prikke. Selvfølgeligt forholder mit svar til Inger-Liss Christoffersen (og Thomas Werge) sig konkret til de talrige ukorrektheder, Inger-Liss Christoffersens artikel indeholder. Det var vitsen med overhovedet at skrive et svar, at rette disse himmelskrigende ukorrektheder. Og således gengiver mit svar også faktuelt korrekt de himmelskrigende ukorrektheder, Inger-Liss Christoffersen formulerer i sin artikel.

Med hensyn til punkt nr. 3, så ja, så indeholder min artikel i første og sidste 
afsnit nogle, tilstået, hårde og kontante "svar på tiltale". Mens "tiltalen" vist ikke er det mindste mindre hård og kontant i sit slag mod overgrebsofre (jf. iøvrigt også mit indlæg fra den 1. maj 2010):

"Det er ikke til at afvise, når videnskaben bringer dokumenterede undersøgelser som denne, så de holdninger folk måtte have imod den viden, skyldes nok at man ikke kan forholde sig til at vi lever i år 2010 og ikke i 70-erne. Man kan læse nok så meget om modsatte meninger om den forskning som nutiden kan, men det tillader ikke at afvise en viden, som kan bevises. Selvfølgelig har man lov til at have sin egen mening om alt, men tvivlerne, der ikke vil forholde sig til faktuel dokumenteret viden, skal nok ikke reklamere så meget for det udokumenterede – tro og viden er stadig ikke det samme. Det forklarede Thomas også, da et par tilhørere proklamerede, at de havde læst masser af bøger og mente at vide bedre. Men det retfærdiggør ikke, at man benægter videnskab – for alle kan skrive bøger, men kun få kan dokumentere faktuel viden - og det er en væsentlig forskel. Det er bl.a. det forskerne forsøger at få os til at forstå." (Inger-Liss Christoffersen, "Mødet med epigenetik, arveanlæg og Thomas Werge")

Ah, åh, så det er helt i orden, at fordreje, og faktisk, ved at fortie halvdelen af sandheden, forfalske forskningsresultater, når bare man hedder Thomas Werge, og det er lige så i orden, at insinuere, at personer, der har en fra éns egen afvigende mening, ikke er i stand til at se realiteten i øjnene, med andre ord, at disse personer er en smule dum, når de ikke kan se, at det er én selv, der har forpagtet sandheden, den eneste ene, og iøvrigt at frakende disse personer retten til at definere sig selv (for eksempel som traumatiserede overgrebsofre), når bare man hedder Inger-Liss Christoffersen og er medlem af LAPs bladgruppe. Og så er det fuldt ud i orden, at feje for eksempel Robert Whitaker, R.D. Laing, Paul Hammersley og John Read, Jim Van Os, Peter Stastny, Mary Boyle, etc. etc. med en enkel håndbevægelse af bordet, mens man er komplet ligeglad med det faktum, at de nævnte er (mindst) lige så meget eksperter på området, som man mener, man selv er. Mens det altså aldeles ikke er i orden, at rette, hvad der er faktuelle fejl, og be' om en smule mere respekt for traumatiserede overgrebsofre, når det ikke passer nævnte Inger-Liss Christoffersen i hendes kram, respektive vores alles lille nye eugeniker Thomas Werge i hans. Ja, sådan er det vist. I LAP. Hvorfor jeg svarede på hendes mail:

"Tak for svar. Jeg ønsker ikke, at "forsøge" igen. Jeg ønsker til gengæld at opsige mit medlemskab i LAP med øjeblikkelig virkning, da LAP åbenbart, på trods af sit principprogram, ikke er en demokratisk forening.

Mvh,
Marian B. Goldstein"

Og som jeg efterfølgende skrev i en personlig mail til et andet LAP-medlem:

"Hej ...

så har jeg meldt mig ud af LAP. Måske en lidt forhastet beslutning, men jeg må også sige, at det ikke var første gang, jeg overvejede, at tage skridtet. Har ikke altid følt mig så voldsomt godt repræsenteret af LAP. (Dermed dog ikke sagt, at LAP, overordnet set, ikke har gjort et godt stykke arbejde, og stadigt gør det.)

(...) Jeg støtter jo stadigt sagen. Jeg kan bare ikke rigtigt få mig til at støtte hvad jeg oplever som censur.

Hilsen,
Marian"

Og her er så mit svar til Inger-Liss Christoffersens artikel:

At være - et traumatiseret - menneske giver risiko for "skizofreni". Et svar til Inger-Liss Christoffersen.

Af Marian B. Goldstein

Thomas Werge må have haft en sand fest ud af lejligheden, at kunne slå sig så i den grad løs, som han åbenbart gjorde det til foredraget, Inger-Liss Christoffersens artikel "Mødet med epigenetik, arveanlæg og Thomas Werge" i LAPs medlemsblad nr. 1, 2010, s. 16/17, refererer til. Ud fra både det, der refereres til i denne artikel, som ud fra alt, jeg andetsteds har læst af Thomas Werges offentlige udtalelser, at dømme, mangler manden netop den egenskab, der udgør den væsentligste forskel mellem en god og en mindre god forsker: ydmyghed - ikke mindst også overfor forskningsobjektet. Og her mener jeg både mennesker, der er stemplet som "skizofren", og menneskets natur, naturen som sådan.

Men lad os se lidt nærmere på Thomas Werges angiveligt så banebrydende forskning, der, skal man tro medierne, bringer os så meget tættere på en løsning af "skizofreniens" gåde. - Ja, faktisk postulerede Thomas Werge selv jo overfor de danske mainstream medier, at gåden stort set var løst, og at det var "slut med myten om det syge samfund", som jeg husker Thomas Werge citeret i en nyhedsnotits sidste år. Apropos mangel på ydmyghed.

Rejsen

Man skal gå lidt længere, end til de første ti danske resultater af en Google-søgning på hans forskning, for at begynde at spørge sig, hvad al den skråsikkerhed egentligt bygger på: Faktum er, at de kromosomforandringer, der menes at være grundlag for udviklingen af "skizofreni", findes i arvemassen hos mellem 60 og 90% af den samlede befolkning.

Dermed kunne man godt være fristet til at sige, at det, at være menneske, er ensbetydende med, at man har en risiko for at udvikle "skizofreni". Og det er vist ikke helt ved siden af. Tankerne går til et interview med Doris Lessing, jeg læste fornyligt, og hvori hun konkluderer: "Så, vanviddet er ikke helt så langt væk, som vi gerne vil tro." Doris Lessing har erfaret vanviddet. Efter tre dage i ensomhed, uden søvn og fastende, så hun syner, hørte stemmer, havde "vrangforestillinger", var "psykotisk". Men hun havde selv opsøgt erfaringen, "rejsen, der fortælles om i forskellige kulturer verdenen over", som hun siger. Af nysgerrighed. "Der er altid en rejse. Og jeg havde min rejse."

Den havde jeg også, min rejse, der både var en rejse ind i mit inderste indre og ud i det yderste ydre af universet. Dog, til forskel fra Doris Lessing, uden selv, bevidst, at have opsøgt oplevelsen. Den blev simpelthen en nødvendighed, hvis jeg nogensinde skulle kunne blive til og være. Være andet end offer. For hvis jeg var offer for noget, så bestemt ikke for nogen "alvorlig sygdom" ved navn "skizofreni", men for vor moderne, vestlige civilisations kollektive massepsykose, der bl.a. kendetegnes af den vrangforestilling, at alt kan reduceres til det målbare og objektivt definerbare, at alt kan reduceres til hvad vi kalder noget misvisende "videnskab". Denne reducering af liv, af naturen, til at være ikke andet, ikke mere, end summen af sine enkelte bestanddele, er i sig selv et overgreb mod livet, mod naturen, og dermed mod mennesket. Den er et trauma i sig selv. - Ja, faktisk. Traumer er andet og meget, meget mere, end åbenlys mishandling og svigt. - Og et forsigtigt skøn kan være, at mellem 60 og 90% af den samlede befolkning, som på en eller anden måde værende offer for den moderne, vestlige civilisation, således er traumatiseret. Hér, ikke i generne som sådan, har vi grundlaget for udviklingen af "skizofreni", den enkeltes rebellion mod overgrebene. En rejse - hen imod helingen fra den fremmedgørelse fra naturen og dermed os selv, overgrebene har forårsaget. En rejse hen imod helheden.

Illusionen om den absolutte sandhed

Ligesom al forskning, så går også Thomas Werges ud fra bestemte præmisser, på forhånd som absolut sandt vedtagede observationer, som f.eks. den, at "skizofreni" skulle være en hjernesygdom, uden at se på, om præmisserne virkeligt har absolut sandhedsværdi. Ingen videnskab uden observationer. Det er således inkorrekt, at kontrastere de to begreber, som det gøres i artiklen, mens observationernes rolle i den videnskabelige forskning relativiserer forskningens sandhedsværdi. Viden, forstået som absolut sandhed, er en illusion.

Kan det således være en absolut sandhed, at genetik er "startpunktet", som vi kan læse i Inger-Liss Christoffersens artikel, at Thomas Werge åbenbart tror? Netop epigenetiken, som artiklen, udover i overskriften, ikke kommer ind på - og hvorfor så nævne denne videnskab overhovedet? - er nået frem til, at vores geners udformning er afhængig af miljøet. Forandringer i arvemassen er altid en reaktion på organismens omgivelser. De er organismens forsøg, at tilpasse sig omgivelserne bedst muligt. Således har nyere forskning (McGill University, 2009) påvist at barndomstraumer forårsager forandringer i arvemassen, og iøvrigt også sætter deres spor i hjernens struktur. "Slut med myten om det syge samfund"? Bestemt ikke! Lige så lidt, som videnskaben via Thomas Werges forskning er kommet så meget som ét eneste skridt nærmere en løsning af "skizofreniens" gåde. Og har vi ikke også set det så mange gange før, dette "næsten - sandsynligvis - det ser ud til - vi er lige ved - mere forskning er nødvendigt" - fænomen, uden at det nogensinde har givet entydige, holdbare resultater?

Artiklens faktaboks - nogle rettelser

Adskillige studier har entydigt vist, at diskrimineringen mod ("stigmatiseringen" af) og afstandtagen fra "psykisk syge" mennesker selv, ikke overraskende, er en del mere udbredt blandt personer, der tror på genetisk betinget, biologisk hjernesygdom, end blandt dem, der mener, psykiske problemer har deres årsag i livshistorien, i traumer. De eneste, for hvem den biologiske forklaringsmodel har betydet en meget velkommen lejlighed til at fraskrive sig ethvert ansvar for de egne handlinger og deres handlingers følger for andre, er de pårørende og samfundet som sådan. Så påstanden, at traumamodellen skulle betyde "kollosal skyld og stigmatisering" for som "psykisk syg" stemplede mennesker selv, er ganske enkelt forkert. Det er den biologiske model, der medfører markant mere diskriminering og marginalisering.

Tvillingestudierne, som der siges burde have afgjort debatten om arv eller miljø allerede for længst, er ekstremt mangelbehæftede, og stort set ikke det papir værd, de er skrevet på. Adskillige, for studiernes udfald afgørende faktorer er der ikke taget højde for i studiernes udformning. Studierne blev i sin tid gennemført med det mål for øje, at påvise arveligheden af "psykisk sygdom". Ikke for at finde svar på spørgsmålet, om psykiske problemer overhovedet er arvelige, eller ej (jf. Robert Whitaker, Mad in America: Bad Science, Bad Medicine, and the Enduring Mistreatment of the Mentally Ill).

At "sygdommen" - og at det, der kaldes for "skizofreni", skulle være en sygdom, er til dags dato ikke videnskabeligt bevist, det er en antagelse, en tro, ikke viden - skulle forårsage skader i hjernen, er en sandhed med modifikationer. Det er videnskabeligt bevist, at "medicinen", den såkaldte, forårsager svind af hjernematerie, især i frontallapregionen. Den kemiske lobotomi, ja. Derudover må forandringer i hjernestrukturen ifølge den nyeste forskning tilskrives barndomstraumer. Hjernen afspejler på det fysiske plan, hvilke erfaringer et menneske har gjort, og hvilke reaktionsmønstre dette menneske har lært at gøre brug af. Når nervebanerne i hjernen er dannet på en bestemt måde, kan det være svært, at ændre sine reaktionsmønstrene til nye, der kræver dannelsen af nye nervebaner. Umuligt er det imidlertid aldeles ikke (jf. neuroplasticitet). "Skizofreni" er alt andet, end en kronisk sygdom. Alt, der kræves, er bevidstgørelse. Den "akutte psykose" er det første skridt mod denne bevidstgørelse. Forhindres man imidlertid, ved hjælp af "medicin", der jo ikke på nogen måde virker specifikt symptomdæmpende, men alene generelt bevidsthedsnedsættende, sløvende, i at tage dette skridt, ja, så kan man nemt ende i kronicitet (jf. langtidsstudierne, der alle viser langt større sandsynlighed for fuld recovery uden brug af "medicin"). Konklusionen er, at "medicinen" ved langtidsbrug beviseligt skader hjernen, mens "sygdommen" skaber bestemte, af normen afvigende former for nervebanedannelser, som fagfolk, alene på grundlag af deres antagelse, at "skizofreni" skulle være sygdom, betegner som patologiske. At afvigelserne skulle være skader, er altså et subjektivt skøn, ikke et bevist faktum.

