"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

Viser opslag sorteret efter relevans for forespørgsel pårørende. Sortér efter dato Vis alle opslag
Viser opslag sorteret efter relevans for forespørgsel pårørende. Sortér efter dato Vis alle opslag

tirsdag den 4. november 2008

Özlem Cekic - Mere om de "kære" pårørende

Der er en grund til, at jeg nævner Özlem Cekic ved navn i mit seneste indlæg. Grunden er den, at jeg har overværet Özlem fortælle om hvor hårdt det er - for hende og andre - at være pårørende til en "psykisk syg". Ved "Bedre vilkår"-forhøringen i marts i år. Jeg har hørt hende fortælle om hendes hårde skæbne og alle hendes gode intentioner som politiker - til at forbedre skæbnen, skabe "bedre vilkår", mens hun var på kanten til at græde krokodilletårer.

Men på trods af en Oscar-værdig præstation fra Özlems side, skal man ikke gå galt i byen: det er ikke så meget "de psykisk syges" vilkår, Özlem vil gøre alt for at forbedre. Det er de pårørendes. Syn for sagen kan man få på Özlems hjemmeside, bl.a. her.

Det Özlem stejler over, er at pårørende bliver holdt ansvarlige, når deres familiemedlem bryder sammen, efter at have været familiens sorte får i årevis, efter at være blevet misbrugt af resten af familien i årevis.

"Den slags bemærkninger ville man aldrig høre, hvis man var pårørende til en kræftpatient eller en nyrepatient eller en patient med enhver anden sygdom, der rammer kroppen og ikke sjælen !" udråber Özlem fornærmet i klummen, med henblik på udtalelser, der drister sig at antyde et gran af sandhed, og gøre de pårørende - mindst - medansvarlige. Udtalelser, man af og til kan være heldig at fornemme, i et ellers mere og mere øredøvende brægen om genetisk betingede, biologiske hjernesygdomme.

Nej, det ville man ikke. Og det er også for dårligt, siden fysiske sygdomme som kræft f.eks. er menneskekroppens reaktioner på miljøgifte. Miljøgifte, som politikerne tillader der tilsættes f.eks. madvarer i form af konserveringsmidler og kunstige søde-, farve- og aromastoffer. Mens "psykisk sygdom" er sjælens reaktion på miljøgifte. I form af misbrug, seksuel og/eller emotionel misbrug, og/eller dysfunktionelle kommunikationsmønstre, der er meget velegnede til at udløse reaktioner, der af "eksperterne" så kan stemples som "skizofreni" f.eks. Men også i form af en fremmedgørende, umenneskelig verden, der får flere og flere mennesker til at reagere på en måde, der så af "eksperterne" kan stemples som "ADHD" eller "depression" f.eks. Og, vupti, så er der ikke længere nogen, der er ansvarlig. Bortset fra det "syge" individs gener.

Selv mener jeg, at man som pårørende, og her især som forældre, er fuldt ansvarlig for det, når man udsætter sine børn for miljøgifte, om det er i form af junk-food med et utal af kunstige tilsætningsstoffer, eller om det er i form af de egne projektioner, den egne narcissisme, der kræver et udpeget sort får, som man i den egne selvgladheds navn kan nedgøre og distancere sig fra, igen og igen.

Nu er Özlem ikke bare pårørende, men har derudover også en karriere indenfor faget. Ja, altså på den "rigtige" side af faget, selvsagt! Så hun ved i hvert fald, hvad hun taler om, når hun taler om "psykisk sygdom", og om de "psykisk syge".

Men uden den holdning, Özlem tilkendegiver på sin hjemmeside, ville hun heller næppe være nået så langt som til at blive SF's psykiatriordfører. Hvad der sker karrieremæssigt med mennesker, der har selvindsigt, og storhed nok, til at stå frem og fortælle sandheden, i stedet for at have selvmedlidenhed nok, til at stå frem og fortælle "hvor ondt det gør" på dem selv som pårørende (og måske også som en stakkels, stakkels ansat i psykiatrien, der er nødt til at udøve tvang??), er og bliver Loren Mosher jo et fremragende, om end langt fra det eneste, eksempel på.

Selv synes jeg ikke, det er specielt pinligt, at de pårørende bliver ansvarliggjort. Jeg synes derimod, det er mere end pinligt, at de pårørende, her i Özlem Cekic's person, synes det er pinligt i stedet for nødvendigt at tage ansvar for deres misbrug af familiemedlemmer. Og jeg mener heller ikke, det er nødvendigt med yderligere ståen frem og afgiven af ingen-skyld-erklæringer fra de pårørendes side. Derimod er det vist mere end nødvendigt med et ståen frem og fortællen fra kriseramte menneskers egen side. Fra de kriseramte menneskers side, for hvem det lykkedes at undgå at blive "kolonialiseret", indoktrineret, hjernevasket af psykiatrien, politikerne, de "kære" krokodilletåregrædende pårørende, og offentligheden som helhed.

Hermed et ståen frem fra et ikke-kolonialiseret, forhenværende sort får. Jeg håber ikke, det gjorde for ondt, Özlem! Og ellers kan du jo græde et par krokodilletårer, ikke?

lørdag den 25. oktober 2008

De pårørende som allierede i psykiatriens kamp mod kriseramte mennesker

Mens jeg har fokus på de "kære" pårørende: jeg blev gjort opmærksom på en artikel på politiken.dk, der i den trykte version af Politiken, fredag 24. oktober 2008, følges op af to artikler i 1. sektion, side 5. Alle tre artikler formidler detsamme budskab om hvor vigtigt det er, at inddrage de pårørende.

Jeg har to ting at sige til dette. For det første mener jeg, at det kriseramte menneskes eventuelle ønske om ikke at få sine pårørende involveret, skal respekteres. Ubetinget. Som regel er de pårørende ikke uvæsentligt medansvarlige for krisens opståen, og siden kriser, om de nu stemples som "skizofreni", "bipolar lidelse" eller hvad det end måtte være, således er en posttraumatisk belastningsreaktion på dysfunktionelle kommunikationsmønstre og lignende, er det kriseramte menneskes eventuelle ønske om ikke-indblanding af sine dysfunktionelt kommunikerende pårørende mere end forståeligt, og, i hvert fald indtil de traumatiserende oplevelser er nogenlunde bevidstgjort og bearbejdet, kun hensigtsmæssigt. Den "geografiske kur", at få lagt en fysisk afstand til det "stof" (de pårørendes dysfunktionalitet), der har forgiftet ens sjæl, ens væren, er for mange et vigtigt, om end ikke det afgørende, skridt på vejen til recovery. Med det afgørende skridt at være psykisk, emotionel afstandtagen fra "giftstoffet".

Min personlige erfaring er, at alene nævnelsen af det traumatiserende element i mit liv kunne få mig til at reagere kraftigt og lade "symptomatiken" tiltage betydeligt. I øvrigt en reaktion, som bl.a. især Gregory Bateson beskriver eksplicit i hans artikel "Towards a Theory of Schizophrenia". Jeg var selv i lang tid hverken i stand til at udtale eller skrive benævnelsen på dette traumatiserende element i mit liv: ordet "mor".

I starten af mit terapiforløb blev jeg spurgt, hvor mine forældre levede. Selvfølgeligt med den "bagtanke" at kontakte og inddrage dem. Min umiddelbare reaktion var at stivne af skræk. De få skræksekunder, inden det gik op for mig, at det var umuligt at kontakte og inddrage mine forældre som begge i årevis havde været døde på tidspunktet, føltes som en evighed.

Et par måneder senere svarede jeg på spørgsmålet, om jeg havde fortalt min mor om mit problem, hvis det havde været muligt: "Nej, faktisk tror jeg ikke jeg havde fortalt hende det... ikke med mindre jeg havde opnået uafhængighed fra hende... sådan at jeg, i tillæg, kunne have bedt hende om at skride, forsvinde, fise af... Mand, hvor jeg havde nydt det!" Hævn - og sikkerhed, som Jane siger. Langt om længe, efter et helt liv hvor det var mig, der, om end ubevidst så dog systematisk, var blevet nægtet et følelsesliv, en emotionel identitet, hvor jeg var blevet "jordet" gang på gang, ville jeg måske endeligt for en gangs skyld have været den, der "jordede", tilintetgørende, endegyldigt. Og samtidigt frigjorde mig, en for alle gange, fra yderligere "jordning". At den egentlige frigørelse ikke så meget finder sted på et sådant fysisk plan, men snarere netop på det emotionelle plan, at den ikke er et resultat af at "skubbe væk", fortrænge, men snarere af at se og acceptere, var noget, der krævede en hel del bearbejdning og tid at nå frem til.

I dag, godt fire år senere, er jeg ved at forstå, at f.eks. Loren Mosher har ret, når han siger, at de fleste forældre gør deres bedste, at "de prøver", men går "galt i byen", fordi de ofte selv er ofre for dysfunktionaliteten. Den dysfunktionalitet, man finder overalt i vores samfund, i vores kultur. I allerhøjeste grad også i psykiatrien, den institution, der foregiver at ville hjælpe de af dysfunktionaliteten skadede, mens den de facto kun hjælper dysfunktionaliteten selv i at bestå.

Jeg har ikke tilgivet. Jeg er stadigt ofte "såret", er ikke færdig med at bearbejde. Men jeg er mindst lige så ofte, og oftere og oftere, også taknemmeligt. Uden at direkte selv have oplevet dysfunktionaliteten, er jeg ikke sikker på, at jeg nogensinde havde fået øjnene op for hverken dysfunktionaliteten eller vejen ud af den. "It was just perfect", siger Jon Kabat-Zinn om hans "ulykkelige", traumatiserende opvækst i en dysfunktionel familie.

Men, og her kommer jeg til den anden ting, jeg vil sige om inddragelsen af de pårørende, jeg havde måske heller aldrig fået øjnene op, hvis jeg var havnet i systemet.

Hvad f.eks. Bateson også bemærker, er at det kan føre til en spontan løsning af krisen, hvis de pårørende kan opbringe modet til at se sig selv i spejlet og vedkende sig deres egen dysfunktionalitet. I stedet for at holde spejlet op foran de pårørende, gør systemet dog desværre det, at det dækker spejlet til: der findes ingen dysfunktionalitet i vores perfekte samfund. Kriser skyldes udelukkende individets gener og en mystisk hjernesygdom, som ingen har ansvar for. Og siden ingen har ansvar for den, kan heller ingen tage dette ansvar og komme sig: "Din bror er skizofren, og du skal ikke regne med, at han nogensinde får et normalt liv,..." hedder det i artiklen "Min bror har ingen fremtid" i Politiken, fredag 24. oktober 2008, 1. sektion, side 5. Og alt i alt beklager artiklen intet andet, end at søsteren til denne "skizofrene" bror ikke har fået dette at vide langt før hun fik det at vide. Jeg beklager meget, at hun overhovedet får en sådan løgn serveret. En løgn, som både hende og Politikens journalist, gerne, tror på. Siden det nu er "eksperterne", der har serveret den. "Gerne", fordi løgnene om biologisk hjernesygdom, som Loren Mosher siger, "er en ingen-skyld-forsikring mod personligt ansvar", og dermed meget belejligt for såvel samfundet som den enkelte pårørende.

Jeg finder det intet mindre end uhyrligt, at man bliver ved med at frejdigt fortælle folk disse løgne, selv om der ikke findes et eneste videnskabeligt bevis for, at de er holdbare. Tværtimod. Når broren siger til sin søster at "hun er en 'dum tøs', der ikke aner hvad hun snakker om" (Politiken, op.cit.), når hun prøver at overbevise ham om, at "eksperterne" har ret, når de påstår han skulle være "syg", er det ham der faktisk har ret. Han er ikke "syg". Han er kørt fast i en krisesituation, fordi systemet holder ham fast i netop denne krisesituation via den eneste "hjælp" psykiatrien har at byde på: "medicin", og ved at undlade at informere om og tilbyde menneskeligt hjælp.

Under de bestående omstændigheder - fastholdelse af kriseramte mennesker i krisesituationen i stedet for hjælp til at komme igennem og ud af den - vil en udvidet inddragelse af de pårørende kun kunne gøre én ting: sikre "sygdomsindsigten" og "behandlingscompliancen". Altså indsigten i at man ingen fremtid har, og compliancen med en "behandling", der definitivt sørger for, at man ingen fremtid har. Så længe systemet ikke holder op med at fortælle sine løgne, og så længe de pårørende blind tror på disse løgne, vil inddragelsen af de pårørende kun være til yderligere skade end til gavn for det kriseramte menneske.

torsdag den 23. december 2010

En julehilsen fra Det Sociale Netværk til alle "psykisk sårbare"

Hvis du ikke allerede har det skidt nok med dig selv, fortvivl ikke! Der er hjælp at hente hos Det Sociale Netværk. Denne artikel på hjemmesiden vil med sikkerhed kunne forsyne dig med eventuelt manglende skyldfølelser over at være til, og lade dig opleve den ultimative elendighed.

Her et par citater:

"Pauser er ekstra vigtige for pårørende. 
Julen er hektisk nok i sig selv med lange to-do lister, indkøb og arrangementer. Når man så samtidig er pårørende til en psykisk sårbar, så er der lagt ekstra vægt på skuldrene."

"Pårørende bliver nemt overset - eller skubber egne behov til side - fordi al fokus er på den psykisk sårbare. Uanset om den pårørende er kæreste, forælder, storebror eller lillesøster, så er det en belastning at være tæt på en psykisk sårbar, der har det svært."

"Lis Lyngbjerg Steffensen peger på, at det kan være en god øvelse for både pårørende - og psykisk sårbare - at skrive fem gode ting ned, som man har oplevet hver dag. Mange sårbare vil sige, at der ikke er noget at glæde sig over."

Nej, det er ikke nemt, at være omkring dig, din lyseslukker! Og hvis du tror, at det er vigtigere, end juleindkøb og -frokoster, når din verden er ved at falde i grus, så lider du vist af vrangforestillinger. -- Gid dog, politikerne ville sørge for, alle de nedlagte sengepladser i psykiatrien blev genoprettet, så vi kunne slippe for, at skulle se på dig og din elendighed! Bare her i julen! Godt, at vi har Det Sociale Netværk, der kan give os gode råd, hvordan vi kan genoplade batterierne, så vi siden kan dyrke selvmedlidenheden med fornyet energi.

Det her er en kommentar til artiklen fra en pårørende:

"
The writer captures beautifully the navel gazing of the family, family support groups, etc. It's all about their tragedy, their horror. Boo hoo. If you want to really help your relative, lightening up is a good start. Putting yourself in their shoes is next. We hear about this on a daily basis, the 'tragedy of schizophrenia, the burden of schizophrenia, the horror of schizophrenia.' How is anybody supposed to believe in the power of recovery when they are put down every step of the way?"

Ja. Og måske ville der være endda flere end fem ting hver dag at glæde sig over for de "psykisk sårbare", hvis de "kære" pårørende overvandt deres trang til navlebeskuelse og til at nedgøre deres "psykisk sårbare" familiemedlem i ét væk.

Læs også Sylvia Caras, "The Downside of the Family-Organized Mental Illness Advocacy Movement"

Og hvis du ikke er på Facebook og Facebook-ven med mig, respektive læser flittigt med på Det Sociale Netværks side dér, så er det nok gået din opmærksomhed forbi, at jeg igennem et stykke tid jævnligt har postet til biopsykiatrien kritiske, pro-recovery- og pro-empowerment-kommentarer på Det Sociale Netværks Facebook-side. For hvilket jeg fornyligt, ikke overraskende, blev censureret, og, siden man ikke sådan bare censurer mig, opfølgende "smidt ud" (faktisk en direkte reaktion på, at jeg dristede mig til at citere Alice Miller og R.D. Laing), både fra Facebook-siden og (!) fra "Grupperne" på psykisksaarbar.dk: recovery, empowerment, en åben diskussion om traumer og om biopsykiatrien -- nej tak! Ikke hos Det Sociale Netværk (heller).

mandag den 25. august 2008

De "kære" pårørende

Hvad er det så med mig og de pårørende? Tja, sagen er den, at jeg er gået i lidt for lang tid og har haft lov til at gøre mig mine helt egne tanker. Jeg kom simpelthen alt for sent i nærmere kontakt med systemet. Og jeg kom slet ikke tæt nok på.

Ræset var kørt. Jeg havde nået at gøre mig tilstrækkeligt med egne tanker til at kunne konkludere, at, ligemeget hvilke problemer jeg måtte have, så havde de helt klart alt at gøre med min livshistorie, og stort set intet med mine gener eller mit transmitterstofskifte. Ja, altså, i hvert fald ikke andet end at mine gener og mit transmitterstofskifte sikkert nok på et biologisk niveau afspejler, hvad der foregår i min sjæl mht. tanker og emotioner.

At jeg havde nået at gøre mig mine egne tanker forhindrede nu ikke helt, at jeg i en kortere periode blev plaget af alvorlige tvivl. Ikke mindst siden man fra mainstreamens side ikke hører andet end historier om genetisk betingede, biologiske hjernesygdomme. Og selvfølgeligt er det mainstreamen, man render ind i som det første, når man begynder at efterforske sagen lidt nærmere. At min terapeut på et tidspunkt havde spurgt mig, meget forsigtigt og taktfuldt, men ikke desto mindre også meget umisforståeligt, om min mor måske havde været "syg", gjorde sagen ikke ligefrem bedre.

Og, nej, for resten. Min mor har ikke været "syg". Hun har bare været en meget bange og usikker lille pige med en masse skeletter i sit skab, der var dygtig til at gemme sig bag facaden af en omklamrende, opslugende, kvælende, tilintetgørende kontrolfreak og perfektionist.

Nu gik der heldigvis ikke så frygtelig lang tid, før jeg fandt frem til ikke-mainstream information, utrætteligt som jeg er når det gælder om at gå til bunds i en sag, og mere og mere i stand igen til at bruge energi på min recherche, takket være krisens aftagen og fraværet af neuroleptisk omtågethed.

Hvad jeg fandt mht. de "kære" pårørende, kan det følgende citat fra Adam Curtis' The Trap nok meget godt sammenfattende illustrere:

"Hvis du vil gå hjem til dine pårørende, skal dine pårørende kunne være rimelig sikker på, at du vil kunne tilpasse dig rimeligt til deres hverdag, så at de kan fortsætte med at leve deres normale liv." (Udtalt af en psykiater)

Ja, det er altså den slags pårørende, jeg har noget imod. Den slags, der ville gøre alt, inklusive at ofre et familiemedlem, for at kunne "fortsætte med at leve deres normale liv", læs: for at forhindre skeletterne i skabet i at blive trukket frem i lyset. Noget, der kan løse en krise spontant, hvis det, på trods af de "kære" pårørendes modstand, lykkes, som bl.a. Laing og Bateson har observeret.

Det fordelagtige med psykoser er jo, at det er ubevidstheden, der kommer til udtryk igennem den, at det ubevidstes sprog er et symbolsprog, og at meningen og hensigten med den psykotiske tale derfor som oftest hverken lige umiddelbart bliver forståeligt for omgivelserne eller for det kriseramte menneske selv. Tegnene skal kunne tydes. Og for at kunne tyde dem, skal man kende lidt til skeletterne i skabet. Det gør det kriseramte menneske kun ubevidst, igennem sin intuition, og det gør behandlerne som regel slet ikke. Det er, især ved psykoser, nemt nok for alle involverede, at påstå, at "symptomerne" aldeles ikke taler et meningsfuldt sprog, men altså ikke er andet, end tegn på meningsløs galskab, forårsaget af en defekt hjernefunktion.

Så, hurra for den biologiske forklaringsmodel, der ikke bare holder skabsdørene tæt lukkede, men, ved hjælp af neuroleptika og/eller elektrochok, også drejer nøglen om - og ofte også smider den langt væk. "En vigtig grund til at denne mening og hensigt [med ekstreme sindstilstande, som bl.a. R.D. Laing og John W. Perry og mange af de mennesker, der har oplevet disse sindstilstande og der har formået at undgå kolonialisering af deres sind, er nået frem til at disse sindstilstande indeholder] forbliver gemt, er at, som jeg har antydet i denne artikel, observatørernes [psykiatriens, samfundets] fordomme udelukker et virkeligt søgen efter meningen. Først erklæret som værende en hjernesygdom, er dette søgen forbi", skriver John Breeding i artiklen "To see Or Not To See. 'Schizophrenia' And The Possibility Of Full 'Recovery'.".

Andetsteds skriver han mht. det ikke bare forbigående, men desværre ofte vedvarende hukommelsestab, som elektrochok har som "bi"virkning: "Når jeg hører om en person for hvem elektrochok bliver overvejet, spørger jeg altid: 'Hvad er så vigtigt, som han eller hun ikke skal kunne huske og tale om?' Eller: 'Hvad er det alle andre ikke vil høre eller se?' "

Ja ja, det er nu nok også nærmest for meget krævet, at de "kære" pårørende skal udsættes for, at skulle tage ansvar for deres handlinger og ord, og se deres egen sandhed i øjnene. Så hellere skyde skylden på en uforklarlig, meningsløs hjernesygdom, og sørge for, at det sygdomsramte familiemedlem får tilstrækkeligt med invalidiserende "behandling" til at det i hvert fald ikke på noget tidspunkt bliver i stand til at søge efter meningen i og hensigten med sine ekstreme sindstilstande. De tre aber, igen.

lørdag den 25. oktober 2008

Projektioner I

Ron Unger efterlyser i et af sine blogindlæg en bog for mennesker med en psykdiagnose om hvordan man som et sådant menneske "håndterer" sine pårørende. Mens der findes utallige bøger, kapitler i bøger og piecer om hvordan man som pårørende håndterer "psykisk syge" familiemedlemmer, ser det ikke ud til, at der findes meget om, hvordan man som den håndterede håndterer sine pårørendes håndtering af en selv.

Som jeg skrev i min kommentar til Ron's indlæg, overrasker det mig ikke. Er man først blevet officielt defineret og afstemplet som værende en sygdom, en ansamling af symptomer, i stedet for et menneske, så giver det sig selv, at denne ansamling af symptomer skal håndteres. Mens ansamlingen af symptomer helst ikke skal håndtere noget som helst, bare skal lade sig håndtere. Jo mere passivt, jo bedre. Ting og abstrakte begreber skal håndteres. Mennesker skal respekteres, ikke håndteres. En syg krop gør ikke et menneske til en ting. En angiveligt "syg" adfærd og tænkning, et angiveligt "sygt" følelsesliv gør.

Begrebet "håndtere" ("to manage" på engelsk) indeholder et forholdsvis stærkt element af "kontrollere". I modsætning til "respektere", der indeholder snarere et element af "give plads" - den plads, enhver livsform har behov for at have til rådighed for at kunne være sig selv. Amanda ovre på Ballastexistenz har skrevet et brilliant indlæg om emnet. Læs det!

Et ønske om kontrol opstår ud af oplevelsen af usikkerhed. Et ønske om at kontrollere sine omgivelser, sine medmennesker, opstår når man projicerer årsagerne til sin egen selvusikkerhed ind i omverdenen, ind i sine medmennesker. En selvbeskyttelsesmekanisme: når det ikke er egne, ubevidste indhold, der skræmmer og forusikrer, men derimod ting i omverdenen, inklusive medmenneskerne, så undgår man at skulle konfrontere sig selv med sin egen selvusikkerhed, med sig selv. Hvilket nok er den mest skræmmende konfrontation, man kan komme ud for. Man kan nemlig ikke løbe fra sig selv. Men man kan løbe fra ting i omverdenen og sine medmennesker. F.eks. ved at udpege tingene som angiveligt værende en mystisk hjernesygdom ("lortet"), og ens medmennesker som bærere af denne hjernesygdom, som den form, den angivelige "sygdom" kommer til udtryk på ("de sindssyge").

Så, ja, jeg forstår godt, hvorfor der findes så meget information til pårørende om, hvordan de bedst håndterer deres egne, i omverdenen og i medmenneskerne projicerede rædsler. Og jeg forstår næsten endnu bedre, hvorfor der stort set ikke findes information til "projektionsofrene" om, hvordan man frigør sig af projektionen. For, hvad skulle de "kære" pårørende gøre, hvis dem, de har udpeget til at være alle deres egne indre rædslers ydre projektion, unddrog sig projektionen, ved at unddrage sig kontrollen? Og jeg forstår også den bitterhed, jeg ofte ser blandt pårørende over psykiatrien, når denne "svigter", når denne ikke lever op til forventningerne og ikke muliggør den ultimative kontrol. F.eks. ved umyndiggørelse og domsafsagt tvangsbehandling. F.eks. ved at stille en seng på den lukkede til rådighed i ubegrænset tid, for det udpegede "projektionsoffer", det udpegede sorte får.

Problemet er, at uanset hvor meget hjælp og støtte psykiatrien end tilbød de pårørende, så ville det aldrig være nok. Rædslernes kilde er ikke tingene, en mystisk hjernesygdom, "lortet", eller medmenneskerne, "de sindssyge". Kilden er den egne, ikke-konfronterede, ubearbejdede sårethed, som man ville være nødt til at kaste et åbent og fordomsfrit blik i spejlet for at se. I stedet for at kaste et forudindtaget, distanceret og fordømmende blik på "lortet" og "de sindssyge". Det kræver mod at se i spejlet uden afstandtagende forudindtagethed og fordomme. Mod til forandring og udvikling, til at tage chancer, til at tage ansvar, til at møde sig selv. Det er det mest skræmmende af alle tænkelige møder. Mødet med sig selv. Det er unægteligt meget nemmere at løbe fra det. Ligesom det er noget nemmere, at løbe fra det ansvar, man har som menneske, overfor sig selv, overfor andre og også overfor tingene. Ligesom det er nemmere at forhindre enhver form for forandring og udvikling. Hos sig selv og andre. Så man kan opretholde illusionen om uforanderlig sikkerhed i tilværelsen: "You will either step forward into growth, or you will step backward into safety." (Enten tager du skridtet frem mod udvikling, eller også tager du skridtet tilbage mod sikkerhed.) -Abraham Maslow. Skridtet frem havde været/ville være at vedkende sig sig selv. Det ville være at indrømme, at man ikke magter andres menneskelige problemer, fordi man ikke er afklaret med sine egne i tilstrækkeligt omfang. At udpege det eller de sorte får og distancere sig igennem diskriminerende ord og handlinger, er at tage skridtet tilbage. Ind i en fastlåst og fastlåsende s-/tilstand af - formentlig - sikkerhed. Hvor man dårligt kan trække vejret. Fordi enhver udvidelse af den skarpt afgrænsede sikkerhed, om end bare så meget, at man kunne trække vejret, nemt kunne medføre at grænserne sprængtes og rædslerne fik frit spil. "Hvis du har et forstand, kan du miste det."

Det er hér, vi har den virkelige regression. I et mere fordømmende end respekterende samfund, i vores mere kontrollerende og projicerende end åbne, pladsgivende kultur, i de pårørendes ønske om kontrol af deres "sindssyge" familiemedlemmer, og i psykiatriens fastlåsende, i ordret og overført betydning indespærrende "behandlings"metoder. Ikke i kriseramte menneskers dykken ned i de dybeste lag af deres grænseløse væren på deres søgen efter sig selv. Ikke i deres forsøg på at tage skridtet frem og frigøre sig. At betegne dette forsøg på progression som regression, er regressivt i sig selv.