"Du fik mig til at gøre det mod dig"

Til sidst vil jeg spørge, hvordan man kan synke så dybt, som til at så meget som overveje, at overgreb skulle være offerets egen skyld, som det gøres i artiklen, respektive af Thomas Werge. For, selv om der udføres en sand retorisk slingrevals her - 'overgreb kunne være offerets skyld - nej, selvfølgeligt ikke - og dog, vi kan jo ikke vide' - med det ene mål for øje, at drive med offerklandring uden at kunne blive gjort ansvarligt for selvsamme, står læseren tilbage med indtrykket, at muligheden foreligger. Overgriberens klassiske "undskyldning": "Du fik mig til at gøre det mod dig." Mange vil genkende beskeden, både fra deres opvækst, og efterfølgende fra psykiatrien. Et slag i ansigtet på enhver, der har været udsat for overgreb. Intet, absolut intet, kan undskylde overgreb. Og da til allersidst overgrebsofferets desperate "NEJ!" til overgrebene, til at skulle være offer, altså netop det, der så af overgriberne stemples som "skizofreni". At så meget som antyde andet, er et overgreb i sig selv.

Og, Inger-Liss, for min skyld må du gerne tro, hvad du vil. Men så længe der ikke er noget, der er bevist, synes du så ikke, en smule ydmyghed ville pynte, og at enhver holdning burde respekteres lige så meget, som jeg går ud fra, du ønsker din respekteret? Og er det så ikke lidt overflødigt og malplaceret, at sparke til mennesker, der allerede ligger ned, respektive prøve, at latterliggøre dem, du åbenbart opfatter som modstandere? Hvorfor er det for resten så vigtigt, at mennesker, der er stemplet med "skizofreni" er ofre af en alvorlig sygdom? Hvorfor må disse mennesker ikke se sig selv og deres oplevelse med "skizofrenien" i et positivt lys?
_______________

Læs også: "Thomas Werge og Inger-Liss Christoffersen: Overgrebsofre er selv skyld i overgrebene"

Livsglæde i helvedets forgård

Fra en pressemeddelelse fra LAP, angående planlagt sygehusbyggeri i Skejby ved Aarhus, der fra 2015 også kommer til at omfatte modtagelsen indenfor psykiatrien:

"På møderne har LAP’s repræsentant markeret sig ved bl.a. at foreslå, at der skal være et livsglæderum, hvor patienter og pårørende kan gå hen og finde ny mental energi. Der kan f.eks. være flotte malerier på væggene, bolde man kan lege med, musik man kan lytte til, store bamser osv."

Jeg synes, det er en rigtigt god idé med musik, passende kunne tilbuddet omfatte denne og denne cd.

Mange flotte billeder kan man finde her, for eksempel dette

Og hvad med noget inspirerende læsestof til de ventende?

Mens disse vinduer med sikkerhed yderligere vil bidrage til en munter atmosfære i "livsglæderummet"!





Hvad bamserne angår, så havde dette firma for nogle år siden den helt rigtige model på lager. Desværre er modellen pga. nogle snæversynede aktivisters protest gået ud af produktion, men mon ikke firmaet ved en tilstrækkeligt stor ordre og formålet taget i betragtning er villig til at genoptage produktionen midlertidigt?
_______________

Og hvad skal jeg tagge med? Naivitet? Eller hykleri, eller kynisme?...

Antipsykotika - antipsykotisk eller fordummende?

Her en interessant artikel om hvordan "antipsykotika" virker. Og på sin vis - og selv om vores "sidste psykiater" (gid han var det!) ikke er enig - også om, hvorfor allerede en brøkdel af den som regel ordinerede dosis kan have en for mennesket i krise - men nu ser vores "sidste psykiater" heller ikke tingene fra mennesket i krises perspektiv, men fra behandlernes/de pårørendes - tilfredsstillende effekt. Det største problem under krisen er jo mangel på sindsro, for at sige det sådan. Og det problem kan en lille dosis neuroleptika altså afhjælpe, hvis det absolut skal være.

"Antipsykotika" binder altså i følge artiklen først til H1 receptorer, hvilket giver den beroligende effekt, og sidst til dopaminreceptorerne, hvilket så i følge vores "sidste psykiater" skulle give den "antipsykotiske" effekt. Dvs. at der skal en vis dosis til, før alle H1, a1, etc. etc., receptorer er blokkeret og det kan blive dopaminreceptorernes tur til at blive det. Der skal en vis dosis til, fordi et enkelt molekyl Zyprexa eller Seroquel, eller hvilket firma det nu er, ens shrink får lommepenge af, altid kun kan binde til én enkel receptor, ikke til flere samtidigt. Så længe der er frie H1, a1, whatever, receptorer, vil molekylerne således binde til dem, ikke til dopaminreceptorerne.

Som sagt, en ganske interessant artikel, hvis man vil vide lidt mere om, hvordan "antipsykotika" virker, end hvad man sådan almindeligvis får at vide. Jeg har dog et problem med artiklen. Og det er, at vores "sidste psykiater", ligesom alle andre biopsykiatere, med den største selvfølge går ud fra, at dopamin forårsager "psykoser". Hvilket dopamin ikke gør. Dopamin "forårsager" kognition, motivation, følelser af velvære. Dopamin er af afgørende betydning for indlæring, hukommelse og problemløsning - og især mht. det sidstnævnte må det siges, at "antipsykotika", taget i en høj nok dosis, at den virker "antidopaminsk", så at sige, direkte modvirker en løsning af de problemer, man står med, når man er i krise. "Antipsykotika", taget som ordineret, modvirker altså en løsning af krisen via bevidstgørelse og bearbejdning. Simpelthen fordi det, at nedsætte mængden af dopamin i hjernen også nedsætter det vedkommende menneskes evne til at løse problemer.

Taget dopaminens betydning for de ovennævnte evner i betragtning, må man konkludere, at "antipsykotisk" er en vildledende eufemisme for "dumhed og ligegladhed fremmende". Ja. Og, let's face it, dum og ligeglad er jo netop, hvad omgivelserne, behandlerne som pårørende, som oftest ønsker, en person i krise skal blive. Dum og ligeglad er omtrent ensbetydende med nem og uproblematisk at håndtere. Mens bevidste personligheder jo kan være ret besværligt at have at gøre med... Et andet aspekt er at "antipsykotisk" sælger, både til pårørende og behandlere, der helst ønsker at undgå alt for store skyldfølelser, og selvfølgeligt også til brugerne selv. Det gør "dumhed og ligegyldighed fremmende" næppe, og da slet ikke til brugerne selv.

Nå men, jeg efterlod følgende kommentar på vores "sidste psykiaters" blog:

Nice article, yes. But as far as I know, dopamine doesn't cause "psychosis", it "causes" cognition, motivation, pleasure, etc. etc. So, IMHO, "anti-psychotics", even the part of them that binds to dopamine receptors, don't act "anti-psychotic", but simply by enhancing stupidity and indifference. Isn't it a bit of a misleading euphemism to call such an effect "anti-psychotic"?

Well, maybe it depends on the perspective...

Og vores "sidste psykiater", der godt nok ikke plejer at svare på alle kommentarer - ellers ville han nok ikke bestille meget andet - men dog plejer at protestere, når han har indvendinger, som han mener, "holder i retten", har ikke protesteret endnu.

Få skilsmisse!

"You can divorce an abusive spouse. You can call it quits if your lover mistreats you. But what can you do if the source of your misery is your own parent?" spørger psykiater Richard A. Friedman i denne artikel i New York Times.

Og jeg tænker, at han har ret ikke bare med hensyn til terapeuter, men generelt, når han siger: "All too often, I think, therapists have a bias to salvage relationships, even those that might be harmful to a patient. Instead, it is crucial to be open-minded and to consider whether maintaining the relationship is really healthy and desirable.

Likewise, the assumption that parents are predisposed to love their children unconditionally and protect them from harm is not universally true."

Så, mens systemet har travlt med at overbevise dig om, at dine problemer i hvert fald ikke kan skyldes dine forældre, der jo, siden de er dine forældre, ikke kan andet end elske dig højt og inderligt og helt uselvisk, er det måske en idé, at revurdere sagen - og søge om skilsmisse. Da en revurdering som oftest jo vil afsløre, at de kære pårørende ikke er så kære alligevel.

Bortset fra det nærmest uundgåelige "antidepressiva er godt for din hjerne"-nonsense sidst i artiklen, en overraskende radikal og helt klart meget nødvendig betragtning af Dr. Friedman.

Poul Nyrup Rasmussen "taler de psykisk syges sag" - mens jeg foretrækker at lytte til Jim van Os

Siden jeg i dag er i et meget lidt "enlightened" humør, og simpelthen trænger til at splitte et par madrasser ad: Her kan man få fornøjelsen af at lytte til en overordentligt rørstrømsk Poul Nyrup Rasmussen, der på forebilledligt tårevædende manér "taler de psykisk syges sag" - og, og det ikke mindst!, de kære pårørendes - mens man som seer af programmet sidder som på nåle, fordi man frygter, stakkels Poul hvert øjeblik kunne drukne i sin egen selvmedlidenhed.

Ja, Poul, det er frygteligt - at både du og alle de andre kære pårørende derude har et ansvar. Ikke mindst også for de psykiske lidelser i har forvoldt jeres "psykisk syge" familiemedlemmer. Hvor er det synd for jer!

Poul Nyrup Rasmussen vil gerne række en hånd ud til "de psykisk syge". Poul, du kan stå med hånden rakt ud så længe du vil. Jeg kommer i hvert fald aldrig til at tage den hånd! - Men nu identificerer jeg mig jo heller ikke som "psykisk syg", så...

NAMI is alive - også i Danmark. For de, der ikke kender til NAMI's historie: Pårørendeorganisationen blev grundlagt tilbage i 1970erne af to mødre til "psykisk syge", der var trætte af, at blive gjort ansvarlige for deres børns psykiske ve og vel. Det gjorde psykiatrien nemlig stadigt den gang. At holde de pårørende, især mødre, i hvert fald tildels ansvarlige. Overflødigt at nævne, at organisationens "Vi er uskyldige ofre!"-budskab fandt overvældende tilslutning, og gjorde NAMI til USA's største nationale pårørendeorganisation i løbet af ingen tid. Og også overflødigt at nævne, at NAMI i dag har et gnidningsfrit samarbejde med både biobiobiopsykiatrien og farmaindustrien...
_______________

En, især sammenlignet med Poul Nyrup Rasmussens usmagelige pårørende-patos, noget mere opbyggelig oplevelse er forskellige foredrag fra Hearing Voices Congress, som Will Hall har postet her på Madness Radio's blog. Her kan man bl.a. lytte til Ron Coleman og den hollandske psykiater Jim van Os' intet mindre end brilliante foredrag. Desværre er lydkvaliteten ikke ligefrem i top, og ja, selvfølgeligt, sproget er engelsk.

Kampen fortsætter

Jeg hørte forleden om/fra en person, der planlagde at sulte sig selv ihjel. I protest bl.a. mod de overgreb, vedkommende blev udsat for i psykiatrien. Det er ikke altid, at reaktionen kommer så bevidst, så den nærmest må betegnes som en formel protestaktion. Som regel kommer den ganske spontant og ubevidst, som en "forværring af sygdommen", som "symptomer". Hvilket så gør det svært for den protesterende at erkende sin egen protest som protest, og nemt for systemet, at indbilde den protesterende (og alle andre involverede), at vedkommendes protest ikke er en protest, men altså "sygdom". Resultatet er "kronisk sygdom", og psykiatribrugere, pårørende og politikere, der mener, psykiatrien redder liv. Resultatet er, at psykiatrien overlever. Kampen mod de protesterende og deres protest. Og så længe der kæmpes, koster det liv. De protesterendes. På den ene eller anden måde.

Her er, lettere redigeret for at sikre anonymitet, hvad jeg skrev til ovennævnte person (originalversionen, jeg gider stadigt ikke oversætte):

Suicide is the ultimate, strongest, most reactive and violent, "NO!" to abuse. I guess, I'm far from alone in that I've considered this "NO!" many times in my life, since I felt, I'd tried to say "NO!" in every other to me available way without having been heard. I considered it sometimes consciously, in the shape of planning an action like yours would be, sometimes more unconsciously, in the shape of "voices", telling me to off myself.

What finally made me reject suicide as a manifestation of my "NO!" to abuse was the insight that there was no chance to have it understood as my logic response to a world that was slowly killing me - like in : "Look, this is what you're doing to me!" - but that it, as X says, undoubtedly would be interpreted as a meaningless manifestation of meaningless madness, "mental illness", and thus a justification for more abuse, "treatment". And even if I might have escaped personally, offing myself would only have strengthened psychiatry in general: "Look, we need more treatment, more locked wards, more restraints, more pills, more ect, more psychiatry, to prevent suicide! If only we'd been able to force more treatment on her/force treatment on her earlier, she might be alive."

What I did instead of offing myself was that I started to look for new, less reactive, less violent ways to word my "NO!". Without being aware of it at the time, I made use of the Buddhist concept of not reacting to content. At least to a certain extent. While whoever made you his enemy always will seek to turn your reaction to him into an excuse for him to attack you even more fiercely (more abuse), not reacting to his provocations disarms him most effectively. The lesser "reactive", or violent, you react , the smaller an amount of strength in the shape of violence you give your enemy to turn against you. If you want whoever made you his enemy to overcome you, you give him all the strength you have in your anger and despair, and let him turn it against you. 

If it is psychiatry, who's made you its enemy, you strengthen it by feeding it more of what it is living on: "symptoms". Committing suicide is usually regarded a "symptom" of "mental illness", certainly if the person in question is identified as a "mental patient". No matter what statement of protest you attach to it. Also the statement will be turned against you, defined a "symptom" of "mental illness" ("lack of insight", you can't see, that there's no reason to protest anything, that they're only trying to help you, not punish you, because you're so sick, you don't even know you're sick... ).

To overcome psychiatry, you have to starve it, not you, by getting in control of your "symptoms", at least to the extent that psychiatry no longer is able to make them out, and eventually by doing what psychiatry tells everybody is impossible to achieve: recover. It can be done. First step: become aware of these mechanisms. Psychiatry provokes you to feed it "symptoms", for instance by starving yourself to death, because it needs your "symptomatic" reaction to survive. Don't give them what they're so hungry for!

Relateret: Mere om selvmord i psykiatrien
_______________

For resten: Nok, som jeg skriver i kommentarerne, ikke et bevidst ordvalg, men alligevel meget sigende er denne "Freudian slip"... Omend konklusionen så bliver lidt forkert.

Censur på politiken.dk

Nogen hos Politiken kan åbenbart ikke tåle sandheden. I såpas stor omfang, at vedkommende glemmer alt om demokrati og ytringsfrihed.

Hey, måske er du:

Search Engine Phrase: zyprexa dødsfald
Search Engine Name: www.google.com
Search Engine Host: Google
IP Address: 81.19.246.10
Country: Denmark
Region: Staden København
City: Copenhaen
ISP: A/s Dagbladet Politiken
Visit Length: Multiple visits over more than one day
Browser: IE 7.0
Operating System: WinXP (pc? yikes!)
13th May 2009 11:36:26 Page View admin.twingly.com/UserPages/Abuse.aspx
silentspheres.blogspot.com/2009/05/selvflgeligt-har-psykofarmaka-slaet.html

selv på Zyprexa?? Nåhr nej, næppe. Usandsynligt siden du arbejder. Hm, måske er du aktionær i Eli Lilly? AstraZeneca? Bristol Myers Squibb? ...? Måske en af dine "loved ones" er på Zyprexa? Og du frygter, vedkommende kunne falde over sandheden, og begynde at sætte spørgsmålstegn ved dopingen? Oj, nej, det ville virkeligt ikke være godt - for de "kære" pårørende!

Eller måske synes du ganske enkelt, at demokrati og ytringsfrihed alligevel ikke gælder, så snart det kommer til "de psykisk syge"?

En hilsen til pårørende til "psykisk syge"

Her en meget god analyse af "NAMI-forældre", forældre, der har købt den biologiske forklaringsmodel af "psykisk sygdom", og den lidelse, de ved at tro på biologien forvolder deres "psykisk syge" børn. Skrevet af den amerikanske psykolog Ty Colbert.

Ret underholdende for resten at se, hvordan selv en artikel, der gør alt, der i mine øjne næsten gør for meget, for at undgå at beskylde forældre, stadigt kan få nogle af disse forældre til at gå helt op i limningen. Efter mottoet "Don't!"

Og her vil jeg så lige tilføje, at det selvfølgeligt skal ses som en beskyldning, ja, når jeg i en af mine kommentarer derovre skriver, at mange forældre åbenbart frygter det, at erkende og anerkende deres egne traumatiseringer, mere end de frygter, at tilføje deres børn skade.

"Åbenhed gør stærk" - En film om skizofreni

Lad mig sige det med detsamme: jeg har ikke selv set den af PsykInfo⁴ udgivede film Åbenhed gør stærk, og jeg påtænker heller ikke at se den, da jeg synes, at selv 100 kroner, som jo er en forholdsvis fornuftig pris for en DVD, er 100 kroner for meget i det her tilfælde. Og dermed har jeg egentligt allerede sagt om filmen, hvad der efter min mening er at sige om den. Jeg vil dog lige komme lidt nærmere ind på, hvad det specifikt er, der får mig til at vælge denne film fra.

I følge anmeldelserne fortæller filmen "solskinshistorien" om to unge, Helle og Emil, begge midt i tyverne, der er stemplede med en "skizofreni"diagnose, mens "skizofreni" defineres af filmens "ekspert"konsulent overlæge Gertrud Krarup fra OPUS-projektet i Århus, som værende en sygdom i hjernen. Citat, taget fra Kurt Ladefoged's anmeldelse af filmen i Socialpædagogen¹:

"Den kan opstå, hvis man er genetisk disponeret for sygdommen. Man ved i dag, at der er flere gener, der er koblet til sygdommen, og man kan altså have en større eller mindre sårbarhed over for sygdommen, afhængig af, hvor mange af disse sygdomsgen, man har."

"Den genetiske sårbarhed medfører, at der sker en fejludvikling i hjernen. Det er dog ikke alle med denne arvelige belastning, der får sygdommen. Der skal andre belastninger til, for at sygdommen kan komme til udbrud."

Faktum er, at man i dag ved lige så lidt, som for hundrede år siden. Man har hverken fundet et eller flere gener, der kan bringes i forbindelse med såkaldt "skizofreni". Genteorien er, ja, en teori, og mangler som sådan ethvert videnskabeligt bevis for sin gyldighed. Detsamme gælder teorien om en fejludvikling i hjernen. Sagt på dansk: Gertrud Krarup, som så mange af hendes kollegaer, fortæller os en løgnhistorie, når hun formulerer en ren antagelse som om det drejede sig om et videnskabeligt bevist faktum.

Mens overlæge Lennart Jansson faktisk er på sporet af noget, der må betegnes som langt mere korrekt, end Gertrud Krarups udtalelser, når han i hans anmeldelse² af Åbenhed gør stærk skriver: "Her burde det nok understreges, at psykosen er slutresultatet af en længere sygdomsudvikling, hvor f.eks. traumer kan spille ind."

At traumer ikke bare kan spille ind, men med stor sandsynlighed er årsag til den posttraumatiske stressreaktion, der af psykiatrien kaldes for "skizofreni", er der i nyere tid igen en del forskning, der er nået frem til.

Men, som Lennart Jansson, mht. filmens "læs-let-niveau", også skriver: "Forenklingen kan være nødvendig af pædagogiske grunde for at se fremad, indgyde håb og fjerne skyldsfølelsen hos de unge og deres familier. Dette er måske et af filmens vigtigste formål." (Min fremhævelse)

"Biologisk forårsagede hjernesygdomme' er sikkert belejligt for familier som læger ligeledes. Det er en ingen-skyld-forsikring mod personligt ansvar. Vi er alle bare hjælpeløst fanget i en hvirvel af hjernepatologi, som ingen, bortset fra DNA'en, har ansvaret for."

Det er vist ikke bare "måske", men med stor sikkerhed filmens vigtigste formål, at levere denne ingen-skyld-forsikring, som Loren Mosher kalder genteorien i hans "Letter of Resignation from the American Psychiatric Association".

Mens det eneste "håb" man som kriseramt, "skizofren", står tilbage med, hvis man lader sig narre til at tro på en biologisk hjernesygdom, der skyldes defekte gener, er at den såkaldte "medicin" måske kan forhindre tilbagefald, og at man kan lære at leve med en kronisk sygdom. Det er ikke recovery-orientering, som Inger-Liss Christoffersen betegner det i hendes anmeldelse³ i LAP's medlemsblad, det er ikke at "indgive håb", som Lennart Jansson skriver. Det er endnu en opfordring til at resignere og finde sig i en skæbne med livslang sygdom, det er endnu en opfordring til at overlade styringen af ens liv til "eksperterne" og deres "ekspertise", i stedet for at lytte til sin egen intuition, og tage ansvar for sit eget liv. Det er disempowerment, for at bruge recovery-bevægelsens terminologi.

Ligesom det ikke er en "forløsning", som Kurt Ladefoged skriver, en af de to i filmen portrætterede unge kalder det, at have fået diagnosen, at have fået "sat ord på og få svar på det, der har været uafklaret for dig i store dele af dit liv", men en bortforklaring af det uafklarede:

“(…) Alle har behov for at skabe en mening med deres liv. Mennesker er skabninger der bebor såvel tid som rum - andre skabninger lever meget mere i øjeblikket med kun lidt sans for for- og fremtid. Vi har behov for at skabe en topografi af tiden, et kort over livet, og det er vores historie. Herfra stammer vores fascination for historier og historiefortælling - fra dette behov for at kortlægge tiden og finde vores plads i den.

En diagnose er en erstatning for en personlig fortælling. Det er et forsøg på, at give nogen en historie når de ikke kan finde mening selv, men den er i sagens natur utilfredsstillende. Den placerer personen i en kasse og tilpasser individet til historien i stedet for at historien tilpasses individet. Del af recovery-processen er processen af at kræve din egen historie tilbage - den historie, der giver mening i dit liv, ikke i nogen andens. (…)” som "Pablo" skriver her.

Det er helt afgjort både en lettelse og en nødvendighed for at komme sig helt, at få sat ord på det uafklarede, når dette uafklarede selv baner sig vej ind i ens bevidsthed og oversvømmer den, som det sker i "psykosen". Det er en lettelse og en nødvendighed for at komme sig helt, at bevidstgøre og skabe mening i det uafklarede. Kun ad den vej kan man nogensinde opnå acceptance, og, som følge af denne, forandring og altså recovery. Fuld recovery.

Diagnosebegreber som "psykose" og "skizofreni" bliver i kombination med budskaber om genetisk betinget, biologisk hjernesygdom til synonymer for "meningsløs". Og forløser dermed ingenting. Tværtimod. I det øjeblik ordet "psykose" accepteres som endegyldig forklaring på de "psykotiske" oplevelser man har, bliver enhver søgen efter en dybere mening meningsløs. Og det "psykotiske" menneske bliver låst fast i meningsløsheden, med en kronificering af "psykosen" til følge.

Det ser ud til, at Åbenhed gør stærk benytter sig af lignende formelle virkemidler (krydsklip, interviews) som Daniel Mackler's Take These Broken Wings. Men mens Lennart Jansson mener, at "Den [filmen Åbenhed gør stærk] kan varmt anbefales til patienter og pårørende. Filmen anbefales også til psykiatrisk personale, medicinske studenter og læger," tænker jeg, at det snarere må frarådes alle på det kraftigste, at kaste 100 kroner ud af vinduet. Med mindre man synes, man trænger til en gang massiv indoktrination med håbløse, inkorrekte budskaber om ubalancer i transmitterstofskiftet, fejludviklede hjerner, defekte gener, nødvendigheden af livslang "vedligeholdelsesmedicinering", og en recoverychance, der nærmer sig nul (mht. virkelig recovery, ikke mht. psykiatriens udvandede fejlfortolkning af begrebet), eller med mindre man synes, man mangler dokumentation for, hvordan establishmentet diskriminerer og undertrykker kriseramte mennesker.