Det er på tide med en bog til alle de udpegede og fastlåste, indespærrede sorte får. En bog med tips og fif om, hvordan man kan emancipere sig fra kontrollerende, projicerende pårørende. Ikke bare for de sorte fårs skyld.

torsdag den 21. august 2008

Here's to my therapist II - Hvorfor gener hverken prædisponerer for eller forårsager "psykisk sygdom"

Ok, ja, jeg har altså noget imod de "kære" pårørende. Især dem, der klamrer sig desperat til biopsykiatriens forklaringsmodeller og dermed fraskriver sig selv ethvert ansvar, som NAMI-pårørende f.eks. gør det så mønstergyldigt. Det fremgik vist tydeligt nok af mit sidste indlæg. Jeg synes faktisk, det er ret utroligt, at man går så langt som at udsætte et angiveligt elsket familiemedlem for denne biopsykiatris drabelige "behandlings"tiltag, bare for at redde den egne "ære". At man ofrer det angiveligt ak så elskede familiemedlem for sin egen sjælefred: "Det er ikke mit ansvar. Det er hans/hendes gener!". Lovely!

Nu er det sådan, at jeg har rigtig, rigtig dårlige nyheder til jer, alle NAMI- (og lignende) pårørende. Og også til alle biopsykiatere, -psykologer, og alle af biobiobiopsykiatrien kolonialiserede brugere. Til alle faktisk, der tror, de kan skyde skylden for (deres) "psykisk(e) sygdom" på (deres) gener, på biologien.

Jeg faldt over videoen hér nedenunder i arkiverne på Gianna's blog i går. Det er den første af syv dele, der tilsammens udgør en forelæsning holdt af cellebiologen Bruce Lipton.



Det Bruce Lipton forklarer i forelæsningen er faktisk et videnskabeligt, biologisk bevis på, at det er traumamodellen, der holder, mens genteorierne er, ja, sludder og vrøvl.

Mens den moderne genforskning tager sit udgangspunkt i antagelsen (det er aldrig blevet bevist), at gener producerer proteiner, der så aktiverer adfærd, har Bruce Lipton længe undret sig over, hvordan det i så fald kan være muligt for levende organismer at fortsat udvise adfærd, selv om generne bliver fjernet fra dem. Det burde jo ikke være muligt, hvis generne var al adfærdens alfa og omega, al adfærdens kilde.

Bruce Lipton fandt ud af, at den moderne genforskning havde smidt den afgørende del af hele den adfærdsskabende proces ud til højre: gener producerer ikke proteiner (de producerer faktisk ikke noget som helst). Til gengæld aktiverer signalstoffer, transmitterstoffer, generne som en byggeplan for nye proteiner. Signalstofferne er blevet sendt ud af en "effector", en udløser, der, på sin side, er blevet aktiveret af en receptor, en modtager, en antenne, der, på sin side, er blevet aktiveret af et signal. Det oprindelige, hele reaktionskæden igangsættende, signal. Og dette oprindelige signal kom fra - og nu er det på højeste tide for alle, der har noget mod traumamodellen, at stoppe med at læse, og lade som ingenting! De tre aber, i ved - den levende organismes omverden.

Al adfærd, alt liv, der finder udtryk i adfærd, er altid, og ligemeget om vi taler en enkel celle eller en kompliceret organisme som mennesket, en reaktion på omverdenen.

Men hvad så med forskningsresultater, der f.eks. viser, at "skizofrene" somme tider har fra "normalen" afvigende gener, eller kromosomer? Sagen er, at når et sekundært signal, altså det, udløseren har sendt afsted for at lede efter et passende protein i organismen, der kunne skabe den til situationen passende adfærd, ikke finder et passende protein, så går det til generne, til DNA'en, frigør den fra dets beskyttende lag af proteiner, og får en kopi af planen, af DNA'en, efter hvilken det passende protein kan bygges. Hvis nu situationen er så indviklet (som f.eks. en double bind er det...), at DNA'en ikke lige kan levere en passende plan, ja, så kan de eksisterende planer ændres. Mutationer er mulige. Men i modsætning til hvad den moderne genforskning mener, er mutationer ikke tilfældige. De er tilpassede situationen. Og de er heller ikke medfødte, medmindre altså, organismen allerede inden sin fødsel var udsat for usædvanlige situationer, en usædvanlig omverden.

På denne måde former omverdenen generne af de i den levende organismer. Og, selvfølgeligt, kan den ændrede plan, mutationen, laves om igen til "normalen", hvis omverdenen skulle ændre sig og gøre mutationen overflødigt.

Jeg er ked af det (nej, det er jeg faktisk ikke), "kære" pårørende, men, ja, vi er tilbage ved "den skizofrenogene mor" & Co. Faktisk er vi dér, hvor skylden for ingen form for "utilpasset", "syg", ikke fungerende adfærd længere kan skydes på et individs gener, på et individs medfødte karakteristika. På et biologisk niveau er livet proteiner, ikke gener. Gener er intet andet end en byggeplan. Huset bygges af signaler, der bruger proteiner som byggemateriale. Og hvordan huset kommer til at se ud, afgøres af det omkringliggende terræn, ikke af en bestemt, fastlagt plan. Enhver organisme har nemlig planer til alle tænkelige huse latent i sig, inklusive muligheden, for at lave lidt om på dem, hist og hér, alt efter behov. Alt er således muligt. Men hvad der i sidste ende manifesterer sig, er afhængig af omverdenen - og individets forståelse af den, som, igen, er afhængig af den omverden, der i begyndelsen har præget individets forståelse af sin omverdenen.

Mht. menneskelig adfærd er det altså sansningen og forståelsen (af vores omverden), der kontrollerer adfærden, ikke biologien. Mens den måde, vi sanser og forstår vores omverden på (hvad Bruce Lipton kalder vores "tro"), er tillærd i sig selv, som en reaktion på omverdenens signaler. Hér kommer behandlingstiltag som terapi, meditation, etc. ind i billedet. En tro kan man ændre. Man kan tro om. Alt bliver muligt. Forudsat, man er sig bevidst om den eksisterende tro.

Bruce Lipton's forskningsresultater passer perfekt til det, mange af os, der ikke har købt den biologiske forklaringsmodel - og hér både dem, der selv har oplevet ekstreme sindstilstande men også professionelle som Laing og Loren Mosher - har oplevet: lav om på omverdenen (f.eks. på kost- og motionsvanerne, eller ved at flytte, laaangt, hjemmefra*...), og adfærden ændres. Og de passer lige så perfekt til neurovidenskabens forskningsresultater på neuroplasticitetens område.

Desværre har dette også en politisk dimension (diskriminering, eugenik), så jeg frygter, at uanset hvor mange videnskabelige beviser, vil alt blive gjort for at holde forskningsresultater som Bruce Lipton's fjern fra offentligheden. Bruce Lipton har skrevet en bog om sin forskning, The Biology of Belief, som jeg antager, er noget mere opløftende og interessant læsning end, bare som et par eksempler, Jill Bolte Taylor's My Stroke of Insight, Kay Redfield Jamison's An Unquiet Mind (find selv lovprisningerne på nettet, det er nemt nok), eller én af de mange af Psykiatrifonden udgivne mesterværker, som for eksempel Om og med psykose, som jeg faktisk har læst: du godeste! The Biology of Belief udkom i 2005, YouTube videoerne blev uploaded i november 2007, og i går var første gang, jeg har hørt om det. Hvilket så sandeligt ikke skyldes mangel på recherche fra min side.

Tak til Gianna for at lægge videoen på sin blog!!!

I øvrigt har NAMI fornylig reageret på forskningsresultaterne mht. de muterede kromosomer, som jeg har kommenteret hér og hér. NAMI's nyhedsnotits er, overraskende men med rette, knapt så entusiastisk som Thomas Werge's euforiske udbrud i den danske presse.

Til alle Jill Bolte Taylors og Thomas Werges derude: i leder så afgjort de forkerte steder (selv om de måtte være nok så politisk korrekte, de steder i leder...). Til alle terapeuter, der går ind for den biologiske, genetiske version af stress-sårbarheds-modellen: hold op med at umyndiggøre og handlingslamme mennesker med jeres ammestuefortællinger om gener, der ikke er andet end junk-videnskab! Og til alle jer derude, der sidder behageligt tilbagelænet på jeres førtidspension, og foran jeres fjerner og/eller computer, hele dagen, mens i skyder skylden for jeres påstået uforanderlige og ukontrollerbare lidelse på jeres gener (jeg ved, nu er jeg kontroversiel igen, ja ja!): Tro, ikke biologi, kontrollerer adfærd. Tag ansvar! Om ikke for jer selv, så i det mindste for andre. Ved at holde op med at udbrede junk-videnskabens usandheder om gener og biologi, og ved at holde op med at ville gøre biobiobiopsykiatriens (junk-videnskabens) kritikere tavse.
_______________

* Nu skal man ikke tro, det er nok, bare at rykke teltpælene op og flytte til Langtbortistan. Det er noget, jeg har prøvet adskillige gange, og på længere sigt altid uden held: nissen flytter med. Kun at rykke de udvendige teltpæle op er aldrig nok. Det er også de indvendige, "troen", der skal rykkes op.

torsdag den 1. oktober 2009

Poul Nyrup Rasmussen "taler de psykisk syges sag" - mens jeg foretrækker at lytte til Jim van Os

Siden jeg i dag er i et meget lidt "enlightened" humør, og simpelthen trænger til at splitte et par madrasser ad: Her kan man få fornøjelsen af at lytte til en overordentligt rørstrømsk Poul Nyrup Rasmussen, der på forebilledligt tårevædende manér "taler de psykisk syges sag" - og, og det ikke mindst!, de kære pårørendes - mens man som seer af programmet sidder som på nåle, fordi man frygter, stakkels Poul hvert øjeblik kunne drukne i sin egen selvmedlidenhed.

Ja, Poul, det er frygteligt - at både du og alle de andre kære pårørende derude har et ansvar. Ikke mindst også for de psykiske lidelser i har forvoldt jeres "psykisk syge" familiemedlemmer. Hvor er det synd for jer!

Poul Nyrup Rasmussen vil gerne række en hånd ud til "de psykisk syge". Poul, du kan stå med hånden rakt ud så længe du vil. Jeg kommer i hvert fald aldrig til at tage den hånd! - Men nu identificerer jeg mig jo heller ikke som "psykisk syg", så...

NAMI is alive - også i Danmark. For de, der ikke kender til NAMI's historie: Pårørendeorganisationen blev grundlagt tilbage i 1970erne af to mødre til "psykisk syge", der var trætte af, at blive gjort ansvarlige for deres børns psykiske ve og vel. Det gjorde psykiatrien nemlig stadigt den gang. At holde de pårørende, især mødre, i hvert fald tildels ansvarlige. Overflødigt at nævne, at organisationens "Vi er uskyldige ofre!"-budskab fandt overvældende tilslutning, og gjorde NAMI til USA's største nationale pårørendeorganisation i løbet af ingen tid. Og også overflødigt at nævne, at NAMI i dag har et gnidningsfrit samarbejde med både biobiobiopsykiatrien og farmaindustrien...
_______________

En, især sammenlignet med Poul Nyrup Rasmussens usmagelige pårørende-patos, noget mere opbyggelig oplevelse er forskellige foredrag fra Hearing Voices Congress, som Will Hall har postet her på Madness Radio's blog. Her kan man bl.a. lytte til Ron Coleman og den hollandske psykiater Jim van Os' intet mindre end brilliante foredrag. Desværre er lydkvaliteten ikke ligefrem i top, og ja, selvfølgeligt, sproget er engelsk.

søndag den 7. september 2008

Hvorfor så mange "psykisk syge" dropper "behandlingen"

"I Danmark mangler vi kurser og netværkssamtaler og andre tilbud til den sindslidende og pårørende, der kan medvirke til et bedre forløb," citeres Anders Fink Jensen i en nyhedsnotits på tv2 nyheder i går mht. det store antal mennesker, der dropper psykiatrisk, medicinsk "behandling" af deres problemer.

Med "et bedre forløb" menes hér selvfølgeligt, som altid i en psykiatrisk sammenhæng, at kriseramte mennesker holdes nede i et medicinsk tågedis, og under fuld kontrol af deres omgivelser. Dvs. "et bedre forløb" for omgivelserne, ikke for det kriseramte menneske selv.

I sin bog A Fight To Be citerer Ron Bassman en artikel i Washington Post om en af den amerikanske regering financieret studie:

"Denne 67 millioner dollar dyre, statsligt financierede studie... tegner et nøgternt billede af behandlingstilbudets tilstand mht. skizofreni, [...]: Alle medikamenter, ældre som nye, forårsagede alvorlige bivirkninger, og størsteparten af patienterne holdt op med at tage dem. [...]

Studien kan meget vel give næring til en af de mest kontroversielle diskussioner i psykiatrien - om medicinsk behandling skal påtvinges uvillige patienter. Det faktum, at tre fjerdedele af patienterne afbrød behandlingen på grund af bivirkningerne eller manglende positiv effekt, viste, at patienter der 'prøvede at sige nej til tvungen neuroleptika-behandling havde en bedre forståelse af virkeligheden, end den medicinske profession', siger David Oaks [grundlægger og formand for MindFreedom International], en talsmand for patienter, der selv blev behandlet med fem forskellige antipsykotika på forskellige tidspunkter og for forskellige diagnoser, deriblandt skizofreni."

Ron Bassman fortsætter med at konstatere, at der er alt for lidt fokus på alle de mange mennesker, der har droppet "behandlingen", og er kommet sig helt. Uden brug af "medicin" altså. Langtidsstudier som for eksempel Martin Harrow og Thomas H. Jobe's viser, at disse mennesker ikke bare findes, men at de faktisk er de eneste, der opnår fuld recovery. "Medicin", neuroleptika, anvendt som "forebyggende" langtids"behandling", udelukker muligheden for fuld recovery. Men jo, de er dermed også den eneste "behandling", der, tilsammen med den medicinske model, som de er den logiske følge af, sikrer omgivelsernes ubegrænsede kontrol over det kriseramte menneske, ved at holde dette menneske fast i hjælpeløs afhængighed af behandlingsapparatet. For livet.

At så mange dropper den medicinske "behandling" er for mig knapt så meget tegn på, at vi skulle mangle "kurser og netværkssamtaler og andre tilbud til den sindslidende og pårørende". Det er for mig, som for David Oaks, et tydeligt tegn på, at kriseramte mennesker udmærket godt ved, hvad der er bedst for dem. Og det er i hvert fald ikke "behandling" med højt giftige, hjerneskadende stoffer, der forhindrer, at man kan komme sig helt.

Men også hér: jo, flere "kurser og netværkssamtaler og andre tilbud til den sindslidende og pårørende" ville selvfølgeligt give større mulighed for hjernevask. Og dermed større mulighed for at holde kriseramte mennesker fast i for omgivelserne fuldt kontrollerbar hjælpeløs afhængighed.

torsdag den 25. oktober 2007

25 gode grunde

Så er jeg i gang, og jeg vil lægge "hårdt" ud med oversættelsen af Don Weitz' "25 Good Reasons Why Psychiatry Must Be Abolished". Den canadiske psykiatri-overlever og aktivist Don Weitz er en af mine helt store heroes. Mange snubler over hans direkte måde at sige tingene på. Selv mener jeg, der ikke er noget i vejen for at kalde en spade for en spade, sålænge man kan argumentere overbevisende for, at det faktisk drejer sig om en spade. Og netop det kan Don Weitz.


25 gode grunde hvorfor psykiatrien bør afskaffes

af Don Weitz

1. Fordi psykiatere ofte forårsager skade, permanente handicaps, død - kroppens, sindets og åndens død.

2. Fordi psykiatere ofte krænker den Hippokratiske ed som beordrer alle læger: "Først og fremst, gør ingen skade." [Her tager Don Weitz fejl. Citatet stammer sandsynligvis fra Hippokrates' "Epidemier". Ikke desto mindre, dette står i Hippokrates' ed: "...jeg skal forhindre at de (syge) lider skade og uretfærdighed."]

3. Fordi psykiatere behandler mennesker nedladende og umyndiggør dem, specielt deres patienter.

4. Fordi psykiatrien ikke er en medicinsk videnskab.

5. Fordi psykiatrien er kvaksalveri, en pseudo-videnskab som mangler uafhængige diagnostiske tests, testbare hypoteser og kure for "skizofreni" og alle andre arter af såkaldt "psykisk sygdom" eller "sindslidelse".

6. Fordi psykiatere ikke er i stand til at forudsige farlighed, vold eller anden menneskelig adfærd korrekt og tilforladeligt, men ikke desto mindre påstår at de kan dette som "ekspertvidner", og i samspil med medierne promoverer myten/stereotypen om den "farlige sindssyge".

7. Fordi psykiatere har forårsaget en verdensomfattende epidemi af hjerneskader ved at promovere og ordinere hjerneinvaliderende behandlinger som neuroleptika, antidepressiva, elektrisk hjernevask (elektrochok) og psykokirurgi (lobotomi).

8. Fordi psykiatere fabrikerer hundredvis af "sindslidelser", klassificeret i deres bibel, kapitel V i International Statistical Classification of Diseases and Related Health Problems (ICD) (et moderne instruktionsbog for heksejagt). Disse "sindslidelser" og "symptomer" er faktisk negative, mht. samfundsklasse og kultur forudindtagede, moralske bedømmelser af afvigende måder at klare personlige problemer på og af alternative måder at opfatte og interpretere vores væren i verdenen.

9. Fordi psykiatere, forblændet af deres forkærlighed for den biomedicinske model, bedragerisk patologiserer og stempler menneskers alvorlige livs- eller eksistenskriser som "symptomer" på "psykisk sygdom" eller "sindslidelse", såsom "skizofreni", "bipolar affektiv lidelse" og "personlighedsforstyrrelse".

10. Fordi psykiatere gør denne bedrag værre med den usande påstand, som der ikke findes videnskabelige beviser for, at disse " psykiske sygdomme" er forårsaget af en "biokemisk ubalance" i hjernen, genetiske faktorer eller en "genetisk prædisposition", på trods af det faktum at der ikke er nogen som helst genetiske faktorer involveret i "psykisk sygdom".

11. Fordi psykiatere ofte misinformerer deres patienter, de pårørende og offentligheden ved at påstå at hjerneskadende procedurer som nervegifte (f.eks. "antipsykotisk medicin" og "antidepressiva"), elektrisk hjernevask (electroconvulsive therapy/"ECT"), psykokirurgi (lobotomi) og andre adfærdsændrende - bevidsthedskontrollerende procedurer er "sikre, effektive og livreddende". Det modsatte er tragisk nok sandt.

12. Fordi psykiatere rutinemæssigt bedrager og lyver overfor patienter, fængselsindsatte, de pårørende og offentligheden.

13. Fordi psykiatere rutinemæssigt og villentligt krænker det medicinsk-etiske princip af "informeret samtykke" ved at misinformere eller slet ikke informere deres patienter om de talrige giftige, invaliderende og ofte vedvarende virkninger af neuroleptika, såsom hukommelsestab, tardiv dyskinesi, tardiv psykose, parkinsonisme, demens (alle tegn på hjerneskade) og død.

14. Fordi psykiatere rutinemæssigt truer, skræmmer og tvinger mange patienter - specielt kvinder, børn, de ældre og fængselsindsatte - til at gå med til sundhedsskadelig/hjerneskadende "behandling", såsom antidepressiva, neuroleptika, elektrisk hjernevask og højst risikable eksperimenter.

15. Fordi psykiatere ofte undlader at fuldt ud informere indsatte i psykiatriske faciliteter og fængsler om eksisterende sikre og humane, ikke-medicinske alternativer i samfundet, såsom overlever-styrede krisecentre, væresteder, selvhjælps- og interessegrupper, kostvejledning, massage, holistisk medicin, overkommelige støttende botilbud og jobs.

16. Fordi psykiatere er seksistisk i det at de ofte kategoriserer kvinder i krise som "hysteriske" eller "overfølsomme", i det at de giver kvinderne selv skylden når de ytrer realistiske klager og selvsikkert udtrykker ders følelser og emotioner, i det at de ordinerer massive doser beroligende midler og antidepressiva til et uproportional højt antal kvinder, og i det at de krænker kvinder seksuelt på deres kontorer og i institutionerne.

17. Fordi psykiatere, specielt hvide, mandlige psykiatere, er homofobisk - American Psychiatric Association (APA) stemplede i sin tid homoseksualitet som en "psykisk sygdom" eller "sindslidelse" - og har anvendt elektrochok under tvang på lesbiske, i et forsøg på at tvinge dem til en heteroseksuel livsstil.

18. Fordi psykiatere er aldersdiskriminerende i det at de ordinerer beroligende midler, antidepressiva ("medicin") og elektrisk hjernevask til et uproportional højt antal ældre - en form for ældremishandling.

19. Fordi psykiatere er racistiske i det at de frihedsberøver og medicinerer uproportionalt mange mennesker af afrikansk afstamning, aboriginals og andre farvede, og stempler dem som "psykotiske" eller "skizofrene".

20. Fordi psykiatere rutinemæssigt krænker personers borgerrettigheder, menneskerettigheder og konstitutionelle rettigheder, f.eks. ved at frihedsberøve uskyldige personer uden retssag eller offentlig høring ("tvangsindlæggelse"), og ved at underkaste dem for grusomme og usædvanlige straffe eller tortureringer som tvangsmedicinering, elektrisk hjernevask, psykokirurgi, isolationsfængsling, "kemiske fikseringer" og bæltefikseringer.

21. Fordi psykiatere var hjernerne bag massemordet på hundred tusinder af udsatte personer, bl.a. handicappede børn, ældre og psykiatriske patienter under Holocaust'en i Nazityskland, og fordi de "udvalgte" hundred tusinder af fanger i koncentrationslejrene til at dø ("T-4 eutanasi"-program) - historiske fakta, som til stadighed ikke nævnes i psykiatriske tekst- og historiebøger.

22. Fordi psykiatere villentligt har deltaget i og administreret bevidsthedskontrollerende eksperimenter i USA og Canada siden de tidlige 1950'ere - hovedmålgrupperne var fattige patienter, kvinder, dissidenter og fængselsindsatte.

23. Fordi psykiatrien, specielt den institutionelle, biologiske psykiatri, baserer på de 3F: Fear, Fraud and Force [frygt, bedrag og tvang].

24. Fordi psykiatrien er en form for social kontrol eller straf - ikke behandling.

25. Fordi psykiatrien, specielt den institutionelle, biologiske psykiatri, er fascistisk - en direkte trussel mod demokratien, menneskerettighederne og livet.

En notits fra forfatteren: Denne erklæring er en mindre forandret version af originalen, skrevet i foråret 1998. Du må gerne tilføje og offentliggøre dine egne grunde. Jeg er en psykiatri-overlever og antipsykiatrisk aktivist som har været involveret i psykiatri-overlevernes befrielsesbevægelse i 24 år. Jeg er også medudgiver af "Shrink Resistant: The Struggle Against Psychiatry in Canada" (1988), vært og producent af det antipsykiatriske program "Shrinkrap" på CKLN radio i Toronto [lyt online hver den sidste lørdag i måneden fra kl. 00.30 - 01.00 dansk tid, men husk: it's fluently Canadian English!] medlem af People Against Coercive Treatment (P.A.C.T.), og medlem af Ontario Coalition Against Poverty (OCAP).

GERNE TILFØJ, KOPIER OG OFFENTLIGGØR DENNE ERKLÆRING INKLUSIVE FORFATTERENS NOTITS. INGEN COPYRIGHT ELLER TILLADELSE FRA FORFATTEREN PÅKRÆVET.

Forfatteren, Don Weitz kan kontaktes via e-mail-adresse: dweitz@interlog.com (Don Weitz forstår ikke dansk!)

En notits fra oversætteren: Nogle af de beskrevne tilstande indenfor psykiatrien er "typisk amerikanske/canadiske", hvad dog ikke betyder, at de slet ikke forekommer i Danmark.

APA: Den amerikanske psykiatris nationale, landsdækkende overorganisation.

Don Weitz er også medgrundlægger af Coalition Against Psychiatric Assault (CAPA). Læs hans personlige fortælling her (engelsk)

tirsdag den 24. november 2009

Antipsykotika - antipsykotisk eller fordummende?

Her en interessant artikel om hvordan "antipsykotika" virker. Og på sin vis - og selv om vores "sidste psykiater" (gid han var det!) ikke er enig - også om, hvorfor allerede en brøkdel af den som regel ordinerede dosis kan have en for mennesket i krise - men nu ser vores "sidste psykiater" heller ikke tingene fra mennesket i krises perspektiv, men fra behandlernes/de pårørendes - tilfredsstillende effekt. Det største problem under krisen er jo mangel på sindsro, for at sige det sådan. Og det problem kan en lille dosis neuroleptika altså afhjælpe, hvis det absolut skal være.

"Antipsykotika" binder altså i følge artiklen først til H1 receptorer, hvilket giver den beroligende effekt, og sidst til dopaminreceptorerne, hvilket så i følge vores "sidste psykiater" skulle give den "antipsykotiske" effekt. Dvs. at der skal en vis dosis til, før alle H1, a1, etc. etc., receptorer er blokkeret og det kan blive dopaminreceptorernes tur til at blive det. Der skal en vis dosis til, fordi et enkelt molekyl Zyprexa eller Seroquel, eller hvilket firma det nu er, ens shrink får lommepenge af, altid kun kan binde til én enkel receptor, ikke til flere samtidigt. Så længe der er frie H1, a1, whatever, receptorer, vil molekylerne således binde til dem, ikke til dopaminreceptorerne.

Som sagt, en ganske interessant artikel, hvis man vil vide lidt mere om, hvordan "antipsykotika" virker, end hvad man sådan almindeligvis får at vide. Jeg har dog et problem med artiklen. Og det er, at vores "sidste psykiater", ligesom alle andre biopsykiatere, med den største selvfølge går ud fra, at dopamin forårsager "psykoser". Hvilket dopamin ikke gør. Dopamin "forårsager" kognition, motivation, følelser af velvære. Dopamin er af afgørende betydning for indlæring, hukommelse og problemløsning - og især mht. det sidstnævnte må det siges, at "antipsykotika", taget i en høj nok dosis, at den virker "antidopaminsk", så at sige, direkte modvirker en løsning af de problemer, man står med, når man er i krise. "Antipsykotika", taget som ordineret, modvirker altså en løsning af krisen via bevidstgørelse og bearbejdning. Simpelthen fordi det, at nedsætte mængden af dopamin i hjernen også nedsætter det vedkommende menneskes evne til at løse problemer.

Taget dopaminens betydning for de ovennævnte evner i betragtning, må man konkludere, at "antipsykotisk" er en vildledende eufemisme for "dumhed og ligegladhed fremmende". Ja. Og, let's face it, dum og ligeglad er jo netop, hvad omgivelserne, behandlerne som pårørende, som oftest ønsker, en person i krise skal blive. Dum og ligeglad er omtrent ensbetydende med nem og uproblematisk at håndtere. Mens bevidste personligheder jo kan være ret besværligt at have at gøre med... Et andet aspekt er at "antipsykotisk" sælger, både til pårørende og behandlere, der helst ønsker at undgå alt for store skyldfølelser, og selvfølgeligt også til brugerne selv. Det gør "dumhed og ligegyldighed fremmende" næppe, og da slet ikke til brugerne selv.

Nå men, jeg efterlod følgende kommentar på vores "sidste psykiaters" blog:

Nice article, yes. But as far as I know, dopamine doesn't cause "psychosis", it "causes" cognition, motivation, pleasure, etc. etc. So, IMHO, "anti-psychotics", even the part of them that binds to dopamine receptors, don't act "anti-psychotic", but simply by enhancing stupidity and indifference. Isn't it a bit of a misleading euphemism to call such an effect "anti-psychotic"?

Well, maybe it depends on the perspective...


Og vores "sidste psykiater", der godt nok ikke plejer at svare på alle kommentarer - ellers ville han nok ikke bestille meget andet - men dog plejer at protestere, når han har indvendinger, som han mener, "holder i retten", har ikke protesteret endnu.

fredag den 27. marts 2009

"Åbenhed gør stærk" - En film om skizofreni

Lad mig sige det med detsamme: jeg har ikke selv set den af PsykInfo⁴ udgivede film Åbenhed gør stærk, og jeg påtænker heller ikke at se den, da jeg synes, at selv 100 kroner, som jo er en forholdsvis fornuftig pris for en DVD, er 100 kroner for meget i det her tilfælde. Og dermed har jeg egentligt allerede sagt om filmen, hvad der efter min mening er at sige om den. Jeg vil dog lige komme lidt nærmere ind på, hvad det specifikt er, der får mig til at vælge denne film fra.