For, det er netop hvad budskabet i Åbenhed gør stærk er. Diskriminering og undertrykkelse af kriseramte mennesker som værende genetisk defekte, og afhængige af "ekspert"hjælp for livet.

På den ene side er det meget rosværdigt, at filmen lader kriseramte mennesker selv komme til orde. På den anden sider lader heller ikke denne film, lige så lidt som mainstreammedierne ellers, et eneste af de mennesker komme til orde, der er kommet sig helt, men tyr "politisk korrekt" til at interviewe et par af den psykiatriske imperialisme kolonialiserede mennesker og deres lige så kolonialiserede pårørende. Men, selvfølgeligt, fuld recovery findes ikke i psykiatriens bevidsthed, da den kun opnås af mennesker, der magter at befrie sig fra vor tids diskriminerende og undertrykkende system, og gå alternative veje. Det kunne nu være interessant at høre Gertrud Krarup, for eksempel, forklare tilfældet Joanne Greenberg, eller Catherine Penney, Ron Bassman, Dorothea Buck, Rufus May eller eller eller... For vi er mange, os, der er kommet sig helt. Men vi har jo nok bare været "fejldiagnsticeret", eller også skal vi bare vente og se, det sker sikkert (IKKE!) igen...

At på den måde, som filmen gør det, alene ty til udsagn fra kolonialiserede kriseramte mennesker, er således ikke andet end et forsøg på, at dække over filmens forudindtagethed. Det, vi hører, når Helle og Emil taler, er ikke deres egne, men systemets ord. Det er, hvad der kendetegner kolonialisering: at styre, erstatte eller udrydde det oprindelige. I stedet for at lade det oprindelige selv komme til udtryk, i stedet for at give plads til det oprindeliges eget sprog, som Daniel Mackler's film, og i øvrigt også Leo Regan's The Doctor Who Hears Voices , og Edgar Hagen's Someone Beside You, gør det, foregøgles seeren af Åbenhed gør stærk, at systemets budskab er det eneste sande budskab med hensyn til emotionelle kriser. Tilsyneladende underbygget af kriseramte mennesker selv.

Daniel Mackler spørger i Take These Broken Wings Joanne Greenberg, hvad hun tror, systemets "sandhed" og den deraf følgende tilgang til kriser havde gjort ved hende: "Lad os sige, du var ung i dag, lad os sige 14, 15, 16..."
Joanne Greenberg: "Gud forbyde!"
D.M.: "...og du havde skizofreni i dag..."
J.G.: "Det, der ville ske for mig i dag er, at jeg ville blive indlagt på en ungdomsafdeling et eller andet sted hen, og så ville jeg dø."

Joanne Greenberg blev psykiatriseret før de såkaldte "antipsykotika" fandt større udbredelse. Hun var indlagt på Chestnut Lodge, hvor hendes terapeut, Frieda Fromm-Reichmann successrigt prakticerede intensiv psykoterapi med som "skizofren" stemplede mennesker. Joanne Greenberg opnåede fuld recovery, blev verdenskendt forfatter (bl.a. I Never Promised You a Rose Garden) og professor i litteraturvidenskab.

Åbenhed gør stærk fortæller os, at Helle bor på et psykiatrisk bosted. Sandsynligheden for, at Helle og Emil bliver professor i hvad det end måtte være, er lig med nul. De vil højst sandsynligvis tilbringe deres liv med førtidspension, på bo- eller væresteder i udkanten af samfundet, kronisk syg og afhængig af systemets recoveryforhindrende,
hjerneskadende "behandling" resten af deres, takket være "behandlingen" med ca. 25 år forkortede, liv.

Daniel Mackler spørger i filmen Take These Broken Wings Joanne Greenberg også, hvad hun tror, Frieda Fromm-Reichmann ville sige til nutidens "behandling" af "skizofreni". "This is nonsense," er Joanne Greenberg's bud på Frieda Fromm-Reichmann's mest sandsynlige svar. Og nonsense er det. Ligesom filmen Åbenhed gør stærk.
_______________

¹ Kurt Ladefoged, "Skizofreni: Dert starter i de unge år"
² Lennart Jansson, Anette Vårlind, "Åbenhed gør stærk - om skizofreni i familien"
³ Inger-Liss Christoffersen, "Anmeldelse: 'Åbenhed gør stærk - om skizofreni i familien' "
⁴ PsykMISInfo? PsykMISInfo!!!

Telefonsamtale med Jakob Hvide Beim

The world is a dangerous place to live, not because of evil people, but because ordinary people do nothing about it. -Albert Einstein

Det tog lige et par dage, eller fire, men så kom der alligevel lyd fra Jakob Hvide Beim - jaja, journalister er travle mennesker. Så, jeg havde en ganske behagelig telefonsamtale med ham, her i eftermiddags.

Jakob Hvide Beim siger, at han ikke har hørt om forbindelsen mellem skoleskyderier respektive udagerende adfærd og SSRIs endnu, og at de oplysninger - fra de tyske myndigheder - han har brugt til sin og Elisabeth Astrups artikel "Skolemorder afbrød psykiatrisk behandling" ikke omfattede oplysninger om, hvorvidt Tim Kretschmer på noget tidspunkt var på psykofarmaka eller ej.

Nu har jeg indtryk af, at hverken psykiatrien eller psykofarmaka ligefrem er Jakob Hvide Beims speciale, så jeg ser mig lige umiddelbart nødt til at godtage hans forklaring mht. dette punkt.

På mit spørgsmål om, hvorfor medierne tegner et ret så ensidigt negativt billede af mennesker med psykiske problemer, sagde Jakob Hvide Beim endvidere, at det jo som regel var i forbindelse med kriminalitet af den ene eller anden art, begået af denne befolkningsgruppe, at medierne rapporterede om denne befolkningsgruppe.

Hm. Den holder i mine øjne ikke. Eller har nogen nogensinde set en avisoverskrift à la "Bankrøver afbrød behandling for diabetes"? Og jeg mener, mainstreamen tøver da ellers ikke med at sammenligne "psykisk sygdom" med diabetes... Næh nej, let's face it: Hitchcock sælger. Noget bedre end diabetes. Offentligheden vil have sit gys, og sin forklaring. "Psykisk sygdom" slår begge fluer med ét smæk. Og de færreste opdager, at det ved det sidste punkt snarere drejer sig om en bortforklaring, end om en virkelig forklaring.

Og bare ærgerligt, at det går ud over nogle af de mest sårbare mennesker i samfundet. Bare ærgerligt, men også ganske logisk. For, selvfølgeligt hænger man ikke samfundets støtter ud. Eller gør man?? - Click the link!!! and get all the juicy details! Og, hejsan derovre i Södertälje! Glemte sidst at gøre jer opmærksom på, at jeg jo har en follower-gadget her på bloggen. Var det ikke noget? Men, for at parafrasere Kim ovre på "Invincible Summers" (intet link, nej, fordi Kim ikke er så frygteligt glad for besøg af pillepusherne themselves), det er måske intellektuelt for krævende at finde ud af, hvordan man bliver follower, når man er på Seroquel? Jah, det er det jo nok.

Og ja, bnet.com er lidt et "insider"-medie, men det kan New York Times f.eks. til gengæld næppe kaldes for at være.

Hvordan kan det være, at de danske medier ikke har reageret på Zyprexa-skandalen i december 2007 overhovedet, og hvordan kan det være, at man åbenbart heller ikke har tænkt sig, at nævne Seroquel-sagen med et ord? Mens man har mere end travlt, med at, gang på gang, og uden noget som helst hold i videnskabelige fakta, hænge mennesker i emotionelle kriser ud som hjernesyge potentielle øksemordere? Hvordan kan det være, at man giver kilometervis af spalteplads til de selvbestaltede "eksperter", NAMI-pårørende, og de kolonialiserede, mens man dårligt lader kritikerne fuldføre så meget som en enkel sætning? Hvordan kan det være, at man blind tror på alt, de ovennævnte, selvbestaltede "eksperter" påstår, uden at researche på hvilket - sådan set ikke-eksisterende - grundlag deres påstande hviler? Ja, jeg spørger bare. Ganske så naivt. For, jeg kender jo godt svarene.

Det her er ikke en specifik kritik på Jakob Hvide Beim eller Politiken. Det er en kritik på Danmarks samlede journaliststand og på alle danske medier. Men den er dog samtidigt også mit stillingtagen til Jakob Hvide Beims bemærkning, at kritisk omtale af psykofarmakas virkning måske snarere hører hjemme i fagblade, end i mainstream medierne. Det gør den ikke. Den hører netop hjemme i mainstream medierne. Dér, hvor alle og enhver, også dem, hvis kognitive evner er reduceret af f.eks. Seroquel, nemt kan følge den. Det er netop disse mennesker, der er i livsfare, fordi afgørende informationer tilbageholdes konsekvent og systematisk.

Tim Kretschmer kunne muligvis være i live, de fleste af alle disse mennesker kunne muligvis være i live, Luise kunne være i live, hvis det ikke var for at vores civilisation, og med den dens officielle talerør, medierne, ikke kan undvære at diskriminere og undertrykke. Hvis vores civilisation ikke havde så hårdt brug for fjender, for sorte får, som den kan projicere sin egen eksistentielle angst ind i, at den endda har etableret sin helt egen institution - oops, sorry, forkert link, her er det rigtige - alene til at varetage dette formål. Ubetinget bakket op af medierne.
_______________

Update 24.03.09: Angående mainstream-journalistikens omtale af mennesker i krise og psykiatrien læs: Sigrun's indlæg "Kunnskap om psykiatri".

"Er det tid for ISPS at fjerne begrebet "skizofreni" fra sit navn?"

Flere tanker om ISPS, om psykdiagnoser, menneskelighed og ubalancer - nej, ikke i transmitterstofskiftet, men i magtfordelingen i vores egocentriske kultur.

Når vi nu ser på ISPS Danmark, hvad har vi så, under stregen? En halvprofessionel¹ organisation, der, på trods af hvad dens navn kunne lade formode, ikke virkeligt anser psykologiske behandlingsmetoder som værende egnede til at fuldt ud erstatte medicinsk behandling af ekstreme sindstilstande, men alene betragter disse psykologiske tiltag som et redskab, til at få gjort folk afhængig af "medicin". For livet.

Den danske - og åbenbart også den svenske² - afdeling af organisationen består, som jeg siger i en kommentar på Gianna's blog, af en flok pushere (ja, det er hvad vi, meget træffende vil jeg mene, plejer at kalde biopsykiaterne og -psykologerne i det engelsksproglige cyberspace: drug pushers), hvis mål det er, at, ved hjælp af massiv indoktrination, der i deres sprogbrug bliver til "samtaler", sikre "patienternes compliance" med den medicinske "behandling". Og faktisk så er det jo en rigtigt god ting, at være bekendt med psykologiens grundlæggende koncepter, hvis man gerne vil gøre sin indoktrination så effektiv som mulig. Det hedder "mind control", og, ja, det har alt at gøre med psykologi.
_______________

ISPS internationale hovedorganisation har fornyligt søsat "Psychosis", et fagblad med artikler, der beskæftiger sig med psykologiske hjælpetilgange for mennesker i ekstreme sindstilstande. Inholdsfortegnelsen af bladets første nummer reflekterer to ting:

1. det brede udsnit af - fundamentalt - forskellige synsvinkler på såkaldt "psykose", der findes indenfor ISPS, og

2. , som jeg påpeger i en kommentar til Gianna's indlæg om bladet, og specielt om én - meget interessant! - artikel³ i dets første nummer, magtbalancen mellem de stemplende og de stemplede. Eller måske skulle jeg sige: den noget groteske magtubalance mellem disse to grupper. Igen har vi her et medium, der vælger at give ca. 90% af sin spalteplads til de professionelles teoretiseren om ekstreme sindstilstande og om de mennesker, der oplever/har oplevet dem.

Men det er jo altid noget, at det ikke er 100%... Og, og dette er virkeligt revolutionerende!, bladet indeholder ingen reklamer. Ingen Zyprexa, Risperdal, Seroquel, eller hvad det måtte være af den slags, reklamer. Ufatteligt! Tillykke med det, ISPS!