I følge anmeldelserne fortæller filmen "solskinshistorien" om to unge, Helle og Emil, begge midt i tyverne, der er stemplede med en "skizofreni"diagnose, mens "skizofreni" defineres af filmens "ekspert"konsulent overlæge Gertrud Krarup fra OPUS-projektet i Århus, som værende en sygdom i hjernen. Citat, taget fra Kurt Ladefoged's anmeldelse af filmen i Socialpædagogen¹:

"Den kan opstå, hvis man er genetisk disponeret for sygdommen. Man ved i dag, at der er flere gener, der er koblet til sygdommen, og man kan altså have en større eller mindre sårbarhed over for sygdommen, afhængig af, hvor mange af disse sygdomsgen, man har."

"Den genetiske sårbarhed medfører, at der sker en fejludvikling i hjernen. Det er dog ikke alle med denne arvelige belastning, der får sygdommen. Der skal andre belastninger til, for at sygdommen kan komme til udbrud."

Faktum er, at man i dag ved lige så lidt, som for hundrede år siden. Man har hverken fundet et eller flere gener, der kan bringes i forbindelse med såkaldt "skizofreni". Genteorien er, ja, en teori, og mangler som sådan ethvert videnskabeligt bevis for sin gyldighed. Detsamme gælder teorien om en fejludvikling i hjernen. Sagt på dansk: Gertrud Krarup, som så mange af hendes kollegaer, fortæller os en løgnhistorie, når hun formulerer en ren antagelse som om det drejede sig om et videnskabeligt bevist faktum.

Mens overlæge Lennart Jansson faktisk er på sporet af noget, der må betegnes som langt mere korrekt, end Gertrud Krarups udtalelser, når han i hans anmeldelse² af Åbenhed gør stærk skriver: "Her burde det nok understreges, at psykosen er slutresultatet af en længere sygdomsudvikling, hvor f.eks. traumer kan spille ind."

At traumer ikke bare kan spille ind, men med stor sandsynlighed er årsag til den posttraumatiske stressreaktion, der af psykiatrien kaldes for "skizofreni", er der i nyere tid igen en del forskning, der er nået frem til.

Men, som Lennart Jansson, mht. filmens "læs-let-niveau", også skriver: "Forenklingen kan være nødvendig af pædagogiske grunde for at se fremad, indgyde håb og fjerne skyldsfølelsen hos de unge og deres familier. Dette er måske et af filmens vigtigste formål." (Min fremhævelse)

"Biologisk forårsagede hjernesygdomme' er sikkert belejligt for familier som læger ligeledes. Det er en ingen-skyld-forsikring mod personligt ansvar. Vi er alle bare hjælpeløst fanget i en hvirvel af hjernepatologi, som ingen, bortset fra DNA'en, har ansvaret for."

Det er vist ikke bare "måske", men med stor sikkerhed filmens vigtigste formål, at levere denne ingen-skyld-forsikring, som Loren Mosher kalder genteorien i hans "Letter of Resignation from the American Psychiatric Association".

Mens det eneste "håb" man som kriseramt, "skizofren", står tilbage med, hvis man lader sig narre til at tro på en biologisk hjernesygdom, der skyldes defekte gener, er at den såkaldte "medicin" måske kan forhindre tilbagefald, og at man kan lære at leve med en kronisk sygdom. Det er ikke recovery-orientering, som Inger-Liss Christoffersen betegner det i hendes anmeldelse³ i LAP's medlemsblad, det er ikke at "indgive håb", som Lennart Jansson skriver. Det er endnu en opfordring til at resignere og finde sig i en skæbne med livslang sygdom, det er endnu en opfordring til at overlade styringen af ens liv til "eksperterne" og deres "ekspertise", i stedet for at lytte til sin egen intuition, og tage ansvar for sit eget liv. Det er disempowerment, for at bruge recovery-bevægelsens terminologi.

Ligesom det ikke er en "forløsning", som Kurt Ladefoged skriver, en af de to i filmen portrætterede unge kalder det, at have fået diagnosen, at have fået "sat ord på og få svar på det, der har været uafklaret for dig i store dele af dit liv", men en bortforklaring af det uafklarede:

“(…) Alle har behov for at skabe en mening med deres liv. Mennesker er skabninger der bebor såvel tid som rum - andre skabninger lever meget mere i øjeblikket med kun lidt sans for for- og fremtid. Vi har behov for at skabe en topografi af tiden, et kort over livet, og det er vores historie. Herfra stammer vores fascination for historier og historiefortælling - fra dette behov for at kortlægge tiden og finde vores plads i den.

En diagnose er en erstatning for en personlig fortælling. Det er et forsøg på, at give nogen en historie når de ikke kan finde mening selv, men den er i sagens natur utilfredsstillende. Den placerer personen i en kasse og tilpasser individet til historien i stedet for at historien tilpasses individet. Del af recovery-processen er processen af at kræve din egen historie tilbage - den historie, der giver mening i dit liv, ikke i nogen andens. (…)” som "Pablo" skriver her.

Det er helt afgjort både en lettelse og en nødvendighed for at komme sig helt, at få sat ord på det uafklarede, når dette uafklarede selv baner sig vej ind i ens bevidsthed og oversvømmer den, som det sker i "psykosen". Det er en lettelse og en nødvendighed for at komme sig helt, at bevidstgøre og skabe mening i det uafklarede. Kun ad den vej kan man nogensinde opnå acceptance, og, som følge af denne, forandring og altså recovery. Fuld recovery.

Diagnosebegreber som "psykose" og "skizofreni" bliver i kombination med budskaber om genetisk betinget, biologisk hjernesygdom til synonymer for "meningsløs". Og forløser dermed ingenting. Tværtimod. I det øjeblik ordet "psykose" accepteres som endegyldig forklaring på de "psykotiske" oplevelser man har, bliver enhver søgen efter en dybere mening meningsløs. Og det "psykotiske" menneske bliver låst fast i meningsløsheden, med en kronificering af "psykosen" til følge.

Det ser ud til, at Åbenhed gør stærk benytter sig af lignende formelle virkemidler (krydsklip, interviews) som Daniel Mackler's Take These Broken Wings. Men mens Lennart Jansson mener, at "Den [filmen Åbenhed gør stærk] kan varmt anbefales til patienter og pårørende. Filmen anbefales også til psykiatrisk personale, medicinske studenter og læger," tænker jeg, at det snarere må frarådes alle på det kraftigste, at kaste 100 kroner ud af vinduet. Med mindre man synes, man trænger til en gang massiv indoktrination med håbløse, inkorrekte budskaber om ubalancer i transmitterstofskiftet, fejludviklede hjerner, defekte gener, nødvendigheden af livslang "vedligeholdelsesmedicinering", og en recoverychance, der nærmer sig nul (mht. virkelig recovery, ikke mht. psykiatriens udvandede fejlfortolkning af begrebet), eller med mindre man synes, man mangler dokumentation for, hvordan establishmentet diskriminerer og undertrykker kriseramte mennesker.

For, det er netop hvad budskabet i Åbenhed gør stærk er. Diskriminering og undertrykkelse af kriseramte mennesker som værende genetisk defekte, og afhængige af "ekspert"hjælp for livet.

På den ene side er det meget rosværdigt, at filmen lader kriseramte mennesker selv komme til orde. På den anden sider lader heller ikke denne film, lige så lidt som mainstreammedierne ellers, et eneste af de mennesker komme til orde, der er kommet sig helt, men tyr "politisk korrekt" til at interviewe et par af den psykiatriske imperialisme kolonialiserede mennesker og deres lige så kolonialiserede pårørende. Men, selvfølgeligt, fuld recovery findes ikke i psykiatriens bevidsthed, da den kun opnås af mennesker, der magter at befrie sig fra vor tids diskriminerende og undertrykkende system, og gå alternative veje. Det kunne nu være interessant at høre Gertrud Krarup, for eksempel, forklare tilfældet Joanne Greenberg, eller Catherine Penney, Ron Bassman, Dorothea Buck, Rufus May eller eller eller... For vi er mange, os, der er kommet sig helt. Men vi har jo nok bare været "fejldiagnsticeret", eller også skal vi bare vente og se, det sker sikkert (IKKE!) igen...

At på den måde, som filmen gør det, alene ty til udsagn fra kolonialiserede kriseramte mennesker, er således ikke andet end et forsøg på, at dække over filmens forudindtagethed. Det, vi hører, når Helle og Emil taler, er ikke deres egne, men systemets ord. Det er, hvad der kendetegner kolonialisering: at styre, erstatte eller udrydde det oprindelige. I stedet for at lade det oprindelige selv komme til udtryk, i stedet for at give plads til det oprindeliges eget sprog, som Daniel Mackler's film, og i øvrigt også Leo Regan's The Doctor Who Hears Voices , og Edgar Hagen's Someone Beside You, gør det, foregøgles seeren af Åbenhed gør stærk, at systemets budskab er det eneste sande budskab med hensyn til emotionelle kriser. Tilsyneladende underbygget af kriseramte mennesker selv.

Daniel Mackler spørger i Take These Broken Wings Joanne Greenberg, hvad hun tror, systemets "sandhed" og den deraf følgende tilgang til kriser havde gjort ved hende: "Lad os sige, du var ung i dag, lad os sige 14, 15, 16..."
Joanne Greenberg: "Gud forbyde!"
D.M.: "...og du havde skizofreni i dag..."
J.G.: "Det, der ville ske for mig i dag er, at jeg ville blive indlagt på en ungdomsafdeling et eller andet sted hen, og så ville jeg dø."

Joanne Greenberg blev psykiatriseret før de såkaldte "antipsykotika" fandt større udbredelse. Hun var indlagt på Chestnut Lodge, hvor hendes terapeut, Frieda Fromm-Reichmann successrigt prakticerede intensiv psykoterapi med som "skizofren" stemplede mennesker. Joanne Greenberg opnåede fuld recovery, blev verdenskendt forfatter (bl.a. I Never Promised You a Rose Garden) og professor i litteraturvidenskab.

Åbenhed gør stærk fortæller os, at Helle bor på et psykiatrisk bosted. Sandsynligheden for, at Helle og Emil bliver professor i hvad det end måtte være, er lig med nul. De vil højst sandsynligvis tilbringe deres liv med førtidspension, på bo- eller væresteder i udkanten af samfundet, kronisk syg og afhængig af systemets recoveryforhindrende,
hjerneskadende
"behandling" resten af deres, takket være "behandlingen" med ca. 25 år forkortede, liv.

Daniel Mackler spørger i filmen Take These Broken Wings Joanne Greenberg også, hvad hun tror, Frieda Fromm-Reichmann ville sige til nutidens "behandling" af "skizofreni". "This is nonsense," er Joanne Greenberg's bud på Frieda Fromm-Reichmann's mest sandsynlige svar. Og nonsense er det. Ligesom filmen Åbenhed gør stærk.
_______________

¹ Kurt Ladefoged, "Skizofreni: Dert starter i de unge år"
² Lennart Jansson, Anette Vårlind, "Åbenhed gør stærk - om skizofreni i familien"
³ Inger-Liss Christoffersen, "Anmeldelse: 'Åbenhed gør stærk - om skizofreni i familien' "
⁴ PsykMISInfo? PsykMISInfo!!!

søndag den 1. marts 2009

Merete Nordentoft, OPUS-projektet og The International Society for the Psychological Treatments of the Schizophrenias and other Psychoses, ISPS

Jeg må jo indrømme, at jeg blev en smule glad, da jeg så, at The International Society for the Psychological Treatments of the Schizophrenias and Other Psychoses, ISPS, også har en dansk afdeling. "De gemmer sig godt," skrev jeg til Daniel Mackler.

Men bortset altså fra, at man selv i en organisation, der prioriterer psykoterapi respektive -analyse meget højt som hjælpeforanstaltning ved ekstreme sindstilstande, har sine problemer med at se bort fra en patologisering af individet, troede jeg, naiv som jeg en gang imellem godt kan være, at der i Danmark måske virkeligt fandtes ikke bare nogle få enkelte hjælpere (der nok kan tælles på fingrene af én hånd...), men måske endda en hel organisation af hjælpere, der tog mennesker, der oplever ekstreme sindstilstande, seriøst, og der virkeligt satte sig ind for at tilbyde disse mennesker hjælp efter deres præmisser. Og patologiseringen, den kan vi jo i sidste ende takke Freud for, ligesom vi kan takke ham for psykoanalysen, så...

Men jeg må vist tro om.

Et øjeblik overvejede jeg, at linke til ISPS fra min sidebar, og ja, den US-amerikanske afdeling af organisationen har da nogle meget interessante artikler på hjemmesiden, og på startsiden kan man læse: "Vi støtter en human, vidtspændende og dybdegående behandling af psykotiske forstyrrelser." Meget tiltalende. Så, måske var der her et link til min samling af links til læsværdige danske hjemmesider?

Nu linker jeg ikke bare til noget, uden at først undersøge lidt nærmere, hvad det er, jeg anbefaler. - Hvilket ikke betyder, at jeg udelukkende går efter 100% overensstemmelse med mine synspunkter. Men der er altså grænser for galskaben, som man siger.

Det første navn, jeg faldt over, var, som tidligere bemærket Bent Rosenbaum. Det gav en mixed-emotions-resonans hos mig. Det næste navn gav ikke længere en mixed-emotions, men en rød-alarm-resonans: Merete Nordentoft.

Hvorfor rød alarm? Merete Nordentoft, et navn, vi jo nok er en del, der genkender fra medierne, er initiativtager til OPUS-projektet. Akronymet "OPUS" står for "tidlig opsporing og behandling af unge psykotiske", og det siger mig allerede en del. Alene ordvalget: de ("psykotiske") - og os.

Men lad os lige se på, hvad dette, angiveligt så revolutionerende, projekt går ud på. Ifølge den rapport, jeg linker til foroven, består behandlingen af fem forskellige tiltag: Individuelle samtaler, medikamentel behandling, psykoedukation, social færdighedstræning og familiearbejde.

'Ah,' tænker man så, 'individuelle samtaler. Det lyder jo lovende.' Men lad mig sige det med det samme, jeg må skuffe. Af en anden projektbeskrivelse, der imidlertid er forsvundet fra nettet, fremgik det, at de individuelle samtaler under den maksimalt toårige tilknytning til projektet, man kan have, er begrænsede til 12 - TOLV! - i visse tilfælde til allerhøjst 24 - FIRE OG TYVE! - samtaler med en terapeut, og at samtaleemnerne gerne skal aftales på forhånd. Ja, det er - desværre - ikke en joke. Men samtalerne i sig selv, de bliver altså til en joke under disse omstændigheder.

Mit eget forløb omfattede 45 samtaler, fordelt over en periode på tre og et halvt år. Et (absolut) minimum, når vi taler "psykoser". Og kun muligt, fordi jeg a) ikke længere var 20 år gammel, men godt og vel to gange 20 år, med den deraf følgende livserfaring og en vis baggrundsviden indenfor relevante fagområder (såsom filosofi, litteratur og, ja, psykologi/-analyse).

Fordi jeg b) var så motiveret, som man bare kan være - aldeles ikke til at lære at leve med en begrænsende, kronisk sygdom, men til at erkende, forstå og løse min eksistentielle problematik.

Fordi jeg c) skrev - stort set 24/7 ("Jeg plejer at sige, at en psykose ikke passer ind i en 50-minutters-session - fordi den foregår 24 timer." -Loren Mosher) og ikke til skrivebordsskuffen, men for min terapeut at læse. Dvs. jeg kunne til enhver tid have en godt nok imaginær men dog også ret så konkret samtale med min terapeut, på papiret. Også kl. 3 om natten, hvis det var det, der skulle til.

Fordi jeg d) ikke blev yderligere traumatiseret af et ophold på den lukkede respektive af det tillidsbrud, det havde været fra min terapeuts side, at arrangere et sådant ophold mod min udtalte vilje. Noget, der uvægerligt ikke bare havde kastet mig betydeligt tilbage med hensyn til recovery'en, men under alle omstændigheder en for alle gange havde ødelagt tillidsforholdet til min terapeut. Og til enhver anden professionel hjælper med. Mens jeg samtidigt var ret afklaret med, hvad jeg i givet fald ville foretage mig, skulle det vise sig, at man altså åbenbart ikke kan stole på menneskeheden overhovedet. "Suicide was my ticket out," siger Catherine Penney i Take These Broken Wings, adspurgt om, hvordan hun tror, det var gået, havde hun ikke mødt Daniel Dorman. Det var også min billet ud.

Fordi jeg e) ikke var medicineret på noget tidspunkt,

fordi der f) ikke blev aftalt noget som helst på forhånd - andet end tid og dato for den næste terapitime,

og sidst men bestemt ikke mindst fordi jeg g) ikke hoppede på den biologiske limpind, bortset fra i en, heldigvis meget kort, periode, hvor jeg, takket være den massive propaganda alle vegne, havde mine tvivl. I øvrigt den eneste periode nogensinde i mit liv, hvor jeg seriøst overvejede selvmord: man ændrer ikke uden videre på sine gener, og heller ikke på en kronisk ubalance i transmitterstofskiftet. Man kan alene passivt håbe på, at "medicinen" virker. Men man kan altid blive aktiv, og ændre på tillærd adfærd - og komme sig helt.

Hvorved vi er ved OPUS-projektet igen. Af rapporten fremgår det, at de individuelle samtaler, der nævnes her, er ugentlige samtaler med det, der hedder en kontaktperson. Begrebet "terapeut" er altså fra denne, åbenbart nyere, rapport helt forsvundet. Men hvad, det var jo alligevel bare en joke, ikk'?

Og her i rapporten hedder det så under "Individuelle samtaler" bl.a.:

"Samtalebehandlingen kan indeholde mange elementer: rådgivning, vejledning, kriseintervention, psykoedukation, tilbagefaldsforebyggelse, psykologisk støtte til indsigt og egentlig kognitiv terapi [Ah, da er de måske alligevel, de 12, maks 24 psykologtimer??? Jamen, fabelagtigt!].

Generelt kan samtalerne skematiseres efter den fase, patienten befinder sig i, således:
Akut fase:
Der skabes kontakt og etableres en behandlingsalliance. Samtalerne har overvejende støttende og psykoedukativ karakter, (...)
Stabiliseringsfase:
Patienten støttes i at fortsætte med at følge behandlingen, selv om han har fået det bedre. Der ydes psykologisk støtte til indsigt og accept, (...)
Vedligeholdelsesfase:
Der ydes støtte til at fortsætte behandlingen. (...)"

Under "Medikamentel behandling" kan man så læse nøjagtigt hvad der så målrettet og ihærdigt skal støttes:

"Hos størsteparten af patienterne har der været indikation for antipsykotisk medikamentel behandling."

Og rigtigt hyggeligt bliver det lidt længere nede, hvor der konstateres, at mange kriseramte mennesker har "depressive" perioder - meget besynderligt, at de bliver så kede af at få indbildt, de har en kronisk biologisk hjernesygdom - der jo så selvfølgeligt gerne behandles med antidepressiva, SSRIs, ifølge rapporten. Siden "depressionen" jo må anses at være del af den biologiske sygdom, og bestemt ikke resultat af både nedværdigende og desillusionerende budskaber fra hjælpernes side, der efterlader det kriseramte menneske fuldstændigt magtes- og hjælpeløst, nej nej! Og så har de jo vist sig, at være så effektive, SSRIs'ene, ja! Og, nej nej, det er heller ikke den såkaldt "antipsykotiske medicin", der kan have nedtrykthed som bivirkning!

Ja, og siden både "psykotiske og depressive tilstande kan være forbundet med megen angst" - nej nej, det er i hvert fald ikke en bivirkning af de anbefalede SSRIs! - så rører vi da også lige nogle benzoer ind i cocktailen, der ved konstateret misbrug (og et sådant må vi ved daglig indtagelse af tre forskellige typer psykoaktive stoffer på ubegrænset tid - det er kronisk, remember?! - vist under alle omstændigheder tale om) yderligere kan krydres med lidt metadon eller lignende. Velbekomme!

Hvis man så er heldig, så ender man som Gianna, der efter knap 20 år i et medicinsk tågedis gennemskuede charaden, og nu i sit femte år, fysisk svært skadet af "medicinen", kæmper for at komme ud af det lægeordinerede misbrugshelvede. Hvis man er knapt så heldig, så ender man som mere eller mindre total grøntsag på et bosted - eller som Luise.

Og hvis man nu skulle være indehaver af en sund portion skepsis, så har OPUS også en løsning på det problem:

"Det forekommer hyppigt, at patienter ikke ønsker at tage medicin, specielt den antipsykotiske medicin. (...) I OPUS har filosofien været, at når patienten ikke ville have den medicin, der fandtes nødvendig for ham, havde patienten sine grunde til det, og det var personalets opgave at undersøge baggrunden, undervise om, hvad medicinen kunne bruges til og hvilke bivirkninger der kunne forventes, og forsøge stadig at motivere for at modtage den relevante behandling. Erfaringen har været, at de fleste patienter alligevel efter nogen tid har accepteret behandlingen." Ja, og så ender man alligevel som Gianna, eller Luise. Når man, i sin i forvejen ret så sårbare sindstilstand, ikke orker psykoterroren (at blive "motiveret") længere. Sund skepsis eller ej.

Bemærk, at "behandling" her fuldstændigt sidestilles med "medicin". Anden behandling skal man altså heller ikke i OPUS-projektet regne med at kunne få, og de ugentlige samtaler er mindre ment som "behandling" i en virkeligt terapeutisk betydning, end i en indoktrinerende betydning. Hvilket sådan set er det modsatte af terapeutisk.

Endeligt afgået ved døden som et "mesterværk" er OPUS for mig med følgende citat, hvilket man betegnende nok, kan finde under "Familiearbejde", der ifølge rapporten omfatter "individuelle møder ved behandlingsstart" med de pårørende, "uden patienten, men med patientens accept" - Hvad prøver man her at redde? "Intet om os uden os"-konceptet? Jeg er ked af det, det er en ommer! Se dertil foroven, psykoterror af mennesker i meget sårbare sindstilstande - :

"- psykoedukation med vægt på en biologisk årsagsmodel (skyldreducerende)"

Hvad var det lige, Loren Mosher sagde? "Biologisk forårsagede hjernesygdomme er sikkert belejligt for familier som læger ligeledes. Det er en ingen-skyld-forsikring mod personligt ansvar. Og: "Biologiske forskelle 'gør dem grundlæggende anderledes end os,' siger han. 'De er på en måde lidt en anden race end os.' Mosher tænker, at det hele er 'en måde at forsigtigt sige, ' Disse mennesker er virkeligt anderledes. Og derfor har vi ret til at gøre med dem hvad fanden vi ønsker.' ' "

Eller, sagt på en anden måde: Om det så koster "de skizofrene" livet - "medicin"betinget, eller fordi det, ganske logisk og ikke spor sygt, som jeg vil mene, er billetten ud af en tilværelse med kronisk hjernesygdom - hovedsagen er, at læger og pårørende kan vaske deres hænder.

Meget mere passende, end man umiddelbart skulle tro, at Merete Nordentoft fik tildelt Den Gyldne Skalpel for OPUS-projektet. Det minder mig om en vis Nobelpristager...

Og dermed, med denne ret så uforbeholdent tilkendegivne ringeagtning af mennesker i krise, er den danske afdeling af ISPS, som Merete Nordentoft som nævnt, er medlem af, og ved hvis internationale symposium i København i juni 2009 hun deltager i det lokale videnskabelige komité, også afgået ved døden i sin form som en glædelig overraskelse og et potentielt link i min sidebar.
_______________

Hvad anden end den "indsigts-" og "compliance-"fremmende "støtte", OPUS tilbyder, angår: Jeg havde en bekendt, der blev tilknyttet OPUS. "Et sted at bo? Det kan vi desværre ikke hjælpe med. Et job? Det kan vi desværre ikke hjælpe med." Men pillerne fik han med hjem. Uden omsvøb. Og helt gratis. Han behøvede ikke engang at spørge efter dem.

Det må virkeligt kaldes for eksemplarisk støtte af mennesker i krise.

Og nej, jeg tog fejl. De gemmer sig slet ikke. De er der, synligt for alle, midt i biobiobiopsykiatrien stortrives de biobiobiopsykiatrisk. ISPS' medlemmer. Når "psykologiske behandlinger" skal fremmes, menes der således åbenbart ikke så meget andet, end at "the slightly more sophisticated" version af den kulsort-pædagogiske psykoedukation skal finde mere udbredelse. Trist men sandt. Men i sidste ende jo ikke så overraskende igen, i dette jantelovens land.

I øvrigt er også Lene Falgaard Eplov, der mener, recovery ikke kan være andet, end at lære at leve med en kronisk sygdom, og biopsykolog Torben Schjødt medlemmer af ISPS' danske afdeling. Uhm, jah. R.I.P., ISPS Danmark.
_______________

P.S.: Bemærk, hvis du læser rapporten om OPUS-projektet, at der på intet tidspunkt er tale om at behandlingen bare så meget som eventuelt kan omfatte traumerelateret terapi. At emotionel lidelse kan være resultat af traumatiserende oplevelser, udelukkes dermed på forhånd. Apropos at overgribere til enhver tid vil gøre alt i deres magt stående, for at forhindre offeret - og omgivelserne - i at gennemskue misbruget/mishandlingen.
_______________

P.P.S.: Merete Nordentofts navn kan man for resten også finde på denne liste over læger med en så intens tilknytning til farmaindustrien - i Merete Nordentofts tilfælde til bare alt for velkendte Eli Lilly, producent af Zyprexa - at de så sig nødsaget til at søge om tilladelse for deres lille bierhverv. Som salgsrepræsentant for firmaet.

torsdag den 17. september 2009

Kampen fortsætter

Jeg hørte forleden om/fra en person, der planlagde at sulte sig selv ihjel. I protest bl.a. mod de overgreb, vedkommende blev udsat for i psykiatrien. Det er ikke altid, at reaktionen kommer så bevidst, så den nærmest må betegnes som en formel protestaktion. Som regel kommer den ganske spontant og ubevidst, som en "forværring af sygdommen", som "symptomer". Hvilket så gør det svært for den protesterende at erkende sin egen protest som protest, og nemt for systemet, at indbilde den protesterende (og alle andre involverede), at vedkommendes protest ikke er en protest, men altså "sygdom". Resultatet er "kronisk sygdom", og psykiatribrugere, pårørende og politikere, der mener, psykiatrien redder liv. Resultatet er, at psykiatrien overlever. Kampen mod de protesterende og deres protest. Og så længe der kæmpes, koster det liv. De protesterendes. På den ene eller anden måde.

Her er, lettere redigeret for at sikre anonymitet, hvad jeg skrev til ovennævnte person (originalversionen, jeg gider stadigt ikke oversætte):

Suicide is the ultimate, strongest, most reactive and violent, "NO!" to abuse. I guess, I'm far from alone in that I've considered this "NO!" many times in my life, since I felt, I'd tried to say "NO!" in every other to me available way without having been heard. I considered it sometimes consciously, in the shape of planning an action like yours would be, sometimes more unconsciously, in the shape of "voices", telling me to off myself.

What finally made me reject suicide as a manifestation of my "NO!" to abuse was the insight that there was no chance to have it understood as my logic response to a world that was slowly killing me - like in : "Look, this is what you're doing to me!" - but that it, as X says, undoubtedly would be interpreted as a meaningless manifestation of meaningless madness, "mental illness", and thus a justification for more abuse, "treatment". And even if I might have escaped personally, offing myself would only have strengthened psychiatry in general: "Look, we need more treatment, more locked wards, more restraints, more pills, more ect, more psychiatry, to prevent suicide! If only we'd been able to force more treatment on her/force treatment on her earlier, she might be alive."