Men, nej, jeg er ikke helt færdig med jer endnu, gutter. Bladets navn er "Psychosis" - "psykose". Og hvad er begrebet "psykose" nu egentligt for en størrelse? Det vil jeg fortælle jer:

"Psykose" er, ligesom ethvert andet psykstempel, establishmentets - desværre meget successrige - forsøg på at sygeliggøre den menneskelige natur - til fordel for den kultur establishmentet repræsenterer og støtter.

De fleste er ikke klar over det faktum, at naturlig ikke er det samme som normal. Det er det så afgjort ikke! Jo længere vores kultur bevæger sig væk fra det, der er naturligt, jo mindre dækker de to begreber faktisk over hinanden. At køre bil er således helt normalt, selv om det ikke er spor naturligt. Det er et kulturelt fænomen. Det er ved hjælp af kulturelle normer og værdier bedømt som værende normalt.

Mens ting i naturen bare er, eller ikke er, uden at blive bedømt, bliver de i en kulturel sammenhæng målt og bedømt af de til enhver tid gældende kulturelle normer og værdier. Så, de ting, der i naturen bare er, de bliver normale eller unormale, værdifulde eller værdiløse, gode eller dårlige, etc. i kulturen. Og jo længere en kultur bevæger sig væk fra naturen, jo flere ting måler og bedømmer den på denne måde. Og jo mere rigoros adskilles normal fra unormal, værdifuld fra værdiløs, god fra dårlig, etc.

Det er egoet, der gør os til kulturelle skabninger, udover at være naturlige. Det er egoet, der har brug for at måle og bedømme, så det kan afgrænse sig fra den helhed naturen er, så det kan definere sig selv som et unikt individ. Eller som en unikt individuel kultur. Og hvis egoet styrer, som det gør det i en egocentreret kultur som vores moderne, vestlige civilisation, så vil det gøre hvad som helst for at gøre adskillelsen mellem sig selv og den andre så tydelig som bare muligt. Det vil gøre hvad som helst for at fremmedgøre individet fra sin menneskelige natur, fra helheden med naturen generelt.

For eksempel ved at bedømme helt naturlige fænomener som værende unormale. Eller mærkelige, fremmede, som i fremmedgøring (afgrænsning, afsplittelse, skisma, som i "skizofreni" - og hvem er det så, der egentligt er "skizofren" her???)

Mens alle kan forholde sig til og identificere sig med (identifikation = enhed, helhed) emotioner og sindstilstande som vrede, angst, forvirring eller glæde, og mens alle ret så nemt kan forstå f.eks. "ekstrem forvirring", fordi de selv har oplevet at være forvirret, bliver det en hel del sværere, om ikke umuligt, at forholde sig til, at identificere sig med, og således at forstå "skizofreni" eller "psykose".

Mens vrede, angst, forvirring, glæde, etc. af vores kultur betragtes som værende normale, beskrives ekstremerne af disse emotioner ikke som liggende i direkte forlængelse af, som faktisk grundlæggende værende identiske i deres natur, med den af kulturen som normal bedømte intensitetsgrad af disse, samme emotioner, men som dens diametrale modsætninger. Som unormal, fremmed, uforståelig, syg, diagnosticerbar. Og for at slå dette fast med syvtommerssøm og cementere det i folks bevidsthed, har man fundet på selvstændige, afgrænsende navne på ekstremerne af det velkendte. Sygeliggørende navne. Diagnosestempler. "Psykose". Læs: ikke til at forstå. Eller: meningsløst. For, mens det ligger i vores natur at altid og i alting lede efter meningen, helheden, har vores kultur, ved at skabe begrebet "psykisk sygdom" (læs: meningsløs adfærd, tanker, følelser) til at beskrive vores egen natur med, skabt det ultimative redskab til at fremmedgøre os fra os selv med.

"Is it time for ISPS to remove the term 'schizophrenia' from its name?" (Er det tid for ISPS at fjerne begrebet "skizofreni" fra sit navn?) lyder titlen på en artikel i det første nummer af "Psychosis". Det kommer an på. Det kommer an på, om vi, menneskeheden som helhed, vil fortsætte på vores egoers og kulturs vej, der gør os mere og mere fremmed overfor naturen og vores egen natur, om vi vil fortsætte på vores regression⁴, dybere og dybere ind i ubevidstheden, eller om vi kan overvinde denne kulturs narcissisme, og erkende og acceptere, at der er intet fremmed, meningsløst, intet "skizofrent" eller "psykotisk" i menneskets natur. Det kommer an på, om vi kan erkende og acceptere, at vi alle bare er.
_______________

Som det fremgår af ovenstående, mener jeg ikke, at det at fjerne begrebet "skizofreni" fra ISPS' navn, og erstatte det med et andet sygeliggørende diagnosebegreb, ville gøre den mindste forskel.⁵ Problemet er at det, mine overvejelser leder til er, at hverken en medicinsk eller anden professionel uddannelse kan kvalificere et menneske til at hjælpe et andet menneske igennem og ud af ekstreme sindstilstande. Det, der kvalificerer et menneske til denne opgave, er ene og alene at være bevidst om og i kontakt med sig selv, med sin egen natur, med sit eget sande selv. Der er altså faktisk ikke brug for langvarige universitetsuddannelser og lignende, fordi der ikke er brug for anden faglig ekspertise end en rent menneskeligt naturlig. Hvilket i sidste ende betyder, at der ikke er brug for hverken psykiatere, psykoterapeuter, eller andet fagpersonale, der kvalificerer sig via et stykke papir, ofte mere end via deres menneskelige egenskaber. - Jeg vil gå så langt som til at sige, at et stykke papir og en akademisk titel ofte faktisk er bevis på vedkommendes menneskelige inkompetence.

Og et problem er det, fordi de nævnte professionelle, som værende nogle af de mest udtalte narcissister samfundet kan byde på, selvfølgeligt er helt og holdent afhængige af deres ego-identifikation med både deres ekspertstatus og den dertil hørende magt. At tage begge dele fra dem, ville kaste dem i en dyb identitetskrise. Den identitetskrise, der i sin mildere form gerne rammer de professionelle som hjælpersyndromet.

Tankevækkende, at vores kultur har betroet hjælpen til mennesker, der oplever ekstreme sindstilstande, udelukkende til mennesker, der endda har papir på deres inkompetence hvad netop det, at kunne yde denne hjælp, angår... Lidt som at lade en baby lege med et barberblad.

Men, som sagt før, er det selvfølgeligt en meget effektiv, kompetent og velkommen hjælp for alle dem, der intet ønsker hellere, end at komme af med "de sindssyge". Så velkommen, at man altså endda tilbyder flere forskellige uddannelsesgange, der giver papir på, at man er kvalificeret ekspert i at lukke munden på "de sindssyge". Og egentligt er det vel ganske forståeligt, at et samfund, der ikke har andet at identificere sig med og som, end egoet, slår hårdest ned på netop dem, der er ved at gennemskue denne identifikation som det den er: en illusion. Eller skulle jeg sige: en delusion (vrangforestilling)?
_______________

I denne kommentar siger jeg, at det "grænser til det kriminelle, at fortælle folk, de har en kronisk, biologisk hjernesygdom. Det er egentligt forkert. Det grænser ikke til det kriminelle, det er kriminelt. Godt nok er det ikke en kriminel handling i sig selv, at lyve, men når ens løgne fører til materiel eller personskade, så bliver det jo lidt en anden snak.
_______________

¹ Medlemskab er åbent for både professionelle og ikke-professionelle.

² Et par citater fra "Riktlinjer för Tidigt Omhändertagande vid Psykos", TOP-projektet - det svenske modstykke til OPUS, som den svenske ISPS identificerer sig med:

"Antipsykotika er en hjørnesten i behandlingen af patienter med psykose. I den akutte fase tilbydes benzodiazepiner for at behandle søvnløshed og angst."

"Medikamentel behandling sigter mod at reducere psykotiske symptomer og lindre angst, og dermed mod at hjælpe patienten at genopnå tilgang til sine ressourcer og til en bedre virkelighedsforankring, der oftest er en forudsætning for andre behandlingstiltag."

For det første reducerer antipsykotika ikke symptomer, men bedøver bare. Hele organismen. Hvorved "genopnå tilgang til sine ressourcer" bliver til sukkersød, men ikke desto mindre tom retorik. For det andet insinuerer "bedre virkelighedsforankring", at der kun findes én gyldig virkelighed: behandlernes/samfundets. Og for det tredje, og i direkte forlængelse af det andet, insinuerer "forudsætning for andre behandlingstiltag", at det kriseramte menneskes oplevelser er meningsløs sygdom, som det selvsagt ikke kan betale sig, at indlade sig på en dialog med.

Apropos "sukkersød", så er riktlinierne, ligesom OPUS-rapporten, endnu et eksempel på det, jeg plejer at kalde for NAMI-retorik: Floskler, der driver af pseudo-forståelse i form af medynk (med medynk værende det modsatte af virkelig forståelse), mens denne retorik anvendes for at dække over indholdets totale (og brutale) misagtning af individet i krise.

I øvrigt finder man denne retorik stort set overalt der anvendt, hvor forfatterne regner med, at teksten eventuelt læses af pårørende eller endda kriseramte mennesker selv. I rent faglige sammenhænge er retoriken som regel noget mere åbenlyst nedladende.

³ Artiklen omhandler den jo ikke helt nye nyhed, at recovery er en del mere sandsynligt for kriseramte mennesker, der ikke tager neuroleptika.

⁴ Bemærk parallelen til hvad der beskrives som en "skizofren" mekanisme.

⁵ I Storbritannien findes der en kampagne, Campaign for the Abolition of the Schizophrenia Label (Kampagne for afskaffelsen af skizofreni-stemplet), CASL, initieret af en gruppe bl.a. fagfolk, der gerne vil have "skizofreni"-diagnosen erstattet med en anden diagnose. Ud fra den betragtning, at "skizofreni" er en meget stigmatiserende, og i øvrigt videnskabeligt ikke holdbar, diagnose. Meget rosværdigt, og jeg støtter helt klart kampagnen. Men uden en - radikal - ændring i samfundet, i vores kultur som helhed, ser jeg ikke, at et nyt navn vil ændre meget.

Merete Nordentoft, OPUS-projektet og The International Society for the Psychological Treatments of the Schizophrenias and other Psychoses, ISPS

Jeg må jo indrømme, at jeg blev en smule glad, da jeg så, at The International Society for the Psychological Treatments of the Schizophrenias and Other Psychoses, ISPS, også har en dansk afdeling. "De gemmer sig godt," skrev jeg til Daniel Mackler.

Men bortset altså fra, at man selv i en organisation, der prioriterer psykoterapi respektive -analyse meget højt som hjælpeforanstaltning ved ekstreme sindstilstande, har sine problemer med at se bort fra en patologisering af individet, troede jeg, naiv som jeg en gang imellem godt kan være, at der i Danmark måske virkeligt fandtes ikke bare nogle få enkelte hjælpere (der nok kan tælles på fingrene af én hånd...), men måske endda en hel organisation af hjælpere, der tog mennesker, der oplever ekstreme sindstilstande, seriøst, og der virkeligt satte sig ind for at tilbyde disse mennesker hjælp efter deres præmisser. Og patologiseringen, den kan vi jo i sidste ende takke Freud for, ligesom vi kan takke ham for psykoanalysen, så...

Men jeg må vist tro om.

Et øjeblik overvejede jeg, at linke til ISPS fra min sidebar, og ja, den US-amerikanske afdeling af organisationen har da nogle meget interessante artikler på hjemmesiden, og på startsiden kan man læse: "Vi støtter en human, vidtspændende og dybdegående behandling af psykotiske forstyrrelser." Meget tiltalende. Så, måske var der her et link til min samling af links til læsværdige danske hjemmesider?

Nu linker jeg ikke bare til noget, uden at først undersøge lidt nærmere, hvad det er, jeg anbefaler. - Hvilket ikke betyder, at jeg udelukkende går efter 100% overensstemmelse med mine synspunkter. Men der er altså grænser for galskaben, som man siger.

Det første navn, jeg faldt over, var, som tidligere bemærket Bent Rosenbaum. Det gav en mixed-emotions-resonans hos mig. Det næste navn gav ikke længere en mixed-emotions, men en rød-alarm-resonans: Merete Nordentoft.

Hvorfor rød alarm? Merete Nordentoft, et navn, vi jo nok er en del, der genkender fra medierne, er initiativtager til OPUS-projektet. Akronymet "OPUS" står for "tidlig opsporing og behandling af unge psykotiske", og det siger mig allerede en del. Alene ordvalget: de ("psykotiske") - og os.