What I did instead of offing myself was that I started to look for new, less reactive, less violent ways to word my "NO!". Without being aware of it at the time, I made use of the Buddhist concept of not reacting to content. At least to a certain extent. While whoever made you his enemy always will seek to turn your reaction to him into an excuse for him to attack you even more fiercely (more abuse), not reacting to his provocations disarms him most effectively. The lesser "reactive", or violent, you react , the smaller an amount of strength in the shape of violence you give your enemy to turn against you. If you want whoever made you his enemy to overcome you, you give him all the strength you have in your anger and despair, and let him turn it against you. 

If it is psychiatry, who's made you its enemy, you strengthen it by feeding it more of what it is living on: "symptoms". Committing suicide is usually regarded a "symptom" of "mental illness", certainly if the person in question is identified as a "mental patient". No matter what statement of protest you attach to it. Also the statement will be turned against you, defined a "symptom" of "mental illness" ("lack of insight", you can't see, that there's no reason to protest anything, that they're only trying to help you, not punish you, because you're so sick, you don't even know you're sick... ).

To overcome psychiatry, you have to starve it, not you, by getting in control of your "symptoms", at least to the extent that psychiatry no longer is able to make them out, and eventually by doing what psychiatry tells everybody is impossible to achieve: recover. It can be done. First step: become aware of these mechanisms. Psychiatry provokes you to feed it "symptoms", for instance by starving yourself to death, because it needs your "symptomatic" reaction to survive. Don't give them what they're so hungry for!

Relateret: Mere om selvmord i psykiatrien
_______________

For resten: Nok, som jeg skriver i kommentarerne, ikke et bevidst ordvalg, men alligevel meget sigende er denne "Freudian slip"... Omend konklusionen så bliver lidt forkert.

onsdag den 18. marts 2009

Telefonsamtale med Jakob Hvide Beim

The world is a dangerous place to live, not because of evil people, but because ordinary people do nothing about it. -Albert Einstein

Det tog lige et par dage, eller fire, men så kom der alligevel lyd fra Jakob Hvide Beim - jaja, journalister er travle mennesker. Så, jeg havde en ganske behagelig telefonsamtale med ham, her i eftermiddags.

Jakob Hvide Beim siger, at han ikke har hørt om forbindelsen mellem skoleskyderier respektive udagerende adfærd og SSRIs endnu, og at de oplysninger - fra de tyske myndigheder - han har brugt til sin og Elisabeth Astrups artikel "Skolemorder afbrød psykiatrisk behandling" ikke omfattede oplysninger om, hvorvidt Tim Kretschmer på noget tidspunkt var på psykofarmaka eller ej.

Nu har jeg indtryk af, at hverken psykiatrien eller psykofarmaka ligefrem er Jakob Hvide Beims speciale, så jeg ser mig lige umiddelbart nødt til at godtage hans forklaring mht. dette punkt.

På mit spørgsmål om, hvorfor medierne tegner et ret så ensidigt negativt billede af mennesker med psykiske problemer, sagde Jakob Hvide Beim endvidere, at det jo som regel var i forbindelse med kriminalitet af den ene eller anden art, begået af denne befolkningsgruppe, at medierne rapporterede om denne befolkningsgruppe.

Hm. Den holder i mine øjne ikke. Eller har nogen nogensinde set en avisoverskrift à la "Bankrøver afbrød behandling for diabetes"? Og jeg mener, mainstreamen tøver da ellers ikke med at sammenligne "psykisk sygdom" med diabetes... Næh nej, let's face it: Hitchcock sælger. Noget bedre end diabetes. Offentligheden vil have sit gys, og sin forklaring. "Psykisk sygdom" slår begge fluer med ét smæk. Og de færreste opdager, at det ved det sidste punkt snarere drejer sig om en bortforklaring, end om en virkelig forklaring.

Og bare ærgerligt, at det går ud over nogle af de mest sårbare mennesker i samfundet. Bare ærgerligt, men også ganske logisk. For, selvfølgeligt hænger man ikke samfundets støtter ud. Eller gør man?? - Click the link!!! and get all the juicy details! Og, hejsan derovre i Södertälje! Glemte sidst at gøre jer opmærksom på, at jeg jo har en follower-gadget her på bloggen. Var det ikke noget? Men, for at parafrasere Kim ovre på "Invincible Summers" (intet link, nej, fordi Kim ikke er så frygteligt glad for besøg af pillepusherne themselves), det er måske intellektuelt for krævende at finde ud af, hvordan man bliver follower, når man er på Seroquel? Jah, det er det jo nok.

Og ja, bnet.com er lidt et "insider"-medie, men det kan New York Times f.eks. til gengæld næppe kaldes for at være.

Hvordan kan det være, at de danske medier ikke har reageret på Zyprexa-skandalen i december 2007 overhovedet, og hvordan kan det være, at man åbenbart heller ikke har tænkt sig, at nævne Seroquel-sagen med et ord? Mens man har mere end travlt, med at, gang på gang, og uden noget som helst hold i videnskabelige fakta, hænge mennesker i emotionelle kriser ud som hjernesyge potentielle øksemordere? Hvordan kan det være, at man giver kilometervis af spalteplads til de selvbestaltede "eksperter", NAMI-pårørende, og de kolonialiserede, mens man dårligt lader kritikerne fuldføre så meget som en enkel sætning? Hvordan kan det være, at man blind tror på alt, de ovennævnte, selvbestaltede "eksperter" påstår, uden at researche på hvilket - sådan set ikke-eksisterende - grundlag deres påstande hviler? Ja, jeg spørger bare. Ganske så naivt. For, jeg kender jo godt svarene.

Det her er ikke en specifik kritik på Jakob Hvide Beim eller Politiken. Det er en kritik på Danmarks samlede journaliststand og på alle danske medier. Men den er dog samtidigt også mit stillingtagen til Jakob Hvide Beims bemærkning, at kritisk omtale af psykofarmakas virkning måske snarere hører hjemme i fagblade, end i mainstream medierne. Det gør den ikke. Den hører netop hjemme i mainstream medierne. Dér, hvor alle og enhver, også dem, hvis kognitive evner er reduceret af f.eks. Seroquel, nemt kan følge den. Det er netop disse mennesker, der er i livsfare, fordi afgørende informationer tilbageholdes konsekvent og systematisk.

Tim Kretschmer kunne muligvis være i live, de fleste af alle disse mennesker kunne muligvis være i live, Luise kunne være i live, hvis det ikke var for at vores civilisation, og med den dens officielle talerør, medierne, ikke kan undvære at diskriminere og undertrykke. Hvis vores civilisation ikke havde så hårdt brug for fjender, for sorte får, som den kan projicere sin egen eksistentielle angst ind i, at den endda har etableret sin helt egen institution - oops, sorry, forkert link, her er det rigtige - alene til at varetage dette formål. Ubetinget bakket op af medierne.
_______________

Update 24.03.09: Angående mainstream-journalistikens omtale af mennesker i krise og psykiatrien læs: Sigrun's indlæg "Kunnskap om psykiatri".

onsdag den 13. maj 2009

Censur på politiken.dk

Nogen hos Politiken kan åbenbart ikke tåle sandheden. I såpas stor omfang, at vedkommende glemmer alt om demokrati og ytringsfrihed.

Hey, måske er du:

Search Engine Phrase: zyprexa dødsfald
Search Engine Name: www.google.com
Search Engine Host: Google
IP Address: 81.19.246.10
Country: Denmark
Region: Staden København
City: Copenhaen
ISP: A/s Dagbladet Politiken
Visit Length: Multiple visits over more than one day
Browser: IE 7.0
Operating System: WinXP (pc? yikes!)
13th May 2009 11:36:26 Page View admin.twingly.com/UserPages/Abuse.aspx
silentspheres.blogspot.com/2009/05/selvflgeligt-har-psykofarmaka-slaet.html

selv på Zyprexa?? Nåhr nej, næppe. Usandsynligt siden du arbejder. Hm, måske er du aktionær i Eli Lilly? AstraZeneca? Bristol Myers Squibb? ...? Måske en af dine "loved ones" er på Zyprexa? Og du frygter, vedkommende kunne falde over sandheden, og begynde at sætte spørgsmålstegn ved dopingen? Oj, nej, det ville virkeligt ikke være godt - for de "kære" pårørende!

Eller måske synes du ganske enkelt, at demokrati og ytringsfrihed alligevel ikke gælder, så snart det kommer til "de psykisk syge"?

søndag den 26. oktober 2008

Projektioner III

Nogle tanker om det at tage ansvar, Abraham Maslow og selvforvirkligelse, ordene og Ordet, og om ønsket om at blive pakket i vat. Med tak til Astrid for inspiration.

Er et ønske om at blive respekteret som den man er, et ønske om at få den plads, man har brug for som et levende væsen for at kunne være til, detsamme som et ønske om at blive "pakket i vat", som Astrid mener?

Lige så mange pårørende som jeg ser, der desperat klamrer sig til det halmstrå, psykiatrien, samfundet holder op foran os i form af genetisk betingede, biologiske hjernesygdomme, som ingen har et ansvar for, lige så mange brugere ser jeg, der gør detsamme.

At kunne gribe efter og holde fast i halmstrået, forudsætter imidlertid at man er villig til at fornægte sig selv, at man er villig til at give afkald på den frihed og de muligheder til udvikling og forandring, der ligger i det, at tage ansvar for sig selv. Specielt tydeligt bliver det, når det drejer sig om "psykotiske" kriser, der som bekendt ofte går hånd i hånd med hvad psykiatrien kalder for "manglende sygdomsindsigt". Jo mere man overvældes af sit ubevidstes "vågn op!"-råb, jo mindre vil man selv være villig til at betragte "vågn op!"-råbet som en sygdom, der skal bekæmpes. Selv om man i "psykosen" ikke er bevidst om "vågn op!"-råbets helbredende, udviklende og forandrende potentiale på et rationelt tænkende niveau, men "kun" på et emotionelt, spirituelt og intuitivt niveau. Vores "rationelle" tanker er konditioneret, farvet af det samfund og den kultur, vi er opvokset i og lever i. Vores intuition er oprindelig og oprigtig. Et udtryk af hvem og hvad vi er, hver især og som mennesker i al almindelighed. Vores tanker er udtryk af tillærte samfunds- og kulturnormer. De er udtryk af, hvem og hvad vi ifølge disse normer burde/skulle være. Ikke af hvem og hvad vi er. Ser man på udsagnet isoleret, kunne "I begyndelsen var Ordet" også oversættes til: "I begyndelsen var den rationelle tanke". I begyndelsen af kulturen, af det, der adskiller mennesket fra alle andre livsformer. Liv behøves ikke den rationelle tanke, ordet, for at kunne komme til udtryk. Men liv uden intuition er ikke liv. Hvad den rationelle tanke er for egoet, er intuitionen for livet.

I en kultur, i hvilken den rationelle tanke (videnskaben, egoet) modarbejder intuitionen (naturen, væren), er krisen resultat af en kulturelt skabt ubalance mellem den rationelle tanke og intuitionen til fordel for den rationelle tanke. Den er et forsøg på genoprettelse af balancen. Og derudover et forsøg på at etablere et samarbejde mellem den rationelle tanke og intuitionen, hvor den rationelle tanke bliver til et udtryksmiddel for intuitionen, snarere end til et våben i kampen mod intuitionen. Og så bliver "I begyndelsen var Ordet" til "I begyndelsen var bevidstheden", den altrummende, transcendente bevidsthed. Integration i stedet for adskillelse. Enhed med i stedet for kamp mod. Yin og Yang. Gud. "I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud", hedder det i Johannesevangeliet. Og det er netop fordi det ikke står for den rationelle tanke, at "Ordet" staves med stort "O" i denne sammenhæng.

Splittelsen ("schizein", græsk: at splitte) er afsplittelsen og den fornægtende bekæmpelse af intuitionen til fordel for den rationelle tanke, for egoet. Krisen er et ubevidst forsøg på ophævelse af denne splittelse. "Jeg har aldrig følt mig splittet under mine akutte sygdomsperioder, men altid kun grebet af en overvældende, eventyrlig-apokalyptisk meningssammenhæng, som var meget svært at gennemleve, hvorfor de fjernede mig fra hverdagslivet. Mine medmennesker, der bare så disse episoder og mine forsøg på udredning af de krav, der blev stillet til mig, udefra, måtte selvfølgeligt se mine reaktioner som mærkelige eller sindssyge... Min livs- og verdensforståelse svarede snarere til den af et menneske, der pludseligt forstår, at der findes dybere- og højereliggende etager under og over sit eget tilholdssted, og for hvem disse etager, der hører til det store menneskehus, pludseligt bliver oplyste. Således vandt det levede livs naive realitet pludseligt en ny betydning, i hvilken mytisk fortid væltede op og religiøse, apokalyptiske visioner væltede ned over mig. Men denne erfaring modsiger grundfølelsen af splittethed. Snarere formidler den erfaringen af en større enhed", citerer Dorothea Buck i Auf der Spur des Morgensterns fra et brev af en veninde. Hun fortsætter: "Mange skizofrene oplever åbenbart disse, under normale omstændigheder ikke mærkede meningssammenhænge. De kan forføre til meningsløs selvovervurdering ["storhedsvanvid"], og den af angst overvældede vil opleve dem som forfølgelsesidéer ["paranoia"]. For den indeni isolerede [ensomme] kan erfaringen af en tættere forbindelse med det hele være til stor hjælp. Kun på baggrund af denne, normaltilstanden overstigende meningserfaring kan de for den skizofrene som typisk betegnede "relations- og betydningsidéer", hans/hendes symbolsprog og symbolhandlinger, forstås. En psykiater opfatter dem som meningsløse, fordi han/hun ser dem som isolerede symptomer og fordi han/hun ikke kender til meningssammenhænget."

Psykiatrien som den institution i vores af troen på videnskaben og den rationelle tanke dominerede samfund, der har som opgave at sikre den rationelle tankes dominans, kender ikke til andet end til den isolerede og isolerende, rationelle tanke. Og må således nødvendigvis misse pointen, når det kommer til kriser, hvis mening kun kan an-/erkendes i det omfang som også den menneskelige natur bliver an-/erkendt.

I citatet ovenfor nævner Dorothea Buck angst. Jo mere identificeret med den rationelle tanke, med sit ego, et menneske er, jo mere angst- og dermed lidelsespræget vil en krisesituation være for dette menneske. Dorothea Buck fortæller, at hendes egne kriser stort set var angstfrie. Hun havde et solidt identifikationsfundament af religion i en spirituel forstand som hun kunne gennemleve sine kriser ud fra. For mig, der var meget identificeret med min evne til rationel, analytisk tænkning, var kriserne meget angstprægede. Mens det, at jeg valgte at gå igennem kriserne med åbne øjne, i stedet for at lade mig bedøve af neuroleptika, skyldes min teoretiske viden om at mennesket er mere og andet end rationel, analytisk tænkning. "...jeg ville ikke have kunnet holde mig selv ud mere... fordi det ikke havde været 'mig selv' mere." Nej. Jeg havde været en ansamling af bedøvede symptomer, en bedøvet intuition, og derudover af vor kulturs menneskets natur, intuitionen, livet, fornægtende og fordømmende ("sindssyg", "skizofren"), rationelle tanker. Jeg havde ikke engang været en "grøntsag". Fordi selv grøntsager er en livsform, har en intuition og udvikler sig, vokser. Jeg kunne "forsvare" min intuition med teoretisk viden, med min egen rationelle tænkning. Rationel tænkning som et udtryksmiddel for intuitionen. Mens den kulturelle konditionering - eller indoktrination - om meningsløse, biologiske hjernesygdomme, om egoets og videnskabens almagt, om ordenes, den rationelle tankes, afgrænsende betydning gjorde min oplevelse af egodød, af enhed med alt og af Ordets universelle betydning angst- og lidelsesfuld. Hvis jeg oplevede en splittelse, så var det her, at jeg oplevede den. Ikke indeni mig selv, men mellem mig selv og dette kulturkonditionerede konstrukt, der er mit ego.

Det havde været nemt, at undgå angsten og lidelsen. Jeg havde kunnet frasige mig ethvert ansvar, både for mig selv og mine medmennesker, og havde kunnet give en mystisk hjernesygdom ansvaret for, at jeg ikke kunne tage ansvar. Et kulturelt, videnskabeligt-rationelt konstrukt, der lå udenfor mig selv, mit ansvarsområde: "skizofreni". Jeg havde nemt kunnet projicere min angst og min lidelse i dette konstrukt, der intet havde haft at gøre med mit væren som menneske. Som jeg som den jeg er ikke havde haft nogen som helst indflydelse på. Jeg havde kunnet lade "eksperterne", myndighederne og kemien overtage styringen af og ansvaret for mit "liv". Og så havde jeg kunnet eksistere i dette af vores kultur skabte meningsvakuum til mine dages ende. Uansvarligt, uforanderligt. Pakket i vat. Jeg kan godt forstå, at mange vælger denne "løsning". Især når de i tilstrækkeligt lang tid og med tilstrækkelig intensitet er blevet plaget konstant, uden ende, af samfundets kun velmenende "almægtige moralapostler" til at fornægte sig selv og overgive sig til meningsvakuumet.

Det havde været nemt, men for mig var det en umulighed. Ifølge den amerikanske psykolog og grundlægger af den humanistiske psykologi* Abraham Maslow er "self-actualization", selvforvirkligelse, et menneskeligt behov. I hans "Hierarchy of needs", behovspyramiden, ligger selvforvirkligelse på toppen. Det er det menneskelige livs ultimative mål, kunne man sige. "Enlightenment" med et spirituelt, "Satori" med et Zenbuddhistisk begreb. Mens opfyldelsen af alle andre behov danner grundlag for, at dette sidste behov kan blive opfyldt.

For kriseramte menneskers vedkommende kan det siges, at et eller flere af de fire selvforvirkligelsen forudgående behov ikke er opfyldt. Udviklingen er gået i stå. Krisen er et forsøg på, at bevidstgøre denne mangel og indhente det forsømte, på små 5 - 6 uger, med selvforvirkligelsen som muligt resultat. Ikke uden grund føler mange kriseramte mennesker sig ikke "voksne", "modne", mens de samtidigt kan opleve sig som alvidende og almægtig. Fra det ene ekstrem til det andre på 0,5 i en nærmest eksplosionsagtig udvikling, der gør det svært, om ikke umuligt, for den rationelle tanke at følge med ("tankeforstyrrelser"). Min egen selvopfattelse var symboliseret af et sandkorn i en østersskal i den ene ende, og millioner af lysår i den anden. Lys - bevidsthed - Gud. Spurgt efter min alder, havde jeg svært ved at svare. Jeg havde ingen og al alder på samme tid. Tid som en måleenhed eksisterede kun i en kulturel sammenhæng, og var dermed for mig, der stod udenfor denne kulturs begrænsninger, ubetydeligt. Detsamme gjalt ordene. Skrevne ord blev til virkårligt tegnede mønstre, udtalte ord til virkårligt komponerede lydbilleder. Ordenes betydning blev dobbelt, tredobbelt og vilkårligt udskifteligt. Samtidigt med, at jeg ledte efter Ordet. Trylleordet, der betød alt og intet på samme tid.

"I takt med at ordene mister deres (af kulturen tildelte) mening, (...) eller om det er pga. en psykologisk usikkerhed i det at være i verdenen, der forårsager at symboler ikke længere automatisk tages for tingen, der forårsager en adskillelse af symbolet (signifikanten, ordet) fra det symboliserede (det signifierede, tingen), rettes al opmærksomhed mod tingen, mens symbolet efterlades mere eller mindre tømt for enhver symbolsk indhold, og bliver til et vilkårligt lydmønster, fri til at blive fyldt med og anvendt til at betegne rent individuel mening, fri til at blive transformeret fra at være en almenforståelig kode til at være en mere eller mindre privat, individuel kode, grænsende til at blive en ting i sig selv.

Evnen til at bruge sprog er en naturlig evne, men sprogene i sig selv er ikke et naturligt fænomen. De er et kulturelt fænomen. Var det et naturligt fænomen, ville forskellig kodning [forskellige sprog] ikke være muligt. Lige så lidt som et 'poetisk sprog' eller 'psykotisk tale', med begge værende en leg med ord, en kode, hvert på sit niveau, ville eksistere", skrev jeg for noget tid siden i et indlæg på min engelske blog.

Erkendelsen af at ord altid kun kan være "pointers", ikke tingen i sig selv, og af at deres betydning er kulturelt og ikke naturligt betinget, er forudsætning for, at man kan forstå, hvad der sker i "psykosen" mht. tanker og deres manifestation i ordene, i sproget.

Mig selv trak denne erkendelse skiftesvis i to retninger: ind i tavsheden, som den logiske konsekvens af erkendelsen af ordenes utilstrækkelighed mht. Tingen, og i sidste konsekvens mht. det Reelle, og ind i et utrætteligt søgen efter Ordet. Jeg skrev og skrev og skrev. Jeg ledte efter Ordet i forskellige sprog, i forskellige ordkombinationer, i ordspil og i leg med ord.

"Måske har vi alle sådan et poesisprog i en eller anden form som vi kan bruge til at lege med. Finde os selv med. Nå andre med.

 Hvis vi altså kan høre det midt i alle konventionerne?" skriver Janne i et af sine blogindlæg (min kursivering).

"...og Ordet var Gud." Den rene bevidsthed, vores sande selv, vores væren.

Mht. ønsket om at blive pakket i vat, så mener jeg at det er dem, der "vælger" en neuroleptika- (eller for den sags skyld generelt psykofarmaka-, stof-) omtåget ubevidsthed i mere eller mindre total ansvarsfrasagt afhængighed af andre, der ønsker at blive pakket i vat. Ikke dem, der tager udfordringen op, konfronterer sig med deres egen lidelse, og begiver sig ud på opdagelsesrejsen ind i deres eget værens afgrunde. "Vælger" i anførelsestegn, fordi der ofte ikke er tale om et frit valg, men om en beslutning, andre har truffet på forhånd for én, om tvang. Andre, der selv har valgt udfordringen fra. Til fordel for den skinbarlige sikkerhed, vattet byder på. Andre, der har valgt, at pakke sig selv i vat, mens de, om end kun ubevidst så dog, er udmærket klar over at vattet kvæler livet, og derfor ikke kan tåle synet af et menneske, der vælger at tage udfordringen "liv" op.

Jeg er selv nået til et punkt, hvor jeg som oftest bevidst kan se diskrimineringen i øjnene, sige "Is that so?", og gå min vej, uden at måtte tage itu med alt for voldsomme reaktioner. Fordi jeg har taget ansvar for mine reaktioner, dem allesammen, inklusive dem, psykiatrien ville have kaldt for "symptomer", og som jeg derfor nemt kunne have frasagt mig ethvert ansvar for. Andre, der først lige er startet på deres rejse, har ikke densamme afklarethed omkring hverken deres egne reaktioner eller diskrimineringens årsager og mål endnu, og derfor må man som den diskriminerende regne med, at reaktionen kan blive voldsom. Vold avler som bekendt vold. Og ord som "sindssyg" er udtryk for vold. Ligeom det svarer til voldtægt, at betegne et andet menneskes realitet for "ikke virkelig". Det er en voldsom krænkelse af dette menneskes ret til at definere sin egen virkelighed og væren i denne virkelighed.

Man kan ikke forvente af et menneske, der aldrig har fået lov til at tage ansvar for sig selv, der aldrig har fået en chance, at lære hvordan man gør, at dette menneske pludseligt, og bare fordi det lige passer ind i en andens kram, tager ansvar. Som både Heidi er inde på ovre på sin blog, og jeg i min kommentar, så er det noget, der tager tid og ofte kræver støtte og også et vist "hensyntagen" - hvis man kan betegne det, at respektere et andet menneske uanset hvor dette menneske befinder sig i sin udvikling for "hensyntagen" - fra omgivelsernes side at få lært. Og som Amanda med sit indlæg "People can be a bit like water" understreger, kan det ikke nytte noget, at kræve, at et menneske tager ansvar for sig selv, når det passer én, og kræve i næste øjeblik, at dette menneske overlader ansvaret for sig selv til andre igen, fordi det passer de andre. Enten tager man ansvar, og så tager man ansvar for hele sig selv, eller også gør man ikke. Og på samme måde gælder at man enten giver et menneske plads og lov til at tage ansvar, for hele sig selv, eller ikke gør det. I sidste tilfælde skal man så bare ikke regne med, at dette menneske overhovedet nogensinde er i stand til at tage det mindste ansvar for sig selv.

At tage ansvar for sig selv er en menneskeret og i sidste ende også et livsprojekt. Ligesom det er et livsprojekt at respektere sig selv nok til at man kan respektere andre tilstrækkeligt til at kunne give dem plads og lov til at tage ansvar for sig selv og være sig selv. At fordømme et andet menneske som værende "sindssyg" og dette menneskes realitet som "ikke virkelig", som ikke bare Astrid gør, men med hende størsteparten af samfundet og den samlede biopsykiatri, krænker dette menneskes ret til at tage ansvar, og forhindrer livsprojektet i at blive gennemført. Det forhindrer selverkendelse, selvbevidsthed og selvværd i at kunne blive til. Det forhindrer forandring og udvikling. Det forhindrer de fire øverste behov, og i visse ekstreme tilfælde alle fem behov, i Maslow's pyramide i at kunne blive opfyldt. Det forhindrer muligt liv i at blive til. Detsamme gør et valg, der fravælger det at tage ansvar for sig selv, og uddelegerer det til andre, til "eksperter", myndigheder og Zoloft, Risperdal eller Ritalin - eller for den sags skyld til alkohol og fritidsstoffer i al almindelighed. Og detsamme gør også et valg, der måske godt nok vælger det etablerede behandlingsapparat og kemien fra, og alternative tilgange til, men samtidigt stadigt ikke tager ansvar for sig selv, og overlader det til terapeuten, healeren, akupunktøren etc., med en forventning om, at recovery'en, selverkendelsen, enlightenment'en serveres på et sølvfad for én.
_______________

Universel erklæring af mentale rettigheder og friheder

Alle mennesker er skabt forskellige. Ethvert menneske har retten til at være mentalt frit og uafhængigt.

Ethvert menneske har retten til at føle, se, høre, fornemme, forestille sig, tro eller opleve hvad som helst, på en hvilken som helst måde, til en hvilken som helst tid.

Ethvert menneske har retten til at opføre sig på en hvilken som helst måde, som ikke skader andre eller bryder retfærdige love.

Intet menneske skal uden samtykke blive underkastet indespærring, fiksering, straf, eller psykologisk eller medicinsk indgriben i et forsøg på at kontrollere, undertrykke eller forandre individuets tanker, følelser eller oplevelser.
fra: Adbusters.org

_______________

*Til forskel fra de fleste andre retninger indenfor psykologien, og til stor forskel fra psykiatrien, søger den humanistiske psykologi at fokussere på og definere det sunde i et menneskes væren, ikke det "patologiske", "syge". Hvorfor den humanistiske psykologi ikke på samme måde stirrer sig blind på "symptomer" som andre retninger indenfor psykologien og psykiatrien, men ser menneskets væren som i bund og grund sund og rask. En lignende tilgang havde Edward Podvoll, grundlæggeren af Windhorse, hvis tilgang baserer på at fokussere på det, han kalder for "islands of clarity" (øer af klarhed), i stedet for på "sygdomssymptomer". Og også Loren Mosher's udgangspunkt i at recovery fra "psykoser" ikke bare er mulig, men til at forvente fokusserer mere på det sunde end det "syge". Tilgangen er i mine øjne afgørende for, om man ser mennesket, eller om man ser en "patient", en "sygdom". Og den kan være afgørende for resultatet af terapien: "Du starter dér [med fokus på det sunde], og du har et kæmpe forspring."