Men lad os lige se på, hvad dette, angiveligt så revolutionerende, projekt går ud på. Ifølge den rapport, jeg linker til foroven, består behandlingen af fem forskellige tiltag: Individuelle samtaler, medikamentel behandling, psykoedukation, social færdighedstræning og familiearbejde.

'Ah,' tænker man så, 'individuelle samtaler. Det lyder jo lovende.' Men lad mig sige det med det samme, jeg må skuffe. Af en anden projektbeskrivelse, der imidlertid er forsvundet fra nettet, fremgik det, at de individuelle samtaler under den maksimalt toårige tilknytning til projektet, man kan have, er begrænsede til 12 - TOLV! - i visse tilfælde til allerhøjst 24 - FIRE OG TYVE! - samtaler med en terapeut, og at samtaleemnerne gerne skal aftales på forhånd. Ja, det er - desværre - ikke en joke. Men samtalerne i sig selv, de bliver altså til en joke under disse omstændigheder.

Mit eget forløb omfattede 45 samtaler, fordelt over en periode på tre og et halvt år. Et (absolut) minimum, når vi taler "psykoser". Og kun muligt, fordi jeg a) ikke længere var 20 år gammel, men godt og vel to gange 20 år, med den deraf følgende livserfaring og en vis baggrundsviden indenfor relevante fagområder (såsom filosofi, litteratur og, ja, psykologi/-analyse).

Fordi jeg b) var så motiveret, som man bare kan være - aldeles ikke til at lære at leve med en begrænsende, kronisk sygdom, men til at erkende, forstå og løse min eksistentielle problematik.

Fordi jeg c) skrev - stort set 24/7 ("Jeg plejer at sige, at en psykose ikke passer ind i en 50-minutters-session - fordi den foregår 24 timer." -Loren Mosher) og ikke til skrivebordsskuffen, men for min terapeut at læse. Dvs. jeg kunne til enhver tid have en godt nok imaginær men dog også ret så konkret samtale med min terapeut, på papiret. Også kl. 3 om natten, hvis det var det, der skulle til.

Fordi jeg d) ikke blev yderligere traumatiseret af et ophold på den lukkede respektive af det tillidsbrud, det havde været fra min terapeuts side, at arrangere et sådant ophold mod min udtalte vilje. Noget, der uvægerligt ikke bare havde kastet mig betydeligt tilbage med hensyn til recovery'en, men under alle omstændigheder en for alle gange havde ødelagt tillidsforholdet til min terapeut. Og til enhver anden professionel hjælper med. Mens jeg samtidigt var ret afklaret med, hvad jeg i givet fald ville foretage mig, skulle det vise sig, at man altså åbenbart ikke kan stole på menneskeheden overhovedet. "Suicide was my ticket out," siger Catherine Penney i Take These Broken Wings, adspurgt om, hvordan hun tror, det var gået, havde hun ikke mødt Daniel Dorman. Det var også min billet ud.

Fordi jeg e) ikke var medicineret på noget tidspunkt,

fordi der f) ikke blev aftalt noget som helst på forhånd - andet end tid og dato for den næste terapitime,

og sidst men bestemt ikke mindst fordi jeg g) ikke hoppede på den biologiske limpind, bortset fra i en, heldigvis meget kort, periode, hvor jeg, takket være den massive propaganda alle vegne, havde mine tvivl. I øvrigt den eneste periode nogensinde i mit liv, hvor jeg seriøst overvejede selvmord: man ændrer ikke uden videre på sine gener, og heller ikke på en kronisk ubalance i transmitterstofskiftet. Man kan alene passivt håbe på, at "medicinen" virker. Men man kan altid blive aktiv, og ændre på tillærd adfærd - og komme sig helt.

Hvorved vi er ved OPUS-projektet igen. Af rapporten fremgår det, at de individuelle samtaler, der nævnes her, er ugentlige samtaler med det, der hedder en kontaktperson. Begrebet "terapeut" er altså fra denne, åbenbart nyere, rapport helt forsvundet. Men hvad, det var jo alligevel bare en joke, ikk'?

Og her i rapporten hedder det så under "Individuelle samtaler" bl.a.:

"Samtalebehandlingen kan indeholde mange elementer: rådgivning, vejledning, kriseintervention, psykoedukation, tilbagefaldsforebyggelse, psykologisk støtte til indsigt og egentlig kognitiv terapi [Ah, da er de måske alligevel, de 12, maks 24 psykologtimer??? Jamen, fabelagtigt!].

Generelt kan samtalerne skematiseres efter den fase, patienten befinder sig i, således:
Akut fase:
Der skabes kontakt og etableres en behandlingsalliance. Samtalerne har overvejende støttende og psykoedukativ karakter, (...)
Stabiliseringsfase:
Patienten støttes i at fortsætte med at følge behandlingen, selv om han har fået det bedre. Der ydes psykologisk støtte til indsigt og accept, (...)
Vedligeholdelsesfase:
Der ydes støtte til at fortsætte behandlingen. (...)"

Under "Medikamentel behandling" kan man så læse nøjagtigt hvad der så målrettet og ihærdigt skal støttes:

"Hos størsteparten af patienterne har der været indikation for antipsykotisk medikamentel behandling."

Og rigtigt hyggeligt bliver det lidt længere nede, hvor der konstateres, at mange kriseramte mennesker har "depressive" perioder - meget besynderligt, at de bliver så kede af at få indbildt, de har en kronisk biologisk hjernesygdom - der jo så selvfølgeligt gerne behandles med antidepressiva, SSRIs, ifølge rapporten. Siden "depressionen" jo må anses at være del af den biologiske sygdom, og bestemt ikke resultat af både nedværdigende og desillusionerende budskaber fra hjælpernes side, der efterlader det kriseramte menneske fuldstændigt magtes- og hjælpeløst, nej nej! Og så har de jo vist sig, at være så effektive, SSRIs'ene, ja! Og, nej nej, det er heller ikke den såkaldt "antipsykotiske medicin", der kan have nedtrykthed som bivirkning!

Ja, og siden både "psykotiske og depressive tilstande kan være forbundet med megen angst" - nej nej, det er i hvert fald ikke en bivirkning af de anbefalede SSRIs! - så rører vi da også lige nogle benzoer ind i cocktailen, der ved konstateret misbrug (og et sådant må vi ved daglig indtagelse af tre forskellige typer psykoaktive stoffer på ubegrænset tid - det er kronisk, remember?! - vist under alle omstændigheder tale om) yderligere kan krydres med lidt metadon eller lignende. Velbekomme!

Hvis man så er heldig, så ender man som Gianna, der efter knap 20 år i et medicinsk tågedis gennemskuede charaden, og nu i sit femte år, fysisk svært skadet af "medicinen", kæmper for at komme ud af det lægeordinerede misbrugshelvede. Hvis man er knapt så heldig, så ender man som mere eller mindre total grøntsag på et bosted - eller som Luise.

Og hvis man nu skulle være indehaver af en sund portion skepsis, så har OPUS også en løsning på det problem:

"Det forekommer hyppigt, at patienter ikke ønsker at tage medicin, specielt den antipsykotiske medicin. (...) I OPUS har filosofien været, at når patienten ikke ville have den medicin, der fandtes nødvendig for ham, havde patienten sine grunde til det, og det var personalets opgave at undersøge baggrunden, undervise om, hvad medicinen kunne bruges til og hvilke bivirkninger der kunne forventes, og forsøge stadig at motivere for at modtage den relevante behandling. Erfaringen har været, at de fleste patienter alligevel efter nogen tid har accepteret behandlingen." Ja, og så ender man alligevel som Gianna, eller Luise. Når man, i sin i forvejen ret så sårbare sindstilstand, ikke orker psykoterroren (at blive "motiveret") længere. Sund skepsis eller ej.

Bemærk, at "behandling" her fuldstændigt sidestilles med "medicin". Anden behandling skal man altså heller ikke i OPUS-projektet regne med at kunne få, og de ugentlige samtaler er mindre ment som "behandling" i en virkeligt terapeutisk betydning, end i en indoktrinerende betydning. Hvilket sådan set er det modsatte af terapeutisk.

Endeligt afgået ved døden som et "mesterværk" er OPUS for mig med følgende citat, hvilket man betegnende nok, kan finde under "Familiearbejde", der ifølge rapporten omfatter "individuelle møder ved behandlingsstart" med de pårørende, "uden patienten, men med patientens accept" - Hvad prøver man her at redde? "Intet om os uden os"-konceptet? Jeg er ked af det, det er en ommer! Se dertil foroven, psykoterror af mennesker i meget sårbare sindstilstande - :

"- psykoedukation med vægt på en biologisk årsagsmodel (skyldreducerende)"

Hvad var det lige, Loren Mosher sagde? "Biologisk forårsagede hjernesygdomme er sikkert belejligt for familier som læger ligeledes. Det er en ingen-skyld-forsikring mod personligt ansvar. Og: "Biologiske forskelle 'gør dem grundlæggende anderledes end os,' siger han. 'De er på en måde lidt en anden race end os.' Mosher tænker, at det hele er 'en måde at forsigtigt sige, ' Disse mennesker er virkeligt anderledes. Og derfor har vi ret til at gøre med dem hvad fanden vi ønsker.' ' "

Eller, sagt på en anden måde: Om det så koster "de skizofrene" livet - "medicin"betinget, eller fordi det, ganske logisk og ikke spor sygt, som jeg vil mene, er billetten ud af en tilværelse med kronisk hjernesygdom - hovedsagen er, at læger og pårørende kan vaske deres hænder.

Meget mere passende, end man umiddelbart skulle tro, at Merete Nordentoft fik tildelt Den Gyldne Skalpel for OPUS-projektet. Det minder mig om en vis Nobelpristager...

Og dermed, med denne ret så uforbeholdent tilkendegivne ringeagtning af mennesker i krise, er den danske afdeling af ISPS, som Merete Nordentoft som nævnt, er medlem af, og ved hvis internationale symposium i København i juni 2009 hun deltager i det lokale videnskabelige komité, også afgået ved døden i sin form som en glædelig overraskelse og et potentielt link i min sidebar.
_______________

Hvad anden end den "indsigts-" og "compliance-"fremmende "støtte", OPUS tilbyder, angår: Jeg havde en bekendt, der blev tilknyttet OPUS. "Et sted at bo? Det kan vi desværre ikke hjælpe med. Et job? Det kan vi desværre ikke hjælpe med." Men pillerne fik han med hjem. Uden omsvøb. Og helt gratis. Han behøvede ikke engang at spørge efter dem.

Det må virkeligt kaldes for eksemplarisk støtte af mennesker i krise.

Og nej, jeg tog fejl. De gemmer sig slet ikke. De er der, synligt for alle, midt i biobiobiopsykiatrien stortrives de biobiobiopsykiatrisk. ISPS' medlemmer. Når "psykologiske behandlinger" skal fremmes, menes der således åbenbart ikke så meget andet, end at "the slightly more sophisticated" version af den kulsort-pædagogiske psykoedukation skal finde mere udbredelse. Trist men sandt. Men i sidste ende jo ikke så overraskende igen, i dette jantelovens land.

I øvrigt er også Lene Falgaard Eplov, der mener, recovery ikke kan være andet, end at lære at leve med en kronisk sygdom, og biopsykolog Torben Schjødt medlemmer af ISPS' danske afdeling. Uhm, jah. R.I.P., ISPS Danmark.
_______________

P.S.: Bemærk, hvis du læser rapporten om OPUS-projektet, at der på intet tidspunkt er tale om at behandlingen bare så meget som eventuelt kan omfatte traumerelateret terapi. At emotionel lidelse kan være resultat af traumatiserende oplevelser, udelukkes dermed på forhånd. Apropos at overgribere til enhver tid vil gøre alt i deres magt stående, for at forhindre offeret - og omgivelserne - i at gennemskue misbruget/mishandlingen.
_______________

P.P.S.: Merete Nordentofts navn kan man for resten også finde på denne liste over læger med en så intens tilknytning til farmaindustrien - i Merete Nordentofts tilfælde til bare alt for velkendte Eli Lilly, producent af Zyprexa - at de så sig nødsaget til at søge om tilladelse for deres lille bierhverv. Som salgsrepræsentant for firmaet.

Lidt lørdag-morgen-morskab

Jeg er ellers ikke den, der jævnligt sidder og studerer sin blogtrafik indgående. Men her til morgen gjorde jeg det altså. Og det gav faktisk anledning til megen morskab. F.eks. når folk via en google search med søgeordene "psykisk syg - hjælp - pårørende" havner ved mit Özlem-Cekic-indlæg... Oops!... Men virkeligt flad af grin var jeg over en stakkels dansker, der også via en google search, var havnet på min engelske blog - for så at smide et indlæg, jeg i sin tid havde oversat efter et dansk indlæg her, i google-translate... Måske skulle jeg tilføje et link til eventuelle tilsvarende indlæg på henholdsvis dansk og engelsk til hvert oversatte indlæg? "Marian-translate"??

Özlem Cekic - Mere om de "kære" pårørende

Der er en grund til, at jeg nævner Özlem Cekic ved navn i mit seneste indlæg. Grunden er den, at jeg har overværet Özlem fortælle om hvor hårdt det er - for hende og andre - at være pårørende til en "psykisk syg". Ved "Bedre vilkår"-forhøringen i marts i år. Jeg har hørt hende fortælle om hendes hårde skæbne og alle hendes gode intentioner som politiker - til at forbedre skæbnen, skabe "bedre vilkår", mens hun var på kanten til at græde krokodilletårer.

Men på trods af en Oscar-værdig præstation fra Özlems side, skal man ikke gå galt i byen: det er ikke så meget "de psykisk syges" vilkår, Özlem vil gøre alt for at forbedre. Det er de pårørendes. Syn for sagen kan man få på Özlems hjemmeside, bl.a. her.

Det Özlem stejler over, er at pårørende bliver holdt ansvarlige, når deres familiemedlem bryder sammen, efter at have været familiens sorte får i årevis, efter at være blevet misbrugt af resten af familien i årevis.

"Den slags bemærkninger ville man aldrig høre, hvis man var pårørende til en kræftpatient eller en nyrepatient eller en patient med enhver anden sygdom, der rammer kroppen og ikke sjælen !" udråber Özlem fornærmet i klummen, med henblik på udtalelser, der drister sig at antyde et gran af sandhed, og gøre de pårørende - mindst - medansvarlige. Udtalelser, man af og til kan være heldig at fornemme, i et ellers mere og mere øredøvende brægen om genetisk betingede, biologiske hjernesygdomme.

Nej, det ville man ikke. Og det er også for dårligt, siden fysiske sygdomme som kræft f.eks. er menneskekroppens reaktioner på miljøgifte. Miljøgifte, som politikerne tillader der tilsættes f.eks. madvarer i form af konserveringsmidler og kunstige søde-, farve- og aromastoffer. Mens "psykisk sygdom" er sjælens reaktion på miljøgifte. I form af misbrug, seksuel og/eller emotionel misbrug, og/eller dysfunktionelle kommunikationsmønstre, der er meget velegnede til at udløse reaktioner, der af "eksperterne" så kan stemples som "skizofreni" f.eks. Men også i form af en fremmedgørende, umenneskelig verden, der får flere og flere mennesker til at reagere på en måde, der så af "eksperterne" kan stemples som "ADHD" eller "depression" f.eks. Og, vupti, så er der ikke længere nogen, der er ansvarlig. Bortset fra det "syge" individs gener.

Selv mener jeg, at man som pårørende, og her især som forældre, er fuldt ansvarlig for det, når man udsætter sine børn for miljøgifte, om det er i form af junk-food med et utal af kunstige tilsætningsstoffer, eller om det er i form af de egne projektioner, den egne narcissisme, der kræver et udpeget sort får, som man i den egne selvgladheds navn kan nedgøre og distancere sig fra, igen og igen.

Nu er Özlem ikke bare pårørende, men har derudover også en karriere indenfor faget. Ja, altså på den "rigtige" side af faget, selvsagt! Så hun ved i hvert fald, hvad hun taler om, når hun taler om "psykisk sygdom", og om de "psykisk syge".

Men uden den holdning, Özlem tilkendegiver på sin hjemmeside, ville hun heller næppe være nået så langt som til at blive SF's psykiatriordfører. Hvad der sker karrieremæssigt med mennesker, der har selvindsigt, og storhed nok, til at stå frem og fortælle sandheden, i stedet for at have selvmedlidenhed nok, til at stå frem og fortælle "hvor ondt det gør" på dem selv som pårørende (og måske også som en stakkels, stakkels ansat i psykiatrien, der er nødt til at udøve tvang??), er og bliver Loren Mosher jo et fremragende, om end langt fra det eneste, eksempel på.

Selv synes jeg ikke, det er specielt pinligt, at de pårørende bliver ansvarliggjort. Jeg synes derimod, det er mere end pinligt, at de pårørende, her i Özlem Cekic's person, synes det er pinligt i stedet for nødvendigt at tage ansvar for deres misbrug af familiemedlemmer. Og jeg mener heller ikke, det er nødvendigt med yderligere ståen frem og afgiven af ingen-skyld-erklæringer fra de pårørendes side. Derimod er det vist mere end nødvendigt med et ståen frem og fortællen fra kriseramte menneskers egen side. Fra de kriseramte menneskers side, for hvem det lykkedes at undgå at blive "kolonialiseret", indoktrineret, hjernevasket af psykiatrien, politikerne, de "kære" krokodilletåregrædende pårørende, og offentligheden som helhed.

Hermed et ståen frem fra et ikke-kolonialiseret, forhenværende sort får. Jeg håber ikke, det gjorde for ondt, Özlem! Og ellers kan du jo græde et par krokodilletårer, ikke?

Projektioner III

Nogle tanker om det at tage ansvar, Abraham Maslow og selvforvirkligelse, ordene og Ordet, og om ønsket om at blive pakket i vat. Med tak til Astrid for inspiration.

Er et ønske om at blive respekteret som den man er, et ønske om at få den plads, man har brug for som et levende væsen for at kunne være til, detsamme som et ønske om at blive "pakket i vat", som Astrid mener?

Lige så mange pårørende som jeg ser, der desperat klamrer sig til det halmstrå, psykiatrien, samfundet holder op foran os i form af genetisk betingede, biologiske hjernesygdomme, som ingen har et ansvar for, lige så mange brugere ser jeg, der gør detsamme.

At kunne gribe efter og holde fast i halmstrået, forudsætter imidlertid at man er villig til at fornægte sig selv, at man er villig til at give afkald på den frihed og de muligheder til udvikling og forandring, der ligger i det, at tage ansvar for sig selv. Specielt tydeligt bliver det, når det drejer sig om "psykotiske" kriser, der som bekendt ofte går hånd i hånd med hvad psykiatrien kalder for "manglende sygdomsindsigt". Jo mere man overvældes af sit ubevidstes "vågn op!"-råb, jo mindre vil man selv være villig til at betragte "vågn op!"-råbet som en sygdom, der skal bekæmpes. Selv om man i "psykosen" ikke er bevidst om "vågn op!"-råbets helbredende, udviklende og forandrende potentiale på et rationelt tænkende niveau, men "kun" på et emotionelt, spirituelt og intuitivt niveau. Vores "rationelle" tanker er konditioneret, farvet af det samfund og den kultur, vi er opvokset i og lever i. Vores intuition er oprindelig og oprigtig. Et udtryk af hvem og hvad vi er, hver især og som mennesker i al almindelighed. Vores tanker er udtryk af tillærte samfunds- og kulturnormer. De er udtryk af, hvem og hvad vi ifølge disse normer burde/skulle være. Ikke af hvem og hvad vi er. Ser man på udsagnet isoleret, kunne "I begyndelsen var Ordet" også oversættes til: "I begyndelsen var den rationelle tanke". I begyndelsen af kulturen, af det, der adskiller mennesket fra alle andre livsformer. Liv behøves ikke den rationelle tanke, ordet, for at kunne komme til udtryk. Men liv uden intuition er ikke liv. Hvad den rationelle tanke er for egoet, er intuitionen for livet.

I en kultur, i hvilken den rationelle tanke (videnskaben, egoet) modarbejder intuitionen (naturen, væren), er krisen resultat af en kulturelt skabt ubalance mellem den rationelle tanke og intuitionen til fordel for den rationelle tanke. Den er et forsøg på genoprettelse af balancen. Og derudover et forsøg på at etablere et samarbejde mellem den rationelle tanke og intuitionen, hvor den rationelle tanke bliver til et udtryksmiddel for intuitionen, snarere end til et våben i kampen mod intuitionen. Og så bliver "I begyndelsen var Ordet" til "I begyndelsen var bevidstheden", den altrummende, transcendente bevidsthed. Integration i stedet for adskillelse. Enhed med i stedet for kamp mod. Yin og Yang. Gud. "I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud", hedder det i Johannesevangeliet. Og det er netop fordi det ikke står for den rationelle tanke, at "Ordet" staves med stort "O" i denne sammenhæng.

Splittelsen ("schizein", græsk: at splitte) er afsplittelsen og den fornægtende bekæmpelse af intuitionen til fordel for den rationelle tanke, for egoet. Krisen er et ubevidst forsøg på ophævelse af denne splittelse. "Jeg har aldrig følt mig splittet under mine akutte sygdomsperioder, men altid kun grebet af en overvældende, eventyrlig-apokalyptisk meningssammenhæng, som var meget svært at gennemleve, hvorfor de fjernede mig fra hverdagslivet. Mine medmennesker, der bare så disse episoder og mine forsøg på udredning af de krav, der blev stillet til mig, udefra, måtte selvfølgeligt se mine reaktioner som mærkelige eller sindssyge... Min livs- og verdensforståelse svarede snarere til den af et menneske, der pludseligt forstår, at der findes dybere- og højereliggende etager under og over sit eget tilholdssted, og for hvem disse etager, der hører til det store menneskehus, pludseligt bliver oplyste. Således vandt det levede livs naive realitet pludseligt en ny betydning, i hvilken mytisk fortid væltede op og religiøse, apokalyptiske visioner væltede ned over mig. Men denne erfaring modsiger grundfølelsen af splittethed. Snarere formidler den erfaringen af en større enhed", citerer Dorothea Buck i Auf der Spur des Morgensterns fra et brev af en veninde. Hun fortsætter: "Mange skizofrene oplever åbenbart disse, under normale omstændigheder ikke mærkede meningssammenhænge. De kan forføre til meningsløs selvovervurdering ["storhedsvanvid"], og den af angst overvældede vil opleve dem som forfølgelsesidéer ["paranoia"]. For den indeni isolerede [ensomme] kan erfaringen af en tættere forbindelse med det hele være til stor hjælp. Kun på baggrund af denne, normaltilstanden overstigende meningserfaring kan de for den skizofrene som typisk betegnede "relations- og betydningsidéer", hans/hendes symbolsprog og symbolhandlinger, forstås. En psykiater opfatter dem som meningsløse, fordi han/hun ser dem som isolerede symptomer og fordi han/hun ikke kender til meningssammenhænget."

Psykiatrien som den institution i vores af troen på videnskaben og den rationelle tanke dominerede samfund, der har som opgave at sikre den rationelle tankes dominans, kender ikke til andet end til den isolerede og isolerende, rationelle tanke. Og må således nødvendigvis misse pointen, når det kommer til kriser, hvis mening kun kan an-/erkendes i det omfang som også den menneskelige natur bliver an-/erkendt.

I citatet ovenfor nævner Dorothea Buck angst. Jo mere identificeret med den rationelle tanke, med sit ego, et menneske er, jo mere angst- og dermed lidelsespræget vil en krisesituation være for dette menneske. Dorothea Buck fortæller, at hendes egne kriser stort set var angstfrie. Hun havde et solidt identifikationsfundament af religion i en spirituel forstand som hun kunne gennemleve sine kriser ud fra. For mig, der var meget identificeret med min evne til rationel, analytisk tænkning, var kriserne meget angstprægede. Mens det, at jeg valgte at gå igennem kriserne med åbne øjne, i stedet for at lade mig bedøve af neuroleptika, skyldes min teoretiske viden om at mennesket er mere og andet end rationel, analytisk tænkning. "...jeg ville ikke have kunnet holde mig selv ud mere... fordi det ikke havde været 'mig selv' mere." Nej. Jeg havde været en ansamling af bedøvede symptomer, en bedøvet intuition, og derudover af vor kulturs menneskets natur, intuitionen, livet, fornægtende og fordømmende ("sindssyg", "skizofren"), rationelle tanker. Jeg havde ikke engang været en "grøntsag". Fordi selv grøntsager er en livsform, har en intuition og udvikler sig, vokser. Jeg kunne "forsvare" min intuition med teoretisk viden, med min egen rationelle tænkning. Rationel tænkning som et udtryksmiddel for intuitionen. Mens den kulturelle konditionering - eller indoktrination - om meningsløse, biologiske hjernesygdomme, om egoets og videnskabens almagt, om ordenes, den rationelle tankes, afgrænsende betydning gjorde min oplevelse af egodød, af enhed med alt og af Ordets universelle betydning angst- og lidelsesfuld. Hvis jeg oplevede en splittelse, så var det her, at jeg oplevede den. Ikke indeni mig selv, men mellem mig selv og dette kulturkonditionerede konstrukt, der er mit ego.

Det havde været nemt, at undgå angsten og lidelsen. Jeg havde kunnet frasige mig ethvert ansvar, både for mig selv og mine medmennesker, og havde kunnet give en mystisk hjernesygdom ansvaret for, at jeg ikke kunne tage ansvar. Et kulturelt, videnskabeligt-rationelt konstrukt, der lå udenfor mig selv, mit ansvarsområde: "skizofreni". Jeg havde nemt kunnet projicere min angst og min lidelse i dette konstrukt, der intet havde haft at gøre med mit væren som menneske. Som jeg som den jeg er ikke havde haft nogen som helst indflydelse på. Jeg havde kunnet lade "eksperterne", myndighederne og kemien overtage styringen af og ansvaret for mit "liv". Og så havde jeg kunnet eksistere i dette af vores kultur skabte meningsvakuum til mine dages ende. Uansvarligt, uforanderligt. Pakket i vat. Jeg kan godt forstå, at mange vælger denne "løsning". Især når de i tilstrækkeligt lang tid og med tilstrækkelig intensitet er blevet plaget konstant, uden ende, af samfundets kun velmenende "almægtige moralapostler" til at fornægte sig selv og overgive sig til meningsvakuumet.

Det havde været nemt, men for mig var det en umulighed. Ifølge den amerikanske psykolog og grundlægger af den humanistiske psykologi* Abraham Maslow er "self-actualization", selvforvirkligelse, et menneskeligt behov. I hans "Hierarchy of needs", behovspyramiden, ligger selvforvirkligelse på toppen. Det er det menneskelige livs ultimative mål, kunne man sige. "Enlightenment" med et spirituelt, "Satori" med et Zenbuddhistisk begreb. Mens opfyldelsen af alle andre behov danner grundlag for, at dette sidste behov kan blive opfyldt.

For kriseramte menneskers vedkommende kan det siges, at et eller flere af de fire selvforvirkligelsen forudgående behov ikke er opfyldt. Udviklingen er gået i stå. Krisen er et forsøg på, at bevidstgøre denne mangel og indhente det forsømte, på små 5 - 6 uger, med selvforvirkligelsen som muligt resultat. Ikke uden grund føler mange kriseramte mennesker sig ikke "voksne", "modne", mens de samtidigt kan opleve sig som alvidende og almægtig. Fra det ene ekstrem til det andre på 0,5 i en nærmest eksplosionsagtig udvikling, der gør det svært, om ikke umuligt, for den rationelle tanke at følge med ("tankeforstyrrelser"). Min egen selvopfattelse var symboliseret af et sandkorn i en østersskal i den ene ende, og millioner af lysår i den anden. Lys - bevidsthed - Gud. Spurgt efter min alder, havde jeg svært ved at svare. Jeg havde ingen og al alder på samme tid. Tid som en måleenhed eksisterede kun i en kulturel sammenhæng, og var dermed for mig, der stod udenfor denne kulturs begrænsninger, ubetydeligt. Detsamme gjalt ordene. Skrevne ord blev til virkårligt tegnede mønstre, udtalte ord til virkårligt komponerede lydbilleder. Ordenes betydning blev dobbelt, tredobbelt og vilkårligt udskifteligt. Samtidigt med, at jeg ledte efter Ordet. Trylleordet, der betød alt og intet på samme tid.

"I takt med at ordene mister deres (af kulturen tildelte) mening, (...) eller om det er pga. en psykologisk usikkerhed i det at være i verdenen, der forårsager at symboler ikke længere automatisk tages for tingen, der forårsager en adskillelse af symbolet (signifikanten, ordet) fra det symboliserede (det signifierede, tingen), rettes al opmærksomhed mod tingen, mens symbolet efterlades mere eller mindre tømt for enhver symbolsk indhold, og bliver til et vilkårligt lydmønster, fri til at blive fyldt med og anvendt til at betegne rent individuel mening, fri til at blive transformeret fra at være en almenforståelig kode til at være en mere eller mindre privat, individuel kode, grænsende til at blive en ting i sig selv.

Evnen til at bruge sprog er en naturlig evne, men sprogene i sig selv er ikke et naturligt fænomen. De er et kulturelt fænomen. Var det et naturligt fænomen, ville forskellig kodning [forskellige sprog] ikke være muligt. Lige så lidt som et 'poetisk sprog' eller 'psykotisk tale', med begge værende en leg med ord, en kode, hvert på sit niveau, ville eksistere", skrev jeg for noget tid siden i et indlæg på min engelske blog.

Erkendelsen af at ord altid kun kan være "pointers", ikke tingen i sig selv, og af at deres betydning er kulturelt og ikke naturligt betinget, er forudsætning for, at man kan forstå, hvad der sker i "psykosen" mht. tanker og deres manifestation i ordene, i sproget.

Mig selv trak denne erkendelse skiftesvis i to retninger: ind i tavsheden, som den logiske konsekvens af erkendelsen af ordenes utilstrækkelighed mht. Tingen, og i sidste konsekvens mht. det Reelle, og ind i et utrætteligt søgen efter Ordet. Jeg skrev og skrev og skrev. Jeg ledte efter Ordet i forskellige sprog, i forskellige ordkombinationer, i ordspil og i leg med ord.

"Måske har vi alle sådan et poesisprog i en eller anden form som vi kan bruge til at lege med. Finde os selv med. Nå andre med.

 Hvis vi altså kan høre det midt i alle konventionerne?" skriver Janne i et af sine blogindlæg (min kursivering).

"...og Ordet var Gud." Den rene bevidsthed, vores sande selv, vores væren.

Mht. ønsket om at blive pakket i vat, så mener jeg at det er dem, der "vælger" en neuroleptika- (eller for den sags skyld generelt psykofarmaka-, stof-) omtåget ubevidsthed i mere eller mindre total ansvarsfrasagt afhængighed af andre, der ønsker at blive pakket i vat. Ikke dem, der tager udfordringen op, konfronterer sig med deres egen lidelse, og begiver sig ud på opdagelsesrejsen ind i deres eget værens afgrunde. "Vælger" i anførelsestegn, fordi der ofte ikke er tale om et frit valg, men om en beslutning, andre har truffet på forhånd for én, om tvang. Andre, der selv har valgt udfordringen fra. Til fordel for den skinbarlige sikkerhed, vattet byder på. Andre, der har valgt, at pakke sig selv i vat, mens de, om end kun ubevidst så dog, er udmærket klar over at vattet kvæler livet, og derfor ikke kan tåle synet af et menneske, der vælger at tage udfordringen "liv" op.

Jeg er selv nået til et punkt, hvor jeg som oftest bevidst kan se diskrimineringen i øjnene, sige "Is that so?", og gå min vej, uden at måtte tage itu med alt for voldsomme reaktioner. Fordi jeg har taget ansvar for mine reaktioner, dem allesammen, inklusive dem, psykiatrien ville have kaldt for "symptomer", og som jeg derfor nemt kunne have frasagt mig ethvert ansvar for. Andre, der først lige er startet på deres rejse, har ikke densamme afklarethed omkring hverken deres egne reaktioner eller diskrimineringens årsager og mål endnu, og derfor må man som den diskriminerende regne med, at reaktionen kan blive voldsom. Vold avler som bekendt vold. Og ord som "sindssyg" er udtryk for vold. Ligeom det svarer til voldtægt, at betegne et andet menneskes realitet for "ikke virkelig". Det er en voldsom krænkelse af dette menneskes ret til at definere sin egen virkelighed og væren i denne virkelighed.

Man kan ikke forvente af et menneske, der aldrig har fået lov til at tage ansvar for sig selv, der aldrig har fået en chance, at lære hvordan man gør, at dette menneske pludseligt, og bare fordi det lige passer ind i en andens kram, tager ansvar. Som både Heidi er inde på ovre på sin blog, og jeg i min kommentar, så er det noget, der tager tid og ofte kræver støtte og også et vist "hensyntagen" - hvis man kan betegne det, at respektere et andet menneske uanset hvor dette menneske befinder sig i sin udvikling for "hensyntagen" - fra omgivelsernes side at få lært. Og som Amanda med sit indlæg "People can be a bit like water" understreger, kan det ikke nytte noget, at kræve, at et menneske tager ansvar for sig selv, når det passer én, og kræve i næste øjeblik, at dette menneske overlader ansvaret for sig selv til andre igen, fordi det passer de andre. Enten tager man ansvar, og så tager man ansvar for hele sig selv, eller også gør man ikke. Og på samme måde gælder at man enten giver et menneske plads og lov til at tage ansvar, for hele sig selv, eller ikke gør det. I sidste tilfælde skal man så bare ikke regne med, at dette menneske overhovedet nogensinde er i stand til at tage det mindste ansvar for sig selv.

At tage ansvar for sig selv er en menneskeret og i sidste ende også et livsprojekt. Ligesom det er et livsprojekt at respektere sig selv nok til at man kan respektere andre tilstrækkeligt til at kunne give dem plads og lov til at tage ansvar for sig selv og være sig selv. At fordømme et andet menneske som værende "sindssyg" og dette menneskes realitet som "ikke virkelig", som ikke bare Astrid gør, men med hende størsteparten af samfundet og den samlede biopsykiatri, krænker dette menneskes ret til at tage ansvar, og forhindrer livsprojektet i at blive gennemført. Det forhindrer selverkendelse, selvbevidsthed og selvværd i at kunne blive til. Det forhindrer forandring og udvikling. Det forhindrer de fire øverste behov, og i visse ekstreme tilfælde alle fem behov, i Maslow's pyramide i at kunne blive opfyldt. Det forhindrer muligt liv i at blive til. Detsamme gør et valg, der fravælger det at tage ansvar for sig selv, og uddelegerer det til andre, til "eksperter", myndigheder og Zoloft, Risperdal eller Ritalin - eller for den sags skyld til alkohol og fritidsstoffer i al almindelighed. Og detsamme gør også et valg, der måske godt nok vælger det etablerede behandlingsapparat og kemien fra, og alternative tilgange til, men samtidigt stadigt ikke tager ansvar for sig selv, og overlader det til terapeuten, healeren, akupunktøren etc., med en forventning om, at recovery'en, selverkendelsen, enlightenment'en serveres på et sølvfad for én.
_______________

Universel erklæring af mentale rettigheder og friheder

Alle mennesker er skabt forskellige. Ethvert menneske har retten til at være mentalt frit og uafhængigt.

Ethvert menneske har retten til at føle, se, høre, fornemme, forestille sig, tro eller opleve hvad som helst, på en hvilken som helst måde, til en hvilken som helst tid.

Ethvert menneske har retten til at opføre sig på en hvilken som helst måde, som ikke skader andre eller bryder retfærdige love.

Intet menneske skal uden samtykke blive underkastet indespærring, fiksering, straf, eller psykologisk eller medicinsk indgriben i et forsøg på at kontrollere, undertrykke eller forandre individuets tanker, følelser eller oplevelser.
fra: Adbusters.org
_______________

*Til forskel fra de fleste andre retninger indenfor psykologien, og til stor forskel fra psykiatrien, søger den humanistiske psykologi at fokussere på og definere det sunde i et menneskes væren, ikke det "patologiske", "syge". Hvorfor den humanistiske psykologi ikke på samme måde stirrer sig blind på "symptomer" som andre retninger indenfor psykologien og psykiatrien, men ser menneskets væren som i bund og grund sund og rask. En lignende tilgang havde Edward Podvoll, grundlæggeren af Windhorse, hvis tilgang baserer på at fokussere på det, han kalder for "islands of clarity" (øer af klarhed), i stedet for på "sygdomssymptomer". Og også Loren Mosher's udgangspunkt i at recovery fra "psykoser" ikke bare er mulig, men til at forvente fokusserer mere på det sunde end det "syge". Tilgangen er i mine øjne afgørende for, om man ser mennesket, eller om man ser en "patient", en "sygdom". Og den kan være afgørende for resultatet af terapien: "Du starter dér [med fokus på det sunde], og du har et kæmpe forspring."